Up, up and away!

Igår var jeg i biffen og se Up og som de fleste andre synes jeg det var en mægtig film.
Der er ikke så meget salg i den længere, så i salen sad der kun tre utrolig nørdede teenagedrenge, en far med to små drenge og så mig og mine tre kompisar.
Lige inden filmen skulle starte kom en lille familie bestående af far, mor og lille dreng på en tre-fire år. Naturligvis skulle de sidde ved siden af mig og faren tog plads i den stol jeg ellers havde helliget mit overtøj.

Det er indlysende at man kan forvente børn med forældre i salen, når det er en tegnefilm man tager ind og ser. Det har jeg bestemt ikke noget imod. Nogengange synes jeg faktisk det er super hyggeligt, især når ungerne skriger af grin over et eller andet.
Jeg vover at gå ud fra at når forældre tager deres børn med i biffen, så er det fordi junior er gammel nok til at se og forstå pågældende film. Naturligvis kan der være brug for opklarende spørgsmål undervejs og det er der absolut ikke noget galt i. Jeg skal også nogengange have lidt hjælp.
Men når far ligefrem spørger med jævne mellemrum "Forstod du det, skat?"og "Så du det, skat?" etc. med efterfølgende forklarende anekdoter, var jeg meget tæt på at drukne manden i mine popcorn. Særligt kunne man høre et sæt skærende tænder fra undertegnede, da faren kom med en lang ligegyldig beskrivelse af et eller andet og sluttede den af med "og det var derfor far grinede, skat".
Det er fint nok at man gerne vil være sikker på at purken har forstået meningen med filmen, men man sætter sig sgu da heller ikke ned og forklarer Byggemand Bob og Postmand Per for ungen derhjemme. Gør man?

Havde ovenstående fundet sted i et almindeligt toneleje havde det bare været skide irriterende, men fordi farmand fandt det nødvendigt at være ligesom en spindende kat, der har fået bad i fløde, blev det næsten uudholdeligt.
Den mand bekræftede mig i at det er en utrolig dårlig ide at få børn. For hvis man er nødt til at blive så overdreven kælen og forelsket at høre på, når man får børn og skal tale til dem, så skal jeg aldrig have børn. Min kvalmetærskel blev groft udfordret og jeg groede en voldsom trang til at gøre et fremmed menneske fortræd.
Konen sagde ikke meget under filmen pånær et bestemt sted, hvor jeg næsten er sikker på at hun bad dem om at holde kæft. Jeg troede at hun i det mindste var en lille smule fornuftig, men da lysene tændte og rulleteksterne kørte, udtalte hun på samme sleske måde: "Var det en god film, skat? Jaaaaa, det var det nemlig, skat! Det var godt, skat!"

Det er et mirakel at jeg ikke hev alle hårene ud af hovedet på mig selv.