Rottens år

Jeg kan tåle skumle dyr bedre end de fleste piger.
Jeg synes slanger er sjove at røre ved og har aldrig syntes edderkopper var klamme. Og slet ikke efter jeg fik æren af at prøve at dissekere en edderkop under lup og den lå der med sine behårede ben og store runde øjne *måske jeg følte mig truffet?*.
Hvepse kan heller ikke hidse mig op og jeg synes at markmus er nogle bedårende skabninger på trods af at de flyttede ind omkring høsttid hvert eneste år i mit barndomshjem for at underminere huset, og at jeg engang oplevede at en mus stjal de nødder jeg møjsommeligt havde samlet sammen på tur med min børnehave og lagt under min seng om natten. Kan også være det var kastanjer. Den del husker jeg ikke så godt. Jeg kan bare huske at jeg så røven af en lille grå mus der stak af mens den skubbede en nød foran sig.
Any who, pointen var at jeg ikke er særligt sart når det kommer til kryb og skadedyr.
MEN jeg kan ikke udstå rotter! Og her tænker jeg på den slags der bor i kloaker og lister rundt mellem mine ting i kælderen og tygger på dem og lægger mellemstore sorte gaver over alt på gulvet. Jeg synes de er ulækre og det, at de er potentielt sygdomsbefængte er heller ikke et plus.

Derfor syntes jeg det var ret afskyeligt da Journalisten for et par uger siden bekendte at vi havde en rotte i kælderen. Eeeeewwwww! Straks udviklede jeg en lettere panik hver
gang jeg skulle hente noget i kælderen og sørgede for at fedte grundigt for Journalisten så han kunne ordne det for mig. Jeg havde svært ved at håndtere at jeg skulle gå rundt et sted hvor jeg
ikke kunne se den, så den pludselig kunne springe frem og skræmme livet af mig. Min hørelse blev også pludselig utroligt god og jeg kunne med sikkerhed høre den pusle rundt omkring mig og forventede at den hvert øjeblik kunne løbe hen over gulvet.
Jeg blev specielt til grin da jeg var dum nok til at fortælle Journalisten om min tur i kælderen (den ENESTE tur i kælderen siden rotten blev opdaget), hvor jeg kom til at skubbe til en lille træliste som laaaaangsomt gled ned af den kasse den lå på for at falde på gulvet med et lille brag. Der var jeg lidt i fare for at dø af skræk.

I mellemtiden lagde viceværten noget rottegift ud og Journalisten bedyrede forleden at der nu lå en død rotte dernede. Han havde personligt selv set den ligge der og være død. Nyt problem, da ingen af os havde specielt lyst til at fjerne den.
I dag bestemte jeg mig så til at jeg nok måtte krybe til korset og bortskaffe den inden den blev endnu mere ulækker. *Journalisten har været så smart at sørge for at skynde sig at tage på arbejde*. Så jeg udstyrede mig med gummihandsker, plastikpose og mod. Okay, ikke mod.

Efter at have bevæget mig ind i kælderrummet uden at løbe ud én eneste gang *stolt* kunne jeg konstatere at.... den var væk.