Her lugter af gennembrud

Der var engang, for et år siden næsten, hvor jeg sendte en uopfordret ansøgning til et firma. Jeg var til samtale og direktøren var vild med mig, men dem der sad på pengene mente ikke, de havde råd til at ansætte mig.
Jeg holdt mig til og var i løbende dialog med ham - uden held.
For et par uger siden skrev jeg så igen for at høre, hvordan chancerne er her i det nye år. Og tænk sig, så ringer han idag og spørger om ikke jeg kan komme til en samtale i næste uge, for der er nogen der gerne vil møde mig.
Som den evige pessimist jeg er, prøver jeg på ikke at hidse mig op for det er jo ikke ensbetydende med, at jeg bliver ansat.
Men det er satme svært at lade være. Jeg er totalt på trip lige nu fordi jeg ikke har været til nogen samtale siden i sommers og at der for fanden da må være en eller anden grund til at de vil se på mig, når jeg allerede har været til en samtale. Det bliver totalt charmeoffensiv fra min side af.
Så hvordan skal jeg så få tiden til at gå helt til på tirsdag?
Jo, jeg kunne jo begynde at tage lektioner i at tænke mig om.
Det har vist sig gang på gang at jeg ikke er så kløgtig altid, og da jeg gav mig til at skrive indlæg om dengang jeg havde en meget sjælden sygdom, burde jeg måske lige have overvejet det lidt, inden jeg satte navn på.
For når man lider af en sygdom, der kun rammer en ud af en million og der ikke findes noget litteratur på dansk om den, og man så googler sygdommen og efterspørger sider på dansk, så får man - ja, godt gættet - min blog lige op i ansigtet.
Lillebror skrev til mig den anden aften for at spørge efter, hvad det var sygdommen hed, for han ville lige læse lidt om den.
Der gik de der sædvanlige tre sekunder til erkendelsen og et højlydt "DOH!".
Busted.
Men man må beundre manden for hans vedholdenhed. Han har tæsket sig igennem samtlige indlæg og syntes ikke overraskende at det var interessant læsning.
Der hvor det blev tåbeligt var, da han forklarede mig at jeg faktisk - i ædru tilstand - har fortalt ham at jeg har en blog, og at han derfor godt vidste den findes.

Måske jeg alligevel burde blive tjekket for Alzheimer.

Om igen

Jeg havde egentlig skrevet et langt indlæg. Om alting og ingenting. Endnu et af de indlæg, der var fyldt med mavesyre. Der var noget om min antipati overfor talentshows, herunder bl.a. Thomas Troelsens ækle page *Jeg forsøgte at give X-factor en chance. Jeg kan stadig ikke døje det*. Der var noget om, hvor panisk jeg var over at skulle starte i virksomhedspraktik og om, hvor rædselsfuldt det var at skulle købe nyt tøj. Noget der nær havde fået mig til at købe en trøstehamster der, på trods af at jeg ikke købte den og den derfor ikke eksisterer, nu lyder navnet Hamsteren Henning.

Men jeg opgav at udgive indlægget. Det var for fesent og vi trænger til noget positiv karma her på bloggen. Så i stedet skal vi nu sidde lidt i rundkreds og glæde os over at jeg efter tre dage i virksomheden er fyldt med overskud. Jeg har lidt startproblemer rent fagligt, men er sikker på at det nok skal gå. Jeg føler mig bare så godt tilpas, der hvor jeg er. På kontoret er der en flok midaldrende mænd, der tager stygt pis på hinanden - og også lidt på mig - og på den anden side af døren er der masser af mine venner, som synes det er alletiders at vi kan spise frokost sammen. Der bliver dagligt delt krammere ud, blot fordi folk er glade for at se mig.
Måske er der en mulighed for at jeg kan blive der lidt længere, når mine fire uger er gået. De har nemlig en stor tro på at jeg kan håndtere mit arbejde. En tro, jeg forsøger at tage til mig og som giver mig en fornemmelse af, at jeg måske ikke er så håbløs.
Min læge blev så glad for at høre det, da jeg var nede for at få tjekket op på mit håndled. Som i øvrigt ganske rigtigt har fået sig en senebetændelse og nu er pakket ind i en af de der irriterende støttebind med en jernstang i - og som jeg skal have på indtil nogen fikser mit håndled og jeg igen kan være en stjerne i bowling.
Da jeg alligevel var dernede fik jeg hende til at finde nogle papirer til donorregistret, der gerne vil have lidt dokumenter om bl.a. TH. Lægen havde ikke helt kontrol over printeren, så hun endte med at printe hele min journal fra 1993 til 2008 ud. Den fik jeg med hjem og det skulle være enhver forundt at få lov til at læse sin journal. Lidt som en tidsrejse.
Eksempelvis kunne jeg læse at jeg begyndte at blive dårligt seende i 1993 og ved samme konsultation blev svimmelhedsanfald forklaret med at jeg havde vokset meget i den periode.
Der var historierne om dengang i 1997 da jeg fik dårlig ryg.
Der var dengang i 2000, hvor jeg havde forsinket menstruation, men ingen graviditet og hvor forklaringen lød "Har nogen mavesmerter aktuelt, men dette skyldes at hun p.t går til studentereksamen, men også at forældrene i øjeblikket ligger i skilsmisseforhandlinger" *de blev i øvrigt aldrig skilt*.
Der var to trafikuheld, klamydia, lavt blodtryk, negativ HIV-test *heldigt nok*, kyssesyge, fritagelse fra eksamen pga. halsbetændelse, toksisk eksem på hænderne og en masse andet.
Fascinerende at man kan tyde visse perioder af løssluppethed ud fra ens lægejournal.

Nå, ja og så lige en anden ting. Jeg kan forstå at de fleste er ved at være pænt trætte af vejret, hvilket man måske ikke kan bebrejde dem. Men alligevel. Det er jo vinter for pokker. Alternativet til frosten og sneen er fire-fem måneders gråvejr med regn, hvilket jeg personligt er mindre fan af.
Lige nu er det hundekoldt og chancen for at brække lemmer er enorm. Tilgengæld får vi af og til solskin, fuglepipperi, stjerneklare nætter og masser af frisk luft ned i lungerne. Så kan jeg godt leve med at trippe rundt på fortove og iføre mig selv lidt ekstra benklæder.

Og så lige til at slutte på. Dagens google synes jeg selv var ret sjov. Den er nemlig intet mindre end *trommehvirvel*:

"Dagens google".


Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.

Men godt nytår til Jer andre alligevel!

I aften er det nytår og jeg er allerede ved at skide i bukserne over, hvad der venter på mig på den anden side af tømmermændene.
Dengang 2007 blev til 2008 stod jeg og tænkte, at jeg håbede 2008 blev væsentligt bedre end 2007. 2007 var et lorteår, der var domineret af hæftig sygdom, samt et slemt brud med Journalisten. Jeg blev selvfølgelig rask igen og Journalisten og jeg kom sammen igen, men overordnet scorede året ikke særligt højt.
Men 2008 blev ikke væsentligt bedre. Jeg fik ganske vist min ingeniøruddannelse, men den var ikke prangende og jeg var så skoletræt, at jeg dårligt kunne slæbe mig igennem mit afgangsprojekt. Efter dimissionen var jeg fyldt af ny energi og klar til at indtage arbejdsmarkedet. To måneder senere havde jeg fået mit første job, som viste sig at være ganske forfærdeligt og næsten puttede mig ned i depressionskassen.
Jeg gik derfor ud af 2008 som en zombie og vurderede at 2009 umuligt kunne blive værre.
Og dog.
Nu er 2009 jo forsvundet og jeg har kun opnået én ting i år. Arbejdsløshed. Jeg har været arbejdsløs i ni ud af årets 12 måneder og de resterende tre måneder fik jeg til at gå hos Bageren, hvilket sådan set heller ikke var nogen succes. Frustrationerne driver ned af væggene her i huset og jeg kan ikke få øje på noget lys i nogen tunnel.
Det der med at ønske at næste år bliver bedre, virker jo tydeligvis ikke. Jeg har derfor overvejet at bruge omvendt psykologi i år:

I dare you, 2010! Bliv værre end 2009! Kom an, hvis du tør!

Og derfor skal man altid tage statistik med et gran salt

I dag fik jeg noget man næsten kan kalde en åbenbaring.
Den gav grund til eftertanke og beviser, at man nogengange skal være lidt forsigtig med at dømme andre mennesker, før man har taget alle omstændigheder under betragtning.
Det er en temmelig lang beretning, så hent hellere noget kaffe.

Jeg var hos lægen for at få taget lidt tests. Jeg vil gerne være bloddonor, men har hidtil været udelukket pga. nogle fysiske skavanker. Dette har irriteret mig voldsomt, især fordi jeg har akutblodtypen og det, i min optik, derfor næsten er en pligt at aflevere en pose blod engang i mellem.
Når man skal være bloddonor spørges man, om man har haft nogle alvorlige sygdomme og jeg kom til at tænke på et bizart sygdomsforløb, jeg havde for næsten tre år siden, og om det var noget, der kunne have indflydelse på mine chancer for at blive bloddonor.

Den 5. januar 2007 vågnede jeg med ulidelige smerter i venstre side af ansigtet, nærmest som om noget stak mig med en skarp kniv *jeg kan huske datoen fordi det gjorde så ufatteligt nas*. Det kom helt ud af det blå, der var intet forvarsel.
Fem dage senere var det stadig ikke blevet bedre og jeg måtte en tur til lægen, hvor jeg kom ind til en ung turnuslæge. Han var temmelig forundret, men kom frem til at det måtte skyldes nogle hvirvler i rygsøjlen, der pressede på nogle nerver *diagnose nr. 1*. Jeg fik noget smertestillende *som overhovedet ikke virkede* og blev sendt til kiropraktor.
Kiropraktoren var ret hurtig til at dømme den diagnose ude og mente bestemt at jeg havde halvsidig bi-, pande- og kæbehulebetændelse *diagnose nr. 2*, på trods af at jeg ikke fik det værre af at hænge hovedet nedad, og jeg ikke havde feber.
Tilbage til min egen læge *jeg havde nægtet turnuslægen*, der blev temmelig forarget over kiropraktorens dom. Især fordi han tydeligt kunne mærke noget unormalt i min nakke *diagnose nr. 3*, hvilket han sendte mig til fysioterapeut med, og jeg fik noget rigtig voldsomme smertestillende af den slags, som har rød trekant på og ødelægger ens mave.
Det virkede heller ikke og så mente min læge at jeg måtte have nervebetændelse *diagnose nr. 4* - og den slags kan man ikke gøre noget ved, udover at vente på det går væk.
Omkring mig var folk så småt begyndt at hidse sig op over at lægerne skulle have så svært ved at finde en diagnose.
Jeg gik hjem og ventede. I mellemtiden blev det vinterferie og jeg måtte flytte hjem til de gamle. Smerterne var så slemme, at jeg kastede op af dem og jeg kunne ikke overskue at ligge derhjemme alene, hvilket sendte mig akut ned til min læge, hvor hans bror tog imod mig. Da han hørte jeg var begyndt at få dobbeltsyn, sendte han mig straks til en øjenlæge nede i byen. Det er fascinerende, hvor hurtigt man kan komme til hos en speciallæge, hvis man bare er syg nok.
Øjenlægen fattede ingenting og sendte mig op på kommunehospitalets øjenafdeling.
Her sad min mor og jeg så de næste tre dage i alle dagtimerne. De fattede nemlig heller ingenting og trak mig igennem undersøgelse efter undersøgelse. De unge reservelæger kom ud og spurgte om de måtte kigge på mig, for de havde hørt om mig og det var bare alt for spændende. Min ene pupil havde nemlig en helt anden størrelse end den anden.
Efter de tre dage gav de op og sendte mig op på neurologisk afdeling. Jeg havde ikke sovet i dagevis pga. smerterne og var ved at være ret mørbanket. Så da jeg fik valget mellem af få taget en rygmarvsprøve øjeblikketligt (fredag eftermiddag) eller efter weekenden, valgte jeg det sidste.
Så vi tog hjem og jeg var så træt, at det faktisk lykkedes mig at falde i søvn på sofaen.
Næste morgen vågnede jeg og sagde glad til mine forældre at jeg var sikker på, jeg var blevet rask over natten, for mit hoved gjorde næsten ikke ondt længere. Så flyttede jeg den øjenklap, jeg havde på *mit dobbeltsyn var så slemt at jeg ikke kunne se en skid med to øjne* og fandt ud af at mit øje var helt og aldeles lamt, og så ud til at kunne falde ud af hovedet med det samme.
Senere på den eftermiddag blev jeg indlagt på neurologisk afdeling, hvor jeg lå de næste 10 dage og fik foretaget rygmarvsprøven, der heller ikke gav svar.
Først efter to ture i MR scanneren var der en gammel garvet radiolog, der opdagede hvad der var galt. Jeg fik en forklaring med noget med udposninger på vener i hjernen og betændelsetilstande osv. og så fik jeg binyrebarkhormoner i tre måneder. Og det hjalp. Hvad der præcis var galt fandt jeg aldrig ud af.
Indtil idag.
Da lægen skulle finde ud af om det ville have betydning i forhold til min bloddonordrøm kunne hun se i min journal, at jeg havde haft TH syndrom. Det vidste hun heller ikke hvad var.
Det viser sig at være en mega sjælden sygdom, der rammer sjus en ud af en million.
Så det var ærlig talt ikke så mærkeligt, at jeg skulle igennem så mange læger, før nogen fandt en løsning.
Og det, der så var pointen ved denne kilometerlange beretning var, at man skal huske at tænke på at læger ikke nødvendigvis ved alt og at de, selvom de gør deres bedste, ikke altid kan reparere os. Der var mange omkring mig, der var dødforargede over at lægerne ikke bare kunne fikse mig. Det var jo det de fik deres løn for.

Når det kan lykkes mig at få så sjælden en sygdom, skal jeg helt sikkert til at spille noget mere lotto.


Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.