Engang bestemte jeg mig for at lære noget om fornuftige madvaner osv. så jeg meldte mig ind hos de danske vægtkonsulenter.
Deres kostplan kunne jeg rigtig godt lide, men deres ugentlige møder kunne jeg ikke rigtig snuppe. Ideen om at vi alle sammen skulle mødes og klappe hinanden på skuldrene over vores vægttab den forgangne uge var jo for så vidt udemærket og der var da mange der havde et godt udbytte af opbakningen. Specielt lærte jeg en pige at kende der havde tabt 52 kg. Ganske imponerende selvdisciplin. Og hun var forsynet med livsglæde i sådan en grad at man automatisk blev i mægtigt humør når man var i nærheden.
Dog var der visse udtalelser blandt nogle medlemmer der gjorde at jeg, allerede efter to møder, valgte at droppe møderne:
- *efter opfordring til at holde op med at ryge* Jamen hvis jeg både skal tabe mig og holde op med at ryge, hvad er der så tilbage? *øhm, dit liv?*
- Jeg kan altså ikke forstå at jeg ikke taber mig. Jeg følger kostplanen til punkt og prikke. *Er du sikker på det?* Ja ja, den eneste lille afvigelse er at jeg kommer revet parmesan på stort set alle mine måltider. Det smager så godt. Men det kan vel ikke gøre noget forskel? *!!!!*
-Jeg synes altså det er svært at komme ned til bageren og se at de har lavet en ny slags kage eller brød og så må man ikke engang smage det, når nu man plejer at gøre sådan *så lad være med at gå ned til bageren ?*
Det tidspunkt hvor jeg havde sværest ved at tie stille var, når folk beklagede sig over de nye spisevaner, for de kunne altså bedre lide deres egne gamle spisevaner og var aldeles uforstående overfor det faktum at det var deres egen levestil der var skyld i at de nu skulle tabe sig.
Jeg er ikke altid det mest tolerente menneske på kloden. Vægtkonsulenten derimod var et af de mest tålmodige mennesker jeg nogensinde har oplevet.
Respekt til ham for ikke at rive hovedet af halvdelen af medlemmerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar