Som Napoleon sagde: "Intet er vanskeligere og derfor mere dyrebart end evnen til at træffe beslutninger".
Well, den evne har jeg ikke. Eller dvs. jeg kan sagtens træffe beslutninger, det er intet problem. Jeg træffer bare sjældent de rigtige beslutninger.
Nogle beslutninger er taget udfra et kompromis, hvor alternativet har været værre. Så kan man så diskutere, hvor dårlig beslutningen så egentlig var. Men i de situationer, hvor konsekvenserne af beslutningerne så har vist sig at være mindst lige så slemme som alternativerne - eller nogen gange værre - har den oprindelige beslutning vist sig at være en fejl alligevel. Det er vist det man kalder en lose-lose situation.
I de fleste situationer er det umuligt at forudse konsekvensen af beslutningen og derfor er det ofte efterrationaliseringen som dømmer beslutningerne som elendige, hvilket jo egentlig bare er spild af tid og kun giver anledning til selvudslettelse.
Beklageligvis er min hjerne ekspert i selvudslettelsens kunst og derfor er det efterhånden et problem for mig at tage en beslutning om noget som helst, da jeg føler der er en overhængende fare for at beslutningen er forkert.
Min nuværende arbejdssituation eksempelvis, volder mig store problemer. For jeg vil gerne tage en eller anden beslutning om noget, der kan få mig ud af denne her hårknude. Det være sig uddannelsesskift, flytning etc. Men jeg er bange for at tage en dårlig beslutning som så mange gange før og derfor kommer jeg ingen vegne. Sørgeligt.
Men det er ikke kun på de store og vigtige områder det kniber for mig. Også på det mindre og knap så betydningsfulde plan scorer jeg ganske ofte selvmål.
I morges traf jeg fx. nok engang en forkert beslutning. En beslutning jeg egentlig godt vidste var tåbelig, da jeg tog den og jeg vidste egentlig også godt, at begrundelsen for at tage beslutningen ikke ville føre mig derhen jeg gerne ville. Men alligevel gjorde jeg det.
Heldigvis var det ikke en altafgørende beslutning og fører som sådan ikke noget med sig, men den illustrerer ret godt, hvordan det nogengange går helt galt inde i hovedet på mig.
Situationen var jo den at billetterne til Dizzy Mizz Lizzy blev sat til salg i dag og da jeg kom i tanke om det, var der kun billetter tilbage i Aalborg, men det gjorde jo sådan set ikke noget. Så jeg bombarderede Billetnet og så kom jeg rent faktisk ind. Da jeg skulle vælge antal billetter valgte jeg to, en til mig og en til Journalisten. Jeg sidder med billetterne og skal bare betale dem og så er det at jeg tænker, på et splitsekund, at det var træls jeg ikke havde taget tre billetter, for så var der også en til Journalistens søster. Jeg er klar over at jeg mister mine billetter, hvis jeg gør noget som helst andet end at betale, men alligevel trykker jeg på tilbageknappen på tastaturet, for jeg vil jo gerne have en ekstra billet selvom jeg ved at det får jeg ikke. Puf var mine billetter væk og 30 sek. senere var der udsolgt.
I min egen erkendelse af at det var himmelråbende dumt, det jeg havde gjort, bildte jeg Journalisten (og alle andre) ind, at det var et uheld at jeg havde trykket på den knap. Men det var det jo ikke.
Det var en beslutning taget ud fra de allerbedste intentioner, men med en forudsigelig fiasko som resultat. Det jeg skulle have gjort var at køre egotrippet og blot have købt de to billetter, da jeg havde dem.
Well, i det mindste var det en god beslutning at lave pandekager til eftermiddagskaffen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar