Dyrt bekendtskab

I morges var en af de morgener, der mislykkedes.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.

Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.

Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.

En sludder for en sladder

På nogle af de blogs jeg følger med i bliver der af og til snakket om fitnesscentre og det miljø, der opstår blandt dem der træner og instruktørerne. Så vidt jeg har forstået kan det nogle gange godt gå mere op i sladder og intriger end træning. Jeg har aldrig opholdt mig længe nok i et fitnesscenter til at blive en del af den slags, så jeg ved ikke så meget om det andet end hvad jeg læser.
Men der skal nu nok være noget om snakken. Der bliver nemlig bestemt heller ikke sparet på historierne og hviskerierne i mit træningscenter. Af og til driller folk også hinanden med at de snakker mere end de træner.
Og i dag overhørte jeg så en samtale mellem to herrer og det lød omtrent sådan her:

Den ene:
"Der er nogen her i byen - ja, nu er det jo ikke for at sladre, for det skal man jo ikke gøre - men der er altså nogen bestemte her i byen, der er udenbys hele ugen på nær et par gange om ugen. Så kommer de hjem, for så kommer hjemmehjælpen og det skal de jo nødigt gå glip af."

Den anden:
"Ja, der er altid nogen der skal udnytte systemet. Det er foragteligt."

Jeg træner om morgenen sammen med seniorerne.

En tirsdag

Jeg havde en række forestillinger om hvad jeg skulle nå i dag.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.

Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.

Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.

The Exercist

Jeg har tit spekuleret over om jeg ville egne mig bedst til at være alene. Journalisten siger nej, men han risikerer jo også at blive smidt på porten, hvis han siger ja.
Nå, spøg til side.
De perioder, hvor jeg har været alene, har jeg været slank og veltrænet, veludhvilet og i balance med mig selv - så vidt jeg husker i hvert fald.
De perioder, hvor jeg har været i forhold har jeg været 10 kg tungere, slap, i næsten kronisk søvnunderskud og i temmelig mental ubalance - så vidt jeg husker i hvert fald.
Jeg er nemlig ikke helt klar over om min hjerne spiller mig et puds.
Uanset om den gør eller ej er den fysiske tilstand et ret håndgribeligt fakta. Mad interesserer mig ikke synderligt meget og jeg er ikke særlig god til at lave det. Så når jeg er alene består min mad typisk af noget kød og grøntsager stoppet i en gryde. Så varierer jeg bare ingredienserne og en gang i mellem snitter jeg lidt salat også.
Så en gennemgående sund kost som bare skal skovles indenbords. Derfor har jeg været slank, når jeg har været alene.
Når jeg har været i forhold (lige som nu) hygger jeg alt for meget. Så er vi to om at spise maden og så sætter jeg lidt større forventninger til mig selv op og vil gerne lave noget mad, der er lidt mere spændende og noget som jeg ikke ville gide lave, hvis jeg bare var mig selv.
Kartoffelmos fx.
Derudover får jeg ikke trænet ret meget fordi jeg hellere vil hygge mig med kæresten når vi rent faktisk har fri på samme tidspunkt *ja tak, verdens dårligeste undskyldning*. Jeg er et udpræget rutinemenneske og hvis jeg ikke kommer til træning på fastlagte tidspunkter, som helst kommer i forlængelse af anden aktivitet uden for huset, så har jeg utroligt svært ved at komme afsted. Jeg er vokset op i et hjem, hvor motion blev betragtet som et irritationsmoment man helst for alt i verden skulle undgå. Derfor har jeg aldrig fået et godt og sundt forhold til motion og det bider mig i måsen nu.
Nu har min læge dog ordineret rigelig motion af hensyn til mit mentale helbred og det kan være det kan få mig til at komme ud af døren. For jeg ved at jeg elsker det når jeg først er kommet i gang. Jeg har derfor støvet mine spinningsko af og fundet mine træningsbukser frem *som strammer helt vildt fordi jeg har taget på. Øv.* Hvis jeg nøjes med at tage en dag af gangen må det da for fanden kunne lade sig gøre at få lidt muskler igen.

Det er dødurimeligt at det er de dårlige vaner der er nemmest at tilegne sig.