Forrige torsdag var der fælles observans af typisk, elendigt dansk fodboldspil med kliken.
Om eftermiddagen fik jeg en sms fra en af de andre om, at jeg skulle tage min studenterhue med. Hmm, tænkte jeg, mens jeg rodede efter den i kasserne nede i kælderen.
Nogen havde så fået den lyse ide, at vi efter fodboldkampen skulle prøve at gå i byen på en anden måde. Hence studenterhuen.
På vej til kampen stod jeg nede på gaden og ventede på de andre. Og saftsusemig om ikke de unge fyre dyttede af mig! Så der stod jeg med min hue på og følte mig smigret og grinede dumt, mens midaldrende mennesker kørte forbi i deres stationcars og lignede nogle der tænkte "Hvem der bare var ung igen". Og jeg tænkte i øvrigt det samme.
Efter kampen trængte vi til noget at styrke os på og drog ned på stamcafeen, der ikke overraskende var fyldt op med studenter. En af veninderne har fem års jubilæum i år og jeg har ti års jubilæum, så vi følte i vores branderter, at vi var vel berettiget til at have huen på.
Hun fik travlt med at spørge alle de unge mennesker, om de troede vi var blevet studenter i år.
Øhmmenømme, lød det fra de fleste HTX'ere, som godt var klar over at det var et lose-lose spørgsmål. Men der var nu ingen, der rigtig troede på det. Heldigvis, egentlig.
"Øøøøøøøøøøøøøøjjjjhhhhhh, hvor vildt", sagt med ærefrygt i de opspilede øjne, lød det fra studenterne, da de fandt ud af, at det er ti år siden jeg blev student. Det var de alligevel imponerede over. For slet ikke at snakke om, da jeg fortalte dem at jeg har en ingeniøruddannelse. De fleste af dem skulle nemlig også være ingeniører. De var nu søde.
Det lykkedes os faktisk i løbet af aftenen at få skrevet i to huer uden at have den fjerneste anelse om, hvem der ejede dem.
Og den sidste uge har jeg syntes det var hyggeligt, at jeg kan høre hovslag nede på gaden fra alle studenterkørslerne og se dem myldre rundt alle steder.
Men nu er det nok.
At jeg ikke har det fjerneste bevis for at det er studenterne, skal da bestemt ikke afholde mig fra at skyde skylden på dem. For da jeg kom ned til min bil i morges blev jeg noget sammenbidt. Jeg kom sent hjem i går aftes, så der var ikke plads nede i gården og jeg måtte parkere over på den anden side af gaden. Og på samtlige biler derovre havde nogen hejst viduesviskerne. Senere, da jeg spadserede ned på gågaden, fandt jeg ud af at de havde været det meste af byen rundt.
En ganske hyggelig spøj, syntes jeg, lige indtil jeg fandt ud af at de havde brækket min antenne af. Røvhuller.
Viser opslag med etiketten Druk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Druk. Vis alle opslag
fredag den 2. juli 2010
fredag den 25. september 2009
Optrækkeri
Talent, Vild med dans, Robinson, De unge mødre samt tre genudsendelser af ting fra tidligere på ugen på samme aften.
Hvorfor skal man straffes så hårdt bare fordi man ikke går på druk en fredag?
Hvorfor skal man straffes så hårdt bare fordi man ikke går på druk en fredag?
søndag den 6. september 2009
Statement
Efter en hel dag under dynen foran TV'et, et par kodimagnyler, kaffe, pandaøjne, eftermiddagslursskiftehold med Journalisten, nedrullede gardiner som følge af lysoverfølsomhed, ødelagte ankler og håndled af uforklarlige årsager, ømme mavemuskler af for meget fællessang samt Marge Simpson stemme må jeg bryde sammen og tilstå:
Jeg elsker Oktoberfester.
Jeg elsker Oktoberfester.
lørdag den 20. juni 2009
Party uartig
I går aftes var vi til fest hos en journalist, der forleden blev færdiguddannet og det skulle naturligvis fejres på behørig vis. Det var det sædvanlige slæng der kom og det lignede en fest som de plejer at være, når vi er sammen med dem.
Vi får noget god mad at spise, værten er madglad og synes brødrene Price har lavet noget af det bedste TV, der findes, så han laver altid et eller andet lækkert. Så drikker vi en masse rødvin og i løbet af aftenen forsvinder det par, hvor manden ligger voldsomt under tøflen og konen *hun er altså koneagtig selvom hun kun er 25* bliver sur fordi manden har drukket øl og begynder at more sig. Derudover er der altid et antal, der skal på arbejde den efterfølgende dag og de fordufter naturligvis også. Vi andre drikker os så i et hul og dingler hjem i seng i løbet af morgenen. Sådan er det hver gang. I går var ingen undtagelse.
Og alligevel tog festen på et tidspunkt en drejning jeg ikke havde set komme.
Der er rygeforbud indenfor og derfor var der naturligvis en vis trafik ud på trappen. Jeg holdt op med at ryge for to år siden, men når jeg bliver tilpas fuld begynder jeg altid at smøge den. På et tidspunkt lagde jeg mærke til at værten samt to af pigerne stod og morede sig udenfor og var inde og hente nogle poser, så jeg blev nysgerrig og gik ud for at se, hvad der foregik.
Det viste sig at de var kommet i tanke om at lege isterningeleg. Den leg hvor en person tager en isterning i munden og så skal den overføres i mellem de implicerede ved at råsnave naturligvis. Totalt gymnasieagtigt. Jeg har aldrig kysset en pige før, selvom jeg altid har været lidt pigeglad. Har ikke rigtig fået gjort noget ved det. Så det var jo en oplagt mulighed og inden jeg fik set mig om var jeg blandet godt ind i legen og delte masser af mundvand med dem alle tre.
Og her var ikke tale om tantekys.
Midt i det hele kom en af de andre fyre i selskabet, som er nabo til værten, ud på trappen for at gå hjem og sove. Han er ikke typen, der vælter sig i damer og lægger heller ikke skjul på at han stadig er jomfru. Den ene af pigerne spurgte om ikke han skulle være med og gav en prøve på, hvad spillet gik ud på. Og man skulle synes at det var enhver fyrs drøm at få lov til at glo på at tre piger grådigt svælgede i hinanden, men nej. Det kunne han slet ikke overskue. "Ej, nu går jeg altså hjem", sagde han lettere panisk og skyndte sig ind til sig selv. Værten stillede sig også aldeles uforstående over for den beslutning. Han havde absolut intet imod at være midt i det hele, især da isterningen efterhånden blot var en mindre detalje, der gik længere tid inden isterningen blev overført og kyssene blev mere og mere hede. Og han havde absolut heller ikke noget imod selv få lov til kysse på tre piger.
Indenfor sad det øvrige selskab som faktisk kun bestod af en pige og så Journalisten som efterfølgende har bandet voldsomt over at han ikke er ryger og således gik glip af det hele.
Jeg ser allerede frem til der er ringriderfest i Aabenraa.
Vi får noget god mad at spise, værten er madglad og synes brødrene Price har lavet noget af det bedste TV, der findes, så han laver altid et eller andet lækkert. Så drikker vi en masse rødvin og i løbet af aftenen forsvinder det par, hvor manden ligger voldsomt under tøflen og konen *hun er altså koneagtig selvom hun kun er 25* bliver sur fordi manden har drukket øl og begynder at more sig. Derudover er der altid et antal, der skal på arbejde den efterfølgende dag og de fordufter naturligvis også. Vi andre drikker os så i et hul og dingler hjem i seng i løbet af morgenen. Sådan er det hver gang. I går var ingen undtagelse.
Og alligevel tog festen på et tidspunkt en drejning jeg ikke havde set komme.
Der er rygeforbud indenfor og derfor var der naturligvis en vis trafik ud på trappen. Jeg holdt op med at ryge for to år siden, men når jeg bliver tilpas fuld begynder jeg altid at smøge den. På et tidspunkt lagde jeg mærke til at værten samt to af pigerne stod og morede sig udenfor og var inde og hente nogle poser, så jeg blev nysgerrig og gik ud for at se, hvad der foregik.
Det viste sig at de var kommet i tanke om at lege isterningeleg. Den leg hvor en person tager en isterning i munden og så skal den overføres i mellem de implicerede ved at råsnave naturligvis. Totalt gymnasieagtigt. Jeg har aldrig kysset en pige før, selvom jeg altid har været lidt pigeglad. Har ikke rigtig fået gjort noget ved det. Så det var jo en oplagt mulighed og inden jeg fik set mig om var jeg blandet godt ind i legen og delte masser af mundvand med dem alle tre.
Og her var ikke tale om tantekys.
Midt i det hele kom en af de andre fyre i selskabet, som er nabo til værten, ud på trappen for at gå hjem og sove. Han er ikke typen, der vælter sig i damer og lægger heller ikke skjul på at han stadig er jomfru. Den ene af pigerne spurgte om ikke han skulle være med og gav en prøve på, hvad spillet gik ud på. Og man skulle synes at det var enhver fyrs drøm at få lov til at glo på at tre piger grådigt svælgede i hinanden, men nej. Det kunne han slet ikke overskue. "Ej, nu går jeg altså hjem", sagde han lettere panisk og skyndte sig ind til sig selv. Værten stillede sig også aldeles uforstående over for den beslutning. Han havde absolut intet imod at være midt i det hele, især da isterningen efterhånden blot var en mindre detalje, der gik længere tid inden isterningen blev overført og kyssene blev mere og mere hede. Og han havde absolut heller ikke noget imod selv få lov til kysse på tre piger.
Indenfor sad det øvrige selskab som faktisk kun bestod af en pige og så Journalisten som efterfølgende har bandet voldsomt over at han ikke er ryger og således gik glip af det hele.
Jeg ser allerede frem til der er ringriderfest i Aabenraa.
onsdag den 20. maj 2009
Mooor er den bedste i veeeerden
Jeg læste for nylig et indlæg hos Belle Blues der handlede om hendes temmelig anstengte forhold til hendes mor og straks følte jeg mig truffet.
På facebook har der på det seneste været en del kvindelige medlemmer af min venneliste, der har meldt sig ind i gruppen "Jeg elsker min mor og jeg er stolt af det".
Jeg tænkte at jeg i den forbindelse ville kigge lidt på, hvorfor jeg under ingen omstændigheder vil melde mig ind i den gruppe*.
I beskrivelsesfeltet har de skrevet en række udsagn, der lyder således:
Den her Facebook group er til dig der elsker din mor.
Du elsker hende for de mange gange hun har:
-Lavet din livret.
Min mor har ingen anelse om, hvad min livret er. Og hun spørger stadig om jeg skal have sild til frokosterne, selvom jeg er hardcore ikke-fiskespiser og har været det det meste af mit liv.
-Lagt dig i seng, med alt for høj promille.
No way. Min mor betragter druk som værende noget åndssvagt som kun dumme mennesker gør. Hun har forsøgt at spærre mig og mine søskende inde, så længe hun kunne, da vi var teenagere fordi fester absolut ikke var noget vi burde blandes ind i. Hvis man havde en ordentlig brandert på var der derfor no mercy og foragten lyste ud af øjenene. Det gør den i øvrigt stadig selvom vi alle er voksne nu.
-Givet dig masser af kærlighed når du havde mest brug for det.
Hvad har man kærester til?
-Holdt dit hår når du sku brække dig.
Hvis man skulle kaste op var hun den der forsvandt. Det måtte jeg selv klare. Hvis jeg havde brækket mig ud over det hele måtte min far pænt tørre op.
-Vasket dit tøj.
"Hvis du vil have vasket tøj må du selv gøre det. Det er ikke en servicebutik, det her."
-Kløet din ryg.
A'hva?
-Sagt at det hele nok skal ordne sig i de mest mørke tider.
Pfff... Da jeg omkring nytår var på vej ind i en depression, men trods alt havde viljen til at komme igennem og bare skulle bruge støtte, fik jeg besked på at tingene ikke var så slemme som jeg påstod og at jeg skulle tage mig sammen. Derefter udstedte hun en mængde krav til, hvordan jeg skulle leve mit liv og så mente hun i øvrigt at jeg skulle tage til lægen omgående og få en hurtig medicinering. Så var det jeg blev lidt hidsig og råbte op om at hun måtte være vanvittig og at hun skulle holde op med at umyndiggøre mig på den måde. Det slog hende dog ikke ud og hun udmeldte at denne reaktion jo naturligvis var et tydeligt bevis på, at hun havde ret og at jeg blot skulle indlægge på psyk asap og jeg fortrød bittert at jeg havde inddraget hende i mine problemer. Det blev de sådan set kun værre af.**
På facebook har der på det seneste været en del kvindelige medlemmer af min venneliste, der har meldt sig ind i gruppen "Jeg elsker min mor og jeg er stolt af det".
Jeg tænkte at jeg i den forbindelse ville kigge lidt på, hvorfor jeg under ingen omstændigheder vil melde mig ind i den gruppe*.
I beskrivelsesfeltet har de skrevet en række udsagn, der lyder således:
Den her Facebook group er til dig der elsker din mor.
Du elsker hende for de mange gange hun har:
-Lavet din livret.
Min mor har ingen anelse om, hvad min livret er. Og hun spørger stadig om jeg skal have sild til frokosterne, selvom jeg er hardcore ikke-fiskespiser og har været det det meste af mit liv.
-Lagt dig i seng, med alt for høj promille.
No way. Min mor betragter druk som værende noget åndssvagt som kun dumme mennesker gør. Hun har forsøgt at spærre mig og mine søskende inde, så længe hun kunne, da vi var teenagere fordi fester absolut ikke var noget vi burde blandes ind i. Hvis man havde en ordentlig brandert på var der derfor no mercy og foragten lyste ud af øjenene. Det gør den i øvrigt stadig selvom vi alle er voksne nu.
-Givet dig masser af kærlighed når du havde mest brug for det.
Hvad har man kærester til?
-Holdt dit hår når du sku brække dig.
Hvis man skulle kaste op var hun den der forsvandt. Det måtte jeg selv klare. Hvis jeg havde brækket mig ud over det hele måtte min far pænt tørre op.
-Vasket dit tøj.
"Hvis du vil have vasket tøj må du selv gøre det. Det er ikke en servicebutik, det her."
-Kløet din ryg.
A'hva?
-Sagt at det hele nok skal ordne sig i de mest mørke tider.
Pfff... Da jeg omkring nytår var på vej ind i en depression, men trods alt havde viljen til at komme igennem og bare skulle bruge støtte, fik jeg besked på at tingene ikke var så slemme som jeg påstod og at jeg skulle tage mig sammen. Derefter udstedte hun en mængde krav til, hvordan jeg skulle leve mit liv og så mente hun i øvrigt at jeg skulle tage til lægen omgående og få en hurtig medicinering. Så var det jeg blev lidt hidsig og råbte op om at hun måtte være vanvittig og at hun skulle holde op med at umyndiggøre mig på den måde. Det slog hende dog ikke ud og hun udmeldte at denne reaktion jo naturligvis var et tydeligt bevis på, at hun havde ret og at jeg blot skulle indlægge på psyk asap og jeg fortrød bittert at jeg havde inddraget hende i mine problemer. Det blev de sådan set kun værre af.**
Og da jeg i sin tid var indlagt på neurologisk afdeling med et lamt ansigt og dobbeltsyn og ingen vidste hvad jeg fejlede, sørgede hun for at klage sin nød til sine venner og bekendte - og smørede tykt på historien. Min mor tilpasser nemlig enhver situation til hendes behov. Hvis ikke historien er god nok i hendes øjne, så pynter hun bare på den. Dette giver en masse pinlige situationer, når jeg efterfølgende må forklare folk at hun er fuld af løgn. Og naturligvis bliver hun hver gang ufattelig sur på mig når jeg gør hende opmærksom på at det er forkerte ting hun siger til folk.
Det der gjorde at Belle Blues indlæg ramte en nerve hos mig var beskyldningen om spiseforstyrrelse. Den har jeg naturligvis også fået. Mit sidste halve år på gymnasiet var et mareridt fordi min far havde valgt at duske en fremmed dame og af en eller anden grund havde min mor så bestemt at det var mit job at løse deres problemer. Dette bevirkede at jeg havde konstant kvalme i et halvt år og måtte have piller af lægen for at styre det. Jeg måtte pakke mit grej og skride for at kunne få fred til at læse til min studentereksamen. Nogle uger senere tog hele den pukkelryggede på udenlandstur for at fejre min studenterhat og her var det så at hun valgte at beskylde mig for at have en spiseforstyrrelse fordi jeg for det første var åleslank og for det andet gik på toilettet under maden *Jeg skulle tisse for helvede!*. Nu til dags har hun dog mere travlt med at fortælle mig, hvor fed jeg er, på trods af at jeg har normal vægt og ser helt normal ud.
Så nej, den gruppe er vist ikke rigtig noget for mig.
*Hvis man lige ser bort fra at jeg aldrig melder mig ind i grupper, der ikke har noget med skole eller arbejde at gøre.
**Det er nu blevet en stående joke mellem Journalisten og mig. Hvis en af os opfører sig tåbeligt i en eller anden situation bliver vedkommende omgående idømt en hurtig medicinering.søndag den 19. april 2009
Titel
Min lørdag aften var virkelig spændende. Den var så spændende at det mislykkedes at finde en sætning som summerer den op. Derfor den lidet informerende titel på dette indlæg.
Efter at have pølet en halv flaske rødvin, bare fordi jeg kunne, faldt jeg over en film som var så sørgelig at jeg sad og hylede. Der var nogen der døde og så begynder jeg automatisk at vande høns. Denne regel gælder dog sjovt nok ikke hvis vedkommende er blevet skudt i en aktionfilm.
Jeg har altid været temmelig grådlabil. På listen over film jeg tuder over findes bla. Snehvide. Jeg tåler ikke rigtig det punkt, hvor hun er helt alene i skoven.
Derudover kan jeg godt fælde en tåre, hvis jeg ser en person der lufter sin sorte labrador. Jeg har aldrig tudet så meget som da jeg måtte aflive min elskede hund for snart tre år siden og bliver stadig ganske vemodig når jeg ser glade hunde på gaden.
Det mest irriterende er dog at jeg begynder at hyle hvis folk interesserer sig for mig. Her menes, at hvis jeg i en eller anden situation virker på folk som om jeg ikke helt er på toppen eller virker lidt mut og så der er nogen der spørger "Er du OK?" begynder jeg resolut at mimre for derefter at fælde den ene tåre efter den anden mens jeg stædigt forsøger at lade være. Jeg ved ikke hvorfor; det er da ganske rart at folk bekymrer sig lidt. Af og til ville det dog være rarest hvis folk ville lade mig være og ikke vise interesse for mit velbefindende.
Any who, det som jeg egentlig ville fortælle med dette indlæg, der tog en fuldstændig ligegyldig drejning i forhold til det oprindelige tankespind var, at jeg efter at have snøftet færdig over førnævnte film zappede lidt rundt og faldt over TV2 Charlie og deres Lørdagsfest.
(Og ja, det er rigtig gættet; jeg har været helt alene hjemme hele weekenden uden menneskelig kontakt udover en tur i Fuptex)
Ingen ringere end James Last.
Jeg bekender kulør. Jeg erkender. Jeg bryder sammen og tilstår. Jeg synes altså James Last er go'.
Ikke fordi musikken er noget specielt egentlig. Men hver gang der er et af hans shows på tv og jeg så får zappet mig hen på det, ender jeg altid med at hænge fast og kigge fascineret på skærmen. De shows har jo alt!
Hvis man kigger lidt efter er der jo alle mulige underholdningselementer:
- Kiksede kvinder i uformeligt gallatøj med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme gallakjoler med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme, men kedelige gallakjoler (hvor finder han alle de lækre violinister henne?)
- Masser af mandlige bandmedlemmer, der på skift gnider sig op af de lækre blondiner
-Den typiske elguitarspiller, som er et must i et hvert band - tynd med stramtsiddende gamle jeans, det obligatoriske halvlange krøllede hår, undertrøje med åben skjorte og lidende ansigtsudtryk
- Harmonikaspillere ældre end Metusalem
- Indbegrebet af et tysk boytoy. Med Kim Schumacher frisure og babyface og tydeligt begæret af de midaldrende kvinder i bandet som gør hvad de kan for at få lejlighed til at gramse lidt på ham
- Publikummet. Folk der aldrig har forladt 80'erne og som stadig går rundt med bukserne oppe under hængepatterne.
- James Last himself, der lusker småhoppende rundt på scenen i et forsøg på at få tiden til at gå mens han af og til kaster en dirigerende arm i et par sekunder.
Behøver man mere for at have god underholdning?
Efter at have pølet en halv flaske rødvin, bare fordi jeg kunne, faldt jeg over en film som var så sørgelig at jeg sad og hylede. Der var nogen der døde og så begynder jeg automatisk at vande høns. Denne regel gælder dog sjovt nok ikke hvis vedkommende er blevet skudt i en aktionfilm.
Jeg har altid været temmelig grådlabil. På listen over film jeg tuder over findes bla. Snehvide. Jeg tåler ikke rigtig det punkt, hvor hun er helt alene i skoven.
Derudover kan jeg godt fælde en tåre, hvis jeg ser en person der lufter sin sorte labrador. Jeg har aldrig tudet så meget som da jeg måtte aflive min elskede hund for snart tre år siden og bliver stadig ganske vemodig når jeg ser glade hunde på gaden.
Det mest irriterende er dog at jeg begynder at hyle hvis folk interesserer sig for mig. Her menes, at hvis jeg i en eller anden situation virker på folk som om jeg ikke helt er på toppen eller virker lidt mut og så der er nogen der spørger "Er du OK?" begynder jeg resolut at mimre for derefter at fælde den ene tåre efter den anden mens jeg stædigt forsøger at lade være. Jeg ved ikke hvorfor; det er da ganske rart at folk bekymrer sig lidt. Af og til ville det dog være rarest hvis folk ville lade mig være og ikke vise interesse for mit velbefindende.
Any who, det som jeg egentlig ville fortælle med dette indlæg, der tog en fuldstændig ligegyldig drejning i forhold til det oprindelige tankespind var, at jeg efter at have snøftet færdig over førnævnte film zappede lidt rundt og faldt over TV2 Charlie og deres Lørdagsfest.
(Og ja, det er rigtig gættet; jeg har været helt alene hjemme hele weekenden uden menneskelig kontakt udover en tur i Fuptex)
Ingen ringere end James Last.
Jeg bekender kulør. Jeg erkender. Jeg bryder sammen og tilstår. Jeg synes altså James Last er go'.
Ikke fordi musikken er noget specielt egentlig. Men hver gang der er et af hans shows på tv og jeg så får zappet mig hen på det, ender jeg altid med at hænge fast og kigge fascineret på skærmen. De shows har jo alt!
Hvis man kigger lidt efter er der jo alle mulige underholdningselementer:
- Kiksede kvinder i uformeligt gallatøj med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme gallakjoler med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme, men kedelige gallakjoler (hvor finder han alle de lækre violinister henne?)
- Masser af mandlige bandmedlemmer, der på skift gnider sig op af de lækre blondiner
-Den typiske elguitarspiller, som er et must i et hvert band - tynd med stramtsiddende gamle jeans, det obligatoriske halvlange krøllede hår, undertrøje med åben skjorte og lidende ansigtsudtryk
- Harmonikaspillere ældre end Metusalem
- Indbegrebet af et tysk boytoy. Med Kim Schumacher frisure og babyface og tydeligt begæret af de midaldrende kvinder i bandet som gør hvad de kan for at få lejlighed til at gramse lidt på ham
- Publikummet. Folk der aldrig har forladt 80'erne og som stadig går rundt med bukserne oppe under hængepatterne.
- James Last himself, der lusker småhoppende rundt på scenen i et forsøg på at få tiden til at gå mens han af og til kaster en dirigerende arm i et par sekunder.
Behøver man mere for at have god underholdning?
fredag den 17. april 2009
Rådden nedfaldshjerne
Jeg har inden for den sidste tid oplevet en stærkt nedgradering af min hjernekapacitet. Tidligere var jeg altid god for en kæk bemærkning og et godt gensvar.
Ikke desto mindre synes jeg at den egenskab er forsvundet lige så hurtigt som mine penge forsvinder efter lønningsdag. Jeg synes ikke længere at være i stand til at tænke hurtigt. Tidligere har jeg kunnet sidde og tale med en anden person og så pludselig stille et spørgsmål, der har bragt offeret totalt ud af koncentration, så vedkommende tabte tråden og bare stirrede tomt ud i luften. (Kragen var ofte offer for denne teknik, hun er så nem at bringe ud af fatning). Nu til dags når jeg sidder i situationer, hvor jeg kan se en åbenlys mulighed for at gribe samtalen og løbe den helt forkerte vej med den, sidder jeg bare og tænker så det knager uden at der sker noget, og samtalen fortsætter så uden ophold eller muntert indslag.
Jeg oplever også at jeg oftere og oftere selv bliver udsat for jokes, som jeg overhovedet ikke fatter, hvor jeg før i tiden ville have kastet skyts tilbage i en lind strøm. Nu opdager jeg først joken, når jeg er blevet grundigt til grin. Og stadig kan jeg ikke komme på noget genialt gensvar.
Eksempelvis havde jeg fornylig en sms-udveksling med en af vennerne, som skulle have bekræftet at vi havde en aftale senere på aftenen. Jeg sendte spørgende sms'er og fik kun svar tilbage i stil med "øhh om hvad??" og "ja ja... om hvad?".. jeg var allerede begyndt at surmule over at de andre tydeligvis var begyndt at drikke uden mig... indtil jeg modtog ordet "Scheisse" og det gik op for mig at der blev taget stygt strøm på mig i bedste Tulip stil. Plads til rapt gensvar: Intet.
Senere på aftenen fik jeg skæld ud over den flade respons og besked på at oppe mig.
Måske jeg bør tage fiskeoliekapsler?
Ikke desto mindre synes jeg at den egenskab er forsvundet lige så hurtigt som mine penge forsvinder efter lønningsdag. Jeg synes ikke længere at være i stand til at tænke hurtigt. Tidligere har jeg kunnet sidde og tale med en anden person og så pludselig stille et spørgsmål, der har bragt offeret totalt ud af koncentration, så vedkommende tabte tråden og bare stirrede tomt ud i luften. (Kragen var ofte offer for denne teknik, hun er så nem at bringe ud af fatning). Nu til dags når jeg sidder i situationer, hvor jeg kan se en åbenlys mulighed for at gribe samtalen og løbe den helt forkerte vej med den, sidder jeg bare og tænker så det knager uden at der sker noget, og samtalen fortsætter så uden ophold eller muntert indslag.
Jeg oplever også at jeg oftere og oftere selv bliver udsat for jokes, som jeg overhovedet ikke fatter, hvor jeg før i tiden ville have kastet skyts tilbage i en lind strøm. Nu opdager jeg først joken, når jeg er blevet grundigt til grin. Og stadig kan jeg ikke komme på noget genialt gensvar.
Eksempelvis havde jeg fornylig en sms-udveksling med en af vennerne, som skulle have bekræftet at vi havde en aftale senere på aftenen. Jeg sendte spørgende sms'er og fik kun svar tilbage i stil med "øhh om hvad??" og "ja ja... om hvad?".. jeg var allerede begyndt at surmule over at de andre tydeligvis var begyndt at drikke uden mig... indtil jeg modtog ordet "Scheisse" og det gik op for mig at der blev taget stygt strøm på mig i bedste Tulip stil. Plads til rapt gensvar: Intet.
Senere på aftenen fik jeg skæld ud over den flade respons og besked på at oppe mig.
Måske jeg bør tage fiskeoliekapsler?
Abonner på:
Opslag (Atom)