En søndag

Jeg har haft en af mine smådepressive dage, hvor alting er uoverskueligt og hvor udsigten til måske at blive sendt til Berlin i fire måneder ikke længere er en fed mulighed, men i stedet noget jeg frygter fordi jeg er bange for der ikke er noget at komme hjem til. En dag, hvor jeg ikke kan overskue at slæbe mig på arbejde i morgen og hvor jeg ikke har den fjerneste tiltro til at jeg nogensinde får mig et fornuftigt job. En dag, hvor jeg bare har ligget på sofaen og småslumret på trods af at jeg har sovet otte timer i nat.
Disse dage kommer snigende ud af det blå engang i mellem og jeg burde nok snart få trykt en t-shirt med et billede af Æsel fra Peter Plys. Så kan jeg tage den på, når alting er træls.

Journalisten kender disse dage og lader mig derfor i høj grad være. Han uddeler blot nogle velplacerede krammere engang i mellem og overlader derudover alt småtuderiet til mig selv.
Hen på eftermiddagen syntes han dog at vi trængte til lidt frisk luft. I bedste pensioniststil elsker vi at hoppe ind i bilen og bare køre ud i det blå for at kigge lidt på naturen og på alle de huse vi godt kunne tænke os at købe. Og vi ender altid med at komme nye steder hen.
Så afsted det gik, men pludselig udspillede der sig en ganske dramatisk scene idet en fugl kom flyvende meget lavt tværs over vejen:

Jounalisten: "Ups"
Mig: "Tror du?"
Journalisten: "Jep"
Mig: "Tror du den er død?"
Journalisten: "Ja"
Mig: "okay"

Men Journalisten kender mig alt for godt. Så han vendte bilen så vi kunne køre tilbage og se om den rent faktisk VAR død. I den anden ende af vejen vender vi så bilen igen i en indkørsel og sniger os afsted på vejen. Og bedst som vi kommer hen mod den lille fugl ruller jeg vinduet ned for at kigge ud. Journalisten havde dog regnet lidt forkert og i stedet for at trille forbi, så jeg kunne kigge ned fra vinduet, kører han direkte henover den lille fugl, hvilket vi så fik den tvivlsomme fornøjelse af at høre ret tydeligt:

Mig og Jounalisten på en gang: "AAAAADDDDDD hahahahaha"

Længere henne af vejen:

Mig: "Tror du den er død nu?"
Journalisten: "Ja!"
Mig: "okay"

Jounalisten vendte bilen igen og da vi nok engang vendte i førnævnte indkørsel i den anden ende af vejen begyndte vi at spekulere på, hvornår de ville ringe efter panserne.
Denne gang kunne jeg få et godt kig på den lille fugl:
Journalisten: "Du ved jo nok at almindelige mennesker faktisk kun må erklære nogen død, når hovedet er adskilt fra kroppen. Var det det?"
Mig: "Njaaaa...det ved jeg ikke..den var så udsplattet at jeg ikke kunne se hovedet?"
Journalisten: "Så er den nok død"
Mig: "Ja, det er den nok"
Og så lod vi det ligge ved det.

Senere på dagen satte jeg mig ind i bilen for at køre på 7/11 og hente cola (det går ikke så godt med afvænningen i øjeblikket). Ud af noget budskads for enden af vores mur kom der pludselig en mand gående. Han var omkring de 60 år og iklædt en hudfarvet t-shirt, hvide tangatrusser og et par lammeskindstøfler - og intet andet. (??)

Vores bil er i øvrigt holdt op med at skvulpe. Et pænt stykke tid kom der en lyd af vand omme fra bagsædet når vi kørte over bump og lignende og vi gik egentlig begge ud fra at der lå en vandflaske deromme. Vi bruger aldrig bagsædet, så derfor var der ingen af os der gad tjekke efter og eftersom vi roder pænt meget i bilen, var det en ret plausibel forklaring, at en eller anden (læs: mig) havde kastet en flaske om på gulvet eller noget.
Lige indtil jeg i sidste weekend rent faktisk skulle bruge bagsædet til noget. Lillebror og De Gamle havde været nede hos Journalistens og min yndlingsvinbrygger ved Mosel og havde hjembragt 24 flasker i en stor papkasse. Denne kasse måtte jeg så smide ind på bagsædet, da den skulle køres på genbrug, da vores baggagerum i øjeblikket fungerer som opbevaring efter vores rotteangreb i vinters (Vi nægter at stille ting ned i den kælder igen).
Da jeg så åbnede bagdøren kunne jeg konstatere at det rent faktisk var bagdøren, der skvulpede...
Journalisten var naturligvis temmelig skeptisk, da jeg meddelte at vores bildør var fuld af vand. Men ganske rigtigt, da han fik den brækket op og renset nogle huller for glasskår (der havde været indbrud i bilen før vi købte den) fossede vandet ud og nu skvulper den ikke længere. Og man kan næsten ikke se at Journalisten har haft døren skilt ad.

Han havde dog den obligatoriske ene møtrik tilovers, da han havde samlet døren igen.