Om igen

Jeg havde egentlig skrevet et langt indlæg. Om alting og ingenting. Endnu et af de indlæg, der var fyldt med mavesyre. Der var noget om min antipati overfor talentshows, herunder bl.a. Thomas Troelsens ækle page *Jeg forsøgte at give X-factor en chance. Jeg kan stadig ikke døje det*. Der var noget om, hvor panisk jeg var over at skulle starte i virksomhedspraktik og om, hvor rædselsfuldt det var at skulle købe nyt tøj. Noget der nær havde fået mig til at købe en trøstehamster der, på trods af at jeg ikke købte den og den derfor ikke eksisterer, nu lyder navnet Hamsteren Henning.

Men jeg opgav at udgive indlægget. Det var for fesent og vi trænger til noget positiv karma her på bloggen. Så i stedet skal vi nu sidde lidt i rundkreds og glæde os over at jeg efter tre dage i virksomheden er fyldt med overskud. Jeg har lidt startproblemer rent fagligt, men er sikker på at det nok skal gå. Jeg føler mig bare så godt tilpas, der hvor jeg er. På kontoret er der en flok midaldrende mænd, der tager stygt pis på hinanden - og også lidt på mig - og på den anden side af døren er der masser af mine venner, som synes det er alletiders at vi kan spise frokost sammen. Der bliver dagligt delt krammere ud, blot fordi folk er glade for at se mig.
Måske er der en mulighed for at jeg kan blive der lidt længere, når mine fire uger er gået. De har nemlig en stor tro på at jeg kan håndtere mit arbejde. En tro, jeg forsøger at tage til mig og som giver mig en fornemmelse af, at jeg måske ikke er så håbløs.
Min læge blev så glad for at høre det, da jeg var nede for at få tjekket op på mit håndled. Som i øvrigt ganske rigtigt har fået sig en senebetændelse og nu er pakket ind i en af de der irriterende støttebind med en jernstang i - og som jeg skal have på indtil nogen fikser mit håndled og jeg igen kan være en stjerne i bowling.
Da jeg alligevel var dernede fik jeg hende til at finde nogle papirer til donorregistret, der gerne vil have lidt dokumenter om bl.a. TH. Lægen havde ikke helt kontrol over printeren, så hun endte med at printe hele min journal fra 1993 til 2008 ud. Den fik jeg med hjem og det skulle være enhver forundt at få lov til at læse sin journal. Lidt som en tidsrejse.
Eksempelvis kunne jeg læse at jeg begyndte at blive dårligt seende i 1993 og ved samme konsultation blev svimmelhedsanfald forklaret med at jeg havde vokset meget i den periode.
Der var historierne om dengang i 1997 da jeg fik dårlig ryg.
Der var dengang i 2000, hvor jeg havde forsinket menstruation, men ingen graviditet og hvor forklaringen lød "Har nogen mavesmerter aktuelt, men dette skyldes at hun p.t går til studentereksamen, men også at forældrene i øjeblikket ligger i skilsmisseforhandlinger" *de blev i øvrigt aldrig skilt*.
Der var to trafikuheld, klamydia, lavt blodtryk, negativ HIV-test *heldigt nok*, kyssesyge, fritagelse fra eksamen pga. halsbetændelse, toksisk eksem på hænderne og en masse andet.
Fascinerende at man kan tyde visse perioder af løssluppethed ud fra ens lægejournal.

Nå, ja og så lige en anden ting. Jeg kan forstå at de fleste er ved at være pænt trætte af vejret, hvilket man måske ikke kan bebrejde dem. Men alligevel. Det er jo vinter for pokker. Alternativet til frosten og sneen er fire-fem måneders gråvejr med regn, hvilket jeg personligt er mindre fan af.
Lige nu er det hundekoldt og chancen for at brække lemmer er enorm. Tilgengæld får vi af og til solskin, fuglepipperi, stjerneklare nætter og masser af frisk luft ned i lungerne. Så kan jeg godt leve med at trippe rundt på fortove og iføre mig selv lidt ekstra benklæder.

Og så lige til at slutte på. Dagens google synes jeg selv var ret sjov. Den er nemlig intet mindre end *trommehvirvel*:

"Dagens google".


Update: Jeg har efterfølgende forkortet navnet på sygdommen til TH. Sygdommen er så sjælden, at den fratog mig min anonymitet ved googlesøgninger.

Glaaade jul

Nå, men nu hvor jeg efterhånden har fået skrabet alt møget af gulvene, er det vist på tide at opsummere lidt på weekenden.

Antal julefester holdt: 1
Antal mennesker i vores lejlighed: 14
Antal fulde mennesker: 13 (der findes rent faktisk folk, der ikke drikker)
Antal gange vi opdagede, at vi ikke havde mere lokumspapir: 1
Mængde medbragt kunstig sne: Nok til at dække 80 m2 lejlighed
Glemte sager: 1 sæt salatbestik, 1 grøn Margretheskål, 2 halve marcipangrise, 1 bil, 1 pose lakridssnører, 1 sæt ørevarmere, 1 USB blæser, 1 hang over box
Smadrede ting: 2 nisser
Antal dage brugt på oprydning: 2
Tab i forbindelse med bekæmpelse af tømmermænd: 2 kodimagnyler, 2 poser chips, 1 liter æblejuice, 1 burger med fritter, 1 lang lur, 7 afsnit af Jul på Slottet, 4 afsnit Simpsons.

Den fest dækkede det meste af mit julebehov, så nu må det egentlig godt bare blive nytår i en fart.

Måske man bare skulle gå over til hele stykker sæbe i stedet

Godt spørgsmål

Inspireret af FailBlog spurgte jeg Google om "why wont" og fik følgende resultat:

Hvæsende Hyundai

Det kan godt være det er morfaragtigt at høre P4, men det er satme god stil at de spiller "Voldsom Volvo" når vi fræser afsted på motorvejen.

Vi fik begge trang til at stritte med lillefingeren, mens vi råbte "Fuck!"

Party uartig

I går aftes var vi til fest hos en journalist, der forleden blev færdiguddannet og det skulle naturligvis fejres på behørig vis. Det var det sædvanlige slæng der kom og det lignede en fest som de plejer at være, når vi er sammen med dem.
Vi får noget god mad at spise, værten er madglad og synes brødrene Price har lavet noget af det bedste TV, der findes, så han laver altid et eller andet lækkert. Så drikker vi en masse rødvin og i løbet af aftenen forsvinder det par, hvor manden ligger voldsomt under tøflen og konen *hun er altså koneagtig selvom hun kun er 25* bliver sur fordi manden har drukket øl og begynder at more sig. Derudover er der altid et antal, der skal på arbejde den efterfølgende dag og de fordufter naturligvis også. Vi andre drikker os så i et hul og dingler hjem i seng i løbet af morgenen. Sådan er det hver gang. I går var ingen undtagelse.

Og alligevel tog festen på et tidspunkt en drejning jeg ikke havde set komme.
Der er rygeforbud indenfor og derfor var der naturligvis en vis trafik ud på trappen. Jeg holdt op med at ryge for to år siden, men når jeg bliver tilpas fuld begynder jeg altid at smøge den. På et tidspunkt lagde jeg mærke til at værten samt to af pigerne stod og morede sig udenfor og var inde og hente nogle poser, så jeg blev nysgerrig og gik ud for at se, hvad der foregik.
Det viste sig at de var kommet i tanke om at lege isterningeleg. Den leg hvor en person tager en isterning i munden og så skal den overføres i mellem de implicerede ved at råsnave naturligvis. Totalt gymnasieagtigt. Jeg har aldrig kysset en pige før, selvom jeg altid har været lidt pigeglad. Har ikke rigtig fået gjort noget ved det. Så det var jo en oplagt mulighed og inden jeg fik set mig om var jeg blandet godt ind i legen og delte masser af mundvand med dem alle tre.
Og her var ikke tale om tantekys.

Midt i det hele kom en af de andre fyre i selskabet, som er nabo til værten, ud på trappen for at gå hjem og sove. Han er ikke typen, der vælter sig i damer og lægger heller ikke skjul på at han stadig er jomfru. Den ene af pigerne spurgte om ikke han skulle være med og gav en prøve på, hvad spillet gik ud på. Og man skulle synes at det var enhver fyrs drøm at få lov til at glo på at tre piger grådigt svælgede i hinanden, men nej. Det kunne han slet ikke overskue. "Ej, nu går jeg altså hjem", sagde han lettere panisk og skyndte sig ind til sig selv. Værten stillede sig også aldeles uforstående over for den beslutning. Han havde absolut intet imod at være midt i det hele, især da isterningen efterhånden blot var en mindre detalje, der gik længere tid inden isterningen blev overført og kyssene blev mere og mere hede. Og han havde absolut heller ikke noget imod selv få lov til kysse på tre piger.
Indenfor sad det øvrige selskab som faktisk kun bestod af en pige og så Journalisten som efterfølgende har bandet voldsomt over at han ikke er ryger og således gik glip af det hele.

Jeg ser allerede frem til der er ringriderfest i Aabenraa.

Det er fandme god humor

Plat humor

Jeg ved ikke.. jeg skreg af grin da jeg så den video, men har lidt problemer med at finde nogen der synes den er lige så sjov som jeg synes.

Kære småbizarre mand, tak for dit brev...

For nogle blogindlæg siden fortalte jeg lidt om min tid på netdatingfronten. I dag har jeg så læst et indlæg hos Linda på Blogsbjerg som startede min hukommelse op. Jeg kom i tanke om et af de mere spøjse mails jeg fik dengang og efter lidt snusen frem og tilbage og kæmpen for at huske gamle passwords til profiler jeg ikke har brugt i årevis, men dog ikke har slettet, fandt jeg frem til mailen. Jeg synes det er mildest talt umuligt at genfortælle på kort resumé-form så jeg har valgt at kopiere det direkte ind:

Hej Aurelia!
Jeg ved ikke om jeg som velskomst må sende en tekst jeg skrev til en af mine venner, for 14 dage siden, så jeg fortæller lidt om mig selv. Jeg tror gerne jeg vil fortælle om en ønske drøm Det var da jeg så en gammel dansk film i TV, så går jeg gerne bagefter ind på den side, der hedder dansk film, og læser om skuespillerne, og der læste jeg om Helge Kjærulf-Schmidt, at han havde studeret på Universitet, og om aftenen læst hos en skuespiller, for at forberede sig på at komme ind på skuespillerskolen. Så kom jeg til at tænke på, at den gang jeg var yngre, men allerede i gang med at arbejde som kontormand, der drømte jeg både om at læse jura og også om at være skuespiller. Og så kom jeg nu til at tænke på, hvordan jeg kunnet have prøvet at opfylde begge drømme, jeg kunne have læst jura, og så om aftenen læst hos en skuespiller, og så havde jeg nok måske fået at vide hos skuespilleren, at jeg ikke egnede mig til det, men så kunne jeg have fortsat med juraen. Men jeg huskede også hvorfor ingen af tingene blev til noget. Nemlig fordi jeg havde bestilt optagelsesblanket til Universitet, og så stod der om et ruskursus man skulle til, og det havde jeg hørt om hvor vildt det var med fester m.m. som ikke var noget for mig, så derfor fik jeg aldrig taget mig sammen til at melde mig til det. Og det med skuespiller, der var der en ung mand på mit kontor, som sagde op, fordi han ville være skuespiller, og han var en jeg ikke brød mig om, så jeg turde ikke søge ind på skuespillerskole, hvis jeg så skulle være sammen med ham. Så prøvede jeg nu her i nutiden, at slå hans navn op på internettet, og fandt at han var slet ikke blevet skuespiller, men var blevet senograf. Så jeg kunne sagtens have søgt ind. Og jeg fandt at der er en masse danske skuespillere, der enten har skrevet deres erindringer eller at andre har skrevet om. Og jeg har så læst alle dem. I sær Holger Juul Hansens erindringer synes jeg var gode og også Morten Grunwalds var gode. De eneste jeg ikke synes var så gode var Erik Wedersø og Bodil Utsen, deres bog synes jeg ikke om. Men Holger Juul Hansen har skrevet sine erindringer som hedder: ” Det må aldrig blive sølle” . Hvor han fortæller om, at før han kom på skuespiller skole, så startede han som amatør skuespiller, og blev så populær der, at amatørteaterne nærmest sloges om ham. Det havde jeg aldrig tænkt på før, at der fandtes amatørteatere. Bare jeg havde vidst det, da jeg var yngre, og også havde haft internet dengang, så jeg kunne have slået op hvor de fandtes. Det har jeg gjort nu, og set at der er en kæmpe lang liste over dem. Men nogen steder er det også svært at komme ind der, for der står, at man først skal komme og hjælpe med at ryde op, og så der de en an, og måske og måske ikke, så en dag spørger de en, om man vil være med i en forestilling. Mens andre steder, der lyder det som om, at man kan være med i noget med det samme. Jeg har også læst om, på internettet, hvordan castingbureauerne holder øje med amatørteatrene, så de kan finde nye emner der, til film og reklamer. Men det var en god drøm og gode bøger at have at læse. Nu hvor det ikke blev til noget, så fordi jeg tegner croquis tegning, så drømmer jeg om at blive croquis model, for det at være model må være lidt ligesom at være skuespiller, en ting kan blive helt anderledes efter hvordan publikum er, måske er der en stilling man laver, som nogen kommentere, og andre steder bliver der ikke sagt noget, så det kan være helt forskeligt fra sted til sted, ligesom en teaterforestilling også kan være forskellig alt efter publikum. Jeg ved ikke om jeg også må skrive noget om naturisme, men der betyder det sociale meget for mig, at jeg møder nogen på stranden at tale med, det er jo så gerne kvinder jeg taler med, men kun hvis de smiler og ikke ser ud til at have noget mod at tale med mig. Så taler jeg både med dem der har badetøj på og dem der er nøgen. Det er ikke sådan at jeg er nogen scorekarl, det er kun venskabeligt og pænt jeg taler, men jeg synes det er hyggeligt at møde nye venner på den måde som naturist. Men jeg synes sommetider naturister er meget lukkede overfor nye mennersker, det er defor jeg tit taler med dem med badetøj på, selvom jeg er nøgen. Men kun hvis de smiler, og vi mødes tilfældigt i vandkanten, ikke noget med at påtvinge nogen mit selskab.
Kærlig hilsen Steen

Er det nødvendigt at nævne at han var på den forkerte side af 50 år?

A fishy affair

Jeg tog på fisketur med Lillebror og Journalisten. Lillebror fisker en del med Far og Journalisten vil gerne fiske mere end han gør (læs: intet). Jeg har ikke været på fisketur i omkring 20 år og egentlig siger det mig ikke rigtig noget for jeg kan ikke lide at spise fisk - overhovedet. Jeg tog mest med fordi det var glimrende vejr, selskabet var godt og det var en god undskyldning for at sidde på en bænk og kigge på de andre, mens jeg guffede prinzenrolle kiks *det hed de altså da jeg var lille*. Jeg synes det er sjovt at stå og kaste med pinden, men min største skræk er at fange noget. For så ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Uanset hvad har jeg ondt af dyret, selvom jeg udemærket godt er klar over at fiskene nok ikke har det helt så hårdt som vi andre ville have det, hvis vi gnaskede på en krog og blev slæbt ind på land for at få hovedet smadret.

Vi fandt en glimrende fiskesø og drengene fik deres udstyr gjort i orden og begyndte at kaste ud. Jeg skulle lige prøve Lillebrors stang og i mellemtiden kastede Journalisten sin line ud for anden gang og fangede en fisk. Da både han og jeg er nogle pylremåse og hader slimede ting, måtte Lillebror med op for at dissekere fisken. Jeg ville så sætte mig ned og vente på de kom tilbage, for jeg skulle ikke risikere at fange en fisk, mens de var væk.
Bare liiiige kaste et par små kast mere, det sker der nok ikke noget ved.
Og dog.
Selvfølgelig fangede jeg en fisk. Jeg panikkede fuldstændig og løb rundt om mig selv mens jeg skiftevis messede "pis pis pis hvad gør jeg nu?" og "neeeej stakkels lille fisk!".
Nå, fisken ind på land og slæbe staklen hen til alle vores sager, finde totenslageren frem, lægge den på panden af fisken, fortryde og løbe forvirret rundt igen.
Overveje om det var nemmere at lade den ligge på land og vente på at den døde af vandmangel. Nej det gik for langsomt.
Totenslageren igen. Kylling kylling, jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg havde det slemt nok da Lillebror klaskede Journalistens fisk tre gange i skallen.
Panik nu endnu større.
Hvor fanden bliver de af så de kan redde mig???
Til sidst smider jeg fisken ud i vandkanten, stadig med krogen i kæften og venter i, hvad der føltes som en evighed.
Endelig kom de og Lillebror frelste fisken fra min tortur. Dagen efter skulle vi til påskefrokost med familien og der var naturligvis ingen, særligt ikke mandfolkene, der undlod at gøre mig opmærksom på, hvor ond jeg havde været mod den arme ørred.

Jeg bliver aldrig en god lystfisker.

Post i putkassen

Den hænger uden på vores lokale posthus. Journalisten og jeg har moret os en del over den og jeg har filosoferet pænt meget over, hvorfor den hænger der. Døren den hænger ved siden af fører ikke ind til selv posthuset; den dør finder man to meter længere henne og på den modsatte side af den dør findes så de obligatoriske røde postkasser.
Jeg vil tro det er døren ind til administrationen vi har med at gøre. Det jeg ikke helt forstår er, hvorfor det er nødvendigt med en postkasse til posthusets post. Dette posthus er det centrale posthus for hele byen og det er her at alt posten sorteres, hvilket vel betyder at den post der sendes til dette posthus ankommer i den modsatte ende af bygningen, bliver sorteret og så er der en eller anden der går ud gennem døren for at lægge posten i postkassen så de kan tømme den 2 sek senere.. eller hvad?
Der er selvfølgelig den mulighed at postkassen hænger der således at folk, der har et brev til posthuset og dets medarbejdere og ikke synes de vil bruge et frimærke, kan spadsere derhen og lægge brevet i postkassen. Og den oplysende tekst på postkasselågen skyldes ganske givet at der er folk der har forsøgt at lægge den post, de gerne vil sende, ned i ovenstående postkasse. Dette kan igen undre en del for så vidt jeg kan se, er postkassen ikke synderligt rød.

Journalisten har også funderet en del. Da jeg så bad ham gentage det resultat han kom frem til, kunne han selvfølgelig ikke helt huske det, men det var noget i den stil her:

Postens postkasse på postens hus hænger der så posten kan aflevere postens post i postens postkasse

Mjaa...

Jeg kan godt få lidt tid til at gå med at kigge på engrish.com og blive forundret gang på gang.