På facebook har der på det seneste været en del kvindelige medlemmer af min venneliste, der har meldt sig ind i gruppen "Jeg elsker min mor og jeg er stolt af det".
Jeg tænkte at jeg i den forbindelse ville kigge lidt på, hvorfor jeg under ingen omstændigheder vil melde mig ind i den gruppe*.
I beskrivelsesfeltet har de skrevet en række udsagn, der lyder således:
Den her Facebook group er til dig der elsker din mor.
Du elsker hende for de mange gange hun har:
-Lavet din livret.
Min mor har ingen anelse om, hvad min livret er. Og hun spørger stadig om jeg skal have sild til frokosterne, selvom jeg er hardcore ikke-fiskespiser og har været det det meste af mit liv.
-Lagt dig i seng, med alt for høj promille.
No way. Min mor betragter druk som værende noget åndssvagt som kun dumme mennesker gør. Hun har forsøgt at spærre mig og mine søskende inde, så længe hun kunne, da vi var teenagere fordi fester absolut ikke var noget vi burde blandes ind i. Hvis man havde en ordentlig brandert på var der derfor no mercy og foragten lyste ud af øjenene. Det gør den i øvrigt stadig selvom vi alle er voksne nu.
-Givet dig masser af kærlighed når du havde mest brug for det.
Hvad har man kærester til?
-Holdt dit hår når du sku brække dig.
Hvis man skulle kaste op var hun den der forsvandt. Det måtte jeg selv klare. Hvis jeg havde brækket mig ud over det hele måtte min far pænt tørre op.
-Vasket dit tøj.
"Hvis du vil have vasket tøj må du selv gøre det. Det er ikke en servicebutik, det her."
-Kløet din ryg.
A'hva?
-Sagt at det hele nok skal ordne sig i de mest mørke tider.
Pfff... Da jeg omkring nytår var på vej ind i en depression, men trods alt havde viljen til at komme igennem og bare skulle bruge støtte, fik jeg besked på at tingene ikke var så slemme som jeg påstod og at jeg skulle tage mig sammen. Derefter udstedte hun en mængde krav til, hvordan jeg skulle leve mit liv og så mente hun i øvrigt at jeg skulle tage til lægen omgående og få en hurtig medicinering. Så var det jeg blev lidt hidsig og råbte op om at hun måtte være vanvittig og at hun skulle holde op med at umyndiggøre mig på den måde. Det slog hende dog ikke ud og hun udmeldte at denne reaktion jo naturligvis var et tydeligt bevis på, at hun havde ret og at jeg blot skulle indlægge på psyk asap og jeg fortrød bittert at jeg havde inddraget hende i mine problemer. Det blev de sådan set kun værre af.**
Og da jeg i sin tid var indlagt på neurologisk afdeling med et lamt ansigt og dobbeltsyn og ingen vidste hvad jeg fejlede, sørgede hun for at klage sin nød til sine venner og bekendte - og smørede tykt på historien. Min mor tilpasser nemlig enhver situation til hendes behov. Hvis ikke historien er god nok i hendes øjne, så pynter hun bare på den. Dette giver en masse pinlige situationer, når jeg efterfølgende må forklare folk at hun er fuld af løgn. Og naturligvis bliver hun hver gang ufattelig sur på mig når jeg gør hende opmærksom på at det er forkerte ting hun siger til folk.
Det der gjorde at Belle Blues indlæg ramte en nerve hos mig var beskyldningen om spiseforstyrrelse. Den har jeg naturligvis også fået. Mit sidste halve år på gymnasiet var et mareridt fordi min far havde valgt at duske en fremmed dame og af en eller anden grund havde min mor så bestemt at det var mit job at løse deres problemer. Dette bevirkede at jeg havde konstant kvalme i et halvt år og måtte have piller af lægen for at styre det. Jeg måtte pakke mit grej og skride for at kunne få fred til at læse til min studentereksamen. Nogle uger senere tog hele den pukkelryggede på udenlandstur for at fejre min studenterhat og her var det så at hun valgte at beskylde mig for at have en spiseforstyrrelse fordi jeg for det første var åleslank og for det andet gik på toilettet under maden *Jeg skulle tisse for helvede!*. Nu til dags har hun dog mere travlt med at fortælle mig, hvor fed jeg er, på trods af at jeg har normal vægt og ser helt normal ud.
Så nej, den gruppe er vist ikke rigtig noget for mig.
*Hvis man lige ser bort fra at jeg aldrig melder mig ind i grupper, der ikke har noget med skole eller arbejde at gøre.
**Det er nu blevet en stående joke mellem Journalisten og mig. Hvis en af os opfører sig tåbeligt i en eller anden situation bliver vedkommende omgående idømt en hurtig medicinering.
Hej Aurelia
SvarSletTak for dit indlæg, der fik mig til at holde endnu mere af min mor, som altid er frisk på at lave kylling hvis jeg kigger forbi. Heldigvis er det 35 år siden hun stoppede med at klø mig på ryggen, 30 år siden at hun indså at jeg frabad mig hendes, eller andres tilstedeværelse, i opkastningssituationer, og 25 år siden at tøjvaskeservicen røg. Alt det gør i dag, at jeg er indehaver af en kløpind, ikke er selskabsbrækpapegøje, samt kan genkende hvid fra kulørt vask.
Tak mor, jeg kigger forbi med pigerne på næste søndag. Kyllingen må gerne være tørstegt, ligesom du plejer at lave den.
Cosmo
Hej Aurelia,
SvarSletJeg er først lige faldet over din blog, men det er rart at høre, at jeg ikke er den eneste med et lidt anstrengt forhold til min mor. Jeg tror ikke man bare skal pligt-elske sine forældre, hvis de ikke har været der for én. Jeg har et endnu mere anstreng forhold til min far, der er alkoholiker, og jeg valgte for mange år siden helt at afbryde kontakten til ham.
I min mors tilfælde er jeg ikke i tvivl om, at hun gør alting med de bedste intentioner - og derfor elsker jeg hende. Uanset. På trods af de svigt, hun har udsat mig for, fordi hun ikke magtede at handle anderledes. Men man må selvfølgeligt hele tiden gøre op med sig selv, om man får noget ud af relationen eller om det kun medfører ubehag og stress.
Jeg vil gerne have et bedre forhold til min mor, men jeg kan ikke ændre på, hvordan hun er. Og nogle gange har jeg bare ikke overskud til det.
Tak for dit indlæg - det er interessant at læse dine tanker om emnet. :)
@Belle Blues
SvarSletTak for de søde ord og velkommen til!
Jeg er helt enig i at man ikke absolut skal elske sine forældre blot fordi de er familie. Jeg ved at mine forældre vil være der for mig hvis det en dag virkelig brænder på, men jeg har valgt at erkende, at jeg ikke kan holde dem (især min mor) ud ret lang tid af gangen. Jeg har besluttet at løse problemet ved at holde en afstand, der gør det muligt at vi kan opretholde et nogenlunde fornuftigt forhold til hinanden.