Jeg har tænkt meget over fænomenet Facebook (I det følgende af og til betegnet som "det"). Stort set alle jeg kender har en mening om det og det er de færreste der ikke som minimum har hørt om det. Faktisk har emnet af og til ført til ophedet debat. Jeg har hørt folk lovprise det og hørt folk bande over det. Jeg har set og hørt folk blære sig med antal venner.
Jeg har personligt intet problem med Facebook. Jeg lader bare være med at tage det for mere end det er. Jeg har ikke noget behov for at udtrykke mine holdinger via grupper og jeg smider ikke om mig med personlige oplysninger, da de folk jeg har på min liste i de fleste tilfælde godt ved hvor jeg bor... (og andre kan sådan set bare spørge hvis de vil vide noget). Jeg tilføjer ikke folk jeg ikke kender, og jeg ville have det dobbelte antal hvis jeg tilføjede ALLE jeg kender. Der er bare nogle mennesker jeg egentlig ikke gider associeres med. Heller ikke selvom det ville betyde at min venneliste vil være på adskillige hundrede personer.
Men nogle mennesker ser det af en eller anden grund som en styrke at have mange venner. Jeg har ovenikøbet oplevet at en nær veninde af mig glad - og lidt hændergnidende - kom hen til mig og råbte "ha ha nu har jeg flere venner end dig på Facebook"... godt så...
Såkaldte eksperter* råber vagt i gevær fordi ungdommen bliver afsporet og mister al forbindelse til virkeligheden. Men hvor går stregen? Hvornår går en person fra at være virkelig til at være uvirkelig? For alle de folk der er på min liste er virkelige...men bliver de så uvirkelige i det sekund jeg kommunikerer med dem via facebook i stedet for en telefon? Og bliver jeg uvirkelig for de mennesker der har mig på listen? Jeg har ikke umiddelbart bemærket pixelering ud over det sædvanlige..?
Nævner man Facebook i Kragens nærvær kan man være stensikker på at hun begynder på en prædiken om, hvor rædselsfuldt det er og "hvad er en Ven? Det er jo en forskruelse af folks opfattelse af begrebet Ven og det er langt bedre at have få Venner, da folk der har mange såkaldte Venner har et overfladisk forhold til alle og enhver! Man burde lukke det der Facebook".
Jeg har forsøgt at forklare hende at man ikke nødvendigvis er sindssyg bare fordi man har mange venner på facebook og har endda prøvet at forklare hende de gode ting ved facebook ved at kalde venner for oste istedet, fordi hun starter forfra på sin klagesang hver gang jeg når til ordet venner.
Journalisten (Min kæreste Red.) bruger Facebook som netværk og har 350 mennesker på sin liste. Er det ikke det man hører alle steder? network network network?
Og hvad angår børn og unge så forstår jeg heller ikke umiddelbart problemet. Så længe børnene er børn er det vel forældrenes ansvar og ikke facebooks. "Jamen forældrene kan jo ikke være til stede hele tiden". Nej, men så kan de sq bare klippe ledningen til internettet mens de er væk. Så har de da fred så længe ungerne surmuler. Og mht teenagere er det vel meget normalt er der er folk der er mere populære end andre, det er bare noget andet man måles efter i disse dage**
Jeg kan til dels godt forstå at folk panikker og jeg kan sådan set også godt forstå at nogle mennesker har et stort behov for opmærksomhed. Fred være med det. Men jeg synes nu stadig det er tilladt at bruge sin sunde fornuft uanset om man tilhører den ene eller den anden lejr.
*Er der ikke noget om at man nu til dags kan få prædikatet ekspert hvis man blot har hørt om det pågældende emne? Det skulle man i hvert fald tro
** Ib Grønbech skrev jo så sandt "Hvorfor må a æj få beatles hår?"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar