Titel

Min lørdag aften var virkelig spændende. Den var så spændende at det mislykkedes at finde en sætning som summerer den op. Derfor den lidet informerende titel på dette indlæg.
Efter at have pølet en halv flaske rødvin, bare fordi jeg kunne, faldt jeg over en film som var så sørgelig at jeg sad og hylede. Der var nogen der døde og så begynder jeg automatisk at vande høns. Denne regel gælder dog sjovt nok ikke hvis vedkommende er blevet skudt i en aktionfilm.
Jeg har altid været temmelig grådlabil. På listen over film jeg tuder over findes bla. Snehvide. Jeg tåler ikke rigtig det punkt, hvor hun er helt alene i skoven.
Derudover kan jeg godt fælde en tåre, hvis jeg ser en person der lufter sin sorte labrador. Jeg har aldrig tudet så meget som da jeg måtte aflive min elskede hund for snart tre år siden og bliver stadig ganske vemodig når jeg ser glade hunde på gaden.
Det mest irriterende er dog at jeg begynder at hyle hvis folk interesserer sig for mig. Her menes, at hvis jeg i en eller anden situation virker på folk som om jeg ikke helt er på toppen eller virker lidt mut og så der er nogen der spørger "Er du OK?" begynder jeg resolut at mimre for derefter at fælde den ene tåre efter den anden mens jeg stædigt forsøger at lade være. Jeg ved ikke hvorfor; det er da ganske rart at folk bekymrer sig lidt. Af og til ville det dog være rarest hvis folk ville lade mig være og ikke vise interesse for mit velbefindende.

Any who, det som jeg egentlig ville fortælle med dette indlæg, der tog en fuldstændig ligegyldig drejning i forhold til det oprindelige tankespind var, at jeg efter at have snøftet færdig over førnævnte film zappede lidt rundt og faldt over TV2 Charlie og deres Lørdagsfest.
(Og ja, det er rigtig gættet; jeg har været helt alene hjemme hele weekenden uden menneskelig kontakt udover en tur i Fuptex)

Ingen ringere end James Last.

Jeg bekender kulør. Jeg erkender. Jeg bryder sammen og tilstår. Jeg synes altså James Last er go'.
Ikke fordi musikken er noget specielt egentlig. Men hver gang der er et af hans shows på tv og jeg så får zappet mig hen på det, ender jeg altid med at hænge fast og kigge fascineret på skærmen. De shows har jo alt!

Hvis man kigger lidt efter er der jo alle mulige underholdningselementer:
- Kiksede kvinder i uformeligt gallatøj med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme gallakjoler med for mange palietter
- Smækre kvinder i meget stramme, men kedelige gallakjoler (hvor finder han alle de lækre violinister henne?)
- Masser af mandlige bandmedlemmer, der på skift gnider sig op af de lækre blondiner
-Den typiske elguitarspiller, som er et must i et hvert band - tynd med stramtsiddende gamle jeans, det obligatoriske halvlange krøllede hår, undertrøje med åben skjorte og lidende ansigtsudtryk
- Harmonikaspillere ældre end Metusalem
- Indbegrebet af et tysk boytoy. Med Kim Schumacher frisure og babyface og tydeligt begæret af de midaldrende kvinder i bandet som gør hvad de kan for at få lejlighed til at gramse lidt på ham
- Publikummet. Folk der aldrig har forladt 80'erne og som stadig går rundt med bukserne oppe under hængepatterne.
- James Last himself, der lusker småhoppende rundt på scenen i et forsøg på at få tiden til at gå mens han af og til kaster en dirigerende arm i et par sekunder.

Behøver man mere for at have god underholdning?