Svedige nyheder

Velankommet tilbage i DK efter ferie med De Gamle og Lillebror i det tyske.

Jeg har sjældent været så begejstret for at befinde mig i dette småkølige land, hvor en hedebølge betyder 30 grader om dagen og hvor der er semivarmt om natten.
Den første dag vi var dernede, var temperaturen sidst i tyverne og det syntes vi egentlig var lidt varmt.

Men SÅ skal jeg ellers love for at vi fik kamp til stregen. Resten af ferien var der 40 grader - i skyggen. Om natten sneg den sig ned omkring de 30 grader. Fy for fanden, det var varmt.
De Gamle var ved at omkomme i dagtimerne, hvor jeg egentlig godt kunne holde det ud. Synes ikke det er så slemt når solen skinner. Tilgengæld håndterer jeg ikke den lumre hede om aftenen og natten særlig godt. Jeg svedte helt ukontollabelt om aftenen og sov pænt ringe om natten.
Kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft brug for regelmæssig at tørre sveden væk fra overkroppen for ikke at dryppe på gulvet *spinningtimer undtaget, forstås*.
Som Ørkenens Sønner så udemærket udtrykker det:

"Der er varmt om natten
Der er varmt om dagen.
Og man bliver dum og slatten,
Svedende på sit lag'n."

Imponerende at man kan sætte sig ind i bilen, køre 350 km nordpå og så er temperaturen i bogstaveligste forstand halveret, når man stiger ud af bilen igen.

Køben-hvaffornoget?

Så faldt jeg lige over transmissionen fra Det Kongelige Teater, hvor diverse prominte personer skal se gallaforestilling i anledningen af dronens fødselsdag. Og mens jeg sad og syntes, at der ser rart ud i København i aften og at teatret er en fin bygning, gik det op for mig, hvor stor en bonderøv jeg egentlig er.
Jeg har ikke tilbragt ret meget af mit liv i København og er faktisk hovestadsmæssigt analfabet.
Tilbage i 1990 tog mine forældre mig og mine søskende med til København på en lille tur på tre dage. Jeg husker kun at vi besøgte zoo, tivoli og et eller andet slot.
Og så vendte jeg sådan set ikke tilbage i sjus 18 år. Altså hvis man lige ser bort fra hurtig gennemkørsel på hovedbanen på vej til lufthavnen.
Det, der i øvrigt har slået mig hver gang jeg er kommet ind med toget er, at jeg synes det sidste stykke vej mod hovedbanen ligner noget fra østblokken. Det er et lidt smådeprimerende område, synes jeg.

Nå, men i 2008 var jeg faktisk forbi nogle gange, mest i militært regi. Der var et eller andet arrangement på Statens Museum for Kunst med forsvarsminter, -chef og diverse andre pinger, der var Tattoo på Rosenborg, hvor vi sad på tribune med de kongelige, og så var der en koncert inde på Rosenborg med militært musik, hvor vi i øvrigt fik den tvivlsomme ære af at se Grev Ingolf i levende live. Ham har jeg set en del gange før, bl.a. på Koldinghus, og han bliver bestemt ikke kønnere med alderen.
Til jul det år var jeg inde i Det Kongelige Teater og se Nøddeknækkeren. Jeg elsker den ballet, mest pga. musikken. I den forbindelse overnattede jeg hos en kammerat, der bor i Glostrup. Og da jeg om eftermiddagen kiggede ud over landet fra hans altan på 4.sal syntes jeg igen at det lignede noget fra østblokken. Jeg spekulerer på, om det måske er meget udbredt derovre?

En af gangene overnattede vi i de militære bygninger ude på Holmen, helt ude ved kanonerne. Om eftermiddagen gik dronningen i land fra Dannebrog og Journalisten tvang mig til at vinke tilbage til hende, da hun sejlede forbi, fordi der kun stod omkring ti mennesker på vores side og han syntes det ville se mærkeligt ud, hvis jeg bare stod der og daskede.
Jeg var tilgengæld noget imponeret over S-toge og metro. Fascinerende.
Og det var så ca. det.
Jeg aner intet om København og således har jeg siddet i taxaer og busser og glanet ud gennem vinduerne med åben mund og polypper. Jeg har gået rundt i byen uden at ane, hvor jeg var og har udbrudt masser af "guuuuuud", når det er gået op for mig, hvor jeg var. Eksempelvis da jeg opdagede, at jeg stod på Langebro eller da vi ventede på bussen på Christianshavns Torv. Og vist mumlede noget med "Ser Christianshavn sådan ud??", mens jeg kiggede på samlingen af drankere med deres hunde bag mig, og de unge autonomt udseende personer på fortovet overfor, der bare sad midt i det hele.
Der gik i øvrigt ret lang tid, før jeg fandt ud af at jeg stod på Amager. Ved ikke helt, hvad jeg egentlig forventede.
Var også noget forbløffet over at gå ud af hovedbanen og nærmest falde over Tivoli. Det havde jeg heller ikke set komme.

Når jeg kørte i bus igennem byen havde jeg sådan en mærkelig fornemmelse. Det føltes bizart. Lidt forkert, men jeg kunne ikke rigtig sætte fingeren på det. Det var først da jeg senere i en eller anden forbindelse kørte bus i Århus, hvor jeg er vokset op, at det slog mig. Det var alle de høje bygninger. Man kan jo køre i evigheder på store veje, hvor man ikke kan se andet end høje bygninger. København kan godt give lidt klaustrofobi, synes jeg.

I store hele træk har jeg altså ingen anelse om, hvad jeg foretager mig når jeg er derovre.
Spørger man mig om Nørrebro, Vesterbro og den slags, aner jeg ingenting og må have et kort. Frederiksberg er vist nok der, hvor zoo ligger?

Men nu har jeg altså tænkt lidt. I kommende ferieår har jeg sølle fem feriedage og dem gemmer jeg til jul. Så ingen udlandsrejser til mig før næste år. Så måske jeg skulle bruge min sommer på at se København? Det er vist ved at være på tide.

Familier, ferier og funktionærer

Nå, men nu er jeg også næsten kommet mig over påsken i familiens skød.
Ej, så slemt var det slet ikke.
Der var en enkelt dag hjemme hos min familie og det var såmænd hyggeligt nok. Lidt som det plejer. Der var vist ikke nogen der kom i klammeri.
Et par dage før sørgede Søster for at forsyne mig med endnu en niece, så hun tog selvfølgelig en del opmærksomhed. Og hun var da sød. Men jeg har det, som jeg tror mange har det, men ingen snakker om. Babyer er altså grimme og de ligner i store træk hinanden alle sammen. Især når de lige er blevet født.
Da de afslørede navnet på den nye arving, havde de som altid valgt et lidt aparte navn der ikke var nogen der havde set komme. Så begejstringen var til at overse - til forældrenes forståelige frustration.
Nu har jeg vænnet mig til det og synes det er et glimrende navn. Og nu kan hun jo slet ikke hedde andet. Min far, som ikke ejer pli, kørte det meste af dagen i en rille om en mandlig amerikansk countrysanger med samme navn og at det var det ENESTE sted han nogensinde havde hørt det navn før. Trods mine forsøg på minde ham om at bare forbi han ikke har hørt det, er det ikke ensbetydende med at det ikke findes, startede han forfra hver gang vi kom ind på emnet. Sådan har han det nemlig med mange ting. At hvis ikke han har hørt om det/kender til det/har prøvet det så findes det ikke. Basta.
Han skal nok vænne sig til det navn. Men hvis han overlever til ungen er gammel nok til at forstå hvad der bliver sagt til hende, skal hendes morfar nok sørge for at fortælle hende, hvor fjollet han synes hendes navn er.
Så gik stafetten til Journalistens familie i en tre dages tid. Jeg har sjældent været så glad for at komme hjem til mig selv igen. Måske er det noget jeg bilder mig ind, men jeg synes de var storslemme denne gang.
Pr. udgangspunkt behandler de mig altid som en dronning. Jeg er tilsyneladende noget særligt. Desværre håndterer jeg ikke tilbedelse særlig godt.
Men denne gang var det altså værre end det plejer. Og det startede allerede da vi havde parkeret bilen og Journalistens far ikke ville sige hej til Journalisten før han havde krammet på mig.
Journalistens mor er indbegrebet af overdreven høflighed og behagesyge. Det er en umulighed at tage beslutninger for sig selv og så sidde i fred med den beslutning. De fleste af hendes sætninger starter med ting som:
"Jamen, vil du ikke have..."
"Skal du ikke have..."
"Der er også..."
Og jeg har det som regel bedst med at der ikke bliver disket alt for meget op for min skyld.
Et eksempel. Lørdag havde vi aflyst frokosten, fordi frokosterne ellers altid skal foregå rundt om et veldækket spisebord og tage timer. Journalistens tålmodighed med den slags er ikke så høj og fik det droppet.
På et tidspunkt blev jeg småsulten og gik ud og smurte et par stykker rugbrød. Mens jeg sad og tyggede på min rullepølsemad gav jeg mig til at tælle ned og ganske rigtigt:
"Vil du ikke have noget pålæg på? Skal jeg ikke finde noget til dig? Er der noget du mangler? Vi har også blablablabla"
I et forsøg på at læse lidt i min bog inde i sofaen:
Sviger: "Sidder du godt nok?"
Mig: "Ja tak"
Sviger: "Mere kaffe?"
Mig: "Nej tak"
Sviger: "Sidder du godt sådan der?"
Mig: "Jeg sidder fint"
Sviger: "Vil du ikke have en pude i ryggen?"

ARGH!

Og sådan fortsatte det. Problemet er lidt at hun er typen der stiller sig ned i bryggerset og tuder, hvis man tilnærmelsesvis giver udtryk for, at man synes at hun er irriterende. Og jeg havde fået Journalisten til at love ikke at få hende til at flæbe denne gang *han plejer ellers at være mand for en kontrovers. Bare sådan for sportens skyld*. Så der var ikke andet at gøre end at tåle det.
Hun var ufattelig tæt på at dø.

Så fik jeg skrevet under på kontrakt med firmaet og fik også lige at vide at den direktør, der ansatte mig, går af og så kommer der en ny direktør som, "vi må håbe også synes det er en god idé, at vi har ansat dig".
Tak for øv. Så der skal max pukles, så den nye direktør ikke kommer i tanke om at jeg er overflødig.

For at virksomheden kan få tilskud fra kommunen skal en række papirer udfyldes og efterfølgende skal der laves en såkaldt jobplan. I forbindelse med at min anden aktør havde tilbageholdt lidt oplysninger havde Søvndyssende Funktionær sagt til mig, at jeg bare kunne komme ned til ham på jobcenteret og få lavet min jobplan.
Forleden ringede jeg så til ham for at aftale en tid. Han var totalt blank at tale med. Men han havde tid til at lave min jobplan i går, så jeg rejste derned bare for igen at finde ham totalt blank. Den mand har ikke meget hukommelse. Og så ville han i øvrigt helst ikke lave min jobplan, for det må de ikke rigtig bruge tid på i jobcenteret. Det skal jeg få min anden aktør til. Christ. Det kunne han ikke have sagt fra starten af?
Han var også ufatteligt tæt på at dø.

Til gengæld vandt jeg tusind gode danske kroner på spil i sidste uge.

Latrinærnyt

Jeg klamrer mig til de sidste rester af min ferie. Jeg er allerede begyndt at få lidt ondt i maven over at skulle tilbage på job i overmorgen og har temmelig svært ved at nyde den sidste ferietid. Derfor kan dette indlæg i allerbogstaveligste forstand godt virke en smule mavesurt.

Jeg har på min nyligt overståede campingferie atter fået øjnene op for noget, jeg vil vove en pels og kalde en meget overset folkesygdom:

Dårlig mave.

Når man sådan skal dele ferietoilet med mange andre mennesker (der dukkede faktisk en del campister op i weekenden) får man jo et uvurderligt indblik i deres tarmfunktion. Og der er i hvert fald ingen tvivl om at det ikke er fibre disse tarmsystemer arbejder mest med.
I slutningen af ferien gik Journalisten i protest op i familierummene for at være i fred, fordi han var "pissetræt af at høre på alle de skidemorfædre", hvorefter han i lidt for malende vendinger fortalte om hans oplevelser på herretoilettet tilsat en del uønskede lydeffekter.

Da jeg boede i Åbyhøj delte jeg lejlighed med en veninde fra gymnasiet. Hun er temmelig overvægtig og på trods af den for tiden herskende holdning om at overvægtige sandelig ikke selv kan gøre for det, er jeg ikke i tvivl om at hun selv er voldsomt skyld i at hun måtte gå sidelæns ind af døren til mit værelse fordi den var syv cm smallere end de andre døre. Når man hårdnakket påstår at man ikke kan lave mad uden madlavningsfløde kan det næppe chokere. Grundet hendes madvaner led hun naturligvis af kronisk dårlig mave og da mit værelse var ubehageligt tæt på toilettet fik jeg det bevist med al uønskelig tydelighed.
Jeg lærte at holde øje med hende når hun gik forbi min dør. Hvis hun havde en bog i hånden skulle jeg sørge for at lukke min dør inden hun kom ud igen, for ellers kom hørmen snigende ind på mit værelse.

På mit forrige job arbejdede jeg sammen med 12 mænd og vi havde et lille bitte hummer af et lokum til deling. Jeg lærte hurtigt på hvilke tidspunkter af arbejdsdagen jeg absolut ikke skulle blive trængende. For disse mænd led også af temmelig irriteret tarm og efter at have trådt direkte ind i gasudslip med bremsespor i hele kummen et par gange, påbød min næse og min kvalmetærskel mig at regne ud, hvornår jeg kunne undgå dette scenarie. Der var et lille vindue, men det kunne slet ikke trække så meget frisk luft ind som var nødvendigt. Og da vinteren nærmede sig og lufttemperaturen på toilettet mildest talt var ved at være frisk, var der ingen der lukkede vinduet. For de andre vidste også godt at det ville betyde døden for den der tændte en tændstik på det forkerte tidspunkt.

Oppe i bageriet skal jeg også dele lokum med alle de andre. Og det er det samme som alle de andre steder. Samtlige bagere har åbenbart dårlig mave. Her har de forsøgt at skjule det med en lufftfrisker, som de bruger flittigt. Jo flere tryk på sådan en må jo naturligvis skjule hørmen bedre...

Jeg magter ikke flere fællestoiletter!

Jeg synes virkelig at det burde være en pligt at notere toiletforholdene i et jobopslag, så jeg kan vurdere om det er et sted jeg har lyst til at arbejde.
Tilmeldingen af nye medlemmer til "Næsernes Befrielsesfront" er i øvrigt åben.

Return of the dead

Så er vi tilbage fra campingferien.
Den ferie gik godt nok stærkt, jeg har kun to dage tilbage. Den er blevet godt nydt og vi har sovet længe, hvilket egentlig ikke var så vanvittig genialt. Jeg skal nu nå at barbere fem timer af min søvn inden på søndag, hvor jeg skal møde på arbejde kl 6.
Og jeg har ikke hørt fra nogle af de firmaer, der havde lovet at kontakte mig i august. Eller dvs et af firmaerne har efterspurgt mine karakterer, hvilket automatisk bringer mig hen i et jeg-tror-ikke-på-mig-selv-hjørne, hvor jeg så kan sidde og ryste, mens jeg messer "jeg får aldrig jobbet".
Nå, videre fra den dårlige selvtillid.

Udover tingene beskrevet i forrige indlæg bød ferien også på minigolf *hvor jeg tabte*, bowling *hvor jeg tabte OG ødelagde mit i forvejen svagelige håndled*, fiskeri *selvfølgelig...vi fangede dog heldigvis ikke noget*, krydsogtværsløsning, rundstykker, kaffe, tisning i buske og en masse andet.
Vi havde taget Lillebror med. Vi havde egentlig også gerne set at Søster og familien var taget med så det sædvanlige campingslæng var samlet, men hun er temmelig invalideret af sin graviditet og brugte ugen på at pendle ind til sygehuset for at suge nogle poser væske og få noget akupunktur.
Vi klarede os dog uden dem og turen havde et antal højdepunkter.
Et af dem var, da Lillebror i en hæftig brandert havde været ude i regnen for at tisse op af et træ, samtidig med at han forsøgte at holde en gigantisk paraply. Da han kom ind i forteltet igen forsøgte han at hænge paraplyen op i en tværstang så den kunne tørre, men havde ikke få den slået ordentlig sammen. Således sprang den op og angreb ham da den foldede sig ud, hvorefter den klistrede sig fast i en fluefanger og i forsøgtet på at undslippe væltede han over grillen, hvilket næsten fik mig til at tisse i bukserne.
Et andet var, da klogeåge 1 og klogeåge 2 *Journalisten og hans far* sad og kiggede ud af forteltet en aften, svigergamlerne var på besøg. Et lys på stjernehimlen blev vurderet til at være et fly og det måtte jo nødvendigvis være flyveren fra Kastrup til Aalborg. Efter at have været en tur ude med kikkerten, fordi jeg ikke rigtig syntes at flyveren flyttede sig, og havde nærstuderet himmellegemet kunne jeg fortælle d'herrer at det var Venus.
Senere på aftenen kom der rent faktisk en flyver og svigerfar var ikke sent til at understrege at det bestemt var flyveren fra Stockholm til Kastrup (!).

Jeg havde taget en bog med, men den fik jeg absolut ikke brug for.

Feriestemning

Indtil videre har ferien budt på trafikale mordforsøg på vore personer, masser af grillpølser, blæst i halv pelikan området, stjerneskud (både fisketypen og ønsketypen), satellitspotninger, brandmænd, myg, rigelige mængder af mariehøns, CD'er med Disney-hits, dygtigt med vin og halvslattent internet, der kræver jeg bevæger mig lidt ud af campingvognen og derfor nu sidder på en sten i vejkanten. Campingpladsen er så tom at der næsten er ekko, men tilgengæld er der god plads i toiletbygningen.
Der er stadig meget ferie tilbage og mange ting vi skal nå.

Desuden er stenen kold for min mås, så jeg vil haste tilbage til ferien og sende ferietanker til alle de stakler, der er tilbage på den daglige pind.

Ferietrang

Jeg lider lidt af tørskrivning for tiden. Jeg har masser af indlæg i gang om alt muligt mærkeligt, men kan ikke rigtig få dem gjort færdig.

Jeg har generelt svært ved at samle mig om noget som helst i disse dage. Jeg har nul koncentration. Og jeg er begyndt at fokusere alt for meget på kvinder uden BH og lader mig voldsomt irritere. Jeg hader at se på dinglende patter med brystvorter, der kigger ned mod gulvet. Det er mig en gåde, hvorfor kvinder synes at afslapning = nul BH.
Det er vist godt jeg snart har ferie!
Vi havde egentlig snakket om at køre til Mosel igen, men jeg har kun kunnet kradse én uges ferie op under neglene og det ser ikke så godt ud med finanserne. Man bliver ikke rig af at gå rundt i det bageri. Så det bliver camping i stedet.
Vi kan nu godt lide at tage på camping. Svigergamlerne har en glimrende campingvogn og vi hygger os meget, når vi er afsted. I år har jeg fundet en plads med tilhørende fiskesø og vi har skrevet en lang liste over geocacher i området. Det kan kun blive godt. Jeg kom godt nok til at invitere de gamle på kaffe en af dagene, men det overlever jeg nok.

Jeg har overvejet på at gå til lægen igen når jeg kommer tilbage fra ferie. Nok er jeg meget grådlabil, men når man spontant bryder ud i hyleri i tide og utide bør man nok reagere.

øøhhhhhh

Enhver der har været ansat i et job med massiv kundekontakt vil give mig ret i at det giver et ret stort indblik i den menneskelige natur. Jeg har tidligere ævlet om, hvad uniformen gør ved folk og dagen i dag gav et par særdeles udpenslede eksempler på foruroligende adfærd.
Dagens stikord: Dum!
Der skete nemlig det at dankortterminalen gik ned. Den Store Bager valgte så at gå hjem i stedet for at finde en løsning, så nu bliver det spændende om vi skal være foruden dankort hele weekenden.
Any who, det kunne kunderne slet, slet ikke kapere.
Jeg har memoriseret et antal af de allermest tåbelige svar jeg har fået i dag på oplysningen om at terminalen ikke virkede og at de derfor desværre ikke kunne betale med dankort:

"Nå. Hvad gør vi så?"
Vi gør ikke noget. DU gør noget

"Virker den så ikke?"
Nej, det gør den jo så ikke...

"Kan man så ikke betale med dankort?"
Neeeeeeej....

Min absolutte favorit:
"Virker den ikke bare en lille smule? Det er træls, hvis jeg skal ind og hæve inde ved siden af."
What???

Imponerende at der skal så lidt til at vælte verden for gennemsnitsdanskeren.
På et tidspunkt kom der en mand og jeg fik sådan lyst til at springe hen over disken for at kysse ham:

"Hov, dankortet virker ikke. Nå, så går jeg lige hen i banken og trykker nogle penge. Øjeblik."
Tak! Endelig et fornuftigt menneske.

Derudover har jeg en mistanke om at ferierne er ved at være slut rundt omkring. Der er en bestemt adfærd, der har hjulpet mig til at træffe den konklusion, men jeg synes den kan tolkes på to måder. En del kunder har nemlig været utrolig aggressive og gnavne i dag. Jeg havde ovenikøbet to kunder, der uafhængigt af hinanden kom ind for at diskutere. Og intet andet. De startede begge to en stor diskussion op, helt ud af det blå. Den ene erklærede endda at hun var kommet udelukkende fordi hun liiige ville diskutere noget med os (læs: mig, da jeg var den eneste i butikken).
Som sagt tror jeg det kan forklares på to måder. Enten har folk haft ferie så længe nu, at de er ved at være trætte af familien og derfor har noget damp, der skal lukkes ud. Eller også er det fordi de efter tre ugers ferie keder sig og derfor lige ville skabe lidt optrækkeri. Og så er der sådan set en tredje mulighed også, som nok egentlig er den mest plausible. Folk er skide trætte af at deres ferie er slut.
Hvad der er den egentlig årsag ved jeg ikke, for jeg glemte at spørge, selvom det egentlig var ret fristende at spørge, hvad faen deres problem var.

Jeg fornemmer at weekenden bliver en test af min tålmodighed.

Cirkus er i byen

I dag har der udspillet sig en situation som giver et rigtig godt billede af min familie i en nøddeskal.
Mine forældre og min lillebror har været på ferie i Tyskland de sidste godt to uger og havde planlagt at tage hjem på søndag. Min ikke helt normale moster havde så fået til opgave at tage ud til huset og vande planter engang i mellem. Min mosters særhed fortjener egentlig et blogindlæg for sig selv, så det vil jeg lige tage op til overvejelse. I korte træk er hun så sær i sit hoved at hun blev førtidspensioneret som 35-årig fordi hun ikke er særlig god til at omgås andre mennesker. Et lille eksempel: Hun blev uddannet sygehjælper i tidernes morgen og fik et drømmejob på fødegangen. Det job blev hurtigt fortid fordi hun, som ikke selv har børn, gik rundt og sagde til de fødende at de skulle holde op med at pylre og tage sig lidt sammen. Så ondt gjorde det jo heller ikke (!). Som årene er gået er hun blevet mere og mere speciel og der bliver uddelt forklaringer på forhånd til venner af familien, der ikke har mødt hende før.

Any who, hun havde jo så fået meget strikse instruktioner om, hvordan og hvorledes med dette her potteplantevanderi (det er nødvendigt med præcise ordrer) og så havde mine forældre lagt en seddel, hvor der stod mit telefonnummer og besked om at ringe til mig, hvis der nu skulle være et eller andet galt.
Hun ringede en enkelt gang i sidste uge fordi hun var lidt nervøs for fiskene i havedammen, da hun ikke havde fået at vide om de skulle fodres. Så det er gået helt fint.
Indtil i dag.
Jeg var på arbejde fra 13.30 til 20.30 og jeg må ikke have min mobil på mig. 16.30 var jeg nede i kælderen og fikse noget og så lurede jeg lige på mobilen. Der var blevet ringet kl. 15.15 og lagt en besked. Hun var ude i mine forældres hus, hvor der havde været strømsvigt og nu vidste hun slet ikke, hvad hun skulle gøre.
Jeg forsøgte så at ringe til hende, men hun var taget afsted med bussen på det tidspunkt, så jeg kunne ikke få fat i hende (hun ville ikke kunne magte en mobiltelefon, så sådan en har hun ikke).
Efter arbejde fik jeg så fat i hende og fik hele historien, som faktisk var meget længe om at komme til det interessante, da jeg selvfølgelig først skulle høre at hun havde låst døren op. Så var hun gået på toilettet og dernæst havde hun kigget lidt i haven. SÅ var hun gået ud i køkkenet, hvor hun havde bemærket at der ikke var noget ur på ovnen og derefter havde erfaret at køleskabet var fyldt med fordærvede madvarer og at der kom rødt væske ud af fryseren.
Herfra følger en række begivenheder og jeg genopfrisker lige: Hun forsøgte at ringe til mig 15.15 og kl 16.30 var hun gået. Så på en time og et kvarter var følgende sket:
Hun havde konstateret at jeg ikke ringede tilbage øjeblikkeligt. Så var hun gået ind til naboen og havde spurgt efter hjælp. De havde sammen gennemrodet hele bryggerset for at finde relæet. På et tidspunkt får de skaffet strøm igen og det hele starter igen. Naboen mente dog at der skulle en elektriker til (hvorfor, ved jeg ikke). Her starter første panikrunde så og hun begår sin første fejl. Hun venter ikke på at jeg ringer tilbage. Dernæst begår hun sin anden og største fejl, hvilket jeg efterfølgende gav hende en lille skideballe for.
Hun ringede til min morfar.
Først beordrede han min moster til at lade fryseren være så den kunne fryse det hele igen. Super genialt, så nu kommer mine forældre hjem til en fryser fyldt med fordærvet kød som de så kan slukke for igen før de kan komme til at gøre den rent for alt det kødsaft der er løbet ud. Panikrunde nr. 2 startede da han dernæst valgte af en eller anden grund at ringe til min onkel og så havde de rigtig siddet og hidset hinanden op. Min onkel ringede derfor til min mor og skabte god panik hos dem.
Min moster sagde så til mig at mine forældre var på vej hjem på grund af det og det var så ca. her jeg var ved at springe i luften. For hvad skulle de tidligere hjem pga. det for?
Alt dette på en time. Havde hun blot ventet til jeg havde ringet tilbage og ikke blandet de andre to ind i det, havde der ingen problemer været. Min onkel og morfar er eksperter i at piske en situation op til noget den absolut ikke er. Journalisten og jeg var jo bare kørt til Århus i morgen og havde gjort køleskab og fryser ren og vi havde købt noget nyt mad til dem. Så ca. her kastede jeg den lille skideballe ind med dekret om at hun, hvis hun skal passe huset en anden gang, ikke foretager sig noget som helst før hun har snakket med mig.

Jeg ved dog af erfaring at man altid lige skal klappe hesten en anelse, når man har med de mennesker at gøre, så jeg ringede min lillebror op.
Det viser sig så, at da min onkel havde ringet til dem var de helt oppe ved Hamborg (de var på bilferie) og havde allerede igår bestemt sig for at tage hjem. Men da fornuftig kommunikation ikke rigtig fungerer i vores familie havde det hurtigt ændret sig på vej gennem kommandolinjen til at de var kørt fordi der havde været strømsvigt. Sådan var det ikke, de kunne bare ikke finde på mere at se på dernede og gad egentlig ikke være på ferie længere.
Jeg har aftalt med Lillebror at han lige giver en melding senere om, hvordan huset rent faktisk forholder sig når de kommer hjem om en times tid. Det er ikke nodvendigvis så slemt som min moster har fortalt.
I mellemtiden ringede Journalisten og bekendtgjorde at nogle kolleger ville invitere på en pils på stambaren, så jeg tror jeg vil begive mig ud i den fugtige fredag aften.

Efter ni dage på work skulle det ikke blive særlig dyrt at få en lille skid på.

En begivenhedsrig pinse og andre ligegyldige ting

Så er det lykkedes at finde 5 mins til at skrive lidt. Benene er smækket op på en puf, Journalisten er borte på job og Simpsons kører i baggrunden. Perfekt.

Jeg har jo fået kradset et midlertidigt job op under neglene og begyndte i fredags. Det er faktisk rigtig rart at have noget fornuftigt at lave, selvom lønnen er styg, jeg skal op kl 5 om morgenen og et job som bagerekspedient ikke ligefrem udvikler mig rent fagligt.
Jeg har tidligere været i detailhandlen og synes egentlig ikke det er så forfærdeligt, som nogen mennesker giver udtryk for. Under alle omstændigheder er det bedre end at blive sendt i aktivering. Spøjst nok er jeg blevet ansat i den bager, hvor denne episode udspillede sig.

Any who, lørdag var jeg så oppe kl. øv for at tage på arbejde og ud på eftermiddagen, da jeg var blevet sluppet løs, begav Journalisten og jeg os 2½ time nordpå i en svedende varm bil. I Nordjylland var der socialt samvær med mine forældre og svigergamlerne, en tilbagevendende tradition, der lykkeligvis kun er årlig.
Søndag var der, efter yderligere 2½ times ristning i bilen og to færgeture, Niecens to-års fødselsdag på Fur, hvor Søster og familie var taget på camping. Den type campingture plejer at ende i gul gajol og derfor havde Journalisten og jeg lejet en ferielejlighed, der var større og federe end den lejlighed, jeg boede i, da jeg studerede. Resten af dagen bød bl.a. på masser af myggestik, drageflyvning, grillmad, en tur i et elhegn og en lille, bitte brandert.
Efter lidt sightseeing på Fur gik turen mandag atter mod Sydjylland et par timer i en rædselsfuld varm bil *Kære julemand. I år ønsker jeg mig en bil med klimaanlæg*, efterfulgt af take-away på terassen derhjemme.

Hvorfor mit venstre håndled gør mega nas har jeg absolut ingen anelse om.