Det er så yndigt at følges ad

I dag har mine forældre været gift i 38 år.
Den slags byder op til eftertænksomhed, synes jeg.
Da jeg nævnte det for Journalisten her til morgen, var hans respons "Vorhæææærrebevars". Mine forældre er nemlig prototypen på et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået.

Omme i 1971 mødte mine forældre hinanden til min mors 20 års fødselsdag. Min far, der var lidt af en lækkermås at se på *dengang.. nu ser han bare hærget ud pga. tåbelig livsstil* var kæreste med en af min mors veninder. Men man er jo en dårlig hest, hvis man ikke kan sparke hvalpene ud af en anden geds rede, så min mor fik hurtigt gris på gaflen. Min morfar mente, ikke overraskende, at min far bestemt ikke var god nok til min mor, så hun kunne glemme alt om at gifte sig med ham så længe hun var under 21 år. Så selvfølgelig blev de gift et år efter, tre dage efter min mors 21 års fødselsdag.
Og vi ved jo alle sammen at det er en fantastisk god idé at gifte sig med en anden person af trods, uden at man kender personen super godt og aldrig har boet sammen med vedkommende. Jeg vil gætte på at min far bare så en chance for at få noget ordentlig at spise. Efter sigende levede han på det tidspunkt af ostemadder og trestjernet.
Nå, men mutter indså temmelig hurtigt at min far ikke er en peopleperson og er ret mærkelig. Men alligevel insisterede hun på at få tre børn med manden. Og forblive gift.
Og det selvom jeg er vokset op i et hjem med fast lørdagsskænderi, der som regel ødelagde stemningen resten af weekend. Med jævne mellemrum fremsatte min mor under stor ståhej trusler om at nu skulle de sandelig skilles.
De første mange år gav det anledning til mange tårer hos undertegnede, men på et tidspunkt når man til en alder, hvor går det op for en, at hun er så meget en tryghedsnarkoman, at hun ALDRIG kan finde ud af at gøre alvor. Det stoppede hende nu ikke i, at blive ret mopset over at der ikke var nogen af os, der tog hende alvorligt.
Men ikke engang da han duskede en anden kvinde kunne hun finde ud af at gå. I stedet gjorde hun mit liv ulideligt, fordi hun ville have at jeg skulle fikse deres problemer. Så jeg fik piller for kvalmen, flyttede hjemmefra i eksamensperioden for at få fred og fik et uopretteligt dårligt forhold til mine forældre. Pragtfuldt.

Nogen gange tænker jeg på at man måske skulle lade være med at blive gift. Nogensinde. Nu har jeg heller aldrig været den store bryllupsperson, men har da altid haft en eller anden romantisk forestilling om det, at man binder sig til et andet menneske.
Men efterhånden synes jeg ikke rigtig det holder stik længere.
Ude i periferien kan man høre om hvordan folk bliver skilt på stribe når de har fundet ud af, at det ikke er ren pik og patter at være gift og have børn *hvad regner folk egentlig med?*.
Andre gange kan man høre om folk, der keder sig i deres forhold og derfor nødvendigvis skal giftes. "Jamen, jeg synes vi er gået i stå i dette forhold. Så enten skal vi giftes eller også må vi gå fra hinanden".
Men det er jo igen den der fødekæde: Kærester -> Bryllup -> Byg hus -> Få børn.

Og så er der jo så folk som mine forældre, der bruger hele deres liv i et råddent forhold som de af uransalige årsager holder fast i. Og den slags forhold er der jo ubegribeligt mange af rundt omkring. Min mor har naturligvis spillet "Man kan jo ikke bare sådan lige ødelægge en familie, når der er børn"-kortet. Jeg har flere gange forklaret hende, at det var til alles fordel, hvis de gik fra hinanden. Men den slags underminerede jo hendes gode bortforklaringer, så det har hun altid ignoreret. Selv når man påpegede hvor godt hendes veninder, der tog sig sammen til at blive skilt, efterfølgende fik det, lod hun som om hun ikke kunne høre én.

Der hvor jeg ikke helt er med er det punkt, hvor man ikke tager ansvar for sin egen lykke.
Hvordan kan nogen mennesker tro, at det at stifte familie ikke kommer til at indvirke på mængden af cigarer, whisky og nøgne piger/mænd?
Hvordan kan nogen mennesker tro at forholdet bliver væsentlig anderledes bare fordi man bliver gift?
Og hvorfor hulen bliver folk ved med at blive i forliste forhold, som kun giver tryghed og dårlig livskvalitet?
Jeg er naturligvis farvet af min opvækst og at jeg ikke erindrer at have set ret mange ægteskaber, der giver mening. Men jeg kan godt leve med at undvære en udgift på 50-100.000 dask og et halvt års ulidelig planlægning, hvis det betyder at jeg kan holde fokus på det der betyder noget i det lange løb. Livsglæde.

Så måske man bare skulle droppe det der med at blive gift.

Bridesilly

På Det Gode Råd i denne uge behandler de et spørgsmål fra en kvinde, der ikke kan blive enig med sin forlovede om, hvorvidt bruden må holde tale til brylluppet.
Det fine ved Rådet er, at de er så forskellige og man derfor får en ret nuanceret debat derinde. I dette tilfælde er jeg nødt til at melde mig på banen hos dem, der stemmer for at bruden godt må holde tale.

Da min søster i sin tid blev gift var det helt efter bogen. Invitationer, bordkort osv. blev lavet i hånden, kjolen blev specialsyet hos Marianne Carøe og folk blev placeret i hestesko med hovedbordet for enden. Og gommen holdt naturligvis tale.
Jeg synes, det er noget pjat med de taler. Selvfølgelig er det da ømt at høre gommen ævle op om, hvor meget han elsker sin brud og alt det der, men jeg får det lidt ligesom når jeg spiser boghvedegrød. Det vokser i munden på mig og giver mig kvalme. Og jeg ville til en hver tid foretrække at manden gemmer de sukkersøde ord og så spreder dem lidt ud over det forestående ægteskab, i stedet for at brænde det hele af på én gang. For hvis man ellers skal tro på, hvad man hører rundt omkring i de bitre periferier, så sker det aldrig igen.


Jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg generelt virkelig ikke bryder mig ret meget om traditionelle bryllupper. Det er godt med traditioner, men jeg er også tilhænger af at man gør præcis, som man synes er bedst og ikke hvad andre forventer man gør. Hvis jeg en dag skal giftes, så bliver der bestemt ikke holdt stramt på den gammeldags metode.
Hovedbordet er fx. aflyst. Min mor skal ikke sidde og trone ved hovedbordet hele aftenen som hun gjorde til min søsters bryllup. Hvis ikke lige min søster også var der, var der ingen tvivl om at hun betragtede sig selv som hovedpersonen, for "jeg er jo brudens mor". I kirken insisterede hun også på at vente med at komme ind på plads til alle andre havde sat sig. Så kunne min lillebror nemlig følge hende op af kirkegulvet og hun kom glidende hen ad gulvet med næsen højt i sky. Hun skal ganske enkelt ikke have fornøjelsen af at føle sig som noget specielt.
Og så gider jeg i øvrigt ikke sidde ved siden af min far hele aftenen. Hvor kedeligt er det ikke lige?

Apropos min far. Han er ikke en people person. Derfor var han også ved at skide en kamel, da min mor gjorde han opmærksom på at brudens far jo altså skal holde tale til sådan et bryllup. Og selvom min mor udemærket vidste, at min far ikke har lyst og ikke kan fordrage den slags, plagede hun ham og skældte ham ud i et stive seks måneder op til brylluppet. For det kunne jo ikke lade sig gøre at tage hensyn til, at min far lider af sygelig lampefeber, nej for sådan er traditionerne jo! Og det er jo dybt pinligt, hvis ikke brudens far holder tale!
Så igen, det med taler er noget pjat. Mit bryllup bliver ikke en skuffelse, hvis ikke min far holder en tale. Jeg er fløjtende ligeglad, for min far er heller ikke en følelsesperson og derfor kan han næppe sige noget som helst begavet alligevel.
Det lykkedes i øvrigt ikke min mor at få ham presset til det. Men sådan en chance for opmærksomhed kunne hun jo ikke lade gå sin næse forbi, så hun holdt selvfølgelig talen selv.


Jeg kan godt overtales til at tage en hvid kjole på *helst creme eller elfenben faktisk* og det skal da også være i en kirke. Journalisten foreslog at blive gift i Rhododendronparken i Brønderslev, men jeg stoler ikke på det danske sommervejr.
Men jeg skal ikke have slør på. Min svigermor blev mundlam og lang i ansigtet sidst jeg nævnte det. Tror også nok at Journalisten engang sagde "jamen, så er det jo bare en hvid kjole du har på". Jeg er ligeglad, jeg gider det ikke. Synes det er alt for pussenusset og jeg er blevet for gammel til den slags. Ved godt det er noget vrøvl, men synes bare ikke det passer til kvinder oppe i 30'erne *og der kommer jeg hen inden jeg bliver gift*. Min frisør blev så glad da jeg sagde det til hende. "Hvor ER jeg glad for at høre, at der findes fornuftige mennesker! Jeg fatter ikke at der er nogen der gider at gå rundt en hel dag med det, der svarer til en liter mælk på hovedet."
Det er også alt for prinsesseagtigt til mig. Jeg er sådan en type, der ikke har haft en rigtig fin kjole *eller bare en kjole* på siden min søsters bryllup i 2001 og jeg får næppe en på igen før mit eget bryllup.


Jeg ville egentlig have det helt fint, hvis jeg bare kan få en fest med god mad og godt selskab. Uden alle forventningerne.