Det var jo det jeg ville - ikke?

Min hjerne er nu officielt blevet til en skål havregrød.
Jeg kan intet huske, hvilket jeg plejer at fikse med huskesedler, men selv huskesedlerne glemmer jeg nu at skrive. Jeg har ikke styr på en skid, heriblandt kalenderen, og jeg går stadig rundt og bilder mig selv ind at vi er i uge 1, hvilket ikke er så praktisk rent jobsøgningsmæssigt. Firmaerne udsætter desværre ikke deres ansøgningsfrister bare fordi min hjerne er blevet lam.
Tidligere i dag skulle jeg udføre en ellers simpel opgave. Koge to æg. Så jeg fandt gryde og æg frem, hældte vand på, stillede gryden på komfuret og tændte. So far, so good.
Efter en sjus ti minutters tid kom jeg tilbage for at se hvordan det gik, blot for at konstatere at jeg havde tændt for den forkerte plade. Da det endelig lykkedes mig at få æggene i kog, satte jeg uret til at ringe og gik ned med skraldet. Og da jeg alligevel var nede kunne jeg ligeså godt hælde sprinklervæske på bilen. Det tog lidt tid at få åbnet motorhjelmen - den bandt helt vildt. Eller det vil sige, det gjorde den ikke længere da det gik op for mig, at jeg havde trukket i det gale håndtag og havde åbnet bagagerummet i stedet *d'oh*.
Nå, men efter omtrent 25 mins var jeg færdig med at fjolle rundt med bilen og listede op i lejligheden igen. Mine æg så på dette tidspunkt, ikke overraskende, ret spøjse ud og jeg kørte herefter ned og købte en varm leverpostej til min frokost i stedet.

Jeg kan tydeligvis heller ikke fortælle jokes længere. Således fik jeg enorm skideballe af min søster, der i ramme alvor troede på os, da mig og Journalisten med smørede grin fortalte, at grunden til at vi kom halvanden time for sent til familiejulefrokosten var, at vi havde været på McDonalds *sure mokke*. Herefter fik jeg så en mindre hjerneblødning og råbte lidt af hende, mens jeg forklarede at vores forsinkelse blot handlede om, at jeg ikke magtede at være sammen med min skrækkelige familie og ikke havde et stort behov for at blive psykoanalyseret, hvilket er et fast ritual hver gang jeg ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Det tog hun faktisk okay og hun har nu indført begrebet "En Off Day". Så hvis jeg har det skidt, skal jeg bare erklære at jeg har en off day and no questions asked. Det skal jeg dog se før jeg tror på det. I familiens øjne er jeg på ingen måde i stand til at tage vare på min egen situation.

Det er derfor ganske belejligt, at jeg nu har fået lidt at lave. Omend det er en meget begrænset periode - en måned, that is - er det bedre end ingenting. Jeg har skaffet mig en virksomhedspraktikplads, hvor jeg kan komme til at lave det, jeg er uddannet til. Endelig. Fra 1. februar. Det kan være det kan kickstarte min hjerne bare en lille smule.

Nu skal jeg så lige holde op med at sidde i fosterstilling henne i hjørnet, mens jeg messer jegkanikkejegkanikkejegkanikke.

En dårlig undskyldning

Hvorfor er det at alting altid skal udsættes?
"Arhmen, det kan jeg sagtens lige nå i morgen" og "aj, det gider jeg ikke lige nu. Jeg er også mere frisk i morgen". Og når dagen efter kommer er der tusind andre ting man hellere vil og ellers kan man hurtigt opfinde ting, der naturligvis er væsentlig vigtigere end de ting man udsatte dagen før.
Derfor sidder jeg nu på en torsdag aften med en milliard ting jeg gerne vil have lavet inden jeg skal hente Journalisten i morgen eftermiddag og vi skal tilbringe hele weekenden i Århus.
Og i stedet for bare at gå i gang med et eller andet sidder jeg og kæmper en kamp inde i mit hoved for at finde ud af, hvad der ville være det smarteste at lave nu og hvad der ville være smartest at lave i morgen. Hvilket egentlig bare dækker over at jeg ikke gider lave noget af det. Ind kommer alle overspringshandlingerne, som på ingen måde hjælper.
Eksempelvis har jeg lige udskudt (og forlænget) mine problemer med 10 mins ved at skrive dette indlæg.

