Jeg tog på fisketur med Lillebror og Journalisten. Lillebror fisker en del med Far og Journalisten vil gerne fiske mere end han gør (læs: intet). Jeg har ikke været på fisketur i omkring 20 år og egentlig siger det mig ikke rigtig noget for jeg kan ikke lide at spise fisk - overhovedet. Jeg tog mest med fordi det var glimrende vejr, selskabet var godt og det var en god undskyldning for at sidde på en bænk og kigge på de andre, mens jeg guffede prinzenrolle kiks *det hed de altså da jeg var lille*. Jeg synes det er sjovt at stå og kaste med pinden, men min største skræk er at fange noget. For så ved jeg slet ikke hvad jeg skal gøre. Uanset hvad har jeg ondt af dyret, selvom jeg udemærket godt er klar over at fiskene nok ikke har det helt så hårdt som vi andre ville have det, hvis vi gnaskede på en krog og blev slæbt ind på land for at få hovedet smadret.
Vi fandt en glimrende fiskesø og drengene fik deres udstyr gjort i orden og begyndte at kaste ud. Jeg skulle lige prøve Lillebrors stang og i mellemtiden kastede Journalisten sin line ud for anden gang og fangede en fisk. Da både han og jeg er nogle pylremåse og hader slimede ting, måtte Lillebror med op for at dissekere fisken. Jeg ville så sætte mig ned og vente på de kom tilbage, for jeg skulle ikke risikere at fange en fisk, mens de var væk.
Bare liiiige kaste et par små kast mere, det sker der nok ikke noget ved.
Og dog.
Selvfølgelig fangede jeg en fisk. Jeg panikkede fuldstændig og løb rundt om mig selv mens jeg skiftevis messede "pis pis pis hvad gør jeg nu?" og "neeeej stakkels lille fisk!".
Nå, fisken ind på land og slæbe staklen hen til alle vores sager, finde totenslageren frem, lægge den på panden af fisken, fortryde og løbe forvirret rundt igen.
Overveje om det var nemmere at lade den ligge på land og vente på at den døde af vandmangel. Nej det gik for langsomt.
Totenslageren igen. Kylling kylling, jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg havde det slemt nok da Lillebror klaskede Journalistens fisk tre gange i skallen.
Panik nu endnu større.
Hvor fanden bliver de af så de kan redde mig???
Til sidst smider jeg fisken ud i vandkanten, stadig med krogen i kæften og venter i, hvad der føltes som en evighed.
Endelig kom de og Lillebror frelste fisken fra min tortur. Dagen efter skulle vi til påskefrokost med familien og der var naturligvis ingen, særligt ikke mandfolkene, der undlod at gøre mig opmærksom på, hvor ond jeg havde været mod den arme ørred.
Jeg bliver aldrig en god lystfisker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar