Så tog den voksne og erfarne medarbejder på ferie og den anden knap så voksne, men dog erfarne, medarbejder forlod jobbet til fordel for fedt studie i København. Så pludselig er jeg blevet den voksne og den som alle forventer fikser tingene. Skønt.
Dette har så indtil videre givet to rædselsfulde dage, hvor jeg har været omgivet af 15-årige tøser, der ganske vist godt ved hvad jobbet går ud på, men som absolut ikke tager noget af sig selv og som heller ikke skynder sig synderligt meget. Her til morgen gik det helt i hårknude, da en af pigerne samt Den Lille Bager røg i totterne på hinanden. Den Lille Bager er mildest talt en dårlig chef og er helt blottet for pædagogisk sans, hvilket ellers er ret praktisk at have når man har med teenagepiger at gøre.
For mange år siden havde jeg et job i detailhandlen, hvor jeg var souschef. Når min chef havde fri var jeg chef-chef og når vi begge var på arbejde var vi chefer sammen. Og det viste sig at jeg havde lidt talent for det.
På trods af at jeg kun har været ansat i halvanden måned er jeg også (ufrivilligt) allerede blevet den der bliver spurgt til råds i forskellige situationer *kan man udstråle en eller anden form for boss-karma?*.
Jeg er derfor ofte blevet spurgt om ikke jeg skulle have mig en karriere inden for ledelse. Mit umiddelbare svar på det spørgsmål er et rungende NEJ.
Og hvorfor så ikke det?
Jo, fordi jeg ikke har lyst til at være en dum skid. Og der er et eller andet der tyder på at man enten skal være en dum skid for at være chef i længden, eller også bliver man dum skid i længden af at være chef.
Jeg har oplevet mange chefer gennem tiden og det har været ret begrænset med folk man rent faktisk kunne se en smule op til. Især mellemledere synes jeg er ganske forfærdelige.
Der har været chefer, der har siddet i deres stilling så længe at de er løbet sur i jobbet og derfor ikke har interesseret sig et hak for verden omkring dem på trods af at de sådan set har det overordnede ansvar. Der har været chefer *den nuværende indbefattet* som har haft ingen forstand på ledelse überhaupt, særligt personaleledelse.
Personaleledelse synes jeg ellers burde være noget af det vigtigste. Javist, man skal jo tjene en masse penge. Men jeg synes personligt godt det kan betale sig at investere lidt tid i at behandle sine medarbejdere med respekt, da de jo langt hen ad vejen tjener pengene til firmaet.
Jeg kan selv godt lide at lave noget, når jeg er på arbejde og vil gerne lave noget for de penge jeg får, elendig løn eller ej. Men når chefen kun gider tale til mig, hvis han skal skælde ud over et eller andet ligegyldigt, som en af de andre piger har gjort, eller hvis han bare lige skal demonstrere sin magt ved at komme med en latterlig ugennemtænkt ordre, så bliver jeg utrolig træt i hovedet og mister hurtigt lysten til at gøre et ordentlig stykke arbejde for den person.
Der har gudskelov været enkelte lyspunker i skoven af ledere. Personer, der har vist at de satte pris på min indsats og som var bekendt med at deres medarbejdere altså også er mennesker der kan lave fejl og derfor har håndteret eventuelle utilfredsheder på en ordentlig måde.
Den slags giver respekt i min bog.
Den Lille Bager taler på ingen måde med respekt til sine medarbejdere og han har meget travlt med at fordele skyld, hvis der er et eller andet galt. Han kan finde på at stille sig op og råbe og skrige fuldstændig hysterisk og han smider gerne rundt med tingene, hvis der er noget der ikke passer ham. Han overfuser os uretmæssigt og så favoriserer han naturligvis hans so af en kæreste på bekostning af os andre.
Den slags giver ikke respekt i min bog.
Det er mig en evig gåde hvorfor der er så få ledere, der kan se potentialet i at omgås sine medarbejdere på en fornuftig måde. Men måske lærer man på chefskolen at det er en dårlig ide og det egentlig bare er mig, der er naiv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar