ReLive..pfff... hvad er egentlig forskellen på det og så Genudsendelse?
Any who, jeg tager lige den nemme vej i denne uge. Jeg laver lige en oprydningsdag mere og håber på, at jeg så når at opleve et eller andet spændende de næste par dage, så jeg kan skrive noget fornuftigt.
Niece har fødselsdag på lørdag, så jeg tager en weekendtur til den anden ende af Jylland. Om ikke andet sker der sikkert et eller andet fjollet/tåbeligt/dødeligt, når jeg skal tilbringe flere timer sammen med familien.
Selvom morfar fornylig holdt 90 års fødselsdag i fred og fordragelighed.
Well, næsten. Jeg nåede da at stikke lidt til Kragen, men var smart nok at gøre det 30 sekunder inden jeg skulle køre hjem, og slap således for at høre på svadaer af galde.
Efter jeg havde udgivet gårsdagens oprydningsindlæg gik det op for mig at jeg havde overset et par linjers visdom. Og den slags kan jo ikke bare kastes bort.
Så her kommer resten, med ønsket om at I ikke får keyboardaftryk på kinderne, når I sover henover tastaturet.
"Kender I det der med at man køber noget, eller tager en eller anden beslutning, hvor andre mennesker er involveret, og der så altid er et eller andet galt? Hvis man eksempelvis har købt en sofa og der så er en kinøjser der har glemt at komme den allervigtigste skrue i."
Men det kender I godt, ikke? Jeg havde ikke fået min sofa endnu på det tidspunkt, så hvorfor jeg har brugt lige præcis det eksempel står i det uvisse. Hvor jeg i det hele taget ville hen med det, er jeg ikke helt sikker på. Men måske har det noget at gøre med det her:
"I sådanne situationer kan jeg ikke lade være med at tænke "hold nu OP med at være så irriterende". Men det er jo heldigvis småting, der kan fikses med et par telefonopringninger. Nogle gange kunne det nu være rart hvis tingene var rigtige fra starten af. Bare engang i mellem."
Og dét er en sandhed uden sidestykke.
"mand ryster dankortet efter fejl."
Jeg synes det er uendeligt morsomt med mennesker og teknologi. Stod i kø i Bilka en dag. En midaldrende mand betalte med dankort, men den blev afvist. Så naturligvis tager han dankortet op og ryster det....det er jo også meget godt lige at få pengene til at falde ordentlig ned i chippen, ikke?
Det var lidt ligesom dengang jeg skulle lave hjemmeside for en klaversælger og han pylrede over, at kvaliteten på billederne på hjemmesiden var dårlig.
Mine forsøg på at fortælle ham at han selv havde uploadet billederne, og derfor selv var skyld i at kvaliteten var skod, fængede ikke rigtig. Tværtimod mente han helt bestemt, at han vidste hvad der var galt. Og det undlod han naturligvis ikke at fortælle mig.
Forstår I, der sker nemlig det med digitale billeder, at de bliver slidte når de har ligget på serveren længe. Og jo flere ting man kommer op på serveren, jo mere pressede bliver billederne fordi de jo ligger nederst, og derfor bliver kvaliteten dårligere og dårligere. Klart.
Det er ligesom når man går rundt med en USB nøgle i lommen og så efter noget tid begynder der at falde pixels ud af den fordi den bliver rystet så meget. Pisse irriterende.
Viser opslag med etiketten Kragen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kragen. Vis alle opslag
onsdag den 26. maj 2010
tirsdag den 25. maj 2010
Oprydningsdag
Så sad jeg i min sofa *Jessørs! Den er kommet* og tænkte "Det kan ikke passe at jeg ikke har haft noget at skrive på bloggen i 100 år". Så jeg var inde og kigge lidt i indlægsoversigten og minsandten om ikke der var bunker af kladder, der aldrig blev til noget. Så i dag har redaktionen bestemt, at de aldrig skal blive til noget individuelt, men i stedet blive til biksemad.
I forbindelse med Mors Dag var der, ikke overraskende, mange bloggere der var ude med en hyldest til matriarkerne. Jeg var ingen undtagelse - eller, hyldest var måske så meget sagt. Nedenstående var, hvad jeg fik griflet ned inden jeg opgav, i erkendelse af, at det er ved at blive kedeligt at surmule over min mor:
"Den opmærksomme læser ved, at jeg ikke har verdens bedste forhold til min mor. Jeg har dog altid fejret hende på mors dag, da jeg boede hjemme. Efter jeg flyttede hjemmefra og boede i Århus blev hun også fejret - når jeg huskede det.
I anledningen af mors dag vil jeg strække mig en smule.
Da Lillebror pralede med at han havde købt blomst til mors dag var jeg et sekund fra at få det lidt dårligt med mig selv. Heldigvis huskede han efterfølgende at nævne at mor har sørget for at han ikke kommer til at glemme mors dag.
Igår fik jeg lov til at låne et betydeligt beløb penge så jeg kan få mig en bil. Og hun ydede moralsk støtte da jeg himlede op over den latterlige behandling jeg fik i min bank forleden.
Desværre valgte hun så at give mig omtrent den samme behandling i forbindelse med de penge jeg ville låne af hende og min far. Men jeg tror ikke hun tænker over det længere."
Oh, the bitterness. Hvad det var for en smule jeg skulle strække mig til, har jeg ingen anelse om.
Lige efter jeg var flyttet, havde jeg lagt op til et indlæg med følgende linje:
"Nå, men i forbindelse med den forestående flytning er der mange ting, der skal fikses."
True that. Kan berolige alle med, at de fleste ting er blevet fikset.
I forbindelse med X-factorfinalen sad jeg også og skrev lidt:
"Det var egentlig meningen, jeg skulle genudsende et indlæg fra sidste år, hvor jeg jublede over at X-factor endelig var slut. Syntes alligevel det var fesent, så jeg gav mig til at skrible lidt notater til et indlæg - som jeg undervejs kom til at udgive ved en fejl. Doh.
Nå, men jeg vil naturligvis aldrig indrømme, at jeg så hele X-factor finalen. Men eftersom der intet var i TV her til aften bestemte jeg mig for at lave en lille anmeldelse af showet."
Der stod mere end det, men da jeg stadig ikke vil indrømme at jeg så skidtet, har jeg slettet resten af indlægget og vil under ingen omstændigheder være ved det.
Og så var der et indlæg, hvor der stod følgende tre linjer:
"Så en mand i netto omkring sidst i 20'erne med snurrbart."
Og det gjorde jeg altså! Kan svagt huske, at jeg syntes det var så hyggeligt, at jeg ville opfordre til at flere mænd gror sig et snurrbart.
"Indkøb af tv. Ingen kanalsortering."
Jeg var lidt småsur over, at det var umuligt at købe et fladskærmsTV til en rimelig penge, som samtidig havde kanalsorteringsfunktion. Det kunne mit gamle billedrørsTV sgu da, for fanden!
Det lykkedes nu alligevel til sidst.
Sidst men ikke mindst:
"metro petro"
Jeg var med Journalisten i Metro. Jeg havde aldrig været der før, og sad hele vejen hjem i bilen og grinede over at deres benzintank hedder Metro Petro. Fabelagtigt navn, synes jeg. Kunne ikke have fundet på noget mere indlysende selv.
Faktisk burde jeg have givet dette indlæg titlen "Inside the mind of a genious".
I forbindelse med Mors Dag var der, ikke overraskende, mange bloggere der var ude med en hyldest til matriarkerne. Jeg var ingen undtagelse - eller, hyldest var måske så meget sagt. Nedenstående var, hvad jeg fik griflet ned inden jeg opgav, i erkendelse af, at det er ved at blive kedeligt at surmule over min mor:
"Den opmærksomme læser ved, at jeg ikke har verdens bedste forhold til min mor. Jeg har dog altid fejret hende på mors dag, da jeg boede hjemme. Efter jeg flyttede hjemmefra og boede i Århus blev hun også fejret - når jeg huskede det.
I anledningen af mors dag vil jeg strække mig en smule.
Da Lillebror pralede med at han havde købt blomst til mors dag var jeg et sekund fra at få det lidt dårligt med mig selv. Heldigvis huskede han efterfølgende at nævne at mor har sørget for at han ikke kommer til at glemme mors dag.
Igår fik jeg lov til at låne et betydeligt beløb penge så jeg kan få mig en bil. Og hun ydede moralsk støtte da jeg himlede op over den latterlige behandling jeg fik i min bank forleden.
Desværre valgte hun så at give mig omtrent den samme behandling i forbindelse med de penge jeg ville låne af hende og min far. Men jeg tror ikke hun tænker over det længere."
Oh, the bitterness. Hvad det var for en smule jeg skulle strække mig til, har jeg ingen anelse om.
Lige efter jeg var flyttet, havde jeg lagt op til et indlæg med følgende linje:
"Nå, men i forbindelse med den forestående flytning er der mange ting, der skal fikses."
True that. Kan berolige alle med, at de fleste ting er blevet fikset.
I forbindelse med X-factorfinalen sad jeg også og skrev lidt:
"Det var egentlig meningen, jeg skulle genudsende et indlæg fra sidste år, hvor jeg jublede over at X-factor endelig var slut. Syntes alligevel det var fesent, så jeg gav mig til at skrible lidt notater til et indlæg - som jeg undervejs kom til at udgive ved en fejl. Doh.
Nå, men jeg vil naturligvis aldrig indrømme, at jeg så hele X-factor finalen. Men eftersom der intet var i TV her til aften bestemte jeg mig for at lave en lille anmeldelse af showet."
Der stod mere end det, men da jeg stadig ikke vil indrømme at jeg så skidtet, har jeg slettet resten af indlægget og vil under ingen omstændigheder være ved det.
Og så var der et indlæg, hvor der stod følgende tre linjer:
"Så en mand i netto omkring sidst i 20'erne med snurrbart."
Og det gjorde jeg altså! Kan svagt huske, at jeg syntes det var så hyggeligt, at jeg ville opfordre til at flere mænd gror sig et snurrbart.
"Indkøb af tv. Ingen kanalsortering."
Jeg var lidt småsur over, at det var umuligt at købe et fladskærmsTV til en rimelig penge, som samtidig havde kanalsorteringsfunktion. Det kunne mit gamle billedrørsTV sgu da, for fanden!
Det lykkedes nu alligevel til sidst.
Sidst men ikke mindst:
"metro petro"
Jeg var med Journalisten i Metro. Jeg havde aldrig været der før, og sad hele vejen hjem i bilen og grinede over at deres benzintank hedder Metro Petro. Fabelagtigt navn, synes jeg. Kunne ikke have fundet på noget mere indlysende selv.
Faktisk burde jeg have givet dette indlæg titlen "Inside the mind of a genious".
torsdag den 25. marts 2010
Nye tider
Så var jeg til samtale i tirsdags og det syntes jeg egentlig gik ret godt. Faktisk føltes det som om at de brugte al tiden for at fortælle mig, hvorfor de burde ansætte mig. Og det er jo et rimeligt godt tegn. Men de sluttede samtalen af med den sædvanlige "Nu skal vi lige tale sammen og så vi ringer til dig snart". Og den har jeg hørt før, så intet var givet.
I går var det dejligt vejr og for en gangs skyld havde Journalisten fri i tre sekunder. Så vi tog i zoo i Odense og da vi stod og glanede på kænguruen, der havde den yndigste unge som sad og kiggede ud af posen, ringede telefonen.
Og samtalen lød ca. sådan her:
Direktør: "Nå, hvad siger du til det?"
Mig: "Altså, jeg er frisk, hvis I er." *Jo, det sagde jeg faktisk. Doh!*
Direktør: "Ja. Jamen, det må vi jo så finde ud af."
.............!
Så nu har jeg et rigtig, vaskeægte job og skal starte 1. maj.
Jeg var helt rundt på gulvet resten af dagen og ca. hver 10. minut måtte jeg lige rykke lidt i Journalistens arm og råbe "Jeg har fået jååååb!"
Vi fejrede det med en is på stedet og så hang jeg i telefonen resten af dagen til alle de mennesker, som har ventet og ventet på, at jeg skulle komme med sådan et glædeligt opkald.
Jeg burde have vidst, at det var en dårlig idé at ringe til min mor. Da jeg snakkede med hende i forgårs efter samtalen var hun næsten oppe at køre og lød oprigtig begejstret over, at jeg var så tæt på et arbejde. Men igår lød hun på det nærmeste ligeglad. Hun vidste godt at jeg havde fået jobbet, for det havde Lillebror fortalt hende. Men hun vidste også godt i forgårs at jeg havde været til samtale, så hendes mangel på entusiasme kan ikke have været pga. det.
Da jeg godt kunne høre på hende, at det slet ikke interesserede hende at jeg havde fået job, bad jeg om at få Lillebror i røret, så jeg kunne finde ud af hvad der foregik.
Og ganske rigtigt.
Min mor så Bergerac på DR2 og derfor havde hun jo ikke tid til at snakke med mig. Jeg har jo kun fået job - den slags er ikke vigtigt, når en af hendes 117 serier er på TV.
Så det var godt, at jeg i stedet kunne ringe til Journalistens forældre, for jeg vidste de ville blive helt overstadige. Hans far blev helt rørstrømsk og fik tårer i øjnene.
Jeg kan ikke forstå at min mor undrer sig over, at jeg ikke gider ringe/besøge hende.
Men det må hun selv om. Jeg har rent faktisk en fremtid nu og kan næsten ikke vente!
Og ikke nok med det, så er det jo nærmest svedende varmt i dag.
Nogen gange er det slet ikke dårligt at være til.
I går var det dejligt vejr og for en gangs skyld havde Journalisten fri i tre sekunder. Så vi tog i zoo i Odense og da vi stod og glanede på kænguruen, der havde den yndigste unge som sad og kiggede ud af posen, ringede telefonen.
Og samtalen lød ca. sådan her:
Direktør: "Nå, hvad siger du til det?"
Mig: "Altså, jeg er frisk, hvis I er." *Jo, det sagde jeg faktisk. Doh!*
Direktør: "Ja. Jamen, det må vi jo så finde ud af."
.............!
Så nu har jeg et rigtig, vaskeægte job og skal starte 1. maj.
Jeg var helt rundt på gulvet resten af dagen og ca. hver 10. minut måtte jeg lige rykke lidt i Journalistens arm og råbe "Jeg har fået jååååb!"
Vi fejrede det med en is på stedet og så hang jeg i telefonen resten af dagen til alle de mennesker, som har ventet og ventet på, at jeg skulle komme med sådan et glædeligt opkald.
Jeg burde have vidst, at det var en dårlig idé at ringe til min mor. Da jeg snakkede med hende i forgårs efter samtalen var hun næsten oppe at køre og lød oprigtig begejstret over, at jeg var så tæt på et arbejde. Men igår lød hun på det nærmeste ligeglad. Hun vidste godt at jeg havde fået jobbet, for det havde Lillebror fortalt hende. Men hun vidste også godt i forgårs at jeg havde været til samtale, så hendes mangel på entusiasme kan ikke have været pga. det.
Da jeg godt kunne høre på hende, at det slet ikke interesserede hende at jeg havde fået job, bad jeg om at få Lillebror i røret, så jeg kunne finde ud af hvad der foregik.
Og ganske rigtigt.
Min mor så Bergerac på DR2 og derfor havde hun jo ikke tid til at snakke med mig. Jeg har jo kun fået job - den slags er ikke vigtigt, når en af hendes 117 serier er på TV.
Så det var godt, at jeg i stedet kunne ringe til Journalistens forældre, for jeg vidste de ville blive helt overstadige. Hans far blev helt rørstrømsk og fik tårer i øjnene.
Jeg kan ikke forstå at min mor undrer sig over, at jeg ikke gider ringe/besøge hende.
Men det må hun selv om. Jeg har rent faktisk en fremtid nu og kan næsten ikke vente!
Og ikke nok med det, så er det jo nærmest svedende varmt i dag.
Nogen gange er det slet ikke dårligt at være til.
torsdag den 11. marts 2010
Det er så yndigt at følges ad
I dag har mine forældre været gift i 38 år.
Den slags byder op til eftertænksomhed, synes jeg.
Da jeg nævnte det for Journalisten her til morgen, var hans respons "Vorhæææærrebevars". Mine forældre er nemlig prototypen på et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået.
Omme i 1971 mødte mine forældre hinanden til min mors 20 års fødselsdag. Min far, der var lidt af en lækkermås at se på *dengang.. nu ser han bare hærget ud pga. tåbelig livsstil* var kæreste med en af min mors veninder. Men man er jo en dårlig hest, hvis man ikke kan sparke hvalpene ud af en anden geds rede, så min mor fik hurtigt gris på gaflen. Min morfar mente, ikke overraskende, at min far bestemt ikke var god nok til min mor, så hun kunne glemme alt om at gifte sig med ham så længe hun var under 21 år. Så selvfølgelig blev de gift et år efter, tre dage efter min mors 21 års fødselsdag.
Og vi ved jo alle sammen at det er en fantastisk god idé at gifte sig med en anden person af trods, uden at man kender personen super godt og aldrig har boet sammen med vedkommende. Jeg vil gætte på at min far bare så en chance for at få noget ordentlig at spise. Efter sigende levede han på det tidspunkt af ostemadder og trestjernet.
Nå, men mutter indså temmelig hurtigt at min far ikke er en peopleperson og er ret mærkelig. Men alligevel insisterede hun på at få tre børn med manden. Og forblive gift.
Og det selvom jeg er vokset op i et hjem med fast lørdagsskænderi, der som regel ødelagde stemningen resten af weekend. Med jævne mellemrum fremsatte min mor under stor ståhej trusler om at nu skulle de sandelig skilles.
De første mange år gav det anledning til mange tårer hos undertegnede, men på et tidspunkt når man til en alder, hvor går det op for en, at hun er så meget en tryghedsnarkoman, at hun ALDRIG kan finde ud af at gøre alvor. Det stoppede hende nu ikke i, at blive ret mopset over at der ikke var nogen af os, der tog hende alvorligt.
Men ikke engang da han duskede en anden kvinde kunne hun finde ud af at gå. I stedet gjorde hun mit liv ulideligt, fordi hun ville have at jeg skulle fikse deres problemer. Så jeg fik piller for kvalmen, flyttede hjemmefra i eksamensperioden for at få fred og fik et uopretteligt dårligt forhold til mine forældre. Pragtfuldt.
Nogen gange tænker jeg på at man måske skulle lade være med at blive gift. Nogensinde. Nu har jeg heller aldrig været den store bryllupsperson, men har da altid haft en eller anden romantisk forestilling om det, at man binder sig til et andet menneske.
Men efterhånden synes jeg ikke rigtig det holder stik længere.
Ude i periferien kan man høre om hvordan folk bliver skilt på stribe når de har fundet ud af, at det ikke er ren pik og patter at være gift og have børn *hvad regner folk egentlig med?*.
Andre gange kan man høre om folk, der keder sig i deres forhold og derfor nødvendigvis skal giftes. "Jamen, jeg synes vi er gået i stå i dette forhold. Så enten skal vi giftes eller også må vi gå fra hinanden".
Men det er jo igen den der fødekæde: Kærester -> Bryllup -> Byg hus -> Få børn.
Og så er der jo så folk som mine forældre, der bruger hele deres liv i et råddent forhold som de af uransalige årsager holder fast i. Og den slags forhold er der jo ubegribeligt mange af rundt omkring. Min mor har naturligvis spillet "Man kan jo ikke bare sådan lige ødelægge en familie, når der er børn"-kortet. Jeg har flere gange forklaret hende, at det var til alles fordel, hvis de gik fra hinanden. Men den slags underminerede jo hendes gode bortforklaringer, så det har hun altid ignoreret. Selv når man påpegede hvor godt hendes veninder, der tog sig sammen til at blive skilt, efterfølgende fik det, lod hun som om hun ikke kunne høre én.
Der hvor jeg ikke helt er med er det punkt, hvor man ikke tager ansvar for sin egen lykke.
Hvordan kan nogen mennesker tro, at det at stifte familie ikke kommer til at indvirke på mængden af cigarer, whisky og nøgne piger/mænd?
Hvordan kan nogen mennesker tro at forholdet bliver væsentlig anderledes bare fordi man bliver gift?
Og hvorfor hulen bliver folk ved med at blive i forliste forhold, som kun giver tryghed og dårlig livskvalitet?
Jeg er naturligvis farvet af min opvækst og at jeg ikke erindrer at have set ret mange ægteskaber, der giver mening. Men jeg kan godt leve med at undvære en udgift på 50-100.000 dask og et halvt års ulidelig planlægning, hvis det betyder at jeg kan holde fokus på det der betyder noget i det lange løb. Livsglæde.
Så måske man bare skulle droppe det der med at blive gift.
Den slags byder op til eftertænksomhed, synes jeg.
Da jeg nævnte det for Journalisten her til morgen, var hans respons "Vorhæææærrebevars". Mine forældre er nemlig prototypen på et ægteskab, der aldrig skulle have været indgået.
Omme i 1971 mødte mine forældre hinanden til min mors 20 års fødselsdag. Min far, der var lidt af en lækkermås at se på *dengang.. nu ser han bare hærget ud pga. tåbelig livsstil* var kæreste med en af min mors veninder. Men man er jo en dårlig hest, hvis man ikke kan sparke hvalpene ud af en anden geds rede, så min mor fik hurtigt gris på gaflen. Min morfar mente, ikke overraskende, at min far bestemt ikke var god nok til min mor, så hun kunne glemme alt om at gifte sig med ham så længe hun var under 21 år. Så selvfølgelig blev de gift et år efter, tre dage efter min mors 21 års fødselsdag.
Og vi ved jo alle sammen at det er en fantastisk god idé at gifte sig med en anden person af trods, uden at man kender personen super godt og aldrig har boet sammen med vedkommende. Jeg vil gætte på at min far bare så en chance for at få noget ordentlig at spise. Efter sigende levede han på det tidspunkt af ostemadder og trestjernet.
Nå, men mutter indså temmelig hurtigt at min far ikke er en peopleperson og er ret mærkelig. Men alligevel insisterede hun på at få tre børn med manden. Og forblive gift.
Og det selvom jeg er vokset op i et hjem med fast lørdagsskænderi, der som regel ødelagde stemningen resten af weekend. Med jævne mellemrum fremsatte min mor under stor ståhej trusler om at nu skulle de sandelig skilles.
De første mange år gav det anledning til mange tårer hos undertegnede, men på et tidspunkt når man til en alder, hvor går det op for en, at hun er så meget en tryghedsnarkoman, at hun ALDRIG kan finde ud af at gøre alvor. Det stoppede hende nu ikke i, at blive ret mopset over at der ikke var nogen af os, der tog hende alvorligt.
Men ikke engang da han duskede en anden kvinde kunne hun finde ud af at gå. I stedet gjorde hun mit liv ulideligt, fordi hun ville have at jeg skulle fikse deres problemer. Så jeg fik piller for kvalmen, flyttede hjemmefra i eksamensperioden for at få fred og fik et uopretteligt dårligt forhold til mine forældre. Pragtfuldt.
Nogen gange tænker jeg på at man måske skulle lade være med at blive gift. Nogensinde. Nu har jeg heller aldrig været den store bryllupsperson, men har da altid haft en eller anden romantisk forestilling om det, at man binder sig til et andet menneske.
Men efterhånden synes jeg ikke rigtig det holder stik længere.
Ude i periferien kan man høre om hvordan folk bliver skilt på stribe når de har fundet ud af, at det ikke er ren pik og patter at være gift og have børn *hvad regner folk egentlig med?*.
Andre gange kan man høre om folk, der keder sig i deres forhold og derfor nødvendigvis skal giftes. "Jamen, jeg synes vi er gået i stå i dette forhold. Så enten skal vi giftes eller også må vi gå fra hinanden".
Men det er jo igen den der fødekæde: Kærester -> Bryllup -> Byg hus -> Få børn.
Og så er der jo så folk som mine forældre, der bruger hele deres liv i et råddent forhold som de af uransalige årsager holder fast i. Og den slags forhold er der jo ubegribeligt mange af rundt omkring. Min mor har naturligvis spillet "Man kan jo ikke bare sådan lige ødelægge en familie, når der er børn"-kortet. Jeg har flere gange forklaret hende, at det var til alles fordel, hvis de gik fra hinanden. Men den slags underminerede jo hendes gode bortforklaringer, så det har hun altid ignoreret. Selv når man påpegede hvor godt hendes veninder, der tog sig sammen til at blive skilt, efterfølgende fik det, lod hun som om hun ikke kunne høre én.
Der hvor jeg ikke helt er med er det punkt, hvor man ikke tager ansvar for sin egen lykke.
Hvordan kan nogen mennesker tro, at det at stifte familie ikke kommer til at indvirke på mængden af cigarer, whisky og nøgne piger/mænd?
Hvordan kan nogen mennesker tro at forholdet bliver væsentlig anderledes bare fordi man bliver gift?
Og hvorfor hulen bliver folk ved med at blive i forliste forhold, som kun giver tryghed og dårlig livskvalitet?
Jeg er naturligvis farvet af min opvækst og at jeg ikke erindrer at have set ret mange ægteskaber, der giver mening. Men jeg kan godt leve med at undvære en udgift på 50-100.000 dask og et halvt års ulidelig planlægning, hvis det betyder at jeg kan holde fokus på det der betyder noget i det lange løb. Livsglæde.
Så måske man bare skulle droppe det der med at blive gift.
mandag den 2. november 2009
Store beslutninger
Så forløb endnu en weekend og i modsætning til de forgangne fire weekender var jeg ikke på druk med slænget.
Vi var på ophold hos Journalistens familie for at fejre lidt fødselsdag. Det har været tre dage med masser af mad og rødvin, og for udenforstående som ikke kender mig, ville det blive svært at forklare at jeg holdt op med at ryge for to år siden. Det har været god, gedigen hygge der blev suppleret med en tur til Georg Jensens juleudsalg søndag, så jeg i går aftes kunne sidde mæt og lykkelig i et bjerg af guld.
Undervejs var jeg også vidne til det hysteri, der har været i forbindelse med overgangen til det digitale signal, da Journalisten og hans far sad og lavede kanalsøgning kl 0.42 lørdag nat og brokkede sig over at kanalerne ikke var på plads endnu. Efter at have skældt ud over at de ærlig talt lige skulle tage og lade de arme teknikere få tid til at flytte rundt på kablerne, og havde foreslået at de skulle tage en ny kanalsøgning op af formiddagen, opgav jeg og undrede mig i stilhed over at der overhovedet var nogen der gad interessere sig for det.
Come on, så spændende var det sgu da heller ikke.
Der blev også kastet lys over årets spørgsmål, som åbenbart optager både min familie og Journalistens familie temmelig meget. Nemlig, hvor skal jeg holde jul henne i år?
Faktisk er den eneste, som ikke har interesseret sig en dyt for spørgsmålet, mig *med undtagelse af Journalisten som, så vidt jeg ved, også er temmelig ligeglad*. Min søster og min mor begyndte at spørge til det for længe siden og min svigerfar kom på banen i går.
Jeg har altid holdt jul hjemme og så længe jeg ikke har børn, synes jeg ikke at man behøver at holde jul sammen, selvom man deler matrikel. Journalisten vil gerne holde jul hos hans familie så længe hans mormor er i live, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg har så haft lidt svært ved at løsrive mig fra juletraditionerne derhjemme, men nu er jeg nok nødt til rent faktisk at tage stilling til det, i stedet for bare at gøre som jeg plejer.
Så jeg har gået og tænkt lidt over pros and cons over min familie versus Journalistens familie.
- Fælles for mor og svigermor er det utålelige, ligegyldige og fuldstændig åndsvage stresseri. Jeg hader det og jeg gider ikke være der, når de opfører sådan. Fordelen ved min familie er, at jeg kan sige til min mor, at jeg synes hun er dum. Det kan jeg dårligt gøre hos svigermor.
- Så er der julemaden. Hverken min far eller jeg kan lide and og derfor har der altid været både and og flæskesteg. Men hos Journalistens familie spiser man kun and. Der er ingen tvivl om at svigerfamilien vil gøre hvad som helst for at gøre mig glad, men der er jo lidt udfordringer ved at sørge for at det bliver PRÆCIS den samme flæskesteg og PRÆCIS den samme sovs.
- Kan jeg overhovedet leve med at holde jul et sted, hvor man kommer flag på juletræet i stedet for den lamettaguirlande vi kæmper med hjemme hos vores familie?
- Kan min samvittighed bære at jeg skal efterlade min lillebror alene sammen med mine forældre og min morfar?
- Til gengæld vil jeg ikke komme til at savne at høre på, at min morfar sidder og skynder på maden fordi vi skal have overstået træet og gaverne, så han kan komme hjem. Og jeg vil heller ikke komme til at savne min fars hysteri, hvis ikke sovsen er så tyk at man kan reparere revnerne i soklen med den.
Jeg tror det handler om at jeg skal se at løsrive mig og i øvrigt lade være med at farve gamle minder mere rosenrøde end de er. Jeg ved jo udemærket godt at det egentlig ikke er så fedt at holde jul derhjemme, som jeg går og bilder mig ind.
Vi var på ophold hos Journalistens familie for at fejre lidt fødselsdag. Det har været tre dage med masser af mad og rødvin, og for udenforstående som ikke kender mig, ville det blive svært at forklare at jeg holdt op med at ryge for to år siden. Det har været god, gedigen hygge der blev suppleret med en tur til Georg Jensens juleudsalg søndag, så jeg i går aftes kunne sidde mæt og lykkelig i et bjerg af guld.
Undervejs var jeg også vidne til det hysteri, der har været i forbindelse med overgangen til det digitale signal, da Journalisten og hans far sad og lavede kanalsøgning kl 0.42 lørdag nat og brokkede sig over at kanalerne ikke var på plads endnu. Efter at have skældt ud over at de ærlig talt lige skulle tage og lade de arme teknikere få tid til at flytte rundt på kablerne, og havde foreslået at de skulle tage en ny kanalsøgning op af formiddagen, opgav jeg og undrede mig i stilhed over at der overhovedet var nogen der gad interessere sig for det.
Come on, så spændende var det sgu da heller ikke.
Der blev også kastet lys over årets spørgsmål, som åbenbart optager både min familie og Journalistens familie temmelig meget. Nemlig, hvor skal jeg holde jul henne i år?
Faktisk er den eneste, som ikke har interesseret sig en dyt for spørgsmålet, mig *med undtagelse af Journalisten som, så vidt jeg ved, også er temmelig ligeglad*. Min søster og min mor begyndte at spørge til det for længe siden og min svigerfar kom på banen i går.
Jeg har altid holdt jul hjemme og så længe jeg ikke har børn, synes jeg ikke at man behøver at holde jul sammen, selvom man deler matrikel. Journalisten vil gerne holde jul hos hans familie så længe hans mormor er i live, og det kan jeg sagtens forstå. Jeg har så haft lidt svært ved at løsrive mig fra juletraditionerne derhjemme, men nu er jeg nok nødt til rent faktisk at tage stilling til det, i stedet for bare at gøre som jeg plejer.
Så jeg har gået og tænkt lidt over pros and cons over min familie versus Journalistens familie.
- Fælles for mor og svigermor er det utålelige, ligegyldige og fuldstændig åndsvage stresseri. Jeg hader det og jeg gider ikke være der, når de opfører sådan. Fordelen ved min familie er, at jeg kan sige til min mor, at jeg synes hun er dum. Det kan jeg dårligt gøre hos svigermor.
- Så er der julemaden. Hverken min far eller jeg kan lide and og derfor har der altid været både and og flæskesteg. Men hos Journalistens familie spiser man kun and. Der er ingen tvivl om at svigerfamilien vil gøre hvad som helst for at gøre mig glad, men der er jo lidt udfordringer ved at sørge for at det bliver PRÆCIS den samme flæskesteg og PRÆCIS den samme sovs.
- Kan jeg overhovedet leve med at holde jul et sted, hvor man kommer flag på juletræet i stedet for den lamettaguirlande vi kæmper med hjemme hos vores familie?
- Kan min samvittighed bære at jeg skal efterlade min lillebror alene sammen med mine forældre og min morfar?
- Til gengæld vil jeg ikke komme til at savne at høre på, at min morfar sidder og skynder på maden fordi vi skal have overstået træet og gaverne, så han kan komme hjem. Og jeg vil heller ikke komme til at savne min fars hysteri, hvis ikke sovsen er så tyk at man kan reparere revnerne i soklen med den.
Jeg tror det handler om at jeg skal se at løsrive mig og i øvrigt lade være med at farve gamle minder mere rosenrøde end de er. Jeg ved jo udemærket godt at det egentlig ikke er så fedt at holde jul derhjemme, som jeg går og bilder mig ind.
onsdag den 12. august 2009
Savn
Jeg troede aldrig, jeg skulle komme til dette punkt. Men jeg savner faktisk Århus lidt.
Nu er det et år siden jeg flyttede væk fra Århus, efter at have boet der hele mit liv.
Jeg glædede mig som et lille barn til at slippe væk. Jeg var blevet træt af byen og trængte til at se noget nyt. Der var ikke flere hjørner i Århus, jeg ikke havde været i. Så det var skønt at komme til en ny by. Det var fedt at bo 400 meter fra gågade og banegård og stadig have penge til andet end husleje (Det er i øvrigt stadig fedt).
Jeg elsker at myldretiden her er det samme som trafikken i Århus på en kedelig tirsdag formiddag. Jeg synes det er skønt, at jeg ved at køre 20 mins i enhver retning kommer til en ny by. I Århus kommer man bare til et andet storcenter. Jeg elsker at jeg ikke længere bor op ad Ringvejen og at jeg ikke har kørt i bus siden jeg flyttede fordi det ikke er nødvendigt. Jeg kan gå eller, i værste fald, cykle til hvad som helst.
Men jeg er begyndt at savne "det gamle".
At have adgang til stor set alle slags butikker uden at skulle køre udenbys.
At kunne gå en tur på Nordre Kirkegård og besøge min mormor når jeg lige har lyst.
Jeg savner min italiensklærer og savner at bo i en by, hvor der er så mange mennesker at det er muligt at komme på et ordentligt undervisningshold. Havde meldt mig til et hernede, men vi var kun tre tilmeldte, så det blev aflyst. Alternativet var at køre til Fredericia og have Bengt Burg som underviser på et alt for nemt hold. *Bengt Burg, for helvede!*
På trods af at jeg nu bor sølle 1 km fra det ene af de to fitnesscentre, jeg er medlem af, savner jeg mine gamle centre. Særligt savner jeg at combatte hos Linda. Jeg har forsøgt mig hernede, men det er bare ikke det samme, når der står en afbleget skrigedukke med overfarvede øjenbryn og råber af mig. I stedet for at være sjovt som "i gamle dage", er det bare irriterende.
Til gengæld har jeg det helt fint med at være på så lang afstand af De Gamle, at min mor ikke bare lige kan komme forbi på vej hjem fra arbejde.
Nu er det et år siden jeg flyttede væk fra Århus, efter at have boet der hele mit liv.
Jeg glædede mig som et lille barn til at slippe væk. Jeg var blevet træt af byen og trængte til at se noget nyt. Der var ikke flere hjørner i Århus, jeg ikke havde været i. Så det var skønt at komme til en ny by. Det var fedt at bo 400 meter fra gågade og banegård og stadig have penge til andet end husleje (Det er i øvrigt stadig fedt).
Jeg elsker at myldretiden her er det samme som trafikken i Århus på en kedelig tirsdag formiddag. Jeg synes det er skønt, at jeg ved at køre 20 mins i enhver retning kommer til en ny by. I Århus kommer man bare til et andet storcenter. Jeg elsker at jeg ikke længere bor op ad Ringvejen og at jeg ikke har kørt i bus siden jeg flyttede fordi det ikke er nødvendigt. Jeg kan gå eller, i værste fald, cykle til hvad som helst.
Men jeg er begyndt at savne "det gamle".
At have adgang til stor set alle slags butikker uden at skulle køre udenbys.
At kunne gå en tur på Nordre Kirkegård og besøge min mormor når jeg lige har lyst.
Jeg savner min italiensklærer og savner at bo i en by, hvor der er så mange mennesker at det er muligt at komme på et ordentligt undervisningshold. Havde meldt mig til et hernede, men vi var kun tre tilmeldte, så det blev aflyst. Alternativet var at køre til Fredericia og have Bengt Burg som underviser på et alt for nemt hold. *Bengt Burg, for helvede!*
På trods af at jeg nu bor sølle 1 km fra det ene af de to fitnesscentre, jeg er medlem af, savner jeg mine gamle centre. Særligt savner jeg at combatte hos Linda. Jeg har forsøgt mig hernede, men det er bare ikke det samme, når der står en afbleget skrigedukke med overfarvede øjenbryn og råber af mig. I stedet for at være sjovt som "i gamle dage", er det bare irriterende.
Til gengæld har jeg det helt fint med at være på så lang afstand af De Gamle, at min mor ikke bare lige kan komme forbi på vej hjem fra arbejde.
søndag den 28. juni 2009
Det alvorlige hjørne
Så blev Lillebror student og fejret på behørig vis.
På vej hjem i bilen blev jeg overmandet af en tilstand jeg tror de fleste mennesker kender. Den, hvor man tænker en tanke som leder til den næste etc. etc indtil det man befinder sig et helt andet sted end i begyndelsen.
Således hørte vi Nova.fm i radioen, der spillede Celina Ree med Når Du Rør Ved Mig. Når jeg hører den sang kommer jeg til at tænke på 18-årige poptøser. Dont ask why. Derfor var det næste naturlige skridt i tankerækken selvfølgelig denne unge kvinde, der døde en tragisk død. Og så var det at rædslen slog ned i mig. Tænk, hvis det var min lillebror. Han har dristet sig til at få et kørekort og det hjælper absolut ikke. Inde under solbrillerne begyndte tårerne at trille ned.
Jeg tror de fleste er bange for at miste nogen tæt på, eksempelvis forældre eller søskende, og børn for dem der har den slags.
Jeg synes naturligvis også det *trods alt* ville være en katastrofe, hvis mine forældre, Journalisten, min søster eller hendes børn pludselig døde utidigt eller skulle få en uhelbredelig sygdom. Men min største skræk i livet er at miste min bror. En langt stærkere følelse end hvis jeg skulle miste nogle andre familiemedlemmer. Hvorfor det forholder sig sådan ved jeg ikke.
Måske er det fordi han er min lillebror i allerbogstaveligste forstand. Jeg er 7½ år ældre end ham. Mine forældre har ikke haft det store held med at få børn efter planen, så derfor er der 6 år mellem min søster og jeg, og således 13 år mellem min søster og bror. Min søster flyttede derfor hjemmefra da min lillebror kun var 5 år og så hang vi jo på hinanden. Som storesøsteren, der jo snildt lige kunne aflaste min mor, brugte jeg mangt en eftermiddag på at hente ham først i børnehaven og senere i fritidsordningen.
Det var mig, der hjalp ham til at lære at læse, da min mor havde mistet tålmodigheden og nægtede at acceptere at han havde lidt svært ved det. Jeg har automatisk kæmpet en kamp for at han ikke skulle døje med de samme forventninger og krav fra vores mor, som min søster og jeg kæmpede med.
Eksempelvis fik jeg gennemtrumfet at knægten selv måtte bestemme om han ville på gymnasiet eller ej. Det valg fik vi andre ikke, sådan var det jo bare.
Jeg elsker at tilbringe tid med min lillebror og gør alt hvad jeg kan for at få ham til at komme herned på ferie når han har tid. Så tager vi ud og fisker, laver mad sammen og ser plathumorfilm eller spiller Trivial Persuit.
Engang i mellem bliver jeg ringet op og får følgende besked:
"AAAAARRRRGH mor driver mig til vanvid!!"
Og så får jeg alle historierne og så sladrer vi lidt om det.
Vores yndlingsdiciplin er at tage stygt pis på vores mor.
På vej hjem i bilen blev jeg overmandet af en tilstand jeg tror de fleste mennesker kender. Den, hvor man tænker en tanke som leder til den næste etc. etc indtil det man befinder sig et helt andet sted end i begyndelsen.
Således hørte vi Nova.fm i radioen, der spillede Celina Ree med Når Du Rør Ved Mig. Når jeg hører den sang kommer jeg til at tænke på 18-årige poptøser. Dont ask why. Derfor var det næste naturlige skridt i tankerækken selvfølgelig denne unge kvinde, der døde en tragisk død. Og så var det at rædslen slog ned i mig. Tænk, hvis det var min lillebror. Han har dristet sig til at få et kørekort og det hjælper absolut ikke. Inde under solbrillerne begyndte tårerne at trille ned.
Jeg tror de fleste er bange for at miste nogen tæt på, eksempelvis forældre eller søskende, og børn for dem der har den slags.
Jeg synes naturligvis også det *trods alt* ville være en katastrofe, hvis mine forældre, Journalisten, min søster eller hendes børn pludselig døde utidigt eller skulle få en uhelbredelig sygdom. Men min største skræk i livet er at miste min bror. En langt stærkere følelse end hvis jeg skulle miste nogle andre familiemedlemmer. Hvorfor det forholder sig sådan ved jeg ikke.
Måske er det fordi han er min lillebror i allerbogstaveligste forstand. Jeg er 7½ år ældre end ham. Mine forældre har ikke haft det store held med at få børn efter planen, så derfor er der 6 år mellem min søster og jeg, og således 13 år mellem min søster og bror. Min søster flyttede derfor hjemmefra da min lillebror kun var 5 år og så hang vi jo på hinanden. Som storesøsteren, der jo snildt lige kunne aflaste min mor, brugte jeg mangt en eftermiddag på at hente ham først i børnehaven og senere i fritidsordningen.
Det var mig, der hjalp ham til at lære at læse, da min mor havde mistet tålmodigheden og nægtede at acceptere at han havde lidt svært ved det. Jeg har automatisk kæmpet en kamp for at han ikke skulle døje med de samme forventninger og krav fra vores mor, som min søster og jeg kæmpede med.
Eksempelvis fik jeg gennemtrumfet at knægten selv måtte bestemme om han ville på gymnasiet eller ej. Det valg fik vi andre ikke, sådan var det jo bare.
Jeg elsker at tilbringe tid med min lillebror og gør alt hvad jeg kan for at få ham til at komme herned på ferie når han har tid. Så tager vi ud og fisker, laver mad sammen og ser plathumorfilm eller spiller Trivial Persuit.
Engang i mellem bliver jeg ringet op og får følgende besked:
"AAAAARRRRGH mor driver mig til vanvid!!"
Og så får jeg alle historierne og så sladrer vi lidt om det.
Vores yndlingsdiciplin er at tage stygt pis på vores mor.
tirsdag den 26. maj 2009
Endnu et kapitel fra familiesagaen
Min morfar er en særlig mand.
Han har en stor næse og et overskæg og hvis man giver ham et partisantørklæde på hovedet ligner han til forveksling Yassir Arafat. *ikke at vi har prøvet det, selvom Lillebror og jeg har drømt om det mange gange*
Han var aktivt medlem af modstandsbevægelsen i Svendborg og kan fortælle bunker af historier om cykelture forbi tyskerne med håndgranater i poser på styret, geværer gemt i kælderen hos min mormors far osv osv.
Han kendte kunstneren Richard Mortensen og Kong Frederik IX personligt og under sidstnævntes regeringstid blev han tildelt Ridderkorset, men takkede nej.
Han har som skibsfører sejlet både Georg Stage og Peder Paars samt været mange steder i verden, mens de stadig var fjerne og eksotiske for den almindelige dansker.
Da min søster blev født (hans første barnebarn) satte han sig ned og byggede et dukkehus med indlagt elektricitet til hende og byggede en masse små fine møbler til også (Hvad der i øvrigt skete med det dukkehus kan læses her).
Da jeg var barn fortalte han mig om hans dresserede brumbasse, der hed Hans, og han trak mig ofte ud på terassen og pegede ud i den blå luft, mens han forundrede sig over at jeg slet, slet ikke kunne få øje på brumbassen. Og jeg ærgrede mig.
Hvis jeg var på besøg hos dem på det tidspunkt, hvor han udfyldte den ugentlige tipskupon, fik jeg altid lov til at kaste nogle tilfældige krydser, 1'ere og 2'ere ud i luften og så noterede han på kuponen.
Min søster fik kælenavnet Petersteralia. Jeg fik to navne, Baskepeter og Basseralle, og min lillebror fik navnet Jesper Knald (Min lillebror hedder ikke Jesper).
Han var gift med min mormor i næsten 60 år. Hun døde en måned før.
Desværre er min morfar også manden, der mener han skal blande sig i alt og at alt rager ham. Han har i ramme alvor kaldt min søster en fed ko og mig for et stort læs.
Han slutter hver en beretning om modstandsbevægelsen med at sige at han er flov over at have været med og at det skulle han aldrig have gjort.
Han er udpræget bundracist og lever stadig efter den retningslinje han som ung sømand fik besked på: Vend aldrig ryggen til en araber. Da en hjemmehjælper, iklædt tørklæde, ankom ved hans dør smækkede han døren i, hvorefter han ringede til kommunen og sagde at de aldrig skulle sende sådan én ud til ham igen (Hvilket de så i øvrigt heller aldrig gjorde).
Han ved til enhver tid mere om et samtaleemne end alle andre og man bliver kontant fejet af bordet, som regel med en afvisende håndbevægelse og ordet "Pis", når han ikke længere gider høre på folks forsøg på at forklare ham, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.
Det meste af min barndom var jeg en lille smule bange for ham, fordi han altid skældte ud på min mormor. Han yndede at råbe "Ret dig op!" til min mormor, mens han daskede hende i ryggen. Min mormor havde desværre bare en figur som et spørgsmålstegn på sine gamle dage og, hvor meget hun end ville, var hun så pukkelrygget at det var fysisk umuligt for hende at rette sig op. Det var han nu ret ligeglad med.
Da min mormor fik Alzheimers nægtede han at acceptere det og da hun efter godt 15 års sygdom var så medtaget, at hun var som en 3-årig og ude af stand til at tage sig af sig selv, insisterede han stadig på at passe hende selv. Det på trods af at han absolut ikke gav hende den pleje hun havde behov for. Derudover udøvede han næsten konstant verbale overgreb på hende ved at skælde hende ud over at hun ikke kunne huske og ikke kunne finde ud af noget osv osv. Det gjorde ondt at se, hvordan hun led under hans behandling.
Man må dog give ham, at han er blevet lidt blødere med alderen, især efter mormor er død og han har opdaget at det var hende, vi besøgte og ikke ham, og han har fået en snert af angst for at skulle sidde helt alene. Det meste af tiden er han dog den gamle morfar, der brokker sig meget forarget over at vi ikke kommer og besøger ham noget oftere. Han snakker dagligt med sine to søskende* og får jo så at vide, hvor ofte de får besøg af børn og børnebørn. Det er naturligvis en skandale at vi ikke også besøger ham lige så ofte. Engang mumlede jeg noget med at de jo altså har behandlet deres familie med respekt og kærlighed og at det nok gjorde en forskel. Han hørte det dog ikke og Kragens** øjne var ved at trille ud af øjnene på hende i forsøget på at give mig det farlige blik, som hun tror kan få enhver modtager til at forstå, at hvis ikke man opfører sig ordentligt får man alvorlig ballade***, så jeg valgte at lade være med at gentage det.
Det værste er at Kragen minder mere og mere om ham jo ældre hun bliver. Hun bliver mere og mere sur og gnaven, hun bliver mere og mere magtsyg og kontrollerende og hun mener, hun skal blande sig i alt og alle, det være sig livsstil, pengeforbrug eller, som også er min morfars favorit, andres vægt. Det er ganske utåleligt og jeg har sagt til Journalisten at hvis jeg bliver ligesom dem med tiden, må han gerne trække mig ud på gaden og skyde mig.
Det tilbud tog han imod med kyshånd.
*Hver formiddag kl 9.30 skiftes han og hans søster til at ringe og høre om den anden stadig er i live.
**Til nye læsere: Kragen a.k.a min mor
***Det blik virkede desværre da jeg var barn og fik mig til at frygte hende temmelig meget. Som følge af det, giver jeg hende nu forskellige typer blikke tilbage, der betyder ting som "Du må da være vanvittig" eller "Hvad blander du dig for" og også gerne bare "Hvad?". Det irriterer hende meget tydeligt at hun ikke har magten over mig længere, og det lader hun så gå ud over min far og lillebror ved at være usandsynligt eddikesur resten af dagen.
Han har en stor næse og et overskæg og hvis man giver ham et partisantørklæde på hovedet ligner han til forveksling Yassir Arafat. *ikke at vi har prøvet det, selvom Lillebror og jeg har drømt om det mange gange*
Han var aktivt medlem af modstandsbevægelsen i Svendborg og kan fortælle bunker af historier om cykelture forbi tyskerne med håndgranater i poser på styret, geværer gemt i kælderen hos min mormors far osv osv.
Han kendte kunstneren Richard Mortensen og Kong Frederik IX personligt og under sidstnævntes regeringstid blev han tildelt Ridderkorset, men takkede nej.
Han har som skibsfører sejlet både Georg Stage og Peder Paars samt været mange steder i verden, mens de stadig var fjerne og eksotiske for den almindelige dansker.
Da min søster blev født (hans første barnebarn) satte han sig ned og byggede et dukkehus med indlagt elektricitet til hende og byggede en masse små fine møbler til også (Hvad der i øvrigt skete med det dukkehus kan læses her).
Da jeg var barn fortalte han mig om hans dresserede brumbasse, der hed Hans, og han trak mig ofte ud på terassen og pegede ud i den blå luft, mens han forundrede sig over at jeg slet, slet ikke kunne få øje på brumbassen. Og jeg ærgrede mig.
Hvis jeg var på besøg hos dem på det tidspunkt, hvor han udfyldte den ugentlige tipskupon, fik jeg altid lov til at kaste nogle tilfældige krydser, 1'ere og 2'ere ud i luften og så noterede han på kuponen.
Min søster fik kælenavnet Petersteralia. Jeg fik to navne, Baskepeter og Basseralle, og min lillebror fik navnet Jesper Knald (Min lillebror hedder ikke Jesper).
Han var gift med min mormor i næsten 60 år. Hun døde en måned før.
Desværre er min morfar også manden, der mener han skal blande sig i alt og at alt rager ham. Han har i ramme alvor kaldt min søster en fed ko og mig for et stort læs.
Han slutter hver en beretning om modstandsbevægelsen med at sige at han er flov over at have været med og at det skulle han aldrig have gjort.
Han er udpræget bundracist og lever stadig efter den retningslinje han som ung sømand fik besked på: Vend aldrig ryggen til en araber. Da en hjemmehjælper, iklædt tørklæde, ankom ved hans dør smækkede han døren i, hvorefter han ringede til kommunen og sagde at de aldrig skulle sende sådan én ud til ham igen (Hvilket de så i øvrigt heller aldrig gjorde).
Han ved til enhver tid mere om et samtaleemne end alle andre og man bliver kontant fejet af bordet, som regel med en afvisende håndbevægelse og ordet "Pis", når han ikke længere gider høre på folks forsøg på at forklare ham, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.
Det meste af min barndom var jeg en lille smule bange for ham, fordi han altid skældte ud på min mormor. Han yndede at råbe "Ret dig op!" til min mormor, mens han daskede hende i ryggen. Min mormor havde desværre bare en figur som et spørgsmålstegn på sine gamle dage og, hvor meget hun end ville, var hun så pukkelrygget at det var fysisk umuligt for hende at rette sig op. Det var han nu ret ligeglad med.
Da min mormor fik Alzheimers nægtede han at acceptere det og da hun efter godt 15 års sygdom var så medtaget, at hun var som en 3-årig og ude af stand til at tage sig af sig selv, insisterede han stadig på at passe hende selv. Det på trods af at han absolut ikke gav hende den pleje hun havde behov for. Derudover udøvede han næsten konstant verbale overgreb på hende ved at skælde hende ud over at hun ikke kunne huske og ikke kunne finde ud af noget osv osv. Det gjorde ondt at se, hvordan hun led under hans behandling.
Man må dog give ham, at han er blevet lidt blødere med alderen, især efter mormor er død og han har opdaget at det var hende, vi besøgte og ikke ham, og han har fået en snert af angst for at skulle sidde helt alene. Det meste af tiden er han dog den gamle morfar, der brokker sig meget forarget over at vi ikke kommer og besøger ham noget oftere. Han snakker dagligt med sine to søskende* og får jo så at vide, hvor ofte de får besøg af børn og børnebørn. Det er naturligvis en skandale at vi ikke også besøger ham lige så ofte. Engang mumlede jeg noget med at de jo altså har behandlet deres familie med respekt og kærlighed og at det nok gjorde en forskel. Han hørte det dog ikke og Kragens** øjne var ved at trille ud af øjnene på hende i forsøget på at give mig det farlige blik, som hun tror kan få enhver modtager til at forstå, at hvis ikke man opfører sig ordentligt får man alvorlig ballade***, så jeg valgte at lade være med at gentage det.
Det værste er at Kragen minder mere og mere om ham jo ældre hun bliver. Hun bliver mere og mere sur og gnaven, hun bliver mere og mere magtsyg og kontrollerende og hun mener, hun skal blande sig i alt og alle, det være sig livsstil, pengeforbrug eller, som også er min morfars favorit, andres vægt. Det er ganske utåleligt og jeg har sagt til Journalisten at hvis jeg bliver ligesom dem med tiden, må han gerne trække mig ud på gaden og skyde mig.
Det tilbud tog han imod med kyshånd.
*Hver formiddag kl 9.30 skiftes han og hans søster til at ringe og høre om den anden stadig er i live.
**Til nye læsere: Kragen a.k.a min mor
***Det blik virkede desværre da jeg var barn og fik mig til at frygte hende temmelig meget. Som følge af det, giver jeg hende nu forskellige typer blikke tilbage, der betyder ting som "Du må da være vanvittig" eller "Hvad blander du dig for" og også gerne bare "Hvad?". Det irriterer hende meget tydeligt at hun ikke har magten over mig længere, og det lader hun så gå ud over min far og lillebror ved at være usandsynligt eddikesur resten af dagen.
lørdag den 23. maj 2009
Det nye sort
Hvor det i gamle dage var et skældsord og hvor mænd brugte det hånligt som forklaring på at konen teede sig åndssvagt *Gør mænd egentlig stadig det?*, så er det nu blevet meget moderne blandt kvinder at forklare alting med PMS.
"Ahmen jeg havde bare SÅ meget PMS!" og "Jeg har simpelthen så meget PMS lige i øjeblikket". Og så får man en lang smøre om, hvordan de har opført sig urimeligt og haft svedeture osv osv, alt sammen sagt med lidt stolthed i stemmen.
Jeg har været forskånet for PMS lige indtil for et par år siden, hvor jeg fik konstateret en unormal blodåre i hjernen og derfor ikke længere måtte spise p-piller. Der er jo ingen grund til at udfordre blodpropskæbnen.
Nu er det langsomt begyndt at gøre sig gældende og jeg kan godt mærke at der er bestemte tidspunkter på måneden, hvor jeg har mere let til tårer end ellers, min hud er sær, jeg er mere irritabel, Journalisten får en del skæld-ud og hvor der intet skal til at vælte min verden. Jeg vil umiddelbart skyde på at det er PMS.
Jeg synes dog ikke rigtig, det er noget jeg gider at involvere ret mange andre mennesker i. Jeg synes ikke det er noget at prale med og jeg gør egentligt mit bedste for ikke at lade det overtage mig krop. Det er fint nok at man lytter til sin krop og alt det der, men man behøver vel ikke miste alle hæmninger bare fordi man kan bortforklare det med hormoner?
Men nu er jeg jo også, til Kragens store fortrydelse, den type kvinde der forvandler sig til en frådende drage, hvis nogen vover at tage min BH fra mig samt væmmes voldsomt når andre kvinder undlader at tage BH på.
Jeg ville have været en dårlig rødstrømpe.
"Ahmen jeg havde bare SÅ meget PMS!" og "Jeg har simpelthen så meget PMS lige i øjeblikket". Og så får man en lang smøre om, hvordan de har opført sig urimeligt og haft svedeture osv osv, alt sammen sagt med lidt stolthed i stemmen.
Jeg har været forskånet for PMS lige indtil for et par år siden, hvor jeg fik konstateret en unormal blodåre i hjernen og derfor ikke længere måtte spise p-piller. Der er jo ingen grund til at udfordre blodpropskæbnen.
Nu er det langsomt begyndt at gøre sig gældende og jeg kan godt mærke at der er bestemte tidspunkter på måneden, hvor jeg har mere let til tårer end ellers, min hud er sær, jeg er mere irritabel, Journalisten får en del skæld-ud og hvor der intet skal til at vælte min verden. Jeg vil umiddelbart skyde på at det er PMS.
Jeg synes dog ikke rigtig, det er noget jeg gider at involvere ret mange andre mennesker i. Jeg synes ikke det er noget at prale med og jeg gør egentligt mit bedste for ikke at lade det overtage mig krop. Det er fint nok at man lytter til sin krop og alt det der, men man behøver vel ikke miste alle hæmninger bare fordi man kan bortforklare det med hormoner?
Men nu er jeg jo også, til Kragens store fortrydelse, den type kvinde der forvandler sig til en frådende drage, hvis nogen vover at tage min BH fra mig samt væmmes voldsomt når andre kvinder undlader at tage BH på.
Jeg ville have været en dårlig rødstrømpe.
onsdag den 20. maj 2009
Mooor er den bedste i veeeerden
Jeg læste for nylig et indlæg hos Belle Blues der handlede om hendes temmelig anstengte forhold til hendes mor og straks følte jeg mig truffet.
På facebook har der på det seneste været en del kvindelige medlemmer af min venneliste, der har meldt sig ind i gruppen "Jeg elsker min mor og jeg er stolt af det".
Jeg tænkte at jeg i den forbindelse ville kigge lidt på, hvorfor jeg under ingen omstændigheder vil melde mig ind i den gruppe*.
I beskrivelsesfeltet har de skrevet en række udsagn, der lyder således:
Den her Facebook group er til dig der elsker din mor.
Du elsker hende for de mange gange hun har:
-Lavet din livret.
Min mor har ingen anelse om, hvad min livret er. Og hun spørger stadig om jeg skal have sild til frokosterne, selvom jeg er hardcore ikke-fiskespiser og har været det det meste af mit liv.
-Lagt dig i seng, med alt for høj promille.
No way. Min mor betragter druk som værende noget åndssvagt som kun dumme mennesker gør. Hun har forsøgt at spærre mig og mine søskende inde, så længe hun kunne, da vi var teenagere fordi fester absolut ikke var noget vi burde blandes ind i. Hvis man havde en ordentlig brandert på var der derfor no mercy og foragten lyste ud af øjenene. Det gør den i øvrigt stadig selvom vi alle er voksne nu.
-Givet dig masser af kærlighed når du havde mest brug for det.
Hvad har man kærester til?
-Holdt dit hår når du sku brække dig.
Hvis man skulle kaste op var hun den der forsvandt. Det måtte jeg selv klare. Hvis jeg havde brækket mig ud over det hele måtte min far pænt tørre op.
-Vasket dit tøj.
"Hvis du vil have vasket tøj må du selv gøre det. Det er ikke en servicebutik, det her."
-Kløet din ryg.
A'hva?
-Sagt at det hele nok skal ordne sig i de mest mørke tider.
Pfff... Da jeg omkring nytår var på vej ind i en depression, men trods alt havde viljen til at komme igennem og bare skulle bruge støtte, fik jeg besked på at tingene ikke var så slemme som jeg påstod og at jeg skulle tage mig sammen. Derefter udstedte hun en mængde krav til, hvordan jeg skulle leve mit liv og så mente hun i øvrigt at jeg skulle tage til lægen omgående og få en hurtig medicinering. Så var det jeg blev lidt hidsig og råbte op om at hun måtte være vanvittig og at hun skulle holde op med at umyndiggøre mig på den måde. Det slog hende dog ikke ud og hun udmeldte at denne reaktion jo naturligvis var et tydeligt bevis på, at hun havde ret og at jeg blot skulle indlægge på psyk asap og jeg fortrød bittert at jeg havde inddraget hende i mine problemer. Det blev de sådan set kun værre af.**
På facebook har der på det seneste været en del kvindelige medlemmer af min venneliste, der har meldt sig ind i gruppen "Jeg elsker min mor og jeg er stolt af det".
Jeg tænkte at jeg i den forbindelse ville kigge lidt på, hvorfor jeg under ingen omstændigheder vil melde mig ind i den gruppe*.
I beskrivelsesfeltet har de skrevet en række udsagn, der lyder således:
Den her Facebook group er til dig der elsker din mor.
Du elsker hende for de mange gange hun har:
-Lavet din livret.
Min mor har ingen anelse om, hvad min livret er. Og hun spørger stadig om jeg skal have sild til frokosterne, selvom jeg er hardcore ikke-fiskespiser og har været det det meste af mit liv.
-Lagt dig i seng, med alt for høj promille.
No way. Min mor betragter druk som værende noget åndssvagt som kun dumme mennesker gør. Hun har forsøgt at spærre mig og mine søskende inde, så længe hun kunne, da vi var teenagere fordi fester absolut ikke var noget vi burde blandes ind i. Hvis man havde en ordentlig brandert på var der derfor no mercy og foragten lyste ud af øjenene. Det gør den i øvrigt stadig selvom vi alle er voksne nu.
-Givet dig masser af kærlighed når du havde mest brug for det.
Hvad har man kærester til?
-Holdt dit hår når du sku brække dig.
Hvis man skulle kaste op var hun den der forsvandt. Det måtte jeg selv klare. Hvis jeg havde brækket mig ud over det hele måtte min far pænt tørre op.
-Vasket dit tøj.
"Hvis du vil have vasket tøj må du selv gøre det. Det er ikke en servicebutik, det her."
-Kløet din ryg.
A'hva?
-Sagt at det hele nok skal ordne sig i de mest mørke tider.
Pfff... Da jeg omkring nytår var på vej ind i en depression, men trods alt havde viljen til at komme igennem og bare skulle bruge støtte, fik jeg besked på at tingene ikke var så slemme som jeg påstod og at jeg skulle tage mig sammen. Derefter udstedte hun en mængde krav til, hvordan jeg skulle leve mit liv og så mente hun i øvrigt at jeg skulle tage til lægen omgående og få en hurtig medicinering. Så var det jeg blev lidt hidsig og råbte op om at hun måtte være vanvittig og at hun skulle holde op med at umyndiggøre mig på den måde. Det slog hende dog ikke ud og hun udmeldte at denne reaktion jo naturligvis var et tydeligt bevis på, at hun havde ret og at jeg blot skulle indlægge på psyk asap og jeg fortrød bittert at jeg havde inddraget hende i mine problemer. Det blev de sådan set kun værre af.**
Og da jeg i sin tid var indlagt på neurologisk afdeling med et lamt ansigt og dobbeltsyn og ingen vidste hvad jeg fejlede, sørgede hun for at klage sin nød til sine venner og bekendte - og smørede tykt på historien. Min mor tilpasser nemlig enhver situation til hendes behov. Hvis ikke historien er god nok i hendes øjne, så pynter hun bare på den. Dette giver en masse pinlige situationer, når jeg efterfølgende må forklare folk at hun er fuld af løgn. Og naturligvis bliver hun hver gang ufattelig sur på mig når jeg gør hende opmærksom på at det er forkerte ting hun siger til folk.
Det der gjorde at Belle Blues indlæg ramte en nerve hos mig var beskyldningen om spiseforstyrrelse. Den har jeg naturligvis også fået. Mit sidste halve år på gymnasiet var et mareridt fordi min far havde valgt at duske en fremmed dame og af en eller anden grund havde min mor så bestemt at det var mit job at løse deres problemer. Dette bevirkede at jeg havde konstant kvalme i et halvt år og måtte have piller af lægen for at styre det. Jeg måtte pakke mit grej og skride for at kunne få fred til at læse til min studentereksamen. Nogle uger senere tog hele den pukkelryggede på udenlandstur for at fejre min studenterhat og her var det så at hun valgte at beskylde mig for at have en spiseforstyrrelse fordi jeg for det første var åleslank og for det andet gik på toilettet under maden *Jeg skulle tisse for helvede!*. Nu til dags har hun dog mere travlt med at fortælle mig, hvor fed jeg er, på trods af at jeg har normal vægt og ser helt normal ud.
Så nej, den gruppe er vist ikke rigtig noget for mig.
*Hvis man lige ser bort fra at jeg aldrig melder mig ind i grupper, der ikke har noget med skole eller arbejde at gøre.
**Det er nu blevet en stående joke mellem Journalisten og mig. Hvis en af os opfører sig tåbeligt i en eller anden situation bliver vedkommende omgående idømt en hurtig medicinering.onsdag den 13. maj 2009
Botaniknyt
I den seneste udgave af Søndagsavisen havde Mette Lisby en lille artikel, hvor hun skrev om en orkide hun havde anskaffet sig og om hvor forfærdelige orkideer er at passe. Herefter remsede hun alle reglerne for den specielle og meget nødvendige pleje op, særlig varme, særligt lys, vandbade etc. Senere fortalte hun også om at man åbenbart skal klippe orkideen ned til mellem 20 og 25 cm når den er afblomstret osv osv.
Et sted i sin artikel stillede hun det glimrende spørgsmål: Hvordan kan en plante, der skal have vandbad en gang om ugen, gødes en gang om måneden, udplantes hver andet år i orkidejord og stå i en bestemt temperatur, overleve i den fri natur?
Det spørgsmål tror jeg at jeg har svaret på:
Fordi det er noget forbandet hysteri. Punktum.
Jeg har aldrig haft orkideer af selv samme grund som Mette Lisby. Fordi de er umulige. Eller dvs. det er i hvert fald det, jeg har fået tudet ørene fulde af, bl.a. af Kragen og min svigermor.
Så var det at jeg flyttede i sommers og nu bor i en lejlighed med meget store vinduer. Dette betyder at hvis jeg vil have pynt i vindueskarmen bag min sofa, skal det være noget meget højt pynt for at rage op over sofakanten. A.k.a en orkide, der var på tilbud i bilka på det tidspunkt. Jeg kunne jo bare kaste den bort når den døde. Samtidig valgte svigermor at forære mig en anden orkide i indflyttergave. Da de så afblomstrede kunne jeg alligevel ikke få mig til at smide dem ud og så var gode dyr rådne. Derfor ringede jeg til begge damer og spurgte, hvad jeg så skulle gøre. Jeg fik lange foredrag, jeg havde glemt inden jeg lagde på og derfor har jeg gjort følgende ved mine orkideer:
1. Jeg har IKKE givet dem vandbad på noget tidspunkt
2. Jeg har IKKE givet dem gødning på noget tidspunkt
3. Jeg vander dem når jeg kommer i tanke om det. Det er ikke så tit.
4. De står ved det vindue jeg åbner, når der skal luftes ud. Altså får de rigeligt træk hver dag.
5. Jeg klippede alle stænglerne ned til grunden, hvorefter stænglerne naturligvis visnede.
Jeg har med andre ord gjort alt hvad jeg kan for at ignorere dem og alt det forkerte ifølge de orkidekyndige - og de har sådan set også set triste ud siden september. De står der kun fordi man alligevel ikke kan se dem og eftersom de jo ikke er decideret døde kan de ligeså godt blive stående.
Men. For ca. en måned siden begyndte der at ske et eller andet. De begyndte at sætte lidt flere rødder og nu er der sket dette:
Et sted i sin artikel stillede hun det glimrende spørgsmål: Hvordan kan en plante, der skal have vandbad en gang om ugen, gødes en gang om måneden, udplantes hver andet år i orkidejord og stå i en bestemt temperatur, overleve i den fri natur?
Det spørgsmål tror jeg at jeg har svaret på:
Fordi det er noget forbandet hysteri. Punktum.
Jeg har aldrig haft orkideer af selv samme grund som Mette Lisby. Fordi de er umulige. Eller dvs. det er i hvert fald det, jeg har fået tudet ørene fulde af, bl.a. af Kragen og min svigermor.
Så var det at jeg flyttede i sommers og nu bor i en lejlighed med meget store vinduer. Dette betyder at hvis jeg vil have pynt i vindueskarmen bag min sofa, skal det være noget meget højt pynt for at rage op over sofakanten. A.k.a en orkide, der var på tilbud i bilka på det tidspunkt. Jeg kunne jo bare kaste den bort når den døde. Samtidig valgte svigermor at forære mig en anden orkide i indflyttergave. Da de så afblomstrede kunne jeg alligevel ikke få mig til at smide dem ud og så var gode dyr rådne. Derfor ringede jeg til begge damer og spurgte, hvad jeg så skulle gøre. Jeg fik lange foredrag, jeg havde glemt inden jeg lagde på og derfor har jeg gjort følgende ved mine orkideer:
1. Jeg har IKKE givet dem vandbad på noget tidspunkt
2. Jeg har IKKE givet dem gødning på noget tidspunkt
3. Jeg vander dem når jeg kommer i tanke om det. Det er ikke så tit.
4. De står ved det vindue jeg åbner, når der skal luftes ud. Altså får de rigeligt træk hver dag.
5. Jeg klippede alle stænglerne ned til grunden, hvorefter stænglerne naturligvis visnede.
Jeg har med andre ord gjort alt hvad jeg kan for at ignorere dem og alt det forkerte ifølge de orkidekyndige - og de har sådan set også set triste ud siden september. De står der kun fordi man alligevel ikke kan se dem og eftersom de jo ikke er decideret døde kan de ligeså godt blive stående.
Men. For ca. en måned siden begyndte der at ske et eller andet. De begyndte at sætte lidt flere rødder og nu er der sket dette:
Nemlig. Det er en blomsterstilk. I rest my case.
søndag den 10. maj 2009
Ak Ak
Jeg glemte mors dag.
Normalt plejer jeg at køre forbi med en hjemmelavet buket. Jeg er en af den slags mennesker, der ikke gider bruge 150 kr på ti blomster hos blomsterhandleren, når jeg selv kan vikle cellofan omkring 80 afskårne blomster for de samme penge. Det er måske ikke så opfindsomt med pynteblade og hvad ved jeg, men jeg synes det er meget federe med sådan en buket.
Any who, siden sidste Mors dag er jeg flyttet fra Århus (hvor jeg er vokset op og hvor de gamle stadig bor), væk fra de evige påmindelser, når jeg kom forbi til kaffe: "Ja, nu er det jo snart Mors dag jo....".
Således har jeg brugt min søndag på at geocache og spise is med Journalisten i det gode vejr mens vi begge lykkeligt havde glemt alt om Mors dag.
Det er muligt at Kragen er blevet en smule mopset over det, det skal jeg ikke kunne sige. Har ikke tænkt mig at spørge hende (ingen grund til at stille spørgsmål man godt kender svaret på).
Næste gang er det så Fars dag. Han er for det meste ligeglad med den slags ting, så han plejer at få en pakke smøger. Siden sidst er han dog holdt op med at ryge, så denne gang skal han nok ikke have noget.
Eller måske køber jeg en Kylling til ham, hvis jeg husker det.
Normalt plejer jeg at køre forbi med en hjemmelavet buket. Jeg er en af den slags mennesker, der ikke gider bruge 150 kr på ti blomster hos blomsterhandleren, når jeg selv kan vikle cellofan omkring 80 afskårne blomster for de samme penge. Det er måske ikke så opfindsomt med pynteblade og hvad ved jeg, men jeg synes det er meget federe med sådan en buket.
Any who, siden sidste Mors dag er jeg flyttet fra Århus (hvor jeg er vokset op og hvor de gamle stadig bor), væk fra de evige påmindelser, når jeg kom forbi til kaffe: "Ja, nu er det jo snart Mors dag jo....".
Således har jeg brugt min søndag på at geocache og spise is med Journalisten i det gode vejr mens vi begge lykkeligt havde glemt alt om Mors dag.
Det er muligt at Kragen er blevet en smule mopset over det, det skal jeg ikke kunne sige. Har ikke tænkt mig at spørge hende (ingen grund til at stille spørgsmål man godt kender svaret på).
Næste gang er det så Fars dag. Han er for det meste ligeglad med den slags ting, så han plejer at få en pakke smøger. Siden sidst er han dog holdt op med at ryge, så denne gang skal han nok ikke have noget.
Eller måske køber jeg en Kylling til ham, hvis jeg husker det.
fredag den 20. februar 2009
Sød pige søger..
På nogle af de blogs jeg læser har jeg opdaget at begrebet netdating er kommet lidt op og jeg følte mig straks truffet. Faktisk er alle de langvarige forhold jeg har haft produktet af netdating. Så det kan lade sig gøre.
Kragen har altid sagt "Jeg forstår ikke du tør, du er ikke rigtig klog! Med alle de voldtægtsforbrydere alle steder! Der findes jo ingen reelle mennesker på nettet" (Min mor HADER internettet, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl). Jeg har prøvet at forklare hende at det sådan set også kan lade sig gøre at blive voldtaget nede i Mølleparken en lørdag aften. Det er set før.
I min karriere som netdater fik jeg det meste af min tid til at gå med at være ultra skeptisk og sorterede med rund hånd. Ud af alle de beskeder jeg fik var der ca 1 % der var brugbare og værd at bruge tid på. Ud af dem var det nok en 1/3 jeg gad se i virkeligheden. Og alligevel gik det galt *sigh*.
Der var ham som lagde op til den mest romantiske date i skoven på en rigtig sommerdag. Han mødte således op i spejderuniform, for man skal jo være praktisk klædt på når man sådan skal offroade. Af statur mindede han faktisk ret meget om Lord Farquaard fra Shrek, bare uden den fimsede page (Efter den episode nægtede jeg at gå på date med folk jeg ikke havde set på webcam først).
Han havde desuden et behov for at fortælle mig at han var så kilden at hvis man (læs: mig) rørte hans aura ville han virkelig dø af grin. Og så svedte han voldsomt på det der lille stykke mellem overlæben og næsen. Rigtig meget.
Der var også liiige ham, der forsøgte at imponere mig med at alle de ar, han havde i ansigtet, stammede fra forskellige krige han havde været med i. Han havde ellers fat i mig der et øjeblik, men selvfølgelig gik han over stregen og påstod at et af dem kom da han var med i golfkrigen i starten af 90'erne. På det tidspunkt var han 13 år (jeg kunne godt regne) og han måtte erkende at han egentlig aldrig havde været i krig med andre end naboens hund, der havde gnasket lidt på hans fjæs.
Man kunne nemt tro at jeg var en anelse kræsen når det kom til mandfolk *host*. Ingen tvivl om at jeg havde en vis idé om udseende osv.
Alligevel kastede jeg mig en dag ud i en date med en fyr, som på ingen måde levede op til mine ambitioner, men som på en eller anden uforklarlig måde havde formået at fange min interesse. Jeg var flere gange på vej til at aflyse daten fordi jeg ikke rigtig havde den store tiltro og forventede at det ville gå helt galt - lige som alle de andre.
Nu, adskillige år efter, synes jeg stadig det er en fornøjelse at dele matrikel med ham.
Kragen har altid sagt "Jeg forstår ikke du tør, du er ikke rigtig klog! Med alle de voldtægtsforbrydere alle steder! Der findes jo ingen reelle mennesker på nettet" (Min mor HADER internettet, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl). Jeg har prøvet at forklare hende at det sådan set også kan lade sig gøre at blive voldtaget nede i Mølleparken en lørdag aften. Det er set før.
I min karriere som netdater fik jeg det meste af min tid til at gå med at være ultra skeptisk og sorterede med rund hånd. Ud af alle de beskeder jeg fik var der ca 1 % der var brugbare og værd at bruge tid på. Ud af dem var det nok en 1/3 jeg gad se i virkeligheden. Og alligevel gik det galt *sigh*.
Der var ham som lagde op til den mest romantiske date i skoven på en rigtig sommerdag. Han mødte således op i spejderuniform, for man skal jo være praktisk klædt på når man sådan skal offroade. Af statur mindede han faktisk ret meget om Lord Farquaard fra Shrek, bare uden den fimsede page (Efter den episode nægtede jeg at gå på date med folk jeg ikke havde set på webcam først).
Han havde desuden et behov for at fortælle mig at han var så kilden at hvis man (læs: mig) rørte hans aura ville han virkelig dø af grin. Og så svedte han voldsomt på det der lille stykke mellem overlæben og næsen. Rigtig meget.
Der var også liiige ham, der forsøgte at imponere mig med at alle de ar, han havde i ansigtet, stammede fra forskellige krige han havde været med i. Han havde ellers fat i mig der et øjeblik, men selvfølgelig gik han over stregen og påstod at et af dem kom da han var med i golfkrigen i starten af 90'erne. På det tidspunkt var han 13 år (jeg kunne godt regne) og han måtte erkende at han egentlig aldrig havde været i krig med andre end naboens hund, der havde gnasket lidt på hans fjæs.
Man kunne nemt tro at jeg var en anelse kræsen når det kom til mandfolk *host*. Ingen tvivl om at jeg havde en vis idé om udseende osv.
Alligevel kastede jeg mig en dag ud i en date med en fyr, som på ingen måde levede op til mine ambitioner, men som på en eller anden uforklarlig måde havde formået at fange min interesse. Jeg var flere gange på vej til at aflyse daten fordi jeg ikke rigtig havde den store tiltro og forventede at det ville gå helt galt - lige som alle de andre.
Nu, adskillige år efter, synes jeg stadig det er en fornøjelse at dele matrikel med ham.
torsdag den 19. februar 2009
We are family
Det trak op til en familiefest, der i forvejen var blæst fuldkommen ud af proportioner. Kragen ringede til mig for at tjekke op på om jeg nu også var i stand til at håndtere min tøjsituation selv.
Krage: "Nå, har du fundet ud af hvad du skal have på?"
Mig: "Ja, jeg har været ude og købe en nederdel i dag"
Krage: "Åh, DET var godt, så slipper vi for at se på den der sorte nederdel"
Mig: "Njaaa, jeg var nu så glad for den, så jeg har faktisk bare købt den i en større størrelse, fordi jeg er blevet lidt småfed på det sidste"
Krage, nu lettere stram: "Jamen, du trænger altså virkelig også til at tabe dig! Nå, men så har du har du vel forhåbentlig købt en pæn bluse til?"
Mig: "Næh, jeg regner med at tage en af de udmærkede bluser jeg har inde i skabet på"
Krage, tydeligt utilfreds: "Hm. Det er da godt du har så mange pæne smykker."
Det er altid en fornøjelse at snakke med stamtræet.
Krage: "Nå, har du fundet ud af hvad du skal have på?"
Mig: "Ja, jeg har været ude og købe en nederdel i dag"
Krage: "Åh, DET var godt, så slipper vi for at se på den der sorte nederdel"
Mig: "Njaaa, jeg var nu så glad for den, så jeg har faktisk bare købt den i en større størrelse, fordi jeg er blevet lidt småfed på det sidste"
Krage, nu lettere stram: "Jamen, du trænger altså virkelig også til at tabe dig! Nå, men så har du har du vel forhåbentlig købt en pæn bluse til?"
Mig: "Næh, jeg regner med at tage en af de udmærkede bluser jeg har inde i skabet på"
Krage, tydeligt utilfreds: "Hm. Det er da godt du har så mange pæne smykker."
Det er altid en fornøjelse at snakke med stamtræet.
mandag den 9. februar 2009
Unreal Reality
Jeg har tænkt meget over fænomenet Facebook (I det følgende af og til betegnet som "det"). Stort set alle jeg kender har en mening om det og det er de færreste der ikke som minimum har hørt om det. Faktisk har emnet af og til ført til ophedet debat. Jeg har hørt folk lovprise det og hørt folk bande over det. Jeg har set og hørt folk blære sig med antal venner.
Jeg har personligt intet problem med Facebook. Jeg lader bare være med at tage det for mere end det er. Jeg har ikke noget behov for at udtrykke mine holdinger via grupper og jeg smider ikke om mig med personlige oplysninger, da de folk jeg har på min liste i de fleste tilfælde godt ved hvor jeg bor... (og andre kan sådan set bare spørge hvis de vil vide noget). Jeg tilføjer ikke folk jeg ikke kender, og jeg ville have det dobbelte antal hvis jeg tilføjede ALLE jeg kender. Der er bare nogle mennesker jeg egentlig ikke gider associeres med. Heller ikke selvom det ville betyde at min venneliste vil være på adskillige hundrede personer.
Men nogle mennesker ser det af en eller anden grund som en styrke at have mange venner. Jeg har ovenikøbet oplevet at en nær veninde af mig glad - og lidt hændergnidende - kom hen til mig og råbte "ha ha nu har jeg flere venner end dig på Facebook"... godt så...
Såkaldte eksperter* råber vagt i gevær fordi ungdommen bliver afsporet og mister al forbindelse til virkeligheden. Men hvor går stregen? Hvornår går en person fra at være virkelig til at være uvirkelig? For alle de folk der er på min liste er virkelige...men bliver de så uvirkelige i det sekund jeg kommunikerer med dem via facebook i stedet for en telefon? Og bliver jeg uvirkelig for de mennesker der har mig på listen? Jeg har ikke umiddelbart bemærket pixelering ud over det sædvanlige..?
Nævner man Facebook i Kragens nærvær kan man være stensikker på at hun begynder på en prædiken om, hvor rædselsfuldt det er og "hvad er en Ven? Det er jo en forskruelse af folks opfattelse af begrebet Ven og det er langt bedre at have få Venner, da folk der har mange såkaldte Venner har et overfladisk forhold til alle og enhver! Man burde lukke det der Facebook".
Jeg har forsøgt at forklare hende at man ikke nødvendigvis er sindssyg bare fordi man har mange venner på facebook og har endda prøvet at forklare hende de gode ting ved facebook ved at kalde venner for oste istedet, fordi hun starter forfra på sin klagesang hver gang jeg når til ordet venner.
Journalisten (Min kæreste Red.) bruger Facebook som netværk og har 350 mennesker på sin liste. Er det ikke det man hører alle steder? network network network?
Og hvad angår børn og unge så forstår jeg heller ikke umiddelbart problemet. Så længe børnene er børn er det vel forældrenes ansvar og ikke facebooks. "Jamen forældrene kan jo ikke være til stede hele tiden". Nej, men så kan de sq bare klippe ledningen til internettet mens de er væk. Så har de da fred så længe ungerne surmuler. Og mht teenagere er det vel meget normalt er der er folk der er mere populære end andre, det er bare noget andet man måles efter i disse dage**
Jeg kan til dels godt forstå at folk panikker og jeg kan sådan set også godt forstå at nogle mennesker har et stort behov for opmærksomhed. Fred være med det. Men jeg synes nu stadig det er tilladt at bruge sin sunde fornuft uanset om man tilhører den ene eller den anden lejr.
*Er der ikke noget om at man nu til dags kan få prædikatet ekspert hvis man blot har hørt om det pågældende emne? Det skulle man i hvert fald tro
** Ib Grønbech skrev jo så sandt "Hvorfor må a æj få beatles hår?"
Jeg har personligt intet problem med Facebook. Jeg lader bare være med at tage det for mere end det er. Jeg har ikke noget behov for at udtrykke mine holdinger via grupper og jeg smider ikke om mig med personlige oplysninger, da de folk jeg har på min liste i de fleste tilfælde godt ved hvor jeg bor... (og andre kan sådan set bare spørge hvis de vil vide noget). Jeg tilføjer ikke folk jeg ikke kender, og jeg ville have det dobbelte antal hvis jeg tilføjede ALLE jeg kender. Der er bare nogle mennesker jeg egentlig ikke gider associeres med. Heller ikke selvom det ville betyde at min venneliste vil være på adskillige hundrede personer.
Men nogle mennesker ser det af en eller anden grund som en styrke at have mange venner. Jeg har ovenikøbet oplevet at en nær veninde af mig glad - og lidt hændergnidende - kom hen til mig og råbte "ha ha nu har jeg flere venner end dig på Facebook"... godt så...
Såkaldte eksperter* råber vagt i gevær fordi ungdommen bliver afsporet og mister al forbindelse til virkeligheden. Men hvor går stregen? Hvornår går en person fra at være virkelig til at være uvirkelig? For alle de folk der er på min liste er virkelige...men bliver de så uvirkelige i det sekund jeg kommunikerer med dem via facebook i stedet for en telefon? Og bliver jeg uvirkelig for de mennesker der har mig på listen? Jeg har ikke umiddelbart bemærket pixelering ud over det sædvanlige..?
Nævner man Facebook i Kragens nærvær kan man være stensikker på at hun begynder på en prædiken om, hvor rædselsfuldt det er og "hvad er en Ven? Det er jo en forskruelse af folks opfattelse af begrebet Ven og det er langt bedre at have få Venner, da folk der har mange såkaldte Venner har et overfladisk forhold til alle og enhver! Man burde lukke det der Facebook".
Jeg har forsøgt at forklare hende at man ikke nødvendigvis er sindssyg bare fordi man har mange venner på facebook og har endda prøvet at forklare hende de gode ting ved facebook ved at kalde venner for oste istedet, fordi hun starter forfra på sin klagesang hver gang jeg når til ordet venner.
Journalisten (Min kæreste Red.) bruger Facebook som netværk og har 350 mennesker på sin liste. Er det ikke det man hører alle steder? network network network?
Og hvad angår børn og unge så forstår jeg heller ikke umiddelbart problemet. Så længe børnene er børn er det vel forældrenes ansvar og ikke facebooks. "Jamen forældrene kan jo ikke være til stede hele tiden". Nej, men så kan de sq bare klippe ledningen til internettet mens de er væk. Så har de da fred så længe ungerne surmuler. Og mht teenagere er det vel meget normalt er der er folk der er mere populære end andre, det er bare noget andet man måles efter i disse dage**
Jeg kan til dels godt forstå at folk panikker og jeg kan sådan set også godt forstå at nogle mennesker har et stort behov for opmærksomhed. Fred være med det. Men jeg synes nu stadig det er tilladt at bruge sin sunde fornuft uanset om man tilhører den ene eller den anden lejr.
*Er der ikke noget om at man nu til dags kan få prædikatet ekspert hvis man blot har hørt om det pågældende emne? Det skulle man i hvert fald tro
** Ib Grønbech skrev jo så sandt "Hvorfor må a æj få beatles hår?"
søndag den 8. februar 2009
For eller imod pels?
"Jeg må prøve at have en blog", tænkte jeg og oprettede en - efter jeg i 20 mins havde været blank for ideer til et blog navn. Alle de åbenlyse blognavne er jo taget og skuffende nok er mange af dem blot testsider der ikke bruges til noget.
Nå, men hvorfor en blog.. jeg har jo rent faktisk ikke noget fornuftigt at bidrage med som ikke allerede findes i en blog i forvejen. Jeg følger med i en stak blogs og er kommet frem til at det (vist nok) er helt okay at være et almindeligt menneske der deler sin hverdag og oplevelser med resten af internettet (eller de tre mennesker der måske læser ens blog).
Selvfølgelig, hvis man spørger Kragen (min mor, Red.) så er det et udtryk for at man har et sygt opmærksomhedsbehov og man vil som konsekvens af det blive et ensomt menneske, afskåret fra resten af verden.
Jeg vover en pels alligevel.
Nå, men hvorfor en blog.. jeg har jo rent faktisk ikke noget fornuftigt at bidrage med som ikke allerede findes i en blog i forvejen. Jeg følger med i en stak blogs og er kommet frem til at det (vist nok) er helt okay at være et almindeligt menneske der deler sin hverdag og oplevelser med resten af internettet (eller de tre mennesker der måske læser ens blog).
Selvfølgelig, hvis man spørger Kragen (min mor, Red.) så er det et udtryk for at man har et sygt opmærksomhedsbehov og man vil som konsekvens af det blive et ensomt menneske, afskåret fra resten af verden.
Jeg vover en pels alligevel.
Abonner på:
Opslag (Atom)