tirsdag den 24. februar 2009

Sig mig dit navn og jeg skal fortælle hvad du hedder

Jeg søger job for tiden. Har lidt svært ved at finde mig til rette inden for mit fag, men en dag blev der opslået et job jeg syntes var fantastisk spændende.

I dag var jeg så til en længe ventet samtale - det er tre uger siden jeg blev inviteret. På forhånd skulle jeg udføre en af de personlighedstests, der er blevet meget moderne at benytte især hos de større firmaer. Jeg har været igennem et par stykker i en anden forbindelse og synes hver gang det er mægtig spændende at få resultatet.

På den ene side kan jeg godt forstå fidusen i sådan en test, men på den anden side har jeg lidt svært med det, da jeg synes jeg kan fornemme at testresultatet af og til bliver vægtet lidt højere end ens udtalelser. Det synes jeg er lidt uheldigt.

Jeg var i dag ude for at vi havde siddet og snakket om et emne og lidt senere viste testen at jeg som person var decideret modsat af hvad testen havde vist - efterfølgende måtte jeg så forsvare mine udtalelser i forhold til testen, for det kunne jo ikke tænkes at testen ikke lige havde ramt plet i det tilfælde...

Det mest foruroligende ved forløbet var at den HR-konsulent der skulle give mig respons på testen syntes, efter at have læst resultatet, at jeg mindede meget om Anja Andersen (!!!!) hvorefter jeg udbrød spontant "Gud! Det var da frygteligt!" Han mente at han ud fra testen kunne vurdere at jeg havde drive, entusiasme og temperament som Anja Andersen.

Jeg gjorde ham opmærksom på at jeg ikke har tendens til at vise folk den tredje finger hver eneste gang jeg er sur over noget.

I hvert fald ikke i en arbejdssituation.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar