Kiss my behind

Nogen gange kan jeg godt forstå, hvis personer uden det store overskud kan synes, at de bliver trådt på af det offentlige.
I forbindelse med den forestående jobsamtale tænkte jeg, at jeg lige kunne sætte mig ind i, hvad jeg helt præcis kan tilbyde dem.
Jeg troppede derfor op nede hos min anden aktør *sådan en bliver man sendt til, når man har været arbejdsløs i 100 år*. Hun mente, at jeg skal i et halvt års løntilskud og oplyste mig om at jeg i øvrigt stadig skal være jobsøgende. Jamen, sagde jeg, det er jo en traineestilling. Hvorfor i alverden skal jeg så søge jobs ved siden af? De er da snotdumme, hvis de bruger tid og penge på at lære mig op og så smider mig ud bagefter. Og jeg skal i forvejen knokle 260% for at vise at jeg er pengene værd.

Men sådan er reglerne altså og så foreslog hun at jeg bare kunne søge nogle ligegyldige jobs. Hun havde en person i løntilskud som salgsdirektør og han søgte bl.a. jobs som pornoredaktør *..?* og hun var villig til at kigge den anden vej. Så gjorde jeg hende opmærksom på, at jeg ikke var helt sikker på, at min a-kasse kunne se det sjove i det. Så hun foreslog at jeg ringede til a-kassen og slog en eller anden handel af med dem. Stadig ikke nogen optimal idé i min optik.

Jeg ringede til min fagforening for at klage min nød og hun syntes, hun kunne huske en eller anden paragraf, der gav mulighed for fritagelse for rådighed. Så næste opkald var til det lokale jobcenter, hvor verdens sureste sekretær tog telefonen *hvorfor er de altid så gnavne? hvorfor!?*. Hun benægtede at der fandtes en sådan sådan paragraf. Det var først da jeg blev aggressiv, at hun surmulende sagde, at "så må jeg jo se, om jeg kan finde en person, der ved mere om det end jeg, for jeg har i hvert fald ikke hørt om det". Gås.
Så fik jeg en tør mand i røret og han vidste præcis, hvad jeg mente. For jeg havde nemlig ret. Og så gav han sig til at ævle om bekendtgørelse dit nr. dat, pr. den og den dato, paragraf et eller andet. Hvis man kan få virksomheden til at skrive et dokument om, at de har positive forventninger til fastansættelse efter udløb af løntilskud, så...Zzzzzzzzz.
Så syntes han, at jeg skulle nævne det for min anden aktør, hvis jeg snakkede med hende på et tidspunkt, for "det er sgu ikke altid, at anden aktører har styr på reglerne".
Jeg skrev en mail til hende og så ringede hun efterfølgende.
Den paragraf kendte hun alt til. Hun havde bare undladt at oplyse mig om den, fordi hun ikke troede på at jeg ville kunne få virksomheden til at skrive under, og selv hvis de gjorde var det jo ikke sikkert de mente det. Og så var det jo heller ikke sikkert at min a-kasse syntes det var en god ide.
Fuck, jeg blev mopset.
Så forklarede jeg hende i rimelig pæne vendinger, at det jo egentlig var mit problem at finde ud af det. Jeg er jo altså ikke dum. Og at hvis det er en sådan ordning, der kan skaffe mig jobbet, så skal det prøves. Man kan for fanden da ikke bare lade være med at fortælle om paragraffer, der kan blive til fordele, bare fordi man har fået en eller anden idé om, at det sikkert ikke kan lade sig gøre alligevel.

Men helt ærligt! Hvis ikke jeg selv havde lugtet de sure sokker og haft overskuddet til at komme i tanke om at ringe rundt til gud og hver mand, og bekæmpe ildspyende sekretærdrager og søvndyssende funktionærer, så havde jeg ikke vidst, at der var en mulighed for at slippe for at skrive de forbandede ansøgninger.

Nogle gange får man altså fornemmelsen af, at de ikke er til for at hjælpe jobsøgere, men egentlig mest er til for at opretholde en infam mængde bureaukrati, så deres egen eksistensberettigelse ikke undermineres.

Alarmerende pinligt

Igår aftes så jeg "24 timer vi aldrig glemmer" på DR2 om Seest katastrofen.
Jeg kan godt lide konceptet og er enig med introspeakeren, der hver gang beretter i starten om, at programmerne omhandler situationer, hvor vi alle kan huske, hvad vi lavede og hvor vi var den pågældende dag. Det kan jeg sagtens huske.
Jeg har set nogle stykker af de programmer efterhånden og er egentlig ikke særlig vild med den måde DR2 laver programmerne på. Emnerne er der ikke noget galt med, de er ret interessante.
Men jeg synes måske lidt, de prøver at piske en stemning, der ikke nødvendigvis er der og laver lidt overdramatisering på nogle punkter. Jeg synes også der er meget spildtid og mange forsøg på at trække tiden pinefuldt langt ud med interview af folk, der formår at tale en masse uden egentlig at sige noget som helst relevant.
Der er også lidt for meget selvpromovering, eksempelvis i programmet om stormen i '99, hvor man igen og igen skulle høre og se intro'en til TVavisen i stedet for bare at springe direkte hen til det interessante. Igår viste de et klip fra morgen-TVavisen fra dagen efter Seest katastrofen og ham, der har redigeret programmet syntes ikke det var nødvendigt at klippe væk, før sudieværten havde fortalt om indholdet af pågældende TVavis - hvilket intet havde med katastrofen at gøre.
Derudover synes jeg også altid, at de har nogle ligegyldige vidner med, der egentlig mest virker som om de selv synes, de er ret seje, fordi de har mulighed for at fortælle deres fantastiske historie på TV. Eller det er egentlig ikke ligegyldige vidner, da de har et eller andet tilhørsforhold til situationen, men det er ikke lykkedes at få den gode historie ud af alle vidnerne.
Den baggrundsmusik de havde valgt til gårsdagens program var i øvrigt også aldeles forfærdelig.

Men det jeg synes var mest horribelt ved udsendelsen igår, har egentlig ikke som sådan noget med selve programmet at gøre, men var grelt nok til, at få både Journalisten og mig til synkront at klaske pander.
Der blev afspillet lydstykker fra Kanal 94, der havde en reporter på stedet. Det gik sådan set fint for ham, lige indtil man meget tydeligt kunne høre en velkendt alarm i baggrunden og han så udtaler, at:

"Lige nu er der gået en eller anden alarm, en luftalarm. Jeg ved ikke om det betyder om vi skal evakueres fra det sted vi er (...)"

Alarmen var såmænd blot den den sirene, som politiet benytter til at vejlede folk om at gå indendørs i farlige situationer. Den sirene som bliver afprøvet den første onsdag i maj hvert eneste år.

En eller anden alarm?!
Er det tilladt at være så uvidende?

Advarsel! Farlige holdninger forude

I de følgende linjers tekst kommer jeg nok til at træde på en hel del mandlige følelser, så hvis du har en dårlig dag er det nok en skidt ide at læse videre.

Vi har europamestre og verdensmestre i mange ting som jeg synes vi ikke rigtigt hører så meget om. Lotte Friis er fx. lige blevet verdensmester i svømning. Dette synes jeg mest blev til en lille ubetydelig sidehistorie i sportsnyhederne og der var vist heller ikke megen helteoptog og dyrkelse på gudeniveau da hun kom hjem. Allerede nu tror jeg egentlig hun er mere kendt pga. sin deltagelse i Vild med Dans.
Michael Maze vandt EM fornylig og selv om der er nogen der mener han blev overeksponeret, så lykkedes det aldrig mig at se noget som helst om det i TV.
Og der er i hvert fald ikke nogen af dem, der har fået spalteplads i kilometervis og reklamer baseret på deres næste kamps udfald.
Og ved I hvad?
Det kan godt være jeg putter mig selv i bås med Janni fra Oddset reklamen, men helt ærligt. Jeg er ved at kaste op over fodbold.
En skide landskamp mod svenskerne bliver pisket op til ubegribelige højder. Når nogle andre sportgrene skal kvalificere sig til VM hører man da ingenting *for det er da det, det handler om, er det ikke?*. Det eneste der måske kan matche en lille smule er håndbold, men det bliver aldrig det samme opstyltede cirkus.
Måske er det bare en mandeting. Er der noget Journalisten og jeg kan blive meget uenige om, så er det fodbold. Jeg er eksempelvis ved at brække mig når jeg hører folk udtale sig efter en kamp de har tabt: "Vi havde fortjent at vinde". Måske har jeg misforstået reglerne, men sådan som jeg har forstået det vinder man kampen ved at score flest mål. Hvis man ikke har scoret nok mål har man da ikke fortjent at vinde? Det kan da være ligemeget hvor nydeligt man så ellers har spillet. Hvis ikke man kan score har man ikke fortjent at vinde.
Men den slags udtalelser er ofte tæt på at sende mig i eksil.

Jeg kan ellers godt lide at se fodbold og jeg kan især lide at spille på det. Og ved slutrunderne ser jeg som regel også så mange kampe jeg kan komme afsted med. Jeg plejer at holde med Holland *jah ja, landsforræder og alt det der*.
At vi er nødt til at hidse os sådan op over en kvalifikationskamp viser jo bare med al uønskelig tydelighed at vi har et elendigt fodboldhold og vi derfor må skabe stemning uden for slutrunderne. Hvis vi overhovedet kommer med i slutrunden bliver vi jo rimelig hurtigt ekspederet ud.

Jeg synes virkelig det er noget hysteri.

Optrækkeri

Talent, Vild med dans, Robinson, De unge mødre samt tre genudsendelser af ting fra tidligere på ugen på samme aften.

Hvorfor skal man straffes så hårdt bare fordi man ikke går på druk en fredag?

Status quo vol I

Well, nu er jeg fri af det bageri og skal ikke tilbage dertil igen.
I de tre måneder jeg var ansat har Den Lille Bager og Soen flittigt brugt mig som dørmåtte og i fredags gik de over stregen.
Jeg kom tilbage fra ferie og fandt ud af at Soen havde lavet min vagtplan radikalt om så jeg mere eller mindre var stavnsbundet til jobbet de næste 2½ uger. Weekenderne var jeg også sat på. Og hvorfor?
Fordi hun skal på ferie.
Nuvel, det er meget normalt at vagtplaner ændrer sig i ferietiden. Men da jeg før min egen ferie (og det var altså kun halvanden uge tidligere) spurgte hende om hun ville bytte fredagsvagt *det vender vi lige tilbage til senere* d. 11 september fordi jeg skal til guldbryllup i Nordjylland i weekenden og derfor gerne vil afsted tidligere, var det intet problem. Der blev ikke nævnt noget om at hun skulle på ferie. Jeg anede ikke at de skulle på ferie nu. Så den vagt ville hun gerne bytte. Hvorefter hun skred på ferie OG satte mig på vagt i den weekend.
Så jeg gjorde hende selvfølgelig opmærksom på at jeg ikke kan komme på arbejde på alle de tidspunkter, da jeg jo altså også har fritidsinteresser, der skal passes og generelt jo har lavet planer efter den "normale vagtplan" *det vender vi også lige tilbage til senere*.
Det var ikke hendes problem. Det måtte jeg finde ud af med de to andre, der er gamle nok til at varetage disse vagter og som selvfølgelig heller ikke havde mulighed for at tage nogle af vagterne, da de i forvejen havde fået trukket urimeligt mange vagter ned over hovedet. Det endte med et kæmpe skænderi inde i butikken, hvor hun talte til mig som om jeg var fem år gammel og til sidst trak hun bare på skuldrene.
Senere fik jeg at vide af min kollega at vedkommende havde spurgt Soen, da hun lavede vagtplanen, om ikke hun lige skulle ringe til mig først og spørge, men det var der ingen grund til. Tværtimod måtte jeg altså lige tage min del af slæbet og lade være med at være så ufleksibel.
Efter Soen havde forladt bageriet trampede jeg i raseri ned for at ringe til Journalisten, som flippede fuldstændig ud, forlangte telefonnummeret på Soen og bad om lov til at ringe til hende. Så det gjorde han og blev naturligvis hurtigt sendt videre til Den Lille Bager, som så fik Journalistens uforbeholdne mening, men som jo bare gled af med sætninger som "jamen, jeg har en virksomhed at køre, så jeg må være hård". Den fyrede han af som respons på at arbejdsklimaet er elendigt og der er kæmpe udskiftning i personalet hele tiden. Idiot.
Any who, Journalisten erklærede at jeg skulle se at komme ud derfra i en fart om han så skulle belåne sig selv op over hårspidserne. Jeg kunne nemlig ikke bare sige op, fordi det gjorde jeg også i januar. Ergo nul penge fra a-kassen, da man ikke må være selvforskyldt ledig to gange på 12 måneder.
Men det skulle gå lidt stærkt, for det var jo d. 31. i mandags og sidste chance for opsigelser i den måned. Så mandag morgen fik vi travlt med at ringe til fagforeningen for at høre, hvordan jeg bedst kom ud af dette her. Og så var det at det gik galt.
Jeg kunne ikke overskue det, jeg magtede det ikke, jeg begyndte at hyle hysterisk. Journalisten tog over og fik mig til at ringe til min læge mens han selv snakkede med min fagforening, der lynhurtigt fastslog at jeg skulle sygemeldes øjeblikkeligt.
Problemet var bare at klokken på det tidspunkt var 9.20 og jeg skulle møde kl 11 og i følge min kontrakt skal man melde sig syg senest to timer før. Det kunne fagforeningsdamen nu ikke tage sig af og henviste til et antal paragraffer i funktionærloven.
Så nu var jeg nødt til at ringe til Den Lille Bager og melde mig syg. Det kunne jeg ikke. Jeg gik totalt i baglås og hylede og hylede, for jeg vidste han ville tvære mig ud.
Så Journalisten måtte til telefonen og ringe til Den Lille Bager.

Og ganske rigtigt. Han gik totalt amok.

Another day in paradise

Så tog den voksne og erfarne medarbejder på ferie og den anden knap så voksne, men dog erfarne, medarbejder forlod jobbet til fordel for fedt studie i København. Så pludselig er jeg blevet den voksne og den som alle forventer fikser tingene. Skønt.
Dette har så indtil videre givet to rædselsfulde dage, hvor jeg har været omgivet af 15-årige tøser, der ganske vist godt ved hvad jobbet går ud på, men som absolut ikke tager noget af sig selv og som heller ikke skynder sig synderligt meget. Her til morgen gik det helt i hårknude, da en af pigerne samt Den Lille Bager røg i totterne på hinanden. Den Lille Bager er mildest talt en dårlig chef og er helt blottet for pædagogisk sans, hvilket ellers er ret praktisk at have når man har med teenagepiger at gøre.
For mange år siden havde jeg et job i detailhandlen, hvor jeg var souschef. Når min chef havde fri var jeg chef-chef og når vi begge var på arbejde var vi chefer sammen. Og det viste sig at jeg havde lidt talent for det.
På trods af at jeg kun har været ansat i halvanden måned er jeg også (ufrivilligt) allerede blevet den der bliver spurgt til råds i forskellige situationer *kan man udstråle en eller anden form for boss-karma?*.
Jeg er derfor ofte blevet spurgt om ikke jeg skulle have mig en karriere inden for ledelse. Mit umiddelbare svar på det spørgsmål er et rungende NEJ.
Og hvorfor så ikke det?
Jo, fordi jeg ikke har lyst til at være en dum skid. Og der er et eller andet der tyder på at man enten skal være en dum skid for at være chef i længden, eller også bliver man dum skid i længden af at være chef.
Jeg har oplevet mange chefer gennem tiden og det har været ret begrænset med folk man rent faktisk kunne se en smule op til. Især mellemledere synes jeg er ganske forfærdelige.
Der har været chefer, der har siddet i deres stilling så længe at de er løbet sur i jobbet og derfor ikke har interesseret sig et hak for verden omkring dem på trods af at de sådan set har det overordnede ansvar. Der har været chefer *den nuværende indbefattet* som har haft ingen forstand på ledelse überhaupt, særligt personaleledelse.
Personaleledelse synes jeg ellers burde være noget af det vigtigste. Javist, man skal jo tjene en masse penge. Men jeg synes personligt godt det kan betale sig at investere lidt tid i at behandle sine medarbejdere med respekt, da de jo langt hen ad vejen tjener pengene til firmaet.
Jeg kan selv godt lide at lave noget, når jeg er på arbejde og vil gerne lave noget for de penge jeg får, elendig løn eller ej. Men når chefen kun gider tale til mig, hvis han skal skælde ud over et eller andet ligegyldigt, som en af de andre piger har gjort, eller hvis han bare lige skal demonstrere sin magt ved at komme med en latterlig ugennemtænkt ordre, så bliver jeg utrolig træt i hovedet og mister hurtigt lysten til at gøre et ordentlig stykke arbejde for den person.
Der har gudskelov været enkelte lyspunker i skoven af ledere. Personer, der har vist at de satte pris på min indsats og som var bekendt med at deres medarbejdere altså også er mennesker der kan lave fejl og derfor har håndteret eventuelle utilfredsheder på en ordentlig måde.
Den slags giver respekt i min bog.
Den Lille Bager taler på ingen måde med respekt til sine medarbejdere og han har meget travlt med at fordele skyld, hvis der er et eller andet galt. Han kan finde på at stille sig op og råbe og skrige fuldstændig hysterisk og han smider gerne rundt med tingene, hvis der er noget der ikke passer ham. Han overfuser os uretmæssigt og så favoriserer han naturligvis hans so af en kæreste på bekostning af os andre.
Den slags giver ikke respekt i min bog.

Det er mig en evig gåde hvorfor der er så få ledere, der kan se potentialet i at omgås sine medarbejdere på en fornuftig måde. Men måske lærer man på chefskolen at det er en dårlig ide og det egentlig bare er mig, der er naiv.

Vig bort, Satan!

Nu har jeg udsendt et råb om hjælp. Jeg har erkendt at min arbejdsmæssige situation er så umulig at jeg ikke selv kan finde ud af, hvordan jeg kommer videre. Jeg har derfor skrevet en mail til min fagforenings karriereafdeling for at høre om de kan hjælpe mig. Og til min store glæde har jeg fået respons fra en person jeg kender fra dimmitendkurser osv. og som har skrevet tilbage for at få mit telefonnummer. Der er visse fordele ved at være en af meget få piger i min branche og en af dem er at jeg er temmelig genkendelig. Så nu håber jeg på at han kan hjælpe mig lidt videre eller i det mindste give mig lidt moralsk støtte.

Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?

Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.

Tuderi

Jeg synes altså det er tarveligt, at Niels Brinck bliver ved med at hyle over at han blev nr. 13 ved melodi grandixet i lørdags. Jeg zappede lige forbi Aftenshowet tidligere på aftenen og så ham sidde og nærmest brække sig, mens han forsøgte at tale udenom da værtinden spurgte hvad han syntes om vindersangen.
Efter de sidste mange års panik over østlandsmafiaen og ævleri om at de stemmer på hinanden og det er i hvert fald snyd, så sidder vores egen repræsentant ved gud og brokker sig over at Sverige ikke gav os nogen point. Det er jo for dårligt fordi de er jo vores naboer!

Well, news flash Einstein, måske syntes de ikke din middelmådige popsang og din skovskiderstilling (citat TheCityGirl) var særlig fedt.

The Prince formerly known as virus

Som i forrige indlæg har jeg nok engang en trang til at kommentere lidt på de ting der sker omkring os i øjeblikket. I dette tilfælde handler det om svineinfluenzaen, som... HOV, sorry det hedder den jo ikke længere!
Jeg læste at WHO har bestemt at den ikke længere skal hedde svineinfluenza, men "Ny influenza" *Hvor opfindsomt*. Navneskiftet skyldes at der er flere befolkningsgrupper, herunder jøder, muslimer og landmænd, føler sig såret og fornærmet. *hosthysterihost*
Adskillige forslag til nye navne har været undervejs, Nordamerikansk influenza, Mexicansk influenza, you name it.
I mellemtiden har medierne frit benyttet sig af forskellige navne som Influenza A og Influenza H1N1 etc.
De sidstnævnte navne er jo for så vidt rigtige nok, men hvor alle og enhver kunne finde ud af at bruge betegnelsen Svineinfluenza er der nu komplet forvirring og ingen bruger den samme betegnelse.
På NovaFM hørte jeg sågar nyhedsoplæseren sige: "Influenza H1N1, tidligere kendt som svineinfluenza". Hvad hulen hjælper det at give den nyt navn, hvis man er nødt til at henvise til det gamle navn, for at være sikker på at pøblen kan følge med?
Any who, jeg kom naturligvis straks til at tænke på denne fremragende musiker, der dog altid har været lidt til en side.


Det ville vel efterhånden være passende, hvis virusset optog dæmonisk form for at overtage en krop bare for et øjeblik, så det kan fortælle os alle sammen, hvad det helst vil kaldes. Evt. droppe navnet og blot være et symbol.

Nå nej, den taktik er jo også set før uden held. Bemærk dog venligst mandens guitar på billedet. Det er sgu da lidt fedt.

Listeri

I mangel på bedre at lave får jeg læst en del netaviser og har i den forbindelse fået oparbejdet en usund mængde ligegyldig galde jeg lige skal af med.

Det er mig en evig gåde, hvordan BT's webredaktør er kommet frem til at det er en fed ide at lave lister man kan klikke sig igennem. De myldrer frem og de fleste er tydeligvis lavet fordi de ikke kunne finde på noget fornuftigt journalistik.. eller hvad? Jeg fatter i hvert fald ikke pointen.

Jeg nævner i flæng:

- 5 film vi gik glip af
Det, der blot kunne have været en ligegyldig artikel om film som ikke blev til noget er lavet til en liste på otte punkter. Fem film og otte punkter hænger naturligvis ikke sammen, men det skyldes at de tre første punkter er artikelskriften delt op i tre. Jeg forbløffes.

-Gibsons store nedtur - Se hvor det gik galt for stjernen
En liste på fem punkter, der i første punkt laver indledende tekst om Mel Gibsons skilsmisse med konen. I bunden af denne tekst står følgende: "Klik videre og læs om 'De fem skridt, der førte til Gibsons undergang". På dette tidspunkt har forfatteren bare allerede brugt et punkt, så derfor er det nødvendigt at klemme to skridt ind under det sidste punkt. Genialt

- Se listen: Sådan får du styr på maven
En liste på 12 punkter, igen hvor første punkt er almindelig artikeltekst. I overskriften opfordres til at trykke videre og få 10 gode råd. Men 12 punkter minus et punkt til indledning giver - nemlig - 11 gode råd, som i øvrigt hverken er nye eller banebrydende på nogen som helst måde. Eller dvs. det 11. råd er en gennemgang af den medicin man kan benytte sig af hvis man synes det er bedre. Imponerende.

Jeg kunne fortsætte i det uendelige, men det er der jo ingen grund til. Jeg vil dog lige runde af med endnu et eksempel som næsten fik mig til at tude:

- Sådan får du en god nattesøvn - og et sundere liv
Opskriften er som de ovenstående, i dette tilfælde 11 punkter. Forskellen er dog at i denne liste linkes der til en anden artikel med titlen "GUIDE: Få styr på din snorken og få et bedre liv".
Trykker man på den kommer man selvfølgelig videre til en ny liste på ni punkter. Altså en liste der linker til en liste* og man kan på denne måde trykke sig rundt i lister til evig tid med mindre man får seriøs musepegefinger længe inden.

Man skulle synes at en hjemmeside skulle bruges til at yde en eller anden form for service for dem der trykker sig ind på den. Dette listekoncept vil jeg dog nærmere betegne som chikane.

Jeg gentager: Jeg fatter ikke pointen.


*Skulle der være medlemmer af det nørdede samfund, der læser dette indlæg kunne man fristes til at være indspist og spørge om dette så er en "Linked List?" Tøhø :D

Say what!?

En fast del af en strøgtur, uanset hvor i landet man befinder sig, er gadeindsamlerne.
Hidtil har jeg været ret god til at undgå dem ved at se travl ud og kigge andre steder hen end på dem.
Det er ikke fordi jeg er kynisk og ikke vil hjælpe verdens udsatte og alt det der, men da de ti personer, der står spredt rundt på strøget, alle kommer fra den samme organisation og står der dag efter dag, ville jeg være skrevet op i de hellige analer utroligt mange gange, hvis jeg skulle stoppe hver gang de gerne ville have mig til at stoppe.
Men jeg synes de er blevet mere aggressive på det sidste. De nøjes ikke blot med at læne sig forsigtigt til siden og forsøge at skaffe øjenkontakt. De springer næsten ind foran én og stiller tåbelige spørgsmål for at få folk stoppet.
Således gik jeg en dag på strøget i Odense og blev stillet et af den slags spørgsmål, der får mit blodtryk helt op i det røde felt.

"Undskyld, må jeg fortælle dig noget du ikke ved?"

Det eneste der manglede i den efterfølgende scene var at jeg havde fået gråt hår, sat op i knold, store briller på næsen og grå cardigan. Og at jeg havde startet min sætning med "Unge mand!" og havde peget på ham med en kroget pegefinger.

Mig, der var pænt fornærmet: "Hvorfra ved du, at jeg ikke ved det du har tænkt dig at fortælle mig???"
Gadeindsamler, nu lettere paf i udseendet: "Øh... "
Gadeindsamleren får sig samlet og fortsætter sin salgstale som intet var hændt, til han havde liret sit manuskript af.
Mig, lidt stram og irritabel: "Hvorfra vidste du at jeg ikke vidste det du lige sagde?"
Gadeindsamler, tydeligt ærgelig over at han ikke havde fået mig omvendt: "......"
Mig, som ikke gad stå der længere: "Jeg synes det er en ret dårlig idé at genere folk man gerne vil presse penge ud af. At kalde mig intetvidende og ignorant allerede inden jeg står stille får mig ikke til at smide dankortet efter dig. Det synes jeg ærligt talt I skulle tage og spekulere lidt over."
Og så forlod jeg den måbende mand.

Fornylig blev jeg så stoppet af en mand fra samme organisation på strøget i Kolding efter fem af hans kolleger havde forsøgt det samme.
Faktisk rimelig sympatisk gademand: "Du ser ud som om du er lidt træt af at jeg stopper dig..."
No shit Einstein.
Herefter forklarede jeg ham så at han var nummer seks i rækken og at jeg synes det er belastende at man på ingen måde kan gå på strøget i fred nogen steder i landet. Vi sludrede lidt frem og tilbage og han forsøgte meget tydeligt at smøre mig ved at give mig ret og tale mig efter munden i håb om at jeg ville hoppe på limpinden. Til sidst sagde jeg så til ham at hvis jeg rent faktisk havde ladet mig opskrive engang, ville jeg seriøst overveje at melde mig ud igen. Så siger han de magiske ord:
"Det kan jeg godt forstå. Jeg synes faktisk du skal have lov til at gå".

Tak. Det var vel nok pænt af ham at give mig lov til det.

Kære småbizarre mand, tak for dit brev...

For nogle blogindlæg siden fortalte jeg lidt om min tid på netdatingfronten. I dag har jeg så læst et indlæg hos Linda på Blogsbjerg som startede min hukommelse op. Jeg kom i tanke om et af de mere spøjse mails jeg fik dengang og efter lidt snusen frem og tilbage og kæmpen for at huske gamle passwords til profiler jeg ikke har brugt i årevis, men dog ikke har slettet, fandt jeg frem til mailen. Jeg synes det er mildest talt umuligt at genfortælle på kort resumé-form så jeg har valgt at kopiere det direkte ind:

Hej Aurelia!
Jeg ved ikke om jeg som velskomst må sende en tekst jeg skrev til en af mine venner, for 14 dage siden, så jeg fortæller lidt om mig selv. Jeg tror gerne jeg vil fortælle om en ønske drøm Det var da jeg så en gammel dansk film i TV, så går jeg gerne bagefter ind på den side, der hedder dansk film, og læser om skuespillerne, og der læste jeg om Helge Kjærulf-Schmidt, at han havde studeret på Universitet, og om aftenen læst hos en skuespiller, for at forberede sig på at komme ind på skuespillerskolen. Så kom jeg til at tænke på, at den gang jeg var yngre, men allerede i gang med at arbejde som kontormand, der drømte jeg både om at læse jura og også om at være skuespiller. Og så kom jeg nu til at tænke på, hvordan jeg kunnet have prøvet at opfylde begge drømme, jeg kunne have læst jura, og så om aftenen læst hos en skuespiller, og så havde jeg nok måske fået at vide hos skuespilleren, at jeg ikke egnede mig til det, men så kunne jeg have fortsat med juraen. Men jeg huskede også hvorfor ingen af tingene blev til noget. Nemlig fordi jeg havde bestilt optagelsesblanket til Universitet, og så stod der om et ruskursus man skulle til, og det havde jeg hørt om hvor vildt det var med fester m.m. som ikke var noget for mig, så derfor fik jeg aldrig taget mig sammen til at melde mig til det. Og det med skuespiller, der var der en ung mand på mit kontor, som sagde op, fordi han ville være skuespiller, og han var en jeg ikke brød mig om, så jeg turde ikke søge ind på skuespillerskole, hvis jeg så skulle være sammen med ham. Så prøvede jeg nu her i nutiden, at slå hans navn op på internettet, og fandt at han var slet ikke blevet skuespiller, men var blevet senograf. Så jeg kunne sagtens have søgt ind. Og jeg fandt at der er en masse danske skuespillere, der enten har skrevet deres erindringer eller at andre har skrevet om. Og jeg har så læst alle dem. I sær Holger Juul Hansens erindringer synes jeg var gode og også Morten Grunwalds var gode. De eneste jeg ikke synes var så gode var Erik Wedersø og Bodil Utsen, deres bog synes jeg ikke om. Men Holger Juul Hansen har skrevet sine erindringer som hedder: ” Det må aldrig blive sølle” . Hvor han fortæller om, at før han kom på skuespiller skole, så startede han som amatør skuespiller, og blev så populær der, at amatørteaterne nærmest sloges om ham. Det havde jeg aldrig tænkt på før, at der fandtes amatørteatere. Bare jeg havde vidst det, da jeg var yngre, og også havde haft internet dengang, så jeg kunne have slået op hvor de fandtes. Det har jeg gjort nu, og set at der er en kæmpe lang liste over dem. Men nogen steder er det også svært at komme ind der, for der står, at man først skal komme og hjælpe med at ryde op, og så der de en an, og måske og måske ikke, så en dag spørger de en, om man vil være med i en forestilling. Mens andre steder, der lyder det som om, at man kan være med i noget med det samme. Jeg har også læst om, på internettet, hvordan castingbureauerne holder øje med amatørteatrene, så de kan finde nye emner der, til film og reklamer. Men det var en god drøm og gode bøger at have at læse. Nu hvor det ikke blev til noget, så fordi jeg tegner croquis tegning, så drømmer jeg om at blive croquis model, for det at være model må være lidt ligesom at være skuespiller, en ting kan blive helt anderledes efter hvordan publikum er, måske er der en stilling man laver, som nogen kommentere, og andre steder bliver der ikke sagt noget, så det kan være helt forskeligt fra sted til sted, ligesom en teaterforestilling også kan være forskellig alt efter publikum. Jeg ved ikke om jeg også må skrive noget om naturisme, men der betyder det sociale meget for mig, at jeg møder nogen på stranden at tale med, det er jo så gerne kvinder jeg taler med, men kun hvis de smiler og ikke ser ud til at have noget mod at tale med mig. Så taler jeg både med dem der har badetøj på og dem der er nøgen. Det er ikke sådan at jeg er nogen scorekarl, det er kun venskabeligt og pænt jeg taler, men jeg synes det er hyggeligt at møde nye venner på den måde som naturist. Men jeg synes sommetider naturister er meget lukkede overfor nye mennersker, det er defor jeg tit taler med dem med badetøj på, selvom jeg er nøgen. Men kun hvis de smiler, og vi mødes tilfældigt i vandkanten, ikke noget med at påtvinge nogen mit selskab.
Kærlig hilsen Steen

Er det nødvendigt at nævne at han var på den forkerte side af 50 år?

Endelig!!

Så er sidste afsnit af X-factor omsider slut.

Så kan det være man kan blive fri for, uge efter uge, at høre om hvor uretfærdigt det var, at den og den blev stemt ud.
Og man kan blive fri for at høre folk, spruttende af raseri, fordømme Thomas Blachman fordi han har opført sig præcis som han plejer og som han bliver betalt for.
Og man kan blive fri for at blive fanget i midten af evige diskussioner om, hvem der skal vinde. Og man slipper for at mægle i førnævnte diskussioner bare fordi man er himmelråbende ligeglad og derfor pludselig automatisk er udråbt til ekspert på området.
Og nu kan vinderen forsvinde ud i den blå ligegyldige luft og blive væk og aldrig hørt fra igen lige som alle de andre vindere af de utallige talentkonkurrencer som TV-verdenen bliver ved med at fylde sendefladen op med.

Hvad søren skal DR nu få fredagen til at gå med?

Gammel vin på gamle flasker

"Jeg er simpelthen nødt til at begynde at bruge rynkecreme", lød det fra en af veninderne.
Hvorfor?
"Jamen se alle de her rynker!"
Efter en grundig inspektion og et ønske om at jeg havde medbragt lup, spurgte jeg igen.
Hvorfor?
Jeg har ikke noget imod rynker og har altid syntes at det er synd når folk jagter en alder de ikke længere har, i stedet for at nyde den alder de befinder sig i. Jeg har allerede fanget mig selv i at tænke tilbage på de glade teenagerdage og erkende at jeg absolut ikke kunne tænke mig at komme tilbage dertil. Jeg har ganske enkelt i en alder af 27 forvandlet mig til en af de pensionister, der sidder og bander over ungdommen nu til dags. Gad vide hvordan jeg så er, når jeg rent faktisk bliver pensionist engang *gys*.
Jeg kan godt forstå de mennesker der vitterligt ser 20 år ældre ud pga. deres rynker, men ærlig talt, dem er der altså ikke ret mange af i forhold til, hvor mange personer der bruger penge på antirynkecreme. Rynker er efterhånden blevet en folkesygdom og skal åbenbart bekæmpes med alle midler. Også selvom de er usynlige...jeg forstår ikke rigtigt hvorfor folk har et ønske om at ligne mere og mere en ballon jo ældre de bliver. Jeg synes faktisk de gør mennesker mere levende at se på *En kliché? neeeej da :D *. Rynker har jo en tendens til at opstå i de områder af ansigtet der viser hvordan vi er som personer. Mange har smilerynker ved øjnene og omkring munden. Andre har eftertænksomme rynker i panden.
Selvfølgelig er der de lidt mere familiære rynker som ikke altid er forskønnende. Her tænker jeg eksempelvis på de to lodrette furer jeg har i panden mellem øjnene som min far, søster og bror også er udstyrede med. Det får os til at se en kende bekymrede ud, men hvis man lægger ansigtet i de rigtige folder så kommer vi til at se aldeles begavede ud.

Og så synes jeg det er lidt blæret at de store rynker jeg har på min hals med tiden er blevet så omfattende, at de ligner et stort ar og får det til at se ud som om mit hoved er syet fast på mine skuldre.

Sig mig dit navn og jeg skal fortælle hvad du hedder

Jeg søger job for tiden. Har lidt svært ved at finde mig til rette inden for mit fag, men en dag blev der opslået et job jeg syntes var fantastisk spændende.

I dag var jeg så til en længe ventet samtale - det er tre uger siden jeg blev inviteret. På forhånd skulle jeg udføre en af de personlighedstests, der er blevet meget moderne at benytte især hos de større firmaer. Jeg har været igennem et par stykker i en anden forbindelse og synes hver gang det er mægtig spændende at få resultatet.

På den ene side kan jeg godt forstå fidusen i sådan en test, men på den anden side har jeg lidt svært med det, da jeg synes jeg kan fornemme at testresultatet af og til bliver vægtet lidt højere end ens udtalelser. Det synes jeg er lidt uheldigt.

Jeg var i dag ude for at vi havde siddet og snakket om et emne og lidt senere viste testen at jeg som person var decideret modsat af hvad testen havde vist - efterfølgende måtte jeg så forsvare mine udtalelser i forhold til testen, for det kunne jo ikke tænkes at testen ikke lige havde ramt plet i det tilfælde...

Det mest foruroligende ved forløbet var at den HR-konsulent der skulle give mig respons på testen syntes, efter at have læst resultatet, at jeg mindede meget om Anja Andersen (!!!!) hvorefter jeg udbrød spontant "Gud! Det var da frygteligt!" Han mente at han ud fra testen kunne vurdere at jeg havde drive, entusiasme og temperament som Anja Andersen.

Jeg gjorde ham opmærksom på at jeg ikke har tendens til at vise folk den tredje finger hver eneste gang jeg er sur over noget.

I hvert fald ikke i en arbejdssituation.

Sig "Aaaahhh"

Jeg har det svært med folk der pylrer rent helbredsmæssigt. Jeg hader også folk der pylrer i mange andre situationer men det er en anden snak.
Der er specielt to af mine veninder der er storslemme. Her snakker vi om personer der har været ved vagtlægen mere inden for det sidste år end jeg nogen sinde har været. Og jeg kan sådan set godt forstå det kniber med at få læger, hvis man dømmer dem til at sidde og høre på den slags mennesker. Der er nemlig rigtig langt i mellem at de rent faktisk fejler noget som retfærdiggør at man fiser til lægen hver gang der er noget der gør bare lidt ondt.
Fælles for dem er at de har et enormt opmærksomhedsbehov i alle aspekter af deres liv og har åbenbart begge fundet ud af at sygdom er en alletiders måde at tiltrække sig folks opmærksomhed. Og de skal nok sørge for at man bliver informeret selv om man prøver at slippe udenom. Jeg er nemlig blevet stædig. Jeg gider ikke høre om deres småproblemer længere fordi de langt de fleste gange er peditesser som den almindelige mand på gaden godt kan leve med uden at bestille gravsten.
Den Ene sørger for at opdatere sin status på Facebook og på Messenger på en måde så der er lagt op til at man skal spørge hvad der er galt. Lader man være med det, bliver statusserne lidt mere søgende. Er man så efter noget tid en af de eneste der ikke har spurgt til det, så skriver hun til én og pylrer direkte. Det er så her jeg blot svarer i enstavelsesord og begynder at snakke om noget andet.
Den Anden har lidt det samme udgangspunkt, men er knapt så teknisk anlagt så det er mere når man besøger hende at man tit liiiige får den der "Åh jeg har det træls" og så sidder hun og venter på at man spørger.
Jeg har oplevet at Den Ene havde dårlig mave og var i alvor sikker på hun skulle dø (hun havde haft det dårligt i et halvt døgns tid). Det viste sig at være lidt irriteret tyktarm.
De har begge et problem med tålmodighed og har absolut ikke tid til at vente og se om ikke dårligdommene går væk af sig selv - hvilket de jo altså gør i 99 % af tilfældende.
Der er dog ingen af dem der slår min moster. Hun er i en liga for sig selv! Her snakker vi om en decideret hypokonder, der efterhånden har fået kørt sin læge så meget ned psykisk at hun kommer til alverdens undersøgelser hver gang hun kan mærke noget trykke. Det synes jeg absolut ikke er i orden. Der er blevet spildt rigtig mange skattekroner på hende, bare fordi der ikke er nogen der gider bede hende tage sig sammen og holde op med at ringe hele tiden. Hun fejler nemlig heller aldrig noget som helst når det kommer til stykket.
Det er absolut ikke fordi jeg ikke vil være der for venner og familie, når de er syge og det er heller ikke fordi jeg automatisk forsøger at nedvurdere deres sygdomme.
Jeg gider bare ikke bruge min tid og mine kræfter på sygdomme der ikke er der.

Unreal Reality

Jeg har tænkt meget over fænomenet Facebook (I det følgende af og til betegnet som "det"). Stort set alle jeg kender har en mening om det og det er de færreste der ikke som minimum har hørt om det. Faktisk har emnet af og til ført til ophedet debat. Jeg har hørt folk lovprise det og hørt folk bande over det. Jeg har set og hørt folk blære sig med antal venner.
Jeg har personligt intet problem med Facebook. Jeg lader bare være med at tage det for mere end det er. Jeg har ikke noget behov for at udtrykke mine holdinger via grupper og jeg smider ikke om mig med personlige oplysninger, da de folk jeg har på min liste i de fleste tilfælde godt ved hvor jeg bor... (og andre kan sådan set bare spørge hvis de vil vide noget). Jeg tilføjer ikke folk jeg ikke kender, og jeg ville have det dobbelte antal hvis jeg tilføjede ALLE jeg kender. Der er bare nogle mennesker jeg egentlig ikke gider associeres med. Heller ikke selvom det ville betyde at min venneliste vil være på adskillige hundrede personer.
Men nogle mennesker ser det af en eller anden grund som en styrke at have mange venner. Jeg har ovenikøbet oplevet at en nær veninde af mig glad - og lidt hændergnidende - kom hen til mig og råbte "ha ha nu har jeg flere venner end dig på Facebook"... godt så...
Såkaldte eksperter* råber vagt i gevær fordi ungdommen bliver afsporet og mister al forbindelse til virkeligheden. Men hvor går stregen? Hvornår går en person fra at være virkelig til at være uvirkelig? For alle de folk der er på min liste er virkelige...men bliver de så uvirkelige i det sekund jeg kommunikerer med dem via facebook i stedet for en telefon? Og bliver jeg uvirkelig for de mennesker der har mig på listen? Jeg har ikke umiddelbart bemærket pixelering ud over det sædvanlige..?
Nævner man Facebook i Kragens nærvær kan man være stensikker på at hun begynder på en prædiken om, hvor rædselsfuldt det er og "hvad er en Ven? Det er jo en forskruelse af folks opfattelse af begrebet Ven og det er langt bedre at have få Venner, da folk der har mange såkaldte Venner har et overfladisk forhold til alle og enhver! Man burde lukke det der Facebook".
Jeg har forsøgt at forklare hende at man ikke nødvendigvis er sindssyg bare fordi man har mange venner på facebook og har endda prøvet at forklare hende de gode ting ved facebook ved at kalde venner for oste istedet, fordi hun starter forfra på sin klagesang hver gang jeg når til ordet venner.
Journalisten (Min kæreste Red.) bruger Facebook som netværk og har 350 mennesker på sin liste. Er det ikke det man hører alle steder? network network network?
Og hvad angår børn og unge så forstår jeg heller ikke umiddelbart problemet. Så længe børnene er børn er det vel forældrenes ansvar og ikke facebooks. "Jamen forældrene kan jo ikke være til stede hele tiden". Nej, men så kan de sq bare klippe ledningen til internettet mens de er væk. Så har de da fred så længe ungerne surmuler. Og mht teenagere er det vel meget normalt er der er folk der er mere populære end andre, det er bare noget andet man måles efter i disse dage**
Jeg kan til dels godt forstå at folk panikker og jeg kan sådan set også godt forstå at nogle mennesker har et stort behov for opmærksomhed. Fred være med det. Men jeg synes nu stadig det er tilladt at bruge sin sunde fornuft uanset om man tilhører den ene eller den anden lejr.

*Er der ikke noget om at man nu til dags kan få prædikatet ekspert hvis man blot har hørt om det pågældende emne? Det skulle man i hvert fald tro
** Ib Grønbech skrev jo så sandt "Hvorfor må a æj få beatles hår?"