Og så er det vist på tide jeg får genoplivet mig selv her i blogland.
Siden vi snakkede sidst har jeg:
- Flyttet 95% af mit lort. Er stadig hårbundskløende imponeret over dels hvor meget bras jeg egentlig har, dels at det bliver ved med at dukke op alle vegne.
- Gjort mit bedste for ikke at rydde for meget op, endsige vaske op - for det skal jeg til nu. Jeg savner dig, o opvaskemaskine.
- Besluttet mig for at flytte bank efter popsmart, ung fløs af en finansøkonom, eller hvad den slags nu er, vovede at antyde at jeg er uansvarlig og ude af stand til at holde på pengene. Han var ikke særlig lydhør overfor ord som arbejdsløshed, karensperioder, skyhøje lejlighedsindskud og den slags. Så han slettede mine kreditter, for "ellers køber du jo bare en bil for pengene". Idiot. Efter en, hvis jeg selv skal sige det, rimelig sej verbal overfusning, fik jeg kreditten tilbage.
- Købt en bil. Eller rettere, jeg har købt min bil. Journalisten har omsider taget sig sammen til at købe sig en federe bil *det har han fablet om i evigheder*, så nu har jeg betalt et fornuftigt beløb for at overtage den gamle. Hvis nu vi ikke var flyttet fra hinanden var det bare blevet min helt af sig selv, uden betaling. Er ikke sikker på vi har tænkt det her flytteri ordentligt igennem. ;) P.S. Pengene måtte jeg hjem til de gamle og hente, jvfr. førnævnte bankfjols.
- Rent faktisk taget mig sammen til at overnatte i min lejlighed *det der med rent faktisk at flytte sig selv var ikke så nemt*, hvor listerne ikke vil blive siddende på vinduerne, badeværelset hælder væk fra afløbet, så lokummet står under 2 cm vand når jeg er i bad, der er et hul i væggen i bruseområdet og komfuret får relæet til at kappe strømmen, når man bruger varmluftfunktionen.
- Ringet til gud og hver mand for at få fingre i forsikring til bilen, parkeringsbevis til bilen, vicevært og forsvundne TV-kanaler.
- Bandet uendelig meget over at både min sofa og mine lamper er to uger forsinket. Fra to forskellige firmaer. Hvorfor sker den slags altid? Men pyt da med det! Jeg klarer mig da fint med min lænestol og min arkitektlampe. Pfff.
- Betalt 15 kr for at vaske en maskine tøj. Jeg savner dig, o egen vaskemaskine, og også dig, o egen tørretumbler. Godt nok kan der være den dobbelte mængde tøj i den her vaskemaskine, men hvad hjælper det, når man er blevet for fed til det meste af sit tøj og derfor ikke kan fylde maskinen helt op?
- Haft det helt forrygende på nyt job.
Viser opslag med etiketten Journalist. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Journalist. Vis alle opslag
tirsdag den 11. maj 2010
torsdag den 25. marts 2010
Nye tider
Så var jeg til samtale i tirsdags og det syntes jeg egentlig gik ret godt. Faktisk føltes det som om at de brugte al tiden for at fortælle mig, hvorfor de burde ansætte mig. Og det er jo et rimeligt godt tegn. Men de sluttede samtalen af med den sædvanlige "Nu skal vi lige tale sammen og så vi ringer til dig snart". Og den har jeg hørt før, så intet var givet.
I går var det dejligt vejr og for en gangs skyld havde Journalisten fri i tre sekunder. Så vi tog i zoo i Odense og da vi stod og glanede på kænguruen, der havde den yndigste unge som sad og kiggede ud af posen, ringede telefonen.
Og samtalen lød ca. sådan her:
Direktør: "Nå, hvad siger du til det?"
Mig: "Altså, jeg er frisk, hvis I er." *Jo, det sagde jeg faktisk. Doh!*
Direktør: "Ja. Jamen, det må vi jo så finde ud af."
.............!
Så nu har jeg et rigtig, vaskeægte job og skal starte 1. maj.
Jeg var helt rundt på gulvet resten af dagen og ca. hver 10. minut måtte jeg lige rykke lidt i Journalistens arm og råbe "Jeg har fået jååååb!"
Vi fejrede det med en is på stedet og så hang jeg i telefonen resten af dagen til alle de mennesker, som har ventet og ventet på, at jeg skulle komme med sådan et glædeligt opkald.
Jeg burde have vidst, at det var en dårlig idé at ringe til min mor. Da jeg snakkede med hende i forgårs efter samtalen var hun næsten oppe at køre og lød oprigtig begejstret over, at jeg var så tæt på et arbejde. Men igår lød hun på det nærmeste ligeglad. Hun vidste godt at jeg havde fået jobbet, for det havde Lillebror fortalt hende. Men hun vidste også godt i forgårs at jeg havde været til samtale, så hendes mangel på entusiasme kan ikke have været pga. det.
Da jeg godt kunne høre på hende, at det slet ikke interesserede hende at jeg havde fået job, bad jeg om at få Lillebror i røret, så jeg kunne finde ud af hvad der foregik.
Og ganske rigtigt.
Min mor så Bergerac på DR2 og derfor havde hun jo ikke tid til at snakke med mig. Jeg har jo kun fået job - den slags er ikke vigtigt, når en af hendes 117 serier er på TV.
Så det var godt, at jeg i stedet kunne ringe til Journalistens forældre, for jeg vidste de ville blive helt overstadige. Hans far blev helt rørstrømsk og fik tårer i øjnene.
Jeg kan ikke forstå at min mor undrer sig over, at jeg ikke gider ringe/besøge hende.
Men det må hun selv om. Jeg har rent faktisk en fremtid nu og kan næsten ikke vente!
Og ikke nok med det, så er det jo nærmest svedende varmt i dag.
Nogen gange er det slet ikke dårligt at være til.
I går var det dejligt vejr og for en gangs skyld havde Journalisten fri i tre sekunder. Så vi tog i zoo i Odense og da vi stod og glanede på kænguruen, der havde den yndigste unge som sad og kiggede ud af posen, ringede telefonen.
Og samtalen lød ca. sådan her:
Direktør: "Nå, hvad siger du til det?"
Mig: "Altså, jeg er frisk, hvis I er." *Jo, det sagde jeg faktisk. Doh!*
Direktør: "Ja. Jamen, det må vi jo så finde ud af."
.............!
Så nu har jeg et rigtig, vaskeægte job og skal starte 1. maj.
Jeg var helt rundt på gulvet resten af dagen og ca. hver 10. minut måtte jeg lige rykke lidt i Journalistens arm og råbe "Jeg har fået jååååb!"
Vi fejrede det med en is på stedet og så hang jeg i telefonen resten af dagen til alle de mennesker, som har ventet og ventet på, at jeg skulle komme med sådan et glædeligt opkald.
Jeg burde have vidst, at det var en dårlig idé at ringe til min mor. Da jeg snakkede med hende i forgårs efter samtalen var hun næsten oppe at køre og lød oprigtig begejstret over, at jeg var så tæt på et arbejde. Men igår lød hun på det nærmeste ligeglad. Hun vidste godt at jeg havde fået jobbet, for det havde Lillebror fortalt hende. Men hun vidste også godt i forgårs at jeg havde været til samtale, så hendes mangel på entusiasme kan ikke have været pga. det.
Da jeg godt kunne høre på hende, at det slet ikke interesserede hende at jeg havde fået job, bad jeg om at få Lillebror i røret, så jeg kunne finde ud af hvad der foregik.
Og ganske rigtigt.
Min mor så Bergerac på DR2 og derfor havde hun jo ikke tid til at snakke med mig. Jeg har jo kun fået job - den slags er ikke vigtigt, når en af hendes 117 serier er på TV.
Så det var godt, at jeg i stedet kunne ringe til Journalistens forældre, for jeg vidste de ville blive helt overstadige. Hans far blev helt rørstrømsk og fik tårer i øjnene.
Jeg kan ikke forstå at min mor undrer sig over, at jeg ikke gider ringe/besøge hende.
Men det må hun selv om. Jeg har rent faktisk en fremtid nu og kan næsten ikke vente!
Og ikke nok med det, så er det jo nærmest svedende varmt i dag.
Nogen gange er det slet ikke dårligt at være til.
tirsdag den 26. januar 2010
Forslagskassen er åben for bidrag
Nå, men så fik jeg den råt for usødet fra min kontaktperson. Den, jeg godt vidste ville komme og som var totalt uundgåelig. Og som egentlig skulle være kommet for længe siden. Den, der sved, selvom jeg godt vidste den kom."Vi er nok nødt til at indse, at du sgu ikke får noget job."
Pokkers. Hvad skal jeg så finde på?
Lad os se en gang på mulighederne og de værktøjer, jeg har med at gøre.
Min alder? Mmmmnej! 28 år betyder jo børn, så der er ingen i denne mandeverden, der tør ansætte mig, for de er sådan set ligeglade med at jeg ikke skal have små børn de næste 30 år. Det siger min alder jo, at jeg skal have lige NU.
Man skulle være min sygeplejerskesøster. Sygehuset betalte en hundedyr videreuddannelse, så hun kunne blive sej på et helt nyt område, hvorefter hun skynder sig at gå på barsel. No hard feelings. Oh, hvilken drøm!
SU? Næh. Det har jeg nemlig brugt, ned til sidste øre. I øjeblikket har jeg frygtelig travlt med at forklare Lillebror at han skal tænke sig frygtelig godt om inden han tager en uddannelse, så han ikke ender som mig.
Min uddannelse. Well, måske et traineeophold var sagen. Nå nej, for de få steder man kan blive det i øjeblikket, forlanges både kandidatgrader og topkarakterer, studierelevant arbejde og hvad ved jeg. Der kan jeg heller ikke rigtig være med. På nogen af punkterne faktisk.
Jamen, så en kandidatgrad da. Tjoh, det har jeg spekuleret lidt over, hvilket bringer mig tilbage til punktet om SU. Jeg skal finde mig et job, der kan finansiere to års studier og som samtidig efterlader tid til at lave lektier *som om jeg nogensinde har lavet lektier*. Enter Søster: "Jamen, det er da ikke noget problem! Nu skal Journalisten jo snart tjene rigtige penge og så kan han da forsørge dig!"
Not gonna happen. I disse krisetider er det et lidt løst grundlag at tage en uddannelse på, hvis man spørger mig. Og desuden bryder jeg mig ikke rigtig om at være 100 % økonomisk afhængig af en person, der principielt kunne skride når det skulle være. Måske jeg skulle bedøve ham, så vi kunne blive gift i en fart? Narh, det er nok heller ikke den bedste idé.
En ny uddannelse så? Jo tak, men hvad? Der er ingen pointe i at tage en anden uddannelse udelukkende for at få et job. Så går der tre minutter og så keder jeg mig. Der skal helst være et gran interesse blandet ind i det. Og det er lidt et problem.
Og igen, for at få råd til at tage en anden uddannelse, skal det være som faglært. Og da jeg næppe ville egne mig som hverken tømrer eller smed er vi nok ude i en eller anden kontoruddannelse. Har faktisk tænkt lidt på lægesekretær, men er ikke helt med på den med alle de syge mennesker. Lidt ligesom da Kragen syntes, jeg skulle gå i hendes fodspor og blive folkeskolelærer. Og det kunne faktisk være blevet godt. Jeg kan godt li' at undervise og har hørt, jeg er god til det. Bare der ikke var alle de børn.
Helt almindelig kontoruddannet så? Den er ærlig talt lidt svær. Hvor langt skal man drives ud, før man stikker en tændstik til sin uddannelse?
"Men du har da dit gode helbred" kunne man sikkert høre fra et ældre medlem af befolkningen, hvis jeg ellers omgik den slags mennesker. Well, hvis man ser bort fra sagen om lyskenbetændelsen og så det faktum, at jeg også har fået en kronisk irritation i mit venstre håndled*hvilket er upraktisk, da jeg er venstrehåndet og derfor kan droppe tanken om at blive professionel bowlingstjerne*, og at min krop således er færd med betænde sig selv og sikkert ikke helmer før der går ild i mig, så jo, jeg har jo mit gode helbred. Men det får jeg sgu da ikke nogen indtægt af.
Jeg modtager derfor kreative forslag til min videre færd. Kom glad med de gode ideer! Intet er for fjollet.
Ellers må jeg nok erkende, at min eneste mulighed efterhånden er, at forsøge at fremtvinge endnu et anfald af TH syndromet og så sælge min krop til medicinsk forskning.
Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.
torsdag den 14. januar 2010
Bedøv venligst min hjerne, tak.
Jeg sover elendigt for tiden. Forleden nat havde jeg et mareridt. Sådan virkelig for alvor, hvor jeg vågnede op med et sæt og med sved på panden. Med rigtig, ægte frygt og hjertebanken. Virkelig uhyggeligt. Kan ikke huske det er sket før.
Så kunne man jo fristes til at blive en af de personer, der ikke vil lægge sig til at sove af frygt for at det kommer til at ske igen. Men beklageligvis er dagtimerne egentlig ikke vanvittigt meget bedre. Lige for tiden løber min hjerne over med sladder fra alle ender og kanter. Jeg ved efterhånden alt om alle i omgangskredsen, og jeg er endda automatisk begyndt at stille spørgsmål, som jeg ikke rigtig har lyst til at få svaret på. Og det bliver det jo ikke sjovere af.
Da vi flyttede herned for halvandet år siden og havde lært vennerne at kende, syntes jeg at de alle var så søde og rare og følte mig rigtig godt tilpas sammen med dem. Følte mig faktisk bedre tilpas sammen med dem end med nogen af de andre venner jeg har haft. Og jeg er ikke en udpræget venne-person. Af en eller anden grund smuldrer venskaber altid mellem fingrene på mig.
Men nu er det ved at gå op for mig at de ikke er et hak bedre end alle andre *og selvfølgelig er de ikke det.. de er jo mennesker* . De er drevet af begær, jalousi, selvambitioner og misundelse. Og sladder. I tøndevis. Jeg har bittert måtte erkende, at jeg skal passe meget på, hvem jeg fortæller hvad. Eksempelvis er en privat sag om mig og Journalisten lige pludselig blevet til et samtaleemne hos folk jeg slet ikke kender, og det har jeg det meget skidt med. Og jeg er utrolig skuffet. Jeg er skuffet over at personer, som ellers har gjort et stort nummer ud af at blive gode venner med mig, mere eller mindre forsøger på at korrumpere mit forhold til Journalisten ved at stille sig fuldstændig uforstående overfor, hvad jeg ser i ham - og i øvrigt have en lidt for stor interesse i, om vores forhold er godt eller skidt.
Under normale omstændigheder ville det nok ikke røre mig stort. Men som det er lige for tiden, magter jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg har efterhånden udviklet mig til et bittert menneske uden nogen som helst form for lunte eller tålmodighed - eller humor, for den sags skyld.
Jeg bliver ganske enkelt træt i hovedet af folk, der snager i mit privatliv, så de kan komme til at sladre om det. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle holde hemmeligheder, fordi folk opfører sig på en måde, de ikke vil have omverdenen til at vide noget om. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle svare afvigende på spørgsmål hele tiden, fordi folk tror jeg ved noget, hvilket jeg som regel også gør, men som jeg så har lovet ikke at sige til nogen. Og i forvejen er jeg uhyggelig dårlig til at lyve, så jeg hader at skulle spille skuespil på den måde.
Og det værste er, at jeg ikke engang bliver sur eller fornærmet. Jeg bliver sgu ked af det og ærgelig.
Og så synes jeg det er uhyggeligt som folk kan være sukkersøde og kærlige overfor alle og enhver - og så forvandle sig til giftige slanger bag ryggen på folk, når de får chancen for det.
Så kunne man jo fristes til at blive en af de personer, der ikke vil lægge sig til at sove af frygt for at det kommer til at ske igen. Men beklageligvis er dagtimerne egentlig ikke vanvittigt meget bedre. Lige for tiden løber min hjerne over med sladder fra alle ender og kanter. Jeg ved efterhånden alt om alle i omgangskredsen, og jeg er endda automatisk begyndt at stille spørgsmål, som jeg ikke rigtig har lyst til at få svaret på. Og det bliver det jo ikke sjovere af.
Da vi flyttede herned for halvandet år siden og havde lært vennerne at kende, syntes jeg at de alle var så søde og rare og følte mig rigtig godt tilpas sammen med dem. Følte mig faktisk bedre tilpas sammen med dem end med nogen af de andre venner jeg har haft. Og jeg er ikke en udpræget venne-person. Af en eller anden grund smuldrer venskaber altid mellem fingrene på mig.
Men nu er det ved at gå op for mig at de ikke er et hak bedre end alle andre *og selvfølgelig er de ikke det.. de er jo mennesker* . De er drevet af begær, jalousi, selvambitioner og misundelse. Og sladder. I tøndevis. Jeg har bittert måtte erkende, at jeg skal passe meget på, hvem jeg fortæller hvad. Eksempelvis er en privat sag om mig og Journalisten lige pludselig blevet til et samtaleemne hos folk jeg slet ikke kender, og det har jeg det meget skidt med. Og jeg er utrolig skuffet. Jeg er skuffet over at personer, som ellers har gjort et stort nummer ud af at blive gode venner med mig, mere eller mindre forsøger på at korrumpere mit forhold til Journalisten ved at stille sig fuldstændig uforstående overfor, hvad jeg ser i ham - og i øvrigt have en lidt for stor interesse i, om vores forhold er godt eller skidt.
Under normale omstændigheder ville det nok ikke røre mig stort. Men som det er lige for tiden, magter jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg har efterhånden udviklet mig til et bittert menneske uden nogen som helst form for lunte eller tålmodighed - eller humor, for den sags skyld.
Jeg bliver ganske enkelt træt i hovedet af folk, der snager i mit privatliv, så de kan komme til at sladre om det. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle holde hemmeligheder, fordi folk opfører sig på en måde, de ikke vil have omverdenen til at vide noget om. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle svare afvigende på spørgsmål hele tiden, fordi folk tror jeg ved noget, hvilket jeg som regel også gør, men som jeg så har lovet ikke at sige til nogen. Og i forvejen er jeg uhyggelig dårlig til at lyve, så jeg hader at skulle spille skuespil på den måde.
Og det værste er, at jeg ikke engang bliver sur eller fornærmet. Jeg bliver sgu ked af det og ærgelig.
Og så synes jeg det er uhyggeligt som folk kan være sukkersøde og kærlige overfor alle og enhver - og så forvandle sig til giftige slanger bag ryggen på folk, når de får chancen for det.
mandag den 11. januar 2010
Det var jo det jeg ville - ikke?
Min hjerne er nu officielt blevet til en skål havregrød.
Jeg kan intet huske, hvilket jeg plejer at fikse med huskesedler, men selv huskesedlerne glemmer jeg nu at skrive. Jeg har ikke styr på en skid, heriblandt kalenderen, og jeg går stadig rundt og bilder mig selv ind at vi er i uge 1, hvilket ikke er så praktisk rent jobsøgningsmæssigt. Firmaerne udsætter desværre ikke deres ansøgningsfrister bare fordi min hjerne er blevet lam.
Tidligere i dag skulle jeg udføre en ellers simpel opgave. Koge to æg. Så jeg fandt gryde og æg frem, hældte vand på, stillede gryden på komfuret og tændte. So far, so good.
Efter en sjus ti minutters tid kom jeg tilbage for at se hvordan det gik, blot for at konstatere at jeg havde tændt for den forkerte plade. Da det endelig lykkedes mig at få æggene i kog, satte jeg uret til at ringe og gik ned med skraldet. Og da jeg alligevel var nede kunne jeg ligeså godt hælde sprinklervæske på bilen. Det tog lidt tid at få åbnet motorhjelmen - den bandt helt vildt. Eller det vil sige, det gjorde den ikke længere da det gik op for mig, at jeg havde trukket i det gale håndtag og havde åbnet bagagerummet i stedet *d'oh*.
Nå, men efter omtrent 25 mins var jeg færdig med at fjolle rundt med bilen og listede op i lejligheden igen. Mine æg så på dette tidspunkt, ikke overraskende, ret spøjse ud og jeg kørte herefter ned og købte en varm leverpostej til min frokost i stedet.
Jeg kan tydeligvis heller ikke fortælle jokes længere. Således fik jeg enorm skideballe af min søster, der i ramme alvor troede på os, da mig og Journalisten med smørede grin fortalte, at grunden til at vi kom halvanden time for sent til familiejulefrokosten var, at vi havde været på McDonalds *sure mokke*. Herefter fik jeg så en mindre hjerneblødning og råbte lidt af hende, mens jeg forklarede at vores forsinkelse blot handlede om, at jeg ikke magtede at være sammen med min skrækkelige familie og ikke havde et stort behov for at blive psykoanalyseret, hvilket er et fast ritual hver gang jeg ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Det tog hun faktisk okay og hun har nu indført begrebet "En Off Day". Så hvis jeg har det skidt, skal jeg bare erklære at jeg har en off day and no questions asked. Det skal jeg dog se før jeg tror på det. I familiens øjne er jeg på ingen måde i stand til at tage vare på min egen situation.
Det er derfor ganske belejligt, at jeg nu har fået lidt at lave. Omend det er en meget begrænset periode - en måned, that is - er det bedre end ingenting. Jeg har skaffet mig en virksomhedspraktikplads, hvor jeg kan komme til at lave det, jeg er uddannet til. Endelig. Fra 1. februar. Det kan være det kan kickstarte min hjerne bare en lille smule.
Nu skal jeg så lige holde op med at sidde i fosterstilling henne i hjørnet, mens jeg messer jegkanikkejegkanikkejegkanikke.
Jeg kan intet huske, hvilket jeg plejer at fikse med huskesedler, men selv huskesedlerne glemmer jeg nu at skrive. Jeg har ikke styr på en skid, heriblandt kalenderen, og jeg går stadig rundt og bilder mig selv ind at vi er i uge 1, hvilket ikke er så praktisk rent jobsøgningsmæssigt. Firmaerne udsætter desværre ikke deres ansøgningsfrister bare fordi min hjerne er blevet lam.
Tidligere i dag skulle jeg udføre en ellers simpel opgave. Koge to æg. Så jeg fandt gryde og æg frem, hældte vand på, stillede gryden på komfuret og tændte. So far, so good.
Efter en sjus ti minutters tid kom jeg tilbage for at se hvordan det gik, blot for at konstatere at jeg havde tændt for den forkerte plade. Da det endelig lykkedes mig at få æggene i kog, satte jeg uret til at ringe og gik ned med skraldet. Og da jeg alligevel var nede kunne jeg ligeså godt hælde sprinklervæske på bilen. Det tog lidt tid at få åbnet motorhjelmen - den bandt helt vildt. Eller det vil sige, det gjorde den ikke længere da det gik op for mig, at jeg havde trukket i det gale håndtag og havde åbnet bagagerummet i stedet *d'oh*.
Nå, men efter omtrent 25 mins var jeg færdig med at fjolle rundt med bilen og listede op i lejligheden igen. Mine æg så på dette tidspunkt, ikke overraskende, ret spøjse ud og jeg kørte herefter ned og købte en varm leverpostej til min frokost i stedet.
Jeg kan tydeligvis heller ikke fortælle jokes længere. Således fik jeg enorm skideballe af min søster, der i ramme alvor troede på os, da mig og Journalisten med smørede grin fortalte, at grunden til at vi kom halvanden time for sent til familiejulefrokosten var, at vi havde været på McDonalds *sure mokke*. Herefter fik jeg så en mindre hjerneblødning og råbte lidt af hende, mens jeg forklarede at vores forsinkelse blot handlede om, at jeg ikke magtede at være sammen med min skrækkelige familie og ikke havde et stort behov for at blive psykoanalyseret, hvilket er et fast ritual hver gang jeg ikke kan holde ud at være sammen med dem.
Det tog hun faktisk okay og hun har nu indført begrebet "En Off Day". Så hvis jeg har det skidt, skal jeg bare erklære at jeg har en off day and no questions asked. Det skal jeg dog se før jeg tror på det. I familiens øjne er jeg på ingen måde i stand til at tage vare på min egen situation.
Det er derfor ganske belejligt, at jeg nu har fået lidt at lave. Omend det er en meget begrænset periode - en måned, that is - er det bedre end ingenting. Jeg har skaffet mig en virksomhedspraktikplads, hvor jeg kan komme til at lave det, jeg er uddannet til. Endelig. Fra 1. februar. Det kan være det kan kickstarte min hjerne bare en lille smule.
Nu skal jeg så lige holde op med at sidde i fosterstilling henne i hjørnet, mens jeg messer jegkanikkejegkanikkejegkanikke.
torsdag den 7. januar 2010
You've got to ask yourself one question: Do I feel lucky? Well, do ya, punk?
Nå, men det nye år er egentlig ikke videre anderledes end det gamle. Jeg har allerede fået mit første jobafslag og det er stadig hundekoldt.
Og der sker stadig den slags ting, som er lidt mærkelige. Eksempelvis sad jeg i venteværelset ved tandlægen igår og fik øje på Jyllandsposten. Af en eller anden grund læser jeg altid blade og aviser bagfra uden at tænke over det. Så jeg åbnede op på bagerste side og blev straks overfaldet af dødsannoncerne. Da jeg jo er en gammel kone, tænkte jeg at jeg lige kunne se om der var nogle afdøde, som jeg kendte. Og fandme jo! Eller dvs. jeg kendte ikke vedkomne døde person, men jeg gik i gymnasiet med hans storebror. Efter lidt undersøgelser hos min sladderpusher fandt jeg ud af, at han havde fået kræft for 3 måneder siden. Det er skræmmende, hvor hurtigt man nogen gange kan komme herfra, selvom man umiddelbart virker sund og rask.
Any who, Journalisten og jeg havde lidt behov for materiel tilfredsstillelse *har det lige været jul? Hvorfor sagde I ikke det før?* så vi plyndrede et efterhånden ufatteligt dryssende juletræ og erstattede det med grotesk fladskærm. Der er nu bifstemning og jeg føler trang til at flytte lænestolen ud i køkkenet for bedre at kunne overskue at se TV.
I samme øjeblik vælger vores antenneforening at lægge samtlige kanaler ud digitalt. Temmelig god timing. Men vi skulle jo ha' et eller andet at bruge det TV til, så vi købte en Wii.
Og jeg købte en ny telefon. Men den gamle var altså dårlig og lå og gispede, hver gang den forsøgte at sende en sms. Det kunne ikke gå mellem os længere.
Men som om mit liv ikke var fucked nok i forvejen og som om jeg ikke havde problemer nok, så har jeg nu fået serveret et særdeles ubehageligt valg på et sølvfad. Et af den slags valg man ikke kan ignorere, men som skal tages, uanset om man vil eller ej. Og det er med tidsbegrænsning på.
Det er et af den slags valg som giver mulighed for at opnå noget, man har ønsket lidt on and off. Men når man står lige foran det, virker det pludselig ikke længere så attraktivt. Konsekvenserne af valget er umulige at spå om og de er aldeles uoverskuelige. Det kan blive det bedste jeg nogen sinde har gjort, det kan blive den største fejltagelse i mit liv. Det kan føre stor glæde og velbehag med sig, det kan forårsage stor sorg og miserabilitet.
Det er komplet umuligt at vælge. Og ikke nok med det! Jeg er ikke den eneste om at foretage dette valg og jeg kan hvert øjeblik blive overruled, fordi valget er blevet truffet i den retning, hvor det ikke kan gøres om og hvor jeg ikke kan noget ved det, selvom jeg måske ville synes det var det forkerte valg.
Det er, på godt jysk, noget bæ.
Og der sker stadig den slags ting, som er lidt mærkelige. Eksempelvis sad jeg i venteværelset ved tandlægen igår og fik øje på Jyllandsposten. Af en eller anden grund læser jeg altid blade og aviser bagfra uden at tænke over det. Så jeg åbnede op på bagerste side og blev straks overfaldet af dødsannoncerne. Da jeg jo er en gammel kone, tænkte jeg at jeg lige kunne se om der var nogle afdøde, som jeg kendte. Og fandme jo! Eller dvs. jeg kendte ikke vedkomne døde person, men jeg gik i gymnasiet med hans storebror. Efter lidt undersøgelser hos min sladderpusher fandt jeg ud af, at han havde fået kræft for 3 måneder siden. Det er skræmmende, hvor hurtigt man nogen gange kan komme herfra, selvom man umiddelbart virker sund og rask.
Any who, Journalisten og jeg havde lidt behov for materiel tilfredsstillelse *har det lige været jul? Hvorfor sagde I ikke det før?* så vi plyndrede et efterhånden ufatteligt dryssende juletræ og erstattede det med grotesk fladskærm. Der er nu bifstemning og jeg føler trang til at flytte lænestolen ud i køkkenet for bedre at kunne overskue at se TV.
I samme øjeblik vælger vores antenneforening at lægge samtlige kanaler ud digitalt. Temmelig god timing. Men vi skulle jo ha' et eller andet at bruge det TV til, så vi købte en Wii.
Og jeg købte en ny telefon. Men den gamle var altså dårlig og lå og gispede, hver gang den forsøgte at sende en sms. Det kunne ikke gå mellem os længere.
Men som om mit liv ikke var fucked nok i forvejen og som om jeg ikke havde problemer nok, så har jeg nu fået serveret et særdeles ubehageligt valg på et sølvfad. Et af den slags valg man ikke kan ignorere, men som skal tages, uanset om man vil eller ej. Og det er med tidsbegrænsning på.
Det er et af den slags valg som giver mulighed for at opnå noget, man har ønsket lidt on and off. Men når man står lige foran det, virker det pludselig ikke længere så attraktivt. Konsekvenserne af valget er umulige at spå om og de er aldeles uoverskuelige. Det kan blive det bedste jeg nogen sinde har gjort, det kan blive den største fejltagelse i mit liv. Det kan føre stor glæde og velbehag med sig, det kan forårsage stor sorg og miserabilitet.
Det er komplet umuligt at vælge. Og ikke nok med det! Jeg er ikke den eneste om at foretage dette valg og jeg kan hvert øjeblik blive overruled, fordi valget er blevet truffet i den retning, hvor det ikke kan gøres om og hvor jeg ikke kan noget ved det, selvom jeg måske ville synes det var det forkerte valg.
Det er, på godt jysk, noget bæ.
onsdag den 23. december 2009
Glade jul
Nå, men så er det jo næsten jul.
Det lykkedes mig at få købt alle julegaverne i sidste uge, omend det var omgæret af en vis panik, da jeg havde glemt at de fleste skulle afleveres om fredagen.
Og alligevel har jeg glemt en pakke - til min moster. Og det på trods af, at hun har brugt rigtig meget tid i december på at ringe til mig for at spørge, om jeg ikke vil have hendes ønskeseddel *min moster er et kapitel for sig og den type man skal forberede sig mentalt på at tale med*. Nu skal jeg så vurdere om jeg godt nok skal ringe til hende for at få den forbandede ønskeseddel og derefter bevæge mig op i storcenterkaos for at købe gaven - eller om jeg bare skal købe hende en flaske snaps, som min mor foreslog.
Min favorittid i julen *bortset fra Disneys julesjov og flæskestegsspisning* er 1.juledag. Der er en sjælden fred og ro og mulighed for afslapning. Juleaften løber folk en smule rundt for at nå det hele og 2. juledag er der ren panik til julefrokost med hele den pukkelryggede. Men 1.juledag er helle. Normalt plejer jeg at se Muppets juleeventyr og Garfields jul sammen med Lillebror, men det må jeg jeg jo se om jeg kan undvære i år, nu hvor vi ikke skal holde jul sammen.
Any who, nu begynder det skønne slid med at pakke tasker, gaver og kæledyr, med at rydde op og vaske op, samt tømme skraldespande og køleskab. Sagde jeg skønne slid? Det var en fejl, jeg HADER det. Jeg synes det er røvsygt at bruge hele dagen på den slags, og jeg skal gøre det hele selv. Journalisten er på arbejde til kl 20 og derefter skal vi så køre den 2,5 timer lange tur nordpå. Det bliver en lang, lang dag.
Jeg har bestilt min svigerinde til at have et glas rødvin parat når jeg kommer. God jul!
Det lykkedes mig at få købt alle julegaverne i sidste uge, omend det var omgæret af en vis panik, da jeg havde glemt at de fleste skulle afleveres om fredagen.
Og alligevel har jeg glemt en pakke - til min moster. Og det på trods af, at hun har brugt rigtig meget tid i december på at ringe til mig for at spørge, om jeg ikke vil have hendes ønskeseddel *min moster er et kapitel for sig og den type man skal forberede sig mentalt på at tale med*. Nu skal jeg så vurdere om jeg godt nok skal ringe til hende for at få den forbandede ønskeseddel og derefter bevæge mig op i storcenterkaos for at købe gaven - eller om jeg bare skal købe hende en flaske snaps, som min mor foreslog.
Min favorittid i julen *bortset fra Disneys julesjov og flæskestegsspisning* er 1.juledag. Der er en sjælden fred og ro og mulighed for afslapning. Juleaften løber folk en smule rundt for at nå det hele og 2. juledag er der ren panik til julefrokost med hele den pukkelryggede. Men 1.juledag er helle. Normalt plejer jeg at se Muppets juleeventyr og Garfields jul sammen med Lillebror, men det må jeg jeg jo se om jeg kan undvære i år, nu hvor vi ikke skal holde jul sammen.
Any who, nu begynder det skønne slid med at pakke tasker, gaver og kæledyr, med at rydde op og vaske op, samt tømme skraldespande og køleskab. Sagde jeg skønne slid? Det var en fejl, jeg HADER det. Jeg synes det er røvsygt at bruge hele dagen på den slags, og jeg skal gøre det hele selv. Journalisten er på arbejde til kl 20 og derefter skal vi så køre den 2,5 timer lange tur nordpå. Det bliver en lang, lang dag.
Jeg har bestilt min svigerinde til at have et glas rødvin parat når jeg kommer. God jul!
mandag den 7. december 2009
Alarmerende pinligt
Igår aftes så jeg "24 timer vi aldrig glemmer" på DR2 om Seest katastrofen.
Jeg kan godt lide konceptet og er enig med introspeakeren, der hver gang beretter i starten om, at programmerne omhandler situationer, hvor vi alle kan huske, hvad vi lavede og hvor vi var den pågældende dag. Det kan jeg sagtens huske.
Jeg har set nogle stykker af de programmer efterhånden og er egentlig ikke særlig vild med den måde DR2 laver programmerne på. Emnerne er der ikke noget galt med, de er ret interessante.
Men jeg synes måske lidt, de prøver at piske en stemning, der ikke nødvendigvis er der og laver lidt overdramatisering på nogle punkter. Jeg synes også der er meget spildtid og mange forsøg på at trække tiden pinefuldt langt ud med interview af folk, der formår at tale en masse uden egentlig at sige noget som helst relevant.
Der er også lidt for meget selvpromovering, eksempelvis i programmet om stormen i '99, hvor man igen og igen skulle høre og se intro'en til TVavisen i stedet for bare at springe direkte hen til det interessante. Igår viste de et klip fra morgen-TVavisen fra dagen efter Seest katastrofen og ham, der har redigeret programmet syntes ikke det var nødvendigt at klippe væk, før sudieværten havde fortalt om indholdet af pågældende TVavis - hvilket intet havde med katastrofen at gøre.
Derudover synes jeg også altid, at de har nogle ligegyldige vidner med, der egentlig mest virker som om de selv synes, de er ret seje, fordi de har mulighed for at fortælle deres fantastiske historie på TV. Eller det er egentlig ikke ligegyldige vidner, da de har et eller andet tilhørsforhold til situationen, men det er ikke lykkedes at få den gode historie ud af alle vidnerne.
Den baggrundsmusik de havde valgt til gårsdagens program var i øvrigt også aldeles forfærdelig.
Men det jeg synes var mest horribelt ved udsendelsen igår, har egentlig ikke som sådan noget med selve programmet at gøre, men var grelt nok til, at få både Journalisten og mig til synkront at klaske pander.
Der blev afspillet lydstykker fra Kanal 94, der havde en reporter på stedet. Det gik sådan set fint for ham, lige indtil man meget tydeligt kunne høre en velkendt alarm i baggrunden og han så udtaler, at:
"Lige nu er der gået en eller anden alarm, en luftalarm. Jeg ved ikke om det betyder om vi skal evakueres fra det sted vi er (...)"
Alarmen var såmænd blot den den sirene, som politiet benytter til at vejlede folk om at gå indendørs i farlige situationer. Den sirene som bliver afprøvet den første onsdag i maj hvert eneste år.
En eller anden alarm?!
Er det tilladt at være så uvidende?
Jeg kan godt lide konceptet og er enig med introspeakeren, der hver gang beretter i starten om, at programmerne omhandler situationer, hvor vi alle kan huske, hvad vi lavede og hvor vi var den pågældende dag. Det kan jeg sagtens huske.
Jeg har set nogle stykker af de programmer efterhånden og er egentlig ikke særlig vild med den måde DR2 laver programmerne på. Emnerne er der ikke noget galt med, de er ret interessante.
Men jeg synes måske lidt, de prøver at piske en stemning, der ikke nødvendigvis er der og laver lidt overdramatisering på nogle punkter. Jeg synes også der er meget spildtid og mange forsøg på at trække tiden pinefuldt langt ud med interview af folk, der formår at tale en masse uden egentlig at sige noget som helst relevant.
Der er også lidt for meget selvpromovering, eksempelvis i programmet om stormen i '99, hvor man igen og igen skulle høre og se intro'en til TVavisen i stedet for bare at springe direkte hen til det interessante. Igår viste de et klip fra morgen-TVavisen fra dagen efter Seest katastrofen og ham, der har redigeret programmet syntes ikke det var nødvendigt at klippe væk, før sudieværten havde fortalt om indholdet af pågældende TVavis - hvilket intet havde med katastrofen at gøre.
Derudover synes jeg også altid, at de har nogle ligegyldige vidner med, der egentlig mest virker som om de selv synes, de er ret seje, fordi de har mulighed for at fortælle deres fantastiske historie på TV. Eller det er egentlig ikke ligegyldige vidner, da de har et eller andet tilhørsforhold til situationen, men det er ikke lykkedes at få den gode historie ud af alle vidnerne.
Den baggrundsmusik de havde valgt til gårsdagens program var i øvrigt også aldeles forfærdelig.
Men det jeg synes var mest horribelt ved udsendelsen igår, har egentlig ikke som sådan noget med selve programmet at gøre, men var grelt nok til, at få både Journalisten og mig til synkront at klaske pander.
Der blev afspillet lydstykker fra Kanal 94, der havde en reporter på stedet. Det gik sådan set fint for ham, lige indtil man meget tydeligt kunne høre en velkendt alarm i baggrunden og han så udtaler, at:
"Lige nu er der gået en eller anden alarm, en luftalarm. Jeg ved ikke om det betyder om vi skal evakueres fra det sted vi er (...)"
Alarmen var såmænd blot den den sirene, som politiet benytter til at vejlede folk om at gå indendørs i farlige situationer. Den sirene som bliver afprøvet den første onsdag i maj hvert eneste år.
En eller anden alarm?!
Er det tilladt at være så uvidende?
onsdag den 2. december 2009
Indlæg uden indhold
Action niveauet heromkring er på et absolut lavpunkt. Her sker ikke en skid.
Jeg har pyntet lidt op til jul. Sidste år på dette tidspunkt havde jeg et fagligt relevant arbejde, som var aldeles rædselsfuldt. Derfor brugte jeg min sparsomme fritid på at ligge i fosterstilling på sofaen og ignorere december måned. Et forsøg på at købe det obligatoriske lille juletræ resulterede i, at jeg lagde mig småhylende under tæppet resten af dagen. Jeg magtede ganske enkelt ingenting.
I år har jeg haft lidt overskud på julekontoen, plus en forfærdelig masse tid mellem hænderne og har faktisk glædet mig lidt til det skulle blive december.
Jeg er ikke typen, der køber årets modejulepynt og jeg er heller ikke Gertrud Sand, der hænger nisser allevegne. I min optik består julepynten af godt og vel fire ting. Rød, grøn, guld og duft.
For at kompencere for manglende juletræ sidste år var Journalisten og jeg ude og finde os et juletræ i voksenstørrelse. Det er større end mig, intet mindre kunne gøre det. Det står nu med pynt henne i et hjørne og dufter helt fantastisk.
Derudover har jeg fyldt hytten op med røde julestjerner og lavet blomsterdekorationer med små julestjerner, hyacinter, mos, kogler, små svampe og alt det der. Ingen jul uden masser af hyacinter. Jeg ville ønske man kunne få julestjerner hele året. Jeg synes de er så rare at se på.
Lidt nisser er det dog blevet til. Jeg var med Journalisten på et beskyttet værksted for sindslidende, som lavede julepynt til salg. Vi var ret enige om, at hvis vi endelig skulle investere i en nisse ville vi hellere aflevere pengene sådan et sted end i et stort ligegyldigt firma. Og så gjorde det jo ingenting at deres nisser faktisk var ret nuser.
Any who, det er meget godt at have lidt december at gå op i.
Mht. min arbejdssituation er jeg nu blevet degraderet fra arbejdssøgende til virksomhedspraktiksøgende. Jeg skal ganske enkelt få virksomheder til at ansætte mig helt gratis og uforpligtende i fire uger. Ikke at det er særligt nemt, hvis det skal være noget relevant arbejde.
Til gengæld må jeg erkende at mine encounters med systemet har været næsten upåklagelige. Fra verdens sødeste jobcenterdame til min nuværende kontaktperson i privat konsulentfirma, der gør en kæmpe insats for at finde et job til mig. Som hun siger "Du gider jo have et job. Du VIL jo have et job. Så gider jeg også gøre noget ekstra for at hjælpe dig."
Ikke ligesom den fyrede malkemand, der prøvede at overbevise hende om at han umuligt kunne søge et job, hvor han skulle køre traktor. "Sådan én er jo meget svær at køre. Der er vist nok alle mulige stænger man skal trække i."
Efterhånden er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg næsten håber at blive kastet ud i aktivering, bare for at få et eller andet at give mig til. Jeg oplever så ufatteligt lidt, at det er skræmmende.
I nat da jeg ikke kunne sove kunne jeg høre en natugle sidde og tude ikke så langt fra vinduet.
Jeg har pyntet lidt op til jul. Sidste år på dette tidspunkt havde jeg et fagligt relevant arbejde, som var aldeles rædselsfuldt. Derfor brugte jeg min sparsomme fritid på at ligge i fosterstilling på sofaen og ignorere december måned. Et forsøg på at købe det obligatoriske lille juletræ resulterede i, at jeg lagde mig småhylende under tæppet resten af dagen. Jeg magtede ganske enkelt ingenting.
I år har jeg haft lidt overskud på julekontoen, plus en forfærdelig masse tid mellem hænderne og har faktisk glædet mig lidt til det skulle blive december.
Jeg er ikke typen, der køber årets modejulepynt og jeg er heller ikke Gertrud Sand, der hænger nisser allevegne. I min optik består julepynten af godt og vel fire ting. Rød, grøn, guld og duft.
For at kompencere for manglende juletræ sidste år var Journalisten og jeg ude og finde os et juletræ i voksenstørrelse. Det er større end mig, intet mindre kunne gøre det. Det står nu med pynt henne i et hjørne og dufter helt fantastisk.
Derudover har jeg fyldt hytten op med røde julestjerner og lavet blomsterdekorationer med små julestjerner, hyacinter, mos, kogler, små svampe og alt det der. Ingen jul uden masser af hyacinter. Jeg ville ønske man kunne få julestjerner hele året. Jeg synes de er så rare at se på.
Lidt nisser er det dog blevet til. Jeg var med Journalisten på et beskyttet værksted for sindslidende, som lavede julepynt til salg. Vi var ret enige om, at hvis vi endelig skulle investere i en nisse ville vi hellere aflevere pengene sådan et sted end i et stort ligegyldigt firma. Og så gjorde det jo ingenting at deres nisser faktisk var ret nuser.
Any who, det er meget godt at have lidt december at gå op i.
Mht. min arbejdssituation er jeg nu blevet degraderet fra arbejdssøgende til virksomhedspraktiksøgende. Jeg skal ganske enkelt få virksomheder til at ansætte mig helt gratis og uforpligtende i fire uger. Ikke at det er særligt nemt, hvis det skal være noget relevant arbejde.
Til gengæld må jeg erkende at mine encounters med systemet har været næsten upåklagelige. Fra verdens sødeste jobcenterdame til min nuværende kontaktperson i privat konsulentfirma, der gør en kæmpe insats for at finde et job til mig. Som hun siger "Du gider jo have et job. Du VIL jo have et job. Så gider jeg også gøre noget ekstra for at hjælpe dig."
Ikke ligesom den fyrede malkemand, der prøvede at overbevise hende om at han umuligt kunne søge et job, hvor han skulle køre traktor. "Sådan én er jo meget svær at køre. Der er vist nok alle mulige stænger man skal trække i."
Efterhånden er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg næsten håber at blive kastet ud i aktivering, bare for at få et eller andet at give mig til. Jeg oplever så ufatteligt lidt, at det er skræmmende.
I nat da jeg ikke kunne sove kunne jeg høre en natugle sidde og tude ikke så langt fra vinduet.
onsdag den 11. november 2009
Dilemma 2
Jeg har fået mig et vaskeægte, ubehageligt og irriterende dilemma i dag.
Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!
Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.
Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.
Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.
Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.
Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.
Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.
Der er blevet slået et rigtig fedt job op....i Hjørring! Af alle steder!
Billedet, og ikke mindst pilen, er egentlig mest for dramatic emphasis.
Skal jeg søge det?
Jeg har brug det meste af dagen på at overveje pros and cons samt søgt råd hos gud og hver mand. Journalisten, som er på kursus og derfor slet ikke har tid til mine problemer var naturligvis ikke til nogen hjælp, på trods af at det har temmelig meget med ham at gøre. Jeg får næppe noget fornuftigt ud af ham før på mandag. Og der er jo lang tid til. Det gennemgående råd jeg har fået fra de andre er, at skrive ansøgningen og så diskutere det med Journalisten når han kommer hjem. Jeg kan altid slette ansøgningen.
Nu er jeg jo i den situation at jeg ikke rigtig kan være kræsen.
Det ville selvsagt være dybt ubehageligt at skulle bryde mit og Journalistens hjem op for at jeg kan flytte tre timer væk. I sin tid flyttede vi sammen fordi jeg ikke længere kunne magte langdistanceforhold og ofrede mig for forholdet ved at flytte ubetinget med.
Journalisten har erklæret at han er helt på det rene med at det kan blive nødvendigt at han ofrer sig, men jeg ved at han vil få svært ved at få job deroppe og jeg vil have det skidt med at være skyld i at han ikke kan få de sjove jobs han gerne vil *han hader når jeg siger sådan*.
Omvendt så ville det være en storslået chance for at få noget værdifuld erfaring inden for et bestemt område af min branche, og som på sigt vil åbne mange døre til den type jobs, jeg gerne vil have en dag.
Der er i øvrigt det ved det, at dette firma rent faktisk har forsøgt at få fingrene i mig før jeg blev færdiguddannet. Min afgangsprojektmakker og jeg havde hevet en dag ud af kalenderen for at tage på karrieremesse og valget faldt på Aalborg, da der var en overhængende chance for at Journalisten skulle flytte derop. Jeg fik en snak med firmaet og de fik mit CV. En uges penge senere fik jeg en mail fra en person fra firmaet, der gerne ville snakke nærmere.
Men Journalisten skulle til Syddanmark og jeg fulgte ukritisk med. Og meddelte derfor firmaet at det kunne desværre ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke hitte ud af om det er en fordel eller en ulempe.
Det rent logistiske er ikke noget problem, for mine svigerforældre bor lige om hjørnet, så jeg kunne nok nasse et værelse indtil jeg ville få mit eget hummer. Selvom det nok ville blive den største udfordring af dem alle - at bo sammen med svigergamlerne.
Og så er der den værste af dem alle. Min hjerne, der skal overbevises om at Journalisten ikke danser på bordene lige så snart jeg flytter. Det er frygtelig svært for mig at overbevise mig selv om at han ikke vil dumpe mig fordi jeg er så langt væk og at han ikke vil bruge sin nyvundne alenetid på at finde en anden pige at være sammen med. Jeg hader mig selv for det.
Der er selvfølgelig ingen der siger, at jeg får jobbet.
fredag den 6. november 2009
Forlad venligst min skærm
Ovenpå den nylige overgang til digitalt tv-signal tænkte jeg at jeg lige ville lave en kanalsøgning. Dum idé. Det kan vores elendige gamle TV ikke håndtere. Hvorfor køber I ikke et nyt, hører jeg folket spørge. Fordi bilen lige har været til syn og i øvrigt skal have nye vinterdæk.
Måske en gang når grise kan flyve og jeg har fået et job, kan vi opgradere vores 22 tommer billedrørstv til en lækker fladskærm.
Hurra for at have kabeltv, så vi ikke behøvede at bruge penge på hverken TV eller digitalboks.
Da programsøgningen var overstået og jeg havde gentaget den et par gange, måtte jeg slukøret konstatere at bl.a. DR1 ikke var på listen. Også selvom jeg kunne finde den ret nemt ved manuel søgning. Måske TV'et havde registreret at jeg alligevel aldrig ser DR1 og derfor havde vurderet, at det ville være spild af plads at give det et nummer i programrækken. Hvem ved. Jeg ved i hvert fald, at det er sur mås, hvis jeg skal til at indstille alle kanalerne manuelt.
Jeg kan forreste godt lide at have VH1. Jeg har den tit kørende i baggrunden fordi den spiller udemærket musik, synes jeg. Nogle gange når jeg pimper med slænget har vi VH1 kørende. Men.
Det kan godt være at Dan Rachlin er en gammel, erfaren rotte inden for DJ-faget og at han sikkert er en rigtig god video jockey, men jeg synes stadig han er alt for grim til at blive zoomet sådan ind på, som de gør i hans program. Lidt irriterende.
I øvrigt er det ikke så tosset at blive pludseligt græsenke. Det har tikket ind med sms'er hele dagen fra venner, der synes det er synd for mig og derfor har inviteret til højre og venstre. Derfor kommer jeg bestemt ikke til at kede mig i weekenden.
Jeg nænner næsten ikke at fortælle dem at Journalistens rejse til Spanien egentlig kun betyder at jeg skal være alene hjemme i ti dage i stedet for syv dage. Han skal nemlig på kursus hele næste uge.
Jeg synes bare det er dejligt at der er nogen, der tænker på mig. Det har jeg aldrig oplevet før jeg flyttede herned for et år siden.
Måske en gang når grise kan flyve og jeg har fået et job, kan vi opgradere vores 22 tommer billedrørstv til en lækker fladskærm.
Hurra for at have kabeltv, så vi ikke behøvede at bruge penge på hverken TV eller digitalboks.
Da programsøgningen var overstået og jeg havde gentaget den et par gange, måtte jeg slukøret konstatere at bl.a. DR1 ikke var på listen. Også selvom jeg kunne finde den ret nemt ved manuel søgning. Måske TV'et havde registreret at jeg alligevel aldrig ser DR1 og derfor havde vurderet, at det ville være spild af plads at give det et nummer i programrækken. Hvem ved. Jeg ved i hvert fald, at det er sur mås, hvis jeg skal til at indstille alle kanalerne manuelt.
Jeg kan forreste godt lide at have VH1. Jeg har den tit kørende i baggrunden fordi den spiller udemærket musik, synes jeg. Nogle gange når jeg pimper med slænget har vi VH1 kørende. Men.
Det kan godt være at Dan Rachlin er en gammel, erfaren rotte inden for DJ-faget og at han sikkert er en rigtig god video jockey, men jeg synes stadig han er alt for grim til at blive zoomet sådan ind på, som de gør i hans program. Lidt irriterende.
I øvrigt er det ikke så tosset at blive pludseligt græsenke. Det har tikket ind med sms'er hele dagen fra venner, der synes det er synd for mig og derfor har inviteret til højre og venstre. Derfor kommer jeg bestemt ikke til at kede mig i weekenden.
Jeg nænner næsten ikke at fortælle dem at Journalistens rejse til Spanien egentlig kun betyder at jeg skal være alene hjemme i ti dage i stedet for syv dage. Han skal nemlig på kursus hele næste uge.
Jeg synes bare det er dejligt at der er nogen, der tænker på mig. Det har jeg aldrig oplevet før jeg flyttede herned for et år siden.
torsdag den 5. november 2009
Trafikalt
I dag har jeg oplevet én til sejrslisten og én til at skamme sig lidt over.
Medierne berettede tidligere på dagen at panserne har fanget John Knudsen i Spanien.
Jeg vil derfor skyde på at det samlede danske pressekorps har lavet folkevandring mod Spanien. Hvem vil ikke også gerne derned med det vejr vi har i øjeblikket?
Nå, men Journalisten er ingen undtagelse. Han har egentlig ferie, men blev spurgt om han kunne hasterejse og det kunne han selvfølgelig godt. Jeg var taget til Odense i formiddags for at besøge psykologen og i mellemtiden havde han så lagt en besked om, at jeg hellere lige måtte ringe ham op når jeg kom ud.
Jeg kunne forstå på en noget forvirret Journalist, at det hastede lidt med at komme tilbage til Kolding, for hans fly afgik fra Billund kl. 15 og kl. var 12.15 OMT *Odense Mean Time*.
Til mine medmennesker i Foreningen for Folk Uden Geografisk Indsigt *I ved selv hvem I er :D * kan jeg oplyse at det tager sjus 50 mins i bil fra Odense til Kolding og omtrent det samme fra Kolding til Billund.
Normalt er jeg en rimelig fornuftig billist. Dels fordi jeg er sikker på at jeg dør i trafikken en dag og så skal det i hvert fald ikke være min egen skyld. Dels fordi der er så mange idioter derude, at nogen jo må give lidt modvægt, da det ellers ender med, at det bliver reglen mere end undtagelsen at være et komplet fjols.
Efter en lille smule matematik valgte jeg så at glemme samtlige af mine trafikprincipper. Jeg stillede mig op på min speeder og så fik den ellers noget pedal. Ud igennem Odense tog jeg samtlige sving på to hjul og den fik 110 i timen på Middelfartvej mod Motorvejen, selv om jeg før har set panserne stoppe fartsyndere på den strækning *hvor man må køre 70*.
Jeg drønede henover Vestfyn mens jeg bandede og svovlede, og næsten koblede mig selv fast på kofangeren hos alle de kællinger, der insisterede på at køre 115 i en 130 zone, mens de nægter at trække ind til siden, fordi der jo liiiige er den der lastbil halvanden km længere henne ad vejen *Der er for fanden da højrekørsel i Danmark.. ARGH!*.
Jeg blæsede henover broen og fløj resten af vejen hjem med mit kørekort temmelig meget på spil bare for at finde ud af, at de allerede var kørt mod Billund, og hvis jeg ville sige farvel til Journalisten måtte jeg halse efter dem - hvilket jeg i øvrigt heller ikke ville nå inden han skulle checke ind.
Så jeg lod Journalist være Journalist, og efter at have konstateret at han naturligvis har glemt sin tandbørste, susede jeg ned og hentede den frokost han skulle have hentet til mig, mens jeg var i Odense.
Jeg har aldrig været særlig god til impulsive tiltag, jeg ikke selv har fundet på. Det er bare ikke særlig praktisk, når man er sammen med en ung og eventyrlysten journalist. Derfor har jeg været i utallige situationer, hvor han har skyndt sig ud af døren for at dække et eller andet og jeg har siddet tilbage med en følelse af skuffelse, irritation og tristhed over, at tingene ikke gik sådan som jeg havde forestillet mig.
For ikke så længe siden ville jeg være gået helt i panik ved tanken om, at han tog til Spanien uden at jeg fik sagt farvel, og uden at jeg havde haft tid til at vænne mig til tanken.
Men ikke idag.
I dag tænke jeg blot, at jeg håber han får en god tur, og så købte jeg hvidløgsbrød til aftensmaden, mens jeg tænkte lidt over hvem jeg skal skrive ansøgninger til i morgen.
Det var fandme også på tide at jeg kom dertil. Til gengæld tror jeg min bil er sur og giver mig dårlig samvittighed med vilje.
Medierne berettede tidligere på dagen at panserne har fanget John Knudsen i Spanien.
Jeg vil derfor skyde på at det samlede danske pressekorps har lavet folkevandring mod Spanien. Hvem vil ikke også gerne derned med det vejr vi har i øjeblikket?
Nå, men Journalisten er ingen undtagelse. Han har egentlig ferie, men blev spurgt om han kunne hasterejse og det kunne han selvfølgelig godt. Jeg var taget til Odense i formiddags for at besøge psykologen og i mellemtiden havde han så lagt en besked om, at jeg hellere lige måtte ringe ham op når jeg kom ud.
Jeg kunne forstå på en noget forvirret Journalist, at det hastede lidt med at komme tilbage til Kolding, for hans fly afgik fra Billund kl. 15 og kl. var 12.15 OMT *Odense Mean Time*.
Til mine medmennesker i Foreningen for Folk Uden Geografisk Indsigt *I ved selv hvem I er :D * kan jeg oplyse at det tager sjus 50 mins i bil fra Odense til Kolding og omtrent det samme fra Kolding til Billund.
Normalt er jeg en rimelig fornuftig billist. Dels fordi jeg er sikker på at jeg dør i trafikken en dag og så skal det i hvert fald ikke være min egen skyld. Dels fordi der er så mange idioter derude, at nogen jo må give lidt modvægt, da det ellers ender med, at det bliver reglen mere end undtagelsen at være et komplet fjols.
Efter en lille smule matematik valgte jeg så at glemme samtlige af mine trafikprincipper. Jeg stillede mig op på min speeder og så fik den ellers noget pedal. Ud igennem Odense tog jeg samtlige sving på to hjul og den fik 110 i timen på Middelfartvej mod Motorvejen, selv om jeg før har set panserne stoppe fartsyndere på den strækning *hvor man må køre 70*.
Jeg drønede henover Vestfyn mens jeg bandede og svovlede, og næsten koblede mig selv fast på kofangeren hos alle de kællinger, der insisterede på at køre 115 i en 130 zone, mens de nægter at trække ind til siden, fordi der jo liiiige er den der lastbil halvanden km længere henne ad vejen *Der er for fanden da højrekørsel i Danmark.. ARGH!*.
Jeg blæsede henover broen og fløj resten af vejen hjem med mit kørekort temmelig meget på spil bare for at finde ud af, at de allerede var kørt mod Billund, og hvis jeg ville sige farvel til Journalisten måtte jeg halse efter dem - hvilket jeg i øvrigt heller ikke ville nå inden han skulle checke ind.
Så jeg lod Journalist være Journalist, og efter at have konstateret at han naturligvis har glemt sin tandbørste, susede jeg ned og hentede den frokost han skulle have hentet til mig, mens jeg var i Odense.
Jeg har aldrig været særlig god til impulsive tiltag, jeg ikke selv har fundet på. Det er bare ikke særlig praktisk, når man er sammen med en ung og eventyrlysten journalist. Derfor har jeg været i utallige situationer, hvor han har skyndt sig ud af døren for at dække et eller andet og jeg har siddet tilbage med en følelse af skuffelse, irritation og tristhed over, at tingene ikke gik sådan som jeg havde forestillet mig.
For ikke så længe siden ville jeg være gået helt i panik ved tanken om, at han tog til Spanien uden at jeg fik sagt farvel, og uden at jeg havde haft tid til at vænne mig til tanken.
Men ikke idag.
I dag tænke jeg blot, at jeg håber han får en god tur, og så købte jeg hvidløgsbrød til aftensmaden, mens jeg tænkte lidt over hvem jeg skal skrive ansøgninger til i morgen.
Det var fandme også på tide at jeg kom dertil. Til gengæld tror jeg min bil er sur og giver mig dårlig samvittighed med vilje.
mandag den 2. november 2009
Store beslutninger
Så forløb endnu en weekend og i modsætning til de forgangne fire weekender var jeg ikke på druk med slænget.
Vi var på ophold hos Journalistens familie for at fejre lidt fødselsdag. Det har været tre dage med masser af mad og rødvin, og for udenforstående som ikke kender mig, ville det blive svært at forklare at jeg holdt op med at ryge for to år siden. Det har været god, gedigen hygge der blev suppleret med en tur til Georg Jensens juleudsalg søndag, så jeg i går aftes kunne sidde mæt og lykkelig i et bjerg af guld.
Undervejs var jeg også vidne til det hysteri, der har været i forbindelse med overgangen til det digitale signal, da Journalisten og hans far sad og lavede kanalsøgning kl 0.42 lørdag nat og brokkede sig over at kanalerne ikke var på plads endnu. Efter at have skældt ud over at de ærlig talt lige skulle tage og lade de arme teknikere få tid til at flytte rundt på kablerne, og havde foreslået at de skulle tage en ny kanalsøgning op af formiddagen, opgav jeg og undrede mig i stilhed over at der overhovedet var nogen der gad interessere sig for det.
Come on, så spændende var det sgu da heller ikke.
Der blev også kastet lys over årets spørgsmål, som åbenbart optager både min familie og Journalistens familie temmelig meget. Nemlig, hvor skal jeg holde jul henne i år?
Faktisk er den eneste, som ikke har interesseret sig en dyt for spørgsmålet, mig *med undtagelse af Journalisten som, så vidt jeg ved, også er temmelig ligeglad*. Min søster og min mor begyndte at spørge til det for længe siden og min svigerfar kom på banen i går.
Jeg har altid holdt jul hjemme og så længe jeg ikke har børn, synes jeg ikke at man behøver at holde jul sammen, selvom man deler matrikel. Journalisten vil gerne holde jul hos hans familie så længe hans mormor er i live, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg har så haft lidt svært ved at løsrive mig fra juletraditionerne derhjemme, men nu er jeg nok nødt til rent faktisk at tage stilling til det, i stedet for bare at gøre som jeg plejer.
Så jeg har gået og tænkt lidt over pros and cons over min familie versus Journalistens familie.
- Fælles for mor og svigermor er det utålelige, ligegyldige og fuldstændig åndsvage stresseri. Jeg hader det og jeg gider ikke være der, når de opfører sådan. Fordelen ved min familie er, at jeg kan sige til min mor, at jeg synes hun er dum. Det kan jeg dårligt gøre hos svigermor.
- Så er der julemaden. Hverken min far eller jeg kan lide and og derfor har der altid været både and og flæskesteg. Men hos Journalistens familie spiser man kun and. Der er ingen tvivl om at svigerfamilien vil gøre hvad som helst for at gøre mig glad, men der er jo lidt udfordringer ved at sørge for at det bliver PRÆCIS den samme flæskesteg og PRÆCIS den samme sovs.
- Kan jeg overhovedet leve med at holde jul et sted, hvor man kommer flag på juletræet i stedet for den lamettaguirlande vi kæmper med hjemme hos vores familie?
- Kan min samvittighed bære at jeg skal efterlade min lillebror alene sammen med mine forældre og min morfar?
- Til gengæld vil jeg ikke komme til at savne at høre på, at min morfar sidder og skynder på maden fordi vi skal have overstået træet og gaverne, så han kan komme hjem. Og jeg vil heller ikke komme til at savne min fars hysteri, hvis ikke sovsen er så tyk at man kan reparere revnerne i soklen med den.
Jeg tror det handler om at jeg skal se at løsrive mig og i øvrigt lade være med at farve gamle minder mere rosenrøde end de er. Jeg ved jo udemærket godt at det egentlig ikke er så fedt at holde jul derhjemme, som jeg går og bilder mig ind.
Vi var på ophold hos Journalistens familie for at fejre lidt fødselsdag. Det har været tre dage med masser af mad og rødvin, og for udenforstående som ikke kender mig, ville det blive svært at forklare at jeg holdt op med at ryge for to år siden. Det har været god, gedigen hygge der blev suppleret med en tur til Georg Jensens juleudsalg søndag, så jeg i går aftes kunne sidde mæt og lykkelig i et bjerg af guld.
Undervejs var jeg også vidne til det hysteri, der har været i forbindelse med overgangen til det digitale signal, da Journalisten og hans far sad og lavede kanalsøgning kl 0.42 lørdag nat og brokkede sig over at kanalerne ikke var på plads endnu. Efter at have skældt ud over at de ærlig talt lige skulle tage og lade de arme teknikere få tid til at flytte rundt på kablerne, og havde foreslået at de skulle tage en ny kanalsøgning op af formiddagen, opgav jeg og undrede mig i stilhed over at der overhovedet var nogen der gad interessere sig for det.
Come on, så spændende var det sgu da heller ikke.
Der blev også kastet lys over årets spørgsmål, som åbenbart optager både min familie og Journalistens familie temmelig meget. Nemlig, hvor skal jeg holde jul henne i år?
Faktisk er den eneste, som ikke har interesseret sig en dyt for spørgsmålet, mig *med undtagelse af Journalisten som, så vidt jeg ved, også er temmelig ligeglad*. Min søster og min mor begyndte at spørge til det for længe siden og min svigerfar kom på banen i går.
Jeg har altid holdt jul hjemme og så længe jeg ikke har børn, synes jeg ikke at man behøver at holde jul sammen, selvom man deler matrikel. Journalisten vil gerne holde jul hos hans familie så længe hans mormor er i live, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg har så haft lidt svært ved at løsrive mig fra juletraditionerne derhjemme, men nu er jeg nok nødt til rent faktisk at tage stilling til det, i stedet for bare at gøre som jeg plejer.
Så jeg har gået og tænkt lidt over pros and cons over min familie versus Journalistens familie.
- Fælles for mor og svigermor er det utålelige, ligegyldige og fuldstændig åndsvage stresseri. Jeg hader det og jeg gider ikke være der, når de opfører sådan. Fordelen ved min familie er, at jeg kan sige til min mor, at jeg synes hun er dum. Det kan jeg dårligt gøre hos svigermor.
- Så er der julemaden. Hverken min far eller jeg kan lide and og derfor har der altid været både and og flæskesteg. Men hos Journalistens familie spiser man kun and. Der er ingen tvivl om at svigerfamilien vil gøre hvad som helst for at gøre mig glad, men der er jo lidt udfordringer ved at sørge for at det bliver PRÆCIS den samme flæskesteg og PRÆCIS den samme sovs.
- Kan jeg overhovedet leve med at holde jul et sted, hvor man kommer flag på juletræet i stedet for den lamettaguirlande vi kæmper med hjemme hos vores familie?
- Kan min samvittighed bære at jeg skal efterlade min lillebror alene sammen med mine forældre og min morfar?
- Til gengæld vil jeg ikke komme til at savne at høre på, at min morfar sidder og skynder på maden fordi vi skal have overstået træet og gaverne, så han kan komme hjem. Og jeg vil heller ikke komme til at savne min fars hysteri, hvis ikke sovsen er så tyk at man kan reparere revnerne i soklen med den.
Jeg tror det handler om at jeg skal se at løsrive mig og i øvrigt lade være med at farve gamle minder mere rosenrøde end de er. Jeg ved jo udemærket godt at det egentlig ikke er så fedt at holde jul derhjemme, som jeg går og bilder mig ind.
torsdag den 29. oktober 2009
Dyrt bekendtskab
I morges var en af de morgener, der mislykkedes.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.
Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.
Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.
Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.
Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.
torsdag den 8. oktober 2009
En dårlig undskyldning
Hvorfor er det at alting altid skal udsættes?
"Arhmen, det kan jeg sagtens lige nå i morgen" og "aj, det gider jeg ikke lige nu. Jeg er også mere frisk i morgen". Og når dagen efter kommer er der tusind andre ting man hellere vil og ellers kan man hurtigt opfinde ting, der naturligvis er væsentlig vigtigere end de ting man udsatte dagen før.
Derfor sidder jeg nu på en torsdag aften med en milliard ting jeg gerne vil have lavet inden jeg skal hente Journalisten i morgen eftermiddag og vi skal tilbringe hele weekenden i Århus.
Og i stedet for bare at gå i gang med et eller andet sidder jeg og kæmper en kamp inde i mit hoved for at finde ud af, hvad der ville være det smarteste at lave nu og hvad der ville være smartest at lave i morgen. Hvilket egentlig bare dækker over at jeg ikke gider lave noget af det. Ind kommer alle overspringshandlingerne, som på ingen måde hjælper.
Eksempelvis har jeg lige udskudt (og forlænget) mine problemer med 10 mins ved at skrive dette indlæg.
Det bliver vist en lang aften.
"Arhmen, det kan jeg sagtens lige nå i morgen" og "aj, det gider jeg ikke lige nu. Jeg er også mere frisk i morgen". Og når dagen efter kommer er der tusind andre ting man hellere vil og ellers kan man hurtigt opfinde ting, der naturligvis er væsentlig vigtigere end de ting man udsatte dagen før.
Derfor sidder jeg nu på en torsdag aften med en milliard ting jeg gerne vil have lavet inden jeg skal hente Journalisten i morgen eftermiddag og vi skal tilbringe hele weekenden i Århus.
Og i stedet for bare at gå i gang med et eller andet sidder jeg og kæmper en kamp inde i mit hoved for at finde ud af, hvad der ville være det smarteste at lave nu og hvad der ville være smartest at lave i morgen. Hvilket egentlig bare dækker over at jeg ikke gider lave noget af det. Ind kommer alle overspringshandlingerne, som på ingen måde hjælper.
Eksempelvis har jeg lige udskudt (og forlænget) mine problemer med 10 mins ved at skrive dette indlæg.
Det bliver vist en lang aften.
tirsdag den 6. oktober 2009
En tirsdag
Jeg havde en række forestillinger om hvad jeg skulle nå i dag.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.
Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.
Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.
Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.
Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.
fredag den 2. oktober 2009
Ude at køre med de skøre
Kan man fare vild selvom man har en GPS?
Det var et retorisk spørgsmål.
Jeg har altid været rimelig god til at finde vej og har aldrig helt forstået at man kan begejstres over en GPS, for man kan da bare kigge på et kort. Jeg har sjældent problemer med at finde frem til nye steder og har en ret god intuition, hvis jeg selv skal sige det.
Men SÅ skete der det, at Journalisten købte en GPS i går, for "den er god at have". I dag skulle han sættes af over på vestkysten ikke langt fra Hvide Sande og så var det jo mægtigt at man bare kunne trykke adressen ind. Og når jeg så skulle køre hjem igen kunne jeg bare trykke på hus-ikonet. Ingen grund til at kigge på kortet. Fabelagtigt.
På vej derover brokkede Journalisten sig lidt over at han syntes GPS tog en dum vej, men han kunne kun huske en lille smule af, hvordan turen så skulle ha' været, så vi hørte bare efter og kom derover uden kvaler.
Da jeg kørte hjem *stadig uden at kigge på kortet* tænkte jeg, at jeg da lige kunne prøve at køre den "rigtige" tur, hvilket bare betød at jeg skulle fortsætte ud af en hovedvej i stedet for at dreje fra den et bestemt sted. Og så kunne GPS vel finde resten af vejen for mig?
Hun fortalte at hun beregnede en ny rute og det gik også godt nok et stykke tid, indtil jeg blev nysgerrig efter at se, hvor langt jeg var kommet. GPS har ikke fået nogen holder endnu så den lå på sædet ved siden af, hvilket ikke just gjorde det nemt for mig. Jeg trykkede på skærmen for at få den til at zoome ud, hvilket den også gjorde. Om jeg så fik trykket på noget andet også, aner jeg ikke. Men på et tidspunkt bad den mig køre til højre, hvilket jeg vidste ville være noget sludder, så jeg fortsatte lige over krydset for at holde ind på en p-plads.
GPS gik i den forbindelse amok og gentog "Beregner ny rute" tre gange i træk uden pause. Jeg forventede eksplosion og skyndte mig ind på p-pladsen. Men den havde i mellemtiden fået beregnet en ny rute og ville have mig til at fortsætte lige ud.
Midlertidigt beroliget fortsatte jeg, men fandt hurtigt ud af at den havde sendt mig ind midt i Varde centrum. Her blev det lidt spændende. Da jeg ikke kunne se GPS når jeg kørte, var det umuligt for mig at regne ud præcist, hvornår jeg skulle dreje. Jeg kørte således forkert en snes gange, mens GPS febrilsk blev ved med at beregne ny rute.
Efter at have holdt på massageklinikkens p-plads for at få overblik kørte jeg lidt videre, kom endelig ud af byen og kørte og kørte. Kom tættere på Ribe og Esbjerg.
Beklageligvis havde jeg ikke helt min vestjyske geografi på plads *jeg havde jo ikke kigget på kortet som jeg plejer* og derfor begyndte panikken langsomt at brede sig, for jeg syntes bestemt ikke det kunne være rigtigt at jeg skulle den vej og jeg var allerede ved at blive temmelig mopset over at jeg skulle helt derud for at komme på motorvejen.
Langt om længe kom jeg til en rundkørsel og GPS ævlede op om, hvilken vej jeg skulle ned af. I stedet for at kigge efter hvad der stod på skiltet, kørte jeg ind i rundkørslen og ud igen, mens jeg undrede mig over at der var nedkørsel til motorvej mod Esbjerg, men ikke Kolding.
Det viser sig så at jeg ikke kunne tælle og var kommet ud af rundkørslen en vej for tidligt. Jeg kunne se skiltet for rundkørslen i bakspejlet og meget tydeligt se det grønne skilt mod Kolding. DO'H!
I irritation slukkede jeg GPS og kørte hjem.
Jeg kom i øvrigt ned af den helt rigtige tilkørsel og havde derfor ikke behøvet at svede tran over at ende i både Esbjerg og Ribe.
Det var et retorisk spørgsmål.
Jeg har altid været rimelig god til at finde vej og har aldrig helt forstået at man kan begejstres over en GPS, for man kan da bare kigge på et kort. Jeg har sjældent problemer med at finde frem til nye steder og har en ret god intuition, hvis jeg selv skal sige det.
Men SÅ skete der det, at Journalisten købte en GPS i går, for "den er god at have". I dag skulle han sættes af over på vestkysten ikke langt fra Hvide Sande og så var det jo mægtigt at man bare kunne trykke adressen ind. Og når jeg så skulle køre hjem igen kunne jeg bare trykke på hus-ikonet. Ingen grund til at kigge på kortet. Fabelagtigt.
På vej derover brokkede Journalisten sig lidt over at han syntes GPS tog en dum vej, men han kunne kun huske en lille smule af, hvordan turen så skulle ha' været, så vi hørte bare efter og kom derover uden kvaler.
Da jeg kørte hjem *stadig uden at kigge på kortet* tænkte jeg, at jeg da lige kunne prøve at køre den "rigtige" tur, hvilket bare betød at jeg skulle fortsætte ud af en hovedvej i stedet for at dreje fra den et bestemt sted. Og så kunne GPS vel finde resten af vejen for mig?
Hun fortalte at hun beregnede en ny rute og det gik også godt nok et stykke tid, indtil jeg blev nysgerrig efter at se, hvor langt jeg var kommet. GPS har ikke fået nogen holder endnu så den lå på sædet ved siden af, hvilket ikke just gjorde det nemt for mig. Jeg trykkede på skærmen for at få den til at zoome ud, hvilket den også gjorde. Om jeg så fik trykket på noget andet også, aner jeg ikke. Men på et tidspunkt bad den mig køre til højre, hvilket jeg vidste ville være noget sludder, så jeg fortsatte lige over krydset for at holde ind på en p-plads.
GPS gik i den forbindelse amok og gentog "Beregner ny rute" tre gange i træk uden pause. Jeg forventede eksplosion og skyndte mig ind på p-pladsen. Men den havde i mellemtiden fået beregnet en ny rute og ville have mig til at fortsætte lige ud.
Midlertidigt beroliget fortsatte jeg, men fandt hurtigt ud af at den havde sendt mig ind midt i Varde centrum. Her blev det lidt spændende. Da jeg ikke kunne se GPS når jeg kørte, var det umuligt for mig at regne ud præcist, hvornår jeg skulle dreje. Jeg kørte således forkert en snes gange, mens GPS febrilsk blev ved med at beregne ny rute.
Efter at have holdt på massageklinikkens p-plads for at få overblik kørte jeg lidt videre, kom endelig ud af byen og kørte og kørte. Kom tættere på Ribe og Esbjerg.
Beklageligvis havde jeg ikke helt min vestjyske geografi på plads *jeg havde jo ikke kigget på kortet som jeg plejer* og derfor begyndte panikken langsomt at brede sig, for jeg syntes bestemt ikke det kunne være rigtigt at jeg skulle den vej og jeg var allerede ved at blive temmelig mopset over at jeg skulle helt derud for at komme på motorvejen.
Langt om længe kom jeg til en rundkørsel og GPS ævlede op om, hvilken vej jeg skulle ned af. I stedet for at kigge efter hvad der stod på skiltet, kørte jeg ind i rundkørslen og ud igen, mens jeg undrede mig over at der var nedkørsel til motorvej mod Esbjerg, men ikke Kolding.
Det viser sig så at jeg ikke kunne tælle og var kommet ud af rundkørslen en vej for tidligt. Jeg kunne se skiltet for rundkørslen i bakspejlet og meget tydeligt se det grønne skilt mod Kolding. DO'H!
I irritation slukkede jeg GPS og kørte hjem.
Jeg kom i øvrigt ned af den helt rigtige tilkørsel og havde derfor ikke behøvet at svede tran over at ende i både Esbjerg og Ribe.
søndag den 20. september 2009
Beslutninger
Som Napoleon sagde: "Intet er vanskeligere og derfor mere dyrebart end evnen til at træffe beslutninger".
Well, den evne har jeg ikke. Eller dvs. jeg kan sagtens træffe beslutninger, det er intet problem. Jeg træffer bare sjældent de rigtige beslutninger.
Nogle beslutninger er taget udfra et kompromis, hvor alternativet har været værre. Så kan man så diskutere, hvor dårlig beslutningen så egentlig var. Men i de situationer, hvor konsekvenserne af beslutningerne så har vist sig at være mindst lige så slemme som alternativerne - eller nogen gange værre - har den oprindelige beslutning vist sig at være en fejl alligevel. Det er vist det man kalder en lose-lose situation.
I de fleste situationer er det umuligt at forudse konsekvensen af beslutningen og derfor er det ofte efterrationaliseringen som dømmer beslutningerne som elendige, hvilket jo egentlig bare er spild af tid og kun giver anledning til selvudslettelse.
Beklageligvis er min hjerne ekspert i selvudslettelsens kunst og derfor er det efterhånden et problem for mig at tage en beslutning om noget som helst, da jeg føler der er en overhængende fare for at beslutningen er forkert.
Min nuværende arbejdssituation eksempelvis, volder mig store problemer. For jeg vil gerne tage en eller anden beslutning om noget, der kan få mig ud af denne her hårknude. Det være sig uddannelsesskift, flytning etc. Men jeg er bange for at tage en dårlig beslutning som så mange gange før og derfor kommer jeg ingen vegne. Sørgeligt.
Men det er ikke kun på de store og vigtige områder det kniber for mig. Også på det mindre og knap så betydningsfulde plan scorer jeg ganske ofte selvmål.
I morges traf jeg fx. nok engang en forkert beslutning. En beslutning jeg egentlig godt vidste var tåbelig, da jeg tog den og jeg vidste egentlig også godt, at begrundelsen for at tage beslutningen ikke ville føre mig derhen jeg gerne ville. Men alligevel gjorde jeg det.
Heldigvis var det ikke en altafgørende beslutning og fører som sådan ikke noget med sig, men den illustrerer ret godt, hvordan det nogengange går helt galt inde i hovedet på mig.
Situationen var jo den at billetterne til Dizzy Mizz Lizzy blev sat til salg i dag og da jeg kom i tanke om det, var der kun billetter tilbage i Aalborg, men det gjorde jo sådan set ikke noget. Så jeg bombarderede Billetnet og så kom jeg rent faktisk ind. Da jeg skulle vælge antal billetter valgte jeg to, en til mig og en til Journalisten. Jeg sidder med billetterne og skal bare betale dem og så er det at jeg tænker, på et splitsekund, at det var træls jeg ikke havde taget tre billetter, for så var der også en til Journalistens søster. Jeg er klar over at jeg mister mine billetter, hvis jeg gør noget som helst andet end at betale, men alligevel trykker jeg på tilbageknappen på tastaturet, for jeg vil jo gerne have en ekstra billet selvom jeg ved at det får jeg ikke. Puf var mine billetter væk og 30 sek. senere var der udsolgt.
I min egen erkendelse af at det var himmelråbende dumt, det jeg havde gjort, bildte jeg Journalisten (og alle andre) ind, at det var et uheld at jeg havde trykket på den knap. Men det var det jo ikke.
Det var en beslutning taget ud fra de allerbedste intentioner, men med en forudsigelig fiasko som resultat. Det jeg skulle have gjort var at køre egotrippet og blot have købt de to billetter, da jeg havde dem.
Well, i det mindste var det en god beslutning at lave pandekager til eftermiddagskaffen.
Well, den evne har jeg ikke. Eller dvs. jeg kan sagtens træffe beslutninger, det er intet problem. Jeg træffer bare sjældent de rigtige beslutninger.
Nogle beslutninger er taget udfra et kompromis, hvor alternativet har været værre. Så kan man så diskutere, hvor dårlig beslutningen så egentlig var. Men i de situationer, hvor konsekvenserne af beslutningerne så har vist sig at være mindst lige så slemme som alternativerne - eller nogen gange værre - har den oprindelige beslutning vist sig at være en fejl alligevel. Det er vist det man kalder en lose-lose situation.
I de fleste situationer er det umuligt at forudse konsekvensen af beslutningen og derfor er det ofte efterrationaliseringen som dømmer beslutningerne som elendige, hvilket jo egentlig bare er spild af tid og kun giver anledning til selvudslettelse.
Beklageligvis er min hjerne ekspert i selvudslettelsens kunst og derfor er det efterhånden et problem for mig at tage en beslutning om noget som helst, da jeg føler der er en overhængende fare for at beslutningen er forkert.
Min nuværende arbejdssituation eksempelvis, volder mig store problemer. For jeg vil gerne tage en eller anden beslutning om noget, der kan få mig ud af denne her hårknude. Det være sig uddannelsesskift, flytning etc. Men jeg er bange for at tage en dårlig beslutning som så mange gange før og derfor kommer jeg ingen vegne. Sørgeligt.
Men det er ikke kun på de store og vigtige områder det kniber for mig. Også på det mindre og knap så betydningsfulde plan scorer jeg ganske ofte selvmål.
I morges traf jeg fx. nok engang en forkert beslutning. En beslutning jeg egentlig godt vidste var tåbelig, da jeg tog den og jeg vidste egentlig også godt, at begrundelsen for at tage beslutningen ikke ville føre mig derhen jeg gerne ville. Men alligevel gjorde jeg det.
Heldigvis var det ikke en altafgørende beslutning og fører som sådan ikke noget med sig, men den illustrerer ret godt, hvordan det nogengange går helt galt inde i hovedet på mig.
Situationen var jo den at billetterne til Dizzy Mizz Lizzy blev sat til salg i dag og da jeg kom i tanke om det, var der kun billetter tilbage i Aalborg, men det gjorde jo sådan set ikke noget. Så jeg bombarderede Billetnet og så kom jeg rent faktisk ind. Da jeg skulle vælge antal billetter valgte jeg to, en til mig og en til Journalisten. Jeg sidder med billetterne og skal bare betale dem og så er det at jeg tænker, på et splitsekund, at det var træls jeg ikke havde taget tre billetter, for så var der også en til Journalistens søster. Jeg er klar over at jeg mister mine billetter, hvis jeg gør noget som helst andet end at betale, men alligevel trykker jeg på tilbageknappen på tastaturet, for jeg vil jo gerne have en ekstra billet selvom jeg ved at det får jeg ikke. Puf var mine billetter væk og 30 sek. senere var der udsolgt.
I min egen erkendelse af at det var himmelråbende dumt, det jeg havde gjort, bildte jeg Journalisten (og alle andre) ind, at det var et uheld at jeg havde trykket på den knap. Men det var det jo ikke.
Det var en beslutning taget ud fra de allerbedste intentioner, men med en forudsigelig fiasko som resultat. Det jeg skulle have gjort var at køre egotrippet og blot have købt de to billetter, da jeg havde dem.
Well, i det mindste var det en god beslutning at lave pandekager til eftermiddagskaffen.
torsdag den 10. september 2009
Gammelt nyt
Jeg synes det er lidt sjovt med gamle mennesker. Der kan være en verden til forskel på dem.
Nu fx. i vores husholdning. Journalisten har sin mormor på 84 år og jeg har min morfar på 89 år og de er komplet som nat og dag. Journalistens mormor er ikke i så fysisk god form, har haft engelsk syge som barn og er pillemisbruger. Da hun måtte indlægges på sygehuset pga. nyre- og blæreproblemer *ikke så mærkeligt med alle de piller hun har ædt gennem tiden. Stakkels nyrer*, blev hun forvandlet til et frådende monster da sygeplejerskerne troede de skulle styre, hvilke piller hun skulle spise. Det skulle de naturligvis overhovedet ikke blande sig i og det ville jo også være en skandale, hvis det blev klarlagt at der ikke er nogen grund til at tage 90% af pillerne *ikke at hun ville acceptere et sådan fakta*. Hun kommer ikke ud med undtagelse af en sjælden tur på kirkegården eller når hun skal på sygehuset. Hun lever gennem os andre og forventer at vi fortæller vidt og bredt når vi kommer på besøg.
Men hun er også et ufatteligt kærligt menneske og jeg har aldrig set et menneske forgude sin familie så meget. Der er ikke grænser for glæden når vi kommer på besøg, og taknemmeligheden over at vi kan få tid til at besøge hende er overstrømmende. Nogen gange synes jeg faktisk det er lidt for meget. Jeg er mildest talt ved at kaste op når hun står og læner sig op af Journalisten *hendes hoved passer lige midt på hans mave* og næsten begynder at hyle over, hvor skønt det var at vi kom forbi.
Men jeg er jo også vokset op med min morfar. Han lever i allerhøjeste grad sit eget liv. Han har spillet bowling lige så længe jeg har eksisteret *han bildte mig engang ind at hans bowlingkugle var en globus over månen* og han kører stadig bil. Han havde egentlig lovet at lægge sit kørekort når han bliver 90 til maj, men det har han vist droppet igen. Han har i hvert fald lige købt en ny brugt bil efter der havde været indbrud i den gamle. Han har en mega fladskærm og har også bedyret at han vil have en mobiltelefon. Men han er jo trods alt en halvgammel mand efterhånden, så nu skal han have fikset sin hofte, hvilket betyder at han må indstille sin bowling i et pænt stykke tid. I går fortalte Lillebror så at morfar mente at den mest åbenlyse løsning på det problem var naturligvis at købe en Wii, for så kan han spille bowling på den. Det er jo klart. Så sådan én har han købt.
Til sammenligning får Journalistens mormor et gevaldigt problem når det analoge signal lukker, for hun kan ikke overskue en ny fjernbetjening. Det er blevet foreslået at hun skal have et nyt tv, men det er udelukket at det skal være en fladskærm *hun er ikke helt med på at man efterhånden ikke kan få andet*, for man kan ikke stille en vase med blomster oven på en fladskærm. Min svigerfar tilbød så at hænge en lille hylde op over tv'et og så hun kunne stille vasen dér, men det nytter ingenting, for der hænger Fiskeren *et utroligt ækelt maleri* og det kan under ingen omstændigheder flyttes. Nu er det blevet besluttet at vente og se hvad hun vil gøre, når signalet forsvinder.
Forleden så jeg reklamen fra TDC med Bent Fabricius. Han er lige så gammel som Journalistens mormor.
Nu fx. i vores husholdning. Journalisten har sin mormor på 84 år og jeg har min morfar på 89 år og de er komplet som nat og dag. Journalistens mormor er ikke i så fysisk god form, har haft engelsk syge som barn og er pillemisbruger. Da hun måtte indlægges på sygehuset pga. nyre- og blæreproblemer *ikke så mærkeligt med alle de piller hun har ædt gennem tiden. Stakkels nyrer*, blev hun forvandlet til et frådende monster da sygeplejerskerne troede de skulle styre, hvilke piller hun skulle spise. Det skulle de naturligvis overhovedet ikke blande sig i og det ville jo også være en skandale, hvis det blev klarlagt at der ikke er nogen grund til at tage 90% af pillerne *ikke at hun ville acceptere et sådan fakta*. Hun kommer ikke ud med undtagelse af en sjælden tur på kirkegården eller når hun skal på sygehuset. Hun lever gennem os andre og forventer at vi fortæller vidt og bredt når vi kommer på besøg.
Men hun er også et ufatteligt kærligt menneske og jeg har aldrig set et menneske forgude sin familie så meget. Der er ikke grænser for glæden når vi kommer på besøg, og taknemmeligheden over at vi kan få tid til at besøge hende er overstrømmende. Nogen gange synes jeg faktisk det er lidt for meget. Jeg er mildest talt ved at kaste op når hun står og læner sig op af Journalisten *hendes hoved passer lige midt på hans mave* og næsten begynder at hyle over, hvor skønt det var at vi kom forbi.
Men jeg er jo også vokset op med min morfar. Han lever i allerhøjeste grad sit eget liv. Han har spillet bowling lige så længe jeg har eksisteret *han bildte mig engang ind at hans bowlingkugle var en globus over månen* og han kører stadig bil. Han havde egentlig lovet at lægge sit kørekort når han bliver 90 til maj, men det har han vist droppet igen. Han har i hvert fald lige købt en ny brugt bil efter der havde været indbrud i den gamle. Han har en mega fladskærm og har også bedyret at han vil have en mobiltelefon. Men han er jo trods alt en halvgammel mand efterhånden, så nu skal han have fikset sin hofte, hvilket betyder at han må indstille sin bowling i et pænt stykke tid. I går fortalte Lillebror så at morfar mente at den mest åbenlyse løsning på det problem var naturligvis at købe en Wii, for så kan han spille bowling på den. Det er jo klart. Så sådan én har han købt.
Til sammenligning får Journalistens mormor et gevaldigt problem når det analoge signal lukker, for hun kan ikke overskue en ny fjernbetjening. Det er blevet foreslået at hun skal have et nyt tv, men det er udelukket at det skal være en fladskærm *hun er ikke helt med på at man efterhånden ikke kan få andet*, for man kan ikke stille en vase med blomster oven på en fladskærm. Min svigerfar tilbød så at hænge en lille hylde op over tv'et og så hun kunne stille vasen dér, men det nytter ingenting, for der hænger Fiskeren *et utroligt ækelt maleri* og det kan under ingen omstændigheder flyttes. Nu er det blevet besluttet at vente og se hvad hun vil gøre, når signalet forsvinder.
Forleden så jeg reklamen fra TDC med Bent Fabricius. Han er lige så gammel som Journalistens mormor.
mandag den 7. september 2009
The Exercist
Jeg har tit spekuleret over om jeg ville egne mig bedst til at være alene. Journalisten siger nej, men han risikerer jo også at blive smidt på porten, hvis han siger ja.
Nå, spøg til side.
De perioder, hvor jeg har været alene, har jeg været slank og veltrænet, veludhvilet og i balance med mig selv - så vidt jeg husker i hvert fald.
De perioder, hvor jeg har været i forhold har jeg været 10 kg tungere, slap, i næsten kronisk søvnunderskud og i temmelig mental ubalance - så vidt jeg husker i hvert fald.
Jeg er nemlig ikke helt klar over om min hjerne spiller mig et puds.
Uanset om den gør eller ej er den fysiske tilstand et ret håndgribeligt fakta. Mad interesserer mig ikke synderligt meget og jeg er ikke særlig god til at lave det. Så når jeg er alene består min mad typisk af noget kød og grøntsager stoppet i en gryde. Så varierer jeg bare ingredienserne og en gang i mellem snitter jeg lidt salat også.
Så en gennemgående sund kost som bare skal skovles indenbords. Derfor har jeg været slank, når jeg har været alene.
Når jeg har været i forhold (lige som nu) hygger jeg alt for meget. Så er vi to om at spise maden og så sætter jeg lidt større forventninger til mig selv op og vil gerne lave noget mad, der er lidt mere spændende og noget som jeg ikke ville gide lave, hvis jeg bare var mig selv.
Kartoffelmos fx.
Derudover får jeg ikke trænet ret meget fordi jeg hellere vil hygge mig med kæresten når vi rent faktisk har fri på samme tidspunkt *ja tak, verdens dårligeste undskyldning*. Jeg er et udpræget rutinemenneske og hvis jeg ikke kommer til træning på fastlagte tidspunkter, som helst kommer i forlængelse af anden aktivitet uden for huset, så har jeg utroligt svært ved at komme afsted. Jeg er vokset op i et hjem, hvor motion blev betragtet som et irritationsmoment man helst for alt i verden skulle undgå. Derfor har jeg aldrig fået et godt og sundt forhold til motion og det bider mig i måsen nu.
Nu har min læge dog ordineret rigelig motion af hensyn til mit mentale helbred og det kan være det kan få mig til at komme ud af døren. For jeg ved at jeg elsker det når jeg først er kommet i gang. Jeg har derfor støvet mine spinningsko af og fundet mine træningsbukser frem *som strammer helt vildt fordi jeg har taget på. Øv.* Hvis jeg nøjes med at tage en dag af gangen må det da for fanden kunne lade sig gøre at få lidt muskler igen.
Det er dødurimeligt at det er de dårlige vaner der er nemmest at tilegne sig.
Nå, spøg til side.
De perioder, hvor jeg har været alene, har jeg været slank og veltrænet, veludhvilet og i balance med mig selv - så vidt jeg husker i hvert fald.
De perioder, hvor jeg har været i forhold har jeg været 10 kg tungere, slap, i næsten kronisk søvnunderskud og i temmelig mental ubalance - så vidt jeg husker i hvert fald.
Jeg er nemlig ikke helt klar over om min hjerne spiller mig et puds.
Uanset om den gør eller ej er den fysiske tilstand et ret håndgribeligt fakta. Mad interesserer mig ikke synderligt meget og jeg er ikke særlig god til at lave det. Så når jeg er alene består min mad typisk af noget kød og grøntsager stoppet i en gryde. Så varierer jeg bare ingredienserne og en gang i mellem snitter jeg lidt salat også.
Så en gennemgående sund kost som bare skal skovles indenbords. Derfor har jeg været slank, når jeg har været alene.
Når jeg har været i forhold (lige som nu) hygger jeg alt for meget. Så er vi to om at spise maden og så sætter jeg lidt større forventninger til mig selv op og vil gerne lave noget mad, der er lidt mere spændende og noget som jeg ikke ville gide lave, hvis jeg bare var mig selv.
Kartoffelmos fx.
Derudover får jeg ikke trænet ret meget fordi jeg hellere vil hygge mig med kæresten når vi rent faktisk har fri på samme tidspunkt *ja tak, verdens dårligeste undskyldning*. Jeg er et udpræget rutinemenneske og hvis jeg ikke kommer til træning på fastlagte tidspunkter, som helst kommer i forlængelse af anden aktivitet uden for huset, så har jeg utroligt svært ved at komme afsted. Jeg er vokset op i et hjem, hvor motion blev betragtet som et irritationsmoment man helst for alt i verden skulle undgå. Derfor har jeg aldrig fået et godt og sundt forhold til motion og det bider mig i måsen nu.
Nu har min læge dog ordineret rigelig motion af hensyn til mit mentale helbred og det kan være det kan få mig til at komme ud af døren. For jeg ved at jeg elsker det når jeg først er kommet i gang. Jeg har derfor støvet mine spinningsko af og fundet mine træningsbukser frem *som strammer helt vildt fordi jeg har taget på. Øv.* Hvis jeg nøjes med at tage en dag af gangen må det da for fanden kunne lade sig gøre at få lidt muskler igen.
Det er dødurimeligt at det er de dårlige vaner der er nemmest at tilegne sig.
Abonner på:
Opslag (Atom)