Det bliver vist en lang aften.

Latrinærnyt

Jeg klamrer mig til de sidste rester af min ferie. Jeg er allerede begyndt at få lidt ondt i maven over at skulle tilbage på job i overmorgen og har temmelig svært ved at nyde den sidste ferietid. Derfor kan dette indlæg i allerbogstaveligste forstand godt virke en smule mavesurt.

Jeg har på min nyligt overståede campingferie atter fået øjnene op for noget, jeg vil vove en pels og kalde en meget overset folkesygdom:

Dårlig mave.

Når man sådan skal dele ferietoilet med mange andre mennesker (der dukkede faktisk en del campister op i weekenden) får man jo et uvurderligt indblik i deres tarmfunktion. Og der er i hvert fald ingen tvivl om at det ikke er fibre disse tarmsystemer arbejder mest med.
I slutningen af ferien gik Journalisten i protest op i familierummene for at være i fred, fordi han var "pissetræt af at høre på alle de skidemorfædre", hvorefter han i lidt for malende vendinger fortalte om hans oplevelser på herretoilettet tilsat en del uønskede lydeffekter.

Da jeg boede i Åbyhøj delte jeg lejlighed med en veninde fra gymnasiet. Hun er temmelig overvægtig og på trods af den for tiden herskende holdning om at overvægtige sandelig ikke selv kan gøre for det, er jeg ikke i tvivl om at hun selv er voldsomt skyld i at hun måtte gå sidelæns ind af døren til mit værelse fordi den var syv cm smallere end de andre døre. Når man hårdnakket påstår at man ikke kan lave mad uden madlavningsfløde kan det næppe chokere. Grundet hendes madvaner led hun naturligvis af kronisk dårlig mave og da mit værelse var ubehageligt tæt på toilettet fik jeg det bevist med al uønskelig tydelighed.
Jeg lærte at holde øje med hende når hun gik forbi min dør. Hvis hun havde en bog i hånden skulle jeg sørge for at lukke min dør inden hun kom ud igen, for ellers kom hørmen snigende ind på mit værelse.

På mit forrige job arbejdede jeg sammen med 12 mænd og vi havde et lille bitte hummer af et lokum til deling. Jeg lærte hurtigt på hvilke tidspunkter af arbejdsdagen jeg absolut ikke skulle blive trængende. For disse mænd led også af temmelig irriteret tarm og efter at have trådt direkte ind i gasudslip med bremsespor i hele kummen et par gange, påbød min næse og min kvalmetærskel mig at regne ud, hvornår jeg kunne undgå dette scenarie. Der var et lille vindue, men det kunne slet ikke trække så meget frisk luft ind som var nødvendigt. Og da vinteren nærmede sig og lufttemperaturen på toilettet mildest talt var ved at være frisk, var der ingen der lukkede vinduet. For de andre vidste også godt at det ville betyde døden for den der tændte en tændstik på det forkerte tidspunkt.

Oppe i bageriet skal jeg også dele lokum med alle de andre. Og det er det samme som alle de andre steder. Samtlige bagere har åbenbart dårlig mave. Her har de forsøgt at skjule det med en lufftfrisker, som de bruger flittigt. Jo flere tryk på sådan en må jo naturligvis skjule hørmen bedre...

Jeg magter ikke flere fællestoiletter!

Jeg synes virkelig at det burde være en pligt at notere toiletforholdene i et jobopslag, så jeg kan vurdere om det er et sted jeg har lyst til at arbejde.
Tilmeldingen af nye medlemmer til "Næsernes Befrielsesfront" er i øvrigt åben.