Jeg lider lidt af tørskrivning for tiden. Jeg har masser af indlæg i gang om alt muligt mærkeligt, men kan ikke rigtig få dem gjort færdig.
Jeg har generelt svært ved at samle mig om noget som helst i disse dage. Jeg har nul koncentration. Og jeg er begyndt at fokusere alt for meget på kvinder uden BH og lader mig voldsomt irritere. Jeg hader at se på dinglende patter med brystvorter, der kigger ned mod gulvet. Det er mig en gåde, hvorfor kvinder synes at afslapning = nul BH.
Det er vist godt jeg snart har ferie!
Vi havde egentlig snakket om at køre til Mosel igen, men jeg har kun kunnet kradse én uges ferie op under neglene og det ser ikke så godt ud med finanserne. Man bliver ikke rig af at gå rundt i det bageri. Så det bliver camping i stedet.
Vi kan nu godt lide at tage på camping. Svigergamlerne har en glimrende campingvogn og vi hygger os meget, når vi er afsted. I år har jeg fundet en plads med tilhørende fiskesø og vi har skrevet en lang liste over geocacher i området. Det kan kun blive godt. Jeg kom godt nok til at invitere de gamle på kaffe en af dagene, men det overlever jeg nok.
Jeg har overvejet på at gå til lægen igen når jeg kommer tilbage fra ferie. Nok er jeg meget grådlabil, men når man spontant bryder ud i hyleri i tide og utide bør man nok reagere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar