7 gode grunde..

...til at det er bedst, jeg lige venter nogle år inden jeg får børn.

Alle de følgende situationer er autentiske og noget, jeg har oplevet for ganske nyligt rundt om i de små hjem. Mine reaktioner er alt det jeg har lyst til at brøle højt, men som for det meste bliver i hovedet. Der er jo ingen grund til at blive udstødt af familien og af vennekredsen lige nu og her. Det skal jeg nok nå.

Situation: De små børn myldrer ind i dobbeltsengen om natten.
Forældres reaktion: Jamen, det er så hyggeligt, det er fantastisk med den tryghed man kan give et lille barn.
Min reaktion: Der er fandme ingen, der skal invadere min seng på den måde. Lækre fyre undtaget.

Situation: Aftensmaden indtages i panik, mens børnene hyler på kryds og på tværs.
Forældres reaktion: Ingen.
Min reaktion: Fuck, jeg glæder mig til at spise min mad i ro og fred.

Situation: Børnene opfører sig som små terrorister hele dagen.
Forældres reaktion: Jamen, det plejer slet ikke at være sådan til hverdag. Det er bare fordi der sker så meget lige for tiden.
Min reaktion: Yeah, right.

Situation: Ungerne sætter kiksefingre overalt på mine nyvaskede bukser og efter få timer er det lykkedes dem at smøre mig helt ind i møg.
Forældrenes reaktion: Ingen.
Min reaktion: Rådne unger, hvor er I klamme.

Situation: Man kommer på besøg hos småbørnsfamilien og straks ser forældrene sit snit.
Forældres reaktion: "Nu kan du liiige komme over til din tante Aurelia"
Min reaktion: Gu' gider jeg da ej passe jeres unger, hver eneste gang jeg kigger på forbi! Jeg kommer for at besøge jer, ikke for at være babysitter så I lige kan nå lidt ekstra.

Situation: Alle beundrer den lille nyfødte og alle synes babyen er SÅ sød.
Min reaktion: Det er satme en grim baby. Alle babyer er grimme, er jeg den eneste, der har gennemskuet det?

Situation: Forældre stiller det ultimative latterlige og bondefangeriske spørgsmål "Er min søn/datter ikke smuk?"
Min reaktion: Undskyld, det skal du jo sige. Også selvom din datter er tudegrim. Hvilket hun er.

Alderspanik

Jeg har snart fødselsdag og runder 28 år. I den forbindelse har jeg gået og spekuleret lidt.
Hvad nu hvis *rent hypotetisk, selvfølgelig* man forestillede sig, at jeg lige pludselig blev single.
Hvad skulle der så blive af mig?
Umiddelbart, udfra hvad jeg har observeret omkring mig, ser det ret skidt ud. Hvis jeg skal holde mig til, hvad medierne, folk omkring mig samt familien fortæller mig, er jeg så godt som fortabt.
Kigger man sig lidt omkring ser man hobetal af desperate kvindfolk, der er alene og som kæmper den evige kamp på barerne og på netdating for at finde en kæreste. Er det dét liv, der venter?
Så vidt jeg kan forstå er ens liv er så godt som slut, hvis man ikke får sig etableret inden man fylder 30 og man kan se frem til at leve resten af sit liv som en ensom, knastør, barnløs særling. Med mindre man selvfølgelig er erklæret evig barnløs. Så kan man leve det fede liv, mens familie og venner ser skævt til en og ryster på hovedet.
Fornylig læste jeg en eller anden artikel, der beskrev en undersøgelse der viste, at tre ud af fire kærester ikke elsker den person de er sammen med. Er det dét, der er grunden til, at der er så mange elendige forhold rundt omkring - at selvom folk i virkeligheden inderst inde godt er klar over, det er et råddent forhold de er i, så lader de sig nøje, fordi de ikke vil være den næste desperate hovedperson i Singleliv?
Jeg vil gerne have børn en dag. Jeg havde engang en meget klar idé om at jeg skulle være igang med at bage den første inden jeg blev 30, fordi mine forældre havde svært ved at få børn og derfor skulle jeg ikke risikere at vente for længe. Min søster og svoger gør alt, hvad de kan for at fortælle mig at jeg overhovedet ikke må få børn så sent som dem, for det er så hårdt, så hårdt når man har passeret 30 år *jeg gør et stort nummer ud af ikke at fortælle dem, at jeg skal blive gravid inden for de næste tre måneder for ikke at blive forælder senere end dem*.
Sådan bliver det bare ikke for mig, uanset om tingenes tilstand ændrer sig eller ej. Min situation som langtidsledig har sat en grundig stopper for det ellers så strømlinede perfekte liv, der forventes og som er det, omverdenen i stor stil betragter som succeskriteriet. Jeg vil helst etableres på arbejdsmarkedet før jeg etableres på hjemmefronten. Men betyder det så evig fordømmelse og straf til mig, hvis jeg en dag bliver alene?

Er alle de gode mænd vitterligt taget og vil de resterende mænd ikke røre kvinderne med en ildtang, hvis de er over 30?
Er man dømt til et barnløst liv eller et liv som enlig mor, hvis barns far er trukket på Cryos?
Skal man bare holde fast i hvad man har og så opgive det naive håb om den ægte kærlighed, der varer forevigt?
Hvis man gerne vil have børn, er det så en god idé at turde lade tiden gå sin gang og forsikre sig selv om, at det når man nok?

Ja, jeg spørger bare.

Up, up and away!

Igår var jeg i biffen og se Up og som de fleste andre synes jeg det var en mægtig film.
Der er ikke så meget salg i den længere, så i salen sad der kun tre utrolig nørdede teenagedrenge, en far med to små drenge og så mig og mine tre kompisar.
Lige inden filmen skulle starte kom en lille familie bestående af far, mor og lille dreng på en tre-fire år. Naturligvis skulle de sidde ved siden af mig og faren tog plads i den stol jeg ellers havde helliget mit overtøj.

Det er indlysende at man kan forvente børn med forældre i salen, når det er en tegnefilm man tager ind og ser. Det har jeg bestemt ikke noget imod. Nogengange synes jeg faktisk det er super hyggeligt, især når ungerne skriger af grin over et eller andet.
Jeg vover at gå ud fra at når forældre tager deres børn med i biffen, så er det fordi junior er gammel nok til at se og forstå pågældende film. Naturligvis kan der være brug for opklarende spørgsmål undervejs og det er der absolut ikke noget galt i. Jeg skal også nogengange have lidt hjælp.
Men når far ligefrem spørger med jævne mellemrum "Forstod du det, skat?"og "Så du det, skat?" etc. med efterfølgende forklarende anekdoter, var jeg meget tæt på at drukne manden i mine popcorn. Særligt kunne man høre et sæt skærende tænder fra undertegnede, da faren kom med en lang ligegyldig beskrivelse af et eller andet og sluttede den af med "og det var derfor far grinede, skat".
Det er fint nok at man gerne vil være sikker på at purken har forstået meningen med filmen, men man sætter sig sgu da heller ikke ned og forklarer Byggemand Bob og Postmand Per for ungen derhjemme. Gør man?

Havde ovenstående fundet sted i et almindeligt toneleje havde det bare været skide irriterende, men fordi farmand fandt det nødvendigt at være ligesom en spindende kat, der har fået bad i fløde, blev det næsten uudholdeligt.
Den mand bekræftede mig i at det er en utrolig dårlig ide at få børn. For hvis man er nødt til at blive så overdreven kælen og forelsket at høre på, når man får børn og skal tale til dem, så skal jeg aldrig have børn. Min kvalmetærskel blev groft udfordret og jeg groede en voldsom trang til at gøre et fremmed menneske fortræd.
Konen sagde ikke meget under filmen pånær et bestemt sted, hvor jeg næsten er sikker på at hun bad dem om at holde kæft. Jeg troede at hun i det mindste var en lille smule fornuftig, men da lysene tændte og rulleteksterne kørte, udtalte hun på samme sleske måde: "Var det en god film, skat? Jaaaaa, det var det nemlig, skat! Det var godt, skat!"

Det er et mirakel at jeg ikke hev alle hårene ud af hovedet på mig selv.

Googleri

Den opmærksomme læser vil efterhånden have opdaget, at jeg godt kan lide at iagttage den menneskelige adfærd.
Derfor synes jeg det er på tide at følge lidt op på et nyt koncept her på bloggen som jeg har fablet en del om, nemlig Googleri.
Jeg har, som temmelig mange andre bloggere, gået og holdt lidt øje med, hvilke søgeord der har bragt folk i nærheden af min blog. Det er en ganske anbefalelsesværdig beskæftigelse.

-Party Uartig

Well, da jeg skrev den overskrift bad jeg vel egentlig selv om det. Udover grundstammen optræder den i lidt forskellige udformninger, fx:

-jeg er i party uartig humør;-)

Og så min favorit, søgt fra Kommunedata. Jeg ville gerne være med til deres julefrokoster:

-party uartig band

Det samme indlæg har også givet anledning til en anden gruppe søgeord:

-Isterningeleg?
-isterning leg
-druk leg med isterning

Den leg er åbenbart ikke gået af mode endnu

Ikke overraskende har jeg en hel del hits på "Sjov med billeder". Den har jeg faktisk næsten dagligt. Dog har jeg undret mig lidt over den seneste tendens, nemlig forskellige variationer af "Din Tøjmand reklame". Den får jeg op til flere gange om dagen siden jeg filosoferede over den nyeste reklametrend. Jeg kan ikke helt genneskue hvad det er søgerne vil finde frem til. Det kan umuligt være de bukser de reklamerer for. Selv min far, som ellers ikke har nogen stil, kunne ikke finde på at gå i den slags bukser.

Til gengæld kan jeg oplyse at der er rigtig mange *kvinder, formoder jeg* der er interesseret i at vide mere om, hvordan man forholder sig, hvis man får "Børn i en sen alder". Med tidens tendenser, der ikke ligefrem følger tidligere generationers familiemønstre, er det vel også efterhånden mere og mere almindeligt at få børn i en sen alder. Jeg gør da selv et godt forsøg på at blive en del af den statistik.
Jeg har også fået et par hits på naturisme samt en enkelt der har været noget bekymret over at være sendt i aktivering.
Generelt er mine googlerier ikke så interessante, men engang imellem kan jeg godt rynke lidt på panden. Hvem fa'en vil fx. gerne læse en "Skomager blog" eller sågar en "Læsebrille blog"? Men det er måske den slags man læser når man nærmer sig pensionistalderen og ikke rigtig gider læse alle de gængse modeblogs?
Måske kunne man forestille sig at "rødvin og sløvsind" har skabt en sindstilstand, hvor man kunne finde på at søge efter "postkasse tekst" og "fascineret af sko og fødder".

Om disse søgeord så siger mest om personerne, der googlede dem, eller om min blog vil jeg ikke komme nærmere ind på.

Gode nyheder

Det er som om det sker hver gang.
Når jeg synes verden er allermest rådden, så sker der lige pludselig noget som giver mig noget at se frem til. Da jeg for to år siden var hårdt ramt af hjertesorger og samtidig lå indlagt med en mystisk lidelse i hjernen, var min søster gravid for anden gang og jeg havde således noget at glæde mig til.
Nu har jeg døjet det sidste år med dårligt job, depression, indebrændthed, mere dårlig job og nu 1/8 despression, som Journalisten kalder det.
Og så sker der det, at jeg her til aften bliver ringet op af min søster. Hun er gravid igen. Og selv om det er nummer tre er jeg lige så glad og glæder mig lige så meget som første gang. Det er dejligt at have noget at se frem til uanset hvad min egen fremtid bringer.
Søster forspildte naturligvis ikke chancen for at prikke lidt til mig, for det ville jo være alletiders med en jævnaldrende fætter/kusine til den lille ny. Så fik hun for 117. gang besked på at jeg hellere vil have et ordentligt job end børn.
"Jaaaamen, det er da nu du skal have børn mens du alligevel ikke kan få job og så når det er opgangstider, så har du overstået din barsel!"
Ja tak, men så kan jeg stikke en tændstik til mit eksamenbevis. Jeg er jo inden for en branche der absolut ikke tillader at man holder sig væk for længe. Så bliver man forældet og det er svært nok at få dem til at ansætte mig fordi jeg er nyuddannet, forsøgte jeg at forklare hende.
Nedslået måtte hun acceptere at hun kunne stikke sine planer et bestemt sted hen.

Hvis jeg kender hende ret har hun dog ikke tænkt sig at lade mig være fri for plageri bare på grund af det.

Venneindlæg

Jeg synes det med venner er en svær ting. Selvom det er ganske naturligt at man udvikler sig i forskellige retninger og at venskaber opstår og forgår.

Jeg har en veninde, jeg lærte at kende da vi var 5 år. Hun er 14 dage yngre end mig og boede lige ovre på den anden side af vejen. Da vi var små, var vi uadskillelige. Da vi blev teenagere levede hendes standard for hygiejne og lignende, ikke helt op til min teenagerhjerne og derfor havde vi ikke meget med hinanden at gøre. Da jeg så kom på gymnasiet og hun kom på efterskole klarede det op igen og vi ses stadig. Ikke særlig tit, for det har vi ikke behov for. Vi er uhyggeligt forskellige og har egentlig ikke ret meget til fælles, når man tænker over det.
Men en gang om året, eller deromkring, ses vi og så er det præcis som at træde 20 år tilbage i tiden og vi fortsætter bare i samme rille. Vi kender begge den andens telefonnummer og benytter det, hvis det bliver nødvendigt. Dette venskab er vigtigt og værdifuldt for mig og jeg er ret sikker på at vi nok skal holde i længden.

Da jeg var single og levede det fede liv i min lejlighed i Århus V (okay, det var så ikke et fedt sted at bo, men any who) havde jeg de dejligste naboer. Vi var en gruppe på otte lejligheder der havde det voldsomt sjovt sammen. Særligt mine egne naboer havde jeg et super forhold til. En dansk mand og hans hustru fra Brasilien. Mangt en aften sad jeg inde hos dem og gloede fjernsyn, mens vi pølede kaffe og røg smøger. Og hyggede os. Vi har været der for hinanden gennem depressioner og fødsler osv.
Men inden for det seneste år har tingene ændret sig. Manden er blevet frimurer og går voldsomt op i det det. Hustruen har nu fået to børn og har absolut intet andet i hovedet end disse børn og deres udvikling og mødregrupper osv osv. Og det er jo forståeligt nok!
Men det er hans frimurerkammerater, der bliver inviteret til aftensmad, ikke os. Det er hendes mødregruppeveninder, hun spiser frokost med i byen, ikke mig.
Og det er ellers ikke fordi Journalisten og jeg ikke gør noget for at holde på venskabet. Da de skulle flytte alt deres bras op på 4.sal i deres nye lejlighed var vi de eneste, med undtagelse af et andet dansk/brasiliansk par, der stillede op for at hjælpe. Ingen af deres mange venner havde tid til (læs: gad) at hjælpe. Og da hun fik bækkenbundsløsning var det mig hun ringede til, igen og igen, for at få hentet knægten i vuggestuen.
Da jeg blev ringet op, og ikke blot fik en sms, om at hun var blevet indlagt på fødeafdelingen længe før tid, troede jeg rent faktisk at det var fordi jeg stadig havde en særlig plads hos dem. Jeg var trods alt med til knægtens fødsel. Men det viste sig at det blot var fordi de skulle bruge hjælp til at hente knægten i vuggestuen - igen.
Jeg synes det er svært. Men det er et forhold jeg gerne vil beholde og derfor har jeg valgt at udholde det. Jeg ved ikke om det er den rigtige måde at gøre det på, men jeg har ikke overskud til at tage konflikten med dertilhørende mulige ubehagelige konsekvenser. Tiden må vise, hvad der skal ske med det forhold.

Man ved dog, at man er blevet udfaset, når ens bedste veninde fra gymnasiets far er død og hun er blevet gravid - og man ikke har fået noget at vide om nogen af delene.

Virkeligheden igen

Virkeligheden kommer ofte på besøg for tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om dét.

Jeg har et rigtig godt vennepar, der går langt tilbage. En brasiliansk pige, gift med en dansk mand. Vi var naboer i 5 år, da jeg boede i Århus og de er flyttet med til det sydlige Danmark så vi blot bor 1,5 km fra hinanden.
Jeg var med til fødslen af deres første dreng og nu er hun gravid igen med barn nr. 2, en pige.
Jeg var egentlig inviteret med til fødslen denne gang også, men hendes mor kommer herover fra Brasilien og skal være med i stedet for, hvilket jeg synes er glimrende. Det er meget sjældent hun ser sin familie.
Eller dvs. sådan bliver det ikke alligevel.
Igår ringede hun mig op for at fortælle mig, at hendes vand er gået og de forventer hun føder inden for ganske få dage.

Efter planen skal hun først føde om 12 uger.

Alder der trykker

Gamle veninder fra gymnasiet yngler som blev de betalt for det. Jeg har imidlertid forsynet mig med ungt kød da Journalisten er knap to år yngre end mig og således ikke kommet til den del af livet, hvor han seriøst kunne tænke sig børn. Det smitter nok også af på mig, for jeg føler mig ikke voksen nok (læs semihidsigt blogindlæg her), og efter at have passet Søsters knægt med skoldkopper i tre dage er jeg nu kureret fuldstændig for enhver form for skrukhed.
Desuden har jeg endnu ikke fundet mig et professionelt ståsted og er egentlig lige så meget på skideren nu, som jeg var da jeg droppede ud af universitetet som 21-årig.
Nuvel, jeg har en ingeniøruddannelse, men af en eller anden grund kan jeg ikke selv blive imponeret over det og føler mig stadig ikke som "En af dem der har fået en uddannelse".
Det skyldes nok at det ikke var drømmeuddannelsen, men mere "Jeg er sgu nødt til at gøre noget snart og det her lyder spændende". Og jo længere ind i uddannelsen jeg kom, sagde stemmen i mit hoved "Du kan simpelthen ikke droppe ud igen. Nu gør du det altså færdigt! Også selvom du er ved at kaste op over det". Så jeg gjorde det færdigt med det resultat, at det kniber en del med at finde et job jeg rent faktisk gider bestride. Hvilket jo egentlig er en helt anden historie jeg nok tager op i et helt andet blogindlæg. Pointen var at jeg ikke føler mig voldsomt voksen, når jeg kæmper med de samme problematikker som Lillebror, der bliver student om lidt.

På den helt anden side får min øjne alligevel mange ture op i panden, når jeg ser solariestegte pudderdåser vimse omkring og snakke om, hvor pinligt dit og dat var. Så føler jeg mig ret gammel og støvet.
Når Journalisten og jeg kører rundt i bilen og ser unge mennesker slæbe deres fødder efter sig med et olmt udtryk i ansigtet, mens vi i kor mumler "Hvor er teenagere altså trælse at se på", føler jeg mig gammel og støvet.
Men så alligevel. Forleden stod jeg jublende og konstaterede at det endelig var lykkedes mig at komme ud af min cola afhængighed!

Man er da ikke gammel, når ens daglige kampe ikke indeholder rentestigninger, ejendomsskat og længden af græsset i forhaven, men afhængighed af brunt vand med syre?

Alder + parforhold = familie NU?

Hvad er det der gør at et tal på fødselsdagskagen automatisk udløser bestemte reaktioner?
Jeg er blevet ramt af et fænomen som jeg ved de fleste på min alder bliver overfaldet af. Konstateringen fra omgivelserne som, selvfølgelig med individuelle tilpasninger, lyder ca. således:
"Du er jo også ved at være i den alder hvor du skal til at tænke på at få børn".
Nå?
Det er mig en evig gåde at det er ens alder der afgør den slags.
Til en familiefest for nogle måneder siden blev en overfor placeret meget fjern slægtning utrolig forarget over at jeg ikke skynder mig at få børn mens tid er. Hun sad der og flashede sin tre måneder gamle baby. Hende og manden havde, da de var på min alder, tænkt at de nok skulle nå at få børn. Beklageligvis kunne de ikke få børn, måtte have hjælp og som følge af dette fik de barnet i en sen alder. Lige præcis derfor er det naturligvis himmelråbende sindssygt af mig ikke at skynde mig at blive gravid. Klart. Jeg kan nemlig under ingen omstændigheder få børn, hvis jeg ikke får dem nu.
Det mest tænderskærende var da svigermor kom forbi og meget tøsefjollet spurgte mig og Journalisten om vi blev skruk af at sidde der. *jeg vidste hun gjorde det med vilje* Men nej, jeg bliver faktisk endnu mere ikke-skruk *hvad hedder det?* af omgivelsernes forventninger til mit underlivs udvikling i den retning. Jeg har det svært med at alderen prioriteres højere end det faktum at jeg ikke er interesseret i at ændre mit fokusområde så radikalt ved at få et barn. At det ikke er vigtigt at jeg ikke på nuværende tidspunkt føler at jeg kan tage vare på et barn og ikke har noget at tilbyde et barn samt at jeg har andre ting i min tilværelse jeg gerne vil koncentrere mig om.
Når jeg så forsøger at forklare dette for folk ser de blot overbærende på mig og forvisser mig om at det nok skal ændre sig i det øjeblik jeg bliver gravid og at det måske også er på tide jeg kommer videre i livet. Jeg kan jo ikke leve en sorgløs tilværelse til evig tid.
Jeg har oplevet at nogle har forsøgt at lokke mig til at få børn ved at foreslå at jeg timer mit første barn med deres henholdsvis 2. og 3. barn *jo, der var sq flere personer der syntes det var en fed ide* for det kunne da være SÅ skægt at være gravide samtidig. Nej, det kunne det faktisk ikke. Jeg er ikke rigtig tilhænger af den idolagtige dyrkelse af graviditeten, som en betydelig del af min omgangskreds lider af. Jeg synes ikke det er smukt. Jeg kan ikke umiddelbart se det fantastiske i at blive en stor og forvreden flodhest med vand i hænder og fødder. Og i vores familie er der tradition for at blive så dårlig at indlæggelser og 8 måneder lang invalidering ikke er et særsyn. Hooray. "Jamen det er bare fordi du ikke har prøvet det". En diskussion der er umulig at vinde.
Når jeg bliver spurgt om jeg ikke snart skal have børn er jeg begyndt at svare "Hvad i alverden skal jeg bruge dem til?" og det virker faktisk.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg virker imponerende dum ved at spørge om den slags og folk ganske enkelt giver op, eller om det er fordi at det egentlig er indlysende, at hvis jeg ville have børn og havde et behov for børn, så havde jeg nok fået dem?