Så er vi tilbage fra campingferien.
Den ferie gik godt nok stærkt, jeg har kun to dage tilbage. Den er blevet godt nydt og vi har sovet længe, hvilket egentlig ikke var så vanvittig genialt. Jeg skal nu nå at barbere fem timer af min søvn inden på søndag, hvor jeg skal møde på arbejde kl 6.
Og jeg har ikke hørt fra nogle af de firmaer, der havde lovet at kontakte mig i august. Eller dvs et af firmaerne har efterspurgt mine karakterer, hvilket automatisk bringer mig hen i et jeg-tror-ikke-på-mig-selv-hjørne, hvor jeg så kan sidde og ryste, mens jeg messer "jeg får aldrig jobbet".
Nå, videre fra den dårlige selvtillid.
Udover tingene beskrevet i forrige indlæg bød ferien også på minigolf *hvor jeg tabte*, bowling *hvor jeg tabte OG ødelagde mit i forvejen svagelige håndled*, fiskeri *selvfølgelig...vi fangede dog heldigvis ikke noget*, krydsogtværsløsning, rundstykker, kaffe, tisning i buske og en masse andet.
Vi havde taget Lillebror med. Vi havde egentlig også gerne set at Søster og familien var taget med så det sædvanlige campingslæng var samlet, men hun er temmelig invalideret af sin graviditet og brugte ugen på at pendle ind til sygehuset for at suge nogle poser væske og få noget akupunktur.
Vi klarede os dog uden dem og turen havde et antal højdepunkter.
Et af dem var, da Lillebror i en hæftig brandert havde været ude i regnen for at tisse op af et træ, samtidig med at han forsøgte at holde en gigantisk paraply. Da han kom ind i forteltet igen forsøgte han at hænge paraplyen op i en tværstang så den kunne tørre, men havde ikke få den slået ordentlig sammen. Således sprang den op og angreb ham da den foldede sig ud, hvorefter den klistrede sig fast i en fluefanger og i forsøgtet på at undslippe væltede han over grillen, hvilket næsten fik mig til at tisse i bukserne.
Et andet var, da klogeåge 1 og klogeåge 2 *Journalisten og hans far* sad og kiggede ud af forteltet en aften, svigergamlerne var på besøg. Et lys på stjernehimlen blev vurderet til at være et fly og det måtte jo nødvendigvis være flyveren fra Kastrup til Aalborg. Efter at have været en tur ude med kikkerten, fordi jeg ikke rigtig syntes at flyveren flyttede sig, og havde nærstuderet himmellegemet kunne jeg fortælle d'herrer at det var Venus.
Senere på aftenen kom der rent faktisk en flyver og svigerfar var ikke sent til at understrege at det bestemt var flyveren fra Stockholm til Kastrup (!).
Jeg havde taget en bog med, men den fik jeg absolut ikke brug for.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar