fredag den 10. juli 2009

Vokseværk

En blog jeg ellers har fulgt med i i over et år er begyndt at irritere mig.
Fra at være en munter, og til tider alvorlig, betragtning af livet og de forskellige situationer man kan havne i, er den blevet til en overflod af ulidelige metaforer og overdreven brug af sproglige finurligheder. Et sprogbrug jeg ellers ikke synes er nødvendigt, da forfatteren er et skriblerisk talent i sig selv.
Indholdet synes at bevæge sig over i smagsdommeri og en tendens til at udtrykke sig på andres vegne. Eksempelvis i form af diverse lister over ting som "vi" ikke bruger eller "vi" ikke synes om. Jeg kan ikke rigtig li' at læse den slags fordi jeg ikke nødvendigvis falder ind i kategorien "vi" og således føler mig distanceret i forhold til skribenten, hvor jeg ellers tidligere har følt mig godt tilpas.
Og så synes jeg det er en lille smule kvalmt at læse forfatterens IRL-omgangskreds skamrose blogindlæggende som om de var en evig sandhed. Dog ser man heldigvis en sjælden gang imellem enkelte udbrud af modstand.
Naturligvis kan jeg bare lade være med at læse bloggen og i jantelovens klare lys skal jeg jo ikke tale for højt, da jeg hverken er noget forfatterisk geni eller har noget der bare minder om en rød tråd i min blog. Det er nok egentlig mest eftertænksomhed, der bringer dette på banen.

For kan man vokse fra en blog?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar