Disadvantages of the interwebs

Sådan har jeg det også lidt med min email, når jeg har ansøgninger ude. Det var meget bedre i gamle dage, hvor man bare skulle vente på at posten kom kl. 11. Så kunne man slappe af resten af dagen fordi man vidste, der ikke ville ske flere spændende ting den dag.

Lidt af hvert

Lige for tiden kører mine tanker afsted med 180 i timen og jeg forsøger at få dem til at stoppe lidt en gang i mellem uden det store held. Jeg går til læger og psykologer for at få hjælp til det, men synes ikke rigtig det hjælper. Desværre gør det mig utrolig distræt og jeg kan overhovedet ikke samle mig om at skrive mine ansøgninger, hvilket selvsagt ikke er super fantastisk. Derudover har jeg flere gange fanget mig selv i ikke at lægge en skid mærke til, hvad jeg laver. Eksempelvis havde jeg to stykker rugbrød på tallerkenen til frokost, kom salt på den ene og peber på den anden og opdagede først miseren halvvejs inde i måltidet.
Jeg har tænkt lidt over at det nok egentlig er godt, jeg har Journalisten til at hænge mig op af, da jeg ellers er ret sikker på jeg langsomt ville udvikle mig til et slimet bløddyr og med tiden blive en integreret del af min sofa.

Der var i øvrigt det der job, der nær havde sendt mig til Berlin, hvor jeg fik at vide at jeg ville høre nærmere i august. Efter at have hørt nul og en prut tog jeg, et stykke inde i september, kontakt for lige at høre, hvordan det stod til. Efter at have forvirret en stakkels sekretær fik jeg lov at snakke med direktøren, bare for at få at vide at den direktør, jeg havde været i dialog med siden april, var blevet fyret og den nye direktør anede ikke et klap om, hvad den anden havde haft gang i. Men han vidste dog én ting. Jobbet blev i hvert fald ikke til noget.

Apropos klaphatte. Bedst som jeg troede at jeg omsider var sluppet af med bageren forsøger han at få mig til at begå bedrageri, så han kan få noget af min løn refunderet hos kommunen. Hans argumentation for at jeg skulle gå med til det, var "du har jo fået din løn". Idiot.

Det er mærkeligt at være menneske engang i mellem.

Kreativitet savnes

Nu er jeg jo blevet jobsøgende igen.
Beklageligvis er der de sidste par måneder kommet rigtig mange mennesker ud på jobmarkedet og jeg er derfor nødt til at modificere mine perfekte (hvis man spørger min fagforening) ansøgninger. Det hjælper jo ingenting at have en super sej ansøgning, hvis den drukner i mængden.
Jeg skal derfor have fundet på overskrifter, der kan skille mig lidt ud og som de alle sammen skriver på nettet, man skal skrive en fængende og informativ overskrift. Selv hos Linda er der blevet efterspurgt bedre overskrifter fra ansøgere.
Men er der nogen, der kan give fornuftige eksempler på, hvad der menes? Neeej da.
Så folk som mig, der ikke er uddannet tekstforfatter og ikke har et eneste kreativt gen i kroppen er det nærmest en umulighed at finde på noget.

Skide irriterende.

Waaaaaaiiiting

For et par måneder siden søgte jeg et ret fedt job som Informatiker. Ikke helt min afdeling, men det lugter kraftigt af fugl. Et par uger senere gik det op for mig at jeg faktisk ikke havde hørt noget fra firmaet, men syntes det var så længe siden jeg havde søgt det, at det var ved at være pinligt at ringe dem op og høre hvad der foregik. Så jeg tænkte at jeg nok bare var druknet i stakken af ansøgninger fra RUC-uddannede informatikere.
I dag fik jeg så en mail, hvor de beklagede at de var blevet voldsomt forsinkede i deres ansættelsesprocedure, men at de fandt min ansøgning interessant og vil vende tilbage efter ferien for at hente mig til samtale. WHAT??
Så så man lige mig tabe kæben og sidde og glo dumt ud i luften. Det kom en smule bag på mig. Især fordi jeg havde afskrevet det job og fordi jeg nu er nødt til at vente og vente og vente. Og det duer jeg altså ikke til. Det bliver den længste sommer nogensinde og jeg har ikke engang ferie.

Hvis jeg får dette job, skal jeg flytte 4 måneder til Berlin.

Taktisk kommando på job

Nu har der været dødt på jobmarkedet i månedsvis. Og hvad sker der så?
En jobsamtale med jobtilbud hos et firma uden for mit fagområde, samt en samtale på baggrund af en uopfordret ansøgning hos et andet fagrelevant firma. På den samme uge. Og her gik jeg ellers og troede at det var spild af tid at sende uopfordrede ansøgninger.
Det er typisk. Så nu skal jeg til at tænke kreativt.
På den ene side tager jeg naturligvis imod jobtilbuddet med kyshånd. Men samtalen hos det "rigtige" firma gik bare supergodt, så jeg vil jo helst liiige høre hvad de kommer frem til. Så i mellemtiden skal jeg så forsøge at trække den så meget som muligt hos det første firma, så jeg er sikker på at have det i baghånden hvis det bliver No-Go fra de andre.

Jeg havde sendt tre andre uopfordrede ansøgninger pr. brev (skal jo prøve lidt nyt engang i mellem). Einstien her er dog lidt rusten ud i det postmanuelle, så derfor har jeg nu fået en regning på 36.75 kr. fordi jeg ikke lige havde læst den paragraf der skelner mellem almindeligt brev og storbrev. Jeg havde således betalt 5.50 kr. pr. brev og der skulle have været 6,50 kr. på hver. Det morsomme ved det brev var (udover at der var et gebyr på 27,- for at opkræve 3,-), at det var sendt til min gamle adresse i Århus, som jeg flyttede fra i august sidste år. Så gik jeg ind på e-posthuset for at se om de virkelig kunne være de eneste mennesker på kloden der ikke havde opdaget at jeg var flyttet. Jeg meldte sådan set flytning på deres hjemmeside i sin tid. Men nej, de havde min nuværende adresse og alting. Så hvordan i alverden de er kommet i tanke om at sende brevet til Århus først, er en gåde.

Jeg kan godt forstå at posten kan blive forsinket, hvis de insisterer på at sende den rundt i landet på den måde.