ReLive..pfff... hvad er egentlig forskellen på det og så Genudsendelse?
Any who, jeg tager lige den nemme vej i denne uge. Jeg laver lige en oprydningsdag mere og håber på, at jeg så når at opleve et eller andet spændende de næste par dage, så jeg kan skrive noget fornuftigt.
Niece har fødselsdag på lørdag, så jeg tager en weekendtur til den anden ende af Jylland. Om ikke andet sker der sikkert et eller andet fjollet/tåbeligt/dødeligt, når jeg skal tilbringe flere timer sammen med familien.
Selvom morfar fornylig holdt 90 års fødselsdag i fred og fordragelighed.
Well, næsten. Jeg nåede da at stikke lidt til Kragen, men var smart nok at gøre det 30 sekunder inden jeg skulle køre hjem, og slap således for at høre på svadaer af galde.
Efter jeg havde udgivet gårsdagens oprydningsindlæg gik det op for mig at jeg havde overset et par linjers visdom. Og den slags kan jo ikke bare kastes bort.
Så her kommer resten, med ønsket om at I ikke får keyboardaftryk på kinderne, når I sover henover tastaturet.
"Kender I det der med at man køber noget, eller tager en eller anden beslutning, hvor andre mennesker er involveret, og der så altid er et eller andet galt? Hvis man eksempelvis har købt en sofa og der så er en kinøjser der har glemt at komme den allervigtigste skrue i."
Men det kender I godt, ikke? Jeg havde ikke fået min sofa endnu på det tidspunkt, så hvorfor jeg har brugt lige præcis det eksempel står i det uvisse. Hvor jeg i det hele taget ville hen med det, er jeg ikke helt sikker på. Men måske har det noget at gøre med det her:
"I sådanne situationer kan jeg ikke lade være med at tænke "hold nu OP med at være så irriterende". Men det er jo heldigvis småting, der kan fikses med et par telefonopringninger. Nogle gange kunne det nu være rart hvis tingene var rigtige fra starten af. Bare engang i mellem."
Og dét er en sandhed uden sidestykke.
"mand ryster dankortet efter fejl."
Jeg synes det er uendeligt morsomt med mennesker og teknologi. Stod i kø i Bilka en dag. En midaldrende mand betalte med dankort, men den blev afvist. Så naturligvis tager han dankortet op og ryster det....det er jo også meget godt lige at få pengene til at falde ordentlig ned i chippen, ikke?
Det var lidt ligesom dengang jeg skulle lave hjemmeside for en klaversælger og han pylrede over, at kvaliteten på billederne på hjemmesiden var dårlig.
Mine forsøg på at fortælle ham at han selv havde uploadet billederne, og derfor selv var skyld i at kvaliteten var skod, fængede ikke rigtig. Tværtimod mente han helt bestemt, at han vidste hvad der var galt. Og det undlod han naturligvis ikke at fortælle mig.
Forstår I, der sker nemlig det med digitale billeder, at de bliver slidte når de har ligget på serveren længe. Og jo flere ting man kommer op på serveren, jo mere pressede bliver billederne fordi de jo ligger nederst, og derfor bliver kvaliteten dårligere og dårligere. Klart.
Det er ligesom når man går rundt med en USB nøgle i lommen og så efter noget tid begynder der at falde pixels ud af den fordi den bliver rystet så meget. Pisse irriterende.
Viser opslag med etiketten Fjols. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fjols. Vis alle opslag
onsdag den 26. maj 2010
tirsdag den 16. marts 2010
Her lugter af gennembrud
Der var engang, for et år siden næsten, hvor jeg sendte en uopfordret ansøgning til et firma. Jeg var til samtale og direktøren var vild med mig, men dem der sad på pengene mente ikke, de havde råd til at ansætte mig.
Jeg holdt mig til og var i løbende dialog med ham - uden held.
For et par uger siden skrev jeg så igen for at høre, hvordan chancerne er her i det nye år. Og tænk sig, så ringer han idag og spørger om ikke jeg kan komme til en samtale i næste uge, for der er nogen der gerne vil møde mig.
Som den evige pessimist jeg er, prøver jeg på ikke at hidse mig op for det er jo ikke ensbetydende med, at jeg bliver ansat.
Men det er satme svært at lade være. Jeg er totalt på trip lige nu fordi jeg ikke har været til nogen samtale siden i sommers og at der for fanden da må være en eller anden grund til at de vil se på mig, når jeg allerede har været til en samtale. Det bliver totalt charmeoffensiv fra min side af.
Så hvordan skal jeg så få tiden til at gå helt til på tirsdag?
Jo, jeg kunne jo begynde at tage lektioner i at tænke mig om.
Det har vist sig gang på gang at jeg ikke er så kløgtig altid, og da jeg gav mig til at skrive indlæg om dengang jeg havde en meget sjælden sygdom, burde jeg måske lige have overvejet det lidt, inden jeg satte navn på.
For når man lider af en sygdom, der kun rammer en ud af en million og der ikke findes noget litteratur på dansk om den, og man så googler sygdommen og efterspørger sider på dansk, så får man - ja, godt gættet - min blog lige op i ansigtet.
Lillebror skrev til mig den anden aften for at spørge efter, hvad det var sygdommen hed, for han ville lige læse lidt om den.
Der gik de der sædvanlige tre sekunder til erkendelsen og et højlydt "DOH!".
Busted.
Men man må beundre manden for hans vedholdenhed. Han har tæsket sig igennem samtlige indlæg og syntes ikke overraskende at det var interessant læsning.
Der hvor det blev tåbeligt var, da han forklarede mig at jeg faktisk - i ædru tilstand - har fortalt ham at jeg har en blog, og at han derfor godt vidste den findes.
Måske jeg alligevel burde blive tjekket for Alzheimer.
Jeg holdt mig til og var i løbende dialog med ham - uden held.
For et par uger siden skrev jeg så igen for at høre, hvordan chancerne er her i det nye år. Og tænk sig, så ringer han idag og spørger om ikke jeg kan komme til en samtale i næste uge, for der er nogen der gerne vil møde mig.
Som den evige pessimist jeg er, prøver jeg på ikke at hidse mig op for det er jo ikke ensbetydende med, at jeg bliver ansat.
Men det er satme svært at lade være. Jeg er totalt på trip lige nu fordi jeg ikke har været til nogen samtale siden i sommers og at der for fanden da må være en eller anden grund til at de vil se på mig, når jeg allerede har været til en samtale. Det bliver totalt charmeoffensiv fra min side af.
Så hvordan skal jeg så få tiden til at gå helt til på tirsdag?
Jo, jeg kunne jo begynde at tage lektioner i at tænke mig om.
Det har vist sig gang på gang at jeg ikke er så kløgtig altid, og da jeg gav mig til at skrive indlæg om dengang jeg havde en meget sjælden sygdom, burde jeg måske lige have overvejet det lidt, inden jeg satte navn på.
For når man lider af en sygdom, der kun rammer en ud af en million og der ikke findes noget litteratur på dansk om den, og man så googler sygdommen og efterspørger sider på dansk, så får man - ja, godt gættet - min blog lige op i ansigtet.
Lillebror skrev til mig den anden aften for at spørge efter, hvad det var sygdommen hed, for han ville lige læse lidt om den.
Der gik de der sædvanlige tre sekunder til erkendelsen og et højlydt "DOH!".
Busted.
Men man må beundre manden for hans vedholdenhed. Han har tæsket sig igennem samtlige indlæg og syntes ikke overraskende at det var interessant læsning.
Der hvor det blev tåbeligt var, da han forklarede mig at jeg faktisk - i ædru tilstand - har fortalt ham at jeg har en blog, og at han derfor godt vidste den findes.
Måske jeg alligevel burde blive tjekket for Alzheimer.
fredag den 26. februar 2010
Madsvineri og generelt idioti
Jeg er rimelig sippet, når det kommer til andre mennesker og deres omgang med mad og køkken. Det er ikke altid praktisk. Jeg får eksempelvis ofte kvalme, når jeg ser hvordan folk håndterer deres karklud.
Da jeg havde mit eneste fagrelevante job, var jeg i et firma med 12 personer, hvoraf der var én heltidspige *mig* og så en regnskabsdame, der kom to gange om ugen. Så til frokost var jeg som regel alene med 11 mandfolk, der på ingen måde havde hørt om madhygiejne. Vores frokostordning gik ud på, at der hver mandag kom en madmor og købte ind til en hel almindelig frokost. Rugbrød og pålæg og den slags. Til og med torsdag skulle vi så dagligt hive disse ting ud af køleren og leve af dem.
Det generede ingen at bruge den samme kniv til at smøre alting på brødet eller bruge den samme ske til alt flydende. Jeg overlevede ved at spise hamburgerryg og den slags der kommer i en pakning, samt leverpostej, hvor jeg kunne tage af de urørte sider. Dette lyder måske en smule psykotisk, og det er det også til en vis grad. Men jeg må erkende, at jeg står af, når folk først bruger deres kniv til at smøre en muggen ost på brødet og herefter bruger den samme kniv til at lave en leverpostejsmad. Eller bruger kniven til at spise en fiskemad og herefter bruger den samme kniv til at skille pålægsstykkerne fra hinanden. Eller bruger skeen til marmeladen til grundigt at tvære marmeladen ned i ostemaden og så stikker skeen ned i marmeladeglasset igen. Og forestil jer så at 11 personer praktiserer denne form for ulækkerhed i dagevis på den samme stakkels mad.
Jeg synes ganske enkelt det er vammelt. Især om torsdagen, efter fire dages sammenblanding af madvarer. Den eneste grund til at jeg ikke døde af sult var, at jeg begyndte at tage min egen mad med under påskud af at jeg hellere ville have salat - hvilket i øvrigt ikke var helt løgn. Hvis de spurgte efter grøntsager, mente de italiensk salat og ristede løg.
Nå, men efter jeg nu har overstået min fire uger i virksomhedspraktik har jeg fået genopfrisket et par ting.
Den ene ting er, at jeg virkelig ikke kan udstå muggen ost. Op til flere gange har jeg mistet appetitten midt i frokosten, fordi en kollega ikke kunne vente med at smøre sin skive franskbrød med grøn ost til efter rugbrødsmadderne. Den har således ligget og lugtet mig lige op i næseborene, som i mit tilfælde har været ulideligt følsomme efter jeg holdt op med at ryge for et par år siden.
En anden ting er, at ostespisere - og her tænker jeg på skiveostespisere - af en eller anden grund er enormt bange for at deres osteskiver falder af brødet, og derfor er de nødt til holde fast på osten med fingrene. I kender dem garanteret godt. Lige pegefingeren på osten, så man har styr på den. Og beklager, hvis jeg træder nogen over tæerne, men det er satme klamt!
Come on! Det mindste de kan gøre er da at vaske fingrene bagefter, men det gør de ikke engang. Næh nej, det er jo travle mennesker, så folk slæber deres ostemadder ned på kontorerne og sidder så og gramser på dem, mens de arbejder videre.
Så kan man bagefter lugte folks ostefingre og rynke på næsen, når de skriver på tastaturer, rører ved computermus og håndterer deres iPhones, som bliver behørigt fedtede efterfølgende. Adr!
Jeg kan ikke forstå det er nødvendigt. Hvis man er bange for at osten falder af kan man fx. bruge lidt smørelse, bruge sine tænder eller bruge kniv og gaffel. Det andet er ulækkert.
Folk kan ellers nok finde ud af at bruge sæbe og alkogel og den slags i frygt for at få sygdomme, men derudover er det så som så med hygiejnen. Nok er man ikke smittefarlig efter konsumering af ostemadder, men alligevel.
Hvad med hensynet til dem med sart lugtesans?
Idag fik jeg i øvrigt understøttet min teori om, at jeg overhovedet ikke bør sendes ud i virkeligheden. Tog ned for at handle og hankede i den forbindelse op i et par poser med pant. Stoppede glad flaskerne i maskinen og gik ind i butikken. Nede i brødafdelingen, efter af have svævet rundt over køddisken i ti mins totalt forladt for gode aftensmadsideer, gik det op for mig at jeg havde glemt noget, da jeg indløste panten.
Nemlig at indløse panten.
Jeg havde glad stoppet flaskerne ind i maskinen og var gået videre. Det der med at trykke på en knap og tage et stykke papir, der er penge værd, havde jeg ikke lige tænkt på.
Super, Einstein.
Da jeg havde mit eneste fagrelevante job, var jeg i et firma med 12 personer, hvoraf der var én heltidspige *mig* og så en regnskabsdame, der kom to gange om ugen. Så til frokost var jeg som regel alene med 11 mandfolk, der på ingen måde havde hørt om madhygiejne. Vores frokostordning gik ud på, at der hver mandag kom en madmor og købte ind til en hel almindelig frokost. Rugbrød og pålæg og den slags. Til og med torsdag skulle vi så dagligt hive disse ting ud af køleren og leve af dem.
Det generede ingen at bruge den samme kniv til at smøre alting på brødet eller bruge den samme ske til alt flydende. Jeg overlevede ved at spise hamburgerryg og den slags der kommer i en pakning, samt leverpostej, hvor jeg kunne tage af de urørte sider. Dette lyder måske en smule psykotisk, og det er det også til en vis grad. Men jeg må erkende, at jeg står af, når folk først bruger deres kniv til at smøre en muggen ost på brødet og herefter bruger den samme kniv til at lave en leverpostejsmad. Eller bruger kniven til at spise en fiskemad og herefter bruger den samme kniv til at skille pålægsstykkerne fra hinanden. Eller bruger skeen til marmeladen til grundigt at tvære marmeladen ned i ostemaden og så stikker skeen ned i marmeladeglasset igen. Og forestil jer så at 11 personer praktiserer denne form for ulækkerhed i dagevis på den samme stakkels mad.
Jeg synes ganske enkelt det er vammelt. Især om torsdagen, efter fire dages sammenblanding af madvarer. Den eneste grund til at jeg ikke døde af sult var, at jeg begyndte at tage min egen mad med under påskud af at jeg hellere ville have salat - hvilket i øvrigt ikke var helt løgn. Hvis de spurgte efter grøntsager, mente de italiensk salat og ristede løg.
Nå, men efter jeg nu har overstået min fire uger i virksomhedspraktik har jeg fået genopfrisket et par ting.
Den ene ting er, at jeg virkelig ikke kan udstå muggen ost. Op til flere gange har jeg mistet appetitten midt i frokosten, fordi en kollega ikke kunne vente med at smøre sin skive franskbrød med grøn ost til efter rugbrødsmadderne. Den har således ligget og lugtet mig lige op i næseborene, som i mit tilfælde har været ulideligt følsomme efter jeg holdt op med at ryge for et par år siden.
En anden ting er, at ostespisere - og her tænker jeg på skiveostespisere - af en eller anden grund er enormt bange for at deres osteskiver falder af brødet, og derfor er de nødt til holde fast på osten med fingrene. I kender dem garanteret godt. Lige pegefingeren på osten, så man har styr på den. Og beklager, hvis jeg træder nogen over tæerne, men det er satme klamt!
Come on! Det mindste de kan gøre er da at vaske fingrene bagefter, men det gør de ikke engang. Næh nej, det er jo travle mennesker, så folk slæber deres ostemadder ned på kontorerne og sidder så og gramser på dem, mens de arbejder videre.
Så kan man bagefter lugte folks ostefingre og rynke på næsen, når de skriver på tastaturer, rører ved computermus og håndterer deres iPhones, som bliver behørigt fedtede efterfølgende. Adr!
Jeg kan ikke forstå det er nødvendigt. Hvis man er bange for at osten falder af kan man fx. bruge lidt smørelse, bruge sine tænder eller bruge kniv og gaffel. Det andet er ulækkert.
Folk kan ellers nok finde ud af at bruge sæbe og alkogel og den slags i frygt for at få sygdomme, men derudover er det så som så med hygiejnen. Nok er man ikke smittefarlig efter konsumering af ostemadder, men alligevel.
Hvad med hensynet til dem med sart lugtesans?
Idag fik jeg i øvrigt understøttet min teori om, at jeg overhovedet ikke bør sendes ud i virkeligheden. Tog ned for at handle og hankede i den forbindelse op i et par poser med pant. Stoppede glad flaskerne i maskinen og gik ind i butikken. Nede i brødafdelingen, efter af have svævet rundt over køddisken i ti mins totalt forladt for gode aftensmadsideer, gik det op for mig at jeg havde glemt noget, da jeg indløste panten.
Nemlig at indløse panten.
Jeg havde glad stoppet flaskerne ind i maskinen og var gået videre. Det der med at trykke på en knap og tage et stykke papir, der er penge værd, havde jeg ikke lige tænkt på.
Super, Einstein.
tirsdag den 6. oktober 2009
En tirsdag
Jeg havde en række forestillinger om hvad jeg skulle nå i dag.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.
Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.
Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.
Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.
Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.
torsdag den 1. oktober 2009
Hold nu kæft
Jeg har svært ved at tage Carl Mar Møller alvorligt. Men hvem har ikke det?
I dag var han så på krigsstien igen fordi Brorsonskolen i Varde opfordrer drengene til at sidde ned og tisse da de små fyre har svært ved at få pjalten til at ramme kummen og derfor sviner toiletterne pænt meget til. Straks var han ude med køllen og ytrede at,
"Kvinder tænder ikke på mænd, der sidder ned og tisser, fordi de bliver et form for intetkøn. I værste fald er det den slags, der gør, at flere mænd bliver bøsser."
Spændende betragtning. Jeg ved ikke, hvor Carl Mar indsamler oplysninger til sin forskning, men jeg har haft to kærester, der sidder ned når de tisser og så vidt jeg er orienteret er der ikke nogen af dem, der er bøsser og der er ikke nogen af dem, der har problemer med damer.
Den ene sidder ned med den erkendelse at hans tissemand ganske enkelt ikke kan lave en lige stråle og at han ikke gider bruge tid på at tørre op efter sig selv hver gang han er på toilet.
Den anden synes bare generelt det er noget svineri at sprøjte ud over det hele på den måde og han gider ikke træde rundt i gammelt pis når han skal på toilet.
"Det at stå op er en markering af det at være mand. Og det gør ikke noget, at vi sviner og lugter – det er derfor, der er mande- og kvindetoiletter", siger Carl Mar.
Vås. Jeg er ikke bekendt med hvordan han har indrettet sin hule, men hjemme hos os har vi altså kun ét toilet til deling mellem begge køn. Kald mig bare snerpet, men jeg synes faktisk ikke det er okay, hvis der bliver svinet og lugtet på mit badeværelse.
Da jeg jo er forkælet med et rent toilet, er jeg ikke spor i tvivl om at der har været mandfolk på toilettet, når vi har gæster. Så er der gule pletter overalt på den del at kummen, der ikke bliver skyllet igennem samt på undersiden af toiletbrættet.
Hos mine forældre er der lyse fliser på gulvet og der kan man så se, hvor meget der ikke når ned i kummen. Jeg synes altså ikke det er frækt.
Jeg kan i øvrigt godt nævne andre mere geniale måder at markere sin mandighed på - til både gavn for den store mand og lillemor.
I dag var han så på krigsstien igen fordi Brorsonskolen i Varde opfordrer drengene til at sidde ned og tisse da de små fyre har svært ved at få pjalten til at ramme kummen og derfor sviner toiletterne pænt meget til. Straks var han ude med køllen og ytrede at,
"Kvinder tænder ikke på mænd, der sidder ned og tisser, fordi de bliver et form for intetkøn. I værste fald er det den slags, der gør, at flere mænd bliver bøsser."
Spændende betragtning. Jeg ved ikke, hvor Carl Mar indsamler oplysninger til sin forskning, men jeg har haft to kærester, der sidder ned når de tisser og så vidt jeg er orienteret er der ikke nogen af dem, der er bøsser og der er ikke nogen af dem, der har problemer med damer.
Den ene sidder ned med den erkendelse at hans tissemand ganske enkelt ikke kan lave en lige stråle og at han ikke gider bruge tid på at tørre op efter sig selv hver gang han er på toilet.
Den anden synes bare generelt det er noget svineri at sprøjte ud over det hele på den måde og han gider ikke træde rundt i gammelt pis når han skal på toilet.
"Det at stå op er en markering af det at være mand. Og det gør ikke noget, at vi sviner og lugter – det er derfor, der er mande- og kvindetoiletter", siger Carl Mar.
Vås. Jeg er ikke bekendt med hvordan han har indrettet sin hule, men hjemme hos os har vi altså kun ét toilet til deling mellem begge køn. Kald mig bare snerpet, men jeg synes faktisk ikke det er okay, hvis der bliver svinet og lugtet på mit badeværelse.
Da jeg jo er forkælet med et rent toilet, er jeg ikke spor i tvivl om at der har været mandfolk på toilettet, når vi har gæster. Så er der gule pletter overalt på den del at kummen, der ikke bliver skyllet igennem samt på undersiden af toiletbrættet.
Hos mine forældre er der lyse fliser på gulvet og der kan man så se, hvor meget der ikke når ned i kummen. Jeg synes altså ikke det er frækt.
Jeg kan i øvrigt godt nævne andre mere geniale måder at markere sin mandighed på - til både gavn for den store mand og lillemor.
søndag den 20. september 2009
Beslutninger
Som Napoleon sagde: "Intet er vanskeligere og derfor mere dyrebart end evnen til at træffe beslutninger".
Well, den evne har jeg ikke. Eller dvs. jeg kan sagtens træffe beslutninger, det er intet problem. Jeg træffer bare sjældent de rigtige beslutninger.
Nogle beslutninger er taget udfra et kompromis, hvor alternativet har været værre. Så kan man så diskutere, hvor dårlig beslutningen så egentlig var. Men i de situationer, hvor konsekvenserne af beslutningerne så har vist sig at være mindst lige så slemme som alternativerne - eller nogen gange værre - har den oprindelige beslutning vist sig at være en fejl alligevel. Det er vist det man kalder en lose-lose situation.
I de fleste situationer er det umuligt at forudse konsekvensen af beslutningen og derfor er det ofte efterrationaliseringen som dømmer beslutningerne som elendige, hvilket jo egentlig bare er spild af tid og kun giver anledning til selvudslettelse.
Beklageligvis er min hjerne ekspert i selvudslettelsens kunst og derfor er det efterhånden et problem for mig at tage en beslutning om noget som helst, da jeg føler der er en overhængende fare for at beslutningen er forkert.
Min nuværende arbejdssituation eksempelvis, volder mig store problemer. For jeg vil gerne tage en eller anden beslutning om noget, der kan få mig ud af denne her hårknude. Det være sig uddannelsesskift, flytning etc. Men jeg er bange for at tage en dårlig beslutning som så mange gange før og derfor kommer jeg ingen vegne. Sørgeligt.
Men det er ikke kun på de store og vigtige områder det kniber for mig. Også på det mindre og knap så betydningsfulde plan scorer jeg ganske ofte selvmål.
I morges traf jeg fx. nok engang en forkert beslutning. En beslutning jeg egentlig godt vidste var tåbelig, da jeg tog den og jeg vidste egentlig også godt, at begrundelsen for at tage beslutningen ikke ville føre mig derhen jeg gerne ville. Men alligevel gjorde jeg det.
Heldigvis var det ikke en altafgørende beslutning og fører som sådan ikke noget med sig, men den illustrerer ret godt, hvordan det nogengange går helt galt inde i hovedet på mig.
Situationen var jo den at billetterne til Dizzy Mizz Lizzy blev sat til salg i dag og da jeg kom i tanke om det, var der kun billetter tilbage i Aalborg, men det gjorde jo sådan set ikke noget. Så jeg bombarderede Billetnet og så kom jeg rent faktisk ind. Da jeg skulle vælge antal billetter valgte jeg to, en til mig og en til Journalisten. Jeg sidder med billetterne og skal bare betale dem og så er det at jeg tænker, på et splitsekund, at det var træls jeg ikke havde taget tre billetter, for så var der også en til Journalistens søster. Jeg er klar over at jeg mister mine billetter, hvis jeg gør noget som helst andet end at betale, men alligevel trykker jeg på tilbageknappen på tastaturet, for jeg vil jo gerne have en ekstra billet selvom jeg ved at det får jeg ikke. Puf var mine billetter væk og 30 sek. senere var der udsolgt.
I min egen erkendelse af at det var himmelråbende dumt, det jeg havde gjort, bildte jeg Journalisten (og alle andre) ind, at det var et uheld at jeg havde trykket på den knap. Men det var det jo ikke.
Det var en beslutning taget ud fra de allerbedste intentioner, men med en forudsigelig fiasko som resultat. Det jeg skulle have gjort var at køre egotrippet og blot have købt de to billetter, da jeg havde dem.
Well, i det mindste var det en god beslutning at lave pandekager til eftermiddagskaffen.
Well, den evne har jeg ikke. Eller dvs. jeg kan sagtens træffe beslutninger, det er intet problem. Jeg træffer bare sjældent de rigtige beslutninger.
Nogle beslutninger er taget udfra et kompromis, hvor alternativet har været værre. Så kan man så diskutere, hvor dårlig beslutningen så egentlig var. Men i de situationer, hvor konsekvenserne af beslutningerne så har vist sig at være mindst lige så slemme som alternativerne - eller nogen gange værre - har den oprindelige beslutning vist sig at være en fejl alligevel. Det er vist det man kalder en lose-lose situation.
I de fleste situationer er det umuligt at forudse konsekvensen af beslutningen og derfor er det ofte efterrationaliseringen som dømmer beslutningerne som elendige, hvilket jo egentlig bare er spild af tid og kun giver anledning til selvudslettelse.
Beklageligvis er min hjerne ekspert i selvudslettelsens kunst og derfor er det efterhånden et problem for mig at tage en beslutning om noget som helst, da jeg føler der er en overhængende fare for at beslutningen er forkert.
Min nuværende arbejdssituation eksempelvis, volder mig store problemer. For jeg vil gerne tage en eller anden beslutning om noget, der kan få mig ud af denne her hårknude. Det være sig uddannelsesskift, flytning etc. Men jeg er bange for at tage en dårlig beslutning som så mange gange før og derfor kommer jeg ingen vegne. Sørgeligt.
Men det er ikke kun på de store og vigtige områder det kniber for mig. Også på det mindre og knap så betydningsfulde plan scorer jeg ganske ofte selvmål.
I morges traf jeg fx. nok engang en forkert beslutning. En beslutning jeg egentlig godt vidste var tåbelig, da jeg tog den og jeg vidste egentlig også godt, at begrundelsen for at tage beslutningen ikke ville føre mig derhen jeg gerne ville. Men alligevel gjorde jeg det.
Heldigvis var det ikke en altafgørende beslutning og fører som sådan ikke noget med sig, men den illustrerer ret godt, hvordan det nogengange går helt galt inde i hovedet på mig.
Situationen var jo den at billetterne til Dizzy Mizz Lizzy blev sat til salg i dag og da jeg kom i tanke om det, var der kun billetter tilbage i Aalborg, men det gjorde jo sådan set ikke noget. Så jeg bombarderede Billetnet og så kom jeg rent faktisk ind. Da jeg skulle vælge antal billetter valgte jeg to, en til mig og en til Journalisten. Jeg sidder med billetterne og skal bare betale dem og så er det at jeg tænker, på et splitsekund, at det var træls jeg ikke havde taget tre billetter, for så var der også en til Journalistens søster. Jeg er klar over at jeg mister mine billetter, hvis jeg gør noget som helst andet end at betale, men alligevel trykker jeg på tilbageknappen på tastaturet, for jeg vil jo gerne have en ekstra billet selvom jeg ved at det får jeg ikke. Puf var mine billetter væk og 30 sek. senere var der udsolgt.
I min egen erkendelse af at det var himmelråbende dumt, det jeg havde gjort, bildte jeg Journalisten (og alle andre) ind, at det var et uheld at jeg havde trykket på den knap. Men det var det jo ikke.
Det var en beslutning taget ud fra de allerbedste intentioner, men med en forudsigelig fiasko som resultat. Det jeg skulle have gjort var at køre egotrippet og blot have købt de to billetter, da jeg havde dem.
Well, i det mindste var det en god beslutning at lave pandekager til eftermiddagskaffen.
tirsdag den 1. september 2009
Status quo vol I
Well, nu er jeg fri af det bageri og skal ikke tilbage dertil igen.
I de tre måneder jeg var ansat har Den Lille Bager og Soen flittigt brugt mig som dørmåtte og i fredags gik de over stregen.
Jeg kom tilbage fra ferie og fandt ud af at Soen havde lavet min vagtplan radikalt om så jeg mere eller mindre var stavnsbundet til jobbet de næste 2½ uger. Weekenderne var jeg også sat på. Og hvorfor?
Fordi hun skal på ferie.
Nuvel, det er meget normalt at vagtplaner ændrer sig i ferietiden. Men da jeg før min egen ferie (og det var altså kun halvanden uge tidligere) spurgte hende om hun ville bytte fredagsvagt *det vender vi lige tilbage til senere* d. 11 september fordi jeg skal til guldbryllup i Nordjylland i weekenden og derfor gerne vil afsted tidligere, var det intet problem. Der blev ikke nævnt noget om at hun skulle på ferie. Jeg anede ikke at de skulle på ferie nu. Så den vagt ville hun gerne bytte. Hvorefter hun skred på ferie OG satte mig på vagt i den weekend.
Så jeg gjorde hende selvfølgelig opmærksom på at jeg ikke kan komme på arbejde på alle de tidspunkter, da jeg jo altså også har fritidsinteresser, der skal passes og generelt jo har lavet planer efter den "normale vagtplan" *det vender vi også lige tilbage til senere*.
Det var ikke hendes problem. Det måtte jeg finde ud af med de to andre, der er gamle nok til at varetage disse vagter og som selvfølgelig heller ikke havde mulighed for at tage nogle af vagterne, da de i forvejen havde fået trukket urimeligt mange vagter ned over hovedet. Det endte med et kæmpe skænderi inde i butikken, hvor hun talte til mig som om jeg var fem år gammel og til sidst trak hun bare på skuldrene.
Senere fik jeg at vide af min kollega at vedkommende havde spurgt Soen, da hun lavede vagtplanen, om ikke hun lige skulle ringe til mig først og spørge, men det var der ingen grund til. Tværtimod måtte jeg altså lige tage min del af slæbet og lade være med at være så ufleksibel.
Efter Soen havde forladt bageriet trampede jeg i raseri ned for at ringe til Journalisten, som flippede fuldstændig ud, forlangte telefonnummeret på Soen og bad om lov til at ringe til hende. Så det gjorde han og blev naturligvis hurtigt sendt videre til Den Lille Bager, som så fik Journalistens uforbeholdne mening, men som jo bare gled af med sætninger som "jamen, jeg har en virksomhed at køre, så jeg må være hård". Den fyrede han af som respons på at arbejdsklimaet er elendigt og der er kæmpe udskiftning i personalet hele tiden. Idiot.
Any who, Journalisten erklærede at jeg skulle se at komme ud derfra i en fart om han så skulle belåne sig selv op over hårspidserne. Jeg kunne nemlig ikke bare sige op, fordi det gjorde jeg også i januar. Ergo nul penge fra a-kassen, da man ikke må være selvforskyldt ledig to gange på 12 måneder.
Men det skulle gå lidt stærkt, for det var jo d. 31. i mandags og sidste chance for opsigelser i den måned. Så mandag morgen fik vi travlt med at ringe til fagforeningen for at høre, hvordan jeg bedst kom ud af dette her. Og så var det at det gik galt.
Jeg kunne ikke overskue det, jeg magtede det ikke, jeg begyndte at hyle hysterisk. Journalisten tog over og fik mig til at ringe til min læge mens han selv snakkede med min fagforening, der lynhurtigt fastslog at jeg skulle sygemeldes øjeblikkeligt.
Problemet var bare at klokken på det tidspunkt var 9.20 og jeg skulle møde kl 11 og i følge min kontrakt skal man melde sig syg senest to timer før. Det kunne fagforeningsdamen nu ikke tage sig af og henviste til et antal paragraffer i funktionærloven.
Så nu var jeg nødt til at ringe til Den Lille Bager og melde mig syg. Det kunne jeg ikke. Jeg gik totalt i baglås og hylede og hylede, for jeg vidste han ville tvære mig ud.
Så Journalisten måtte til telefonen og ringe til Den Lille Bager.
Og ganske rigtigt. Han gik totalt amok.
I de tre måneder jeg var ansat har Den Lille Bager og Soen flittigt brugt mig som dørmåtte og i fredags gik de over stregen.
Jeg kom tilbage fra ferie og fandt ud af at Soen havde lavet min vagtplan radikalt om så jeg mere eller mindre var stavnsbundet til jobbet de næste 2½ uger. Weekenderne var jeg også sat på. Og hvorfor?
Fordi hun skal på ferie.
Nuvel, det er meget normalt at vagtplaner ændrer sig i ferietiden. Men da jeg før min egen ferie (og det var altså kun halvanden uge tidligere) spurgte hende om hun ville bytte fredagsvagt *det vender vi lige tilbage til senere* d. 11 september fordi jeg skal til guldbryllup i Nordjylland i weekenden og derfor gerne vil afsted tidligere, var det intet problem. Der blev ikke nævnt noget om at hun skulle på ferie. Jeg anede ikke at de skulle på ferie nu. Så den vagt ville hun gerne bytte. Hvorefter hun skred på ferie OG satte mig på vagt i den weekend.
Så jeg gjorde hende selvfølgelig opmærksom på at jeg ikke kan komme på arbejde på alle de tidspunkter, da jeg jo altså også har fritidsinteresser, der skal passes og generelt jo har lavet planer efter den "normale vagtplan" *det vender vi også lige tilbage til senere*.
Det var ikke hendes problem. Det måtte jeg finde ud af med de to andre, der er gamle nok til at varetage disse vagter og som selvfølgelig heller ikke havde mulighed for at tage nogle af vagterne, da de i forvejen havde fået trukket urimeligt mange vagter ned over hovedet. Det endte med et kæmpe skænderi inde i butikken, hvor hun talte til mig som om jeg var fem år gammel og til sidst trak hun bare på skuldrene.
Senere fik jeg at vide af min kollega at vedkommende havde spurgt Soen, da hun lavede vagtplanen, om ikke hun lige skulle ringe til mig først og spørge, men det var der ingen grund til. Tværtimod måtte jeg altså lige tage min del af slæbet og lade være med at være så ufleksibel.
Efter Soen havde forladt bageriet trampede jeg i raseri ned for at ringe til Journalisten, som flippede fuldstændig ud, forlangte telefonnummeret på Soen og bad om lov til at ringe til hende. Så det gjorde han og blev naturligvis hurtigt sendt videre til Den Lille Bager, som så fik Journalistens uforbeholdne mening, men som jo bare gled af med sætninger som "jamen, jeg har en virksomhed at køre, så jeg må være hård". Den fyrede han af som respons på at arbejdsklimaet er elendigt og der er kæmpe udskiftning i personalet hele tiden. Idiot.
Any who, Journalisten erklærede at jeg skulle se at komme ud derfra i en fart om han så skulle belåne sig selv op over hårspidserne. Jeg kunne nemlig ikke bare sige op, fordi det gjorde jeg også i januar. Ergo nul penge fra a-kassen, da man ikke må være selvforskyldt ledig to gange på 12 måneder.
Men det skulle gå lidt stærkt, for det var jo d. 31. i mandags og sidste chance for opsigelser i den måned. Så mandag morgen fik vi travlt med at ringe til fagforeningen for at høre, hvordan jeg bedst kom ud af dette her. Og så var det at det gik galt.
Jeg kunne ikke overskue det, jeg magtede det ikke, jeg begyndte at hyle hysterisk. Journalisten tog over og fik mig til at ringe til min læge mens han selv snakkede med min fagforening, der lynhurtigt fastslog at jeg skulle sygemeldes øjeblikkeligt.
Problemet var bare at klokken på det tidspunkt var 9.20 og jeg skulle møde kl 11 og i følge min kontrakt skal man melde sig syg senest to timer før. Det kunne fagforeningsdamen nu ikke tage sig af og henviste til et antal paragraffer i funktionærloven.
Så nu var jeg nødt til at ringe til Den Lille Bager og melde mig syg. Det kunne jeg ikke. Jeg gik totalt i baglås og hylede og hylede, for jeg vidste han ville tvære mig ud.
Så Journalisten måtte til telefonen og ringe til Den Lille Bager.
Og ganske rigtigt. Han gik totalt amok.
tirsdag den 25. august 2009
Return of the dead
Så er vi tilbage fra campingferien.
Den ferie gik godt nok stærkt, jeg har kun to dage tilbage. Den er blevet godt nydt og vi har sovet længe, hvilket egentlig ikke var så vanvittig genialt. Jeg skal nu nå at barbere fem timer af min søvn inden på søndag, hvor jeg skal møde på arbejde kl 6.
Og jeg har ikke hørt fra nogle af de firmaer, der havde lovet at kontakte mig i august. Eller dvs et af firmaerne har efterspurgt mine karakterer, hvilket automatisk bringer mig hen i et jeg-tror-ikke-på-mig-selv-hjørne, hvor jeg så kan sidde og ryste, mens jeg messer "jeg får aldrig jobbet".
Nå, videre fra den dårlige selvtillid.
Udover tingene beskrevet i forrige indlæg bød ferien også på minigolf *hvor jeg tabte*, bowling *hvor jeg tabte OG ødelagde mit i forvejen svagelige håndled*, fiskeri *selvfølgelig...vi fangede dog heldigvis ikke noget*, krydsogtværsløsning, rundstykker, kaffe, tisning i buske og en masse andet.
Vi havde taget Lillebror med. Vi havde egentlig også gerne set at Søster og familien var taget med så det sædvanlige campingslæng var samlet, men hun er temmelig invalideret af sin graviditet og brugte ugen på at pendle ind til sygehuset for at suge nogle poser væske og få noget akupunktur.
Vi klarede os dog uden dem og turen havde et antal højdepunkter.
Et af dem var, da Lillebror i en hæftig brandert havde været ude i regnen for at tisse op af et træ, samtidig med at han forsøgte at holde en gigantisk paraply. Da han kom ind i forteltet igen forsøgte han at hænge paraplyen op i en tværstang så den kunne tørre, men havde ikke få den slået ordentlig sammen. Således sprang den op og angreb ham da den foldede sig ud, hvorefter den klistrede sig fast i en fluefanger og i forsøgtet på at undslippe væltede han over grillen, hvilket næsten fik mig til at tisse i bukserne.
Et andet var, da klogeåge 1 og klogeåge 2 *Journalisten og hans far* sad og kiggede ud af forteltet en aften, svigergamlerne var på besøg. Et lys på stjernehimlen blev vurderet til at være et fly og det måtte jo nødvendigvis være flyveren fra Kastrup til Aalborg. Efter at have været en tur ude med kikkerten, fordi jeg ikke rigtig syntes at flyveren flyttede sig, og havde nærstuderet himmellegemet kunne jeg fortælle d'herrer at det var Venus.
Senere på aftenen kom der rent faktisk en flyver og svigerfar var ikke sent til at understrege at det bestemt var flyveren fra Stockholm til Kastrup (!).
Jeg havde taget en bog med, men den fik jeg absolut ikke brug for.
Den ferie gik godt nok stærkt, jeg har kun to dage tilbage. Den er blevet godt nydt og vi har sovet længe, hvilket egentlig ikke var så vanvittig genialt. Jeg skal nu nå at barbere fem timer af min søvn inden på søndag, hvor jeg skal møde på arbejde kl 6.
Og jeg har ikke hørt fra nogle af de firmaer, der havde lovet at kontakte mig i august. Eller dvs et af firmaerne har efterspurgt mine karakterer, hvilket automatisk bringer mig hen i et jeg-tror-ikke-på-mig-selv-hjørne, hvor jeg så kan sidde og ryste, mens jeg messer "jeg får aldrig jobbet".
Nå, videre fra den dårlige selvtillid.
Udover tingene beskrevet i forrige indlæg bød ferien også på minigolf *hvor jeg tabte*, bowling *hvor jeg tabte OG ødelagde mit i forvejen svagelige håndled*, fiskeri *selvfølgelig...vi fangede dog heldigvis ikke noget*, krydsogtværsløsning, rundstykker, kaffe, tisning i buske og en masse andet.
Vi havde taget Lillebror med. Vi havde egentlig også gerne set at Søster og familien var taget med så det sædvanlige campingslæng var samlet, men hun er temmelig invalideret af sin graviditet og brugte ugen på at pendle ind til sygehuset for at suge nogle poser væske og få noget akupunktur.
Vi klarede os dog uden dem og turen havde et antal højdepunkter.
Et af dem var, da Lillebror i en hæftig brandert havde været ude i regnen for at tisse op af et træ, samtidig med at han forsøgte at holde en gigantisk paraply. Da han kom ind i forteltet igen forsøgte han at hænge paraplyen op i en tværstang så den kunne tørre, men havde ikke få den slået ordentlig sammen. Således sprang den op og angreb ham da den foldede sig ud, hvorefter den klistrede sig fast i en fluefanger og i forsøgtet på at undslippe væltede han over grillen, hvilket næsten fik mig til at tisse i bukserne.
Et andet var, da klogeåge 1 og klogeåge 2 *Journalisten og hans far* sad og kiggede ud af forteltet en aften, svigergamlerne var på besøg. Et lys på stjernehimlen blev vurderet til at være et fly og det måtte jo nødvendigvis være flyveren fra Kastrup til Aalborg. Efter at have været en tur ude med kikkerten, fordi jeg ikke rigtig syntes at flyveren flyttede sig, og havde nærstuderet himmellegemet kunne jeg fortælle d'herrer at det var Venus.
Senere på aftenen kom der rent faktisk en flyver og svigerfar var ikke sent til at understrege at det bestemt var flyveren fra Stockholm til Kastrup (!).
Jeg havde taget en bog med, men den fik jeg absolut ikke brug for.
torsdag den 30. juli 2009
Eye wear
Jeg kunne ikke forstå at de ikke tog telefonen hos Kontaktlinseinstituttet, da jeg ringede for at bestille tid til tjek. Det lykkedes mig først at komme igennem til sekretæren, da jeg havde gennemskuet at jeg havde forsøgt at ringe Ungdommens Fællesråd i Århus op og derefter tastede de korrekte numre i stedet.
Jeg havde perfekt syn hele min barndom. Indtil jeg blev ti år og pludselig ikke længere kunne læse underteksterne på tv'et. Siden har jeg været temmelig nærsynet og mit syn bliver langsomt værre og værre. Men jeg måtte jo til optikeren og have briller. Jeg hadede det. Som om jeg ikke blev mobbet nok i forvejen kunne jeg nu skrive brilleabe på mit CV. Derfor har jeg sværget til kontaktlinser lige siden mine forældre gav mig lov til at få dem.
Mit første sæt kontaktlinser var den slags, der kun måtte sidde i øjnene i 12 timer af gangen. Heldigvis blev heldagslinser hurtigt opfundet til rimelige penge og jeg har kun et enkelt par briller. Dem bruger jeg om morgenen inden jeg tager linser på og om aftenen så jeg kan se hvor min seng er. En gang i mellem får jeg styrken rettet til, men jeg har dem så lidt på at jeg sjældent opdager, hvor meget forkerte de er i styrken. De få gange, hvor jeg har været tvunget til at bruge briller har været virkelig irriterende.
Jeg har generelt aldrig brudt mig om briller. Da jeg var barn kunne jeg slet ikke holde ud, hvis min mormor tog sine briller på. Jeg syntes, hun så streng ud. Det samme gjaldt min morfar og jeg elskede, når han skulle bakke bilen ud af garagen, for så tog han altid brillerne af og afslørede nogle bitte små prikker som øjne, der fik ham til at ligne et berømt blindt pelsdyr.
Derfor må jeg stille mig helt uforstående overfor, at briller er blevet så voldsomt moderne. Selvfølgelig skal man ikke gå med triste briller, men jeg synes måske det er gået lidt over gevind. Nu skal man jo have adskillige forskellige par, så man kan vælge det par, der passer bedst til dagens outfit.
Jeg kan naturligvis slet ikke sætte mig ind i at man kan finde på at tage et par briller på selvom man ikke har dårlige øjne. Men også den slags brillestel man kan få, hvis man har dårligt syn, må jeg forbløffes over.
Pludselig skal alle smykkefirmaerne designe brillestel og de fås i alverdens farver og med diverse bling. Stængerne på nogle briller er mega tykke for ellers er der ikke plads til alt pynten.
Jeg synes det er synd. Det tager opmærksomheden væk fra folks ansigt og gør dem til anonymiteter bag et hidsigt par briller.
Min tysklærer i folkeskolen sad engang og gloede drømmende på mig, hvorefter hun erklærede "De briller klæ'r dig altså bare så godt". Folk omkring mig har også spurgt om ikke jeg skal til at gå med briller igen, nu hvor det er blevet smart, for det klæder mig jo så godt. Men jeg må melde pas. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det og så er det lige meget om det ser pænt ud. Det er lidt ligesom at sige til en teenagepige at hun ikke er tyk.
Men det kommer jeg nok til at ændre holdning til, for der er udsigt til at jeg snart skal have læsebriller.
Jeg havde perfekt syn hele min barndom. Indtil jeg blev ti år og pludselig ikke længere kunne læse underteksterne på tv'et. Siden har jeg været temmelig nærsynet og mit syn bliver langsomt værre og værre. Men jeg måtte jo til optikeren og have briller. Jeg hadede det. Som om jeg ikke blev mobbet nok i forvejen kunne jeg nu skrive brilleabe på mit CV. Derfor har jeg sværget til kontaktlinser lige siden mine forældre gav mig lov til at få dem.
Mit første sæt kontaktlinser var den slags, der kun måtte sidde i øjnene i 12 timer af gangen. Heldigvis blev heldagslinser hurtigt opfundet til rimelige penge og jeg har kun et enkelt par briller. Dem bruger jeg om morgenen inden jeg tager linser på og om aftenen så jeg kan se hvor min seng er. En gang i mellem får jeg styrken rettet til, men jeg har dem så lidt på at jeg sjældent opdager, hvor meget forkerte de er i styrken. De få gange, hvor jeg har været tvunget til at bruge briller har været virkelig irriterende.
Jeg har generelt aldrig brudt mig om briller. Da jeg var barn kunne jeg slet ikke holde ud, hvis min mormor tog sine briller på. Jeg syntes, hun så streng ud. Det samme gjaldt min morfar og jeg elskede, når han skulle bakke bilen ud af garagen, for så tog han altid brillerne af og afslørede nogle bitte små prikker som øjne, der fik ham til at ligne et berømt blindt pelsdyr.
Derfor må jeg stille mig helt uforstående overfor, at briller er blevet så voldsomt moderne. Selvfølgelig skal man ikke gå med triste briller, men jeg synes måske det er gået lidt over gevind. Nu skal man jo have adskillige forskellige par, så man kan vælge det par, der passer bedst til dagens outfit.
Jeg kan naturligvis slet ikke sætte mig ind i at man kan finde på at tage et par briller på selvom man ikke har dårlige øjne. Men også den slags brillestel man kan få, hvis man har dårligt syn, må jeg forbløffes over.
Pludselig skal alle smykkefirmaerne designe brillestel og de fås i alverdens farver og med diverse bling. Stængerne på nogle briller er mega tykke for ellers er der ikke plads til alt pynten.
Jeg synes det er synd. Det tager opmærksomheden væk fra folks ansigt og gør dem til anonymiteter bag et hidsigt par briller.
Min tysklærer i folkeskolen sad engang og gloede drømmende på mig, hvorefter hun erklærede "De briller klæ'r dig altså bare så godt". Folk omkring mig har også spurgt om ikke jeg skal til at gå med briller igen, nu hvor det er blevet smart, for det klæder mig jo så godt. Men jeg må melde pas. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det og så er det lige meget om det ser pænt ud. Det er lidt ligesom at sige til en teenagepige at hun ikke er tyk.
Men det kommer jeg nok til at ændre holdning til, for der er udsigt til at jeg snart skal have læsebriller.
fredag den 24. juli 2009
øøhhhhhh
Enhver der har været ansat i et job med massiv kundekontakt vil give mig ret i at det giver et ret stort indblik i den menneskelige natur. Jeg har tidligere ævlet om, hvad uniformen gør ved folk og dagen i dag gav et par særdeles udpenslede eksempler på foruroligende adfærd.
Dagens stikord: Dum!
Der skete nemlig det at dankortterminalen gik ned. Den Store Bager valgte så at gå hjem i stedet for at finde en løsning, så nu bliver det spændende om vi skal være foruden dankort hele weekenden.
Any who, det kunne kunderne slet, slet ikke kapere.
Jeg har memoriseret et antal af de allermest tåbelige svar jeg har fået i dag på oplysningen om at terminalen ikke virkede og at de derfor desværre ikke kunne betale med dankort:
"Nå. Hvad gør vi så?"
Vi gør ikke noget. DU gør noget
"Virker den så ikke?"
Nej, det gør den jo så ikke...
"Kan man så ikke betale med dankort?"
Neeeeeeej....
Min absolutte favorit:
"Virker den ikke bare en lille smule? Det er træls, hvis jeg skal ind og hæve inde ved siden af."
What???
Imponerende at der skal så lidt til at vælte verden for gennemsnitsdanskeren.
På et tidspunkt kom der en mand og jeg fik sådan lyst til at springe hen over disken for at kysse ham:
"Hov, dankortet virker ikke. Nå, så går jeg lige hen i banken og trykker nogle penge. Øjeblik."
Tak! Endelig et fornuftigt menneske.
Derudover har jeg en mistanke om at ferierne er ved at være slut rundt omkring. Der er en bestemt adfærd, der har hjulpet mig til at træffe den konklusion, men jeg synes den kan tolkes på to måder. En del kunder har nemlig været utrolig aggressive og gnavne i dag. Jeg havde ovenikøbet to kunder, der uafhængigt af hinanden kom ind for at diskutere. Og intet andet. De startede begge to en stor diskussion op, helt ud af det blå. Den ene erklærede endda at hun var kommet udelukkende fordi hun liiige ville diskutere noget med os (læs: mig, da jeg var den eneste i butikken).
Som sagt tror jeg det kan forklares på to måder. Enten har folk haft ferie så længe nu, at de er ved at være trætte af familien og derfor har noget damp, der skal lukkes ud. Eller også er det fordi de efter tre ugers ferie keder sig og derfor lige ville skabe lidt optrækkeri. Og så er der sådan set en tredje mulighed også, som nok egentlig er den mest plausible. Folk er skide trætte af at deres ferie er slut.
Hvad der er den egentlig årsag ved jeg ikke, for jeg glemte at spørge, selvom det egentlig var ret fristende at spørge, hvad faen deres problem var.
Jeg fornemmer at weekenden bliver en test af min tålmodighed.
Dagens stikord: Dum!
Der skete nemlig det at dankortterminalen gik ned. Den Store Bager valgte så at gå hjem i stedet for at finde en løsning, så nu bliver det spændende om vi skal være foruden dankort hele weekenden.
Any who, det kunne kunderne slet, slet ikke kapere.
Jeg har memoriseret et antal af de allermest tåbelige svar jeg har fået i dag på oplysningen om at terminalen ikke virkede og at de derfor desværre ikke kunne betale med dankort:
"Nå. Hvad gør vi så?"
Vi gør ikke noget. DU gør noget
"Virker den så ikke?"
Nej, det gør den jo så ikke...
"Kan man så ikke betale med dankort?"
Neeeeeeej....
Min absolutte favorit:
"Virker den ikke bare en lille smule? Det er træls, hvis jeg skal ind og hæve inde ved siden af."
What???
Imponerende at der skal så lidt til at vælte verden for gennemsnitsdanskeren.
På et tidspunkt kom der en mand og jeg fik sådan lyst til at springe hen over disken for at kysse ham:
"Hov, dankortet virker ikke. Nå, så går jeg lige hen i banken og trykker nogle penge. Øjeblik."
Tak! Endelig et fornuftigt menneske.
Derudover har jeg en mistanke om at ferierne er ved at være slut rundt omkring. Der er en bestemt adfærd, der har hjulpet mig til at træffe den konklusion, men jeg synes den kan tolkes på to måder. En del kunder har nemlig været utrolig aggressive og gnavne i dag. Jeg havde ovenikøbet to kunder, der uafhængigt af hinanden kom ind for at diskutere. Og intet andet. De startede begge to en stor diskussion op, helt ud af det blå. Den ene erklærede endda at hun var kommet udelukkende fordi hun liiige ville diskutere noget med os (læs: mig, da jeg var den eneste i butikken).
Som sagt tror jeg det kan forklares på to måder. Enten har folk haft ferie så længe nu, at de er ved at være trætte af familien og derfor har noget damp, der skal lukkes ud. Eller også er det fordi de efter tre ugers ferie keder sig og derfor lige ville skabe lidt optrækkeri. Og så er der sådan set en tredje mulighed også, som nok egentlig er den mest plausible. Folk er skide trætte af at deres ferie er slut.
Hvad der er den egentlig årsag ved jeg ikke, for jeg glemte at spørge, selvom det egentlig var ret fristende at spørge, hvad faen deres problem var.
Jeg fornemmer at weekenden bliver en test af min tålmodighed.
fredag den 17. juli 2009
Cirkus er i byen
I dag har der udspillet sig en situation som giver et rigtig godt billede af min familie i en nøddeskal.
Mine forældre og min lillebror har været på ferie i Tyskland de sidste godt to uger og havde planlagt at tage hjem på søndag. Min ikke helt normale moster havde så fået til opgave at tage ud til huset og vande planter engang i mellem. Min mosters særhed fortjener egentlig et blogindlæg for sig selv, så det vil jeg lige tage op til overvejelse. I korte træk er hun så sær i sit hoved at hun blev førtidspensioneret som 35-årig fordi hun ikke er særlig god til at omgås andre mennesker. Et lille eksempel: Hun blev uddannet sygehjælper i tidernes morgen og fik et drømmejob på fødegangen. Det job blev hurtigt fortid fordi hun, som ikke selv har børn, gik rundt og sagde til de fødende at de skulle holde op med at pylre og tage sig lidt sammen. Så ondt gjorde det jo heller ikke (!). Som årene er gået er hun blevet mere og mere speciel og der bliver uddelt forklaringer på forhånd til venner af familien, der ikke har mødt hende før.
Any who, hun havde jo så fået meget strikse instruktioner om, hvordan og hvorledes med dette her potteplantevanderi (det er nødvendigt med præcise ordrer) og så havde mine forældre lagt en seddel, hvor der stod mit telefonnummer og besked om at ringe til mig, hvis der nu skulle være et eller andet galt.
Hun ringede en enkelt gang i sidste uge fordi hun var lidt nervøs for fiskene i havedammen, da hun ikke havde fået at vide om de skulle fodres. Så det er gået helt fint.
Indtil i dag.
Jeg var på arbejde fra 13.30 til 20.30 og jeg må ikke have min mobil på mig. 16.30 var jeg nede i kælderen og fikse noget og så lurede jeg lige på mobilen. Der var blevet ringet kl. 15.15 og lagt en besked. Hun var ude i mine forældres hus, hvor der havde været strømsvigt og nu vidste hun slet ikke, hvad hun skulle gøre.
Jeg forsøgte så at ringe til hende, men hun var taget afsted med bussen på det tidspunkt, så jeg kunne ikke få fat i hende (hun ville ikke kunne magte en mobiltelefon, så sådan en har hun ikke).
Efter arbejde fik jeg så fat i hende og fik hele historien, som faktisk var meget længe om at komme til det interessante, da jeg selvfølgelig først skulle høre at hun havde låst døren op. Så var hun gået på toilettet og dernæst havde hun kigget lidt i haven. SÅ var hun gået ud i køkkenet, hvor hun havde bemærket at der ikke var noget ur på ovnen og derefter havde erfaret at køleskabet var fyldt med fordærvede madvarer og at der kom rødt væske ud af fryseren.
Herfra følger en række begivenheder og jeg genopfrisker lige: Hun forsøgte at ringe til mig 15.15 og kl 16.30 var hun gået. Så på en time og et kvarter var følgende sket:
Hun havde konstateret at jeg ikke ringede tilbage øjeblikkeligt. Så var hun gået ind til naboen og havde spurgt efter hjælp. De havde sammen gennemrodet hele bryggerset for at finde relæet. På et tidspunkt får de skaffet strøm igen og det hele starter igen. Naboen mente dog at der skulle en elektriker til (hvorfor, ved jeg ikke). Her starter første panikrunde så og hun begår sin første fejl. Hun venter ikke på at jeg ringer tilbage. Dernæst begår hun sin anden og største fejl, hvilket jeg efterfølgende gav hende en lille skideballe for.
Hun ringede til min morfar.
Først beordrede han min moster til at lade fryseren være så den kunne fryse det hele igen. Super genialt, så nu kommer mine forældre hjem til en fryser fyldt med fordærvet kød som de så kan slukke for igen før de kan komme til at gøre den rent for alt det kødsaft der er løbet ud. Panikrunde nr. 2 startede da han dernæst valgte af en eller anden grund at ringe til min onkel og så havde de rigtig siddet og hidset hinanden op. Min onkel ringede derfor til min mor og skabte god panik hos dem.
Min moster sagde så til mig at mine forældre var på vej hjem på grund af det og det var så ca. her jeg var ved at springe i luften. For hvad skulle de tidligere hjem pga. det for?
Alt dette på en time. Havde hun blot ventet til jeg havde ringet tilbage og ikke blandet de andre to ind i det, havde der ingen problemer været. Min onkel og morfar er eksperter i at piske en situation op til noget den absolut ikke er. Journalisten og jeg var jo bare kørt til Århus i morgen og havde gjort køleskab og fryser ren og vi havde købt noget nyt mad til dem. Så ca. her kastede jeg den lille skideballe ind med dekret om at hun, hvis hun skal passe huset en anden gang, ikke foretager sig noget som helst før hun har snakket med mig.
Jeg ved dog af erfaring at man altid lige skal klappe hesten en anelse, når man har med de mennesker at gøre, så jeg ringede min lillebror op.
Det viser sig så, at da min onkel havde ringet til dem var de helt oppe ved Hamborg (de var på bilferie) og havde allerede igår bestemt sig for at tage hjem. Men da fornuftig kommunikation ikke rigtig fungerer i vores familie havde det hurtigt ændret sig på vej gennem kommandolinjen til at de var kørt fordi der havde været strømsvigt. Sådan var det ikke, de kunne bare ikke finde på mere at se på dernede og gad egentlig ikke være på ferie længere.
Jeg har aftalt med Lillebror at han lige giver en melding senere om, hvordan huset rent faktisk forholder sig når de kommer hjem om en times tid. Det er ikke nodvendigvis så slemt som min moster har fortalt.
I mellemtiden ringede Journalisten og bekendtgjorde at nogle kolleger ville invitere på en pils på stambaren, så jeg tror jeg vil begive mig ud i den fugtige fredag aften.
Efter ni dage på work skulle det ikke blive særlig dyrt at få en lille skid på.
Mine forældre og min lillebror har været på ferie i Tyskland de sidste godt to uger og havde planlagt at tage hjem på søndag. Min ikke helt normale moster havde så fået til opgave at tage ud til huset og vande planter engang i mellem. Min mosters særhed fortjener egentlig et blogindlæg for sig selv, så det vil jeg lige tage op til overvejelse. I korte træk er hun så sær i sit hoved at hun blev førtidspensioneret som 35-årig fordi hun ikke er særlig god til at omgås andre mennesker. Et lille eksempel: Hun blev uddannet sygehjælper i tidernes morgen og fik et drømmejob på fødegangen. Det job blev hurtigt fortid fordi hun, som ikke selv har børn, gik rundt og sagde til de fødende at de skulle holde op med at pylre og tage sig lidt sammen. Så ondt gjorde det jo heller ikke (!). Som årene er gået er hun blevet mere og mere speciel og der bliver uddelt forklaringer på forhånd til venner af familien, der ikke har mødt hende før.
Any who, hun havde jo så fået meget strikse instruktioner om, hvordan og hvorledes med dette her potteplantevanderi (det er nødvendigt med præcise ordrer) og så havde mine forældre lagt en seddel, hvor der stod mit telefonnummer og besked om at ringe til mig, hvis der nu skulle være et eller andet galt.
Hun ringede en enkelt gang i sidste uge fordi hun var lidt nervøs for fiskene i havedammen, da hun ikke havde fået at vide om de skulle fodres. Så det er gået helt fint.
Indtil i dag.
Jeg var på arbejde fra 13.30 til 20.30 og jeg må ikke have min mobil på mig. 16.30 var jeg nede i kælderen og fikse noget og så lurede jeg lige på mobilen. Der var blevet ringet kl. 15.15 og lagt en besked. Hun var ude i mine forældres hus, hvor der havde været strømsvigt og nu vidste hun slet ikke, hvad hun skulle gøre.
Jeg forsøgte så at ringe til hende, men hun var taget afsted med bussen på det tidspunkt, så jeg kunne ikke få fat i hende (hun ville ikke kunne magte en mobiltelefon, så sådan en har hun ikke).
Efter arbejde fik jeg så fat i hende og fik hele historien, som faktisk var meget længe om at komme til det interessante, da jeg selvfølgelig først skulle høre at hun havde låst døren op. Så var hun gået på toilettet og dernæst havde hun kigget lidt i haven. SÅ var hun gået ud i køkkenet, hvor hun havde bemærket at der ikke var noget ur på ovnen og derefter havde erfaret at køleskabet var fyldt med fordærvede madvarer og at der kom rødt væske ud af fryseren.
Herfra følger en række begivenheder og jeg genopfrisker lige: Hun forsøgte at ringe til mig 15.15 og kl 16.30 var hun gået. Så på en time og et kvarter var følgende sket:
Hun havde konstateret at jeg ikke ringede tilbage øjeblikkeligt. Så var hun gået ind til naboen og havde spurgt efter hjælp. De havde sammen gennemrodet hele bryggerset for at finde relæet. På et tidspunkt får de skaffet strøm igen og det hele starter igen. Naboen mente dog at der skulle en elektriker til (hvorfor, ved jeg ikke). Her starter første panikrunde så og hun begår sin første fejl. Hun venter ikke på at jeg ringer tilbage. Dernæst begår hun sin anden og største fejl, hvilket jeg efterfølgende gav hende en lille skideballe for.
Hun ringede til min morfar.
Først beordrede han min moster til at lade fryseren være så den kunne fryse det hele igen. Super genialt, så nu kommer mine forældre hjem til en fryser fyldt med fordærvet kød som de så kan slukke for igen før de kan komme til at gøre den rent for alt det kødsaft der er løbet ud. Panikrunde nr. 2 startede da han dernæst valgte af en eller anden grund at ringe til min onkel og så havde de rigtig siddet og hidset hinanden op. Min onkel ringede derfor til min mor og skabte god panik hos dem.
Min moster sagde så til mig at mine forældre var på vej hjem på grund af det og det var så ca. her jeg var ved at springe i luften. For hvad skulle de tidligere hjem pga. det for?
Alt dette på en time. Havde hun blot ventet til jeg havde ringet tilbage og ikke blandet de andre to ind i det, havde der ingen problemer været. Min onkel og morfar er eksperter i at piske en situation op til noget den absolut ikke er. Journalisten og jeg var jo bare kørt til Århus i morgen og havde gjort køleskab og fryser ren og vi havde købt noget nyt mad til dem. Så ca. her kastede jeg den lille skideballe ind med dekret om at hun, hvis hun skal passe huset en anden gang, ikke foretager sig noget som helst før hun har snakket med mig.
Jeg ved dog af erfaring at man altid lige skal klappe hesten en anelse, når man har med de mennesker at gøre, så jeg ringede min lillebror op.
Det viser sig så, at da min onkel havde ringet til dem var de helt oppe ved Hamborg (de var på bilferie) og havde allerede igår bestemt sig for at tage hjem. Men da fornuftig kommunikation ikke rigtig fungerer i vores familie havde det hurtigt ændret sig på vej gennem kommandolinjen til at de var kørt fordi der havde været strømsvigt. Sådan var det ikke, de kunne bare ikke finde på mere at se på dernede og gad egentlig ikke være på ferie længere.
Jeg har aftalt med Lillebror at han lige giver en melding senere om, hvordan huset rent faktisk forholder sig når de kommer hjem om en times tid. Det er ikke nodvendigvis så slemt som min moster har fortalt.
I mellemtiden ringede Journalisten og bekendtgjorde at nogle kolleger ville invitere på en pils på stambaren, så jeg tror jeg vil begive mig ud i den fugtige fredag aften.
Efter ni dage på work skulle det ikke blive særlig dyrt at få en lille skid på.
torsdag den 16. juli 2009
Apropos kunder
En midaldrende, ufiks og småsur dame kom ind til Bageren idag og spurgte om vi kunne ringe efter en taxa til hende. Det kan vi sagtens såfremt der er nogen, der kan oplyse os om nummeret. Hvis ikke, så er det bare ærgeligt. Det er jo ikke et servicebureau.
Denne dame havde ikke nummeret og der var ingen af de andre kunder, der havde det. Herefter blev hun virkelig gnaven og blev ved med at forlange at vi skulle ringe efter en taxa.
Det skal lige nævnes at hun virkede helt normal, i modsætning til mange af de andre spøjse typer vi ringer efter taxa til.
Derefter fulgte lidt ævleri frem og tilbage, hvor vi forsøgte at forklare hende at vi ikke kan trylle (og vi nægter altså at bruge tid på at ringe til oplysningen og den slags).
Til sidst accepterede hun at vi ikke kunne skaffe hende en taxa og hun fandt derefter sin mobiltelefon frem og ringede selv.
Denne dame havde ikke nummeret og der var ingen af de andre kunder, der havde det. Herefter blev hun virkelig gnaven og blev ved med at forlange at vi skulle ringe efter en taxa.
Det skal lige nævnes at hun virkede helt normal, i modsætning til mange af de andre spøjse typer vi ringer efter taxa til.
Derefter fulgte lidt ævleri frem og tilbage, hvor vi forsøgte at forklare hende at vi ikke kan trylle (og vi nægter altså at bruge tid på at ringe til oplysningen og den slags).
Til sidst accepterede hun at vi ikke kunne skaffe hende en taxa og hun fandt derefter sin mobiltelefon frem og ringede selv.
fredag den 3. juli 2009
Vig bort, Satan!
Nu har jeg udsendt et råb om hjælp. Jeg har erkendt at min arbejdsmæssige situation er så umulig at jeg ikke selv kan finde ud af, hvordan jeg kommer videre. Jeg har derfor skrevet en mail til min fagforenings karriereafdeling for at høre om de kan hjælpe mig. Og til min store glæde har jeg fået respons fra en person jeg kender fra dimmitendkurser osv. og som har skrevet tilbage for at få mit telefonnummer. Der er visse fordele ved at være en af meget få piger i min branche og en af dem er at jeg er temmelig genkendelig. Så nu håber jeg på at han kan hjælpe mig lidt videre eller i det mindste give mig lidt moralsk støtte.
Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?
Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.
Efterfølgende slæbte jeg mig afsted på arbejde. Idag tilbragte jeg 4½ time af min vagt alene. Det var egentlig meget godt, for da jeg havde stået inde i heden i et kvarter måtte jeg til min egen store gru erkende at jeg, for første gang så længe jeg kan huske, havde glemt at tage deodorant på. Ikke så charmerende. Desuden er jeg stadig pænt irritabel over at skulle afsted på det job hver dag, så jeg havde godt af at gå og skumle lidt for mig selv.
Det er ikke ligefrem kager, der bliver solgt her i heden, så jeg har haft mere end meget tid til at gå og spekulere over et af livets helt store spørgsmål. Et spørgsmål, der faktisk har givet mig mange tanketimer gennem tiden.
Hvad er det der gør almindelige mennesker til glubske, djævleagtige, uforskammede og hæmningsløse krapyler i det øjeblik de træder ind i en butik??
Naturligvis er det ikke alle kunder, der opfører sig sådan. Langt de fleste er jo helt almindelige søde mennesker. Jeg kan bare ikke helt regne ud, hvad det er der sker inde i hovedet på de kunder, der behandler butikspersonalet som rent skidt. Jeg har svært ved at tro at de er sådan pr. definition i alle livets aspekter. Måske er det fordi man altid er iklædt en uniform og det for nogle mennesker betyder at man ikke længere skal tage hensyn til at det er et andet ligeværdigt menneske man står og hælder galde ud over.
Jeg har tit oplevet at få grove skæld ud af kunder og som virksomhedens ansigt udaftil er det jo også meget naturligt at det er personalet frustrationerne hældes ud over.
Jeg regnede kunderne ud for mange år siden og ved nu præcis, hvilken adfærd jeg skal udvise for at få de besværlige kunder til at blive bløde lam. Men jeg synes det er bemærkelsesværdigt at se, hvordan det går op for de ophidsede kunder at det jo blot er en lyshåret pige de står og råber af og ikke hele Dansk Supermarkeds grådige og udspekulerede koncern. Hvad fa'en havde de regnet med?
Og så er jeg i øvrigt blevet solskoldet på knæene. Det ser ganske morsomt ud.
lørdag den 13. juni 2009
Jeg beklager
Hermed en offentlig undskyldning til mine fødder.
Da jeg startede på det nye job vidste jeg godt, at jeg skulle stå på min fødder 10 timer om dagen. Det skal nok gå, tænkte jeg og trak i mine slidte kondisko, der har en sål som et stykke pap. Det gik da også nogenlunde den første uge. I forvejen hæver mine fødder altid om aftenen, men med arbejdsbelastningen lagt oveni mindede jeg mest om en massageedderkop med knap så mange ben. Men når jeg havde siddet med fødderne oppe et par timer efter fyraften, kunne jeg da gå rimelig pænt, så det var intet problem *host*.
Da jeg så forleden morgen vågnede op og stadig havde ondt i fødderne fra dagen før, var gode dyr rådne og jeg måtte finde på noget, hvis jeg ikke skulle risikere amputation.
Ned i skokassen og tjekke om ikke jeg stadig havde de sandaler, jeg engang købte i forbindelse med en storbyferie. Ikke særlig kønne sko, men fantastiske hvis man f.x skal gå langt.
Dem havde jeg stadig og jeg mødte glad op på arbejde igår og havde en rar fodfornemmelse da jeg kom hjem igen. Alle mine problemer er løst, tænkte jeg.
Det jeg ikke lige havde tænkt over var, at jeg købte de sko for sjus ni år siden. Dette hævnede sig således i morges, en halv time efter jeg var mødt. Det yderste lag hæl på den ene sko faldt simpelthen af og efterlod et ret stort hul ind til den tynde sål op mod fødderne. Nå, men da jeg havde vænnet mig til den lidt mærkelige fornemmelse af at tabe sin fod gennem et hul i skoen gik det egentlig ok. Og så var det at det samme skete med den anden sko. Fuldstændig slidt ned var de.
Nu skal jeg så vurdere om de trods alt er gangbare eller om jeg skal bide i det sure æble og kaste mønter efter et par sko beregnet til dette midlertidige job.
Da jeg startede på det nye job vidste jeg godt, at jeg skulle stå på min fødder 10 timer om dagen. Det skal nok gå, tænkte jeg og trak i mine slidte kondisko, der har en sål som et stykke pap. Det gik da også nogenlunde den første uge. I forvejen hæver mine fødder altid om aftenen, men med arbejdsbelastningen lagt oveni mindede jeg mest om en massageedderkop med knap så mange ben. Men når jeg havde siddet med fødderne oppe et par timer efter fyraften, kunne jeg da gå rimelig pænt, så det var intet problem *host*.
Da jeg så forleden morgen vågnede op og stadig havde ondt i fødderne fra dagen før, var gode dyr rådne og jeg måtte finde på noget, hvis jeg ikke skulle risikere amputation.
Ned i skokassen og tjekke om ikke jeg stadig havde de sandaler, jeg engang købte i forbindelse med en storbyferie. Ikke særlig kønne sko, men fantastiske hvis man f.x skal gå langt.
Dem havde jeg stadig og jeg mødte glad op på arbejde igår og havde en rar fodfornemmelse da jeg kom hjem igen. Alle mine problemer er løst, tænkte jeg.
Det jeg ikke lige havde tænkt over var, at jeg købte de sko for sjus ni år siden. Dette hævnede sig således i morges, en halv time efter jeg var mødt. Det yderste lag hæl på den ene sko faldt simpelthen af og efterlod et ret stort hul ind til den tynde sål op mod fødderne. Nå, men da jeg havde vænnet mig til den lidt mærkelige fornemmelse af at tabe sin fod gennem et hul i skoen gik det egentlig ok. Og så var det at det samme skete med den anden sko. Fuldstændig slidt ned var de.
Nu skal jeg så vurdere om de trods alt er gangbare eller om jeg skal bide i det sure æble og kaste mønter efter et par sko beregnet til dette midlertidige job.
onsdag den 13. maj 2009
Taktisk kommando på job
Nu har der været dødt på jobmarkedet i månedsvis. Og hvad sker der så?
En jobsamtale med jobtilbud hos et firma uden for mit fagområde, samt en samtale på baggrund af en uopfordret ansøgning hos et andet fagrelevant firma. På den samme uge. Og her gik jeg ellers og troede at det var spild af tid at sende uopfordrede ansøgninger.
Det er typisk. Så nu skal jeg til at tænke kreativt.
På den ene side tager jeg naturligvis imod jobtilbuddet med kyshånd. Men samtalen hos det "rigtige" firma gik bare supergodt, så jeg vil jo helst liiige høre hvad de kommer frem til. Så i mellemtiden skal jeg så forsøge at trække den så meget som muligt hos det første firma, så jeg er sikker på at have det i baghånden hvis det bliver No-Go fra de andre.
Jeg havde sendt tre andre uopfordrede ansøgninger pr. brev (skal jo prøve lidt nyt engang i mellem). Einstien her er dog lidt rusten ud i det postmanuelle, så derfor har jeg nu fået en regning på 36.75 kr. fordi jeg ikke lige havde læst den paragraf der skelner mellem almindeligt brev og storbrev. Jeg havde således betalt 5.50 kr. pr. brev og der skulle have været 6,50 kr. på hver. Det morsomme ved det brev var (udover at der var et gebyr på 27,- for at opkræve 3,-), at det var sendt til min gamle adresse i Århus, som jeg flyttede fra i august sidste år. Så gik jeg ind på e-posthuset for at se om de virkelig kunne være de eneste mennesker på kloden der ikke havde opdaget at jeg var flyttet. Jeg meldte sådan set flytning på deres hjemmeside i sin tid. Men nej, de havde min nuværende adresse og alting. Så hvordan i alverden de er kommet i tanke om at sende brevet til Århus først, er en gåde.
Jeg kan godt forstå at posten kan blive forsinket, hvis de insisterer på at sende den rundt i landet på den måde.
En jobsamtale med jobtilbud hos et firma uden for mit fagområde, samt en samtale på baggrund af en uopfordret ansøgning hos et andet fagrelevant firma. På den samme uge. Og her gik jeg ellers og troede at det var spild af tid at sende uopfordrede ansøgninger.
Det er typisk. Så nu skal jeg til at tænke kreativt.
På den ene side tager jeg naturligvis imod jobtilbuddet med kyshånd. Men samtalen hos det "rigtige" firma gik bare supergodt, så jeg vil jo helst liiige høre hvad de kommer frem til. Så i mellemtiden skal jeg så forsøge at trække den så meget som muligt hos det første firma, så jeg er sikker på at have det i baghånden hvis det bliver No-Go fra de andre.
Jeg havde sendt tre andre uopfordrede ansøgninger pr. brev (skal jo prøve lidt nyt engang i mellem). Einstien her er dog lidt rusten ud i det postmanuelle, så derfor har jeg nu fået en regning på 36.75 kr. fordi jeg ikke lige havde læst den paragraf der skelner mellem almindeligt brev og storbrev. Jeg havde således betalt 5.50 kr. pr. brev og der skulle have været 6,50 kr. på hver. Det morsomme ved det brev var (udover at der var et gebyr på 27,- for at opkræve 3,-), at det var sendt til min gamle adresse i Århus, som jeg flyttede fra i august sidste år. Så gik jeg ind på e-posthuset for at se om de virkelig kunne være de eneste mennesker på kloden der ikke havde opdaget at jeg var flyttet. Jeg meldte sådan set flytning på deres hjemmeside i sin tid. Men nej, de havde min nuværende adresse og alting. Så hvordan i alverden de er kommet i tanke om at sende brevet til Århus først, er en gåde.
Jeg kan godt forstå at posten kan blive forsinket, hvis de insisterer på at sende den rundt i landet på den måde.
fredag den 17. april 2009
Rådden nedfaldshjerne
Jeg har inden for den sidste tid oplevet en stærkt nedgradering af min hjernekapacitet. Tidligere var jeg altid god for en kæk bemærkning og et godt gensvar.
Ikke desto mindre synes jeg at den egenskab er forsvundet lige så hurtigt som mine penge forsvinder efter lønningsdag. Jeg synes ikke længere at være i stand til at tænke hurtigt. Tidligere har jeg kunnet sidde og tale med en anden person og så pludselig stille et spørgsmål, der har bragt offeret totalt ud af koncentration, så vedkommende tabte tråden og bare stirrede tomt ud i luften. (Kragen var ofte offer for denne teknik, hun er så nem at bringe ud af fatning). Nu til dags når jeg sidder i situationer, hvor jeg kan se en åbenlys mulighed for at gribe samtalen og løbe den helt forkerte vej med den, sidder jeg bare og tænker så det knager uden at der sker noget, og samtalen fortsætter så uden ophold eller muntert indslag.
Jeg oplever også at jeg oftere og oftere selv bliver udsat for jokes, som jeg overhovedet ikke fatter, hvor jeg før i tiden ville have kastet skyts tilbage i en lind strøm. Nu opdager jeg først joken, når jeg er blevet grundigt til grin. Og stadig kan jeg ikke komme på noget genialt gensvar.
Eksempelvis havde jeg fornylig en sms-udveksling med en af vennerne, som skulle have bekræftet at vi havde en aftale senere på aftenen. Jeg sendte spørgende sms'er og fik kun svar tilbage i stil med "øhh om hvad??" og "ja ja... om hvad?".. jeg var allerede begyndt at surmule over at de andre tydeligvis var begyndt at drikke uden mig... indtil jeg modtog ordet "Scheisse" og det gik op for mig at der blev taget stygt strøm på mig i bedste Tulip stil. Plads til rapt gensvar: Intet.
Senere på aftenen fik jeg skæld ud over den flade respons og besked på at oppe mig.
Måske jeg bør tage fiskeoliekapsler?
Ikke desto mindre synes jeg at den egenskab er forsvundet lige så hurtigt som mine penge forsvinder efter lønningsdag. Jeg synes ikke længere at være i stand til at tænke hurtigt. Tidligere har jeg kunnet sidde og tale med en anden person og så pludselig stille et spørgsmål, der har bragt offeret totalt ud af koncentration, så vedkommende tabte tråden og bare stirrede tomt ud i luften. (Kragen var ofte offer for denne teknik, hun er så nem at bringe ud af fatning). Nu til dags når jeg sidder i situationer, hvor jeg kan se en åbenlys mulighed for at gribe samtalen og løbe den helt forkerte vej med den, sidder jeg bare og tænker så det knager uden at der sker noget, og samtalen fortsætter så uden ophold eller muntert indslag.
Jeg oplever også at jeg oftere og oftere selv bliver udsat for jokes, som jeg overhovedet ikke fatter, hvor jeg før i tiden ville have kastet skyts tilbage i en lind strøm. Nu opdager jeg først joken, når jeg er blevet grundigt til grin. Og stadig kan jeg ikke komme på noget genialt gensvar.
Eksempelvis havde jeg fornylig en sms-udveksling med en af vennerne, som skulle have bekræftet at vi havde en aftale senere på aftenen. Jeg sendte spørgende sms'er og fik kun svar tilbage i stil med "øhh om hvad??" og "ja ja... om hvad?".. jeg var allerede begyndt at surmule over at de andre tydeligvis var begyndt at drikke uden mig... indtil jeg modtog ordet "Scheisse" og det gik op for mig at der blev taget stygt strøm på mig i bedste Tulip stil. Plads til rapt gensvar: Intet.
Senere på aftenen fik jeg skæld ud over den flade respons og besked på at oppe mig.
Måske jeg bør tage fiskeoliekapsler?
onsdag den 15. april 2009
Say what!?
En fast del af en strøgtur, uanset hvor i landet man befinder sig, er gadeindsamlerne.
Hidtil har jeg været ret god til at undgå dem ved at se travl ud og kigge andre steder hen end på dem.
Det er ikke fordi jeg er kynisk og ikke vil hjælpe verdens udsatte og alt det der, men da de ti personer, der står spredt rundt på strøget, alle kommer fra den samme organisation og står der dag efter dag, ville jeg være skrevet op i de hellige analer utroligt mange gange, hvis jeg skulle stoppe hver gang de gerne ville have mig til at stoppe.
Men jeg synes de er blevet mere aggressive på det sidste. De nøjes ikke blot med at læne sig forsigtigt til siden og forsøge at skaffe øjenkontakt. De springer næsten ind foran én og stiller tåbelige spørgsmål for at få folk stoppet.
Således gik jeg en dag på strøget i Odense og blev stillet et af den slags spørgsmål, der får mit blodtryk helt op i det røde felt.
"Undskyld, må jeg fortælle dig noget du ikke ved?"
Det eneste der manglede i den efterfølgende scene var at jeg havde fået gråt hår, sat op i knold, store briller på næsen og grå cardigan. Og at jeg havde startet min sætning med "Unge mand!" og havde peget på ham med en kroget pegefinger.
Mig, der var pænt fornærmet: "Hvorfra ved du, at jeg ikke ved det du har tænkt dig at fortælle mig???"
Gadeindsamler, nu lettere paf i udseendet: "Øh... "
Gadeindsamleren får sig samlet og fortsætter sin salgstale som intet var hændt, til han havde liret sit manuskript af.
Mig, lidt stram og irritabel: "Hvorfra vidste du at jeg ikke vidste det du lige sagde?"
Gadeindsamler, tydeligt ærgelig over at han ikke havde fået mig omvendt: "......"
Mig, som ikke gad stå der længere: "Jeg synes det er en ret dårlig idé at genere folk man gerne vil presse penge ud af. At kalde mig intetvidende og ignorant allerede inden jeg står stille får mig ikke til at smide dankortet efter dig. Det synes jeg ærligt talt I skulle tage og spekulere lidt over."
Og så forlod jeg den måbende mand.
Fornylig blev jeg så stoppet af en mand fra samme organisation på strøget i Kolding efter fem af hans kolleger havde forsøgt det samme.
Faktisk rimelig sympatisk gademand: "Du ser ud som om du er lidt træt af at jeg stopper dig..."
No shit Einstein.
Herefter forklarede jeg ham så at han var nummer seks i rækken og at jeg synes det er belastende at man på ingen måde kan gå på strøget i fred nogen steder i landet. Vi sludrede lidt frem og tilbage og han forsøgte meget tydeligt at smøre mig ved at give mig ret og tale mig efter munden i håb om at jeg ville hoppe på limpinden. Til sidst sagde jeg så til ham at hvis jeg rent faktisk havde ladet mig opskrive engang, ville jeg seriøst overveje at melde mig ud igen. Så siger han de magiske ord:
"Det kan jeg godt forstå. Jeg synes faktisk du skal have lov til at gå".
Tak. Det var vel nok pænt af ham at give mig lov til det.
Hidtil har jeg været ret god til at undgå dem ved at se travl ud og kigge andre steder hen end på dem.
Det er ikke fordi jeg er kynisk og ikke vil hjælpe verdens udsatte og alt det der, men da de ti personer, der står spredt rundt på strøget, alle kommer fra den samme organisation og står der dag efter dag, ville jeg være skrevet op i de hellige analer utroligt mange gange, hvis jeg skulle stoppe hver gang de gerne ville have mig til at stoppe.
Men jeg synes de er blevet mere aggressive på det sidste. De nøjes ikke blot med at læne sig forsigtigt til siden og forsøge at skaffe øjenkontakt. De springer næsten ind foran én og stiller tåbelige spørgsmål for at få folk stoppet.
Således gik jeg en dag på strøget i Odense og blev stillet et af den slags spørgsmål, der får mit blodtryk helt op i det røde felt.
"Undskyld, må jeg fortælle dig noget du ikke ved?"
Det eneste der manglede i den efterfølgende scene var at jeg havde fået gråt hår, sat op i knold, store briller på næsen og grå cardigan. Og at jeg havde startet min sætning med "Unge mand!" og havde peget på ham med en kroget pegefinger.
Mig, der var pænt fornærmet: "Hvorfra ved du, at jeg ikke ved det du har tænkt dig at fortælle mig???"
Gadeindsamler, nu lettere paf i udseendet: "Øh... "
Gadeindsamleren får sig samlet og fortsætter sin salgstale som intet var hændt, til han havde liret sit manuskript af.
Mig, lidt stram og irritabel: "Hvorfra vidste du at jeg ikke vidste det du lige sagde?"
Gadeindsamler, tydeligt ærgelig over at han ikke havde fået mig omvendt: "......"
Mig, som ikke gad stå der længere: "Jeg synes det er en ret dårlig idé at genere folk man gerne vil presse penge ud af. At kalde mig intetvidende og ignorant allerede inden jeg står stille får mig ikke til at smide dankortet efter dig. Det synes jeg ærligt talt I skulle tage og spekulere lidt over."
Og så forlod jeg den måbende mand.
Fornylig blev jeg så stoppet af en mand fra samme organisation på strøget i Kolding efter fem af hans kolleger havde forsøgt det samme.
Faktisk rimelig sympatisk gademand: "Du ser ud som om du er lidt træt af at jeg stopper dig..."
No shit Einstein.
Herefter forklarede jeg ham så at han var nummer seks i rækken og at jeg synes det er belastende at man på ingen måde kan gå på strøget i fred nogen steder i landet. Vi sludrede lidt frem og tilbage og han forsøgte meget tydeligt at smøre mig ved at give mig ret og tale mig efter munden i håb om at jeg ville hoppe på limpinden. Til sidst sagde jeg så til ham at hvis jeg rent faktisk havde ladet mig opskrive engang, ville jeg seriøst overveje at melde mig ud igen. Så siger han de magiske ord:
"Det kan jeg godt forstå. Jeg synes faktisk du skal have lov til at gå".
Tak. Det var vel nok pænt af ham at give mig lov til det.
mandag den 9. februar 2009
Du ved du er fra Århus når...
Jeg er født og opvokset i Århus, men flyttede til sydligere himmelstrøg for et halvt års tid siden. For nylig var jeg ved bageren i Kolding:
Mig: "Jeg får to smurte håndværkere"
Lille 15-årig bagerekspedientpige: "Ja tak, ellers andet?"
Mig:"Ja, jeg skal også lige ha' en trøffel"
Lille 15-årig bagerekspedientpige med desorienteret blik i øjnene:"..."
Lille 15-årig bagerekspedientpige vender sig om mod rækkerne med kager og peger lidt løst rundt på forskellige kager og kigger så ufatteligt bedende på mig: "Øøøøøhhhh...."
Mig, for hvem der lige er gået en prås op: "Nåh ja undskyld, jeg vil gerne have en romkugle.."
Ekspedienten smiler til fnisende ældre mand bag mig mens hun skovler en trøffel ned i en pose. Det er anden gang jeg bliver til grin hos en bager..
Mig: "Jeg får to smurte håndværkere"
Lille 15-årig bagerekspedientpige: "Ja tak, ellers andet?"
Mig:"Ja, jeg skal også lige ha' en trøffel"
Lille 15-årig bagerekspedientpige med desorienteret blik i øjnene:"..."
Lille 15-årig bagerekspedientpige vender sig om mod rækkerne med kager og peger lidt løst rundt på forskellige kager og kigger så ufatteligt bedende på mig: "Øøøøøhhhh...."
Mig, for hvem der lige er gået en prås op: "Nåh ja undskyld, jeg vil gerne have en romkugle.."
Ekspedienten smiler til fnisende ældre mand bag mig mens hun skovler en trøffel ned i en pose. Det er anden gang jeg bliver til grin hos en bager..
Abonner på:
Opslag (Atom)