I dag har mine forældre været gift i 38 år.
Den slags byder op til eftertænksomhed, synes jeg.
Da jeg nævnte det for Journalisten her til morgen, var hans respons "Vorhæææærrebevars". Mine forældre er nemlig prototypen på et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået.
Omme i 1971 mødte mine forældre hinanden til min mors 20 års fødselsdag. Min far, der var lidt af en lækkermås at se på *dengang.. nu ser han bare hærget ud pga. tåbelig livsstil* var kæreste med en af min mors veninder. Men man er jo en dårlig hest, hvis man ikke kan sparke hvalpene ud af en anden geds rede, så min mor fik hurtigt gris på gaflen. Min morfar mente, ikke overraskende, at min far bestemt ikke var god nok til min mor, så hun kunne glemme alt om at gifte sig med ham så længe hun var under 21 år. Så selvfølgelig blev de gift et år efter, tre dage efter min mors 21 års fødselsdag.
Og vi ved jo alle sammen at det er en fantastisk god idé at gifte sig med en anden person af trods, uden at man kender personen super godt og aldrig har boet sammen med vedkommende. Jeg vil gætte på at min far bare så en chance for at få noget ordentlig at spise. Efter sigende levede han på det tidspunkt af ostemadder og trestjernet.
Nå, men mutter indså temmelig hurtigt at min far ikke er en peopleperson og er ret mærkelig. Men alligevel insisterede hun på at få tre børn med manden. Og forblive gift.
Og det selvom jeg er vokset op i et hjem med fast lørdagsskænderi, der som regel ødelagde stemningen resten af weekend. Med jævne mellemrum fremsatte min mor under stor ståhej trusler om at nu skulle de sandelig skilles.
De første mange år gav det anledning til mange tårer hos undertegnede, men på et tidspunkt når man til en alder, hvor går det op for en, at hun er så meget en tryghedsnarkoman, at hun ALDRIG kan finde ud af at gøre alvor. Det stoppede hende nu ikke i, at blive ret mopset over at der ikke var nogen af os, der tog hende alvorligt.
Men ikke engang da han duskede en anden kvinde kunne hun finde ud af at gå. I stedet gjorde hun mit liv ulideligt, fordi hun ville have at jeg skulle fikse deres problemer. Så jeg fik piller for kvalmen, flyttede hjemmefra i eksamensperioden for at få fred og fik et uopretteligt dårligt forhold til mine forældre. Pragtfuldt.
Nogen gange tænker jeg på at man måske skulle lade være med at blive gift. Nogensinde. Nu har jeg heller aldrig været den store bryllupsperson, men har da altid haft en eller anden romantisk forestilling om det, at man binder sig til et andet menneske.
Men efterhånden synes jeg ikke rigtig det holder stik længere.
Ude i periferien kan man høre om hvordan folk bliver skilt på stribe når de har fundet ud af, at det ikke er ren pik og patter at være gift og have børn *hvad regner folk egentlig med?*.
Andre gange kan man høre om folk, der keder sig i deres forhold og derfor nødvendigvis skal giftes. "Jamen, jeg synes vi er gået i stå i dette forhold. Så enten skal vi giftes eller også må vi gå fra hinanden".
Men det er jo igen den der fødekæde: Kærester -> Bryllup -> Byg hus -> Få børn.
Og så er der jo så folk som mine forældre, der bruger hele deres liv i et råddent forhold som de af uransalige årsager holder fast i. Og den slags forhold er der jo ubegribeligt mange af rundt omkring. Min mor har naturligvis spillet "Man kan jo ikke bare sådan lige ødelægge en familie, når der er børn"-kortet. Jeg har flere gange forklaret hende, at det var til alles fordel, hvis de gik fra hinanden. Men den slags underminerede jo hendes gode bortforklaringer, så det har hun altid ignoreret. Selv når man påpegede hvor godt hendes veninder, der tog sig sammen til at blive skilt, efterfølgende fik det, lod hun som om hun ikke kunne høre én.
Der hvor jeg ikke helt er med er det punkt, hvor man ikke tager ansvar for sin egen lykke.
Hvordan kan nogen mennesker tro, at det at stifte familie ikke kommer til at indvirke på mængden af cigarer, whisky og nøgne piger/mænd?
Hvordan kan nogen mennesker tro at forholdet bliver væsentlig anderledes bare fordi man bliver gift?
Og hvorfor hulen bliver folk ved med at blive i forliste forhold, som kun giver tryghed og dårlig livskvalitet?
Jeg er naturligvis farvet af min opvækst og at jeg ikke erindrer at have set ret mange ægteskaber, der giver mening. Men jeg kan godt leve med at undvære en udgift på 50-100.000 dask og et halvt års ulidelig planlægning, hvis det betyder at jeg kan holde fokus på det der betyder noget i det lange løb. Livsglæde.
Så måske man bare skulle droppe det der med at blive gift.
Viser opslag med etiketten Eftertænksomhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Eftertænksomhed. Vis alle opslag
torsdag den 11. marts 2010
onsdag den 24. februar 2010
Eftertænksomhed IV
Eftertænksomhed I - III
For nylig var der en der spurgte mig, hvordan det går sårn rent mentalt og jeg svarede "Det går lidt ned ad bakke for tiden".
Hvis man derimod havde spurgt mig om min jobsøgning, som jeg er en anelse bagud med, ville jeg svare, at det satme er op ad bakke.
Kan man overhovedet bruge bakkekonceptet, hvis noget går godt?
For nylig var der en der spurgte mig, hvordan det går sårn rent mentalt og jeg svarede "Det går lidt ned ad bakke for tiden".
Hvis man derimod havde spurgt mig om min jobsøgning, som jeg er en anelse bagud med, ville jeg svare, at det satme er op ad bakke.
Kan man overhovedet bruge bakkekonceptet, hvis noget går godt?
mandag den 18. januar 2010
A moment of peace
Jeg har spekuleret lidt over noget. *Altså udover, hvorfor der er shellak i mine vitaminpiller..Da jeg arbejde i Bilka stod shellakken nede i malerafdelingen*.
Det er ikke første gang jeg er ude for det. At når jeg synes det hele er lige ved at blive slemt, så sker der et eller andet, der giver mig et skub fremad.
Sidst jeg syntes det hele virkelig var noget bras *mere end det ellers er til hverdag* ringede min søster og sagde hun var gravid. Og selvom jeg ikke ligefrem er en børneperson lige i øjeblikket, glæder jeg mig alligevel helt vildt til den lille ny kommer - om to måneder. Det gav mig energi til at klare det hele lidt igen.
De sidste par måneder har været strenge synes jeg. Og med et nyt år, der fortsætter med arbejdsløshed, krydret med min fødselsdag i lørdags, der kun gjorde mig ældre, synes jeg det er ved at være lidt svært igen.
Men så skete det igen. Noget. En række begivenheder, der tilsammen har givet mig det der skub.
Jeg har fået en oplysning, der har givet mig et mentalt spark bagi. Det har hjulpet mig til at vågne op og lugte kaffen og få styr på et par prioriteringer - noget, der ellers burde være på plads, men hvor jeg inden for det sidste stykke tid har tabt grebet om situationen. Og tabt grebet om mig selv. Denne oplysning har hjulpet mig tilbage på rette spor.
Jeg har oplevet et lille glimt af noget, der var engang. Noget jeg inderligt håber jeg kan få til at ske igen. Noget jeg har valgt at tolke som et vink med en vognstang om, hvordan tingenes rette tilstand skal være.
Og sidst, men bestemt ikke mindst, har jeg genopdaget en kilde til velbehag, som hele tiden har været der. Men jeg havde glemt den. Den har hjulpet mig gennem alle de trængsler som livet indtil videre har budt på. Men nu har jeg grebet den og i min egen lille verden lader jeg den give mig kuldegysninger, lader den gøre mig grådlabil på den gode måde og give mig en god grund til, hvorfor jeg skal tage kampen op igen.
Disse oplevelser har tilsammen givet mig overskud til rent faktisk at føle mig godt tilpas. Jeg har den der fornemmelse af glæde ved livet, som de fleste tager for givet og ikke bemærker, fordi de langt hen ad vejen er glade og lykkelige. Men når man befinder sig i en tilstand af dyb frustration og af og til synes, det var nemmere at kaste sig ud fra en høj bygning, så er denne fornemmelse nærmest som at møde en gammel, kær ven man virkelig har savnet dybt. Det skyller ind over kroppen og giver varme, og giver den der fornemmelse af, at man flyver på den lyserøde sky. Lidt ligesom at være teenageforelsket igen faktisk.
Virkeligheden og de sorte skyer vil sikkert komme tilbage igen. Men lige nu forsøger jeg at gribe fat i dette lille strå af livsglæde, og gør alt hvad jeg kan for at det ikke skal visne for mig.
For en stund har jeg fred.
Det er ikke første gang jeg er ude for det. At når jeg synes det hele er lige ved at blive slemt, så sker der et eller andet, der giver mig et skub fremad.
Sidst jeg syntes det hele virkelig var noget bras *mere end det ellers er til hverdag* ringede min søster og sagde hun var gravid. Og selvom jeg ikke ligefrem er en børneperson lige i øjeblikket, glæder jeg mig alligevel helt vildt til den lille ny kommer - om to måneder. Det gav mig energi til at klare det hele lidt igen.
De sidste par måneder har været strenge synes jeg. Og med et nyt år, der fortsætter med arbejdsløshed, krydret med min fødselsdag i lørdags, der kun gjorde mig ældre, synes jeg det er ved at være lidt svært igen.
Men så skete det igen. Noget. En række begivenheder, der tilsammen har givet mig det der skub.
Jeg har fået en oplysning, der har givet mig et mentalt spark bagi. Det har hjulpet mig til at vågne op og lugte kaffen og få styr på et par prioriteringer - noget, der ellers burde være på plads, men hvor jeg inden for det sidste stykke tid har tabt grebet om situationen. Og tabt grebet om mig selv. Denne oplysning har hjulpet mig tilbage på rette spor.
Jeg har oplevet et lille glimt af noget, der var engang. Noget jeg inderligt håber jeg kan få til at ske igen. Noget jeg har valgt at tolke som et vink med en vognstang om, hvordan tingenes rette tilstand skal være.
Og sidst, men bestemt ikke mindst, har jeg genopdaget en kilde til velbehag, som hele tiden har været der. Men jeg havde glemt den. Den har hjulpet mig gennem alle de trængsler som livet indtil videre har budt på. Men nu har jeg grebet den og i min egen lille verden lader jeg den give mig kuldegysninger, lader den gøre mig grådlabil på den gode måde og give mig en god grund til, hvorfor jeg skal tage kampen op igen.
Disse oplevelser har tilsammen givet mig overskud til rent faktisk at føle mig godt tilpas. Jeg har den der fornemmelse af glæde ved livet, som de fleste tager for givet og ikke bemærker, fordi de langt hen ad vejen er glade og lykkelige. Men når man befinder sig i en tilstand af dyb frustration og af og til synes, det var nemmere at kaste sig ud fra en høj bygning, så er denne fornemmelse nærmest som at møde en gammel, kær ven man virkelig har savnet dybt. Det skyller ind over kroppen og giver varme, og giver den der fornemmelse af, at man flyver på den lyserøde sky. Lidt ligesom at være teenageforelsket igen faktisk.
Virkeligheden og de sorte skyer vil sikkert komme tilbage igen. Men lige nu forsøger jeg at gribe fat i dette lille strå af livsglæde, og gør alt hvad jeg kan for at det ikke skal visne for mig.
For en stund har jeg fred.
fredag den 27. november 2009
Eftertænksomhed III
Eftertænksomhed I og II
Ting jeg ikke forstår eller er gået glip af:
-Mediernes tendens til at beskrive fortiden i nutiden. Jeg synes, det er blevet lige lovlig udbredt og gør faktisk ofte sætningen til noget værre vås. Eksempelvis "Magnussens bror begår selvmord." Nej. Han har allerede begået selvmord og er død, så det kan han ligesom ikke, vel?
-Twilight. Hvad er det og hvorfor er folk i ekstase? Og hvordan i alverden har det kunnet stå på siden i sommers uden at jeg har opdaget det? Måske jeg bare skulle få mig et liv snart.
- Stieg Larsson film. Men nu har jeg heller ikke læst bøgerne *på trods af gentagne opfordringer fra alle og enhver*, så jeg er tydeligvis gået glip af noget stort.
-Mediernes konstante oplysning om dødsfald relateret til baconinfluenzaen *min kæphest lige for tiden..især efter de har konstateret at 60 % af dem, der mener de har det, i virkeligheden bare er forkølede*
-Hvorfor folk insisterer på at kalde det for julefrokost. Det har da sjældent noget som helst med en julefrokost at gøre, men er i langt de fleste tilfælde bare en undskyldning for at holde en fest. Hvem spiser fx. frokost om aftenen? Hvad med at kalde det.. bum bum.. julefest?
-Selvpinerisk hysteri omkring den forestående jul.
Man er da for fanden selv ansvarlig for, hvor meget man vil piske det op. Det er faktisk tilladt at sige nej. Og hvis der skulle være nogen, der ikke er så gode til at sige nej af frygt for repressalier fra venner og familie, så giver jeg billige kurser i at være komplet ligeglad med hvad de mener. Dem som bare lider under sine egne tåbelige ambitioner om, hvor meget man skal stille på benene for at det kan blive jul *hej mor og svigermor!* kan jeg desværre ikke hjælpe.
Man bestemmer vel i øvrigt også selv, hvor mange penge man vil bruge på gaver og hvor mange julefrokoster (!) man vil deltage i - ligesom man selv bestemmer, hvor mange snapse man skal drikke og hence, hvor mange tømmermænd man skal have. Luk nu røven med alt det pylreri. Og igen, skulle det knibe med at sige nej, giver jeg også billige kurser i at komme med flabede gensvar og ækle håndtegn, når gruppepresset træder i kraft.
Bullshitfaktoren på min radar er ret lav lige for tiden.
Ting jeg ikke forstår eller er gået glip af:
-Mediernes tendens til at beskrive fortiden i nutiden. Jeg synes, det er blevet lige lovlig udbredt og gør faktisk ofte sætningen til noget værre vås. Eksempelvis "Magnussens bror begår selvmord." Nej. Han har allerede begået selvmord og er død, så det kan han ligesom ikke, vel?
-Twilight. Hvad er det og hvorfor er folk i ekstase? Og hvordan i alverden har det kunnet stå på siden i sommers uden at jeg har opdaget det? Måske jeg bare skulle få mig et liv snart.
- Stieg Larsson film. Men nu har jeg heller ikke læst bøgerne *på trods af gentagne opfordringer fra alle og enhver*, så jeg er tydeligvis gået glip af noget stort.
-Mediernes konstante oplysning om dødsfald relateret til baconinfluenzaen *min kæphest lige for tiden..især efter de har konstateret at 60 % af dem, der mener de har det, i virkeligheden bare er forkølede*
-Hvorfor folk insisterer på at kalde det for julefrokost. Det har da sjældent noget som helst med en julefrokost at gøre, men er i langt de fleste tilfælde bare en undskyldning for at holde en fest. Hvem spiser fx. frokost om aftenen? Hvad med at kalde det.. bum bum.. julefest?
-Selvpinerisk hysteri omkring den forestående jul.
Man er da for fanden selv ansvarlig for, hvor meget man vil piske det op. Det er faktisk tilladt at sige nej. Og hvis der skulle være nogen, der ikke er så gode til at sige nej af frygt for repressalier fra venner og familie, så giver jeg billige kurser i at være komplet ligeglad med hvad de mener. Dem som bare lider under sine egne tåbelige ambitioner om, hvor meget man skal stille på benene for at det kan blive jul *hej mor og svigermor!* kan jeg desværre ikke hjælpe.
Man bestemmer vel i øvrigt også selv, hvor mange penge man vil bruge på gaver og hvor mange julefrokoster (!) man vil deltage i - ligesom man selv bestemmer, hvor mange snapse man skal drikke og hence, hvor mange tømmermænd man skal have. Luk nu røven med alt det pylreri. Og igen, skulle det knibe med at sige nej, giver jeg også billige kurser i at komme med flabede gensvar og ækle håndtegn, når gruppepresset træder i kraft.
Bullshitfaktoren på min radar er ret lav lige for tiden.
lørdag den 12. september 2009
fredag den 10. juli 2009
Vokseværk
En blog jeg ellers har fulgt med i i over et år er begyndt at irritere mig.
Fra at være en munter, og til tider alvorlig, betragtning af livet og de forskellige situationer man kan havne i, er den blevet til en overflod af ulidelige metaforer og overdreven brug af sproglige finurligheder. Et sprogbrug jeg ellers ikke synes er nødvendigt, da forfatteren er et skriblerisk talent i sig selv.
Indholdet synes at bevæge sig over i smagsdommeri og en tendens til at udtrykke sig på andres vegne. Eksempelvis i form af diverse lister over ting som "vi" ikke bruger eller "vi" ikke synes om. Jeg kan ikke rigtig li' at læse den slags fordi jeg ikke nødvendigvis falder ind i kategorien "vi" og således føler mig distanceret i forhold til skribenten, hvor jeg ellers tidligere har følt mig godt tilpas.
Og så synes jeg det er en lille smule kvalmt at læse forfatterens IRL-omgangskreds skamrose blogindlæggende som om de var en evig sandhed. Dog ser man heldigvis en sjælden gang imellem enkelte udbrud af modstand.
Naturligvis kan jeg bare lade være med at læse bloggen og i jantelovens klare lys skal jeg jo ikke tale for højt, da jeg hverken er noget forfatterisk geni eller har noget der bare minder om en rød tråd i min blog. Det er nok egentlig mest eftertænksomhed, der bringer dette på banen.
For kan man vokse fra en blog?
Fra at være en munter, og til tider alvorlig, betragtning af livet og de forskellige situationer man kan havne i, er den blevet til en overflod af ulidelige metaforer og overdreven brug af sproglige finurligheder. Et sprogbrug jeg ellers ikke synes er nødvendigt, da forfatteren er et skriblerisk talent i sig selv.
Indholdet synes at bevæge sig over i smagsdommeri og en tendens til at udtrykke sig på andres vegne. Eksempelvis i form af diverse lister over ting som "vi" ikke bruger eller "vi" ikke synes om. Jeg kan ikke rigtig li' at læse den slags fordi jeg ikke nødvendigvis falder ind i kategorien "vi" og således føler mig distanceret i forhold til skribenten, hvor jeg ellers tidligere har følt mig godt tilpas.
Og så synes jeg det er en lille smule kvalmt at læse forfatterens IRL-omgangskreds skamrose blogindlæggende som om de var en evig sandhed. Dog ser man heldigvis en sjælden gang imellem enkelte udbrud af modstand.
Naturligvis kan jeg bare lade være med at læse bloggen og i jantelovens klare lys skal jeg jo ikke tale for højt, da jeg hverken er noget forfatterisk geni eller har noget der bare minder om en rød tråd i min blog. Det er nok egentlig mest eftertænksomhed, der bringer dette på banen.
For kan man vokse fra en blog?
fredag den 3. juli 2009
Vig bort, Satan!
Nu har jeg udsendt et råb om hjælp. Jeg har erkendt at min arbejdsmæssige situation er så umulig at jeg ikke selv kan finde ud af, hvordan jeg kommer videre. Jeg har derfor skrevet en mail til min fagforenings karriereafdeling for at høre om de kan hjælpe mig. Og til min store glæde har jeg fået respons fra en person jeg kender fra dimmitendkurser osv. og som har skrevet tilbage for at få mit telefonnummer. Der er visse fordele ved at være en af meget få piger i min branche og en af dem er at jeg er temmelig genkendelig. Så nu håber jeg på at han kan hjælpe mig lidt videre eller i det mindste give mig lidt moralsk støtte.
Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?
Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.
Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?
Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.
torsdag den 4. juni 2009
Når virkeligheden lurer i periferien
For nylig blev en ung kvinde dræbt nord for Århus af en dødsbilist, der tidligere har slået en kvinde ihjel med sin kørsel.
Igår gik det op for mig (hurra for facebook) at denne kvinde kommer fra den by jeg voksede op i og jeg ved udemærket, hvem hun og hendes bror er.
Jeg synes, det er en mærkelig situation, når en person man ikke har direkte kontakt til, men som til en vis grad alligevel har været en del af ens barndom, dør.
Jeg har ikke set hende i over ti år og husker hende kun som en dum unge, der ikke kunne andet end drille andre børn. Men det er jo mange år siden og som i alle andre tilfælde er det sørgeligt når en person skal dø så tidligt og på den måde.
Min lillebror pandede hende engang én i hovedet med en spade.
Igår gik det op for mig (hurra for facebook) at denne kvinde kommer fra den by jeg voksede op i og jeg ved udemærket, hvem hun og hendes bror er.
Jeg synes, det er en mærkelig situation, når en person man ikke har direkte kontakt til, men som til en vis grad alligevel har været en del af ens barndom, dør.
Jeg har ikke set hende i over ti år og husker hende kun som en dum unge, der ikke kunne andet end drille andre børn. Men det er jo mange år siden og som i alle andre tilfælde er det sørgeligt når en person skal dø så tidligt og på den måde.
Min lillebror pandede hende engang én i hovedet med en spade.
torsdag den 28. maj 2009
Men nu er jeg også handikappet når det kommer til mode
Jeg troede ellers at dillen med de store sorte briller var gået over igen, men en tur ned af strøget gjorde mig klogere.
Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor folk på bedste lemmingvis synes det er smart at gemme deres sikkert nydelige ansigter bag briller, der egentlig ikke klæder ret mange. Men på den anden side er 80'erne i al sin ækelhed jo også kommet skrækkeligt tilbage.
Det er mig dog stadig en gåde, hvordan det er blevet moderne at ligne Adam Savage fra Mythbusters. Hvad bliver det næste? Hvalros under næsen og baret på hovedet?
Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor folk på bedste lemmingvis synes det er smart at gemme deres sikkert nydelige ansigter bag briller, der egentlig ikke klæder ret mange. Men på den anden side er 80'erne i al sin ækelhed jo også kommet skrækkeligt tilbage.
Det er mig dog stadig en gåde, hvordan det er blevet moderne at ligne Adam Savage fra Mythbusters. Hvad bliver det næste? Hvalros under næsen og baret på hovedet?
tirsdag den 28. april 2009
Tykhudet
For nylig var der ballade i Australien fordi en deltager i Miss Universe var tyndere end mine undskyldinger for at slippe for familien og havde en bmi på sjus 15. Konkurrenceledelsen nægtede at hun har spiseforstyrrelser, men påstod at det skyldes hendes afstamning (!!). Den var der nu ikke mange der troede på, såvidt jeg kunne læse.
Jeg skal ikke gå voldsomt meget ind i debatten om alt for tynde modeller, for den kører egentlig fint uden mig og der er jo ikke noget nyt i at udtale sig om at det er himmelråbende skrækkeligt. Det er mig en gåde at pigerne føler sig godt til pas i en krop man kan skære sig på. Men at der er nogen der synes at det er kønt at kigge på, forstår jeg slet ikke.
Nu har jeg ikke meget forstand på den slags, men at gå i seng med en der er så tynd, må da være som at vælte på en cykel...?
Jeg ville aldrig egne mig til at være radmager. Dertil er jeg alt for lækkersulten.
mandag den 27. april 2009
Oplysningstid
For godt 12 år siden greb jeg en bog på min mors boghylde og gav mig i kast. Den fascinerede mig i en eller anden grad, men alligevel fik jeg den aldrig læst færdig. Nogle år senere forsøgte jeg igen, nu med større fascination og iver, men blev aldrig færdig.
Jeg har på intet tidspunkt i mit liv været en bogorm. Jeg ville gerne, men er rastløs af natur og hvis ikke pågældende bog fanger mig rimelig hurtigt, lægger jeg den fra mig og vender ikke tilbage. Jeg befandt mig dårligt i dansktimerne i gymnasiet, da jeg ikke er "dyb" sådan som det forstås i de kredse. Jeg kunne ikke analysere mig frem til noget som helst og forsøgte jeg, endte det sjældent med noget godt - i hvert fald ikke noget der var rigtigt i de litteraturkyndiges øjne. Nogle klassekammerater kunne analysere en bagekartoffel, hvis de fik lov, og jeg sad med åben mund og rystede på hovedet, når min dansklærer fandt seksuelle undertoner i alt fra salmebogen til Rødhætte.
Måske er jeg overfladisk og naiv, men hvis jeg skal analysere noget, så foretrækker jeg at det involverer matematiske ligninger eller forretningsprocesser.
Af og til lykkes det mig (læs: uhyggeligt sjældent) at falde for et koncept og jeg bliver så grebet, at jeg ikke kan rive mig selv ud af den parallelle verden jeg kaster mig ind i og bliver således handikappet og uden for rækkevidde til bogen er læst.
En kliche i bogverdenen, og for nogle mennesker ikke rigtig, ordentlig, seriøs litteratur, er Harry Potter serien. Jeg har læst samtlige bøger på originalsproget med glubende appetit og har ventet med stor længsel på den næste bog, hver gang jeg afsluttede den foregående. Disse bøger har formået at fastholde mig i en sådan grad at jeg var ovenud lykkelig over at de altid udkom op til sommerferien, så det ikke gjorde noget at jeg læste til kl. 4 om natten.
Da Vinci mysteriet af Dan Brown var også en succes, da jeg elsker en god konspirationsteori og desuden har stor kærlighed til Leonardo da Vinci. Jeg tog fat på den med skepsis, da omverdenen havde tudet mine øre fulde med at det var noget forbandet pladder uden nogen som helst hold i virkeligheden. Bagefter tænkte jeg "Og hvad så?". Jeg synes den var spændende! Og jeg er trods alt ikke én af de 50% der har læst bogen, som tror historien er autentisk.
Jeg har derudover gnavet mig igennem et utal af små, lette bøger. Fx. Agatha Christie, hvis bøger er ligetil og ikke indeholder de store fortolkelsesmuligheder, men blot en god mordgåde, hvilket falder lige i min smag. Jeg kan læse dem uden at skulle stoppe op og spekulere over om jeg misset det underliggende plot.
For nylig var jeg hjemme hos mine forældre og fik igen øje på bogen på hylden. Af uforklarlige årsager fik jeg lyst til at prøve igen. Det er immervæk næsten godt ti år siden jeg førsøgte sidst. Nu har jeg læst den til ende og sidder tilbage med en mærkelig, men rar, fornemmelse. Bogen fascinerer mig stadigvæk, men denne gang endnu mere. Ikke nok med at jeg rent faktisk fik læst den færdig, jeg har også opnået en større forståelse for indeholdet og skrivemåden. Jeg har erkendt at jeg først nu har været moden nok til at forstå bogen og derfor først har kunnet læse den færdig denne gang.
Jeg har pludselig fået travlt med at komme i tanke om alle de bøger jeg ikke har læst færdig i tidens løb.
Jeg har på intet tidspunkt i mit liv været en bogorm. Jeg ville gerne, men er rastløs af natur og hvis ikke pågældende bog fanger mig rimelig hurtigt, lægger jeg den fra mig og vender ikke tilbage. Jeg befandt mig dårligt i dansktimerne i gymnasiet, da jeg ikke er "dyb" sådan som det forstås i de kredse. Jeg kunne ikke analysere mig frem til noget som helst og forsøgte jeg, endte det sjældent med noget godt - i hvert fald ikke noget der var rigtigt i de litteraturkyndiges øjne. Nogle klassekammerater kunne analysere en bagekartoffel, hvis de fik lov, og jeg sad med åben mund og rystede på hovedet, når min dansklærer fandt seksuelle undertoner i alt fra salmebogen til Rødhætte.
Måske er jeg overfladisk og naiv, men hvis jeg skal analysere noget, så foretrækker jeg at det involverer matematiske ligninger eller forretningsprocesser.
Af og til lykkes det mig (læs: uhyggeligt sjældent) at falde for et koncept og jeg bliver så grebet, at jeg ikke kan rive mig selv ud af den parallelle verden jeg kaster mig ind i og bliver således handikappet og uden for rækkevidde til bogen er læst.
En kliche i bogverdenen, og for nogle mennesker ikke rigtig, ordentlig, seriøs litteratur, er Harry Potter serien. Jeg har læst samtlige bøger på originalsproget med glubende appetit og har ventet med stor længsel på den næste bog, hver gang jeg afsluttede den foregående. Disse bøger har formået at fastholde mig i en sådan grad at jeg var ovenud lykkelig over at de altid udkom op til sommerferien, så det ikke gjorde noget at jeg læste til kl. 4 om natten.
Da Vinci mysteriet af Dan Brown var også en succes, da jeg elsker en god konspirationsteori og desuden har stor kærlighed til Leonardo da Vinci. Jeg tog fat på den med skepsis, da omverdenen havde tudet mine øre fulde med at det var noget forbandet pladder uden nogen som helst hold i virkeligheden. Bagefter tænkte jeg "Og hvad så?". Jeg synes den var spændende! Og jeg er trods alt ikke én af de 50% der har læst bogen, som tror historien er autentisk.
Jeg har derudover gnavet mig igennem et utal af små, lette bøger. Fx. Agatha Christie, hvis bøger er ligetil og ikke indeholder de store fortolkelsesmuligheder, men blot en god mordgåde, hvilket falder lige i min smag. Jeg kan læse dem uden at skulle stoppe op og spekulere over om jeg misset det underliggende plot.
For nylig var jeg hjemme hos mine forældre og fik igen øje på bogen på hylden. Af uforklarlige årsager fik jeg lyst til at prøve igen. Det er immervæk næsten godt ti år siden jeg førsøgte sidst. Nu har jeg læst den til ende og sidder tilbage med en mærkelig, men rar, fornemmelse. Bogen fascinerer mig stadigvæk, men denne gang endnu mere. Ikke nok med at jeg rent faktisk fik læst den færdig, jeg har også opnået en større forståelse for indeholdet og skrivemåden. Jeg har erkendt at jeg først nu har været moden nok til at forstå bogen og derfor først har kunnet læse den færdig denne gang.
Jeg har pludselig fået travlt med at komme i tanke om alle de bøger jeg ikke har læst færdig i tidens løb.
søndag den 26. april 2009
Abonner på:
Opslag (Atom)