Engang ringede jeg til Radio Colombo i Århus. De havde en musiktelefon man kunne ringe ind til og indtale en besked om, hvad man gerne ville høre og så var man måske heldig at blive afspillet i radioen. Jeg syntes det var ret blæret at høre sig selv i radioen og det kunne jeg godt tænke mig, så jeg ringede ind på en rimelig regelmæssig basis, uden held.
Men en årle morgen omkring kl 6.30 lykkedes det mig faktisk og de spillede min spæde stemme, mens jeg i adrenalinrus optog mig selv på kassettebånd og var mægtig stolt.
I morges sad jeg og hørte Skala FM og de havde opfordret til at folk skulle skrive ind for at fortælle, hvad der stod på deres kaffekop.
En person havde skrevet at der stod "Snorlige Træfjæs" og bad studieværterne gætte, hvor han arbejder. Den tænkte studieværterne en del over og kom så frem til at han måtte være tømrer (...!).
Pandeklaskende skrev jeg en mail til dem for at spørge om de ikke havde set reklamen fra ASE med Hella Joof og trædukken, og så satte jeg mig ellers til at vente på at høre om de læste min mail op i radioen.
Efter at have lyttet grundigt i 10 mins, faldt jeg lige over nogle nyheder på nettet, kørte lidt på hjernefrihjul og kunne pludselig høre i radioen "...og er det ikke Casper Christensen, der ligger stemme til dukken?"
Arrrrhhh, nu fandt jeg jo aldrig ud af om jeg lige fik 15 sekunders fame der!
Ikke at jeg er blevet snydt. I 9.klasse skulle vi lave den såkaldte projektopgave til eksamen og min var så blændende god, at jeg blev optaget på videobånd og lagt ind på Århus Kommunes fællessamling for folkeskolen, så andre lærere kunne se, hvordan sådan en ged skulle marineres. Jow jow...
Men som min far siger "Et er spøg, noget andet er til side" *tøhø*.
Jeg har det helt fint med ikke at være en offentlig person.
Jeg omgås en del med den lokale sendeflade her i Sydjylland og synes det er ganske skægt at sidde på sidelinjen og iagttage, hvordan mennesker opfører sig, når de ser en kendt person. Eksempelvis sad vi til en spinningtime på et tidspunkt og det var tydeligt at en af mine veninder blev genkendt. Også til Oktoberfest nede i byen blev flere medlemmer af vores selskab bemærket. Det er ret nemt at gennemskue, når folk lægger hovederne sammen og hvisketisker, mens de peger uhæmmet. Eller i spinningsituationen, gisper temmelig højt "Hey, er det ikke..". Ikke særligt diskret.
Come on, tænker jeg, det er jo ikke ligefrem Jes Dorph, det her, men der er åbenbart noget fancy og dragende ved personer som på en eller anden måde har gjort sig offentligt bemærket. Hvor og hvordan er vist ikke så vigtigt.
Men vi kender det jo nok alle sammen. Der er en vis street cred over at kunne sige "Gæt liiige hvem jeg så nede i byen i går".
Men der er i det mindste, så vidt jeg ved, ikke nogen i min omgangskreds, der har delt autografer ud endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar