Say what!?

En fast del af en strøgtur, uanset hvor i landet man befinder sig, er gadeindsamlerne.
Hidtil har jeg været ret god til at undgå dem ved at se travl ud og kigge andre steder hen end på dem.
Det er ikke fordi jeg er kynisk og ikke vil hjælpe verdens udsatte og alt det der, men da de ti personer, der står spredt rundt på strøget, alle kommer fra den samme organisation og står der dag efter dag, ville jeg være skrevet op i de hellige analer utroligt mange gange, hvis jeg skulle stoppe hver gang de gerne ville have mig til at stoppe.
Men jeg synes de er blevet mere aggressive på det sidste. De nøjes ikke blot med at læne sig forsigtigt til siden og forsøge at skaffe øjenkontakt. De springer næsten ind foran én og stiller tåbelige spørgsmål for at få folk stoppet.
Således gik jeg en dag på strøget i Odense og blev stillet et af den slags spørgsmål, der får mit blodtryk helt op i det røde felt.

"Undskyld, må jeg fortælle dig noget du ikke ved?"

Det eneste der manglede i den efterfølgende scene var at jeg havde fået gråt hår, sat op i knold, store briller på næsen og grå cardigan. Og at jeg havde startet min sætning med "Unge mand!" og havde peget på ham med en kroget pegefinger.

Mig, der var pænt fornærmet: "Hvorfra ved du, at jeg ikke ved det du har tænkt dig at fortælle mig???"
Gadeindsamler, nu lettere paf i udseendet: "Øh... "
Gadeindsamleren får sig samlet og fortsætter sin salgstale som intet var hændt, til han havde liret sit manuskript af.
Mig, lidt stram og irritabel: "Hvorfra vidste du at jeg ikke vidste det du lige sagde?"
Gadeindsamler, tydeligt ærgelig over at han ikke havde fået mig omvendt: "......"
Mig, som ikke gad stå der længere: "Jeg synes det er en ret dårlig idé at genere folk man gerne vil presse penge ud af. At kalde mig intetvidende og ignorant allerede inden jeg står stille får mig ikke til at smide dankortet efter dig. Det synes jeg ærligt talt I skulle tage og spekulere lidt over."
Og så forlod jeg den måbende mand.

Fornylig blev jeg så stoppet af en mand fra samme organisation på strøget i Kolding efter fem af hans kolleger havde forsøgt det samme.
Faktisk rimelig sympatisk gademand: "Du ser ud som om du er lidt træt af at jeg stopper dig..."
No shit Einstein.
Herefter forklarede jeg ham så at han var nummer seks i rækken og at jeg synes det er belastende at man på ingen måde kan gå på strøget i fred nogen steder i landet. Vi sludrede lidt frem og tilbage og han forsøgte meget tydeligt at smøre mig ved at give mig ret og tale mig efter munden i håb om at jeg ville hoppe på limpinden. Til sidst sagde jeg så til ham at hvis jeg rent faktisk havde ladet mig opskrive engang, ville jeg seriøst overveje at melde mig ud igen. Så siger han de magiske ord:
"Det kan jeg godt forstå. Jeg synes faktisk du skal have lov til at gå".

Tak. Det var vel nok pænt af ham at give mig lov til det.