Gammelt nyt

Jeg synes det er lidt sjovt med gamle mennesker. Der kan være en verden til forskel på dem.
Nu fx. i vores husholdning. Journalisten har sin mormor på 84 år og jeg har min morfar på 89 år og de er komplet som nat og dag. Journalistens mormor er ikke i så fysisk god form, har haft engelsk syge som barn og er pillemisbruger. Da hun måtte indlægges på sygehuset pga. nyre- og blæreproblemer *ikke så mærkeligt med alle de piller hun har ædt gennem tiden. Stakkels nyrer*, blev hun forvandlet til et frådende monster da sygeplejerskerne troede de skulle styre, hvilke piller hun skulle spise. Det skulle de naturligvis overhovedet ikke blande sig i og det ville jo også være en skandale, hvis det blev klarlagt at der ikke er nogen grund til at tage 90% af pillerne *ikke at hun ville acceptere et sådan fakta*. Hun kommer ikke ud med undtagelse af en sjælden tur på kirkegården eller når hun skal på sygehuset. Hun lever gennem os andre og forventer at vi fortæller vidt og bredt når vi kommer på besøg.
Men hun er også et ufatteligt kærligt menneske og jeg har aldrig set et menneske forgude sin familie så meget. Der er ikke grænser for glæden når vi kommer på besøg, og taknemmeligheden over at vi kan få tid til at besøge hende er overstrømmende. Nogen gange synes jeg faktisk det er lidt for meget. Jeg er mildest talt ved at kaste op når hun står og læner sig op af Journalisten *hendes hoved passer lige midt på hans mave* og næsten begynder at hyle over, hvor skønt det var at vi kom forbi.

Men jeg er jo også vokset op med min morfar. Han lever i allerhøjeste grad sit eget liv. Han har spillet bowling lige så længe jeg har eksisteret *han bildte mig engang ind at hans bowlingkugle var en globus over månen* og han kører stadig bil. Han havde egentlig lovet at lægge sit kørekort når han bliver 90 til maj, men det har han vist droppet igen. Han har i hvert fald lige købt en ny brugt bil efter der havde været indbrud i den gamle. Han har en mega fladskærm og har også bedyret at han vil have en mobiltelefon. Men han er jo trods alt en halvgammel mand efterhånden, så nu skal han have fikset sin hofte, hvilket betyder at han må indstille sin bowling i et pænt stykke tid. I går fortalte Lillebror så at morfar mente at den mest åbenlyse løsning på det problem var naturligvis at købe en Wii, for så kan han spille bowling på den. Det er jo klart. Så sådan én har han købt.
Til sammenligning får Journalistens mormor et gevaldigt problem når det analoge signal lukker, for hun kan ikke overskue en ny fjernbetjening. Det er blevet foreslået at hun skal have et nyt tv, men det er udelukket at det skal være en fladskærm *hun er ikke helt med på at man efterhånden ikke kan få andet*, for man kan ikke stille en vase med blomster oven på en fladskærm. Min svigerfar tilbød så at hænge en lille hylde op over tv'et og så hun kunne stille vasen dér, men det nytter ingenting, for der hænger Fiskeren *et utroligt ækelt maleri* og det kan under ingen omstændigheder flyttes. Nu er det blevet besluttet at vente og se hvad hun vil gøre, når signalet forsvinder.

Forleden så jeg reklamen fra TDC med Bent Fabricius. Han er lige så gammel som Journalistens mormor.