Men godt nytår til Jer andre alligevel!

I aften er det nytår og jeg er allerede ved at skide i bukserne over, hvad der venter på mig på den anden side af tømmermændene.
Dengang 2007 blev til 2008 stod jeg og tænkte, at jeg håbede 2008 blev væsentligt bedre end 2007. 2007 var et lorteår, der var domineret af hæftig sygdom, samt et slemt brud med Journalisten. Jeg blev selvfølgelig rask igen og Journalisten og jeg kom sammen igen, men overordnet scorede året ikke særligt højt.
Men 2008 blev ikke væsentligt bedre. Jeg fik ganske vist min ingeniøruddannelse, men den var ikke prangende og jeg var så skoletræt, at jeg dårligt kunne slæbe mig igennem mit afgangsprojekt. Efter dimissionen var jeg fyldt af ny energi og klar til at indtage arbejdsmarkedet. To måneder senere havde jeg fået mit første job, som viste sig at være ganske forfærdeligt og næsten puttede mig ned i depressionskassen.
Jeg gik derfor ud af 2008 som en zombie og vurderede at 2009 umuligt kunne blive værre.
Og dog.
Nu er 2009 jo forsvundet og jeg har kun opnået én ting i år. Arbejdsløshed. Jeg har været arbejdsløs i ni ud af årets 12 måneder og de resterende tre måneder fik jeg til at gå hos Bageren, hvilket sådan set heller ikke var nogen succes. Frustrationerne driver ned af væggene her i huset og jeg kan ikke få øje på noget lys i nogen tunnel.
Det der med at ønske at næste år bliver bedre, virker jo tydeligvis ikke. Jeg har derfor overvejet at bruge omvendt psykologi i år:

I dare you, 2010! Bliv værre end 2009! Kom an, hvis du tør!

Jul i familiens skød

Juleaften tilbragte jeg med Journalisten og hans familie, og det var aldeles hyggeligt og behageligt. Ingen panik. Jeg havde det rigtig rart hvor jeg var, og havde ikke meget lyst til at forlade stedet.
Men 2. juledag vankede der julefrokost med min familie hjemme hos mine forældre, og allerede fra morgenstunden kunne jeg mærke, at jeg ikke var mentalt klart til denne udfordring. Grundet min modvilje kom vi halvanden time for sent, hvilket min søster heller ikke undlod at give mig skideballe for.
Ca. fem mins efter vi var ankommet fik min 19-årige ADHD- og depressionsplagede kusine et break down og låste sig inde på det eneste fungerende toilet, hvilket fik min onkel og tante til febrilsk at vade frem og tilbage, og den øvrige familie til at blive pludseligt tissetrængende.
Min søster surmulede over at hendes små poder ikke havde fået lige præcis de gaver, hun havde forestillet sig de skulle have.
Min far var allerede hønefuld, og sad konstant og hylede op om at min lillebror skulle hente flere øl. Da jeg fik nok af at høre på det, bad jeg ham om at hente sine øl selv, hvilket bevirkede at han også begyndte at surmule.
Julebingoen var flere gange ved at udvikle sig til en farce, fordi min mor insisterede på at råbe numre op på trods af, at hun ikke rigtig kunne se tallene ordentligt og derfor temmelig ofte råbte forkert.
Ungerne væltede rundt i en sukkerrus og den yngste havde fået sit løbehjul med indenfor, hvilket hun glad skramlede rundt på, når hun ikke lige afspillede Søren Banjomus på sin nye musikafspiller.
Da min kusine endelig var blevet samlet op af sin kæreste, startede det sædvanlige kortbord op og min efterhånden temmeligt besoffne far og onkel sad og råbte op, hver gang de tabte, og min morfar sad og spillede klog på trods af at det af og til kniber med at huske reglerne.
Da morfar så mente han trængte til at komme hjem skyndte jeg, der var pinligt ædru, mig at melde mig frivilligt til at køre ham hjem, så jeg kunne få lidt fred. Min mor kørte med og min morfar benyttede chancen for lige at vise hans seneste kreationer frem. Efter min mormor døde har han taget maleriet op igen. Hvor han før i tiden hyggede sig med at male uendelige mængder af skibe ved høj sø, er han nu midt i sin abstrakte periode og der var ikke grænser for, hvor brandgodt han selv syntes det var. Efter en længere diskussion med min mor, der bestemt ikke bryder sig om abstrakt kunst, lykkedes det os at komme derfra igen.
Vel ankommet tilbage til kaos blev jeg shanghajet til et spil kort og måtte gentagne gange stave til det beløb, der lå i puljen fordi familien i mellemtiden havde drukket endnu mere tæt og min onkel kunne efterhånden ikke engang tælle til seks kroner.
Pga. de mange overnattende måtte Journalisten og jeg dele værelse med vores dyr, som ellers havde opført sig eksemplarisk resten af ferien. Men lige præcis denne nat fik den ene selvfølgelig en hjerneblødning og kørte alarmen *et meget højt eeep på repeat*, hvilket jeg ikke kunne få den til at holde op med og således blev holdt vågen det meste af natten.
Min søster havde, grundet sin efterhånden fremskredne graviditet, sovet rigtig dårligt og var ualmindelig gnaven næste morgen. Ungerne var endnu mere hyperaktive og det var derfor en befrielse, da de tog hjem omkring frokost. Mine forældre gik med ud i indkørslen for at vinke, mens Journalisten og jeg holdte os indendøre og nøjedes med at åbne et vindue. På trods af at vi var så langt væk fra Søster og Svogers bil kunne vi sagtens høre, da Niece for 117.gang tændte for Søren Banjomus og min søster brølede "SLUK SÅ FOR DEN RADIO, FOR H...!!!!".
Herefter blev det faktisk ganske hyggeligt og Journalisten og jeg kom derfor temmelig sent hjem til Syddanmark igen om aftenen.
Mandagen tilbragte vi i gode venners lag, hvor vi afprøvede deres nyerhvervede wii, mens jeg langsomt opbyggede en lille feber, der satte mig i stå igår. I dag går det bedre og derfor satser jeg på at køre til Århus igen i dag for at fejre min fars fødselsdag, inden nytårsfesten venter i morgen.

Til min egen store fortrydelse må jeg erkende, at jeg ikke blot stinker til rigtig bowling, men også til wii bowling.

Glade jul

Nå, men så er det jo næsten jul.
Det lykkedes mig at få købt alle julegaverne i sidste uge, omend det var omgæret af en vis panik, da jeg havde glemt at de fleste skulle afleveres om fredagen.
Og alligevel har jeg glemt en pakke - til min moster. Og det på trods af, at hun har brugt rigtig meget tid i december på at ringe til mig for at spørge, om jeg ikke vil have hendes ønskeseddel *min moster er et kapitel for sig og den type man skal forberede sig mentalt på at tale med*. Nu skal jeg så vurdere om jeg godt nok skal ringe til hende for at få den forbandede ønskeseddel og derefter bevæge mig op i storcenterkaos for at købe gaven - eller om jeg bare skal købe hende en flaske snaps, som min mor foreslog.

Min favorittid i julen *bortset fra Disneys julesjov og flæskestegsspisning* er 1.juledag. Der er en sjælden fred og ro og mulighed for afslapning. Juleaften løber folk en smule rundt for at nå det hele og 2. juledag er der ren panik til julefrokost med hele den pukkelryggede. Men 1.juledag er helle. Normalt plejer jeg at se Muppets juleeventyr og Garfields jul sammen med Lillebror, men det må jeg jeg jo se om jeg kan undvære i år, nu hvor vi ikke skal holde jul sammen.

Any who, nu begynder det skønne slid med at pakke tasker, gaver og kæledyr, med at rydde op og vaske op, samt tømme skraldespande og køleskab. Sagde jeg skønne slid? Det var en fejl, jeg HADER det. Jeg synes det er røvsygt at bruge hele dagen på den slags, og jeg skal gøre det hele selv. Journalisten er på arbejde til kl 20 og derefter skal vi så køre den 2,5 timer lange tur nordpå. Det bliver en lang, lang dag.

Jeg har bestilt min svigerinde til at have et glas rødvin parat når jeg kommer. God jul!

Et brugbart koncept

Der er ingen tvivl om, at hjemmeværnet ikke har den store stjerne hos den brede befolkning og at den generelle holdning er, at de er nogle weekendkrigere som er ren spild af penge.

Men jeg er stolt over at min kæreste i øjeblikket og resten af natten, iført sin hjemmeværnsuniform, fragter den eneste natsygeplejerske i Vejle sikkert rundt i det sneplagede område, så dem der har brug for det, kan få deres medicin.

Snesur

Jeg har bemærket at det er uhyre nemt at fornærme folk, hvis man taler ondt om klimaer og topmøder og den slags ting. Jeg har også bemærket at mange mener at man skal skamme sig, hvis man ikke er ved at skide i bukserne over verdens forestående undergang *hvilket ærlig talt giver mig en lille smule kvalme*. Derfor vil jeg gerne opfordre eventuelle læsere til lige at slå lidt koldt sne i blodet og lade være med at tage følgende skrift for mere end det er. Jeg har nemlig ikke lyst til at få nogen af de mange mavesure kommentarer, som mange af mine medbloggere har fået i deres indlæg de sidste par dage. Kommentarer, der tydeligvis er skrevet med fingrene bankende ned i tastaturende rundt omkring, fordi folk ikke kan tåle at det ikke er alle og enhver der springer på klimavognen som lemminger, men som tillader sig at være bare lidt kritiske.

Men sagen er den, at jeg synes altså det er en lille smule komisk, at mens nogen holder et møde, der drejer sig om global opvarmning, har jeg brugt 5,5 timer i bil i dag på at komme fra Kolding til Odense. Og lige så vi alle er enige - det er en strækning på ca. 70 km. Fordi det sneede. Og det tog 2,5 timer at komme hjem igen. Fordi det sneede.
Det har hele dagen væltet ned med sne i vores lille land, hvor det ellers aaaaaaldrig sner. Men den slags udmeldinger plejer jeg også typisk at høre om sommeren, hvor folk har glemt at det som regel sneer i dynger i februar.

Det er da ironi på et højt plan.

Alderspanik

Jeg har snart fødselsdag og runder 28 år. I den forbindelse har jeg gået og spekuleret lidt.
Hvad nu hvis *rent hypotetisk, selvfølgelig* man forestillede sig, at jeg lige pludselig blev single.
Hvad skulle der så blive af mig?
Umiddelbart, udfra hvad jeg har observeret omkring mig, ser det ret skidt ud. Hvis jeg skal holde mig til, hvad medierne, folk omkring mig samt familien fortæller mig, er jeg så godt som fortabt.
Kigger man sig lidt omkring ser man hobetal af desperate kvindfolk, der er alene og som kæmper den evige kamp på barerne og på netdating for at finde en kæreste. Er det dét liv, der venter?
Så vidt jeg kan forstå er ens liv er så godt som slut, hvis man ikke får sig etableret inden man fylder 30 og man kan se frem til at leve resten af sit liv som en ensom, knastør, barnløs særling. Med mindre man selvfølgelig er erklæret evig barnløs. Så kan man leve det fede liv, mens familie og venner ser skævt til en og ryster på hovedet.
Fornylig læste jeg en eller anden artikel, der beskrev en undersøgelse der viste, at tre ud af fire kærester ikke elsker den person de er sammen med. Er det dét, der er grunden til, at der er så mange elendige forhold rundt omkring - at selvom folk i virkeligheden inderst inde godt er klar over, det er et råddent forhold de er i, så lader de sig nøje, fordi de ikke vil være den næste desperate hovedperson i Singleliv?
Jeg vil gerne have børn en dag. Jeg havde engang en meget klar idé om at jeg skulle være igang med at bage den første inden jeg blev 30, fordi mine forældre havde svært ved at få børn og derfor skulle jeg ikke risikere at vente for længe. Min søster og svoger gør alt, hvad de kan for at fortælle mig at jeg overhovedet ikke må få børn så sent som dem, for det er så hårdt, så hårdt når man har passeret 30 år *jeg gør et stort nummer ud af ikke at fortælle dem, at jeg skal blive gravid inden for de næste tre måneder for ikke at blive forælder senere end dem*.
Sådan bliver det bare ikke for mig, uanset om tingenes tilstand ændrer sig eller ej. Min situation som langtidsledig har sat en grundig stopper for det ellers så strømlinede perfekte liv, der forventes og som er det, omverdenen i stor stil betragter som succeskriteriet. Jeg vil helst etableres på arbejdsmarkedet før jeg etableres på hjemmefronten. Men betyder det så evig fordømmelse og straf til mig, hvis jeg en dag bliver alene?

Er alle de gode mænd vitterligt taget og vil de resterende mænd ikke røre kvinderne med en ildtang, hvis de er over 30?
Er man dømt til et barnløst liv eller et liv som enlig mor, hvis barns far er trukket på Cryos?
Skal man bare holde fast i hvad man har og så opgive det naive håb om den ægte kærlighed, der varer forevigt?
Hvis man gerne vil have børn, er det så en god idé at turde lade tiden gå sin gang og forsikre sig selv om, at det når man nok?

Ja, jeg spørger bare.

Glaaade jul

Nå, men nu hvor jeg efterhånden har fået skrabet alt møget af gulvene, er det vist på tide at opsummere lidt på weekenden.

Antal julefester holdt: 1
Antal mennesker i vores lejlighed: 14
Antal fulde mennesker: 13 (der findes rent faktisk folk, der ikke drikker)
Antal gange vi opdagede, at vi ikke havde mere lokumspapir: 1
Mængde medbragt kunstig sne: Nok til at dække 80 m2 lejlighed
Glemte sager: 1 sæt salatbestik, 1 grøn Margretheskål, 2 halve marcipangrise, 1 bil, 1 pose lakridssnører, 1 sæt ørevarmere, 1 USB blæser, 1 hang over box
Smadrede ting: 2 nisser
Antal dage brugt på oprydning: 2
Tab i forbindelse med bekæmpelse af tømmermænd: 2 kodimagnyler, 2 poser chips, 1 liter æblejuice, 1 burger med fritter, 1 lang lur, 7 afsnit af Jul på Slottet, 4 afsnit Simpsons.

Den fest dækkede det meste af mit julebehov, så nu må det egentlig godt bare blive nytår i en fart.

Bridesilly

På Det Gode Råd i denne uge behandler de et spørgsmål fra en kvinde, der ikke kan blive enig med sin forlovede om, hvorvidt bruden må holde tale til brylluppet.
Det fine ved Rådet er, at de er så forskellige og man derfor får en ret nuanceret debat derinde. I dette tilfælde er jeg nødt til at melde mig på banen hos dem, der stemmer for at bruden godt må holde tale.

Da min søster i sin tid blev gift var det helt efter bogen. Invitationer, bordkort osv. blev lavet i hånden, kjolen blev specialsyet hos Marianne Carøe og folk blev placeret i hestesko med hovedbordet for enden. Og gommen holdt naturligvis tale.
Jeg synes, det er noget pjat med de taler. Selvfølgelig er det da ømt at høre gommen ævle op om, hvor meget han elsker sin brud og alt det der, men jeg får det lidt ligesom når jeg spiser boghvedegrød. Det vokser i munden på mig og giver mig kvalme. Og jeg ville til en hver tid foretrække at manden gemmer de sukkersøde ord og så spreder dem lidt ud over det forestående ægteskab, i stedet for at brænde det hele af på én gang. For hvis man ellers skal tro på, hvad man hører rundt omkring i de bitre periferier, så sker det aldrig igen.


Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg generelt virkelig ikke bryder mig ret meget om traditionelle bryllupper. Det er godt med traditioner, men jeg er også tilhænger af at man gør præcis, som man synes er bedst og ikke hvad andre forventer man gør. Hvis jeg en dag skal giftes, så bliver der bestemt ikke holdt stramt på den gammeldags metode.
Hovedbordet er fx. aflyst. Min mor skal ikke sidde og trone ved hovedbordet hele aftenen som hun gjorde til min søsters bryllup. Hvis ikke lige min søster også var der, var der ingen tvivl om at hun betragtede sig selv som hovedpersonen, for "jeg er jo brudens mor". I kirken insisterede hun også på at vente med at komme ind på plads til alle andre havde sat sig. Så kunne min lillebror nemlig følge hende op af kirkegulvet og hun kom glidende hen ad gulvet med næsen højt i sky. Hun skal ganske enkelt ikke have fornøjelsen af at føle sig som noget specielt.
Og så gider jeg i øvrigt ikke sidde ved siden af min far hele aftenen. Hvor kedeligt er det ikke lige?

Apropos min far. Han er ikke en people person. Derfor var han også ved at skide en kamel, da min mor gjorde han opmærksom på at brudens far jo altså skal holde tale til sådan et bryllup. Og selvom min mor udemærket vidste, at min far ikke har lyst og ikke kan fordrage den slags, plagede hun ham og skældte ham ud i et stive seks måneder op til brylluppet. For det kunne jo ikke lade sig gøre at tage hensyn til, at min far lider af sygelig lampefeber, nej for sådan er traditionerne jo! Og det er jo dybt pinligt, hvis ikke brudens far holder tale!
Så igen, det med taler er noget pjat. Mit bryllup bliver ikke en skuffelse, hvis ikke min far holder en tale. Jeg er fløjtende ligeglad, for min far er heller ikke en følelsesperson og derfor kan han næppe sige noget som helst begavet alligevel.
Det lykkedes i øvrigt ikke min mor at få ham presset til det. Men sådan en chance for opmærksomhed kunne hun jo ikke lade gå sin næse forbi, så hun holdt selvfølgelig talen selv.


Jeg kan godt overtales til at tage en hvid kjole på *helst creme eller elfenben faktisk* og det skal da også være i en kirke. Journalisten foreslog at blive gift i Rhododendronparken i Brønderslev, men jeg stoler ikke på det danske sommervejr.
Men jeg skal ikke have slør på. Min svigermor blev mundlam og lang i ansigtet sidst jeg nævnte det. Tror også nok at Journalisten engang sagde "jamen, så er det jo bare en hvid kjole du har på". Jeg er ligeglad, jeg gider det ikke. Synes det er alt for pussenusset og jeg er blevet for gammel til den slags. Ved godt det er noget vrøvl, men synes bare ikke det passer til kvinder oppe i 30'erne *og der kommer jeg hen inden jeg bliver gift*. Min frisør blev så glad da jeg sagde det til hende. "Hvor ER jeg glad for at høre, at der findes fornuftige mennesker! Jeg fatter ikke at der er nogen der gider at gå rundt en hel dag med det, der svarer til en liter mælk på hovedet."
Det er også alt for prinsesseagtigt til mig. Jeg er sådan en type, der ikke har haft en rigtig fin kjole *eller bare en kjole* på siden min søsters bryllup i 2001 og jeg får næppe en på igen før mit eget bryllup.


Jeg ville egentlig have det helt fint, hvis jeg bare kan få en fest med god mad og godt selskab. Uden alle forventningerne.

Sjov med billeder IV

Sjov med billeder I-III

En dag var vi nede og tanke benzin og så opdagede jeg dette skilt, som jeg ikke har set før:

Der er sådan set ikke noget galt i at de har hængt sådan et udemærket skilt op *bortset fra at den med mobiltelefonen ikke holder i retten... det har jeg selv set i Mythbusters! ;) *, men jeg syntes bare det var lidt hyggeligt at de opfordrer folk til at klappe bilen. Men man skal altså også være god ved sin bil.


Der bliver jo snakket en del om ligestilling, lyserøde og blå farver, kvinder i topstillinger osv. Jeg tror en del feminister ville få en prop, hvis de så denne seddel, der lå til mig en dag jeg kom hjem:


Der skal nok være nogen, der ikke kan se det morsomme i det. Min mor ville fx. nok blive en smule bekymret for, om jeg nu er ved at miste fodfæstet og bliver til en stakkels, undertrykt kvinde *demonstrativt rullen med øjnene*.

En dag var vi i Hjørring og fik en glimrende burger. Faktisk den bedste længe. Sodavandsautomaten var løbet tør, så jeg tog et glas vand til og Journalisten fik noget solbærsaft. Eller som der står på bonen:

Velværevand? Den havde jeg alligevel ikke hørt før.

Klimaet er der jo ingen der kan slippe for i disse dage. Således sad jeg og læste en artikel på politiken.dk omkring de famøse mails, der var sluppet ud i offentligheden. Den journalist, der har skrevet artiklen, har snuppet lidt citater fra en amerikansk avis. Jeg forestiller mig at journalisten har siddet og oversat teksterne og er kommet frem til to oversættelser af ét citat. Ude af stand til at vurdere, hvilket af dem der er det rigtige, giver vedkommende fortabt og bruger dem begge. Eller også har journalisten tænkt at de begge var hylemorsomme og simpelthen bare måtte skrive dem begge ind i teksten. Uanset hvad, synes jeg det er fabelagtigt:

Og så syntes jeg lige I skulle se, hvordan det så ud da vores elskede Hyundai rundede 190000 km:

Nyt fuglehus

Nårhm, så blev jeg jo nysgerrig efter hvad Twitter gik ud på. Har ellers forsøgt at ignorere det længe - det gjorde jeg i øvrigt også med Facebook i sin tid.
Så nu har jeg oprettet mig selv. Har udsendt mit første pip, i bogstaveligste forstand, og har også fundet én at følge.
Men hvad gør man så nu?
Jeg mener, der er jo ingen der følger mig, så der er jo ingen til at se det jeg skriver. Og hvad er så pointen? Altså udover at jeg selvfølgelig kan følge med i alle andres liv naturligvis.

Men det er måske det, der er ideen?

Alarmerende pinligt

Igår aftes så jeg "24 timer vi aldrig glemmer" på DR2 om Seest katastrofen.
Jeg kan godt lide konceptet og er enig med introspeakeren, der hver gang beretter i starten om, at programmerne omhandler situationer, hvor vi alle kan huske, hvad vi lavede og hvor vi var den pågældende dag. Det kan jeg sagtens huske.
Jeg har set nogle stykker af de programmer efterhånden og er egentlig ikke særlig vild med den måde DR2 laver programmerne på. Emnerne er der ikke noget galt med, de er ret interessante.
Men jeg synes måske lidt, de prøver at piske en stemning, der ikke nødvendigvis er der og laver lidt overdramatisering på nogle punkter. Jeg synes også der er meget spildtid og mange forsøg på at trække tiden pinefuldt langt ud med interview af folk, der formår at tale en masse uden egentlig at sige noget som helst relevant.
Der er også lidt for meget selvpromovering, eksempelvis i programmet om stormen i '99, hvor man igen og igen skulle høre og se intro'en til TVavisen i stedet for bare at springe direkte hen til det interessante. Igår viste de et klip fra morgen-TVavisen fra dagen efter Seest katastrofen og ham, der har redigeret programmet syntes ikke det var nødvendigt at klippe væk, før sudieværten havde fortalt om indholdet af pågældende TVavis - hvilket intet havde med katastrofen at gøre.
Derudover synes jeg også altid, at de har nogle ligegyldige vidner med, der egentlig mest virker som om de selv synes, de er ret seje, fordi de har mulighed for at fortælle deres fantastiske historie på TV. Eller det er egentlig ikke ligegyldige vidner, da de har et eller andet tilhørsforhold til situationen, men det er ikke lykkedes at få den gode historie ud af alle vidnerne.
Den baggrundsmusik de havde valgt til gårsdagens program var i øvrigt også aldeles forfærdelig.

Men det jeg synes var mest horribelt ved udsendelsen igår, har egentlig ikke som sådan noget med selve programmet at gøre, men var grelt nok til, at få både Journalisten og mig til synkront at klaske pander.
Der blev afspillet lydstykker fra Kanal 94, der havde en reporter på stedet. Det gik sådan set fint for ham, lige indtil man meget tydeligt kunne høre en velkendt alarm i baggrunden og han så udtaler, at:

"Lige nu er der gået en eller anden alarm, en luftalarm. Jeg ved ikke om det betyder om vi skal evakueres fra det sted vi er (...)"

Alarmen var såmænd blot den den sirene, som politiet benytter til at vejlede folk om at gå indendørs i farlige situationer. Den sirene som bliver afprøvet den første onsdag i maj hvert eneste år.

En eller anden alarm?!
Er det tilladt at være så uvidende?

Og derfor skal man altid tage statistik med et gran salt

I dag fik jeg noget man næsten kan kalde en åbenbaring.
Den gav grund til eftertanke og beviser, at man nogengange skal være lidt forsigtig med at dømme andre mennesker, før man har taget alle omstændigheder under betragtning.
Det er en temmelig lang beretning, så hent hellere noget kaffe.

Jeg var hos lægen for at få taget lidt tests. Jeg vil gerne være bloddonor, men har hidtil været udelukket pga. nogle fysiske skavanker. Dette har irriteret mig voldsomt, især fordi jeg har akutblodtypen og det, i min optik, derfor næsten er en pligt at aflevere en pose blod engang i mellem.
Når man skal være bloddonor spørges man, om man har haft nogle alvorlige sygdomme og jeg kom til at tænke på et bizart sygdomsforløb, jeg havde for næsten tre år siden, og om det var noget, der kunne have indflydelse på mine chancer for at blive bloddonor.

Den 5. januar 2007 vågnede jeg med ulidelige smerter i venstre side af ansigtet, nærmest som om noget stak mig med en skarp kniv *jeg kan huske datoen fordi det gjorde så ufatteligt nas*. Det kom helt ud af det blå, der var intet forvarsel.
Fem dage senere var det stadig ikke blevet bedre og jeg måtte en tur til lægen, hvor jeg kom ind til en ung turnuslæge. Han var temmelig forundret, men kom frem til at det måtte skyldes nogle hvirvler i rygsøjlen, der pressede på nogle nerver *diagnose nr. 1*. Jeg fik noget smertestillende *som overhovedet ikke virkede* og blev sendt til kiropraktor.
Kiropraktoren var ret hurtig til at dømme den diagnose ude og mente bestemt at jeg havde halvsidig bi-, pande- og kæbehulebetændelse *diagnose nr. 2*, på trods af at jeg ikke fik det værre af at hænge hovedet nedad, og jeg ikke havde feber.
Tilbage til min egen læge *jeg havde nægtet turnuslægen*, der blev temmelig forarget over kiropraktorens dom. Især fordi han tydeligt kunne mærke noget unormalt i min nakke *diagnose nr. 3*, hvilket han sendte mig til fysioterapeut med, og jeg fik noget rigtig voldsomme smertestillende af den slags, som har rød trekant på og ødelægger ens mave.
Det virkede heller ikke og så mente min læge at jeg måtte have nervebetændelse *diagnose nr. 4* - og den slags kan man ikke gøre noget ved, udover at vente på det går væk.
Omkring mig var folk så småt begyndt at hidse sig op over at lægerne skulle have så svært ved at finde en diagnose.
Jeg gik hjem og ventede. I mellemtiden blev det vinterferie og jeg måtte flytte hjem til de gamle. Smerterne var så slemme, at jeg kastede op af dem og jeg kunne ikke overskue at ligge derhjemme alene, hvilket sendte mig akut ned til min læge, hvor hans bror tog imod mig. Da han hørte jeg var begyndt at få dobbeltsyn, sendte han mig straks til en øjenlæge nede i byen. Det er fascinerende, hvor hurtigt man kan komme til hos en speciallæge, hvis man bare er syg nok.
Øjenlægen fattede ingenting og sendte mig op på kommunehospitalets øjenafdeling.
Her sad min mor og jeg så de næste tre dage i alle dagtimerne. De fattede nemlig heller ingenting og trak mig igennem undersøgelse efter undersøgelse. De unge reservelæger kom ud og spurgte om de måtte kigge på mig, for de havde hørt om mig og det var bare alt for spændende. Min ene pupil havde nemlig en helt anden størrelse end den anden.
Efter de tre dage gav de op og sendte mig op på neurologisk afdeling. Jeg havde ikke sovet i dagevis pga. smerterne og var ved at være ret mørbanket. Så da jeg fik valget mellem af få taget en rygmarvsprøve øjeblikketligt (fredag eftermiddag) eller efter weekenden, valgte jeg det sidste.
Så vi tog hjem og jeg var så træt, at det faktisk lykkedes mig at falde i søvn på sofaen.
Næste morgen vågnede jeg og sagde glad til mine forældre at jeg var sikker på, jeg var blevet rask over natten, for mit hoved gjorde næsten ikke ondt længere. Så flyttede jeg den øjenklap, jeg havde på *mit dobbeltsyn var så slemt at jeg ikke kunne se en skid med to øjne* og fandt ud af at mit øje var helt og aldeles lamt, og så ud til at kunne falde ud af hovedet med det samme.
Senere på den eftermiddag blev jeg indlagt på neurologisk afdeling, hvor jeg lå de næste 10 dage og fik foretaget rygmarvsprøven, der heller ikke gav svar.
Først efter to ture i MR scanneren var der en gammel garvet radiolog, der opdagede hvad der var galt. Jeg fik en forklaring med noget med udposninger på vener i hjernen og betændelsetilstande osv. og så fik jeg binyrebarkhormoner i tre måneder. Og det hjalp. Hvad der præcis var galt fandt jeg aldrig ud af.
Indtil idag.
Da lægen skulle finde ud af om det ville have betydning i forhold til min bloddonordrøm kunne hun se i min journal, at jeg havde haft TH syndrom. Det vidste hun heller ikke hvad var.
Det viser sig at være en mega sjælden sygdom, der rammer sjus en ud af en million.
Så det var ærlig talt ikke så mærkeligt, at jeg skulle igennem så mange læger, før nogen fandt en løsning.
Og det, der så var pointen ved denne kilometerlange beretning var, at man skal huske at tænke på at læger ikke nødvendigvis ved alt og at de, selvom de gør deres bedste, ikke altid kan reparere os. Der var mange omkring mig, der var dødforargede over at lægerne ikke bare kunne fikse mig. Det var jo det de fik deres løn for.

Når det kan lykkes mig at få så sjælden en sygdom, skal jeg helt sikkert til at spille noget mere lotto.


Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.

Disadvantages of the interwebs

Sådan har jeg det også lidt med min email, når jeg har ansøgninger ude. Det var meget bedre i gamle dage, hvor man bare skulle vente på at posten kom kl. 11. Så kunne man slappe af resten af dagen fordi man vidste, der ikke ville ske flere spændende ting den dag.

Indlæg uden indhold

Action niveauet heromkring er på et absolut lavpunkt. Her sker ikke en skid.
Jeg har pyntet lidt op til jul. Sidste år på dette tidspunkt havde jeg et fagligt relevant arbejde, som var aldeles rædselsfuldt. Derfor brugte jeg min sparsomme fritid på at ligge i fosterstilling på sofaen og ignorere december måned. Et forsøg på at købe det obligatoriske lille juletræ resulterede i, at jeg lagde mig småhylende under tæppet resten af dagen. Jeg magtede ganske enkelt ingenting.
I år har jeg haft lidt overskud på julekontoen, plus en forfærdelig masse tid mellem hænderne og har faktisk glædet mig lidt til det skulle blive december.
Jeg er ikke typen, der køber årets modejulepynt og jeg er heller ikke Gertrud Sand, der hænger nisser allevegne. I min optik består julepynten af godt og vel fire ting. Rød, grøn, guld og duft.
For at kompencere for manglende juletræ sidste år var Journalisten og jeg ude og finde os et juletræ i voksenstørrelse. Det er større end mig, intet mindre kunne gøre det. Det står nu med pynt henne i et hjørne og dufter helt fantastisk.
Derudover har jeg fyldt hytten op med røde julestjerner og lavet blomsterdekorationer med små julestjerner, hyacinter, mos, kogler, små svampe og alt det der. Ingen jul uden masser af hyacinter. Jeg ville ønske man kunne få julestjerner hele året. Jeg synes de er så rare at se på.
Lidt nisser er det dog blevet til. Jeg var med Journalisten på et beskyttet værksted for sindslidende, som lavede julepynt til salg. Vi var ret enige om, at hvis vi endelig skulle investere i en nisse ville vi hellere aflevere pengene sådan et sted end i et stort ligegyldigt firma. Og så gjorde det jo ingenting at deres nisser faktisk var ret nuser.
Any who, det er meget godt at have lidt december at gå op i.
Mht. min arbejdssituation er jeg nu blevet degraderet fra arbejdssøgende til virksomhedspraktiksøgende. Jeg skal ganske enkelt få virksomheder til at ansætte mig helt gratis og uforpligtende i fire uger. Ikke at det er særligt nemt, hvis det skal være noget relevant arbejde.
Til gengæld må jeg erkende at mine encounters med systemet har været næsten upåklagelige. Fra verdens sødeste jobcenterdame til min nuværende kontaktperson i privat konsulentfirma, der gør en kæmpe insats for at finde et job til mig. Som hun siger "Du gider jo have et job. Du VIL jo have et job. Så gider jeg også gøre noget ekstra for at hjælpe dig."
Ikke ligesom den fyrede malkemand, der prøvede at overbevise hende om at han umuligt kunne søge et job, hvor han skulle køre traktor. "Sådan én er jo meget svær at køre. Der er vist nok alle mulige stænger man skal trække i."
Efterhånden er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg næsten håber at blive kastet ud i aktivering, bare for at få et eller andet at give mig til. Jeg oplever så ufatteligt lidt, at det er skræmmende.

I nat da jeg ikke kunne sove kunne jeg høre en natugle sidde og tude ikke så langt fra vinduet.

Eftertænksomhed III

Eftertænksomhed I og II

Ting jeg ikke forstår eller er gået glip af:

-Mediernes tendens til at beskrive fortiden i nutiden. Jeg synes, det er blevet lige lovlig udbredt og gør faktisk ofte sætningen til noget værre vås. Eksempelvis "Magnussens bror begår selvmord." Nej. Han har allerede begået selvmord og er død, så det kan han ligesom ikke, vel?

-Twilight. Hvad er det og hvorfor er folk i ekstase? Og hvordan i alverden har det kunnet stå på siden i sommers uden at jeg har opdaget det? Måske jeg bare skulle få mig et liv snart.

- Stieg Larsson film. Men nu har jeg heller ikke læst bøgerne *på trods af gentagne opfordringer fra alle og enhver*, så jeg er tydeligvis gået glip af noget stort.

-Mediernes konstante oplysning om dødsfald relateret til baconinfluenzaen *min kæphest lige for tiden..især efter de har konstateret at 60 % af dem, der mener de har det, i virkeligheden bare er forkølede*

-Hvorfor folk insisterer på at kalde det for julefrokost. Det har da sjældent noget som helst med en julefrokost at gøre, men er i langt de fleste tilfælde bare en undskyldning for at holde en fest. Hvem spiser fx. frokost om aftenen? Hvad med at kalde det.. bum bum.. julefest?

-Selvpinerisk hysteri omkring den forestående jul.
Man er da for fanden selv ansvarlig for, hvor meget man vil piske det op. Det er faktisk tilladt at sige nej. Og hvis der skulle være nogen, der ikke er så gode til at sige nej af frygt for repressalier fra venner og familie, så giver jeg billige kurser i at være komplet ligeglad med hvad de mener. Dem som bare lider under sine egne tåbelige ambitioner om, hvor meget man skal stille på benene for at det kan blive jul *hej mor og svigermor!* kan jeg desværre ikke hjælpe.
Man bestemmer vel i øvrigt også selv, hvor mange penge man vil bruge på gaver og hvor mange julefrokoster (!) man vil deltage i - ligesom man selv bestemmer, hvor mange snapse man skal drikke og hence, hvor mange tømmermænd man skal have. Luk nu røven med alt det pylreri. Og igen, skulle det knibe med at sige nej, giver jeg også billige kurser i at komme med flabede gensvar og ækle håndtegn, når gruppepresset træder i kraft.

Bullshitfaktoren på min radar er ret lav lige for tiden.

Måske man bare skulle gå over til hele stykker sæbe i stedet

Panic at the disco

Det er vist på tide vi får os en snak om den der svineinfluenza. Jeg har et par spørgsmål, jeg godt lige vil have svar på.

Jeg troede at hysteriet havde nået et højdepunkt, men næh nej. Så kunne jeg høre i nyhederne de forgange dage at influenzaen havde taget livet af to kronisk syge mænd. Åh NEJ!
Hvad fanden sker der for panikken?
Skal vi ikke lige prøve at få et par hardcore facts på plads her.
Under en "normal" influenzaepidemi øges dødeligheden med mellem 1000 og 3000 mennesker i Danmark.
Vil det sige at vi har mindst 998 dødsfald mere at himle op over?

Jeg er helt klar over at det er noget værre noget, at folk sådan går og bliver syge. Og jeg ved også godt at den potentielt kan være farlig for udsatte grupper. Tidligere på ugen måtte et af mine vennepar fx. tage en overnatning på børneafdelingen fordi deres tre-årige knægt fik voldsomme feberkramper forårsaget af baconinfluenzaen.
Men come on.
Jeg kan vitterligt ikke se at dette her er væsentlig anderledes end det plejer at være. Altså udover at der denne gang er blevet pisket en urimelig hysterisk stemning op.
Jeg priser mig lykkelig over at bo i et oplysningssamfund, hvor medierne sørger for at orientere os, når borgmestre drikker sig plørefulde før de kører bil, så vi ikke behøver at stemme på dem til valget.
Svineinfluenzaen viser dog med al uønskelig tydelighed at det ikke altid er en fordel at have adgang til så mange informationer.
Op til valget kunne man også læse om valgsteder, der ville opfordre vælgerne til selv at medbinge blyanter, nogle steder var der sprit til hænderne i valgboksene og andre steder skulle de tilforordnede afspritte blyanterne med jævne mellemrum.
Jeg stemte et sted, hvor der ikke blev taget den slags forbehold og nu skal jeg så bare gå og vente på at blive syg?
Går det ikke lidt over gevind?
Jeg mener, har buschaufførerne så fået redskaber med til at desinficere stængerne i busserne?
Har kasseassistenterne i bilka har fået besked på at afspritte alle de mønter kunderne betaler med? Og hvis ikke, hvorfor ikke?
Og hvorfor er vi ikke blevet udstyret med masker og heldragter for at beskytte os?
I øjeblikket ville jeg ønske jeg levede på min mormors tid, hvor man bare ville have fået "noget af det der er i omløb" og så efter en uge i sengen ville fortsætte livet som ellers.
Særligt er jeg ved at kaste op *nej, jeg tror ikke jeg er blevet syg endnu :D * over at det er blevet lidt cool at have svineinfluenza. Det er i hvert fald, hvad Facebook giver en indikation om.
Min forside drukner i statusopdateringer fra folk der tydeligvis har en ret stor interesse i at gøre omverdenen opmærksom på, at de er blevet syge. Og skuffelsen driver ned af skærmen hos dem der må erkende, at de "blot" har fået den almindelige, knap så fancy, influenza - i nogle tilfælde, en kedelig forkølelse. Hvorfor er det nu lige at svineinfluenzaen giver street cred?

Er det fordi den har et navn denne gang? Og hvad blev der egentlig af SARS?

Valg

Jeg har fulgt godt med i aftens valg på den regionale tvkanal. Ikke rigtig fordi jeg har været specielt interesseret i valgresultatet, men mere fordi en betydelig del af min omgangskreds har været på skærmen for at rapportere.
I løbet af aftenen har jeg set en masse interviews og registreret adskillige surmulere rundt omkring *hvoraf, af en eller anden grund, en bemærkelsesværdig stor del er socialdemokrater*.

Der er nemlig en hel del borgmestre her i landsdelen, der har måtte aflevere kæden som resultat af fejlslagen politik. Gentagne gange har jeg set både borgmestre og andre kandidater stå og pive over at vælgerne har givet deres parti en lussing, når nu alle i byrådet har været enige om politikken. Særligt var der en person, der stod langt nede på sit partis liste, som på særdeles utiltalende vis nærmest skældte vælgerne ud på direkte TV. Han udtalte temmelig irritabelt, at han syntes det var døduretfærdigt at hans parti *som indtil nu har siddet solidt på magten i pågældende by i et halvt århundrede* skulle straffes for noget, som alle havde været med til at bestemme.

Jeg begiber ikke at det kan komme bag på dem.
Ligesom det er adm. dir. i en virksomhed, der har det overordnede ansvar, så er det naturligvis også borgmesteren i en kommune, der har det overordnede ansvar. Og når han er medlem af et parti, går det naturligvis også ud over partiet som helhed.
Hvis et parti får et råddent folketingsvalg er det partiformandens skyld, og hvis fodboldlandsholdet taber, er det Morten Olsens skyld.
Sådan er det jo at være chef.
Hvis de politikere, der stiller op som kandidater til borgmesterposten ikke er klar over at de naturligvis sidder med det endelige ansvar, så har de ikke læst godt nok på lektien.

Se blot på Tim Sloth Jørgensen. Han måtte smide sine stjerner efter jægersagen, hvor han måske, måske ikke, var en del af balladen. Uanset om han var, måtte han gå fordi han som chef havde det endelige ansvar.

Godt spørgsmål

Inspireret af FailBlog spurgte jeg Google om "why wont" og fik følgende resultat:

Det kører i olie!

Nu har jeg nemlig fået betændelse i lysken.

Jessørs..

Dilemma 2

Jeg har fået mig et vaskeægte, ubehageligt og irriterende dilemma i dag.

Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!


Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.

Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.

Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.

Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.

Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.

Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.

Kravspecifikation

"Du skal nok finde din hylde en dag. Tænk på at der er nogen der først finder ud af, hvad de vil når de er 40! Det skal nok gå."


Hold nu kæft!


Jeg vil ikke vente til jeg bliver 40. Der er fandme lang tid til.
Jeg vil ikke spilde mere tid.
Jeg vil ha' tryghed, stabilitet og penge.
Jeg vil høre til.
Jeg vil ha' et formål.
Jeg vil ha' noget at stå op til.
Jeg vil glæde mig til at gå på arbejde og være fyldt af energi når jeg kommer hjem. Ligesom Journalisten og alle de andre omkring mig.
Jeg vil være god til noget.
Jeg vil ha' noget ud af mit liv.
Jeg vil ha' et formål med det her liv. Hvorfor skal man ellers være her?

Jeg vil være glad.



Er det så meget forlangt?

Ud i det blå

Jeg har en veninde, der er tilflytter som mig selv. Hun har mandagsfri fra hendes arbejde og så bruger vi tit en mandag på at hygge os.
Sidste gang tog vi to timers bowling, men da det smadrede mit i forvejen håbløse håndled vurderede vi, at vi nok skulle lave noget andet et stykke tid.

I dag syntes vi så det var på tide, at vi kom lidt omkring og så noget af egnen, og løbet af eftermiddagen nåede vi faktisk en hel del. Vi var selv ret imponerede.

Vi var bl.a. på en kirkegård ikke så langt herfra, hvor mit grotesk store familiegravsted ligger *det er faktisk lidt en attraktion i sig selv*, vi var forbi Gram Slot *skuffende*, spiste frokost i Skærbæk og så en ruin i Trøjborg.
Vi var en tur igennem Møgeltønder, hvor de havde verdens fedeste brugskunstloppemarkedsbutik *vil nogen donere 4200,- til et fedt bord med fire stole?*, vi kørte over grænsen i Rudbøl, drønede forvirret rundt på digerne omkring Neukirchen, købte lidt ind i en lille butik i Aventoft, hvorefter vi kørte tilbage over grænsen og tog hovedvejen hjem igen.
Hertil skal lægges en milliard små landsbyer, med navne som Spandet, Mjolden, Øster Gasse og Øster Åbølling. Vi stræbte så vidt muligt efter at holde os væk fra de større veje, med undtagelse af ruten hjem.

En lille smuttur på 250 km. En fin måde at bruge en ellers røvsyg, hundekold og småregnende mandag på.

Forlad venligst min skærm

Ovenpå den nylige overgang til digitalt tv-signal tænkte jeg at jeg lige ville lave en kanalsøgning. Dum idé. Det kan vores elendige gamle TV ikke håndtere. Hvorfor køber I ikke et nyt, hører jeg folket spørge. Fordi bilen lige har været til syn og i øvrigt skal have nye vinterdæk.
Måske en gang når grise kan flyve og jeg har fået et job, kan vi opgradere vores 22 tommer billedrørstv til en lækker fladskærm.
Hurra for at have kabeltv, så vi ikke behøvede at bruge penge på hverken TV eller digitalboks.

Da programsøgningen var overstået og jeg havde gentaget den et par gange, måtte jeg slukøret konstatere at bl.a. DR1 ikke var på listen. Også selvom jeg kunne finde den ret nemt ved manuel søgning. Måske TV'et havde registreret at jeg alligevel aldrig ser DR1 og derfor havde vurderet, at det ville være spild af plads at give det et nummer i programrækken. Hvem ved. Jeg ved i hvert fald, at det er sur mås, hvis jeg skal til at indstille alle kanalerne manuelt.

Jeg kan forreste godt lide at have VH1. Jeg har den tit kørende i baggrunden fordi den spiller udemærket musik, synes jeg. Nogle gange når jeg pimper med slænget har vi VH1 kørende. Men.
Det kan godt være at Dan Rachlin er en gammel, erfaren rotte inden for DJ-faget og at han sikkert er en rigtig god video jockey, men jeg synes stadig han er alt for grim til at blive zoomet sådan ind på, som de gør i hans program. Lidt irriterende.

I øvrigt er det ikke så tosset at blive pludseligt græsenke. Det har tikket ind med sms'er hele dagen fra venner, der synes det er synd for mig og derfor har inviteret til højre og venstre. Derfor kommer jeg bestemt ikke til at kede mig i weekenden.
Jeg nænner næsten ikke at fortælle dem at Journalistens rejse til Spanien egentlig kun betyder at jeg skal være alene hjemme i ti dage i stedet for syv dage. Han skal nemlig på kursus hele næste uge.

Jeg synes bare det er dejligt at der er nogen, der tænker på mig. Det har jeg aldrig oplevet før jeg flyttede herned for et år siden.

Trafikalt

I dag har jeg oplevet én til sejrslisten og én til at skamme sig lidt over.

Medierne berettede tidligere på dagen at panserne har fanget John Knudsen i Spanien.
Jeg vil derfor skyde på at det samlede danske pressekorps har lavet folkevandring mod Spanien. Hvem vil ikke også gerne derned med det vejr vi har i øjeblikket?
Nå, men Journalisten er ingen undtagelse. Han har egentlig ferie, men blev spurgt om han kunne hasterejse og det kunne han selvfølgelig godt. Jeg var taget til Odense i formiddags for at besøge psykologen og i mellemtiden havde han så lagt en besked om, at jeg hellere lige måtte ringe ham op når jeg kom ud.
Jeg kunne forstå på en noget forvirret Journalist, at det hastede lidt med at komme tilbage til Kolding, for hans fly afgik fra Billund kl. 15 og kl. var 12.15 OMT *Odense Mean Time*.
Til mine medmennesker i Foreningen for Folk Uden Geografisk Indsigt *I ved selv hvem I er :D * kan jeg oplyse at det tager sjus 50 mins i bil fra Odense til Kolding og omtrent det samme fra Kolding til Billund.
Normalt er jeg en rimelig fornuftig billist. Dels fordi jeg er sikker på at jeg dør i trafikken en dag og så skal det i hvert fald ikke være min egen skyld. Dels fordi der er så mange idioter derude, at nogen jo må give lidt modvægt, da det ellers ender med, at det bliver reglen mere end undtagelsen at være et komplet fjols.
Efter en lille smule matematik valgte jeg så at glemme samtlige af mine trafikprincipper. Jeg stillede mig op på min speeder og så fik den ellers noget pedal. Ud igennem Odense tog jeg samtlige sving på to hjul og den fik 110 i timen på Middelfartvej mod Motorvejen, selv om jeg før har set panserne stoppe fartsyndere på den strækning *hvor man må køre 70*.
Jeg drønede henover Vestfyn mens jeg bandede og svovlede, og næsten koblede mig selv fast på kofangeren hos alle de kællinger, der insisterede på at køre 115 i en 130 zone, mens de nægter at trække ind til siden, fordi der jo liiiige er den der lastbil halvanden km længere henne ad vejen *Der er for fanden da højrekørsel i Danmark.. ARGH!*.
Jeg blæsede henover broen og fløj resten af vejen hjem med mit kørekort temmelig meget på spil bare for at finde ud af, at de allerede var kørt mod Billund, og hvis jeg ville sige farvel til Journalisten måtte jeg halse efter dem - hvilket jeg i øvrigt heller ikke ville nå inden han skulle checke ind.
Så jeg lod Journalist være Journalist, og efter at have konstateret at han naturligvis har glemt sin tandbørste, susede jeg ned og hentede den frokost han skulle have hentet til mig, mens jeg var i Odense.

Jeg har aldrig været særlig god til impulsive tiltag, jeg ikke selv har fundet på. Det er bare ikke særlig praktisk, når man er sammen med en ung og eventyrlysten journalist. Derfor har jeg været i utallige situationer, hvor han har skyndt sig ud af døren for at dække et eller andet og jeg har siddet tilbage med en følelse af skuffelse, irritation og tristhed over, at tingene ikke gik sådan som jeg havde forestillet mig.
For ikke så længe siden ville jeg være gået helt i panik ved tanken om, at han tog til Spanien uden at jeg fik sagt farvel, og uden at jeg havde haft tid til at vænne mig til tanken.
Men ikke idag.
I dag tænke jeg blot, at jeg håber han får en god tur, og så købte jeg hvidløgsbrød til aftensmaden, mens jeg tænkte lidt over hvem jeg skal skrive ansøgninger til i morgen.

Det var fandme også på tide at jeg kom dertil. Til gengæld tror jeg min bil er sur og giver mig dårlig samvittighed med vilje.

Store beslutninger

Så forløb endnu en weekend og i modsætning til de forgangne fire weekender var jeg ikke på druk med slænget.
Vi var på ophold hos Journalistens familie for at fejre lidt fødselsdag. Det har været tre dage med masser af mad og rødvin, og for udenforstående som ikke kender mig, ville det blive svært at forklare at jeg holdt op med at ryge for to år siden. Det har været god, gedigen hygge der blev suppleret med en tur til Georg Jensens juleudsalg søndag, så jeg i går aftes kunne sidde mæt og lykkelig i et bjerg af guld.
Undervejs var jeg også vidne til det hysteri, der har været i forbindelse med overgangen til det digitale signal, da Journalisten og hans far sad og lavede kanalsøgning kl 0.42 lørdag nat og brokkede sig over at kanalerne ikke var på plads endnu. Efter at have skældt ud over at de ærlig talt lige skulle tage og lade de arme teknikere få tid til at flytte rundt på kablerne, og havde foreslået at de skulle tage en ny kanalsøgning op af formiddagen, opgav jeg og undrede mig i stilhed over at der overhovedet var nogen der gad interessere sig for det.
Come on, så spændende var det sgu da heller ikke.

Der blev også kastet lys over årets spørgsmål, som åbenbart optager både min familie og Journalistens familie temmelig meget. Nemlig, hvor skal jeg holde jul henne i år?
Faktisk er den eneste, som ikke har interesseret sig en dyt for spørgsmålet, mig *med undtagelse af Journalisten som, så vidt jeg ved, også er temmelig ligeglad*. Min søster og min mor begyndte at spørge til det for længe siden og min svigerfar kom på banen i går.
Jeg har altid holdt jul hjemme og så længe jeg ikke har børn, synes jeg ikke at man behøver at holde jul sammen, selvom man deler matrikel. Journalisten vil gerne holde jul hos hans familie så længe hans mormor er i live, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg har så haft lidt svært ved at løsrive mig fra juletraditionerne derhjemme, men nu er jeg nok nødt til rent faktisk at tage stilling til det, i stedet for bare at gøre som jeg plejer.
Så jeg har gået og tænkt lidt over pros and cons over min familie versus Journalistens familie.

- Fælles for mor og svigermor er det utålelige, ligegyldige og fuldstændig åndsvage stresseri. Jeg hader det og jeg gider ikke være der, når de opfører sådan. Fordelen ved min familie er, at jeg kan sige til min mor, at jeg synes hun er dum. Det kan jeg dårligt gøre hos svigermor.

- Så er der julemaden. Hverken min far eller jeg kan lide and og derfor har der altid været både and og flæskesteg. Men hos Journalistens familie spiser man kun and. Der er ingen tvivl om at svigerfamilien vil gøre hvad som helst for at gøre mig glad, men der er jo lidt udfordringer ved at sørge for at det bliver PRÆCIS den samme flæskesteg og PRÆCIS den samme sovs.

- Kan jeg overhovedet leve med at holde jul et sted, hvor man kommer flag på juletræet i stedet for den lamettaguirlande vi kæmper med hjemme hos vores familie?

- Kan min samvittighed bære at jeg skal efterlade min lillebror alene sammen med mine forældre og min morfar?

- Til gengæld vil jeg ikke komme til at savne at høre på, at min morfar sidder og skynder på maden fordi vi skal have overstået træet og gaverne, så han kan komme hjem. Og jeg vil heller ikke komme til at savne min fars hysteri, hvis ikke sovsen er så tyk at man kan reparere revnerne i soklen med den.

Jeg tror det handler om at jeg skal se at løsrive mig og i øvrigt lade være med at farve gamle minder mere rosenrøde end de er. Jeg ved jo udemærket godt at det egentlig ikke er så fedt at holde jul derhjemme, som jeg går og bilder mig ind.

Fame! I'm gonna live forææææææver!

Engang ringede jeg til Radio Colombo i Århus. De havde en musiktelefon man kunne ringe ind til og indtale en besked om, hvad man gerne ville høre og så var man måske heldig at blive afspillet i radioen. Jeg syntes det var ret blæret at høre sig selv i radioen og det kunne jeg godt tænke mig, så jeg ringede ind på en rimelig regelmæssig basis, uden held.
Men en årle morgen omkring kl 6.30 lykkedes det mig faktisk og de spillede min spæde stemme, mens jeg i adrenalinrus optog mig selv på kassettebånd og var mægtig stolt.
I morges sad jeg og hørte Skala FM og de havde opfordret til at folk skulle skrive ind for at fortælle, hvad der stod på deres kaffekop.
En person havde skrevet at der stod "Snorlige Træfjæs" og bad studieværterne gætte, hvor han arbejder. Den tænkte studieværterne en del over og kom så frem til at han måtte være tømrer (...!).
Pandeklaskende skrev jeg en mail til dem for at spørge om de ikke havde set reklamen fra ASE med Hella Joof og trædukken, og så satte jeg mig ellers til at vente på at høre om de læste min mail op i radioen.
Efter at have lyttet grundigt i 10 mins, faldt jeg lige over nogle nyheder på nettet, kørte lidt på hjernefrihjul og kunne pludselig høre i radioen "...og er det ikke Casper Christensen, der ligger stemme til dukken?"
Arrrrhhh, nu fandt jeg jo aldrig ud af om jeg lige fik 15 sekunders fame der!

Ikke at jeg er blevet snydt. I 9.klasse skulle vi lave den såkaldte projektopgave til eksamen og min var så blændende god, at jeg blev optaget på videobånd og lagt ind på Århus Kommunes fællessamling for folkeskolen, så andre lærere kunne se, hvordan sådan en ged skulle marineres. Jow jow...

Men som min far siger "Et er spøg, noget andet er til side" *tøhø*.
Jeg har det helt fint med ikke at være en offentlig person.
Jeg omgås en del med den lokale sendeflade her i Sydjylland og synes det er ganske skægt at sidde på sidelinjen og iagttage, hvordan mennesker opfører sig, når de ser en kendt person. Eksempelvis sad vi til en spinningtime på et tidspunkt og det var tydeligt at en af mine veninder blev genkendt. Også til Oktoberfest nede i byen blev flere medlemmer af vores selskab bemærket. Det er ret nemt at gennemskue, når folk lægger hovederne sammen og hvisketisker, mens de peger uhæmmet. Eller i spinningsituationen, gisper temmelig højt "Hey, er det ikke..". Ikke særligt diskret.
Come on, tænker jeg, det er jo ikke ligefrem Jes Dorph, det her, men der er åbenbart noget fancy og dragende ved personer som på en eller anden måde har gjort sig offentligt bemærket. Hvor og hvordan er vist ikke så vigtigt.
Men vi kender det jo nok alle sammen. Der er en vis street cred over at kunne sige "Gæt liiige hvem jeg så nede i byen i går".

Men der er i det mindste, så vidt jeg ved, ikke nogen i min omgangskreds, der har delt autografer ud endnu.

Dyrt bekendtskab

I morges var en af de morgener, der mislykkedes.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.

Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.

Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.

Up, up and away!

Igår var jeg i biffen og se Up og som de fleste andre synes jeg det var en mægtig film.
Der er ikke så meget salg i den længere, så i salen sad der kun tre utrolig nørdede teenagedrenge, en far med to små drenge og så mig og mine tre kompisar.
Lige inden filmen skulle starte kom en lille familie bestående af far, mor og lille dreng på en tre-fire år. Naturligvis skulle de sidde ved siden af mig og faren tog plads i den stol jeg ellers havde helliget mit overtøj.

Det er indlysende at man kan forvente børn med forældre i salen, når det er en tegnefilm man tager ind og ser. Det har jeg bestemt ikke noget imod. Nogengange synes jeg faktisk det er super hyggeligt, især når ungerne skriger af grin over et eller andet.
Jeg vover at gå ud fra at når forældre tager deres børn med i biffen, så er det fordi junior er gammel nok til at se og forstå pågældende film. Naturligvis kan der være brug for opklarende spørgsmål undervejs og det er der absolut ikke noget galt i. Jeg skal også nogengange have lidt hjælp.
Men når far ligefrem spørger med jævne mellemrum "Forstod du det, skat?"og "Så du det, skat?" etc. med efterfølgende forklarende anekdoter, var jeg meget tæt på at drukne manden i mine popcorn. Særligt kunne man høre et sæt skærende tænder fra undertegnede, da faren kom med en lang ligegyldig beskrivelse af et eller andet og sluttede den af med "og det var derfor far grinede, skat".
Det er fint nok at man gerne vil være sikker på at purken har forstået meningen med filmen, men man sætter sig sgu da heller ikke ned og forklarer Byggemand Bob og Postmand Per for ungen derhjemme. Gør man?

Havde ovenstående fundet sted i et almindeligt toneleje havde det bare været skide irriterende, men fordi farmand fandt det nødvendigt at være ligesom en spindende kat, der har fået bad i fløde, blev det næsten uudholdeligt.
Den mand bekræftede mig i at det er en utrolig dårlig ide at få børn. For hvis man er nødt til at blive så overdreven kælen og forelsket at høre på, når man får børn og skal tale til dem, så skal jeg aldrig have børn. Min kvalmetærskel blev groft udfordret og jeg groede en voldsom trang til at gøre et fremmed menneske fortræd.
Konen sagde ikke meget under filmen pånær et bestemt sted, hvor jeg næsten er sikker på at hun bad dem om at holde kæft. Jeg troede at hun i det mindste var en lille smule fornuftig, men da lysene tændte og rulleteksterne kørte, udtalte hun på samme sleske måde: "Var det en god film, skat? Jaaaaa, det var det nemlig, skat! Det var godt, skat!"

Det er et mirakel at jeg ikke hev alle hårene ud af hovedet på mig selv.

Gesundheit

Kender I det?
Sådan har jeg haft det en lille uge nu. Det føles som om jeg har indsniffet en fjer i det venstre næsebor helt oppe ved siden af øjet. Det kilder en lille smule, men ikke nok til et fornuftigt, gennemblæsende nys. Adskillige gange har jeg forsøgt at blæse, hvad end det er, ud på standard næsepudsningsfacon, men hver gang begynder jeg at hoste (..?).

Jeg er sikkert ved at få svineinfluenza.

hmm..

Apropos tidligere indlæg..
Hvad hulen vil man frem til, hvis man googler:
"mandens ejendom kvinden ophørt"?

Hvad folk ikke gør for penge

Igår fortalte jeg at bageren har forsøgt at få mig til at begå bedrageri overfor kommunen.
Jeg var syg i hele min opsigelsesperiode og bageren kan få noget af min løn refunderet fra kommunen via sygedagpenge.
Igår formiddags fik jeg så et stykke papir fra kommunen, hvor der stod at bageren havde indberettet min sygdom og jeg skulle derfor tjekke om oplysingerne var korrekte. Det hele passede med undtagelse af datoerne. Der stod at jeg var sygemeldt fra 20/9 - 19/10. Eftersom at jeg fratrådte d. 30/9 ringede jeg til kommunen og sagde at jeg altså ikke var ansat i oktober måned og der derfor måtte være sket en fejl. Damen sagde at han havde fået afslag en gang fordi han havde indberettet for sent, men nu ville hun lige lægge et notat om at jeg ikke var ansat der længere.
Da jeg tændte for min PC lå der en mail til mig fra bageren, hvor der stod at han havde haft lidt problemer med mine sygedagpenge, men jeg ville modtage nogle papirer fra kommunen, hvor han havde oprettet nogle fiktive datoer, som jeg bare skulle ignorere. For jeg har jo fået min løn.
Jeg kunne jo heldigvis ikke gøre meget andet end at skrive til ham at det desværre var for sent og at jeg havde ringet til kommunen inden jeg så hans mail.
Så slap jeg også for at fortælle ham at han da må være sindssyg, hvis han tror jeg vil begå strafbart bedrageri for hans skyld. Også selvom jeg har fået min løn *hvad sker der for den dårlige undskyldning?*.
Dermed troede jeg egentlig at den ged var marineret.

Men nej. Idag lå der så en ny mail fra ham, hvor der stod at det gjorde ikke noget. Han ville bare lave en ny indberetning til kommunen med nogle nye datoer og så skulle jeg ignorere de papirer der så ville komme.
Fascineret over, hvad han gider gøre for at få refunderet sølle 15000,-, ringede jeg til kommunen og fortalte dem at han forsøger at fuppe dem. Samtidig bad jeg dem om at være en smule diskrete fordi jeg synes han er en ubehagelig mand, jeg helst ikke vil have ballade med.
Ikke overraskende var den dame jeg snakkede med i dag ikke særlig skarp. Hun bad mig skrive et dokument, hvor jeg beskriver hvad jeg har oplevet og evt. sender mail'sne med, hvis jeg har lyst, så de har noget at stå imod overfor, hvis han kontakter dem for at spørge, hvorfor han ikke får nogen penge. Jeg forsøgte at forklare hende at de da bare kan sige til ham at jeg er meldt ledig og derfor tydeligvis ikke kan være syg hos ham. Men den fidus kunne hun åbenbart ikke rigtig gennemskue. Så nu må jeg se om jeg kan få skriblet et dokument, hvor jeg helst ikke bliver blandet for meget ind i tingene.

Jeg har desuden skrevet til ham at han lige skal være opmærksom på, at kommunen er helt klar over at jeg ikke arbejder hos ham længere. Så kan man jo håbe på at han opgiver sit foretagne.

Lidt af hvert

Lige for tiden kører mine tanker afsted med 180 i timen og jeg forsøger at få dem til at stoppe lidt en gang i mellem uden det store held. Jeg går til læger og psykologer for at få hjælp til det, men synes ikke rigtig det hjælper. Desværre gør det mig utrolig distræt og jeg kan overhovedet ikke samle mig om at skrive mine ansøgninger, hvilket selvsagt ikke er super fantastisk. Derudover har jeg flere gange fanget mig selv i ikke at lægge en skid mærke til, hvad jeg laver. Eksempelvis havde jeg to stykker rugbrød på tallerkenen til frokost, kom salt på den ene og peber på den anden og opdagede først miseren halvvejs inde i måltidet.
Jeg har tænkt lidt over at det nok egentlig er godt, jeg har Journalisten til at hænge mig op af, da jeg ellers er ret sikker på jeg langsomt ville udvikle mig til et slimet bløddyr og med tiden blive en integreret del af min sofa.

Der var i øvrigt det der job, der nær havde sendt mig til Berlin, hvor jeg fik at vide at jeg ville høre nærmere i august. Efter at have hørt nul og en prut tog jeg, et stykke inde i september, kontakt for lige at høre, hvordan det stod til. Efter at have forvirret en stakkels sekretær fik jeg lov at snakke med direktøren, bare for at få at vide at den direktør, jeg havde været i dialog med siden april, var blevet fyret og den nye direktør anede ikke et klap om, hvad den anden havde haft gang i. Men han vidste dog én ting. Jobbet blev i hvert fald ikke til noget.

Apropos klaphatte. Bedst som jeg troede at jeg omsider var sluppet af med bageren forsøger han at få mig til at begå bedrageri, så han kan få noget af min løn refunderet hos kommunen. Hans argumentation for at jeg skulle gå med til det, var "du har jo fået din løn". Idiot.

Det er mærkeligt at være menneske engang i mellem.

Googleri

Den opmærksomme læser vil efterhånden have opdaget, at jeg godt kan lide at iagttage den menneskelige adfærd.
Derfor synes jeg det er på tide at følge lidt op på et nyt koncept her på bloggen som jeg har fablet en del om, nemlig Googleri.
Jeg har, som temmelig mange andre bloggere, gået og holdt lidt øje med, hvilke søgeord der har bragt folk i nærheden af min blog. Det er en ganske anbefalelsesværdig beskæftigelse.

-Party Uartig

Well, da jeg skrev den overskrift bad jeg vel egentlig selv om det. Udover grundstammen optræder den i lidt forskellige udformninger, fx:

-jeg er i party uartig humør;-)

Og så min favorit, søgt fra Kommunedata. Jeg ville gerne være med til deres julefrokoster:

-party uartig band

Det samme indlæg har også givet anledning til en anden gruppe søgeord:

-Isterningeleg?
-isterning leg
-druk leg med isterning

Den leg er åbenbart ikke gået af mode endnu

Ikke overraskende har jeg en hel del hits på "Sjov med billeder". Den har jeg faktisk næsten dagligt. Dog har jeg undret mig lidt over den seneste tendens, nemlig forskellige variationer af "Din Tøjmand reklame". Den får jeg op til flere gange om dagen siden jeg filosoferede over den nyeste reklametrend. Jeg kan ikke helt genneskue hvad det er søgerne vil finde frem til. Det kan umuligt være de bukser de reklamerer for. Selv min far, som ellers ikke har nogen stil, kunne ikke finde på at gå i den slags bukser.

Til gengæld kan jeg oplyse at der er rigtig mange *kvinder, formoder jeg* der er interesseret i at vide mere om, hvordan man forholder sig, hvis man får "Børn i en sen alder". Med tidens tendenser, der ikke ligefrem følger tidligere generationers familiemønstre, er det vel også efterhånden mere og mere almindeligt at få børn i en sen alder. Jeg gør da selv et godt forsøg på at blive en del af den statistik.
Jeg har også fået et par hits på naturisme samt en enkelt der har været noget bekymret over at være sendt i aktivering.
Generelt er mine googlerier ikke så interessante, men engang imellem kan jeg godt rynke lidt på panden. Hvem fa'en vil fx. gerne læse en "Skomager blog" eller sågar en "Læsebrille blog"? Men det er måske den slags man læser når man nærmer sig pensionistalderen og ikke rigtig gider læse alle de gængse modeblogs?
Måske kunne man forestille sig at "rødvin og sløvsind" har skabt en sindstilstand, hvor man kunne finde på at søge efter "postkasse tekst" og "fascineret af sko og fødder".

Om disse søgeord så siger mest om personerne, der googlede dem, eller om min blog vil jeg ikke komme nærmere ind på.

Kreativitet savnes

Nu er jeg jo blevet jobsøgende igen.
Beklageligvis er der de sidste par måneder kommet rigtig mange mennesker ud på jobmarkedet og jeg er derfor nødt til at modificere mine perfekte (hvis man spørger min fagforening) ansøgninger. Det hjælper jo ingenting at have en super sej ansøgning, hvis den drukner i mængden.
Jeg skal derfor have fundet på overskrifter, der kan skille mig lidt ud og som de alle sammen skriver på nettet, man skal skrive en fængende og informativ overskrift. Selv hos Linda er der blevet efterspurgt bedre overskrifter fra ansøgere.
Men er der nogen, der kan give fornuftige eksempler på, hvad der menes? Neeej da.
Så folk som mig, der ikke er uddannet tekstforfatter og ikke har et eneste kreativt gen i kroppen er det nærmest en umulighed at finde på noget.

Skide irriterende.

Advarsel! Farlige holdninger forude

I de følgende linjers tekst kommer jeg nok til at træde på en hel del mandlige følelser, så hvis du har en dårlig dag er det nok en skidt ide at læse videre.

Vi har europamestre og verdensmestre i mange ting som jeg synes vi ikke rigtigt hører så meget om. Lotte Friis er fx. lige blevet verdensmester i svømning. Dette synes jeg mest blev til en lille ubetydelig sidehistorie i sportsnyhederne og der var vist heller ikke megen helteoptog og dyrkelse på gudeniveau da hun kom hjem. Allerede nu tror jeg egentlig hun er mere kendt pga. sin deltagelse i Vild med Dans.
Michael Maze vandt EM fornylig og selv om der er nogen der mener han blev overeksponeret, så lykkedes det aldrig mig at se noget som helst om det i TV.
Og der er i hvert fald ikke nogen af dem, der har fået spalteplads i kilometervis og reklamer baseret på deres næste kamps udfald.
Og ved I hvad?
Det kan godt være jeg putter mig selv i bås med Janni fra Oddset reklamen, men helt ærligt. Jeg er ved at kaste op over fodbold.
En skide landskamp mod svenskerne bliver pisket op til ubegribelige højder. Når nogle andre sportgrene skal kvalificere sig til VM hører man da ingenting *for det er da det, det handler om, er det ikke?*. Det eneste der måske kan matche en lille smule er håndbold, men det bliver aldrig det samme opstyltede cirkus.
Måske er det bare en mandeting. Er der noget Journalisten og jeg kan blive meget uenige om, så er det fodbold. Jeg er eksempelvis ved at brække mig når jeg hører folk udtale sig efter en kamp de har tabt: "Vi havde fortjent at vinde". Måske har jeg misforstået reglerne, men sådan som jeg har forstået det vinder man kampen ved at score flest mål. Hvis man ikke har scoret nok mål har man da ikke fortjent at vinde? Det kan da være ligemeget hvor nydeligt man så ellers har spillet. Hvis ikke man kan score har man ikke fortjent at vinde.
Men den slags udtalelser er ofte tæt på at sende mig i eksil.

Jeg kan ellers godt lide at se fodbold og jeg kan især lide at spille på det. Og ved slutrunderne ser jeg som regel også så mange kampe jeg kan komme afsted med. Jeg plejer at holde med Holland *jah ja, landsforræder og alt det der*.
At vi er nødt til at hidse os sådan op over en kvalifikationskamp viser jo bare med al uønskelig tydelighed at vi har et elendigt fodboldhold og vi derfor må skabe stemning uden for slutrunderne. Hvis vi overhovedet kommer med i slutrunden bliver vi jo rimelig hurtigt ekspederet ud.

Jeg synes virkelig det er noget hysteri.

En sludder for en sladder

På nogle af de blogs jeg følger med i bliver der af og til snakket om fitnesscentre og det miljø, der opstår blandt dem der træner og instruktørerne. Så vidt jeg har forstået kan det nogle gange godt gå mere op i sladder og intriger end træning. Jeg har aldrig opholdt mig længe nok i et fitnesscenter til at blive en del af den slags, så jeg ved ikke så meget om det andet end hvad jeg læser.
Men der skal nu nok være noget om snakken. Der bliver nemlig bestemt heller ikke sparet på historierne og hviskerierne i mit træningscenter. Af og til driller folk også hinanden med at de snakker mere end de træner.
Og i dag overhørte jeg så en samtale mellem to herrer og det lød omtrent sådan her:

Den ene:
"Der er nogen her i byen - ja, nu er det jo ikke for at sladre, for det skal man jo ikke gøre - men der er altså nogen bestemte her i byen, der er udenbys hele ugen på nær et par gange om ugen. Så kommer de hjem, for så kommer hjemmehjælpen og det skal de jo nødigt gå glip af."

Den anden:
"Ja, der er altid nogen der skal udnytte systemet. Det er foragteligt."

Jeg træner om morgenen sammen med seniorerne.

En dårlig undskyldning

Hvorfor er det at alting altid skal udsættes?
"Arhmen, det kan jeg sagtens lige nå i morgen" og "aj, det gider jeg ikke lige nu. Jeg er også mere frisk i morgen". Og når dagen efter kommer er der tusind andre ting man hellere vil og ellers kan man hurtigt opfinde ting, der naturligvis er væsentlig vigtigere end de ting man udsatte dagen før.
Derfor sidder jeg nu på en torsdag aften med en milliard ting jeg gerne vil have lavet inden jeg skal hente Journalisten i morgen eftermiddag og vi skal tilbringe hele weekenden i Århus.
Og i stedet for bare at gå i gang med et eller andet sidder jeg og kæmper en kamp inde i mit hoved for at finde ud af, hvad der ville være det smarteste at lave nu og hvad der ville være smartest at lave i morgen. Hvilket egentlig bare dækker over at jeg ikke gider lave noget af det. Ind kommer alle overspringshandlingerne, som på ingen måde hjælper.
Eksempelvis har jeg lige udskudt (og forlænget) mine problemer med 10 mins ved at skrive dette indlæg.

Det bliver vist en lang aften.

En tirsdag

Jeg havde en række forestillinger om hvad jeg skulle nå i dag.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.

Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.

Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.

Observation

Jeg bemærkede her til aften at det nye sort inden for reklamebranchen åbenbart er nøgenhed. Og her tænker jeg ikke på den gængse brug af nøgenhed.
I den samme reklameblok så jeg reklamen fra Automester, som ikke klæder dig af til skindet, reklamen fra Din Tøjmand, hvor hans tøj forsvinder, da han foreslår at invitere damerne med til pokeraften samt nudistreklamen fra TDC.
Efter den omgang reklamer havde jeg så rigeligt fået dækket mit behov for at se på nøgne gennemsnitsdanskere med hvad der hører til af hængevomme og slatne bagdele.
Det er ingen hemmelighed at sex og nøgenhed sælger og det bliver jo også flittigt brugt med smækre ungmøer og veltrænede handyr. Men jeg synes ikke rigtig disse reklamer falder helt ind under det koncept.
Det handler ikke om at jeg er specielt snerpet, for det er jeg ikke. Det handler heller ikke om at jeg ikke gider se på almindelige mennesker og jeg bifalder heller ikke at man dyrker den unaturlige menneskekrop, det forskruede kvindesyn og alt det der i reklamerne med tynde modeller i.
Det handler blot om at jeg ikke gider se på nøgne mennesker overhovedet. Smækre eller ej. Hvis jeg havde en særlig interesse for at se på nøgne mennesker ville jeg tage mere i svømmehal eller i nudistafdelingen på den Permanente.
Normalt er det slet ikke noget jeg spekulerer over, men jeg bed blot mærke i det fordi der inden for et par minutter var utrolig meget nøgen hud på min skærm og følte mig en lille smule irritabel over det. *Også selvom Peter Frödin nok ikke har så tarvelige patter i virkeligheden*

Men måske er det efterhånden bare den eneste måde at skaffe kunder på.

Ude at køre med de skøre

Kan man fare vild selvom man har en GPS?

Det var et retorisk spørgsmål.
Jeg har altid været rimelig god til at finde vej og har aldrig helt forstået at man kan begejstres over en GPS, for man kan da bare kigge på et kort. Jeg har sjældent problemer med at finde frem til nye steder og har en ret god intuition, hvis jeg selv skal sige det.
Men SÅ skete der det, at Journalisten købte en GPS i går, for "den er god at have". I dag skulle han sættes af over på vestkysten ikke langt fra Hvide Sande og så var det jo mægtigt at man bare kunne trykke adressen ind. Og når jeg så skulle køre hjem igen kunne jeg bare trykke på hus-ikonet. Ingen grund til at kigge på kortet. Fabelagtigt.

På vej derover brokkede Journalisten sig lidt over at han syntes GPS tog en dum vej, men han kunne kun huske en lille smule af, hvordan turen så skulle ha' været, så vi hørte bare efter og kom derover uden kvaler.
Da jeg kørte hjem *stadig uden at kigge på kortet* tænkte jeg, at jeg da lige kunne prøve at køre den "rigtige" tur, hvilket bare betød at jeg skulle fortsætte ud af en hovedvej i stedet for at dreje fra den et bestemt sted. Og så kunne GPS vel finde resten af vejen for mig?

Hun fortalte at hun beregnede en ny rute og det gik også godt nok et stykke tid, indtil jeg blev nysgerrig efter at se, hvor langt jeg var kommet. GPS har ikke fået nogen holder endnu så den lå på sædet ved siden af, hvilket ikke just gjorde det nemt for mig. Jeg trykkede på skærmen for at få den til at zoome ud, hvilket den også gjorde. Om jeg så fik trykket på noget andet også, aner jeg ikke. Men på et tidspunkt bad den mig køre til højre, hvilket jeg vidste ville være noget sludder, så jeg fortsatte lige over krydset for at holde ind på en p-plads.
GPS gik i den forbindelse amok og gentog "Beregner ny rute" tre gange i træk uden pause. Jeg forventede eksplosion og skyndte mig ind på p-pladsen. Men den havde i mellemtiden fået beregnet en ny rute og ville have mig til at fortsætte lige ud.
Midlertidigt beroliget fortsatte jeg, men fandt hurtigt ud af at den havde sendt mig ind midt i Varde centrum. Her blev det lidt spændende. Da jeg ikke kunne se GPS når jeg kørte, var det umuligt for mig at regne ud præcist, hvornår jeg skulle dreje. Jeg kørte således forkert en snes gange, mens GPS febrilsk blev ved med at beregne ny rute.
Efter at have holdt på massageklinikkens p-plads for at få overblik kørte jeg lidt videre, kom endelig ud af byen og kørte og kørte. Kom tættere på Ribe og Esbjerg.
Beklageligvis havde jeg ikke helt min vestjyske geografi på plads *jeg havde jo ikke kigget på kortet som jeg plejer* og derfor begyndte panikken langsomt at brede sig, for jeg syntes bestemt ikke det kunne være rigtigt at jeg skulle den vej og jeg var allerede ved at blive temmelig mopset over at jeg skulle helt derud for at komme på motorvejen.
Langt om længe kom jeg til en rundkørsel og GPS ævlede op om, hvilken vej jeg skulle ned af. I stedet for at kigge efter hvad der stod på skiltet, kørte jeg ind i rundkørslen og ud igen, mens jeg undrede mig over at der var nedkørsel til motorvej mod Esbjerg, men ikke Kolding.
Det viser sig så at jeg ikke kunne tælle og var kommet ud af rundkørslen en vej for tidligt. Jeg kunne se skiltet for rundkørslen i bakspejlet og meget tydeligt se det grønne skilt mod Kolding. DO'H!
I irritation slukkede jeg GPS og kørte hjem.

Jeg kom i øvrigt ned af den helt rigtige tilkørsel og havde derfor ikke behøvet at svede tran over at ende i både Esbjerg og Ribe.

Hold nu kæft

Jeg har svært ved at tage Carl Mar Møller alvorligt. Men hvem har ikke det?

I dag var han så på krigsstien igen fordi Brorsonskolen i Varde opfordrer drengene til at sidde ned og tisse da de små fyre har svært ved at få pjalten til at ramme kummen og derfor sviner toiletterne pænt meget til. Straks var han ude med køllen og ytrede at,

"Kvinder tænder ikke på mænd, der sidder ned og tisser, fordi de bliver et form for intetkøn. I værste fald er det den slags, der gør, at flere mænd bliver bøsser."

Spændende betragtning. Jeg ved ikke, hvor Carl Mar indsamler oplysninger til sin forskning, men jeg har haft to kærester, der sidder ned når de tisser og så vidt jeg er orienteret er der ikke nogen af dem, der er bøsser og der er ikke nogen af dem, der har problemer med damer.
Den ene sidder ned med den erkendelse at hans tissemand ganske enkelt ikke kan lave en lige stråle og at han ikke gider bruge tid på at tørre op efter sig selv hver gang han er på toilet.
Den anden synes bare generelt det er noget svineri at sprøjte ud over det hele på den måde og han gider ikke træde rundt i gammelt pis når han skal på toilet.

"Det at stå op er en markering af det at være mand. Og det gør ikke noget, at vi sviner og lugter – det er derfor, der er mande- og kvindetoiletter", siger Carl Mar.

Vås. Jeg er ikke bekendt med hvordan han har indrettet sin hule, men hjemme hos os har vi altså kun ét toilet til deling mellem begge køn. Kald mig bare snerpet, men jeg synes faktisk ikke det er okay, hvis der bliver svinet og lugtet på mit badeværelse.
Da jeg jo er forkælet med et rent toilet, er jeg ikke spor i tvivl om at der har været mandfolk på toilettet, når vi har gæster. Så er der gule pletter overalt på den del at kummen, der ikke bliver skyllet igennem samt på undersiden af toiletbrættet.
Hos mine forældre er der lyse fliser på gulvet og der kan man så se, hvor meget der ikke når ned i kummen. Jeg synes altså ikke det er frækt.

Jeg kan i øvrigt godt nævne andre mere geniale måder at markere sin mandighed på - til både gavn for den store mand og lillemor.

Optrækkeri

Talent, Vild med dans, Robinson, De unge mødre samt tre genudsendelser af ting fra tidligere på ugen på samme aften.

Hvorfor skal man straffes så hårdt bare fordi man ikke går på druk en fredag?

Beslutninger

Som Napoleon sagde: "Intet er vanskeligere og derfor mere dyrebart end evnen til at træffe beslutninger".
Well, den evne har jeg ikke. Eller dvs. jeg kan sagtens træffe beslutninger, det er intet problem. Jeg træffer bare sjældent de rigtige beslutninger.

Nogle beslutninger er taget udfra et kompromis, hvor alternativet har været værre. Så kan man så diskutere, hvor dårlig beslutningen så egentlig var. Men i de situationer, hvor konsekvenserne af beslutningerne så har vist sig at være mindst lige så slemme som alternativerne - eller nogen gange værre - har den oprindelige beslutning vist sig at være en fejl alligevel. Det er vist det man kalder en lose-lose situation.
I de fleste situationer er det umuligt at forudse konsekvensen af beslutningen og derfor er det ofte efterrationaliseringen som dømmer beslutningerne som elendige, hvilket jo egentlig bare er spild af tid og kun giver anledning til selvudslettelse.
Beklageligvis er min hjerne ekspert i selvudslettelsens kunst og derfor er det efterhånden et problem for mig at tage en beslutning om noget som helst, da jeg føler der er en overhængende fare for at beslutningen er forkert.
Min nuværende arbejdssituation eksempelvis, volder mig store problemer. For jeg vil gerne tage en eller anden beslutning om noget, der kan få mig ud af denne her hårknude. Det være sig uddannelsesskift, flytning etc. Men jeg er bange for at tage en dårlig beslutning som så mange gange før og derfor kommer jeg ingen vegne. Sørgeligt.

Men det er ikke kun på de store og vigtige områder det kniber for mig. Også på det mindre og knap så betydningsfulde plan scorer jeg ganske ofte selvmål.
I morges traf jeg fx. nok engang en forkert beslutning. En beslutning jeg egentlig godt vidste var tåbelig, da jeg tog den og jeg vidste egentlig også godt, at begrundelsen for at tage beslutningen ikke ville føre mig derhen jeg gerne ville. Men alligevel gjorde jeg det.
Heldigvis var det ikke en altafgørende beslutning og fører som sådan ikke noget med sig, men den illustrerer ret godt, hvordan det nogengange går helt galt inde i hovedet på mig.
Situationen var jo den at billetterne til Dizzy Mizz Lizzy blev sat til salg i dag og da jeg kom i tanke om det, var der kun billetter tilbage i Aalborg, men det gjorde jo sådan set ikke noget. Så jeg bombarderede Billetnet og så kom jeg rent faktisk ind. Da jeg skulle vælge antal billetter valgte jeg to, en til mig og en til Journalisten. Jeg sidder med billetterne og skal bare betale dem og så er det at jeg tænker, på et splitsekund, at det var træls jeg ikke havde taget tre billetter, for så var der også en til Journalistens søster. Jeg er klar over at jeg mister mine billetter, hvis jeg gør noget som helst andet end at betale, men alligevel trykker jeg på tilbageknappen på tastaturet, for jeg vil jo gerne have en ekstra billet selvom jeg ved at det får jeg ikke. Puf var mine billetter væk og 30 sek. senere var der udsolgt.
I min egen erkendelse af at det var himmelråbende dumt, det jeg havde gjort, bildte jeg Journalisten (og alle andre) ind, at det var et uheld at jeg havde trykket på den knap. Men det var det jo ikke.
Det var en beslutning taget ud fra de allerbedste intentioner, men med en forudsigelig fiasko som resultat. Det jeg skulle have gjort var at køre egotrippet og blot have købt de to billetter, da jeg havde dem.

Well, i det mindste var det en god beslutning at lave pandekager til eftermiddagskaffen.