Alder + parforhold = familie NU?

Hvad er det der gør at et tal på fødselsdagskagen automatisk udløser bestemte reaktioner?
Jeg er blevet ramt af et fænomen som jeg ved de fleste på min alder bliver overfaldet af. Konstateringen fra omgivelserne som, selvfølgelig med individuelle tilpasninger, lyder ca. således:
"Du er jo også ved at være i den alder hvor du skal til at tænke på at få børn".
Nå?
Det er mig en evig gåde at det er ens alder der afgør den slags.
Til en familiefest for nogle måneder siden blev en overfor placeret meget fjern slægtning utrolig forarget over at jeg ikke skynder mig at få børn mens tid er. Hun sad der og flashede sin tre måneder gamle baby. Hende og manden havde, da de var på min alder, tænkt at de nok skulle nå at få børn. Beklageligvis kunne de ikke få børn, måtte have hjælp og som følge af dette fik de barnet i en sen alder. Lige præcis derfor er det naturligvis himmelråbende sindssygt af mig ikke at skynde mig at blive gravid. Klart. Jeg kan nemlig under ingen omstændigheder få børn, hvis jeg ikke får dem nu.
Det mest tænderskærende var da svigermor kom forbi og meget tøsefjollet spurgte mig og Journalisten om vi blev skruk af at sidde der. *jeg vidste hun gjorde det med vilje* Men nej, jeg bliver faktisk endnu mere ikke-skruk *hvad hedder det?* af omgivelsernes forventninger til mit underlivs udvikling i den retning. Jeg har det svært med at alderen prioriteres højere end det faktum at jeg ikke er interesseret i at ændre mit fokusområde så radikalt ved at få et barn. At det ikke er vigtigt at jeg ikke på nuværende tidspunkt føler at jeg kan tage vare på et barn og ikke har noget at tilbyde et barn samt at jeg har andre ting i min tilværelse jeg gerne vil koncentrere mig om.
Når jeg så forsøger at forklare dette for folk ser de blot overbærende på mig og forvisser mig om at det nok skal ændre sig i det øjeblik jeg bliver gravid og at det måske også er på tide jeg kommer videre i livet. Jeg kan jo ikke leve en sorgløs tilværelse til evig tid.
Jeg har oplevet at nogle har forsøgt at lokke mig til at få børn ved at foreslå at jeg timer mit første barn med deres henholdsvis 2. og 3. barn *jo, der var sq flere personer der syntes det var en fed ide* for det kunne da være SÅ skægt at være gravide samtidig. Nej, det kunne det faktisk ikke. Jeg er ikke rigtig tilhænger af den idolagtige dyrkelse af graviditeten, som en betydelig del af min omgangskreds lider af. Jeg synes ikke det er smukt. Jeg kan ikke umiddelbart se det fantastiske i at blive en stor og forvreden flodhest med vand i hænder og fødder. Og i vores familie er der tradition for at blive så dårlig at indlæggelser og 8 måneder lang invalidering ikke er et særsyn. Hooray. "Jamen det er bare fordi du ikke har prøvet det". En diskussion der er umulig at vinde.
Når jeg bliver spurgt om jeg ikke snart skal have børn er jeg begyndt at svare "Hvad i alverden skal jeg bruge dem til?" og det virker faktisk.

Jeg ved ikke om det er fordi jeg virker imponerende dum ved at spørge om den slags og folk ganske enkelt giver op, eller om det er fordi at det egentlig er indlysende, at hvis jeg ville have børn og havde et behov for børn, så havde jeg nok fået dem?