Bedøv venligst min hjerne, tak.

Jeg sover elendigt for tiden. Forleden nat havde jeg et mareridt. Sådan virkelig for alvor, hvor jeg vågnede op med et sæt og med sved på panden. Med rigtig, ægte frygt og hjertebanken. Virkelig uhyggeligt. Kan ikke huske det er sket før.

Så kunne man jo fristes til at blive en af de personer, der ikke vil lægge sig til at sove af frygt for at det kommer til at ske igen. Men beklageligvis er dagtimerne egentlig ikke vanvittigt meget bedre. Lige for tiden løber min hjerne over med sladder fra alle ender og kanter. Jeg ved efterhånden alt om alle i omgangskredsen, og jeg er endda automatisk begyndt at stille spørgsmål, som jeg ikke rigtig har lyst til at få svaret på. Og det bliver det jo ikke sjovere af.

Da vi flyttede herned for halvandet år siden og havde lært vennerne at kende, syntes jeg at de alle var så søde og rare og følte mig rigtig godt tilpas sammen med dem. Følte mig faktisk bedre tilpas sammen med dem end med nogen af de andre venner jeg har haft. Og jeg er ikke en udpræget venne-person. Af en eller anden grund smuldrer venskaber altid mellem fingrene på mig.

Men nu er det ved at gå op for mig at de ikke er et hak bedre end alle andre *og selvfølgelig er de ikke det.. de er jo mennesker* . De er drevet af begær, jalousi, selvambitioner og misundelse. Og sladder. I tøndevis. Jeg har bittert måtte erkende, at jeg skal passe meget på, hvem jeg fortæller hvad. Eksempelvis er en privat sag om mig og Journalisten lige pludselig blevet til et samtaleemne hos folk jeg slet ikke kender, og det har jeg det meget skidt med. Og jeg er utrolig skuffet. Jeg er skuffet over at personer, som ellers har gjort et stort nummer ud af at blive gode venner med mig, mere eller mindre forsøger på at korrumpere mit forhold til Journalisten ved at stille sig fuldstændig uforstående overfor, hvad jeg ser i ham - og i øvrigt have en lidt for stor interesse i, om vores forhold er godt eller skidt.

Under normale omstændigheder ville det nok ikke røre mig stort. Men som det er lige for tiden, magter jeg det faktisk ikke rigtigt. Jeg har efterhånden udviklet mig til et bittert menneske uden nogen som helst form for lunte eller tålmodighed - eller humor, for den sags skyld.
Jeg bliver ganske enkelt træt i hovedet af folk, der snager i mit privatliv, så de kan komme til at sladre om det. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle holde hemmeligheder, fordi folk opfører sig på en måde, de ikke vil have omverdenen til at vide noget om. Jeg bliver træt i hovedet af at skulle svare afvigende på spørgsmål hele tiden, fordi folk tror jeg ved noget, hvilket jeg som regel også gør, men som jeg så har lovet ikke at sige til nogen. Og i forvejen er jeg uhyggelig dårlig til at lyve, så jeg hader at skulle spille skuespil på den måde.
Og det værste er, at jeg ikke engang bliver sur eller fornærmet. Jeg bliver sgu ked af det og ærgelig.

Og så synes jeg det er uhyggeligt som folk kan være sukkersøde og kærlige overfor alle og enhver - og så forvandle sig til giftige slanger bag ryggen på folk, når de får chancen for det.

Ud i det blå

Jeg har en veninde, der er tilflytter som mig selv. Hun har mandagsfri fra hendes arbejde og så bruger vi tit en mandag på at hygge os.
Sidste gang tog vi to timers bowling, men da det smadrede mit i forvejen håbløse håndled vurderede vi, at vi nok skulle lave noget andet et stykke tid.

I dag syntes vi så det var på tide, at vi kom lidt omkring og så noget af egnen, og løbet af eftermiddagen nåede vi faktisk en hel del. Vi var selv ret imponerede.

Vi var bl.a. på en kirkegård ikke så langt herfra, hvor mit grotesk store familiegravsted ligger *det er faktisk lidt en attraktion i sig selv*, vi var forbi Gram Slot *skuffende*, spiste frokost i Skærbæk og så en ruin i Trøjborg.
Vi var en tur igennem Møgeltønder, hvor de havde verdens fedeste brugskunstloppemarkedsbutik *vil nogen donere 4200,- til et fedt bord med fire stole?*, vi kørte over grænsen i Rudbøl, drønede forvirret rundt på digerne omkring Neukirchen, købte lidt ind i en lille butik i Aventoft, hvorefter vi kørte tilbage over grænsen og tog hovedvejen hjem igen.
Hertil skal lægges en milliard små landsbyer, med navne som Spandet, Mjolden, Øster Gasse og Øster Åbølling. Vi stræbte så vidt muligt efter at holde os væk fra de større veje, med undtagelse af ruten hjem.

En lille smuttur på 250 km. En fin måde at bruge en ellers røvsyg, hundekold og småregnende mandag på.

Forlad venligst min skærm

Ovenpå den nylige overgang til digitalt tv-signal tænkte jeg at jeg lige ville lave en kanalsøgning. Dum idé. Det kan vores elendige gamle TV ikke håndtere. Hvorfor køber I ikke et nyt, hører jeg folket spørge. Fordi bilen lige har været til syn og i øvrigt skal have nye vinterdæk.
Måske en gang når grise kan flyve og jeg har fået et job, kan vi opgradere vores 22 tommer billedrørstv til en lækker fladskærm.
Hurra for at have kabeltv, så vi ikke behøvede at bruge penge på hverken TV eller digitalboks.

Da programsøgningen var overstået og jeg havde gentaget den et par gange, måtte jeg slukøret konstatere at bl.a. DR1 ikke var på listen. Også selvom jeg kunne finde den ret nemt ved manuel søgning. Måske TV'et havde registreret at jeg alligevel aldrig ser DR1 og derfor havde vurderet, at det ville være spild af plads at give det et nummer i programrækken. Hvem ved. Jeg ved i hvert fald, at det er sur mås, hvis jeg skal til at indstille alle kanalerne manuelt.

Jeg kan forreste godt lide at have VH1. Jeg har den tit kørende i baggrunden fordi den spiller udemærket musik, synes jeg. Nogle gange når jeg pimper med slænget har vi VH1 kørende. Men.
Det kan godt være at Dan Rachlin er en gammel, erfaren rotte inden for DJ-faget og at han sikkert er en rigtig god video jockey, men jeg synes stadig han er alt for grim til at blive zoomet sådan ind på, som de gør i hans program. Lidt irriterende.

I øvrigt er det ikke så tosset at blive pludseligt græsenke. Det har tikket ind med sms'er hele dagen fra venner, der synes det er synd for mig og derfor har inviteret til højre og venstre. Derfor kommer jeg bestemt ikke til at kede mig i weekenden.
Jeg nænner næsten ikke at fortælle dem at Journalistens rejse til Spanien egentlig kun betyder at jeg skal være alene hjemme i ti dage i stedet for syv dage. Han skal nemlig på kursus hele næste uge.

Jeg synes bare det er dejligt at der er nogen, der tænker på mig. Det har jeg aldrig oplevet før jeg flyttede herned for et år siden.

Venneindlæg

Jeg synes det med venner er en svær ting. Selvom det er ganske naturligt at man udvikler sig i forskellige retninger og at venskaber opstår og forgår.

Jeg har en veninde, jeg lærte at kende da vi var 5 år. Hun er 14 dage yngre end mig og boede lige ovre på den anden side af vejen. Da vi var små, var vi uadskillelige. Da vi blev teenagere levede hendes standard for hygiejne og lignende, ikke helt op til min teenagerhjerne og derfor havde vi ikke meget med hinanden at gøre. Da jeg så kom på gymnasiet og hun kom på efterskole klarede det op igen og vi ses stadig. Ikke særlig tit, for det har vi ikke behov for. Vi er uhyggeligt forskellige og har egentlig ikke ret meget til fælles, når man tænker over det.
Men en gang om året, eller deromkring, ses vi og så er det præcis som at træde 20 år tilbage i tiden og vi fortsætter bare i samme rille. Vi kender begge den andens telefonnummer og benytter det, hvis det bliver nødvendigt. Dette venskab er vigtigt og værdifuldt for mig og jeg er ret sikker på at vi nok skal holde i længden.

Da jeg var single og levede det fede liv i min lejlighed i Århus V (okay, det var så ikke et fedt sted at bo, men any who) havde jeg de dejligste naboer. Vi var en gruppe på otte lejligheder der havde det voldsomt sjovt sammen. Særligt mine egne naboer havde jeg et super forhold til. En dansk mand og hans hustru fra Brasilien. Mangt en aften sad jeg inde hos dem og gloede fjernsyn, mens vi pølede kaffe og røg smøger. Og hyggede os. Vi har været der for hinanden gennem depressioner og fødsler osv.
Men inden for det seneste år har tingene ændret sig. Manden er blevet frimurer og går voldsomt op i det det. Hustruen har nu fået to børn og har absolut intet andet i hovedet end disse børn og deres udvikling og mødregrupper osv osv. Og det er jo forståeligt nok!
Men det er hans frimurerkammerater, der bliver inviteret til aftensmad, ikke os. Det er hendes mødregruppeveninder, hun spiser frokost med i byen, ikke mig.
Og det er ellers ikke fordi Journalisten og jeg ikke gør noget for at holde på venskabet. Da de skulle flytte alt deres bras op på 4.sal i deres nye lejlighed var vi de eneste, med undtagelse af et andet dansk/brasiliansk par, der stillede op for at hjælpe. Ingen af deres mange venner havde tid til (læs: gad) at hjælpe. Og da hun fik bækkenbundsløsning var det mig hun ringede til, igen og igen, for at få hentet knægten i vuggestuen.
Da jeg blev ringet op, og ikke blot fik en sms, om at hun var blevet indlagt på fødeafdelingen længe før tid, troede jeg rent faktisk at det var fordi jeg stadig havde en særlig plads hos dem. Jeg var trods alt med til knægtens fødsel. Men det viste sig at det blot var fordi de skulle bruge hjælp til at hente knægten i vuggestuen - igen.
Jeg synes det er svært. Men det er et forhold jeg gerne vil beholde og derfor har jeg valgt at udholde det. Jeg ved ikke om det er den rigtige måde at gøre det på, men jeg har ikke overskud til at tage konflikten med dertilhørende mulige ubehagelige konsekvenser. Tiden må vise, hvad der skal ske med det forhold.

Man ved dog, at man er blevet udfaset, når ens bedste veninde fra gymnasiets far er død og hun er blevet gravid - og man ikke har fået noget at vide om nogen af delene.

Virkeligheden igen

Virkeligheden kommer ofte på besøg for tiden. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal synes om dét.

Jeg har et rigtig godt vennepar, der går langt tilbage. En brasiliansk pige, gift med en dansk mand. Vi var naboer i 5 år, da jeg boede i Århus og de er flyttet med til det sydlige Danmark så vi blot bor 1,5 km fra hinanden.
Jeg var med til fødslen af deres første dreng og nu er hun gravid igen med barn nr. 2, en pige.
Jeg var egentlig inviteret med til fødslen denne gang også, men hendes mor kommer herover fra Brasilien og skal være med i stedet for, hvilket jeg synes er glimrende. Det er meget sjældent hun ser sin familie.
Eller dvs. sådan bliver det ikke alligevel.
Igår ringede hun mig op for at fortælle mig, at hendes vand er gået og de forventer hun føder inden for ganske få dage.

Efter planen skal hun først føde om 12 uger.

Alder der trykker

Gamle veninder fra gymnasiet yngler som blev de betalt for det. Jeg har imidlertid forsynet mig med ungt kød da Journalisten er knap to år yngre end mig og således ikke kommet til den del af livet, hvor han seriøst kunne tænke sig børn. Det smitter nok også af på mig, for jeg føler mig ikke voksen nok (læs semihidsigt blogindlæg her), og efter at have passet Søsters knægt med skoldkopper i tre dage er jeg nu kureret fuldstændig for enhver form for skrukhed.
Desuden har jeg endnu ikke fundet mig et professionelt ståsted og er egentlig lige så meget på skideren nu, som jeg var da jeg droppede ud af universitetet som 21-årig.
Nuvel, jeg har en ingeniøruddannelse, men af en eller anden grund kan jeg ikke selv blive imponeret over det og føler mig stadig ikke som "En af dem der har fået en uddannelse".
Det skyldes nok at det ikke var drømmeuddannelsen, men mere "Jeg er sgu nødt til at gøre noget snart og det her lyder spændende". Og jo længere ind i uddannelsen jeg kom, sagde stemmen i mit hoved "Du kan simpelthen ikke droppe ud igen. Nu gør du det altså færdigt! Også selvom du er ved at kaste op over det". Så jeg gjorde det færdigt med det resultat, at det kniber en del med at finde et job jeg rent faktisk gider bestride. Hvilket jo egentlig er en helt anden historie jeg nok tager op i et helt andet blogindlæg. Pointen var at jeg ikke føler mig voldsomt voksen, når jeg kæmper med de samme problematikker som Lillebror, der bliver student om lidt.

På den helt anden side får min øjne alligevel mange ture op i panden, når jeg ser solariestegte pudderdåser vimse omkring og snakke om, hvor pinligt dit og dat var. Så føler jeg mig ret gammel og støvet.
Når Journalisten og jeg kører rundt i bilen og ser unge mennesker slæbe deres fødder efter sig med et olmt udtryk i ansigtet, mens vi i kor mumler "Hvor er teenagere altså trælse at se på", føler jeg mig gammel og støvet.
Men så alligevel. Forleden stod jeg jublende og konstaterede at det endelig var lykkedes mig at komme ud af min cola afhængighed!

Man er da ikke gammel, når ens daglige kampe ikke indeholder rentestigninger, ejendomsskat og længden af græsset i forhaven, men afhængighed af brunt vand med syre?

Gammel vin på gamle flasker

"Jeg er simpelthen nødt til at begynde at bruge rynkecreme", lød det fra en af veninderne.
Hvorfor?
"Jamen se alle de her rynker!"
Efter en grundig inspektion og et ønske om at jeg havde medbragt lup, spurgte jeg igen.
Hvorfor?
Jeg har ikke noget imod rynker og har altid syntes at det er synd når folk jagter en alder de ikke længere har, i stedet for at nyde den alder de befinder sig i. Jeg har allerede fanget mig selv i at tænke tilbage på de glade teenagerdage og erkende at jeg absolut ikke kunne tænke mig at komme tilbage dertil. Jeg har ganske enkelt i en alder af 27 forvandlet mig til en af de pensionister, der sidder og bander over ungdommen nu til dags. Gad vide hvordan jeg så er, når jeg rent faktisk bliver pensionist engang *gys*.
Jeg kan godt forstå de mennesker der vitterligt ser 20 år ældre ud pga. deres rynker, men ærlig talt, dem er der altså ikke ret mange af i forhold til, hvor mange personer der bruger penge på antirynkecreme. Rynker er efterhånden blevet en folkesygdom og skal åbenbart bekæmpes med alle midler. Også selvom de er usynlige...jeg forstår ikke rigtigt hvorfor folk har et ønske om at ligne mere og mere en ballon jo ældre de bliver. Jeg synes faktisk de gør mennesker mere levende at se på *En kliché? neeeej da :D *. Rynker har jo en tendens til at opstå i de områder af ansigtet der viser hvordan vi er som personer. Mange har smilerynker ved øjnene og omkring munden. Andre har eftertænksomme rynker i panden.
Selvfølgelig er der de lidt mere familiære rynker som ikke altid er forskønnende. Her tænker jeg eksempelvis på de to lodrette furer jeg har i panden mellem øjnene som min far, søster og bror også er udstyrede med. Det får os til at se en kende bekymrede ud, men hvis man lægger ansigtet i de rigtige folder så kommer vi til at se aldeles begavede ud.

Og så synes jeg det er lidt blæret at de store rynker jeg har på min hals med tiden er blevet så omfattende, at de ligner et stort ar og får det til at se ud som om mit hoved er syet fast på mine skuldre.

Sig "Aaaahhh"

Jeg har det svært med folk der pylrer rent helbredsmæssigt. Jeg hader også folk der pylrer i mange andre situationer men det er en anden snak.
Der er specielt to af mine veninder der er storslemme. Her snakker vi om personer der har været ved vagtlægen mere inden for det sidste år end jeg nogen sinde har været. Og jeg kan sådan set godt forstå det kniber med at få læger, hvis man dømmer dem til at sidde og høre på den slags mennesker. Der er nemlig rigtig langt i mellem at de rent faktisk fejler noget som retfærdiggør at man fiser til lægen hver gang der er noget der gør bare lidt ondt.
Fælles for dem er at de har et enormt opmærksomhedsbehov i alle aspekter af deres liv og har åbenbart begge fundet ud af at sygdom er en alletiders måde at tiltrække sig folks opmærksomhed. Og de skal nok sørge for at man bliver informeret selv om man prøver at slippe udenom. Jeg er nemlig blevet stædig. Jeg gider ikke høre om deres småproblemer længere fordi de langt de fleste gange er peditesser som den almindelige mand på gaden godt kan leve med uden at bestille gravsten.
Den Ene sørger for at opdatere sin status på Facebook og på Messenger på en måde så der er lagt op til at man skal spørge hvad der er galt. Lader man være med det, bliver statusserne lidt mere søgende. Er man så efter noget tid en af de eneste der ikke har spurgt til det, så skriver hun til én og pylrer direkte. Det er så her jeg blot svarer i enstavelsesord og begynder at snakke om noget andet.
Den Anden har lidt det samme udgangspunkt, men er knapt så teknisk anlagt så det er mere når man besøger hende at man tit liiiige får den der "Åh jeg har det træls" og så sidder hun og venter på at man spørger.
Jeg har oplevet at Den Ene havde dårlig mave og var i alvor sikker på hun skulle dø (hun havde haft det dårligt i et halvt døgns tid). Det viste sig at være lidt irriteret tyktarm.
De har begge et problem med tålmodighed og har absolut ikke tid til at vente og se om ikke dårligdommene går væk af sig selv - hvilket de jo altså gør i 99 % af tilfældende.
Der er dog ingen af dem der slår min moster. Hun er i en liga for sig selv! Her snakker vi om en decideret hypokonder, der efterhånden har fået kørt sin læge så meget ned psykisk at hun kommer til alverdens undersøgelser hver gang hun kan mærke noget trykke. Det synes jeg absolut ikke er i orden. Der er blevet spildt rigtig mange skattekroner på hende, bare fordi der ikke er nogen der gider bede hende tage sig sammen og holde op med at ringe hele tiden. Hun fejler nemlig heller aldrig noget som helst når det kommer til stykket.
Det er absolut ikke fordi jeg ikke vil være der for venner og familie, når de er syge og det er heller ikke fordi jeg automatisk forsøger at nedvurdere deres sygdomme.
Jeg gider bare ikke bruge min tid og mine kræfter på sygdomme der ikke er der.

Unreal Reality

Jeg har tænkt meget over fænomenet Facebook (I det følgende af og til betegnet som "det"). Stort set alle jeg kender har en mening om det og det er de færreste der ikke som minimum har hørt om det. Faktisk har emnet af og til ført til ophedet debat. Jeg har hørt folk lovprise det og hørt folk bande over det. Jeg har set og hørt folk blære sig med antal venner.
Jeg har personligt intet problem med Facebook. Jeg lader bare være med at tage det for mere end det er. Jeg har ikke noget behov for at udtrykke mine holdinger via grupper og jeg smider ikke om mig med personlige oplysninger, da de folk jeg har på min liste i de fleste tilfælde godt ved hvor jeg bor... (og andre kan sådan set bare spørge hvis de vil vide noget). Jeg tilføjer ikke folk jeg ikke kender, og jeg ville have det dobbelte antal hvis jeg tilføjede ALLE jeg kender. Der er bare nogle mennesker jeg egentlig ikke gider associeres med. Heller ikke selvom det ville betyde at min venneliste vil være på adskillige hundrede personer.
Men nogle mennesker ser det af en eller anden grund som en styrke at have mange venner. Jeg har ovenikøbet oplevet at en nær veninde af mig glad - og lidt hændergnidende - kom hen til mig og råbte "ha ha nu har jeg flere venner end dig på Facebook"... godt så...
Såkaldte eksperter* råber vagt i gevær fordi ungdommen bliver afsporet og mister al forbindelse til virkeligheden. Men hvor går stregen? Hvornår går en person fra at være virkelig til at være uvirkelig? For alle de folk der er på min liste er virkelige...men bliver de så uvirkelige i det sekund jeg kommunikerer med dem via facebook i stedet for en telefon? Og bliver jeg uvirkelig for de mennesker der har mig på listen? Jeg har ikke umiddelbart bemærket pixelering ud over det sædvanlige..?
Nævner man Facebook i Kragens nærvær kan man være stensikker på at hun begynder på en prædiken om, hvor rædselsfuldt det er og "hvad er en Ven? Det er jo en forskruelse af folks opfattelse af begrebet Ven og det er langt bedre at have få Venner, da folk der har mange såkaldte Venner har et overfladisk forhold til alle og enhver! Man burde lukke det der Facebook".
Jeg har forsøgt at forklare hende at man ikke nødvendigvis er sindssyg bare fordi man har mange venner på facebook og har endda prøvet at forklare hende de gode ting ved facebook ved at kalde venner for oste istedet, fordi hun starter forfra på sin klagesang hver gang jeg når til ordet venner.
Journalisten (Min kæreste Red.) bruger Facebook som netværk og har 350 mennesker på sin liste. Er det ikke det man hører alle steder? network network network?
Og hvad angår børn og unge så forstår jeg heller ikke umiddelbart problemet. Så længe børnene er børn er det vel forældrenes ansvar og ikke facebooks. "Jamen forældrene kan jo ikke være til stede hele tiden". Nej, men så kan de sq bare klippe ledningen til internettet mens de er væk. Så har de da fred så længe ungerne surmuler. Og mht teenagere er det vel meget normalt er der er folk der er mere populære end andre, det er bare noget andet man måles efter i disse dage**
Jeg kan til dels godt forstå at folk panikker og jeg kan sådan set også godt forstå at nogle mennesker har et stort behov for opmærksomhed. Fred være med det. Men jeg synes nu stadig det er tilladt at bruge sin sunde fornuft uanset om man tilhører den ene eller den anden lejr.

*Er der ikke noget om at man nu til dags kan få prædikatet ekspert hvis man blot har hørt om det pågældende emne? Det skulle man i hvert fald tro
** Ib Grønbech skrev jo så sandt "Hvorfor må a æj få beatles hår?"