I aften er det nytår og jeg er allerede ved at skide i bukserne over, hvad der venter på mig på den anden side af tømmermændene.
Dengang 2007 blev til 2008 stod jeg og tænkte, at jeg håbede 2008 blev væsentligt bedre end 2007. 2007 var et lorteår, der var domineret af hæftig sygdom, samt et slemt brud med Journalisten. Jeg blev selvfølgelig rask igen og Journalisten og jeg kom sammen igen, men overordnet scorede året ikke særligt højt.
Men 2008 blev ikke væsentligt bedre. Jeg fik ganske vist min ingeniøruddannelse, men den var ikke prangende og jeg var så skoletræt, at jeg dårligt kunne slæbe mig igennem mit afgangsprojekt. Efter dimissionen var jeg fyldt af ny energi og klar til at indtage arbejdsmarkedet. To måneder senere havde jeg fået mit første job, som viste sig at være ganske forfærdeligt og næsten puttede mig ned i depressionskassen.
Jeg gik derfor ud af 2008 som en zombie og vurderede at 2009 umuligt kunne blive værre.
Og dog.
Nu er 2009 jo forsvundet og jeg har kun opnået én ting i år. Arbejdsløshed. Jeg har været arbejdsløs i ni ud af årets 12 måneder og de resterende tre måneder fik jeg til at gå hos Bageren, hvilket sådan set heller ikke var nogen succes. Frustrationerne driver ned af væggene her i huset og jeg kan ikke få øje på noget lys i nogen tunnel.
Det der med at ønske at næste år bliver bedre, virker jo tydeligvis ikke. Jeg har derfor overvejet at bruge omvendt psykologi i år:
I dare you, 2010! Bliv værre end 2009! Kom an, hvis du tør!
Viser opslag med etiketten Bager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bager. Vis alle opslag
torsdag den 31. december 2009
fredag den 23. oktober 2009
Hvad folk ikke gør for penge
Igår fortalte jeg at bageren har forsøgt at få mig til at begå bedrageri overfor kommunen.
Jeg var syg i hele min opsigelsesperiode og bageren kan få noget af min løn refunderet fra kommunen via sygedagpenge.
Igår formiddags fik jeg så et stykke papir fra kommunen, hvor der stod at bageren havde indberettet min sygdom og jeg skulle derfor tjekke om oplysingerne var korrekte. Det hele passede med undtagelse af datoerne. Der stod at jeg var sygemeldt fra 20/9 - 19/10. Eftersom at jeg fratrådte d. 30/9 ringede jeg til kommunen og sagde at jeg altså ikke var ansat i oktober måned og der derfor måtte være sket en fejl. Damen sagde at han havde fået afslag en gang fordi han havde indberettet for sent, men nu ville hun lige lægge et notat om at jeg ikke var ansat der længere.
Da jeg tændte for min PC lå der en mail til mig fra bageren, hvor der stod at han havde haft lidt problemer med mine sygedagpenge, men jeg ville modtage nogle papirer fra kommunen, hvor han havde oprettet nogle fiktive datoer, som jeg bare skulle ignorere. For jeg har jo fået min løn.
Jeg kunne jo heldigvis ikke gøre meget andet end at skrive til ham at det desværre var for sent og at jeg havde ringet til kommunen inden jeg så hans mail.
Så slap jeg også for at fortælle ham at han da må være sindssyg, hvis han tror jeg vil begå strafbart bedrageri for hans skyld. Også selvom jeg har fået min løn *hvad sker der for den dårlige undskyldning?*.
Dermed troede jeg egentlig at den ged var marineret.
Men nej. Idag lå der så en ny mail fra ham, hvor der stod at det gjorde ikke noget. Han ville bare lave en ny indberetning til kommunen med nogle nye datoer og så skulle jeg ignorere de papirer der så ville komme.
Fascineret over, hvad han gider gøre for at få refunderet sølle 15000,-, ringede jeg til kommunen og fortalte dem at han forsøger at fuppe dem. Samtidig bad jeg dem om at være en smule diskrete fordi jeg synes han er en ubehagelig mand, jeg helst ikke vil have ballade med.
Ikke overraskende var den dame jeg snakkede med i dag ikke særlig skarp. Hun bad mig skrive et dokument, hvor jeg beskriver hvad jeg har oplevet og evt. sender mail'sne med, hvis jeg har lyst, så de har noget at stå imod overfor, hvis han kontakter dem for at spørge, hvorfor han ikke får nogen penge. Jeg forsøgte at forklare hende at de da bare kan sige til ham at jeg er meldt ledig og derfor tydeligvis ikke kan være syg hos ham. Men den fidus kunne hun åbenbart ikke rigtig gennemskue. Så nu må jeg se om jeg kan få skriblet et dokument, hvor jeg helst ikke bliver blandet for meget ind i tingene.
Jeg har desuden skrevet til ham at han lige skal være opmærksom på, at kommunen er helt klar over at jeg ikke arbejder hos ham længere. Så kan man jo håbe på at han opgiver sit foretagne.
Jeg var syg i hele min opsigelsesperiode og bageren kan få noget af min løn refunderet fra kommunen via sygedagpenge.
Igår formiddags fik jeg så et stykke papir fra kommunen, hvor der stod at bageren havde indberettet min sygdom og jeg skulle derfor tjekke om oplysingerne var korrekte. Det hele passede med undtagelse af datoerne. Der stod at jeg var sygemeldt fra 20/9 - 19/10. Eftersom at jeg fratrådte d. 30/9 ringede jeg til kommunen og sagde at jeg altså ikke var ansat i oktober måned og der derfor måtte være sket en fejl. Damen sagde at han havde fået afslag en gang fordi han havde indberettet for sent, men nu ville hun lige lægge et notat om at jeg ikke var ansat der længere.
Da jeg tændte for min PC lå der en mail til mig fra bageren, hvor der stod at han havde haft lidt problemer med mine sygedagpenge, men jeg ville modtage nogle papirer fra kommunen, hvor han havde oprettet nogle fiktive datoer, som jeg bare skulle ignorere. For jeg har jo fået min løn.
Jeg kunne jo heldigvis ikke gøre meget andet end at skrive til ham at det desværre var for sent og at jeg havde ringet til kommunen inden jeg så hans mail.
Så slap jeg også for at fortælle ham at han da må være sindssyg, hvis han tror jeg vil begå strafbart bedrageri for hans skyld. Også selvom jeg har fået min løn *hvad sker der for den dårlige undskyldning?*.
Dermed troede jeg egentlig at den ged var marineret.
Men nej. Idag lå der så en ny mail fra ham, hvor der stod at det gjorde ikke noget. Han ville bare lave en ny indberetning til kommunen med nogle nye datoer og så skulle jeg ignorere de papirer der så ville komme.
Fascineret over, hvad han gider gøre for at få refunderet sølle 15000,-, ringede jeg til kommunen og fortalte dem at han forsøger at fuppe dem. Samtidig bad jeg dem om at være en smule diskrete fordi jeg synes han er en ubehagelig mand, jeg helst ikke vil have ballade med.
Ikke overraskende var den dame jeg snakkede med i dag ikke særlig skarp. Hun bad mig skrive et dokument, hvor jeg beskriver hvad jeg har oplevet og evt. sender mail'sne med, hvis jeg har lyst, så de har noget at stå imod overfor, hvis han kontakter dem for at spørge, hvorfor han ikke får nogen penge. Jeg forsøgte at forklare hende at de da bare kan sige til ham at jeg er meldt ledig og derfor tydeligvis ikke kan være syg hos ham. Men den fidus kunne hun åbenbart ikke rigtig gennemskue. Så nu må jeg se om jeg kan få skriblet et dokument, hvor jeg helst ikke bliver blandet for meget ind i tingene.
Jeg har desuden skrevet til ham at han lige skal være opmærksom på, at kommunen er helt klar over at jeg ikke arbejder hos ham længere. Så kan man jo håbe på at han opgiver sit foretagne.
torsdag den 22. oktober 2009
Lidt af hvert
Lige for tiden kører mine tanker afsted med 180 i timen og jeg forsøger at få dem til at stoppe lidt en gang i mellem uden det store held. Jeg går til læger og psykologer for at få hjælp til det, men synes ikke rigtig det hjælper. Desværre gør det mig utrolig distræt og jeg kan overhovedet ikke samle mig om at skrive mine ansøgninger, hvilket selvsagt ikke er super fantastisk. Derudover har jeg flere gange fanget mig selv i ikke at lægge en skid mærke til, hvad jeg laver. Eksempelvis havde jeg to stykker rugbrød på tallerkenen til frokost, kom salt på den ene og peber på den anden og opdagede først miseren halvvejs inde i måltidet.
Jeg har tænkt lidt over at det nok egentlig er godt, jeg har Journalisten til at hænge mig op af, da jeg ellers er ret sikker på jeg langsomt ville udvikle mig til et slimet bløddyr og med tiden blive en integreret del af min sofa.
Der var i øvrigt det der job, der nær havde sendt mig til Berlin, hvor jeg fik at vide at jeg ville høre nærmere i august. Efter at have hørt nul og en prut tog jeg, et stykke inde i september, kontakt for lige at høre, hvordan det stod til. Efter at have forvirret en stakkels sekretær fik jeg lov at snakke med direktøren, bare for at få at vide at den direktør, jeg havde været i dialog med siden april, var blevet fyret og den nye direktør anede ikke et klap om, hvad den anden havde haft gang i. Men han vidste dog én ting. Jobbet blev i hvert fald ikke til noget.
Apropos klaphatte. Bedst som jeg troede at jeg omsider var sluppet af med bageren forsøger han at få mig til at begå bedrageri, så han kan få noget af min løn refunderet hos kommunen. Hans argumentation for at jeg skulle gå med til det, var "du har jo fået din løn". Idiot.
Det er mærkeligt at være menneske engang i mellem.
Jeg har tænkt lidt over at det nok egentlig er godt, jeg har Journalisten til at hænge mig op af, da jeg ellers er ret sikker på jeg langsomt ville udvikle mig til et slimet bløddyr og med tiden blive en integreret del af min sofa.
Der var i øvrigt det der job, der nær havde sendt mig til Berlin, hvor jeg fik at vide at jeg ville høre nærmere i august. Efter at have hørt nul og en prut tog jeg, et stykke inde i september, kontakt for lige at høre, hvordan det stod til. Efter at have forvirret en stakkels sekretær fik jeg lov at snakke med direktøren, bare for at få at vide at den direktør, jeg havde været i dialog med siden april, var blevet fyret og den nye direktør anede ikke et klap om, hvad den anden havde haft gang i. Men han vidste dog én ting. Jobbet blev i hvert fald ikke til noget.
Apropos klaphatte. Bedst som jeg troede at jeg omsider var sluppet af med bageren forsøger han at få mig til at begå bedrageri, så han kan få noget af min løn refunderet hos kommunen. Hans argumentation for at jeg skulle gå med til det, var "du har jo fået din løn". Idiot.
Det er mærkeligt at være menneske engang i mellem.
torsdag den 3. september 2009
Status quo vol II
Nå, men Den Lille Bager råbte så højt i telefonen at jeg kunne høre det i den anden ende af lokalet. Da han havde raset af forsøgte han naturligvis med forskellige pressionsmidler og angreb på samvittigheden.
Som udgangspunkt var jeg sygemeldt og skulle sige op pga. sygdom forårsaget af arbejdet, hvilket betød at vi ikke havde så travlt med at lave opsigelser længere. Men han syntes ikke det var morsomt at skulle betale sygepenge til mig helt til november og han forsøgte at slå forskellige elendige handler af, naturligvis uden held. Jeg skulle jo stadig passe på ikke at blive selvforskyldt ledig.
Den stakkels Journalist måtte ringe frem og tilbage mellem bager og fagforening for at sikre at jeg ikke blev løbet om hjørner med, mens jeg sad og snøftede i lænestolen.
Til sidst blev alle enige om at bageren skulle fyre mig af hensyn til virksomhedens drift og tilgengæld er jeg så sygemeldt hele opsigelsesperioden og hænger ikke fast længere end til oktober.
Med alt det praktiske i orden (selvom det tog lidt tid inden jeg faldt til ro igen og ikke mere havde ondt i maven) var det tid til at reparere min hjerne.
Fagforeningsdamen var nemlig ret hurtig til at gennemskue at jeg nok ikke er helt rask oven i bøtten. Så hun stak mig nummeret på en psykolog med besked om at fagforeningen betaler fem sessioner.
Der har jeg så været i dag og jeg var ret spændt på hvordan sådan noget foregår. Jeg har aldrig været til psykolog før. Igår fik jeg fat i en veninde som har brugt en del tid hos psykolog efter hun blev krøllet omkring et træ i sin bil og fik smadret skulder og ben pga. en blondine, der skulle tale i mobil og derfor glemte at bremse sin bil i kryds. Hun har derfor forståeligt nok været pænt bitter siden. Hun fortalte mig at hun havde haft utrolig meget glæde af sin psykolog og havde fået gravet op i en masse gamle ting også så hun nu rent faktisk er i rimelig fornuftigt humør.
Jeg syntes det var en smule specielt at en helt fremmed person stiller en masse direkte spørgsmål, der går lige i benene på problemerne. Det er fascinerende at den slags folk er i stand til at aflæse og vurdere andre mennesker på så kort tid. Der er ingen tvivl om at det bliver en hård omgang, men jeg tror tilgengæld også på at det kommer til at hjælpe mig en hel masse. Jeg føler mig allerede bedre tilpas.
Som han sagde efter jeg havde hældt en masse årsagsteorier ud:
"Hvis du var alkoholiker ved vi nu, hvorfor du drikker. Nu skal vi bare have dig til at holde op. "
Så det tager vi i næste uge.
Som udgangspunkt var jeg sygemeldt og skulle sige op pga. sygdom forårsaget af arbejdet, hvilket betød at vi ikke havde så travlt med at lave opsigelser længere. Men han syntes ikke det var morsomt at skulle betale sygepenge til mig helt til november og han forsøgte at slå forskellige elendige handler af, naturligvis uden held. Jeg skulle jo stadig passe på ikke at blive selvforskyldt ledig.
Den stakkels Journalist måtte ringe frem og tilbage mellem bager og fagforening for at sikre at jeg ikke blev løbet om hjørner med, mens jeg sad og snøftede i lænestolen.
Til sidst blev alle enige om at bageren skulle fyre mig af hensyn til virksomhedens drift og tilgengæld er jeg så sygemeldt hele opsigelsesperioden og hænger ikke fast længere end til oktober.
Med alt det praktiske i orden (selvom det tog lidt tid inden jeg faldt til ro igen og ikke mere havde ondt i maven) var det tid til at reparere min hjerne.
Fagforeningsdamen var nemlig ret hurtig til at gennemskue at jeg nok ikke er helt rask oven i bøtten. Så hun stak mig nummeret på en psykolog med besked om at fagforeningen betaler fem sessioner.
Der har jeg så været i dag og jeg var ret spændt på hvordan sådan noget foregår. Jeg har aldrig været til psykolog før. Igår fik jeg fat i en veninde som har brugt en del tid hos psykolog efter hun blev krøllet omkring et træ i sin bil og fik smadret skulder og ben pga. en blondine, der skulle tale i mobil og derfor glemte at bremse sin bil i kryds. Hun har derfor forståeligt nok været pænt bitter siden. Hun fortalte mig at hun havde haft utrolig meget glæde af sin psykolog og havde fået gravet op i en masse gamle ting også så hun nu rent faktisk er i rimelig fornuftigt humør.
Jeg syntes det var en smule specielt at en helt fremmed person stiller en masse direkte spørgsmål, der går lige i benene på problemerne. Det er fascinerende at den slags folk er i stand til at aflæse og vurdere andre mennesker på så kort tid. Der er ingen tvivl om at det bliver en hård omgang, men jeg tror tilgengæld også på at det kommer til at hjælpe mig en hel masse. Jeg føler mig allerede bedre tilpas.
Som han sagde efter jeg havde hældt en masse årsagsteorier ud:
"Hvis du var alkoholiker ved vi nu, hvorfor du drikker. Nu skal vi bare have dig til at holde op. "
Så det tager vi i næste uge.
tirsdag den 1. september 2009
Status quo vol I
Well, nu er jeg fri af det bageri og skal ikke tilbage dertil igen.
I de tre måneder jeg var ansat har Den Lille Bager og Soen flittigt brugt mig som dørmåtte og i fredags gik de over stregen.
Jeg kom tilbage fra ferie og fandt ud af at Soen havde lavet min vagtplan radikalt om så jeg mere eller mindre var stavnsbundet til jobbet de næste 2½ uger. Weekenderne var jeg også sat på. Og hvorfor?
Fordi hun skal på ferie.
Nuvel, det er meget normalt at vagtplaner ændrer sig i ferietiden. Men da jeg før min egen ferie (og det var altså kun halvanden uge tidligere) spurgte hende om hun ville bytte fredagsvagt *det vender vi lige tilbage til senere* d. 11 september fordi jeg skal til guldbryllup i Nordjylland i weekenden og derfor gerne vil afsted tidligere, var det intet problem. Der blev ikke nævnt noget om at hun skulle på ferie. Jeg anede ikke at de skulle på ferie nu. Så den vagt ville hun gerne bytte. Hvorefter hun skred på ferie OG satte mig på vagt i den weekend.
Så jeg gjorde hende selvfølgelig opmærksom på at jeg ikke kan komme på arbejde på alle de tidspunkter, da jeg jo altså også har fritidsinteresser, der skal passes og generelt jo har lavet planer efter den "normale vagtplan" *det vender vi også lige tilbage til senere*.
Det var ikke hendes problem. Det måtte jeg finde ud af med de to andre, der er gamle nok til at varetage disse vagter og som selvfølgelig heller ikke havde mulighed for at tage nogle af vagterne, da de i forvejen havde fået trukket urimeligt mange vagter ned over hovedet. Det endte med et kæmpe skænderi inde i butikken, hvor hun talte til mig som om jeg var fem år gammel og til sidst trak hun bare på skuldrene.
Senere fik jeg at vide af min kollega at vedkommende havde spurgt Soen, da hun lavede vagtplanen, om ikke hun lige skulle ringe til mig først og spørge, men det var der ingen grund til. Tværtimod måtte jeg altså lige tage min del af slæbet og lade være med at være så ufleksibel.
Efter Soen havde forladt bageriet trampede jeg i raseri ned for at ringe til Journalisten, som flippede fuldstændig ud, forlangte telefonnummeret på Soen og bad om lov til at ringe til hende. Så det gjorde han og blev naturligvis hurtigt sendt videre til Den Lille Bager, som så fik Journalistens uforbeholdne mening, men som jo bare gled af med sætninger som "jamen, jeg har en virksomhed at køre, så jeg må være hård". Den fyrede han af som respons på at arbejdsklimaet er elendigt og der er kæmpe udskiftning i personalet hele tiden. Idiot.
Any who, Journalisten erklærede at jeg skulle se at komme ud derfra i en fart om han så skulle belåne sig selv op over hårspidserne. Jeg kunne nemlig ikke bare sige op, fordi det gjorde jeg også i januar. Ergo nul penge fra a-kassen, da man ikke må være selvforskyldt ledig to gange på 12 måneder.
Men det skulle gå lidt stærkt, for det var jo d. 31. i mandags og sidste chance for opsigelser i den måned. Så mandag morgen fik vi travlt med at ringe til fagforeningen for at høre, hvordan jeg bedst kom ud af dette her. Og så var det at det gik galt.
Jeg kunne ikke overskue det, jeg magtede det ikke, jeg begyndte at hyle hysterisk. Journalisten tog over og fik mig til at ringe til min læge mens han selv snakkede med min fagforening, der lynhurtigt fastslog at jeg skulle sygemeldes øjeblikkeligt.
Problemet var bare at klokken på det tidspunkt var 9.20 og jeg skulle møde kl 11 og i følge min kontrakt skal man melde sig syg senest to timer før. Det kunne fagforeningsdamen nu ikke tage sig af og henviste til et antal paragraffer i funktionærloven.
Så nu var jeg nødt til at ringe til Den Lille Bager og melde mig syg. Det kunne jeg ikke. Jeg gik totalt i baglås og hylede og hylede, for jeg vidste han ville tvære mig ud.
Så Journalisten måtte til telefonen og ringe til Den Lille Bager.
Og ganske rigtigt. Han gik totalt amok.
I de tre måneder jeg var ansat har Den Lille Bager og Soen flittigt brugt mig som dørmåtte og i fredags gik de over stregen.
Jeg kom tilbage fra ferie og fandt ud af at Soen havde lavet min vagtplan radikalt om så jeg mere eller mindre var stavnsbundet til jobbet de næste 2½ uger. Weekenderne var jeg også sat på. Og hvorfor?
Fordi hun skal på ferie.
Nuvel, det er meget normalt at vagtplaner ændrer sig i ferietiden. Men da jeg før min egen ferie (og det var altså kun halvanden uge tidligere) spurgte hende om hun ville bytte fredagsvagt *det vender vi lige tilbage til senere* d. 11 september fordi jeg skal til guldbryllup i Nordjylland i weekenden og derfor gerne vil afsted tidligere, var det intet problem. Der blev ikke nævnt noget om at hun skulle på ferie. Jeg anede ikke at de skulle på ferie nu. Så den vagt ville hun gerne bytte. Hvorefter hun skred på ferie OG satte mig på vagt i den weekend.
Så jeg gjorde hende selvfølgelig opmærksom på at jeg ikke kan komme på arbejde på alle de tidspunkter, da jeg jo altså også har fritidsinteresser, der skal passes og generelt jo har lavet planer efter den "normale vagtplan" *det vender vi også lige tilbage til senere*.
Det var ikke hendes problem. Det måtte jeg finde ud af med de to andre, der er gamle nok til at varetage disse vagter og som selvfølgelig heller ikke havde mulighed for at tage nogle af vagterne, da de i forvejen havde fået trukket urimeligt mange vagter ned over hovedet. Det endte med et kæmpe skænderi inde i butikken, hvor hun talte til mig som om jeg var fem år gammel og til sidst trak hun bare på skuldrene.
Senere fik jeg at vide af min kollega at vedkommende havde spurgt Soen, da hun lavede vagtplanen, om ikke hun lige skulle ringe til mig først og spørge, men det var der ingen grund til. Tværtimod måtte jeg altså lige tage min del af slæbet og lade være med at være så ufleksibel.
Efter Soen havde forladt bageriet trampede jeg i raseri ned for at ringe til Journalisten, som flippede fuldstændig ud, forlangte telefonnummeret på Soen og bad om lov til at ringe til hende. Så det gjorde han og blev naturligvis hurtigt sendt videre til Den Lille Bager, som så fik Journalistens uforbeholdne mening, men som jo bare gled af med sætninger som "jamen, jeg har en virksomhed at køre, så jeg må være hård". Den fyrede han af som respons på at arbejdsklimaet er elendigt og der er kæmpe udskiftning i personalet hele tiden. Idiot.
Any who, Journalisten erklærede at jeg skulle se at komme ud derfra i en fart om han så skulle belåne sig selv op over hårspidserne. Jeg kunne nemlig ikke bare sige op, fordi det gjorde jeg også i januar. Ergo nul penge fra a-kassen, da man ikke må være selvforskyldt ledig to gange på 12 måneder.
Men det skulle gå lidt stærkt, for det var jo d. 31. i mandags og sidste chance for opsigelser i den måned. Så mandag morgen fik vi travlt med at ringe til fagforeningen for at høre, hvordan jeg bedst kom ud af dette her. Og så var det at det gik galt.
Jeg kunne ikke overskue det, jeg magtede det ikke, jeg begyndte at hyle hysterisk. Journalisten tog over og fik mig til at ringe til min læge mens han selv snakkede med min fagforening, der lynhurtigt fastslog at jeg skulle sygemeldes øjeblikkeligt.
Problemet var bare at klokken på det tidspunkt var 9.20 og jeg skulle møde kl 11 og i følge min kontrakt skal man melde sig syg senest to timer før. Det kunne fagforeningsdamen nu ikke tage sig af og henviste til et antal paragraffer i funktionærloven.
Så nu var jeg nødt til at ringe til Den Lille Bager og melde mig syg. Det kunne jeg ikke. Jeg gik totalt i baglås og hylede og hylede, for jeg vidste han ville tvære mig ud.
Så Journalisten måtte til telefonen og ringe til Den Lille Bager.
Og ganske rigtigt. Han gik totalt amok.
Pausemusik
Hvis jeg virker lidt fraværende skyldes det mest at jeg har fået et mindre nervesammenbrud, er kommet i voldsom skænderi med Bageriet og derfor bruger en del tid på at ringe til fagforeningen etc. for at komme ud med skindet på næsen.
To be continued...
To be continued...
tirsdag den 25. august 2009
Latrinærnyt
Jeg klamrer mig til de sidste rester af min ferie. Jeg er allerede begyndt at få lidt ondt i maven over at skulle tilbage på job i overmorgen og har temmelig svært ved at nyde den sidste ferietid. Derfor kan dette indlæg i allerbogstaveligste forstand godt virke en smule mavesurt.
Jeg har på min nyligt overståede campingferie atter fået øjnene op for noget, jeg vil vove en pels og kalde en meget overset folkesygdom:
Dårlig mave.
Når man sådan skal dele ferietoilet med mange andre mennesker (der dukkede faktisk en del campister op i weekenden) får man jo et uvurderligt indblik i deres tarmfunktion. Og der er i hvert fald ingen tvivl om at det ikke er fibre disse tarmsystemer arbejder mest med.
I slutningen af ferien gik Journalisten i protest op i familierummene for at være i fred, fordi han var "pissetræt af at høre på alle de skidemorfædre", hvorefter han i lidt for malende vendinger fortalte om hans oplevelser på herretoilettet tilsat en del uønskede lydeffekter.
Da jeg boede i Åbyhøj delte jeg lejlighed med en veninde fra gymnasiet. Hun er temmelig overvægtig og på trods af den for tiden herskende holdning om at overvægtige sandelig ikke selv kan gøre for det, er jeg ikke i tvivl om at hun selv er voldsomt skyld i at hun måtte gå sidelæns ind af døren til mit værelse fordi den var syv cm smallere end de andre døre. Når man hårdnakket påstår at man ikke kan lave mad uden madlavningsfløde kan det næppe chokere. Grundet hendes madvaner led hun naturligvis af kronisk dårlig mave og da mit værelse var ubehageligt tæt på toilettet fik jeg det bevist med al uønskelig tydelighed.
Jeg lærte at holde øje med hende når hun gik forbi min dør. Hvis hun havde en bog i hånden skulle jeg sørge for at lukke min dør inden hun kom ud igen, for ellers kom hørmen snigende ind på mit værelse.
På mit forrige job arbejdede jeg sammen med 12 mænd og vi havde et lille bitte hummer af et lokum til deling. Jeg lærte hurtigt på hvilke tidspunkter af arbejdsdagen jeg absolut ikke skulle blive trængende. For disse mænd led også af temmelig irriteret tarm og efter at have trådt direkte ind i gasudslip med bremsespor i hele kummen et par gange, påbød min næse og min kvalmetærskel mig at regne ud, hvornår jeg kunne undgå dette scenarie. Der var et lille vindue, men det kunne slet ikke trække så meget frisk luft ind som var nødvendigt. Og da vinteren nærmede sig og lufttemperaturen på toilettet mildest talt var ved at være frisk, var der ingen der lukkede vinduet. For de andre vidste også godt at det ville betyde døden for den der tændte en tændstik på det forkerte tidspunkt.
Oppe i bageriet skal jeg også dele lokum med alle de andre. Og det er det samme som alle de andre steder. Samtlige bagere har åbenbart dårlig mave. Her har de forsøgt at skjule det med en lufftfrisker, som de bruger flittigt. Jo flere tryk på sådan en må jo naturligvis skjule hørmen bedre...
Jeg magter ikke flere fællestoiletter!
Jeg synes virkelig at det burde være en pligt at notere toiletforholdene i et jobopslag, så jeg kan vurdere om det er et sted jeg har lyst til at arbejde.
Tilmeldingen af nye medlemmer til "Næsernes Befrielsesfront" er i øvrigt åben.
Jeg har på min nyligt overståede campingferie atter fået øjnene op for noget, jeg vil vove en pels og kalde en meget overset folkesygdom:
Dårlig mave.
Når man sådan skal dele ferietoilet med mange andre mennesker (der dukkede faktisk en del campister op i weekenden) får man jo et uvurderligt indblik i deres tarmfunktion. Og der er i hvert fald ingen tvivl om at det ikke er fibre disse tarmsystemer arbejder mest med.
I slutningen af ferien gik Journalisten i protest op i familierummene for at være i fred, fordi han var "pissetræt af at høre på alle de skidemorfædre", hvorefter han i lidt for malende vendinger fortalte om hans oplevelser på herretoilettet tilsat en del uønskede lydeffekter.
Da jeg boede i Åbyhøj delte jeg lejlighed med en veninde fra gymnasiet. Hun er temmelig overvægtig og på trods af den for tiden herskende holdning om at overvægtige sandelig ikke selv kan gøre for det, er jeg ikke i tvivl om at hun selv er voldsomt skyld i at hun måtte gå sidelæns ind af døren til mit værelse fordi den var syv cm smallere end de andre døre. Når man hårdnakket påstår at man ikke kan lave mad uden madlavningsfløde kan det næppe chokere. Grundet hendes madvaner led hun naturligvis af kronisk dårlig mave og da mit værelse var ubehageligt tæt på toilettet fik jeg det bevist med al uønskelig tydelighed.
Jeg lærte at holde øje med hende når hun gik forbi min dør. Hvis hun havde en bog i hånden skulle jeg sørge for at lukke min dør inden hun kom ud igen, for ellers kom hørmen snigende ind på mit værelse.
På mit forrige job arbejdede jeg sammen med 12 mænd og vi havde et lille bitte hummer af et lokum til deling. Jeg lærte hurtigt på hvilke tidspunkter af arbejdsdagen jeg absolut ikke skulle blive trængende. For disse mænd led også af temmelig irriteret tarm og efter at have trådt direkte ind i gasudslip med bremsespor i hele kummen et par gange, påbød min næse og min kvalmetærskel mig at regne ud, hvornår jeg kunne undgå dette scenarie. Der var et lille vindue, men det kunne slet ikke trække så meget frisk luft ind som var nødvendigt. Og da vinteren nærmede sig og lufttemperaturen på toilettet mildest talt var ved at være frisk, var der ingen der lukkede vinduet. For de andre vidste også godt at det ville betyde døden for den der tændte en tændstik på det forkerte tidspunkt.
Oppe i bageriet skal jeg også dele lokum med alle de andre. Og det er det samme som alle de andre steder. Samtlige bagere har åbenbart dårlig mave. Her har de forsøgt at skjule det med en lufftfrisker, som de bruger flittigt. Jo flere tryk på sådan en må jo naturligvis skjule hørmen bedre...
Jeg magter ikke flere fællestoiletter!
Jeg synes virkelig at det burde være en pligt at notere toiletforholdene i et jobopslag, så jeg kan vurdere om det er et sted jeg har lyst til at arbejde.
Tilmeldingen af nye medlemmer til "Næsernes Befrielsesfront" er i øvrigt åben.
Return of the dead
Så er vi tilbage fra campingferien.
Den ferie gik godt nok stærkt, jeg har kun to dage tilbage. Den er blevet godt nydt og vi har sovet længe, hvilket egentlig ikke var så vanvittig genialt. Jeg skal nu nå at barbere fem timer af min søvn inden på søndag, hvor jeg skal møde på arbejde kl 6.
Og jeg har ikke hørt fra nogle af de firmaer, der havde lovet at kontakte mig i august. Eller dvs et af firmaerne har efterspurgt mine karakterer, hvilket automatisk bringer mig hen i et jeg-tror-ikke-på-mig-selv-hjørne, hvor jeg så kan sidde og ryste, mens jeg messer "jeg får aldrig jobbet".
Nå, videre fra den dårlige selvtillid.
Udover tingene beskrevet i forrige indlæg bød ferien også på minigolf *hvor jeg tabte*, bowling *hvor jeg tabte OG ødelagde mit i forvejen svagelige håndled*, fiskeri *selvfølgelig...vi fangede dog heldigvis ikke noget*, krydsogtværsløsning, rundstykker, kaffe, tisning i buske og en masse andet.
Vi havde taget Lillebror med. Vi havde egentlig også gerne set at Søster og familien var taget med så det sædvanlige campingslæng var samlet, men hun er temmelig invalideret af sin graviditet og brugte ugen på at pendle ind til sygehuset for at suge nogle poser væske og få noget akupunktur.
Vi klarede os dog uden dem og turen havde et antal højdepunkter.
Et af dem var, da Lillebror i en hæftig brandert havde været ude i regnen for at tisse op af et træ, samtidig med at han forsøgte at holde en gigantisk paraply. Da han kom ind i forteltet igen forsøgte han at hænge paraplyen op i en tværstang så den kunne tørre, men havde ikke få den slået ordentlig sammen. Således sprang den op og angreb ham da den foldede sig ud, hvorefter den klistrede sig fast i en fluefanger og i forsøgtet på at undslippe væltede han over grillen, hvilket næsten fik mig til at tisse i bukserne.
Et andet var, da klogeåge 1 og klogeåge 2 *Journalisten og hans far* sad og kiggede ud af forteltet en aften, svigergamlerne var på besøg. Et lys på stjernehimlen blev vurderet til at være et fly og det måtte jo nødvendigvis være flyveren fra Kastrup til Aalborg. Efter at have været en tur ude med kikkerten, fordi jeg ikke rigtig syntes at flyveren flyttede sig, og havde nærstuderet himmellegemet kunne jeg fortælle d'herrer at det var Venus.
Senere på aftenen kom der rent faktisk en flyver og svigerfar var ikke sent til at understrege at det bestemt var flyveren fra Stockholm til Kastrup (!).
Jeg havde taget en bog med, men den fik jeg absolut ikke brug for.
Den ferie gik godt nok stærkt, jeg har kun to dage tilbage. Den er blevet godt nydt og vi har sovet længe, hvilket egentlig ikke var så vanvittig genialt. Jeg skal nu nå at barbere fem timer af min søvn inden på søndag, hvor jeg skal møde på arbejde kl 6.
Og jeg har ikke hørt fra nogle af de firmaer, der havde lovet at kontakte mig i august. Eller dvs et af firmaerne har efterspurgt mine karakterer, hvilket automatisk bringer mig hen i et jeg-tror-ikke-på-mig-selv-hjørne, hvor jeg så kan sidde og ryste, mens jeg messer "jeg får aldrig jobbet".
Nå, videre fra den dårlige selvtillid.
Udover tingene beskrevet i forrige indlæg bød ferien også på minigolf *hvor jeg tabte*, bowling *hvor jeg tabte OG ødelagde mit i forvejen svagelige håndled*, fiskeri *selvfølgelig...vi fangede dog heldigvis ikke noget*, krydsogtværsløsning, rundstykker, kaffe, tisning i buske og en masse andet.
Vi havde taget Lillebror med. Vi havde egentlig også gerne set at Søster og familien var taget med så det sædvanlige campingslæng var samlet, men hun er temmelig invalideret af sin graviditet og brugte ugen på at pendle ind til sygehuset for at suge nogle poser væske og få noget akupunktur.
Vi klarede os dog uden dem og turen havde et antal højdepunkter.
Et af dem var, da Lillebror i en hæftig brandert havde været ude i regnen for at tisse op af et træ, samtidig med at han forsøgte at holde en gigantisk paraply. Da han kom ind i forteltet igen forsøgte han at hænge paraplyen op i en tværstang så den kunne tørre, men havde ikke få den slået ordentlig sammen. Således sprang den op og angreb ham da den foldede sig ud, hvorefter den klistrede sig fast i en fluefanger og i forsøgtet på at undslippe væltede han over grillen, hvilket næsten fik mig til at tisse i bukserne.
Et andet var, da klogeåge 1 og klogeåge 2 *Journalisten og hans far* sad og kiggede ud af forteltet en aften, svigergamlerne var på besøg. Et lys på stjernehimlen blev vurderet til at være et fly og det måtte jo nødvendigvis være flyveren fra Kastrup til Aalborg. Efter at have været en tur ude med kikkerten, fordi jeg ikke rigtig syntes at flyveren flyttede sig, og havde nærstuderet himmellegemet kunne jeg fortælle d'herrer at det var Venus.
Senere på aftenen kom der rent faktisk en flyver og svigerfar var ikke sent til at understrege at det bestemt var flyveren fra Stockholm til Kastrup (!).
Jeg havde taget en bog med, men den fik jeg absolut ikke brug for.
fredag den 24. juli 2009
øøhhhhhh
Enhver der har været ansat i et job med massiv kundekontakt vil give mig ret i at det giver et ret stort indblik i den menneskelige natur. Jeg har tidligere ævlet om, hvad uniformen gør ved folk og dagen i dag gav et par særdeles udpenslede eksempler på foruroligende adfærd.
Dagens stikord: Dum!
Der skete nemlig det at dankortterminalen gik ned. Den Store Bager valgte så at gå hjem i stedet for at finde en løsning, så nu bliver det spændende om vi skal være foruden dankort hele weekenden.
Any who, det kunne kunderne slet, slet ikke kapere.
Jeg har memoriseret et antal af de allermest tåbelige svar jeg har fået i dag på oplysningen om at terminalen ikke virkede og at de derfor desværre ikke kunne betale med dankort:
"Nå. Hvad gør vi så?"
Vi gør ikke noget. DU gør noget
"Virker den så ikke?"
Nej, det gør den jo så ikke...
"Kan man så ikke betale med dankort?"
Neeeeeeej....
Min absolutte favorit:
"Virker den ikke bare en lille smule? Det er træls, hvis jeg skal ind og hæve inde ved siden af."
What???
Imponerende at der skal så lidt til at vælte verden for gennemsnitsdanskeren.
På et tidspunkt kom der en mand og jeg fik sådan lyst til at springe hen over disken for at kysse ham:
"Hov, dankortet virker ikke. Nå, så går jeg lige hen i banken og trykker nogle penge. Øjeblik."
Tak! Endelig et fornuftigt menneske.
Derudover har jeg en mistanke om at ferierne er ved at være slut rundt omkring. Der er en bestemt adfærd, der har hjulpet mig til at træffe den konklusion, men jeg synes den kan tolkes på to måder. En del kunder har nemlig været utrolig aggressive og gnavne i dag. Jeg havde ovenikøbet to kunder, der uafhængigt af hinanden kom ind for at diskutere. Og intet andet. De startede begge to en stor diskussion op, helt ud af det blå. Den ene erklærede endda at hun var kommet udelukkende fordi hun liiige ville diskutere noget med os (læs: mig, da jeg var den eneste i butikken).
Som sagt tror jeg det kan forklares på to måder. Enten har folk haft ferie så længe nu, at de er ved at være trætte af familien og derfor har noget damp, der skal lukkes ud. Eller også er det fordi de efter tre ugers ferie keder sig og derfor lige ville skabe lidt optrækkeri. Og så er der sådan set en tredje mulighed også, som nok egentlig er den mest plausible. Folk er skide trætte af at deres ferie er slut.
Hvad der er den egentlig årsag ved jeg ikke, for jeg glemte at spørge, selvom det egentlig var ret fristende at spørge, hvad faen deres problem var.
Jeg fornemmer at weekenden bliver en test af min tålmodighed.
Dagens stikord: Dum!
Der skete nemlig det at dankortterminalen gik ned. Den Store Bager valgte så at gå hjem i stedet for at finde en løsning, så nu bliver det spændende om vi skal være foruden dankort hele weekenden.
Any who, det kunne kunderne slet, slet ikke kapere.
Jeg har memoriseret et antal af de allermest tåbelige svar jeg har fået i dag på oplysningen om at terminalen ikke virkede og at de derfor desværre ikke kunne betale med dankort:
"Nå. Hvad gør vi så?"
Vi gør ikke noget. DU gør noget
"Virker den så ikke?"
Nej, det gør den jo så ikke...
"Kan man så ikke betale med dankort?"
Neeeeeeej....
Min absolutte favorit:
"Virker den ikke bare en lille smule? Det er træls, hvis jeg skal ind og hæve inde ved siden af."
What???
Imponerende at der skal så lidt til at vælte verden for gennemsnitsdanskeren.
På et tidspunkt kom der en mand og jeg fik sådan lyst til at springe hen over disken for at kysse ham:
"Hov, dankortet virker ikke. Nå, så går jeg lige hen i banken og trykker nogle penge. Øjeblik."
Tak! Endelig et fornuftigt menneske.
Derudover har jeg en mistanke om at ferierne er ved at være slut rundt omkring. Der er en bestemt adfærd, der har hjulpet mig til at træffe den konklusion, men jeg synes den kan tolkes på to måder. En del kunder har nemlig været utrolig aggressive og gnavne i dag. Jeg havde ovenikøbet to kunder, der uafhængigt af hinanden kom ind for at diskutere. Og intet andet. De startede begge to en stor diskussion op, helt ud af det blå. Den ene erklærede endda at hun var kommet udelukkende fordi hun liiige ville diskutere noget med os (læs: mig, da jeg var den eneste i butikken).
Som sagt tror jeg det kan forklares på to måder. Enten har folk haft ferie så længe nu, at de er ved at være trætte af familien og derfor har noget damp, der skal lukkes ud. Eller også er det fordi de efter tre ugers ferie keder sig og derfor lige ville skabe lidt optrækkeri. Og så er der sådan set en tredje mulighed også, som nok egentlig er den mest plausible. Folk er skide trætte af at deres ferie er slut.
Hvad der er den egentlig årsag ved jeg ikke, for jeg glemte at spørge, selvom det egentlig var ret fristende at spørge, hvad faen deres problem var.
Jeg fornemmer at weekenden bliver en test af min tålmodighed.
torsdag den 16. juli 2009
Apropos kunder
En midaldrende, ufiks og småsur dame kom ind til Bageren idag og spurgte om vi kunne ringe efter en taxa til hende. Det kan vi sagtens såfremt der er nogen, der kan oplyse os om nummeret. Hvis ikke, så er det bare ærgeligt. Det er jo ikke et servicebureau.
Denne dame havde ikke nummeret og der var ingen af de andre kunder, der havde det. Herefter blev hun virkelig gnaven og blev ved med at forlange at vi skulle ringe efter en taxa.
Det skal lige nævnes at hun virkede helt normal, i modsætning til mange af de andre spøjse typer vi ringer efter taxa til.
Derefter fulgte lidt ævleri frem og tilbage, hvor vi forsøgte at forklare hende at vi ikke kan trylle (og vi nægter altså at bruge tid på at ringe til oplysningen og den slags).
Til sidst accepterede hun at vi ikke kunne skaffe hende en taxa og hun fandt derefter sin mobiltelefon frem og ringede selv.
Denne dame havde ikke nummeret og der var ingen af de andre kunder, der havde det. Herefter blev hun virkelig gnaven og blev ved med at forlange at vi skulle ringe efter en taxa.
Det skal lige nævnes at hun virkede helt normal, i modsætning til mange af de andre spøjse typer vi ringer efter taxa til.
Derefter fulgte lidt ævleri frem og tilbage, hvor vi forsøgte at forklare hende at vi ikke kan trylle (og vi nægter altså at bruge tid på at ringe til oplysningen og den slags).
Til sidst accepterede hun at vi ikke kunne skaffe hende en taxa og hun fandt derefter sin mobiltelefon frem og ringede selv.
tirsdag den 14. juli 2009
Another day in paradise
Så tog den voksne og erfarne medarbejder på ferie og den anden knap så voksne, men dog erfarne, medarbejder forlod jobbet til fordel for fedt studie i København. Så pludselig er jeg blevet den voksne og den som alle forventer fikser tingene. Skønt.
Dette har så indtil videre givet to rædselsfulde dage, hvor jeg har været omgivet af 15-årige tøser, der ganske vist godt ved hvad jobbet går ud på, men som absolut ikke tager noget af sig selv og som heller ikke skynder sig synderligt meget. Her til morgen gik det helt i hårknude, da en af pigerne samt Den Lille Bager røg i totterne på hinanden. Den Lille Bager er mildest talt en dårlig chef og er helt blottet for pædagogisk sans, hvilket ellers er ret praktisk at have når man har med teenagepiger at gøre.
For mange år siden havde jeg et job i detailhandlen, hvor jeg var souschef. Når min chef havde fri var jeg chef-chef og når vi begge var på arbejde var vi chefer sammen. Og det viste sig at jeg havde lidt talent for det.
På trods af at jeg kun har været ansat i halvanden måned er jeg også (ufrivilligt) allerede blevet den der bliver spurgt til råds i forskellige situationer *kan man udstråle en eller anden form for boss-karma?*.
Jeg er derfor ofte blevet spurgt om ikke jeg skulle have mig en karriere inden for ledelse. Mit umiddelbare svar på det spørgsmål er et rungende NEJ.
Og hvorfor så ikke det?
Jo, fordi jeg ikke har lyst til at være en dum skid. Og der er et eller andet der tyder på at man enten skal være en dum skid for at være chef i længden, eller også bliver man dum skid i længden af at være chef.
Jeg har oplevet mange chefer gennem tiden og det har været ret begrænset med folk man rent faktisk kunne se en smule op til. Især mellemledere synes jeg er ganske forfærdelige.
Der har været chefer, der har siddet i deres stilling så længe at de er løbet sur i jobbet og derfor ikke har interesseret sig et hak for verden omkring dem på trods af at de sådan set har det overordnede ansvar. Der har været chefer *den nuværende indbefattet* som har haft ingen forstand på ledelse überhaupt, særligt personaleledelse.
Personaleledelse synes jeg ellers burde være noget af det vigtigste. Javist, man skal jo tjene en masse penge. Men jeg synes personligt godt det kan betale sig at investere lidt tid i at behandle sine medarbejdere med respekt, da de jo langt hen ad vejen tjener pengene til firmaet.
Jeg kan selv godt lide at lave noget, når jeg er på arbejde og vil gerne lave noget for de penge jeg får, elendig løn eller ej. Men når chefen kun gider tale til mig, hvis han skal skælde ud over et eller andet ligegyldigt, som en af de andre piger har gjort, eller hvis han bare lige skal demonstrere sin magt ved at komme med en latterlig ugennemtænkt ordre, så bliver jeg utrolig træt i hovedet og mister hurtigt lysten til at gøre et ordentlig stykke arbejde for den person.
Der har gudskelov været enkelte lyspunker i skoven af ledere. Personer, der har vist at de satte pris på min indsats og som var bekendt med at deres medarbejdere altså også er mennesker der kan lave fejl og derfor har håndteret eventuelle utilfredsheder på en ordentlig måde.
Den slags giver respekt i min bog.
Den Lille Bager taler på ingen måde med respekt til sine medarbejdere og han har meget travlt med at fordele skyld, hvis der er et eller andet galt. Han kan finde på at stille sig op og råbe og skrige fuldstændig hysterisk og han smider gerne rundt med tingene, hvis der er noget der ikke passer ham. Han overfuser os uretmæssigt og så favoriserer han naturligvis hans so af en kæreste på bekostning af os andre.
Den slags giver ikke respekt i min bog.
Det er mig en evig gåde hvorfor der er så få ledere, der kan se potentialet i at omgås sine medarbejdere på en fornuftig måde. Men måske lærer man på chefskolen at det er en dårlig ide og det egentlig bare er mig, der er naiv.
Dette har så indtil videre givet to rædselsfulde dage, hvor jeg har været omgivet af 15-årige tøser, der ganske vist godt ved hvad jobbet går ud på, men som absolut ikke tager noget af sig selv og som heller ikke skynder sig synderligt meget. Her til morgen gik det helt i hårknude, da en af pigerne samt Den Lille Bager røg i totterne på hinanden. Den Lille Bager er mildest talt en dårlig chef og er helt blottet for pædagogisk sans, hvilket ellers er ret praktisk at have når man har med teenagepiger at gøre.
For mange år siden havde jeg et job i detailhandlen, hvor jeg var souschef. Når min chef havde fri var jeg chef-chef og når vi begge var på arbejde var vi chefer sammen. Og det viste sig at jeg havde lidt talent for det.
På trods af at jeg kun har været ansat i halvanden måned er jeg også (ufrivilligt) allerede blevet den der bliver spurgt til råds i forskellige situationer *kan man udstråle en eller anden form for boss-karma?*.
Jeg er derfor ofte blevet spurgt om ikke jeg skulle have mig en karriere inden for ledelse. Mit umiddelbare svar på det spørgsmål er et rungende NEJ.
Og hvorfor så ikke det?
Jo, fordi jeg ikke har lyst til at være en dum skid. Og der er et eller andet der tyder på at man enten skal være en dum skid for at være chef i længden, eller også bliver man dum skid i længden af at være chef.
Jeg har oplevet mange chefer gennem tiden og det har været ret begrænset med folk man rent faktisk kunne se en smule op til. Især mellemledere synes jeg er ganske forfærdelige.
Der har været chefer, der har siddet i deres stilling så længe at de er løbet sur i jobbet og derfor ikke har interesseret sig et hak for verden omkring dem på trods af at de sådan set har det overordnede ansvar. Der har været chefer *den nuværende indbefattet* som har haft ingen forstand på ledelse überhaupt, særligt personaleledelse.
Personaleledelse synes jeg ellers burde være noget af det vigtigste. Javist, man skal jo tjene en masse penge. Men jeg synes personligt godt det kan betale sig at investere lidt tid i at behandle sine medarbejdere med respekt, da de jo langt hen ad vejen tjener pengene til firmaet.
Jeg kan selv godt lide at lave noget, når jeg er på arbejde og vil gerne lave noget for de penge jeg får, elendig løn eller ej. Men når chefen kun gider tale til mig, hvis han skal skælde ud over et eller andet ligegyldigt, som en af de andre piger har gjort, eller hvis han bare lige skal demonstrere sin magt ved at komme med en latterlig ugennemtænkt ordre, så bliver jeg utrolig træt i hovedet og mister hurtigt lysten til at gøre et ordentlig stykke arbejde for den person.
Der har gudskelov været enkelte lyspunker i skoven af ledere. Personer, der har vist at de satte pris på min indsats og som var bekendt med at deres medarbejdere altså også er mennesker der kan lave fejl og derfor har håndteret eventuelle utilfredsheder på en ordentlig måde.
Den slags giver respekt i min bog.
Den Lille Bager taler på ingen måde med respekt til sine medarbejdere og han har meget travlt med at fordele skyld, hvis der er et eller andet galt. Han kan finde på at stille sig op og råbe og skrige fuldstændig hysterisk og han smider gerne rundt med tingene, hvis der er noget der ikke passer ham. Han overfuser os uretmæssigt og så favoriserer han naturligvis hans so af en kæreste på bekostning af os andre.
Den slags giver ikke respekt i min bog.
Det er mig en evig gåde hvorfor der er så få ledere, der kan se potentialet i at omgås sine medarbejdere på en fornuftig måde. Men måske lærer man på chefskolen at det er en dårlig ide og det egentlig bare er mig, der er naiv.
fredag den 3. juli 2009
Vig bort, Satan!
Nu har jeg udsendt et råb om hjælp. Jeg har erkendt at min arbejdsmæssige situation er så umulig at jeg ikke selv kan finde ud af, hvordan jeg kommer videre. Jeg har derfor skrevet en mail til min fagforenings karriereafdeling for at høre om de kan hjælpe mig. Og til min store glæde har jeg fået respons fra en person jeg kender fra dimmitendkurser osv. og som har skrevet tilbage for at få mit telefonnummer. Der er visse fordele ved at være en af meget få piger i min branche og en af dem er at jeg er temmelig genkendelig. Så nu håber jeg på at han kan hjælpe mig lidt videre eller i det mindste give mig lidt moralsk støtte.
Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?
Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.
Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?
Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.
lørdag den 13. juni 2009
Jeg beklager
Hermed en offentlig undskyldning til mine fødder.
Da jeg startede på det nye job vidste jeg godt, at jeg skulle stå på min fødder 10 timer om dagen. Det skal nok gå, tænkte jeg og trak i mine slidte kondisko, der har en sål som et stykke pap. Det gik da også nogenlunde den første uge. I forvejen hæver mine fødder altid om aftenen, men med arbejdsbelastningen lagt oveni mindede jeg mest om en massageedderkop med knap så mange ben. Men når jeg havde siddet med fødderne oppe et par timer efter fyraften, kunne jeg da gå rimelig pænt, så det var intet problem *host*.
Da jeg så forleden morgen vågnede op og stadig havde ondt i fødderne fra dagen før, var gode dyr rådne og jeg måtte finde på noget, hvis jeg ikke skulle risikere amputation.
Ned i skokassen og tjekke om ikke jeg stadig havde de sandaler, jeg engang købte i forbindelse med en storbyferie. Ikke særlig kønne sko, men fantastiske hvis man f.x skal gå langt.
Dem havde jeg stadig og jeg mødte glad op på arbejde igår og havde en rar fodfornemmelse da jeg kom hjem igen. Alle mine problemer er løst, tænkte jeg.
Det jeg ikke lige havde tænkt over var, at jeg købte de sko for sjus ni år siden. Dette hævnede sig således i morges, en halv time efter jeg var mødt. Det yderste lag hæl på den ene sko faldt simpelthen af og efterlod et ret stort hul ind til den tynde sål op mod fødderne. Nå, men da jeg havde vænnet mig til den lidt mærkelige fornemmelse af at tabe sin fod gennem et hul i skoen gik det egentlig ok. Og så var det at det samme skete med den anden sko. Fuldstændig slidt ned var de.
Nu skal jeg så vurdere om de trods alt er gangbare eller om jeg skal bide i det sure æble og kaste mønter efter et par sko beregnet til dette midlertidige job.
Da jeg startede på det nye job vidste jeg godt, at jeg skulle stå på min fødder 10 timer om dagen. Det skal nok gå, tænkte jeg og trak i mine slidte kondisko, der har en sål som et stykke pap. Det gik da også nogenlunde den første uge. I forvejen hæver mine fødder altid om aftenen, men med arbejdsbelastningen lagt oveni mindede jeg mest om en massageedderkop med knap så mange ben. Men når jeg havde siddet med fødderne oppe et par timer efter fyraften, kunne jeg da gå rimelig pænt, så det var intet problem *host*.
Da jeg så forleden morgen vågnede op og stadig havde ondt i fødderne fra dagen før, var gode dyr rådne og jeg måtte finde på noget, hvis jeg ikke skulle risikere amputation.
Ned i skokassen og tjekke om ikke jeg stadig havde de sandaler, jeg engang købte i forbindelse med en storbyferie. Ikke særlig kønne sko, men fantastiske hvis man f.x skal gå langt.
Dem havde jeg stadig og jeg mødte glad op på arbejde igår og havde en rar fodfornemmelse da jeg kom hjem igen. Alle mine problemer er løst, tænkte jeg.
Det jeg ikke lige havde tænkt over var, at jeg købte de sko for sjus ni år siden. Dette hævnede sig således i morges, en halv time efter jeg var mødt. Det yderste lag hæl på den ene sko faldt simpelthen af og efterlod et ret stort hul ind til den tynde sål op mod fødderne. Nå, men da jeg havde vænnet mig til den lidt mærkelige fornemmelse af at tabe sin fod gennem et hul i skoen gik det egentlig ok. Og så var det at det samme skete med den anden sko. Fuldstændig slidt ned var de.
Nu skal jeg så vurdere om de trods alt er gangbare eller om jeg skal bide i det sure æble og kaste mønter efter et par sko beregnet til dette midlertidige job.
torsdag den 11. juni 2009
Bagværksrelaterede problematikker
Nu har jeg så været ansat i det nye job i godt to uger og det er absolut ikke kedeligt.
I bageriet findes der Den Store Bager *han er temmelig tyk* samt hans søn, Den Lille Bager. Det er Den Lille Bager, der styrer den daglige drift af bageriet.
Efter jeg havde været der i ca. 5 mins fik jeg en mistanke om at en af de andre piger dusker Den Lille Bager. Og ganske rigtigt, de har netop købt hus sammen. Og det er jo godt nok for dem. Man skulle jo så tro at når man har sin kæreste ansat i sit firma ville man forvente at hun var et godt eksempel for de andre piger. Men sådanne ambitioner har han tydeligvis ikke på hendes vegne. I hvert fald gør hun præcis som det passer hende og hvornår det passer hende. Den første dag jeg var der, lod hun mig stå alene i butikken på et tidspunkt for at drikke kaffe og spise flødekager ude bagved, mens hun snakkede med Den Lille Bager i telefonen for femte gang.
Hun betragter sine arbejdstider som vejledende og laver dem blot om så de passer ind i hendes planer. Således blev jeg igår sidst på dagen ringet op fordi hun havde lavet en drastisk ændring i min arbejdstid idag. Det havde hun bare lige glemt at fortælle mig. Heldigvis kan Den Store Bager ikke tie stille, så inden længe havde jeg klemt ud af ham at hun var, sammen med Den Lille Bager, til tøjmesse i Herning...! Det var hun åbenbart lige kommet i tanke om at hun skulle.
En af de andre piger kunne fortælle mig at det er meget normalt, at hun også tilpasser vores andres arbejdsplaner efter hendes hoved.
Derudover måtte jeg undskylde overfor nogle kunder som Den Lille Bager havde lovet at bage nogle glutenfri kager til, men som han ikke havde nået at bage fordi han skulle til den der messe.
Det er vel ikke nødvendigt at nævne at stemningen er temmelig dyster blandt de andre piger?
Den Store Bager har ikke styr på mange ting og derfor ser man tit ham give en af pigerne besked på at pakke nogle ting til en af de andre bagerfilialer og så se en anden pige løbe bagefter og pakke det hele ud igen, fordi det allerede er blevet pakket én gang.
Der er også den midaldrende ekspedient, der SNAKKER. Jeg er bekendt med alt omkring hendes privatliv og det er kunderne i øvrigt også. Hvad enten de har lyst til at høre om hendes spådomme vedr. hendes datters tredje barns fødselsvægt eller ej.
De fleste af mine kolleger synes det er synd for mig, at jeg ikke kan få det fede job og derfor må arbejde deroppe.
I bageriet findes der Den Store Bager *han er temmelig tyk* samt hans søn, Den Lille Bager. Det er Den Lille Bager, der styrer den daglige drift af bageriet.
Efter jeg havde været der i ca. 5 mins fik jeg en mistanke om at en af de andre piger dusker Den Lille Bager. Og ganske rigtigt, de har netop købt hus sammen. Og det er jo godt nok for dem. Man skulle jo så tro at når man har sin kæreste ansat i sit firma ville man forvente at hun var et godt eksempel for de andre piger. Men sådanne ambitioner har han tydeligvis ikke på hendes vegne. I hvert fald gør hun præcis som det passer hende og hvornår det passer hende. Den første dag jeg var der, lod hun mig stå alene i butikken på et tidspunkt for at drikke kaffe og spise flødekager ude bagved, mens hun snakkede med Den Lille Bager i telefonen for femte gang.
Hun betragter sine arbejdstider som vejledende og laver dem blot om så de passer ind i hendes planer. Således blev jeg igår sidst på dagen ringet op fordi hun havde lavet en drastisk ændring i min arbejdstid idag. Det havde hun bare lige glemt at fortælle mig. Heldigvis kan Den Store Bager ikke tie stille, så inden længe havde jeg klemt ud af ham at hun var, sammen med Den Lille Bager, til tøjmesse i Herning...! Det var hun åbenbart lige kommet i tanke om at hun skulle.
En af de andre piger kunne fortælle mig at det er meget normalt, at hun også tilpasser vores andres arbejdsplaner efter hendes hoved.
Derudover måtte jeg undskylde overfor nogle kunder som Den Lille Bager havde lovet at bage nogle glutenfri kager til, men som han ikke havde nået at bage fordi han skulle til den der messe.
Det er vel ikke nødvendigt at nævne at stemningen er temmelig dyster blandt de andre piger?
Den Store Bager har ikke styr på mange ting og derfor ser man tit ham give en af pigerne besked på at pakke nogle ting til en af de andre bagerfilialer og så se en anden pige løbe bagefter og pakke det hele ud igen, fordi det allerede er blevet pakket én gang.
Der er også den midaldrende ekspedient, der SNAKKER. Jeg er bekendt med alt omkring hendes privatliv og det er kunderne i øvrigt også. Hvad enten de har lyst til at høre om hendes spådomme vedr. hendes datters tredje barns fødselsvægt eller ej.
De fleste af mine kolleger synes det er synd for mig, at jeg ikke kan få det fede job og derfor må arbejde deroppe.
onsdag den 3. juni 2009
En begivenhedsrig pinse og andre ligegyldige ting
Så er det lykkedes at finde 5 mins til at skrive lidt. Benene er smækket op på en puf, Journalisten er borte på job og Simpsons kører i baggrunden. Perfekt.
Jeg har jo fået kradset et midlertidigt job op under neglene og begyndte i fredags. Det er faktisk rigtig rart at have noget fornuftigt at lave, selvom lønnen er styg, jeg skal op kl 5 om morgenen og et job som bagerekspedient ikke ligefrem udvikler mig rent fagligt.
Jeg har tidligere været i detailhandlen og synes egentlig ikke det er så forfærdeligt, som nogen mennesker giver udtryk for. Under alle omstændigheder er det bedre end at blive sendt i aktivering. Spøjst nok er jeg blevet ansat i den bager, hvor denne episode udspillede sig.
Any who, lørdag var jeg så oppe kl. øv for at tage på arbejde og ud på eftermiddagen, da jeg var blevet sluppet løs, begav Journalisten og jeg os 2½ time nordpå i en svedende varm bil. I Nordjylland var der socialt samvær med mine forældre og svigergamlerne, en tilbagevendende tradition, der lykkeligvis kun er årlig.
Søndag var der, efter yderligere 2½ times ristning i bilen og to færgeture, Niecens to-års fødselsdag på Fur, hvor Søster og familie var taget på camping. Den type campingture plejer at ende i gul gajol og derfor havde Journalisten og jeg lejet en ferielejlighed, der var større og federe end den lejlighed, jeg boede i, da jeg studerede. Resten af dagen bød bl.a. på masser af myggestik, drageflyvning, grillmad, en tur i et elhegn og en lille, bitte brandert.
Efter lidt sightseeing på Fur gik turen mandag atter mod Sydjylland et par timer i en rædselsfuld varm bil *Kære julemand. I år ønsker jeg mig en bil med klimaanlæg*, efterfulgt af take-away på terassen derhjemme.
Hvorfor mit venstre håndled gør mega nas har jeg absolut ingen anelse om.
Jeg har jo fået kradset et midlertidigt job op under neglene og begyndte i fredags. Det er faktisk rigtig rart at have noget fornuftigt at lave, selvom lønnen er styg, jeg skal op kl 5 om morgenen og et job som bagerekspedient ikke ligefrem udvikler mig rent fagligt.
Jeg har tidligere været i detailhandlen og synes egentlig ikke det er så forfærdeligt, som nogen mennesker giver udtryk for. Under alle omstændigheder er det bedre end at blive sendt i aktivering. Spøjst nok er jeg blevet ansat i den bager, hvor denne episode udspillede sig.
Any who, lørdag var jeg så oppe kl. øv for at tage på arbejde og ud på eftermiddagen, da jeg var blevet sluppet løs, begav Journalisten og jeg os 2½ time nordpå i en svedende varm bil. I Nordjylland var der socialt samvær med mine forældre og svigergamlerne, en tilbagevendende tradition, der lykkeligvis kun er årlig.
Søndag var der, efter yderligere 2½ times ristning i bilen og to færgeture, Niecens to-års fødselsdag på Fur, hvor Søster og familie var taget på camping. Den type campingture plejer at ende i gul gajol og derfor havde Journalisten og jeg lejet en ferielejlighed, der var større og federe end den lejlighed, jeg boede i, da jeg studerede. Resten af dagen bød bl.a. på masser af myggestik, drageflyvning, grillmad, en tur i et elhegn og en lille, bitte brandert.
Efter lidt sightseeing på Fur gik turen mandag atter mod Sydjylland et par timer i en rædselsfuld varm bil *Kære julemand. I år ønsker jeg mig en bil med klimaanlæg*, efterfulgt af take-away på terassen derhjemme.
Hvorfor mit venstre håndled gør mega nas har jeg absolut ingen anelse om.
mandag den 9. februar 2009
Du ved du er fra Århus når...
Jeg er født og opvokset i Århus, men flyttede til sydligere himmelstrøg for et halvt års tid siden. For nylig var jeg ved bageren i Kolding:
Mig: "Jeg får to smurte håndværkere"
Lille 15-årig bagerekspedientpige: "Ja tak, ellers andet?"
Mig:"Ja, jeg skal også lige ha' en trøffel"
Lille 15-årig bagerekspedientpige med desorienteret blik i øjnene:"..."
Lille 15-årig bagerekspedientpige vender sig om mod rækkerne med kager og peger lidt løst rundt på forskellige kager og kigger så ufatteligt bedende på mig: "Øøøøøhhhh...."
Mig, for hvem der lige er gået en prås op: "Nåh ja undskyld, jeg vil gerne have en romkugle.."
Ekspedienten smiler til fnisende ældre mand bag mig mens hun skovler en trøffel ned i en pose. Det er anden gang jeg bliver til grin hos en bager..
Mig: "Jeg får to smurte håndværkere"
Lille 15-årig bagerekspedientpige: "Ja tak, ellers andet?"
Mig:"Ja, jeg skal også lige ha' en trøffel"
Lille 15-årig bagerekspedientpige med desorienteret blik i øjnene:"..."
Lille 15-årig bagerekspedientpige vender sig om mod rækkerne med kager og peger lidt løst rundt på forskellige kager og kigger så ufatteligt bedende på mig: "Øøøøøhhhh...."
Mig, for hvem der lige er gået en prås op: "Nåh ja undskyld, jeg vil gerne have en romkugle.."
Ekspedienten smiler til fnisende ældre mand bag mig mens hun skovler en trøffel ned i en pose. Det er anden gang jeg bliver til grin hos en bager..
Abonner på:
Opslag (Atom)