Det var jo det jeg ville - ikke?

Min hjerne er nu officielt blevet til en skål havregrød.
Jeg kan intet huske, hvilket jeg plejer at fikse med huskesedler, men selv huskesedlerne glemmer jeg nu at skrive. Jeg har ikke styr på en skid, heriblandt kalenderen, og jeg går stadig rundt og bilder mig selv ind at vi er i uge 1, hvilket ikke er så praktisk rent jobsøgningsmæssigt. Firmaerne udsætter desværre ikke deres ansøgningsfrister bare fordi min hjerne er blevet lam.
Tidligere i dag skulle jeg udføre en ellers simpel opgave. Koge to æg. Så jeg fandt gryde og æg frem, hældte vand på, stillede gryden på komfuret og tændte. So far, so good.
Efter en sjus ti minutters tid kom jeg tilbage for at se hvordan det gik, blot for at konstatere at jeg havde tændt for den forkerte plade. Da det endelig lykkedes mig at få æggene i kog, satte jeg uret til at ringe og gik ned med skraldet. Og da jeg alligevel var nede kunne jeg ligeså godt hælde sprinklervæske på bilen. Det tog lidt tid at få åbnet motorhjelmen - den bandt helt vildt. Eller det vil sige, det gjorde den ikke længere da det gik op for mig, at jeg havde trukket i det gale håndtag og havde åbnet bagagerummet i stedet *d'oh*.
Nå, men efter omtrent 25 mins var jeg færdig med at fjolle rundt med bilen og listede op i lejligheden igen. Mine æg så på dette tidspunkt, ikke overraskende, ret spøjse ud og jeg kørte herefter ned og købte en varm leverpostej til min frokost i stedet.

Jeg kan tydeligvis heller ikke fortælle jokes længere. Således fik jeg enorm skideballe af min søster, der i ramme alvor troede på os, da mig og Journalisten med smørede grin fortalte, at grunden til at vi kom halvanden time for sent til familiejulefrokosten var, at vi havde været på McDonalds *sure mokke*. Herefter fik jeg så en mindre hjerneblødning og råbte lidt af hende, mens jeg forklarede at vores forsinkelse blot handlede om, at jeg ikke magtede at være sammen med min skrækkelige familie og ikke havde et stort behov for at blive psykoanalyseret, hvilket er et fast ritual hver gang jeg ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Det tog hun faktisk okay og hun har nu indført begrebet "En Off Day". Så hvis jeg har det skidt, skal jeg bare erklære at jeg har en off day and no questions asked. Det skal jeg dog se før jeg tror på det. I familiens øjne er jeg på ingen måde i stand til at tage vare på min egen situation.

Det er derfor ganske belejligt, at jeg nu har fået lidt at lave. Omend det er en meget begrænset periode - en måned, that is - er det bedre end ingenting. Jeg har skaffet mig en virksomhedspraktikplads, hvor jeg kan komme til at lave det, jeg er uddannet til. Endelig. Fra 1. februar. Det kan være det kan kickstarte min hjerne bare en lille smule.

Nu skal jeg så lige holde op med at sidde i fosterstilling henne i hjørnet, mens jeg messer jegkanikkejegkanikkejegkanikke.

Dilemma 2

Jeg har fået mig et vaskeægte, ubehageligt og irriterende dilemma i dag.

Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!


Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.

Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.

Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.

Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.

Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.

Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.

Kravspecifikation

"Du skal nok finde din hylde en dag. Tænk på at der er nogen der først finder ud af, hvad de vil når de er 40! Det skal nok gå."


Hold nu kæft!


Jeg vil ikke vente til jeg bliver 40. Der er fandme lang tid til.
Jeg vil ikke spilde mere tid.
Jeg vil ha' tryghed, stabilitet og penge.
Jeg vil høre til.
Jeg vil ha' et formål.
Jeg vil ha' noget at stå op til.
Jeg vil glæde mig til at gå på arbejde og være fyldt af energi når jeg kommer hjem. Ligesom Journalisten og alle de andre omkring mig.
Jeg vil være god til noget.
Jeg vil ha' noget ud af mit liv.
Jeg vil ha' et formål med det her liv. Hvorfor skal man ellers være her?

Jeg vil være glad.



Er det så meget forlangt?

En tirsdag

Jeg havde en række forestillinger om hvad jeg skulle nå i dag.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.

Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.

Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.

The Exercist

Jeg har tit spekuleret over om jeg ville egne mig bedst til at være alene. Journalisten siger nej, men han risikerer jo også at blive smidt på porten, hvis han siger ja.
Nå, spøg til side.
De perioder, hvor jeg har været alene, har jeg været slank og veltrænet, veludhvilet og i balance med mig selv - så vidt jeg husker i hvert fald.
De perioder, hvor jeg har været i forhold har jeg været 10 kg tungere, slap, i næsten kronisk søvnunderskud og i temmelig mental ubalance - så vidt jeg husker i hvert fald.
Jeg er nemlig ikke helt klar over om min hjerne spiller mig et puds.
Uanset om den gør eller ej er den fysiske tilstand et ret håndgribeligt fakta. Mad interesserer mig ikke synderligt meget og jeg er ikke særlig god til at lave det. Så når jeg er alene består min mad typisk af noget kød og grøntsager stoppet i en gryde. Så varierer jeg bare ingredienserne og en gang i mellem snitter jeg lidt salat også.
Så en gennemgående sund kost som bare skal skovles indenbords. Derfor har jeg været slank, når jeg har været alene.
Når jeg har været i forhold (lige som nu) hygger jeg alt for meget. Så er vi to om at spise maden og så sætter jeg lidt større forventninger til mig selv op og vil gerne lave noget mad, der er lidt mere spændende og noget som jeg ikke ville gide lave, hvis jeg bare var mig selv.
Kartoffelmos fx.
Derudover får jeg ikke trænet ret meget fordi jeg hellere vil hygge mig med kæresten når vi rent faktisk har fri på samme tidspunkt *ja tak, verdens dårligeste undskyldning*. Jeg er et udpræget rutinemenneske og hvis jeg ikke kommer til træning på fastlagte tidspunkter, som helst kommer i forlængelse af anden aktivitet uden for huset, så har jeg utroligt svært ved at komme afsted. Jeg er vokset op i et hjem, hvor motion blev betragtet som et irritationsmoment man helst for alt i verden skulle undgå. Derfor har jeg aldrig fået et godt og sundt forhold til motion og det bider mig i måsen nu.
Nu har min læge dog ordineret rigelig motion af hensyn til mit mentale helbred og det kan være det kan få mig til at komme ud af døren. For jeg ved at jeg elsker det når jeg først er kommet i gang. Jeg har derfor støvet mine spinningsko af og fundet mine træningsbukser frem *som strammer helt vildt fordi jeg har taget på. Øv.* Hvis jeg nøjes med at tage en dag af gangen må det da for fanden kunne lade sig gøre at få lidt muskler igen.

Det er dødurimeligt at det er de dårlige vaner der er nemmest at tilegne sig.

Status quo vol II

Nå, men Den Lille Bager råbte så højt i telefonen at jeg kunne høre det i den anden ende af lokalet. Da han havde raset af forsøgte han naturligvis med forskellige pressionsmidler og angreb på samvittigheden.
Som udgangspunkt var jeg sygemeldt og skulle sige op pga. sygdom forårsaget af arbejdet, hvilket betød at vi ikke havde så travlt med at lave opsigelser længere. Men han syntes ikke det var morsomt at skulle betale sygepenge til mig helt til november og han forsøgte at slå forskellige elendige handler af, naturligvis uden held. Jeg skulle jo stadig passe på ikke at blive selvforskyldt ledig.
Den stakkels Journalist måtte ringe frem og tilbage mellem bager og fagforening for at sikre at jeg ikke blev løbet om hjørner med, mens jeg sad og snøftede i lænestolen.
Til sidst blev alle enige om at bageren skulle fyre mig af hensyn til virksomhedens drift og tilgengæld er jeg så sygemeldt hele opsigelsesperioden og hænger ikke fast længere end til oktober.
Med alt det praktiske i orden (selvom det tog lidt tid inden jeg faldt til ro igen og ikke mere havde ondt i maven) var det tid til at reparere min hjerne.
Fagforeningsdamen var nemlig ret hurtig til at gennemskue at jeg nok ikke er helt rask oven i bøtten. Så hun stak mig nummeret på en psykolog med besked om at fagforeningen betaler fem sessioner.
Der har jeg så været i dag og jeg var ret spændt på hvordan sådan noget foregår. Jeg har aldrig været til psykolog før. Igår fik jeg fat i en veninde som har brugt en del tid hos psykolog efter hun blev krøllet omkring et træ i sin bil og fik smadret skulder og ben pga. en blondine, der skulle tale i mobil og derfor glemte at bremse sin bil i kryds. Hun har derfor forståeligt nok været pænt bitter siden. Hun fortalte mig at hun havde haft utrolig meget glæde af sin psykolog og havde fået gravet op i en masse gamle ting også så hun nu rent faktisk er i rimelig fornuftigt humør.
Jeg syntes det var en smule specielt at en helt fremmed person stiller en masse direkte spørgsmål, der går lige i benene på problemerne. Det er fascinerende at den slags folk er i stand til at aflæse og vurdere andre mennesker på så kort tid. Der er ingen tvivl om at det bliver en hård omgang, men jeg tror tilgengæld også på at det kommer til at hjælpe mig en hel masse. Jeg føler mig allerede bedre tilpas.
Som han sagde efter jeg havde hældt en masse årsagsteorier ud:
"Hvis du var alkoholiker ved vi nu, hvorfor du drikker. Nu skal vi bare have dig til at holde op. "

Så det tager vi i næste uge.

Pausemusik

Hvis jeg virker lidt fraværende skyldes det mest at jeg har fået et mindre nervesammenbrud, er kommet i voldsom skænderi med Bageriet og derfor bruger en del tid på at ringe til fagforeningen etc. for at komme ud med skindet på næsen.

To be continued...

Ferietrang

Jeg lider lidt af tørskrivning for tiden. Jeg har masser af indlæg i gang om alt muligt mærkeligt, men kan ikke rigtig få dem gjort færdig.

Jeg har generelt svært ved at samle mig om noget som helst i disse dage. Jeg har nul koncentration. Og jeg er begyndt at fokusere alt for meget på kvinder uden BH og lader mig voldsomt irritere. Jeg hader at se på dinglende patter med brystvorter, der kigger ned mod gulvet. Det er mig en gåde, hvorfor kvinder synes at afslapning = nul BH.
Det er vist godt jeg snart har ferie!
Vi havde egentlig snakket om at køre til Mosel igen, men jeg har kun kunnet kradse én uges ferie op under neglene og det ser ikke så godt ud med finanserne. Man bliver ikke rig af at gå rundt i det bageri. Så det bliver camping i stedet.
Vi kan nu godt lide at tage på camping. Svigergamlerne har en glimrende campingvogn og vi hygger os meget, når vi er afsted. I år har jeg fundet en plads med tilhørende fiskesø og vi har skrevet en lang liste over geocacher i området. Det kan kun blive godt. Jeg kom godt nok til at invitere de gamle på kaffe en af dagene, men det overlever jeg nok.

Jeg har overvejet på at gå til lægen igen når jeg kommer tilbage fra ferie. Nok er jeg meget grådlabil, men når man spontant bryder ud i hyleri i tide og utide bør man nok reagere.

Gode nyheder

Det er som om det sker hver gang.
Når jeg synes verden er allermest rådden, så sker der lige pludselig noget som giver mig noget at se frem til. Da jeg for to år siden var hårdt ramt af hjertesorger og samtidig lå indlagt med en mystisk lidelse i hjernen, var min søster gravid for anden gang og jeg havde således noget at glæde mig til.
Nu har jeg døjet det sidste år med dårligt job, depression, indebrændthed, mere dårlig job og nu 1/8 despression, som Journalisten kalder det.
Og så sker der det, at jeg her til aften bliver ringet op af min søster. Hun er gravid igen. Og selv om det er nummer tre er jeg lige så glad og glæder mig lige så meget som første gang. Det er dejligt at have noget at se frem til uanset hvad min egen fremtid bringer.
Søster forspildte naturligvis ikke chancen for at prikke lidt til mig, for det ville jo være alletiders med en jævnaldrende fætter/kusine til den lille ny. Så fik hun for 117. gang besked på at jeg hellere vil have et ordentligt job end børn.
"Jaaaamen, det er da nu du skal have børn mens du alligevel ikke kan få job og så når det er opgangstider, så har du overstået din barsel!"
Ja tak, men så kan jeg stikke en tændstik til mit eksamenbevis. Jeg er jo inden for en branche der absolut ikke tillader at man holder sig væk for længe. Så bliver man forældet og det er svært nok at få dem til at ansætte mig fordi jeg er nyuddannet, forsøgte jeg at forklare hende.
Nedslået måtte hun acceptere at hun kunne stikke sine planer et bestemt sted hen.

Hvis jeg kender hende ret har hun dog ikke tænkt sig at lade mig være fri for plageri bare på grund af det.

En søndag

Jeg har haft en af mine smådepressive dage, hvor alting er uoverskueligt og hvor udsigten til måske at blive sendt til Berlin i fire måneder ikke længere er en fed mulighed, men i stedet noget jeg frygter fordi jeg er bange for der ikke er noget at komme hjem til. En dag, hvor jeg ikke kan overskue at slæbe mig på arbejde i morgen og hvor jeg ikke har den fjerneste tiltro til at jeg nogensinde får mig et fornuftigt job. En dag, hvor jeg bare har ligget på sofaen og småslumret på trods af at jeg har sovet otte timer i nat.
Disse dage kommer snigende ud af det blå engang i mellem og jeg burde nok snart få trykt en t-shirt med et billede af Æsel fra Peter Plys. Så kan jeg tage den på, når alting er træls.

Journalisten kender disse dage og lader mig derfor i høj grad være. Han uddeler blot nogle velplacerede krammere engang i mellem og overlader derudover alt småtuderiet til mig selv.
Hen på eftermiddagen syntes han dog at vi trængte til lidt frisk luft. I bedste pensioniststil elsker vi at hoppe ind i bilen og bare køre ud i det blå for at kigge lidt på naturen og på alle de huse vi godt kunne tænke os at købe. Og vi ender altid med at komme nye steder hen.
Så afsted det gik, men pludselig udspillede der sig en ganske dramatisk scene idet en fugl kom flyvende meget lavt tværs over vejen:

Jounalisten: "Ups"
Mig: "Tror du?"
Journalisten: "Jep"
Mig: "Tror du den er død?"
Journalisten: "Ja"
Mig: "okay"

Men Journalisten kender mig alt for godt. Så han vendte bilen så vi kunne køre tilbage og se om den rent faktisk VAR død. I den anden ende af vejen vender vi så bilen igen i en indkørsel og sniger os afsted på vejen. Og bedst som vi kommer hen mod den lille fugl ruller jeg vinduet ned for at kigge ud. Journalisten havde dog regnet lidt forkert og i stedet for at trille forbi, så jeg kunne kigge ned fra vinduet, kører han direkte henover den lille fugl, hvilket vi så fik den tvivlsomme fornøjelse af at høre ret tydeligt:

Mig og Jounalisten på en gang: "AAAAADDDDDD hahahahaha"

Længere henne af vejen:

Mig: "Tror du den er død nu?"
Journalisten: "Ja!"
Mig: "okay"

Jounalisten vendte bilen igen og da vi nok engang vendte i førnævnte indkørsel i den anden ende af vejen begyndte vi at spekulere på, hvornår de ville ringe efter panserne.
Denne gang kunne jeg få et godt kig på den lille fugl:
Journalisten: "Du ved jo nok at almindelige mennesker faktisk kun må erklære nogen død, når hovedet er adskilt fra kroppen. Var det det?"
Mig: "Njaaaa...det ved jeg ikke..den var så udsplattet at jeg ikke kunne se hovedet?"
Journalisten: "Så er den nok død"
Mig: "Ja, det er den nok"
Og så lod vi det ligge ved det.

Senere på dagen satte jeg mig ind i bilen for at køre på 7/11 og hente cola (det går ikke så godt med afvænningen i øjeblikket). Ud af noget budskads for enden af vores mur kom der pludselig en mand gående. Han var omkring de 60 år og iklædt en hudfarvet t-shirt, hvide tangatrusser og et par lammeskindstøfler - og intet andet. (??)

Vores bil er i øvrigt holdt op med at skvulpe. Et pænt stykke tid kom der en lyd af vand omme fra bagsædet når vi kørte over bump og lignende og vi gik egentlig begge ud fra at der lå en vandflaske deromme. Vi bruger aldrig bagsædet, så derfor var der ingen af os der gad tjekke efter og eftersom vi roder pænt meget i bilen, var det en ret plausibel forklaring, at en eller anden (læs: mig) havde kastet en flaske om på gulvet eller noget.
Lige indtil jeg i sidste weekend rent faktisk skulle bruge bagsædet til noget. Lillebror og De Gamle havde været nede hos Journalistens og min yndlingsvinbrygger ved Mosel og havde hjembragt 24 flasker i en stor papkasse. Denne kasse måtte jeg så smide ind på bagsædet, da den skulle køres på genbrug, da vores baggagerum i øjeblikket fungerer som opbevaring efter vores rotteangreb i vinters (Vi nægter at stille ting ned i den kælder igen).
Da jeg så åbnede bagdøren kunne jeg konstatere at det rent faktisk var bagdøren, der skvulpede...
Journalisten var naturligvis temmelig skeptisk, da jeg meddelte at vores bildør var fuld af vand. Men ganske rigtigt, da han fik den brækket op og renset nogle huller for glasskår (der havde været indbrud i bilen før vi købte den) fossede vandet ud og nu skvulper den ikke længere. Og man kan næsten ikke se at Journalisten har haft døren skilt ad.

Han havde dog den obligatoriske ene møtrik tilovers, da han havde samlet døren igen.

Mooor er den bedste i veeeerden

Jeg læste for nylig et indlæg hos Belle Blues der handlede om hendes temmelig anstengte forhold til hendes mor og straks følte jeg mig truffet.
På facebook har der på det seneste været en del kvindelige medlemmer af min venneliste, der har meldt sig ind i gruppen "Jeg elsker min mor og jeg er stolt af det".
Jeg tænkte at jeg i den forbindelse ville kigge lidt på, hvorfor jeg under ingen omstændigheder vil melde mig ind i den gruppe*.

I beskrivelsesfeltet har de skrevet en række udsagn, der lyder således:

Den her Facebook group er til dig der elsker din mor.
Du elsker hende for de mange gange hun har:


-Lavet din livret.
Min mor har ingen anelse om, hvad min livret er. Og hun spørger stadig om jeg skal have sild til frokosterne, selvom jeg er hardcore ikke-fiskespiser og har været det det meste af mit liv.


-Lagt dig i seng, med alt for høj promille.
No way. Min mor betragter druk som værende noget åndssvagt som kun dumme mennesker gør. Hun har forsøgt at spærre mig og mine søskende inde, så længe hun kunne, da vi var teenagere fordi fester absolut ikke var noget vi burde blandes ind i. Hvis man havde en ordentlig brandert på var der derfor no mercy og foragten lyste ud af øjenene. Det gør den i øvrigt stadig selvom vi alle er voksne nu.

-Givet dig masser af kærlighed når du havde mest brug for det.
Hvad har man kærester til?


-Holdt dit hår når du sku brække dig.
Hvis man skulle kaste op var hun den der forsvandt. Det måtte jeg selv klare. Hvis jeg havde brækket mig ud over det hele måtte min far pænt tørre op.


-Vasket dit tøj.
"Hvis du vil have vasket tøj må du selv gøre det. Det er ikke en servicebutik, det her."


-Kløet din ryg.
A'hva?

-Sagt at det hele nok skal ordne sig i de mest mørke tider.
Pfff... Da jeg omkring nytår var på vej ind i en depression, men trods alt havde viljen til at komme igennem og bare skulle bruge støtte, fik jeg besked på at tingene ikke var så slemme som jeg påstod og at jeg skulle tage mig sammen. Derefter udstedte hun en mængde krav til, hvordan jeg skulle leve mit liv og så mente hun i øvrigt at jeg skulle tage til lægen omgående og få en hurtig medicinering. Så var det jeg blev lidt hidsig og råbte op om at hun måtte være vanvittig og at hun skulle holde op med at umyndiggøre mig på den måde. Det slog hende dog ikke ud og hun udmeldte at denne reaktion jo naturligvis var et tydeligt bevis på, at hun havde ret og at jeg blot skulle indlægge på psyk asap og jeg fortrød bittert at jeg havde inddraget hende i mine problemer. Det blev de sådan set kun værre af.**

Og da jeg i sin tid var indlagt på neurologisk afdeling med et lamt ansigt og dobbeltsyn og ingen vidste hvad jeg fejlede, sørgede hun for at klage sin nød til sine venner og bekendte - og smørede tykt på historien. Min mor tilpasser nemlig enhver situation til hendes behov. Hvis ikke historien er god nok i hendes øjne, så pynter hun bare på den. Dette giver en masse pinlige situationer, når jeg efterfølgende må forklare folk at hun er fuld af løgn. Og naturligvis bliver hun hver gang ufattelig sur på mig når jeg gør hende opmærksom på at det er forkerte ting hun siger til folk.

Det der gjorde at Belle Blues indlæg ramte en nerve hos mig var beskyldningen om spiseforstyrrelse. Den har jeg naturligvis også fået. Mit sidste halve år på gymnasiet var et mareridt fordi min far havde valgt at duske en fremmed dame og af en eller anden grund havde min mor så bestemt at det var mit job at løse deres problemer. Dette bevirkede at jeg havde konstant kvalme i et halvt år og måtte have piller af lægen for at styre det. Jeg måtte pakke mit grej og skride for at kunne få fred til at læse til min studentereksamen. Nogle uger senere tog hele den pukkelryggede på udenlandstur for at fejre min studenterhat og her var det så at hun valgte at beskylde mig for at have en spiseforstyrrelse fordi jeg for det første var åleslank og for det andet gik på toilettet under maden *Jeg skulle tisse for helvede!*. Nu til dags har hun dog mere travlt med at fortælle mig, hvor fed jeg er, på trods af at jeg har normal vægt og ser helt normal ud.

Så nej, den gruppe er vist ikke rigtig noget for mig.

*Hvis man lige ser bort fra at jeg aldrig melder mig ind i grupper, der ikke har noget med skole eller arbejde at gøre.

**Det er nu blevet en stående joke mellem Journalisten og mig. Hvis en af os opfører sig tåbeligt i en eller anden situation bliver vedkommende omgående idømt en hurtig medicinering.

Rådden nedfaldshjerne

Jeg har inden for den sidste tid oplevet en stærkt nedgradering af min hjernekapacitet. Tidligere var jeg altid god for en kæk bemærkning og et godt gensvar.
Ikke desto mindre synes jeg at den egenskab er forsvundet lige så hurtigt som mine penge forsvinder efter lønningsdag. Jeg synes ikke længere at være i stand til at tænke hurtigt. Tidligere har jeg kunnet sidde og tale med en anden person og så pludselig stille et spørgsmål, der har bragt offeret totalt ud af koncentration, så vedkommende tabte tråden og bare stirrede tomt ud i luften. (Kragen var ofte offer for denne teknik, hun er så nem at bringe ud af fatning). Nu til dags når jeg sidder i situationer, hvor jeg kan se en åbenlys mulighed for at gribe samtalen og løbe den helt forkerte vej med den, sidder jeg bare og tænker så det knager uden at der sker noget, og samtalen fortsætter så uden ophold eller muntert indslag.

Jeg oplever også at jeg oftere og oftere selv bliver udsat for jokes, som jeg overhovedet ikke fatter, hvor jeg før i tiden ville have kastet skyts tilbage i en lind strøm. Nu opdager jeg først joken, når jeg er blevet grundigt til grin. Og stadig kan jeg ikke komme på noget genialt gensvar.

Eksempelvis havde jeg fornylig en sms-udveksling med en af vennerne, som skulle have bekræftet at vi havde en aftale senere på aftenen. Jeg sendte spørgende sms'er og fik kun svar tilbage i stil med "øhh om hvad??" og "ja ja... om hvad?".. jeg var allerede begyndt at surmule over at de andre tydeligvis var begyndt at drikke uden mig... indtil jeg modtog ordet "Scheisse" og det gik op for mig at der blev taget stygt strøm på mig i bedste Tulip stil. Plads til rapt gensvar: Intet.
Senere på aftenen fik jeg skæld ud over den flade respons og besked på at oppe mig.

Måske jeg bør tage fiskeoliekapsler?

Skomager, bliv væk fra TV'et

Min hjerne er slave af indre forestillinger. Når jeg får ting beskrevet danner jeg mig meget klare billeder inde i mit hoved. Ligeledes når jeg læser en bog. Det sidstnævnte gør det desværre meget besværligt at se filmatiseringen af en bog. Det lever aldrig op til forestillingerne og jeg bruger det meste af tiden på at sidde og skælde ud over at castingen ikke følger mit personregister.
Til gengæld har jeg haft held med at se filmene først og læse bogen bagefter. Så har personerne fra filmen kvalt et hvilket som helst forsøg på at danne egen tankevirksomhed.

Der er dog et enkelt tilfælde hvor jeg absolut ikke danner nogen som helst billeder og det er når vi snakker om "fortællende" stemmer. Her tænker jeg på kommentatorer, dukkeførere, dokumentarindtalere etc. Disse mennesker er for min hjerne en stemme og intet andet. En særlig undergruppe af disse mennesker er dem, der har bevæget sig fra deres område, radio fx., over til TV. Fælles for dem, udover at jeg ikke kan abstrahere fra at deres stemme har et ansigt i virkeligheden, er at jeg ikke synes de har ansigter der passer til TV. Dette er selvfølgelig frygteligt overfladisk at mene at folk der skal være på TV skal være behagelige at se på. Jeg synes egentlig også at der er mange TV personligheder, der på ingen måde er kønne og jeg er derfor tilbøjelig til at tro at det er min hjerne, der igen går ind og nedlægger forbud mod at synes godt om skift-medie-konceptet.

Jeg er således blevet voldsomt mentalt udfordret på det sidste, da mange medlemmer af denne gruppe er begyndt at bevæge sig ud i virkeligheden. Langt de fleste burde efter min mening være blevet hvor de var. Om det så skyldes at de ikke egner sig til on screen performance eller om det bare er fordi jeg ikke kan sætte mig ud over mine egne ideer om verdens sammenhæng skal jeg ikke gøre mig klog på.
Jeg kan ikke huske hvornår det startede, men mener bestemt at en af de første gange jeg følte mig dårligt tilpas, var da Peter Palshøj dukkede op i et sportsprogram, tror jeg det var. *Eller var det mon dengang Carsten Werge gjorde nøjagtigt det samme?*
Lars Daneskov er et særtilfælde, da han jo faktisk har befundet sig på TV, så i radioen og så tilbage på TV igen. Uanset set hvad, synes jeg han skulle blive i radioen. Han har en fantastisk radiostemme og så har han produceret herlige meteorologiske begreber som "godtvejrskumulus".
Forleden så jeg så at også Flemming Toft har foldet sig ud i et sportsprogram på TV.*Hvad sker der for at alle skal være vært i et sportsprogram??* Igen følte jeg at det var helt forkert. Her stod (i min verden) Mr. Fodbold og så utroligt nervøs ud og lignede heller ikke en linselus.
Så er der Niels Christian Lang, en kendt radio person og speakeren af alle "Husker du..?" programmerne på DR2 *jooo jeg ser dem faktisk engang i mellem*, der dukkede op som TV vært.
Der er også lottomanden, der har speaket alle lottoreklamerne i årevis og som nu er begyndt at optræde personligt i reklamerne.

Og så var der den gang Lykkehjulet lavede en episode, hvor de havde alle TV2's programspeakere som deltagere. Jeg blev aldrig den samme igen.