Dyrt bekendtskab

I morges var en af de morgener, der mislykkedes.
Journalisten skulle bruge bilen, så min cykel og jeg skulle sættes af ved fitnesscenteret kl 8.30 til den sædvanlige morgentræning *som jeg i øvrigt skulkede fra igår morges fordi det regnede*.
Jeg havde tilbragt en hel del af min nat på at vende og dreje mig i sengen. Noget som forholdsvis ofte sker, helst i perioder, og det er altid omkring kl. 4. Jeg var derfor ikke specielt på toppen da vækkeuret ringede og jeg hang temmelig meget i bremsen.
Udsigten til rent faktisk at bevæge musklerne og derefter cykle hjem i regnvejr satte en mental bremse for min videre færd ud af sengen. Til sidst havde jeg ligget der alt for længe og jeg kunne se røven af Journalisten, der forlod mig for at nå hans aftale kl 9.
Nå, men jeg kunne lige ligge og gasse den et par minutter mere og så stå op. Den troede jeg egentlig ikke engang selv på da jeg tænkte den, og selvom jeg vidste at det bedste jeg egentlig kunne have gjort netop var at stå op for at træne, trak jeg dynen op over næsen igen.
Efter igen *hvad er der med drømme, der gentager sig selv?* at have været en tur i den ende af universet, hvor planeterne hænger så tæt sammen, at man kan røre flere af gangen ved at stikke armene ud af vinduerne på rumskibet, vågnede jeg omkring kl 10.30. Kort tid efter tikkede en sms ind fra Journalisten om at han var på vej hjem igen og jeg sprang ud i badet, så det så lidt ud som om jeg havde været oppe siden han gik.
Jeg registrerede godt nok at vandet var en my koldere end det plejer, men skruede op for varmen et par gange og tænkte ikke mere over det. Lige indtil jeg havde kommet sæbe i håret og overalt på kroppen. Så kunne jeg godt fornemme at det uundgåelige var på vej henover mig. Vandet blev iskoldt og som i en anden gyserfilm udstødte jeg rædselsskrig i panik. Der var ikke en dråbe varmt vand og jeg måtte bide ubehaget i mig og forsøge at få alt sæben fjernet hurtigere end lysets hastighed. Ingen nem opgave når man har langt hår.
Men det lykkedes og jeg sværger! Jeg er sikker på at jeg krympede af den behandling.
Fem mins senere, da jeg skulle skylle overskydende creme af fingrene og automatisk tændte for den varme hane kunne jeg bittert konstatere at det varme vand var kommet tilbage i rigelige mængder. Sølle 5 minutter, for fanden. Livet er nogengange håbløst uretfærdigt.

Any who, der har jo været en del medieomtale omkring mink og tilhørende skandaler og i den forbindelse er der kommet opmærksomhed på organisationen Anima. En organisation jeg først fandt ud af eksisterede for sjus tre måneder siden. Soen er nemlig medlem. Efter nogle optagelser af gæs, der bliver plukket levende, blev sendt i tv var hun så smagfuld at printe nogle dokumenter om sagen ud fra Animas hjemmeside og lægge dem lige der, hvor jeg skulle spise frokost.
Så en dag beskyldte hun mig for at være dyreplager.
Ikke overraskende var bageriet i sommerperioden voldsomt plaget af hvepse. Som den eneste af de ansatte ude i butikken var jeg ikke bange for hvepse overhovedet og fik derfor tildelt jobbet som hvepseklasker.
På et tidspunkt havde jeg smækket en hveps, som stadig lå og spjættede lidt med benene og det fik Soen til at gå helt over gevind og hun råbte op om at jeg skulle skynde mig at få den slået ordentligt ihjel, det var synd for den og jeg var en dyreplager.
Efter demonstrativt at have udtværet den arme hveps tog jeg mig en snak med hende om, hvad jeg mente om den sag og om, hvor synd jeg syntes det var for hvepsen.
Jeg har i tidligere tider læst biologi på universitetet og ved derfor temmelig meget om nervebaner og den slags. Det var ingen sag at argumentere bukserne af hende, men det var svært at tage hende seriøst, når hun begyndte at sammenligne mennesker og hvepse.
Jeg kan godt forstå at der er mennesker, der gerne vil hjælpe dyr og jeg ville ønske jeg selv havde overskuddet til at bidrage. Jeg er nødt til at lade være med at se de udsendelser som den med gæssene og den med minkene, da jeg ganske enkelt ikke kan holde op med at hyle igen. At man ikke ser det er heldigvis ikke ensbetydende med at man fornægter. Og der er ingen tvivl om at der bliver udført en forfærdelig masse hjerteskærende dyreplageri rundt omkring.

Jeg har derfor ret svært ved at tage det seriøst, når nogen insisterer på at det er synd for hvepsen.

Status quo vol I

Well, nu er jeg fri af det bageri og skal ikke tilbage dertil igen.
I de tre måneder jeg var ansat har Den Lille Bager og Soen flittigt brugt mig som dørmåtte og i fredags gik de over stregen.
Jeg kom tilbage fra ferie og fandt ud af at Soen havde lavet min vagtplan radikalt om så jeg mere eller mindre var stavnsbundet til jobbet de næste 2½ uger. Weekenderne var jeg også sat på. Og hvorfor?
Fordi hun skal på ferie.
Nuvel, det er meget normalt at vagtplaner ændrer sig i ferietiden. Men da jeg før min egen ferie (og det var altså kun halvanden uge tidligere) spurgte hende om hun ville bytte fredagsvagt *det vender vi lige tilbage til senere* d. 11 september fordi jeg skal til guldbryllup i Nordjylland i weekenden og derfor gerne vil afsted tidligere, var det intet problem. Der blev ikke nævnt noget om at hun skulle på ferie. Jeg anede ikke at de skulle på ferie nu. Så den vagt ville hun gerne bytte. Hvorefter hun skred på ferie OG satte mig på vagt i den weekend.
Så jeg gjorde hende selvfølgelig opmærksom på at jeg ikke kan komme på arbejde på alle de tidspunkter, da jeg jo altså også har fritidsinteresser, der skal passes og generelt jo har lavet planer efter den "normale vagtplan" *det vender vi også lige tilbage til senere*.
Det var ikke hendes problem. Det måtte jeg finde ud af med de to andre, der er gamle nok til at varetage disse vagter og som selvfølgelig heller ikke havde mulighed for at tage nogle af vagterne, da de i forvejen havde fået trukket urimeligt mange vagter ned over hovedet. Det endte med et kæmpe skænderi inde i butikken, hvor hun talte til mig som om jeg var fem år gammel og til sidst trak hun bare på skuldrene.
Senere fik jeg at vide af min kollega at vedkommende havde spurgt Soen, da hun lavede vagtplanen, om ikke hun lige skulle ringe til mig først og spørge, men det var der ingen grund til. Tværtimod måtte jeg altså lige tage min del af slæbet og lade være med at være så ufleksibel.
Efter Soen havde forladt bageriet trampede jeg i raseri ned for at ringe til Journalisten, som flippede fuldstændig ud, forlangte telefonnummeret på Soen og bad om lov til at ringe til hende. Så det gjorde han og blev naturligvis hurtigt sendt videre til Den Lille Bager, som så fik Journalistens uforbeholdne mening, men som jo bare gled af med sætninger som "jamen, jeg har en virksomhed at køre, så jeg må være hård". Den fyrede han af som respons på at arbejdsklimaet er elendigt og der er kæmpe udskiftning i personalet hele tiden. Idiot.
Any who, Journalisten erklærede at jeg skulle se at komme ud derfra i en fart om han så skulle belåne sig selv op over hårspidserne. Jeg kunne nemlig ikke bare sige op, fordi det gjorde jeg også i januar. Ergo nul penge fra a-kassen, da man ikke må være selvforskyldt ledig to gange på 12 måneder.
Men det skulle gå lidt stærkt, for det var jo d. 31. i mandags og sidste chance for opsigelser i den måned. Så mandag morgen fik vi travlt med at ringe til fagforeningen for at høre, hvordan jeg bedst kom ud af dette her. Og så var det at det gik galt.
Jeg kunne ikke overskue det, jeg magtede det ikke, jeg begyndte at hyle hysterisk. Journalisten tog over og fik mig til at ringe til min læge mens han selv snakkede med min fagforening, der lynhurtigt fastslog at jeg skulle sygemeldes øjeblikkeligt.
Problemet var bare at klokken på det tidspunkt var 9.20 og jeg skulle møde kl 11 og i følge min kontrakt skal man melde sig syg senest to timer før. Det kunne fagforeningsdamen nu ikke tage sig af og henviste til et antal paragraffer i funktionærloven.
Så nu var jeg nødt til at ringe til Den Lille Bager og melde mig syg. Det kunne jeg ikke. Jeg gik totalt i baglås og hylede og hylede, for jeg vidste han ville tvære mig ud.
Så Journalisten måtte til telefonen og ringe til Den Lille Bager.

Og ganske rigtigt. Han gik totalt amok.

Another day in paradise

Så tog den voksne og erfarne medarbejder på ferie og den anden knap så voksne, men dog erfarne, medarbejder forlod jobbet til fordel for fedt studie i København. Så pludselig er jeg blevet den voksne og den som alle forventer fikser tingene. Skønt.
Dette har så indtil videre givet to rædselsfulde dage, hvor jeg har været omgivet af 15-årige tøser, der ganske vist godt ved hvad jobbet går ud på, men som absolut ikke tager noget af sig selv og som heller ikke skynder sig synderligt meget. Her til morgen gik det helt i hårknude, da en af pigerne samt Den Lille Bager røg i totterne på hinanden. Den Lille Bager er mildest talt en dårlig chef og er helt blottet for pædagogisk sans, hvilket ellers er ret praktisk at have når man har med teenagepiger at gøre.
For mange år siden havde jeg et job i detailhandlen, hvor jeg var souschef. Når min chef havde fri var jeg chef-chef og når vi begge var på arbejde var vi chefer sammen. Og det viste sig at jeg havde lidt talent for det.
På trods af at jeg kun har været ansat i halvanden måned er jeg også (ufrivilligt) allerede blevet den der bliver spurgt til råds i forskellige situationer *kan man udstråle en eller anden form for boss-karma?*.
Jeg er derfor ofte blevet spurgt om ikke jeg skulle have mig en karriere inden for ledelse. Mit umiddelbare svar på det spørgsmål er et rungende NEJ.
Og hvorfor så ikke det?
Jo, fordi jeg ikke har lyst til at være en dum skid. Og der er et eller andet der tyder på at man enten skal være en dum skid for at være chef i længden, eller også bliver man dum skid i længden af at være chef.
Jeg har oplevet mange chefer gennem tiden og det har været ret begrænset med folk man rent faktisk kunne se en smule op til. Især mellemledere synes jeg er ganske forfærdelige.
Der har været chefer, der har siddet i deres stilling så længe at de er løbet sur i jobbet og derfor ikke har interesseret sig et hak for verden omkring dem på trods af at de sådan set har det overordnede ansvar. Der har været chefer *den nuværende indbefattet* som har haft ingen forstand på ledelse überhaupt, særligt personaleledelse.
Personaleledelse synes jeg ellers burde være noget af det vigtigste. Javist, man skal jo tjene en masse penge. Men jeg synes personligt godt det kan betale sig at investere lidt tid i at behandle sine medarbejdere med respekt, da de jo langt hen ad vejen tjener pengene til firmaet.
Jeg kan selv godt lide at lave noget, når jeg er på arbejde og vil gerne lave noget for de penge jeg får, elendig løn eller ej. Men når chefen kun gider tale til mig, hvis han skal skælde ud over et eller andet ligegyldigt, som en af de andre piger har gjort, eller hvis han bare lige skal demonstrere sin magt ved at komme med en latterlig ugennemtænkt ordre, så bliver jeg utrolig træt i hovedet og mister hurtigt lysten til at gøre et ordentlig stykke arbejde for den person.
Der har gudskelov været enkelte lyspunker i skoven af ledere. Personer, der har vist at de satte pris på min indsats og som var bekendt med at deres medarbejdere altså også er mennesker der kan lave fejl og derfor har håndteret eventuelle utilfredsheder på en ordentlig måde.
Den slags giver respekt i min bog.
Den Lille Bager taler på ingen måde med respekt til sine medarbejdere og han har meget travlt med at fordele skyld, hvis der er et eller andet galt. Han kan finde på at stille sig op og råbe og skrige fuldstændig hysterisk og han smider gerne rundt med tingene, hvis der er noget der ikke passer ham. Han overfuser os uretmæssigt og så favoriserer han naturligvis hans so af en kæreste på bekostning af os andre.
Den slags giver ikke respekt i min bog.

Det er mig en evig gåde hvorfor der er så få ledere, der kan se potentialet i at omgås sine medarbejdere på en fornuftig måde. Men måske lærer man på chefskolen at det er en dårlig ide og det egentlig bare er mig, der er naiv.

En af de dage..

Det har ganske enkelt været en lortedag.
Den startede egentlig allerede igår, da jeg for 117. gang fik afslag på et job og således igen ikke havde nogen umiddelbar udsigt til at slippe væk fra mit elendige butiksarbejde og ud i den rigtige verden. Frustrationerne over at sidde fast midt i ingenting og ikke få noget brugbart ud af mit liv skyllede ind over mig ved sengetid, hvilket resulterede i at jeg mildest talt var pisse sur da vækkeuret ringede kl 5.15 i morges for 7. dag i træk (nå nej, i weekenden ringede det kl 4.45). Hvor mange mennesker vågner op til lyden af fuglekvidder, vågner jeg op til lyden af de 70 sædvanlige krager, der beboer området længere nede af vejen. Efter at have bandet over det, kunne jeg til min rædsel konstatere at jeg ikke havde flere tshirts og måtte trække i en langærmet trøje, velvidende at tempeturen, når jeg skulle hjem igen, ville være på 50+ i bilen. Pga. af denne forvirrende situation, af den slags situationer jeg ikke magter så tidligt om morgenen, blev jeg sent på den og måtte storme ud af døren.
Jeg troppede op på arbejde iført tordensky og had til alt og alle, bare for at se at ingen havde styr på noget og jeg derfor måtte arbejde ekstra hårdt for at samle op på de andres sløseri.
Den Lille Bagers So af en kæreste havde nok engang ændret i vagtplanen uden at gøre den ramte person opmærksom på det og derfor var der udsigt til at Soen skulle være alene på arbejde hele aftenen, hvilket naturligvis ikke huede hende. Hun kom selvfølgelig og plagede for at jeg skulle blive længere på arbejde for hendes skyld og da jeg blankt afviste, blev hun eddikesur og stemningen blev ret træls. Hun blev specielt giftig, da jeg kækt nævnte at jeg da kunne være alene på arbejde i mandags (Det havde de intet problem med), så hvorfor skulle hun ikke også kunne være alene i aften?
Dernæst skambrændte jeg begge mine arme på en bageplade, der just var kommet ud af ovnen.
I løbet af dagen steg tempeturen til lidt over midten af vores solsystem så jeg kom til at svede som en hest og blev rigtig klistret. Ingen god ting, når der flyver mel omkring én i et væk og jeg var få krummer fra at ligne en kagemand.
Som om det ikke var nok, er jeg græsenke de næste fem dage fordi Journalisten er taget på morskabstur med arbejdet, og der er derfor ingen til at høre på mine beklagelser. *Det er så her I kommer ind i billedet :D *

Der er dog som regel altid lyspunkter trods al elendigheden og aftenens lyspunkt består i at jeg sidder på min terasse med benene oppe og computeren på knæene, mens jeg lytter til de få småfugle der har taget plads i træet på parkeringspladsen. Vejret er stille og stadig så lunt at jeg blot har en stropbluse og et par shorts på.
Og der er masser af røde jordbær på mine planter.

Bagværksrelaterede problematikker

Nu har jeg så været ansat i det nye job i godt to uger og det er absolut ikke kedeligt.
I bageriet findes der Den Store Bager *han er temmelig tyk* samt hans søn, Den Lille Bager. Det er Den Lille Bager, der styrer den daglige drift af bageriet.
Efter jeg havde været der i ca. 5 mins fik jeg en mistanke om at en af de andre piger dusker Den Lille Bager. Og ganske rigtigt, de har netop købt hus sammen. Og det er jo godt nok for dem. Man skulle jo så tro at når man har sin kæreste ansat i sit firma ville man forvente at hun var et godt eksempel for de andre piger. Men sådanne ambitioner har han tydeligvis ikke på hendes vegne. I hvert fald gør hun præcis som det passer hende og hvornår det passer hende. Den første dag jeg var der, lod hun mig stå alene i butikken på et tidspunkt for at drikke kaffe og spise flødekager ude bagved, mens hun snakkede med Den Lille Bager i telefonen for femte gang.
Hun betragter sine arbejdstider som vejledende og laver dem blot om så de passer ind i hendes planer. Således blev jeg igår sidst på dagen ringet op fordi hun havde lavet en drastisk ændring i min arbejdstid idag. Det havde hun bare lige glemt at fortælle mig. Heldigvis kan Den Store Bager ikke tie stille, så inden længe havde jeg klemt ud af ham at hun var, sammen med Den Lille Bager, til tøjmesse i Herning...! Det var hun åbenbart lige kommet i tanke om at hun skulle.
En af de andre piger kunne fortælle mig at det er meget normalt, at hun også tilpasser vores andres arbejdsplaner efter hendes hoved.
Derudover måtte jeg undskylde overfor nogle kunder som Den Lille Bager havde lovet at bage nogle glutenfri kager til, men som han ikke havde nået at bage fordi han skulle til den der messe.
Det er vel ikke nødvendigt at nævne at stemningen er temmelig dyster blandt de andre piger?
Den Store Bager har ikke styr på mange ting og derfor ser man tit ham give en af pigerne besked på at pakke nogle ting til en af de andre bagerfilialer og så se en anden pige løbe bagefter og pakke det hele ud igen, fordi det allerede er blevet pakket én gang.
Der er også den midaldrende ekspedient, der SNAKKER. Jeg er bekendt med alt omkring hendes privatliv og det er kunderne i øvrigt også. Hvad enten de har lyst til at høre om hendes spådomme vedr. hendes datters tredje barns fødselsvægt eller ej.

De fleste af mine kolleger synes det er synd for mig, at jeg ikke kan få det fede job og derfor må arbejde deroppe.