Bedøv venligst min hjerne, tak.

Jeg sover elendigt for tiden. Forleden nat havde jeg et mareridt. Sådan virkelig for alvor, hvor jeg vågnede op med et sæt og med sved på panden. Med rigtig, ægte frygt og hjertebanken. Virkelig uhyggeligt. Kan ikke huske det er sket før.

Så kunne man jo fristes til at blive en af de personer, der ikke vil lægge sig til at sove af frygt for at det kommer til at ske igen. Men beklageligvis er dagtimerne egentlig ikke vanvittigt meget bedre. Lige for tiden løber min hjerne over med sladder fra alle ender og kanter. Jeg ved efterhånden alt om alle i omgangskredsen, og jeg er endda automatisk begyndt at stille spørgsmål, som jeg ikke rigtig har lyst til at få svaret på. Og det bliver det jo ikke sjovere af.

Da vi flyttede herned for halvandet år siden og havde lært vennerne at kende, syntes jeg at de alle var så søde og rare og følte mig rigtig godt tilpas sammen med dem. Følte mig faktisk bedre tilpas sammen med dem end med nogen af de andre venner jeg har haft. Og jeg er ikke en udpræget venne-person. Af en eller anden grund smuldrer venskaber altid mellem fingrene på mig.

Men nu er det ved at gå op for mig at de ikke er et hak bedre end alle andre *og selvfølgelig er de ikke det.. de er jo mennesker* . De er drevet af begær, jalousi, selvambitioner og misundelse. Og sladder. I tøndevis. Jeg har bittert måtte erkende, at jeg skal passe meget på, hvem jeg fortæller hvad. Eksempelvis er en privat sag om mig og Journalisten lige pludselig blevet til et samtaleemne hos folk jeg slet ikke kender, og det har jeg det meget skidt med. Og jeg er utrolig skuffet. Jeg er skuffet over at personer, som ellers har gjort et stort nummer ud af at blive gode venner med mig, mere eller mindre forsøger på at korrumpere mit forhold til Journalisten ved at stille sig fuldstændig uforstående overfor, hvad jeg ser i ham - og i øvrigt have en lidt for stor interesse i, om vores forhold er godt eller skidt.

Under normale omstændigheder ville det nok ikke røre mig stort. Men som det er lige for tiden, magter jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg har efterhånden udviklet mig til et bittert menneske uden nogen som helst form for lunte eller tålmodighed - eller humor, for den sags skyld.
Jeg bliver ganske enkelt træt i hovedet af folk, der snager i mit privatliv, så de kan komme til at sladre om det. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle holde hemmeligheder, fordi folk opfører sig på en måde, de ikke vil have omverdenen til at vide noget om. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle svare afvigende på spørgsmål hele tiden, fordi folk tror jeg ved noget, hvilket jeg som regel også gør, men som jeg så har lovet ikke at sige til nogen. Og i forvejen er jeg uhyggelig dårlig til at lyve, så jeg hader at skulle spille skuespil på den måde.
Og det værste er, at jeg ikke engang bliver sur eller fornærmet. Jeg bliver sgu ked af det og ærgelig.

Og så synes jeg det er uhyggeligt som folk kan være sukkersøde og kærlige overfor alle og enhver - og så forvandle sig til giftige slanger bag ryggen på folk, når de får chancen for det.

The Exercist

Jeg har tit spekuleret over om jeg ville egne mig bedst til at være alene. Journalisten siger nej, men han risikerer jo også at blive smidt på porten, hvis han siger ja.
Nå, spøg til side.
De perioder, hvor jeg har været alene, har jeg været slank og veltrænet, veludhvilet og i balance med mig selv - så vidt jeg husker i hvert fald.
De perioder, hvor jeg har været i forhold har jeg været 10 kg tungere, slap, i næsten kronisk søvnunderskud og i temmelig mental ubalance - så vidt jeg husker i hvert fald.
Jeg er nemlig ikke helt klar over om min hjerne spiller mig et puds.
Uanset om den gør eller ej er den fysiske tilstand et ret håndgribeligt fakta. Mad interesserer mig ikke synderligt meget og jeg er ikke særlig god til at lave det. Så når jeg er alene består min mad typisk af noget kød og grøntsager stoppet i en gryde. Så varierer jeg bare ingredienserne og en gang i mellem snitter jeg lidt salat også.
Så en gennemgående sund kost som bare skal skovles indenbords. Derfor har jeg været slank, når jeg har været alene.
Når jeg har været i forhold (lige som nu) hygger jeg alt for meget. Så er vi to om at spise maden og så sætter jeg lidt større forventninger til mig selv op og vil gerne lave noget mad, der er lidt mere spændende og noget som jeg ikke ville gide lave, hvis jeg bare var mig selv.
Kartoffelmos fx.
Derudover får jeg ikke trænet ret meget fordi jeg hellere vil hygge mig med kæresten når vi rent faktisk har fri på samme tidspunkt *ja tak, verdens dårligeste undskyldning*. Jeg er et udpræget rutinemenneske og hvis jeg ikke kommer til træning på fastlagte tidspunkter, som helst kommer i forlængelse af anden aktivitet uden for huset, så har jeg utroligt svært ved at komme afsted. Jeg er vokset op i et hjem, hvor motion blev betragtet som et irritationsmoment man helst for alt i verden skulle undgå. Derfor har jeg aldrig fået et godt og sundt forhold til motion og det bider mig i måsen nu.
Nu har min læge dog ordineret rigelig motion af hensyn til mit mentale helbred og det kan være det kan få mig til at komme ud af døren. For jeg ved at jeg elsker det når jeg først er kommet i gang. Jeg har derfor støvet mine spinningsko af og fundet mine træningsbukser frem *som strammer helt vildt fordi jeg har taget på. Øv.* Hvis jeg nøjes med at tage en dag af gangen må det da for fanden kunne lade sig gøre at få lidt muskler igen.

Det er dødurimeligt at det er de dårlige vaner der er nemmest at tilegne sig.