Jeg sover elendigt for tiden. Forleden nat havde jeg et mareridt. Sådan virkelig for alvor, hvor jeg vågnede op med et sæt og med sved på panden. Med rigtig, ægte frygt og hjertebanken. Virkelig uhyggeligt. Kan ikke huske det er sket før.
Så kunne man jo fristes til at blive en af de personer, der ikke vil lægge sig til at sove af frygt for at det kommer til at ske igen. Men beklageligvis er dagtimerne egentlig ikke vanvittigt meget bedre. Lige for tiden løber min hjerne over med sladder fra alle ender og kanter. Jeg ved efterhånden alt om alle i omgangskredsen, og jeg er endda automatisk begyndt at stille spørgsmål, som jeg ikke rigtig har lyst til at få svaret på. Og det bliver det jo ikke sjovere af.
Da vi flyttede herned for halvandet år siden og havde lært vennerne at kende, syntes jeg at de alle var så søde og rare og følte mig rigtig godt tilpas sammen med dem. Følte mig faktisk bedre tilpas sammen med dem end med nogen af de andre venner jeg har haft. Og jeg er ikke en udpræget venne-person. Af en eller anden grund smuldrer venskaber altid mellem fingrene på mig.
Men nu er det ved at gå op for mig at de ikke er et hak bedre end alle andre *og selvfølgelig er de ikke det.. de er jo mennesker* . De er drevet af begær, jalousi, selvambitioner og misundelse. Og sladder. I tøndevis. Jeg har bittert måtte erkende, at jeg skal passe meget på, hvem jeg fortæller hvad. Eksempelvis er en privat sag om mig og Journalisten lige pludselig blevet til et samtaleemne hos folk jeg slet ikke kender, og det har jeg det meget skidt med. Og jeg er utrolig skuffet. Jeg er skuffet over at personer, som ellers har gjort et stort nummer ud af at blive gode venner med mig, mere eller mindre forsøger på at korrumpere mit forhold til Journalisten ved at stille sig fuldstændig uforstående overfor, hvad jeg ser i ham - og i øvrigt have en lidt for stor interesse i, om vores forhold er godt eller skidt.
Under normale omstændigheder ville det nok ikke røre mig stort. Men som det er lige for tiden, magter jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg har efterhånden udviklet mig til et bittert menneske uden nogen som helst form for lunte eller tålmodighed - eller humor, for den sags skyld.
Jeg bliver ganske enkelt træt i hovedet af folk, der snager i mit privatliv, så de kan komme til at sladre om det. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle holde hemmeligheder, fordi folk opfører sig på en måde, de ikke vil have omverdenen til at vide noget om. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle svare afvigende på spørgsmål hele tiden, fordi folk tror jeg ved noget, hvilket jeg som regel også gør, men som jeg så har lovet ikke at sige til nogen. Og i forvejen er jeg uhyggelig dårlig til at lyve, så jeg hader at skulle spille skuespil på den måde.
Og det værste er, at jeg ikke engang bliver sur eller fornærmet. Jeg bliver sgu ked af det og ærgelig.
Og så synes jeg det er uhyggeligt som folk kan være sukkersøde og kærlige overfor alle og enhver - og så forvandle sig til giftige slanger bag ryggen på folk, når de får chancen for det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar