..men jeg siger det igen:
Folk er nogle svin.
Jeg har været inde på det tidligere. Jeg har det meget svært med dårlig køkkenhygiejne. Især når jeg står og ser på, at mad jeg skal spise lige om lidt bliver behandlet på allerstyggeste måde.
Her til aften var jeg på besøg hos min studieveninde *vi var kun to piger i klassen* og det var superhyggeligt som altid. Hun har, som de fleste af mine veninder sjovt nok, ikke helt samme idé som mig om, hvor renlig man behøver at være, når man laver mad.
Vi skulle have tacos, hvilket blev til wraps i stedet. Jeg gik igang med kødet, mens hun snittede grøntsager.
Her vil jeg godt lige indskyde en bemærkning om kød. Hun havde købt kødet i Aldi og der har man fået en genial ide. Man køber 800 gr kød, delt op i fire underpakker á 200 gr hver. Det er fandme smart, synes jeg. Til gengæld var kødet rigtig ulækkert at se på. Helt mast til ukendelighed. Adr.
Nå, men jeg kiggede væk mens jeg rørte i det, og da der var kommet krydderi i lignede det næsten almindelig kød igen.
I mellemtiden bemærkede jeg, at det der med at vaske grøntsagerne blev gjort ud fra konceptet om, at er det pakket ind skal det ikke vaskes. Så agurk og tomat blev ikke vasket. Det gjorde champignonerne dog, og her var jeg nær besvimet på stedet. Hun skyllede nemlig champignonerne meget grundigt, hvorefter hun lagde dem ned i bunden af hendes meget beskidte vask, skar rødderne af og lagde dem op i skålen...
Jeg brugte så de næste ti mins på at forklare mig selv inde i hovedet, at jeg skal holde op med at være så pylret og hysterisk, og desuden er jeg jo aldrig blevet syg af at spise mine veninders mad.
Men så...
Efter maden sad vi og spillede Settlers og hyggede os. Efter noget tid begyndte jeg at få lidt ondt i maven, men slog det hen, fordi jeg havde drukket kaffe for første gang i to uger. Og så kan man godt få lidt ondt i maven, når man bæller en halv kande kaffe lige pludselig.
Det har været pænt varmt i dag og da jeg så begyndte at få det rigtig varmt og svedte lidt og de andre var enige i at der var meget varmt, slog jeg også det hen og åbnede et vindue.
Da mavekramperne begyndte at vise sig, gik det efterhånden op for mig at noget var galt.
Normalt er det en smuttur at køre derover, men i sådan en situation er der satme langt fra Middelfart til Kolding.
Viser opslag med etiketten Øv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Øv. Vis alle opslag
torsdag den 1. juli 2010
mandag den 31. maj 2010
Speechless
Tidligere på dagen blev jeg, blandt andre, fyret pga. nedskæringer.
Det er vel næppe nødvendigt at nævne, hvordan jeg har det lige nu.
Det er vel næppe nødvendigt at nævne, hvordan jeg har det lige nu.
søndag den 25. april 2010
Tilværelsens ulidelige lethe... nåh nej
For ikke så længe siden argumenterede jeg for manglende kvantitet af indlæg med, at der ikke skete en skid i mit liv. Hvilket i øvrigt var en stor sandhed.
Men nu kan jeg så gøre det modsatte. Nu sker der nemlig alt for meget, og desværre ikke ubetinget fede ting. Derfor bliver det ikke til så meget skriveri. Synes ikke jeg har kapacitet til det.
På lørdag skal jeg flytte. Alene.
Vi er brugt op, slidt ned. Småting blev til vaner, der blev til dårlige vaner, der blev til store problemer.
Nederlag og frustrationer, kombineret med stor succes og uhindret fremgang, gav nedsmeltninger.
Måske er det bedst sådan, måske er det en fejl. Det ved fremtiden. Vi ser hvad der sker.
Måske et job på et tidligere tidspunkt havde ændret tingene. Det vides ikke. Nu er det for sent.
Vi vil ikke. Men vi skal.
Men nu kan jeg så gøre det modsatte. Nu sker der nemlig alt for meget, og desværre ikke ubetinget fede ting. Derfor bliver det ikke til så meget skriveri. Synes ikke jeg har kapacitet til det.
På lørdag skal jeg flytte. Alene.
Vi er brugt op, slidt ned. Småting blev til vaner, der blev til dårlige vaner, der blev til store problemer.
Nederlag og frustrationer, kombineret med stor succes og uhindret fremgang, gav nedsmeltninger.
Måske er det bedst sådan, måske er det en fejl. Det ved fremtiden. Vi ser hvad der sker.
Måske et job på et tidligere tidspunkt havde ændret tingene. Det vides ikke. Nu er det for sent.
Vi vil ikke. Men vi skal.
tirsdag den 23. marts 2010
Skyd mig nu bare
Okay, så nu er der tre timer til jeg skal til den famøse jobsamtale.
Rygtet har i den grad bredt sig ude i byen, så det er de mest mærkelige mennesker der ønsker mig pøj pøj, og jeg har en rimelig lang liste over folk der skal have en besked i eftermiddag.
Men skjoldet er på vej op. På grund af al den opmærksomhed og alle de mennesker, der håber det bedste for mig og er sikre på at jeg nok skal få det job, har jeg totalt mistet optimismen.
Jeg har nu fået en idé om at det bliver totalt antiklimaks og at det bliver den slags samtaler, hvor man får et "Tak for i dag. Du hører nærmere inden for en uges tid" og så står man der bagefter og er lige vidt og aner ikke en fis om, hvad der lige skete. Så lige nu har jeg slet ikke lyst. Det var nemmere, hvis de bare ringede til mig og sagde at de havde fortrudt og at jeg ikke behøvede at spilde min tid på at tage derop.
Og jeg har ikke mere kaffe.
Det er sgu da belastende altså.
Rygtet har i den grad bredt sig ude i byen, så det er de mest mærkelige mennesker der ønsker mig pøj pøj, og jeg har en rimelig lang liste over folk der skal have en besked i eftermiddag.
Men skjoldet er på vej op. På grund af al den opmærksomhed og alle de mennesker, der håber det bedste for mig og er sikre på at jeg nok skal få det job, har jeg totalt mistet optimismen.
Jeg har nu fået en idé om at det bliver totalt antiklimaks og at det bliver den slags samtaler, hvor man får et "Tak for i dag. Du hører nærmere inden for en uges tid" og så står man der bagefter og er lige vidt og aner ikke en fis om, hvad der lige skete. Så lige nu har jeg slet ikke lyst. Det var nemmere, hvis de bare ringede til mig og sagde at de havde fortrudt og at jeg ikke behøvede at spilde min tid på at tage derop.
Og jeg har ikke mere kaffe.
Det er sgu da belastende altså.
tirsdag den 26. januar 2010
Forslagskassen er åben for bidrag
Nå, men så fik jeg den råt for usødet fra min kontaktperson. Den, jeg godt vidste ville komme og som var totalt uundgåelig. Og som egentlig skulle være kommet for længe siden. Den, der sved, selvom jeg godt vidste den kom."Vi er nok nødt til at indse, at du sgu ikke får noget job."
Pokkers. Hvad skal jeg så finde på?
Lad os se en gang på mulighederne og de værktøjer, jeg har med at gøre.
Min alder? Mmmmnej! 28 år betyder jo børn, så der er ingen i denne mandeverden, der tør ansætte mig, for de er sådan set ligeglade med at jeg ikke skal have små børn de næste 30 år. Det siger min alder jo, at jeg skal have lige NU.
Man skulle være min sygeplejerskesøster. Sygehuset betalte en hundedyr videreuddannelse, så hun kunne blive sej på et helt nyt område, hvorefter hun skynder sig at gå på barsel. No hard feelings. Oh, hvilken drøm!
SU? Næh. Det har jeg nemlig brugt, ned til sidste øre. I øjeblikket har jeg frygtelig travlt med at forklare Lillebror at han skal tænke sig frygtelig godt om inden han tager en uddannelse, så han ikke ender som mig.
Min uddannelse. Well, måske et traineeophold var sagen. Nå nej, for de få steder man kan blive det i øjeblikket, forlanges både kandidatgrader og topkarakterer, studierelevant arbejde og hvad ved jeg. Der kan jeg heller ikke rigtig være med. På nogen af punkterne faktisk.
Jamen, så en kandidatgrad da. Tjoh, det har jeg spekuleret lidt over, hvilket bringer mig tilbage til punktet om SU. Jeg skal finde mig et job, der kan finansiere to års studier og som samtidig efterlader tid til at lave lektier *som om jeg nogensinde har lavet lektier*. Enter Søster: "Jamen, det er da ikke noget problem! Nu skal Journalisten jo snart tjene rigtige penge og så kan han da forsørge dig!"
Not gonna happen. I disse krisetider er det et lidt løst grundlag at tage en uddannelse på, hvis man spørger mig. Og desuden bryder jeg mig ikke rigtig om at være 100 % økonomisk afhængig af en person, der principielt kunne skride når det skulle være. Måske jeg skulle bedøve ham, så vi kunne blive gift i en fart? Narh, det er nok heller ikke den bedste idé.
En ny uddannelse så? Jo tak, men hvad? Der er ingen pointe i at tage en anden uddannelse udelukkende for at få et job. Så går der tre minutter og så keder jeg mig. Der skal helst være et gran interesse blandet ind i det. Og det er lidt et problem.
Og igen, for at få råd til at tage en anden uddannelse, skal det være som faglært. Og da jeg næppe ville egne mig som hverken tømrer eller smed er vi nok ude i en eller anden kontoruddannelse. Har faktisk tænkt lidt på lægesekretær, men er ikke helt med på den med alle de syge mennesker. Lidt ligesom da Kragen syntes, jeg skulle gå i hendes fodspor og blive folkeskolelærer. Og det kunne faktisk være blevet godt. Jeg kan godt li' at undervise og har hørt, jeg er god til det. Bare der ikke var alle de børn.
Helt almindelig kontoruddannet så? Den er ærlig talt lidt svær. Hvor langt skal man drives ud, før man stikker en tændstik til sin uddannelse?
"Men du har da dit gode helbred" kunne man sikkert høre fra et ældre medlem af befolkningen, hvis jeg ellers omgik den slags mennesker. Well, hvis man ser bort fra sagen om lyskenbetændelsen og så det faktum, at jeg også har fået en kronisk irritation i mit venstre håndled*hvilket er upraktisk, da jeg er venstrehåndet og derfor kan droppe tanken om at blive professionel bowlingstjerne*, og at min krop således er færd med betænde sig selv og sikkert ikke helmer før der går ild i mig, så jo, jeg har jo mit gode helbred. Men det får jeg sgu da ikke nogen indtægt af.
Jeg modtager derfor kreative forslag til min videre færd. Kom glad med de gode ideer! Intet er for fjollet.
Ellers må jeg nok erkende, at min eneste mulighed efterhånden er, at forsøge at fremtvinge endnu et anfald af TH syndromet og så sælge min krop til medicinsk forskning.
Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.
torsdag den 14. januar 2010
Bedøv venligst min hjerne, tak.
Jeg sover elendigt for tiden. Forleden nat havde jeg et mareridt. Sådan virkelig for alvor, hvor jeg vågnede op med et sæt og med sved på panden. Med rigtig, ægte frygt og hjertebanken. Virkelig uhyggeligt. Kan ikke huske det er sket før.
Så kunne man jo fristes til at blive en af de personer, der ikke vil lægge sig til at sove af frygt for at det kommer til at ske igen. Men beklageligvis er dagtimerne egentlig ikke vanvittigt meget bedre. Lige for tiden løber min hjerne over med sladder fra alle ender og kanter. Jeg ved efterhånden alt om alle i omgangskredsen, og jeg er endda automatisk begyndt at stille spørgsmål, som jeg ikke rigtig har lyst til at få svaret på. Og det bliver det jo ikke sjovere af.
Da vi flyttede herned for halvandet år siden og havde lært vennerne at kende, syntes jeg at de alle var så søde og rare og følte mig rigtig godt tilpas sammen med dem. Følte mig faktisk bedre tilpas sammen med dem end med nogen af de andre venner jeg har haft. Og jeg er ikke en udpræget venne-person. Af en eller anden grund smuldrer venskaber altid mellem fingrene på mig.
Men nu er det ved at gå op for mig at de ikke er et hak bedre end alle andre *og selvfølgelig er de ikke det.. de er jo mennesker* . De er drevet af begær, jalousi, selvambitioner og misundelse. Og sladder. I tøndevis. Jeg har bittert måtte erkende, at jeg skal passe meget på, hvem jeg fortæller hvad. Eksempelvis er en privat sag om mig og Journalisten lige pludselig blevet til et samtaleemne hos folk jeg slet ikke kender, og det har jeg det meget skidt med. Og jeg er utrolig skuffet. Jeg er skuffet over at personer, som ellers har gjort et stort nummer ud af at blive gode venner med mig, mere eller mindre forsøger på at korrumpere mit forhold til Journalisten ved at stille sig fuldstændig uforstående overfor, hvad jeg ser i ham - og i øvrigt have en lidt for stor interesse i, om vores forhold er godt eller skidt.
Under normale omstændigheder ville det nok ikke røre mig stort. Men som det er lige for tiden, magter jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg har efterhånden udviklet mig til et bittert menneske uden nogen som helst form for lunte eller tålmodighed - eller humor, for den sags skyld.
Jeg bliver ganske enkelt træt i hovedet af folk, der snager i mit privatliv, så de kan komme til at sladre om det. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle holde hemmeligheder, fordi folk opfører sig på en måde, de ikke vil have omverdenen til at vide noget om. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle svare afvigende på spørgsmål hele tiden, fordi folk tror jeg ved noget, hvilket jeg som regel også gør, men som jeg så har lovet ikke at sige til nogen. Og i forvejen er jeg uhyggelig dårlig til at lyve, så jeg hader at skulle spille skuespil på den måde.
Og det værste er, at jeg ikke engang bliver sur eller fornærmet. Jeg bliver sgu ked af det og ærgelig.
Og så synes jeg det er uhyggeligt som folk kan være sukkersøde og kærlige overfor alle og enhver - og så forvandle sig til giftige slanger bag ryggen på folk, når de får chancen for det.
Så kunne man jo fristes til at blive en af de personer, der ikke vil lægge sig til at sove af frygt for at det kommer til at ske igen. Men beklageligvis er dagtimerne egentlig ikke vanvittigt meget bedre. Lige for tiden løber min hjerne over med sladder fra alle ender og kanter. Jeg ved efterhånden alt om alle i omgangskredsen, og jeg er endda automatisk begyndt at stille spørgsmål, som jeg ikke rigtig har lyst til at få svaret på. Og det bliver det jo ikke sjovere af.
Da vi flyttede herned for halvandet år siden og havde lært vennerne at kende, syntes jeg at de alle var så søde og rare og følte mig rigtig godt tilpas sammen med dem. Følte mig faktisk bedre tilpas sammen med dem end med nogen af de andre venner jeg har haft. Og jeg er ikke en udpræget venne-person. Af en eller anden grund smuldrer venskaber altid mellem fingrene på mig.
Men nu er det ved at gå op for mig at de ikke er et hak bedre end alle andre *og selvfølgelig er de ikke det.. de er jo mennesker* . De er drevet af begær, jalousi, selvambitioner og misundelse. Og sladder. I tøndevis. Jeg har bittert måtte erkende, at jeg skal passe meget på, hvem jeg fortæller hvad. Eksempelvis er en privat sag om mig og Journalisten lige pludselig blevet til et samtaleemne hos folk jeg slet ikke kender, og det har jeg det meget skidt med. Og jeg er utrolig skuffet. Jeg er skuffet over at personer, som ellers har gjort et stort nummer ud af at blive gode venner med mig, mere eller mindre forsøger på at korrumpere mit forhold til Journalisten ved at stille sig fuldstændig uforstående overfor, hvad jeg ser i ham - og i øvrigt have en lidt for stor interesse i, om vores forhold er godt eller skidt.
Under normale omstændigheder ville det nok ikke røre mig stort. Men som det er lige for tiden, magter jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg har efterhånden udviklet mig til et bittert menneske uden nogen som helst form for lunte eller tålmodighed - eller humor, for den sags skyld.
Jeg bliver ganske enkelt træt i hovedet af folk, der snager i mit privatliv, så de kan komme til at sladre om det. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle holde hemmeligheder, fordi folk opfører sig på en måde, de ikke vil have omverdenen til at vide noget om. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle svare afvigende på spørgsmål hele tiden, fordi folk tror jeg ved noget, hvilket jeg som regel også gør, men som jeg så har lovet ikke at sige til nogen. Og i forvejen er jeg uhyggelig dårlig til at lyve, så jeg hader at skulle spille skuespil på den måde.
Og det værste er, at jeg ikke engang bliver sur eller fornærmet. Jeg bliver sgu ked af det og ærgelig.
Og så synes jeg det er uhyggeligt som folk kan være sukkersøde og kærlige overfor alle og enhver - og så forvandle sig til giftige slanger bag ryggen på folk, når de får chancen for det.
mandag den 11. januar 2010
Det var jo det jeg ville - ikke?
Min hjerne er nu officielt blevet til en skål havregrød.
Jeg kan intet huske, hvilket jeg plejer at fikse med huskesedler, men selv huskesedlerne glemmer jeg nu at skrive. Jeg har ikke styr på en skid, heriblandt kalenderen, og jeg går stadig rundt og bilder mig selv ind at vi er i uge 1, hvilket ikke er så praktisk rent jobsøgningsmæssigt. Firmaerne udsætter desværre ikke deres ansøgningsfrister bare fordi min hjerne er blevet lam.
Tidligere i dag skulle jeg udføre en ellers simpel opgave. Koge to æg. Så jeg fandt gryde og æg frem, hældte vand på, stillede gryden på komfuret og tændte. So far, so good.
Efter en sjus ti minutters tid kom jeg tilbage for at se hvordan det gik, blot for at konstatere at jeg havde tændt for den forkerte plade. Da det endelig lykkedes mig at få æggene i kog, satte jeg uret til at ringe og gik ned med skraldet. Og da jeg alligevel var nede kunne jeg ligeså godt hælde sprinklervæske på bilen. Det tog lidt tid at få åbnet motorhjelmen - den bandt helt vildt. Eller det vil sige, det gjorde den ikke længere da det gik op for mig, at jeg havde trukket i det gale håndtag og havde åbnet bagagerummet i stedet *d'oh*.
Nå, men efter omtrent 25 mins var jeg færdig med at fjolle rundt med bilen og listede op i lejligheden igen. Mine æg så på dette tidspunkt, ikke overraskende, ret spøjse ud og jeg kørte herefter ned og købte en varm leverpostej til min frokost i stedet.
Jeg kan tydeligvis heller ikke fortælle jokes længere. Således fik jeg enorm skideballe af min søster, der i ramme alvor troede på os, da mig og Journalisten med smørede grin fortalte, at grunden til at vi kom halvanden time for sent til familiejulefrokosten var, at vi havde været på McDonalds *sure mokke*. Herefter fik jeg så en mindre hjerneblødning og råbte lidt af hende, mens jeg forklarede at vores forsinkelse blot handlede om, at jeg ikke magtede at være sammen med min skrækkelige familie og ikke havde et stort behov for at blive psykoanalyseret, hvilket er et fast ritual hver gang jeg ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Det tog hun faktisk okay og hun har nu indført begrebet "En Off Day". Så hvis jeg har det skidt, skal jeg bare erklære at jeg har en off day and no questions asked. Det skal jeg dog se før jeg tror på det. I familiens øjne er jeg på ingen måde i stand til at tage vare på min egen situation.
Det er derfor ganske belejligt, at jeg nu har fået lidt at lave. Omend det er en meget begrænset periode - en måned, that is - er det bedre end ingenting. Jeg har skaffet mig en virksomhedspraktikplads, hvor jeg kan komme til at lave det, jeg er uddannet til. Endelig. Fra 1. februar. Det kan være det kan kickstarte min hjerne bare en lille smule.
Nu skal jeg så lige holde op med at sidde i fosterstilling henne i hjørnet, mens jeg messer jegkanikkejegkanikkejegkanikke.
Jeg kan intet huske, hvilket jeg plejer at fikse med huskesedler, men selv huskesedlerne glemmer jeg nu at skrive. Jeg har ikke styr på en skid, heriblandt kalenderen, og jeg går stadig rundt og bilder mig selv ind at vi er i uge 1, hvilket ikke er så praktisk rent jobsøgningsmæssigt. Firmaerne udsætter desværre ikke deres ansøgningsfrister bare fordi min hjerne er blevet lam.
Tidligere i dag skulle jeg udføre en ellers simpel opgave. Koge to æg. Så jeg fandt gryde og æg frem, hældte vand på, stillede gryden på komfuret og tændte. So far, so good.
Efter en sjus ti minutters tid kom jeg tilbage for at se hvordan det gik, blot for at konstatere at jeg havde tændt for den forkerte plade. Da det endelig lykkedes mig at få æggene i kog, satte jeg uret til at ringe og gik ned med skraldet. Og da jeg alligevel var nede kunne jeg ligeså godt hælde sprinklervæske på bilen. Det tog lidt tid at få åbnet motorhjelmen - den bandt helt vildt. Eller det vil sige, det gjorde den ikke længere da det gik op for mig, at jeg havde trukket i det gale håndtag og havde åbnet bagagerummet i stedet *d'oh*.
Nå, men efter omtrent 25 mins var jeg færdig med at fjolle rundt med bilen og listede op i lejligheden igen. Mine æg så på dette tidspunkt, ikke overraskende, ret spøjse ud og jeg kørte herefter ned og købte en varm leverpostej til min frokost i stedet.
Jeg kan tydeligvis heller ikke fortælle jokes længere. Således fik jeg enorm skideballe af min søster, der i ramme alvor troede på os, da mig og Journalisten med smørede grin fortalte, at grunden til at vi kom halvanden time for sent til familiejulefrokosten var, at vi havde været på McDonalds *sure mokke*. Herefter fik jeg så en mindre hjerneblødning og råbte lidt af hende, mens jeg forklarede at vores forsinkelse blot handlede om, at jeg ikke magtede at være sammen med min skrækkelige familie og ikke havde et stort behov for at blive psykoanalyseret, hvilket er et fast ritual hver gang jeg ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Det tog hun faktisk okay og hun har nu indført begrebet "En Off Day". Så hvis jeg har det skidt, skal jeg bare erklære at jeg har en off day and no questions asked. Det skal jeg dog se før jeg tror på det. I familiens øjne er jeg på ingen måde i stand til at tage vare på min egen situation.
Det er derfor ganske belejligt, at jeg nu har fået lidt at lave. Omend det er en meget begrænset periode - en måned, that is - er det bedre end ingenting. Jeg har skaffet mig en virksomhedspraktikplads, hvor jeg kan komme til at lave det, jeg er uddannet til. Endelig. Fra 1. februar. Det kan være det kan kickstarte min hjerne bare en lille smule.
Nu skal jeg så lige holde op med at sidde i fosterstilling henne i hjørnet, mens jeg messer jegkanikkejegkanikkejegkanikke.
torsdag den 7. januar 2010
You've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?
Nå, men det nye år er egentlig ikke videre anderledes end det gamle. Jeg har allerede fået mit første jobafslag og det er stadig hundekoldt.
Og der sker stadig den slags ting, som er lidt mærkelige. Eksempelvis sad jeg i venteværelset ved tandlægen igår og fik øje på Jyllandsposten. Af en eller anden grund læser jeg altid blade og aviser bagfra uden at tænke over det. Så jeg åbnede op på bagerste side og blev straks overfaldet af dødsannoncerne. Da jeg jo er en gammel kone, tænkte jeg at jeg lige kunne se om der var nogle afdøde, som jeg kendte. Og fandme jo! Eller dvs. jeg kendte ikke vedkomne døde person, men jeg gik i gymnasiet med hans storebror. Efter lidt undersøgelser hos min sladderpusher fandt jeg ud af, at han havde fået kræft for 3 måneder siden. Det er skræmmende, hvor hurtigt man nogen gange kan komme herfra, selvom man umiddelbart virker sund og rask.
Any who, Journalisten og jeg havde lidt behov for materiel tilfredsstillelse *har det lige været jul? Hvorfor sagde I ikke det før?* så vi plyndrede et efterhånden ufatteligt dryssende juletræ og erstattede det med grotesk fladskærm. Der er nu bifstemning og jeg føler trang til at flytte lænestolen ud i køkkenet for bedre at kunne overskue at se TV.
I samme øjeblik vælger vores antenneforening at lægge samtlige kanaler ud digitalt. Temmelig god timing. Men vi skulle jo ha' et eller andet at bruge det TV til, så vi købte en Wii.
Og jeg købte en ny telefon. Men den gamle var altså dårlig og lå og gispede, hver gang den forsøgte at sende en sms. Det kunne ikke gå mellem os længere.
Men som om mit liv ikke var fucked nok i forvejen og som om jeg ikke havde problemer nok, så har jeg nu fået serveret et særdeles ubehageligt valg på et sølvfad. Et af den slags valg man ikke kan ignorere, men som skal tages, uanset om man vil eller ej. Og det er med tidsbegrænsning på.
Det er et af den slags valg som giver mulighed for at opnå noget, man har ønsket lidt on and off. Men når man står lige foran det, virker det pludselig ikke længere så attraktivt. Konsekvenserne af valget er umulige at spå om og de er aldeles uoverskuelige. Det kan blive det bedste jeg nogen sinde har gjort, det kan blive den største fejltagelse i mit liv. Det kan føre stor glæde og velbehag med sig, det kan forårsage stor sorg og miserabilitet.
Det er komplet umuligt at vælge. Og ikke nok med det! Jeg er ikke den eneste om at foretage dette valg og jeg kan hvert øjeblik blive overruled, fordi valget er blevet truffet i den retning, hvor det ikke kan gøres om og hvor jeg ikke kan noget ved det, selvom jeg måske ville synes det var det forkerte valg.
Det er, på godt jysk, noget bæ.
Og der sker stadig den slags ting, som er lidt mærkelige. Eksempelvis sad jeg i venteværelset ved tandlægen igår og fik øje på Jyllandsposten. Af en eller anden grund læser jeg altid blade og aviser bagfra uden at tænke over det. Så jeg åbnede op på bagerste side og blev straks overfaldet af dødsannoncerne. Da jeg jo er en gammel kone, tænkte jeg at jeg lige kunne se om der var nogle afdøde, som jeg kendte. Og fandme jo! Eller dvs. jeg kendte ikke vedkomne døde person, men jeg gik i gymnasiet med hans storebror. Efter lidt undersøgelser hos min sladderpusher fandt jeg ud af, at han havde fået kræft for 3 måneder siden. Det er skræmmende, hvor hurtigt man nogen gange kan komme herfra, selvom man umiddelbart virker sund og rask.
Any who, Journalisten og jeg havde lidt behov for materiel tilfredsstillelse *har det lige været jul? Hvorfor sagde I ikke det før?* så vi plyndrede et efterhånden ufatteligt dryssende juletræ og erstattede det med grotesk fladskærm. Der er nu bifstemning og jeg føler trang til at flytte lænestolen ud i køkkenet for bedre at kunne overskue at se TV.
I samme øjeblik vælger vores antenneforening at lægge samtlige kanaler ud digitalt. Temmelig god timing. Men vi skulle jo ha' et eller andet at bruge det TV til, så vi købte en Wii.
Og jeg købte en ny telefon. Men den gamle var altså dårlig og lå og gispede, hver gang den forsøgte at sende en sms. Det kunne ikke gå mellem os længere.
Men som om mit liv ikke var fucked nok i forvejen og som om jeg ikke havde problemer nok, så har jeg nu fået serveret et særdeles ubehageligt valg på et sølvfad. Et af den slags valg man ikke kan ignorere, men som skal tages, uanset om man vil eller ej. Og det er med tidsbegrænsning på.
Det er et af den slags valg som giver mulighed for at opnå noget, man har ønsket lidt on and off. Men når man står lige foran det, virker det pludselig ikke længere så attraktivt. Konsekvenserne af valget er umulige at spå om og de er aldeles uoverskuelige. Det kan blive det bedste jeg nogen sinde har gjort, det kan blive den største fejltagelse i mit liv. Det kan føre stor glæde og velbehag med sig, det kan forårsage stor sorg og miserabilitet.
Det er komplet umuligt at vælge. Og ikke nok med det! Jeg er ikke den eneste om at foretage dette valg og jeg kan hvert øjeblik blive overruled, fordi valget er blevet truffet i den retning, hvor det ikke kan gøres om og hvor jeg ikke kan noget ved det, selvom jeg måske ville synes det var det forkerte valg.
Det er, på godt jysk, noget bæ.
torsdag den 31. december 2009
Men godt nytår til Jer andre alligevel!
I aften er det nytår og jeg er allerede ved at skide i bukserne over, hvad der venter på mig på den anden side af tømmermændene.
Dengang 2007 blev til 2008 stod jeg og tænkte, at jeg håbede 2008 blev væsentligt bedre end 2007. 2007 var et lorteår, der var domineret af hæftig sygdom, samt et slemt brud med Journalisten. Jeg blev selvfølgelig rask igen og Journalisten og jeg kom sammen igen, men overordnet scorede året ikke særligt højt.
Men 2008 blev ikke væsentligt bedre. Jeg fik ganske vist min ingeniøruddannelse, men den var ikke prangende og jeg var så skoletræt, at jeg dårligt kunne slæbe mig igennem mit afgangsprojekt. Efter dimissionen var jeg fyldt af ny energi og klar til at indtage arbejdsmarkedet. To måneder senere havde jeg fået mit første job, som viste sig at være ganske forfærdeligt og næsten puttede mig ned i depressionskassen.
Jeg gik derfor ud af 2008 som en zombie og vurderede at 2009 umuligt kunne blive værre.
Og dog.
Nu er 2009 jo forsvundet og jeg har kun opnået én ting i år. Arbejdsløshed. Jeg har været arbejdsløs i ni ud af årets 12 måneder og de resterende tre måneder fik jeg til at gå hos Bageren, hvilket sådan set heller ikke var nogen succes. Frustrationerne driver ned af væggene her i huset og jeg kan ikke få øje på noget lys i nogen tunnel.
Det der med at ønske at næste år bliver bedre, virker jo tydeligvis ikke. Jeg har derfor overvejet at bruge omvendt psykologi i år:
I dare you, 2010! Bliv værre end 2009! Kom an, hvis du tør!
Dengang 2007 blev til 2008 stod jeg og tænkte, at jeg håbede 2008 blev væsentligt bedre end 2007. 2007 var et lorteår, der var domineret af hæftig sygdom, samt et slemt brud med Journalisten. Jeg blev selvfølgelig rask igen og Journalisten og jeg kom sammen igen, men overordnet scorede året ikke særligt højt.
Men 2008 blev ikke væsentligt bedre. Jeg fik ganske vist min ingeniøruddannelse, men den var ikke prangende og jeg var så skoletræt, at jeg dårligt kunne slæbe mig igennem mit afgangsprojekt. Efter dimissionen var jeg fyldt af ny energi og klar til at indtage arbejdsmarkedet. To måneder senere havde jeg fået mit første job, som viste sig at være ganske forfærdeligt og næsten puttede mig ned i depressionskassen.
Jeg gik derfor ud af 2008 som en zombie og vurderede at 2009 umuligt kunne blive værre.
Og dog.
Nu er 2009 jo forsvundet og jeg har kun opnået én ting i år. Arbejdsløshed. Jeg har været arbejdsløs i ni ud af årets 12 måneder og de resterende tre måneder fik jeg til at gå hos Bageren, hvilket sådan set heller ikke var nogen succes. Frustrationerne driver ned af væggene her i huset og jeg kan ikke få øje på noget lys i nogen tunnel.
Det der med at ønske at næste år bliver bedre, virker jo tydeligvis ikke. Jeg har derfor overvejet at bruge omvendt psykologi i år:
I dare you, 2010! Bliv værre end 2009! Kom an, hvis du tør!
fredag den 4. december 2009
Og derfor skal man altid tage statistik med et gran salt
I dag fik jeg noget man næsten kan kalde en åbenbaring.
Den gav grund til eftertanke og beviser, at man nogengange skal være lidt forsigtig med at dømme andre mennesker, før man har taget alle omstændigheder under betragtning.
Det er en temmelig lang beretning, så hent hellere noget kaffe.
Jeg var hos lægen for at få taget lidt tests. Jeg vil gerne være bloddonor, men har hidtil været udelukket pga. nogle fysiske skavanker. Dette har irriteret mig voldsomt, især fordi jeg har akutblodtypen og det, i min optik, derfor næsten er en pligt at aflevere en pose blod engang i mellem.
Når man skal være bloddonor spørges man, om man har haft nogle alvorlige sygdomme og jeg kom til at tænke på et bizart sygdomsforløb, jeg havde for næsten tre år siden, og om det var noget, der kunne have indflydelse på mine chancer for at blive bloddonor.
Den 5. januar 2007 vågnede jeg med ulidelige smerter i venstre side af ansigtet, nærmest som om noget stak mig med en skarp kniv *jeg kan huske datoen fordi det gjorde så ufatteligt nas*. Det kom helt ud af det blå, der var intet forvarsel.
Fem dage senere var det stadig ikke blevet bedre og jeg måtte en tur til lægen, hvor jeg kom ind til en ung turnuslæge. Han var temmelig forundret, men kom frem til at det måtte skyldes nogle hvirvler i rygsøjlen, der pressede på nogle nerver *diagnose nr. 1*. Jeg fik noget smertestillende *som overhovedet ikke virkede* og blev sendt til kiropraktor.
Kiropraktoren var ret hurtig til at dømme den diagnose ude og mente bestemt at jeg havde halvsidig bi-, pande- og kæbehulebetændelse *diagnose nr. 2*, på trods af at jeg ikke fik det værre af at hænge hovedet nedad, og jeg ikke havde feber.
Tilbage til min egen læge *jeg havde nægtet turnuslægen*, der blev temmelig forarget over kiropraktorens dom. Især fordi han tydeligt kunne mærke noget unormalt i min nakke *diagnose nr. 3*, hvilket han sendte mig til fysioterapeut med, og jeg fik noget rigtig voldsomme smertestillende af den slags, som har rød trekant på og ødelægger ens mave.
Det virkede heller ikke og så mente min læge at jeg måtte have nervebetændelse *diagnose nr. 4* - og den slags kan man ikke gøre noget ved, udover at vente på det går væk.
Omkring mig var folk så småt begyndt at hidse sig op over at lægerne skulle have så svært ved at finde en diagnose.
Jeg gik hjem og ventede. I mellemtiden blev det vinterferie og jeg måtte flytte hjem til de gamle. Smerterne var så slemme, at jeg kastede op af dem og jeg kunne ikke overskue at ligge derhjemme alene, hvilket sendte mig akut ned til min læge, hvor hans bror tog imod mig. Da han hørte jeg var begyndt at få dobbeltsyn, sendte han mig straks til en øjenlæge nede i byen. Det er fascinerende, hvor hurtigt man kan komme til hos en speciallæge, hvis man bare er syg nok.
Øjenlægen fattede ingenting og sendte mig op på kommunehospitalets øjenafdeling.
Her sad min mor og jeg så de næste tre dage i alle dagtimerne. De fattede nemlig heller ingenting og trak mig igennem undersøgelse efter undersøgelse. De unge reservelæger kom ud og spurgte om de måtte kigge på mig, for de havde hørt om mig og det var bare alt for spændende. Min ene pupil havde nemlig en helt anden størrelse end den anden.
Efter de tre dage gav de op og sendte mig op på neurologisk afdeling. Jeg havde ikke sovet i dagevis pga. smerterne og var ved at være ret mørbanket. Så da jeg fik valget mellem af få taget en rygmarvsprøve øjeblikketligt (fredag eftermiddag) eller efter weekenden, valgte jeg det sidste.
Så vi tog hjem og jeg var så træt, at det faktisk lykkedes mig at falde i søvn på sofaen.
Næste morgen vågnede jeg og sagde glad til mine forældre at jeg var sikker på, jeg var blevet rask over natten, for mit hoved gjorde næsten ikke ondt længere. Så flyttede jeg den øjenklap, jeg havde på *mit dobbeltsyn var så slemt at jeg ikke kunne se en skid med to øjne* og fandt ud af at mit øje var helt og aldeles lamt, og så ud til at kunne falde ud af hovedet med det samme.
Senere på den eftermiddag blev jeg indlagt på neurologisk afdeling, hvor jeg lå de næste 10 dage og fik foretaget rygmarvsprøven, der heller ikke gav svar.
Først efter to ture i MR scanneren var der en gammel garvet radiolog, der opdagede hvad der var galt. Jeg fik en forklaring med noget med udposninger på vener i hjernen og betændelsetilstande osv. og så fik jeg binyrebarkhormoner i tre måneder. Og det hjalp. Hvad der præcis var galt fandt jeg aldrig ud af.
Indtil idag.
Da lægen skulle finde ud af om det ville have betydning i forhold til min bloddonordrøm kunne hun se i min journal, at jeg havde haft TH syndrom. Det vidste hun heller ikke hvad var.
Det viser sig at være en mega sjælden sygdom, der rammer sjus en ud af en million.
Så det var ærlig talt ikke så mærkeligt, at jeg skulle igennem så mange læger, før nogen fandt en løsning.
Og det, der så var pointen ved denne kilometerlange beretning var, at man skal huske at tænke på at læger ikke nødvendigvis ved alt og at de, selvom de gør deres bedste, ikke altid kan reparere os. Der var mange omkring mig, der var dødforargede over at lægerne ikke bare kunne fikse mig. Det var jo det de fik deres løn for.
Når det kan lykkes mig at få så sjælden en sygdom, skal jeg helt sikkert til at spille noget mere lotto.
Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.
Den gav grund til eftertanke og beviser, at man nogengange skal være lidt forsigtig med at dømme andre mennesker, før man har taget alle omstændigheder under betragtning.
Det er en temmelig lang beretning, så hent hellere noget kaffe.
Jeg var hos lægen for at få taget lidt tests. Jeg vil gerne være bloddonor, men har hidtil været udelukket pga. nogle fysiske skavanker. Dette har irriteret mig voldsomt, især fordi jeg har akutblodtypen og det, i min optik, derfor næsten er en pligt at aflevere en pose blod engang i mellem.
Når man skal være bloddonor spørges man, om man har haft nogle alvorlige sygdomme og jeg kom til at tænke på et bizart sygdomsforløb, jeg havde for næsten tre år siden, og om det var noget, der kunne have indflydelse på mine chancer for at blive bloddonor.
Den 5. januar 2007 vågnede jeg med ulidelige smerter i venstre side af ansigtet, nærmest som om noget stak mig med en skarp kniv *jeg kan huske datoen fordi det gjorde så ufatteligt nas*. Det kom helt ud af det blå, der var intet forvarsel.
Fem dage senere var det stadig ikke blevet bedre og jeg måtte en tur til lægen, hvor jeg kom ind til en ung turnuslæge. Han var temmelig forundret, men kom frem til at det måtte skyldes nogle hvirvler i rygsøjlen, der pressede på nogle nerver *diagnose nr. 1*. Jeg fik noget smertestillende *som overhovedet ikke virkede* og blev sendt til kiropraktor.
Kiropraktoren var ret hurtig til at dømme den diagnose ude og mente bestemt at jeg havde halvsidig bi-, pande- og kæbehulebetændelse *diagnose nr. 2*, på trods af at jeg ikke fik det værre af at hænge hovedet nedad, og jeg ikke havde feber.
Tilbage til min egen læge *jeg havde nægtet turnuslægen*, der blev temmelig forarget over kiropraktorens dom. Især fordi han tydeligt kunne mærke noget unormalt i min nakke *diagnose nr. 3*, hvilket han sendte mig til fysioterapeut med, og jeg fik noget rigtig voldsomme smertestillende af den slags, som har rød trekant på og ødelægger ens mave.
Det virkede heller ikke og så mente min læge at jeg måtte have nervebetændelse *diagnose nr. 4* - og den slags kan man ikke gøre noget ved, udover at vente på det går væk.
Omkring mig var folk så småt begyndt at hidse sig op over at lægerne skulle have så svært ved at finde en diagnose.
Jeg gik hjem og ventede. I mellemtiden blev det vinterferie og jeg måtte flytte hjem til de gamle. Smerterne var så slemme, at jeg kastede op af dem og jeg kunne ikke overskue at ligge derhjemme alene, hvilket sendte mig akut ned til min læge, hvor hans bror tog imod mig. Da han hørte jeg var begyndt at få dobbeltsyn, sendte han mig straks til en øjenlæge nede i byen. Det er fascinerende, hvor hurtigt man kan komme til hos en speciallæge, hvis man bare er syg nok.
Øjenlægen fattede ingenting og sendte mig op på kommunehospitalets øjenafdeling.
Her sad min mor og jeg så de næste tre dage i alle dagtimerne. De fattede nemlig heller ingenting og trak mig igennem undersøgelse efter undersøgelse. De unge reservelæger kom ud og spurgte om de måtte kigge på mig, for de havde hørt om mig og det var bare alt for spændende. Min ene pupil havde nemlig en helt anden størrelse end den anden.
Efter de tre dage gav de op og sendte mig op på neurologisk afdeling. Jeg havde ikke sovet i dagevis pga. smerterne og var ved at være ret mørbanket. Så da jeg fik valget mellem af få taget en rygmarvsprøve øjeblikketligt (fredag eftermiddag) eller efter weekenden, valgte jeg det sidste.
Så vi tog hjem og jeg var så træt, at det faktisk lykkedes mig at falde i søvn på sofaen.
Næste morgen vågnede jeg og sagde glad til mine forældre at jeg var sikker på, jeg var blevet rask over natten, for mit hoved gjorde næsten ikke ondt længere. Så flyttede jeg den øjenklap, jeg havde på *mit dobbeltsyn var så slemt at jeg ikke kunne se en skid med to øjne* og fandt ud af at mit øje var helt og aldeles lamt, og så ud til at kunne falde ud af hovedet med det samme.
Senere på den eftermiddag blev jeg indlagt på neurologisk afdeling, hvor jeg lå de næste 10 dage og fik foretaget rygmarvsprøven, der heller ikke gav svar.
Først efter to ture i MR scanneren var der en gammel garvet radiolog, der opdagede hvad der var galt. Jeg fik en forklaring med noget med udposninger på vener i hjernen og betændelsetilstande osv. og så fik jeg binyrebarkhormoner i tre måneder. Og det hjalp. Hvad der præcis var galt fandt jeg aldrig ud af.
Indtil idag.
Da lægen skulle finde ud af om det ville have betydning i forhold til min bloddonordrøm kunne hun se i min journal, at jeg havde haft TH syndrom. Det vidste hun heller ikke hvad var.
Det viser sig at være en mega sjælden sygdom, der rammer sjus en ud af en million.
Så det var ærlig talt ikke så mærkeligt, at jeg skulle igennem så mange læger, før nogen fandt en løsning.
Og det, der så var pointen ved denne kilometerlange beretning var, at man skal huske at tænke på at læger ikke nødvendigvis ved alt og at de, selvom de gør deres bedste, ikke altid kan reparere os. Der var mange omkring mig, der var dødforargede over at lægerne ikke bare kunne fikse mig. Det var jo det de fik deres løn for.
Når det kan lykkes mig at få så sjælden en sygdom, skal jeg helt sikkert til at spille noget mere lotto.
Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.
onsdag den 2. december 2009
Indlæg uden indhold
Action niveauet heromkring er på et absolut lavpunkt. Her sker ikke en skid.
Jeg har pyntet lidt op til jul. Sidste år på dette tidspunkt havde jeg et fagligt relevant arbejde, som var aldeles rædselsfuldt. Derfor brugte jeg min sparsomme fritid på at ligge i fosterstilling på sofaen og ignorere december måned. Et forsøg på at købe det obligatoriske lille juletræ resulterede i, at jeg lagde mig småhylende under tæppet resten af dagen. Jeg magtede ganske enkelt ingenting.
I år har jeg haft lidt overskud på julekontoen, plus en forfærdelig masse tid mellem hænderne og har faktisk glædet mig lidt til det skulle blive december.
Jeg er ikke typen, der køber årets modejulepynt og jeg er heller ikke Gertrud Sand, der hænger nisser allevegne. I min optik består julepynten af godt og vel fire ting. Rød, grøn, guld og duft.
For at kompencere for manglende juletræ sidste år var Journalisten og jeg ude og finde os et juletræ i voksenstørrelse. Det er større end mig, intet mindre kunne gøre det. Det står nu med pynt henne i et hjørne og dufter helt fantastisk.
Derudover har jeg fyldt hytten op med røde julestjerner og lavet blomsterdekorationer med små julestjerner, hyacinter, mos, kogler, små svampe og alt det der. Ingen jul uden masser af hyacinter. Jeg ville ønske man kunne få julestjerner hele året. Jeg synes de er så rare at se på.
Lidt nisser er det dog blevet til. Jeg var med Journalisten på et beskyttet værksted for sindslidende, som lavede julepynt til salg. Vi var ret enige om, at hvis vi endelig skulle investere i en nisse ville vi hellere aflevere pengene sådan et sted end i et stort ligegyldigt firma. Og så gjorde det jo ingenting at deres nisser faktisk var ret nuser.
Any who, det er meget godt at have lidt december at gå op i.
Mht. min arbejdssituation er jeg nu blevet degraderet fra arbejdssøgende til virksomhedspraktiksøgende. Jeg skal ganske enkelt få virksomheder til at ansætte mig helt gratis og uforpligtende i fire uger. Ikke at det er særligt nemt, hvis det skal være noget relevant arbejde.
Til gengæld må jeg erkende at mine encounters med systemet har været næsten upåklagelige. Fra verdens sødeste jobcenterdame til min nuværende kontaktperson i privat konsulentfirma, der gør en kæmpe insats for at finde et job til mig. Som hun siger "Du gider jo have et job. Du VIL jo have et job. Så gider jeg også gøre noget ekstra for at hjælpe dig."
Ikke ligesom den fyrede malkemand, der prøvede at overbevise hende om at han umuligt kunne søge et job, hvor han skulle køre traktor. "Sådan én er jo meget svær at køre. Der er vist nok alle mulige stænger man skal trække i."
Efterhånden er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg næsten håber at blive kastet ud i aktivering, bare for at få et eller andet at give mig til. Jeg oplever så ufatteligt lidt, at det er skræmmende.
I nat da jeg ikke kunne sove kunne jeg høre en natugle sidde og tude ikke så langt fra vinduet.
Jeg har pyntet lidt op til jul. Sidste år på dette tidspunkt havde jeg et fagligt relevant arbejde, som var aldeles rædselsfuldt. Derfor brugte jeg min sparsomme fritid på at ligge i fosterstilling på sofaen og ignorere december måned. Et forsøg på at købe det obligatoriske lille juletræ resulterede i, at jeg lagde mig småhylende under tæppet resten af dagen. Jeg magtede ganske enkelt ingenting.
I år har jeg haft lidt overskud på julekontoen, plus en forfærdelig masse tid mellem hænderne og har faktisk glædet mig lidt til det skulle blive december.
Jeg er ikke typen, der køber årets modejulepynt og jeg er heller ikke Gertrud Sand, der hænger nisser allevegne. I min optik består julepynten af godt og vel fire ting. Rød, grøn, guld og duft.
For at kompencere for manglende juletræ sidste år var Journalisten og jeg ude og finde os et juletræ i voksenstørrelse. Det er større end mig, intet mindre kunne gøre det. Det står nu med pynt henne i et hjørne og dufter helt fantastisk.
Derudover har jeg fyldt hytten op med røde julestjerner og lavet blomsterdekorationer med små julestjerner, hyacinter, mos, kogler, små svampe og alt det der. Ingen jul uden masser af hyacinter. Jeg ville ønske man kunne få julestjerner hele året. Jeg synes de er så rare at se på.
Lidt nisser er det dog blevet til. Jeg var med Journalisten på et beskyttet værksted for sindslidende, som lavede julepynt til salg. Vi var ret enige om, at hvis vi endelig skulle investere i en nisse ville vi hellere aflevere pengene sådan et sted end i et stort ligegyldigt firma. Og så gjorde det jo ingenting at deres nisser faktisk var ret nuser.
Any who, det er meget godt at have lidt december at gå op i.
Mht. min arbejdssituation er jeg nu blevet degraderet fra arbejdssøgende til virksomhedspraktiksøgende. Jeg skal ganske enkelt få virksomheder til at ansætte mig helt gratis og uforpligtende i fire uger. Ikke at det er særligt nemt, hvis det skal være noget relevant arbejde.
Til gengæld må jeg erkende at mine encounters med systemet har været næsten upåklagelige. Fra verdens sødeste jobcenterdame til min nuværende kontaktperson i privat konsulentfirma, der gør en kæmpe insats for at finde et job til mig. Som hun siger "Du gider jo have et job. Du VIL jo have et job. Så gider jeg også gøre noget ekstra for at hjælpe dig."
Ikke ligesom den fyrede malkemand, der prøvede at overbevise hende om at han umuligt kunne søge et job, hvor han skulle køre traktor. "Sådan én er jo meget svær at køre. Der er vist nok alle mulige stænger man skal trække i."
Efterhånden er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg næsten håber at blive kastet ud i aktivering, bare for at få et eller andet at give mig til. Jeg oplever så ufatteligt lidt, at det er skræmmende.
I nat da jeg ikke kunne sove kunne jeg høre en natugle sidde og tude ikke så langt fra vinduet.
torsdag den 12. november 2009
torsdag den 9. juli 2009
Ligegyldigt frisørsnak
Jeg forsøgte egentlig at få mit hår til at vokse og blive langt. Og det var da også nået ned under skuldrene. Det skulle studses og mit pandehår var en katastrofe, så jeg tænkte at det vist var på tide at gøre noget.
Jeg har oplevet at få én klipning jeg har været glad for. Nogensinde. Det er sjus fem år siden. Dengang blev jeg klippet én eneste gang af den mest kompetente og fantasifulde frisør, jeg nogensinde har oplevet. Da jeg skulle klippes igen et par måneder senere var hun væk. Og der var ikke nogen af de andre kællinger i salonen, der kunne fortælle mig, hvor hun så havde fået job. De havde sjovt nok fået hukommelsestab alle sammen.
Da jeg kom i gymnasiet havde jeg hår ned til røven men fik det klippet af. Det blev klippet op til skulderne med lidt etager i og med pandehår. Og sådan har det faktisk set ud siden (med undtagelse af den fabelagtige ovennævnte frisure).
Det kan godt være det er mig, der forlanger meget, men er det overhovedet ikke muligt at finde én eneste frisør i dette land, der kan klippe andet end en standard skulderpage med etager?
Nå, men min frisør gennem det sidste år havde klippet spidser og lavet pandehår så det så acceptabelt ud. Og syntes det var en fin ide at lade håret vokse lidt.
Nu er hun gået på barsel og så måtte jeg jo til at finde på noget andet. Da jeg ikke rigtig havde nogle vidneberetninger fra frisørkyndige kvindfolk, valgte jeg at prøve Journalistens fortrukne frisørsalon, som formår at klippe en nydelig korthårsfrisure på ham. Man skulle synes det ikke er et problem, men der er en anden frisør her i byen der har fejlet groft i forsøget på at klippe Journalistens hår.
Jeg burde ha' vidst det. Efter et lidt forkølet forsøg på hovedbundsmassage fra frisøreleven kom en ung frisør hen for at klippe mig. Og jeg går automatisk i panik, hvis ikke frisøren selv har lækkert hår. Og hende her havde en utrolig tarvelig frisure. Men man skal jo ikke dømme udfra udseendet, så jeg lavede lidt åndedrætsøvelser og fortalte hende, hvad jeg var ude efter.
Tre kvarter senere kom jeg ud med - nemlig - skulderpage med etager. Jeg efterspurgte lidt spræl til mit pandehår og da jeg havde sat hende til at rette sit arbejde to gange, kunne det gå an og jeg gik bort med anstrengt mine, dækket af små hår på alt mit tøj.
Jeg har lidt svært ved at acceptere at jeg enten kan vælge mellem helt kort hår, hvilket jeg ikke har lyst til igen, og så skulderlang page i etager. Det er til at kaste op over.
Jeg vil derfor gerne efterlyse en god frisør, hvor som helst, da jeg tydeligvis ikke er i stand til selv at støve en op.
Jeg har oplevet at få én klipning jeg har været glad for. Nogensinde. Det er sjus fem år siden. Dengang blev jeg klippet én eneste gang af den mest kompetente og fantasifulde frisør, jeg nogensinde har oplevet. Da jeg skulle klippes igen et par måneder senere var hun væk. Og der var ikke nogen af de andre kællinger i salonen, der kunne fortælle mig, hvor hun så havde fået job. De havde sjovt nok fået hukommelsestab alle sammen.
Da jeg kom i gymnasiet havde jeg hår ned til røven men fik det klippet af. Det blev klippet op til skulderne med lidt etager i og med pandehår. Og sådan har det faktisk set ud siden (med undtagelse af den fabelagtige ovennævnte frisure).
Det kan godt være det er mig, der forlanger meget, men er det overhovedet ikke muligt at finde én eneste frisør i dette land, der kan klippe andet end en standard skulderpage med etager?
Nå, men min frisør gennem det sidste år havde klippet spidser og lavet pandehår så det så acceptabelt ud. Og syntes det var en fin ide at lade håret vokse lidt.
Nu er hun gået på barsel og så måtte jeg jo til at finde på noget andet. Da jeg ikke rigtig havde nogle vidneberetninger fra frisørkyndige kvindfolk, valgte jeg at prøve Journalistens fortrukne frisørsalon, som formår at klippe en nydelig korthårsfrisure på ham. Man skulle synes det ikke er et problem, men der er en anden frisør her i byen der har fejlet groft i forsøget på at klippe Journalistens hår.
Jeg burde ha' vidst det. Efter et lidt forkølet forsøg på hovedbundsmassage fra frisøreleven kom en ung frisør hen for at klippe mig. Og jeg går automatisk i panik, hvis ikke frisøren selv har lækkert hår. Og hende her havde en utrolig tarvelig frisure. Men man skal jo ikke dømme udfra udseendet, så jeg lavede lidt åndedrætsøvelser og fortalte hende, hvad jeg var ude efter.
Tre kvarter senere kom jeg ud med - nemlig - skulderpage med etager. Jeg efterspurgte lidt spræl til mit pandehår og da jeg havde sat hende til at rette sit arbejde to gange, kunne det gå an og jeg gik bort med anstrengt mine, dækket af små hår på alt mit tøj.
Jeg har lidt svært ved at acceptere at jeg enten kan vælge mellem helt kort hår, hvilket jeg ikke har lyst til igen, og så skulderlang page i etager. Det er til at kaste op over.
Jeg vil derfor gerne efterlyse en god frisør, hvor som helst, da jeg tydeligvis ikke er i stand til selv at støve en op.
fredag den 3. juli 2009
Vig bort, Satan!
Nu har jeg udsendt et råb om hjælp. Jeg har erkendt at min arbejdsmæssige situation er så umulig at jeg ikke selv kan finde ud af, hvordan jeg kommer videre. Jeg har derfor skrevet en mail til min fagforenings karriereafdeling for at høre om de kan hjælpe mig. Og til min store glæde har jeg fået respons fra en person jeg kender fra dimmitendkurser osv. og som har skrevet tilbage for at få mit telefonnummer. Der er visse fordele ved at være en af meget få piger i min branche og en af dem er at jeg er temmelig genkendelig. Så nu håber jeg på at han kan hjælpe mig lidt videre eller i det mindste give mig lidt moralsk støtte.
Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?
Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.
Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?
Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.
onsdag den 1. juli 2009
En af de dage..
Det har ganske enkelt været en lortedag.
Den startede egentlig allerede igår, da jeg for 117. gang fik afslag på et job og således igen ikke havde nogen umiddelbar udsigt til at slippe væk fra mit elendige butiksarbejde og ud i den rigtige verden. Frustrationerne over at sidde fast midt i ingenting og ikke få noget brugbart ud af mit liv skyllede ind over mig ved sengetid, hvilket resulterede i at jeg mildest talt var pisse sur da vækkeuret ringede kl 5.15 i morges for 7. dag i træk (nå nej, i weekenden ringede det kl 4.45). Hvor mange mennesker vågner op til lyden af fuglekvidder, vågner jeg op til lyden af de 70 sædvanlige krager, der beboer området længere nede af vejen. Efter at have bandet over det, kunne jeg til min rædsel konstatere at jeg ikke havde flere tshirts og måtte trække i en langærmet trøje, velvidende at tempeturen, når jeg skulle hjem igen, ville være på 50+ i bilen. Pga. af denne forvirrende situation, af den slags situationer jeg ikke magter så tidligt om morgenen, blev jeg sent på den og måtte storme ud af døren.
Jeg troppede op på arbejde iført tordensky og had til alt og alle, bare for at se at ingen havde styr på noget og jeg derfor måtte arbejde ekstra hårdt for at samle op på de andres sløseri.
Den Lille Bagers So af en kæreste havde nok engang ændret i vagtplanen uden at gøre den ramte person opmærksom på det og derfor var der udsigt til at Soen skulle være alene på arbejde hele aftenen, hvilket naturligvis ikke huede hende. Hun kom selvfølgelig og plagede for at jeg skulle blive længere på arbejde for hendes skyld og da jeg blankt afviste, blev hun eddikesur og stemningen blev ret træls. Hun blev specielt giftig, da jeg kækt nævnte at jeg da kunne være alene på arbejde i mandags (Det havde de intet problem med), så hvorfor skulle hun ikke også kunne være alene i aften?
Dernæst skambrændte jeg begge mine arme på en bageplade, der just var kommet ud af ovnen.
I løbet af dagen steg tempeturen til lidt over midten af vores solsystem så jeg kom til at svede som en hest og blev rigtig klistret. Ingen god ting, når der flyver mel omkring én i et væk og jeg var få krummer fra at ligne en kagemand.
Som om det ikke var nok, er jeg græsenke de næste fem dage fordi Journalisten er taget på morskabstur med arbejdet, og der er derfor ingen til at høre på mine beklagelser. *Det er så her I kommer ind i billedet :D *
Der er dog som regel altid lyspunkter trods al elendigheden og aftenens lyspunkt består i at jeg sidder på min terasse med benene oppe og computeren på knæene, mens jeg lytter til de få småfugle der har taget plads i træet på parkeringspladsen. Vejret er stille og stadig så lunt at jeg blot har en stropbluse og et par shorts på.
Og der er masser af røde jordbær på mine planter.
Den startede egentlig allerede igår, da jeg for 117. gang fik afslag på et job og således igen ikke havde nogen umiddelbar udsigt til at slippe væk fra mit elendige butiksarbejde og ud i den rigtige verden. Frustrationerne over at sidde fast midt i ingenting og ikke få noget brugbart ud af mit liv skyllede ind over mig ved sengetid, hvilket resulterede i at jeg mildest talt var pisse sur da vækkeuret ringede kl 5.15 i morges for 7. dag i træk (nå nej, i weekenden ringede det kl 4.45). Hvor mange mennesker vågner op til lyden af fuglekvidder, vågner jeg op til lyden af de 70 sædvanlige krager, der beboer området længere nede af vejen. Efter at have bandet over det, kunne jeg til min rædsel konstatere at jeg ikke havde flere tshirts og måtte trække i en langærmet trøje, velvidende at tempeturen, når jeg skulle hjem igen, ville være på 50+ i bilen. Pga. af denne forvirrende situation, af den slags situationer jeg ikke magter så tidligt om morgenen, blev jeg sent på den og måtte storme ud af døren.
Jeg troppede op på arbejde iført tordensky og had til alt og alle, bare for at se at ingen havde styr på noget og jeg derfor måtte arbejde ekstra hårdt for at samle op på de andres sløseri.
Den Lille Bagers So af en kæreste havde nok engang ændret i vagtplanen uden at gøre den ramte person opmærksom på det og derfor var der udsigt til at Soen skulle være alene på arbejde hele aftenen, hvilket naturligvis ikke huede hende. Hun kom selvfølgelig og plagede for at jeg skulle blive længere på arbejde for hendes skyld og da jeg blankt afviste, blev hun eddikesur og stemningen blev ret træls. Hun blev specielt giftig, da jeg kækt nævnte at jeg da kunne være alene på arbejde i mandags (Det havde de intet problem med), så hvorfor skulle hun ikke også kunne være alene i aften?
Dernæst skambrændte jeg begge mine arme på en bageplade, der just var kommet ud af ovnen.
I løbet af dagen steg tempeturen til lidt over midten af vores solsystem så jeg kom til at svede som en hest og blev rigtig klistret. Ingen god ting, når der flyver mel omkring én i et væk og jeg var få krummer fra at ligne en kagemand.
Som om det ikke var nok, er jeg græsenke de næste fem dage fordi Journalisten er taget på morskabstur med arbejdet, og der er derfor ingen til at høre på mine beklagelser. *Det er så her I kommer ind i billedet :D *
Der er dog som regel altid lyspunkter trods al elendigheden og aftenens lyspunkt består i at jeg sidder på min terasse med benene oppe og computeren på knæene, mens jeg lytter til de få småfugle der har taget plads i træet på parkeringspladsen. Vejret er stille og stadig så lunt at jeg blot har en stropbluse og et par shorts på.
Og der er masser af røde jordbær på mine planter.
lørdag den 13. juni 2009
Jeg beklager
Hermed en offentlig undskyldning til mine fødder.
Da jeg startede på det nye job vidste jeg godt, at jeg skulle stå på min fødder 10 timer om dagen. Det skal nok gå, tænkte jeg og trak i mine slidte kondisko, der har en sål som et stykke pap. Det gik da også nogenlunde den første uge. I forvejen hæver mine fødder altid om aftenen, men med arbejdsbelastningen lagt oveni mindede jeg mest om en massageedderkop med knap så mange ben. Men når jeg havde siddet med fødderne oppe et par timer efter fyraften, kunne jeg da gå rimelig pænt, så det var intet problem *host*.
Da jeg så forleden morgen vågnede op og stadig havde ondt i fødderne fra dagen før, var gode dyr rådne og jeg måtte finde på noget, hvis jeg ikke skulle risikere amputation.
Ned i skokassen og tjekke om ikke jeg stadig havde de sandaler, jeg engang købte i forbindelse med en storbyferie. Ikke særlig kønne sko, men fantastiske hvis man f.x skal gå langt.
Dem havde jeg stadig og jeg mødte glad op på arbejde igår og havde en rar fodfornemmelse da jeg kom hjem igen. Alle mine problemer er løst, tænkte jeg.
Det jeg ikke lige havde tænkt over var, at jeg købte de sko for sjus ni år siden. Dette hævnede sig således i morges, en halv time efter jeg var mødt. Det yderste lag hæl på den ene sko faldt simpelthen af og efterlod et ret stort hul ind til den tynde sål op mod fødderne. Nå, men da jeg havde vænnet mig til den lidt mærkelige fornemmelse af at tabe sin fod gennem et hul i skoen gik det egentlig ok. Og så var det at det samme skete med den anden sko. Fuldstændig slidt ned var de.
Nu skal jeg så vurdere om de trods alt er gangbare eller om jeg skal bide i det sure æble og kaste mønter efter et par sko beregnet til dette midlertidige job.
Da jeg startede på det nye job vidste jeg godt, at jeg skulle stå på min fødder 10 timer om dagen. Det skal nok gå, tænkte jeg og trak i mine slidte kondisko, der har en sål som et stykke pap. Det gik da også nogenlunde den første uge. I forvejen hæver mine fødder altid om aftenen, men med arbejdsbelastningen lagt oveni mindede jeg mest om en massageedderkop med knap så mange ben. Men når jeg havde siddet med fødderne oppe et par timer efter fyraften, kunne jeg da gå rimelig pænt, så det var intet problem *host*.
Da jeg så forleden morgen vågnede op og stadig havde ondt i fødderne fra dagen før, var gode dyr rådne og jeg måtte finde på noget, hvis jeg ikke skulle risikere amputation.
Ned i skokassen og tjekke om ikke jeg stadig havde de sandaler, jeg engang købte i forbindelse med en storbyferie. Ikke særlig kønne sko, men fantastiske hvis man f.x skal gå langt.
Dem havde jeg stadig og jeg mødte glad op på arbejde igår og havde en rar fodfornemmelse da jeg kom hjem igen. Alle mine problemer er løst, tænkte jeg.
Det jeg ikke lige havde tænkt over var, at jeg købte de sko for sjus ni år siden. Dette hævnede sig således i morges, en halv time efter jeg var mødt. Det yderste lag hæl på den ene sko faldt simpelthen af og efterlod et ret stort hul ind til den tynde sål op mod fødderne. Nå, men da jeg havde vænnet mig til den lidt mærkelige fornemmelse af at tabe sin fod gennem et hul i skoen gik det egentlig ok. Og så var det at det samme skete med den anden sko. Fuldstændig slidt ned var de.
Nu skal jeg så vurdere om de trods alt er gangbare eller om jeg skal bide i det sure æble og kaste mønter efter et par sko beregnet til dette midlertidige job.
mandag den 8. juni 2009
Virkeligheden igen
Virkeligheden kommer ofte på besøg for tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om dét.
Jeg har et rigtig godt vennepar, der går langt tilbage. En brasiliansk pige, gift med en dansk mand. Vi var naboer i 5 år, da jeg boede i Århus og de er flyttet med til det sydlige Danmark så vi blot bor 1,5 km fra hinanden.
Jeg var med til fødslen af deres første dreng og nu er hun gravid igen med barn nr. 2, en pige.
Jeg var egentlig inviteret med til fødslen denne gang også, men hendes mor kommer herover fra Brasilien og skal være med i stedet for, hvilket jeg synes er glimrende. Det er meget sjældent hun ser sin familie.
Eller dvs. sådan bliver det ikke alligevel.
Igår ringede hun mig op for at fortælle mig, at hendes vand er gået og de forventer hun føder inden for ganske få dage.
Efter planen skal hun først føde om 12 uger.
Jeg har et rigtig godt vennepar, der går langt tilbage. En brasiliansk pige, gift med en dansk mand. Vi var naboer i 5 år, da jeg boede i Århus og de er flyttet med til det sydlige Danmark så vi blot bor 1,5 km fra hinanden.
Jeg var med til fødslen af deres første dreng og nu er hun gravid igen med barn nr. 2, en pige.
Jeg var egentlig inviteret med til fødslen denne gang også, men hendes mor kommer herover fra Brasilien og skal være med i stedet for, hvilket jeg synes er glimrende. Det er meget sjældent hun ser sin familie.
Eller dvs. sådan bliver det ikke alligevel.
Igår ringede hun mig op for at fortælle mig, at hendes vand er gået og de forventer hun føder inden for ganske få dage.
Efter planen skal hun først føde om 12 uger.
søndag den 7. juni 2009
Life sucks
Lykken vil ingen ende tage omkring mig.
Min lillebror bliver student om et par uger.
Min svigerinde er efter tre forsøg endelig kommet ind på hendes drømmestudie (Journalist i Århus.. som om én i familien ikke var nok ;) ). Og Journalisten vader i jobtilbud selvom han først er færdiguddannet til februar. Virksomhederne har intet imod at vente på ham og står i kø for at tilbyde ham den fede tjans.
Det er jo så skønt for dem og det er dejligt at se dem trives og beskæftige sig med noget de virkelig gerne vil og som de elsker at lave.
Men..
Det er alligevel forbandet svært.
Jeg sidder selv med en uddannelse, jeg langt hen af vejen ikke bryder mig om og som derfor giver begrænsede muligheder for at få et fagligt relevant job, som jeg har lyst til at bestride.
Hvorfor, hører jeg folk sige.
Fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre.
Jeg har ikke noget jeg brænder for. Det er dybt frustrerende nogen gange at se omkring sig og opleve, hvordan folk elsker deres job eller uddannelse. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er noget i mig, der trækker en særlig vej.
Da jeg gik i folkeskolen ville jeg gerne være dyrlæge, men da jeg kom i gymnasiet var jeg ganske vist rigelig begavet, men jeg var også ung og umoden og gik derfor i panik, da jeg fandt ud af at man skulle have visse egenskaber inden for kemi for at blive dyrlæge. På det tidspunkt var jeg lidt bange for kemi og fik først en åbenbaring på kemiområdet flere år senere. Så det lagde jeg på hylden.
Istedet ville jeg gerne være zoolog og arbejde i en zoologisk have, så direkte efter gymnasiet gav jeg mig til at læse biologi. Efter et par år var jeg ved at kaste op over det og kom pludselig til at indse at der ikke rigtig var jobs at få bagefter. Så jeg droppede ud og var i vildrede. For hvad skulle jeg nu finde på?
Desværre dukkede der ingenting op inde i min hjerne.
Jeg arbejdede i detailhandlen i lidt over et år og fik ledererfaring og var faktisk rimelig god til det og trivedes rimelig godt. Men det var ikke noget jeg følte, jeg ville lave til evig tid og så måtte jeg jo videre. Desuden blev der også presset pænt på hjemmefra. Man kan jo ikke sådan gå og spilde sin tid på den måde *dette var før jeg tog mig sammen til at skide min mor et langt stykke*. Kragen forsøgte endda at få mig til at melde mig på seminariet, hun er selv skolelærer, og blev efterfølgende voldsomt mopset, da jeg erklærede mig uegnet til lærergerningen.
Så jeg fandt mig en håndværksmæssig uddannelse, som virkede ganske spændende, men som så mange andre blev jeg bremset af manglen på lærepladser. Undervejs i forløbet, mens jeg igen var på herrens mark over, hvad jeg så skulle gøre ved mig selv, blev jeg gjort opmærksom på den uddannelse, som jeg så efterfølgende gennemførte.
Jeg gik ind i det med entusiasme og var ægte begejstret for det. Men havde voldsomme problemer til de første eksaminer. Jeg lader mig dog ikke slå ud af startproblemer, men jo længere hen i forløbet jeg kom, jo mindre tilpas var jeg. Jeg lå altid nederst på resultatlisten og når jeg en sjælden gang glimrede igennem, fik jeg undrende kommentarer fra medstuderende og lærere, som ikke fattede, hvordan jeg havde båret mig ad med at få en god karakter.
På et tidspunkt var jeg kommet så langt hen i uddannelsen, at jeg sad og tænkte, at jeg sgu lige så godt kunne gennemføre på trods af at det hang mig langt ud af halsen. Så det gjorde jeg, men jeg føler ingen glæde over det.
Jeg har så store problemer med at finde et arbejde jeg gerne vil lave, og hver gang jeg har været tæt på, er jeg blevet vraget fordi jeg ingen erfaring har.
Hvor andre med en ny uddannelse forventningsfulde vimser ud på jobmarkedet med stor iver og kaster sig over jobs med enorm entusiasme, sidder jeg og bliver en lille smule angst og stresset, hver gang jeg skriver en jobansøgning. Fordi jeg ikke har nok faglig selvtillid til at tro på at jeg vil kunne udføre det pågældende job tilfredsstillende. Og fordi jeg i bund og grund ikke rigtig har lyst. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave.
Jeg sidder i et dødvande, hvor jeg ikke befinder mig godt i den nuværende situation, men omvendt ikke har et alternativ jeg kan læne mig over i.
Jeg forsøger ihærdigt på ikke at lade mig gå på af det og at få det bedste ud af den situation jeg er i. At tage en dag af gangen og sige til mig selv at det nok skal gå.
Men engang i mellem glipper det. Engang i mellem kan jeg godt blive utrolig vred, gal, sur, ked af det, hidsig, grædefærdig, bundfrustreret. Det er snart et år siden jeg blev færdiguddannet og jeg har haft knap 4 måneders fagligt arbejde. Et arbejde jeg kedede mig selv ihjel på og hvor kollegerne var så ulidelige at jeg tilsidst var på vej ind i en depression og valgte at sige op. De resterende 8 måneder har jeg været arbejdsløs over to omgange.
Og nu, hvor folk omkring mig langsomt springer ud som nyuddannede og nogle som studenter og hvor folk søger ind på deres drømmestudier, bliver det sværere og sværere at være positiv og at beholde troen på at jeg nok skal få en hverdag jeg er glad for.
På en dårlig dag kan jeg godt blive lidt bitter.
Min lillebror bliver student om et par uger.
Min svigerinde er efter tre forsøg endelig kommet ind på hendes drømmestudie (Journalist i Århus.. som om én i familien ikke var nok ;) ). Og Journalisten vader i jobtilbud selvom han først er færdiguddannet til februar. Virksomhederne har intet imod at vente på ham og står i kø for at tilbyde ham den fede tjans.
Det er jo så skønt for dem og det er dejligt at se dem trives og beskæftige sig med noget de virkelig gerne vil og som de elsker at lave.
Men..
Det er alligevel forbandet svært.
Jeg sidder selv med en uddannelse, jeg langt hen af vejen ikke bryder mig om og som derfor giver begrænsede muligheder for at få et fagligt relevant job, som jeg har lyst til at bestride.
Hvorfor, hører jeg folk sige.
Fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre.
Jeg har ikke noget jeg brænder for. Det er dybt frustrerende nogen gange at se omkring sig og opleve, hvordan folk elsker deres job eller uddannelse. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke er noget i mig, der trækker en særlig vej.
Da jeg gik i folkeskolen ville jeg gerne være dyrlæge, men da jeg kom i gymnasiet var jeg ganske vist rigelig begavet, men jeg var også ung og umoden og gik derfor i panik, da jeg fandt ud af at man skulle have visse egenskaber inden for kemi for at blive dyrlæge. På det tidspunkt var jeg lidt bange for kemi og fik først en åbenbaring på kemiområdet flere år senere. Så det lagde jeg på hylden.
Istedet ville jeg gerne være zoolog og arbejde i en zoologisk have, så direkte efter gymnasiet gav jeg mig til at læse biologi. Efter et par år var jeg ved at kaste op over det og kom pludselig til at indse at der ikke rigtig var jobs at få bagefter. Så jeg droppede ud og var i vildrede. For hvad skulle jeg nu finde på?
Desværre dukkede der ingenting op inde i min hjerne.
Jeg arbejdede i detailhandlen i lidt over et år og fik ledererfaring og var faktisk rimelig god til det og trivedes rimelig godt. Men det var ikke noget jeg følte, jeg ville lave til evig tid og så måtte jeg jo videre. Desuden blev der også presset pænt på hjemmefra. Man kan jo ikke sådan gå og spilde sin tid på den måde *dette var før jeg tog mig sammen til at skide min mor et langt stykke*. Kragen forsøgte endda at få mig til at melde mig på seminariet, hun er selv skolelærer, og blev efterfølgende voldsomt mopset, da jeg erklærede mig uegnet til lærergerningen.
Så jeg fandt mig en håndværksmæssig uddannelse, som virkede ganske spændende, men som så mange andre blev jeg bremset af manglen på lærepladser. Undervejs i forløbet, mens jeg igen var på herrens mark over, hvad jeg så skulle gøre ved mig selv, blev jeg gjort opmærksom på den uddannelse, som jeg så efterfølgende gennemførte.
Jeg gik ind i det med entusiasme og var ægte begejstret for det. Men havde voldsomme problemer til de første eksaminer. Jeg lader mig dog ikke slå ud af startproblemer, men jo længere hen i forløbet jeg kom, jo mindre tilpas var jeg. Jeg lå altid nederst på resultatlisten og når jeg en sjælden gang glimrede igennem, fik jeg undrende kommentarer fra medstuderende og lærere, som ikke fattede, hvordan jeg havde båret mig ad med at få en god karakter.
På et tidspunkt var jeg kommet så langt hen i uddannelsen, at jeg sad og tænkte, at jeg sgu lige så godt kunne gennemføre på trods af at det hang mig langt ud af halsen. Så det gjorde jeg, men jeg føler ingen glæde over det.
Jeg har så store problemer med at finde et arbejde jeg gerne vil lave, og hver gang jeg har været tæt på, er jeg blevet vraget fordi jeg ingen erfaring har.
Hvor andre med en ny uddannelse forventningsfulde vimser ud på jobmarkedet med stor iver og kaster sig over jobs med enorm entusiasme, sidder jeg og bliver en lille smule angst og stresset, hver gang jeg skriver en jobansøgning. Fordi jeg ikke har nok faglig selvtillid til at tro på at jeg vil kunne udføre det pågældende job tilfredsstillende. Og fordi jeg i bund og grund ikke rigtig har lyst. Men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal lave.
Jeg sidder i et dødvande, hvor jeg ikke befinder mig godt i den nuværende situation, men omvendt ikke har et alternativ jeg kan læne mig over i.
Jeg forsøger ihærdigt på ikke at lade mig gå på af det og at få det bedste ud af den situation jeg er i. At tage en dag af gangen og sige til mig selv at det nok skal gå.
Men engang i mellem glipper det. Engang i mellem kan jeg godt blive utrolig vred, gal, sur, ked af det, hidsig, grædefærdig, bundfrustreret. Det er snart et år siden jeg blev færdiguddannet og jeg har haft knap 4 måneders fagligt arbejde. Et arbejde jeg kedede mig selv ihjel på og hvor kollegerne var så ulidelige at jeg tilsidst var på vej ind i en depression og valgte at sige op. De resterende 8 måneder har jeg været arbejdsløs over to omgange.
Og nu, hvor folk omkring mig langsomt springer ud som nyuddannede og nogle som studenter og hvor folk søger ind på deres drømmestudier, bliver det sværere og sværere at være positiv og at beholde troen på at jeg nok skal få en hverdag jeg er glad for.
På en dårlig dag kan jeg godt blive lidt bitter.
onsdag den 20. maj 2009
Mooor er den bedste i veeeerden
Jeg læste for nylig et indlæg hos Belle Blues der handlede om hendes temmelig anstengte forhold til hendes mor og straks følte jeg mig truffet.
På facebook har der på det seneste været en del kvindelige medlemmer af min venneliste, der har meldt sig ind i gruppen "Jeg elsker min mor og jeg er stolt af det".
Jeg tænkte at jeg i den forbindelse ville kigge lidt på, hvorfor jeg under ingen omstændigheder vil melde mig ind i den gruppe*.
I beskrivelsesfeltet har de skrevet en række udsagn, der lyder således:
Den her Facebook group er til dig der elsker din mor.
Du elsker hende for de mange gange hun har:
-Lavet din livret.
Min mor har ingen anelse om, hvad min livret er. Og hun spørger stadig om jeg skal have sild til frokosterne, selvom jeg er hardcore ikke-fiskespiser og har været det det meste af mit liv.
-Lagt dig i seng, med alt for høj promille.
No way. Min mor betragter druk som værende noget åndssvagt som kun dumme mennesker gør. Hun har forsøgt at spærre mig og mine søskende inde, så længe hun kunne, da vi var teenagere fordi fester absolut ikke var noget vi burde blandes ind i. Hvis man havde en ordentlig brandert på var der derfor no mercy og foragten lyste ud af øjenene. Det gør den i øvrigt stadig selvom vi alle er voksne nu.
-Givet dig masser af kærlighed når du havde mest brug for det.
Hvad har man kærester til?
-Holdt dit hår når du sku brække dig.
Hvis man skulle kaste op var hun den der forsvandt. Det måtte jeg selv klare. Hvis jeg havde brækket mig ud over det hele måtte min far pænt tørre op.
-Vasket dit tøj.
"Hvis du vil have vasket tøj må du selv gøre det. Det er ikke en servicebutik, det her."
-Kløet din ryg.
A'hva?
-Sagt at det hele nok skal ordne sig i de mest mørke tider.
Pfff... Da jeg omkring nytår var på vej ind i en depression, men trods alt havde viljen til at komme igennem og bare skulle bruge støtte, fik jeg besked på at tingene ikke var så slemme som jeg påstod og at jeg skulle tage mig sammen. Derefter udstedte hun en mængde krav til, hvordan jeg skulle leve mit liv og så mente hun i øvrigt at jeg skulle tage til lægen omgående og få en hurtig medicinering. Så var det jeg blev lidt hidsig og råbte op om at hun måtte være vanvittig og at hun skulle holde op med at umyndiggøre mig på den måde. Det slog hende dog ikke ud og hun udmeldte at denne reaktion jo naturligvis var et tydeligt bevis på, at hun havde ret og at jeg blot skulle indlægge på psyk asap og jeg fortrød bittert at jeg havde inddraget hende i mine problemer. Det blev de sådan set kun værre af.**
På facebook har der på det seneste været en del kvindelige medlemmer af min venneliste, der har meldt sig ind i gruppen "Jeg elsker min mor og jeg er stolt af det".
Jeg tænkte at jeg i den forbindelse ville kigge lidt på, hvorfor jeg under ingen omstændigheder vil melde mig ind i den gruppe*.
I beskrivelsesfeltet har de skrevet en række udsagn, der lyder således:
Den her Facebook group er til dig der elsker din mor.
Du elsker hende for de mange gange hun har:
-Lavet din livret.
Min mor har ingen anelse om, hvad min livret er. Og hun spørger stadig om jeg skal have sild til frokosterne, selvom jeg er hardcore ikke-fiskespiser og har været det det meste af mit liv.
-Lagt dig i seng, med alt for høj promille.
No way. Min mor betragter druk som værende noget åndssvagt som kun dumme mennesker gør. Hun har forsøgt at spærre mig og mine søskende inde, så længe hun kunne, da vi var teenagere fordi fester absolut ikke var noget vi burde blandes ind i. Hvis man havde en ordentlig brandert på var der derfor no mercy og foragten lyste ud af øjenene. Det gør den i øvrigt stadig selvom vi alle er voksne nu.
-Givet dig masser af kærlighed når du havde mest brug for det.
Hvad har man kærester til?
-Holdt dit hår når du sku brække dig.
Hvis man skulle kaste op var hun den der forsvandt. Det måtte jeg selv klare. Hvis jeg havde brækket mig ud over det hele måtte min far pænt tørre op.
-Vasket dit tøj.
"Hvis du vil have vasket tøj må du selv gøre det. Det er ikke en servicebutik, det her."
-Kløet din ryg.
A'hva?
-Sagt at det hele nok skal ordne sig i de mest mørke tider.
Pfff... Da jeg omkring nytår var på vej ind i en depression, men trods alt havde viljen til at komme igennem og bare skulle bruge støtte, fik jeg besked på at tingene ikke var så slemme som jeg påstod og at jeg skulle tage mig sammen. Derefter udstedte hun en mængde krav til, hvordan jeg skulle leve mit liv og så mente hun i øvrigt at jeg skulle tage til lægen omgående og få en hurtig medicinering. Så var det jeg blev lidt hidsig og råbte op om at hun måtte være vanvittig og at hun skulle holde op med at umyndiggøre mig på den måde. Det slog hende dog ikke ud og hun udmeldte at denne reaktion jo naturligvis var et tydeligt bevis på, at hun havde ret og at jeg blot skulle indlægge på psyk asap og jeg fortrød bittert at jeg havde inddraget hende i mine problemer. Det blev de sådan set kun værre af.**
Og da jeg i sin tid var indlagt på neurologisk afdeling med et lamt ansigt og dobbeltsyn og ingen vidste hvad jeg fejlede, sørgede hun for at klage sin nød til sine venner og bekendte - og smørede tykt på historien. Min mor tilpasser nemlig enhver situation til hendes behov. Hvis ikke historien er god nok i hendes øjne, så pynter hun bare på den. Dette giver en masse pinlige situationer, når jeg efterfølgende må forklare folk at hun er fuld af løgn. Og naturligvis bliver hun hver gang ufattelig sur på mig når jeg gør hende opmærksom på at det er forkerte ting hun siger til folk.
Det der gjorde at Belle Blues indlæg ramte en nerve hos mig var beskyldningen om spiseforstyrrelse. Den har jeg naturligvis også fået. Mit sidste halve år på gymnasiet var et mareridt fordi min far havde valgt at duske en fremmed dame og af en eller anden grund havde min mor så bestemt at det var mit job at løse deres problemer. Dette bevirkede at jeg havde konstant kvalme i et halvt år og måtte have piller af lægen for at styre det. Jeg måtte pakke mit grej og skride for at kunne få fred til at læse til min studentereksamen. Nogle uger senere tog hele den pukkelryggede på udenlandstur for at fejre min studenterhat og her var det så at hun valgte at beskylde mig for at have en spiseforstyrrelse fordi jeg for det første var åleslank og for det andet gik på toilettet under maden *Jeg skulle tisse for helvede!*. Nu til dags har hun dog mere travlt med at fortælle mig, hvor fed jeg er, på trods af at jeg har normal vægt og ser helt normal ud.
Så nej, den gruppe er vist ikke rigtig noget for mig.
*Hvis man lige ser bort fra at jeg aldrig melder mig ind i grupper, der ikke har noget med skole eller arbejde at gøre.
**Det er nu blevet en stående joke mellem Journalisten og mig. Hvis en af os opfører sig tåbeligt i en eller anden situation bliver vedkommende omgående idømt en hurtig medicinering.fredag den 8. maj 2009
Jubilæum
I dag er det 3 måneder siden jeg skrev mit første blogindlæg.
Det er jo ikke umiddelbart imponerende i forhold til andre bloggere, men for mig er det faktisk en milepæl af de lidt større. Jeg er nemlig utroligt dårlig til at holde mig selv fast i projekter og hvis jeg endelig kommer godt igang, sker der tit noget der på en ene eller anden måde får mig revet ud af koncentrationen. Jeg bliver hurtigt rastløs, glemsom, ligeglad og fuld af dårlige undskyldinger.
Så som sagt, en sejr af de lidt større. Og hvad har jeg så bedrevet af fornuftige ting de sidste tre måneder, ud over at blogge selvfølgelig?
Ikke rigtig noget...
Jeg er stadig arbejdsløs (et endnu uskrevet blogindlæg jeg har henvist til et utal af gange) og det er ikke lykkedes mig at bruge min lediggang til en hel masse af den slags ting man drømmer om, når man har helt vildt travlt på arbejde. Jeg er en af de typer der kun får noget gjort, hvis jeg er oppe i gear i forvejen. Altså en fiasko på det punkt.
Det er ikke så heldigt for mit taljemål eller størrelsen på mine muskler, men det skal jeg nok få noget gjort ved. Da sommertøjssæsonen nærmer sig hurtigt begynder det egentlig også at haste lidt.
Men hvad hulen gør man når man ikke kan svinge sig op til noget som helst?
Op til flere personer har foreslået at jeg skriver lister og laver planer. "Og så skal du bare følge dem". Ja. Klart. Det er en forrygende ide, hvis ikke det var fordi jeg er ekspert i at ignorere den slags lister. Bagefter har jeg det lidt skidt, men det går hurtigt over igen.
Jeg er også blevet foreslået at melde mig til en masse holdsport for "så er du jo nødt til at tage derned". Nej. Jeg kan sagtens nå at melde mig fra og ellers betaler jeg bare bøden.
Så med andre ord, et håbløst tilfælde af ultimativ dovenskab. Og jeg hader det.
Jeg bliver bims, hvis jeg ikke snart får et eller andet at lave.
Det er jo ikke umiddelbart imponerende i forhold til andre bloggere, men for mig er det faktisk en milepæl af de lidt større. Jeg er nemlig utroligt dårlig til at holde mig selv fast i projekter og hvis jeg endelig kommer godt igang, sker der tit noget der på en ene eller anden måde får mig revet ud af koncentrationen. Jeg bliver hurtigt rastløs, glemsom, ligeglad og fuld af dårlige undskyldinger.
Så som sagt, en sejr af de lidt større. Og hvad har jeg så bedrevet af fornuftige ting de sidste tre måneder, ud over at blogge selvfølgelig?
Ikke rigtig noget...
Jeg er stadig arbejdsløs (et endnu uskrevet blogindlæg jeg har henvist til et utal af gange) og det er ikke lykkedes mig at bruge min lediggang til en hel masse af den slags ting man drømmer om, når man har helt vildt travlt på arbejde. Jeg er en af de typer der kun får noget gjort, hvis jeg er oppe i gear i forvejen. Altså en fiasko på det punkt.
Det er ikke så heldigt for mit taljemål eller størrelsen på mine muskler, men det skal jeg nok få noget gjort ved. Da sommertøjssæsonen nærmer sig hurtigt begynder det egentlig også at haste lidt.
Men hvad hulen gør man når man ikke kan svinge sig op til noget som helst?
Op til flere personer har foreslået at jeg skriver lister og laver planer. "Og så skal du bare følge dem". Ja. Klart. Det er en forrygende ide, hvis ikke det var fordi jeg er ekspert i at ignorere den slags lister. Bagefter har jeg det lidt skidt, men det går hurtigt over igen.
Jeg er også blevet foreslået at melde mig til en masse holdsport for "så er du jo nødt til at tage derned". Nej. Jeg kan sagtens nå at melde mig fra og ellers betaler jeg bare bøden.
Så med andre ord, et håbløst tilfælde af ultimativ dovenskab. Og jeg hader det.
Jeg bliver bims, hvis jeg ikke snart får et eller andet at lave.
Abonner på:
Opslag (Atom)