Jeg har sagt det før..

..men jeg siger det igen:
Folk er nogle svin.
Jeg har været inde på det tidligere. Jeg har det meget svært med dårlig køkkenhygiejne. Især når jeg står og ser på, at mad jeg skal spise lige om lidt bliver behandlet på allerstyggeste måde.
Her til aften var jeg på besøg hos min studieveninde *vi var kun to piger i klassen* og det var superhyggeligt som altid. Hun har, som de fleste af mine veninder sjovt nok, ikke helt samme idé som mig om, hvor renlig man behøver at være, når man laver mad.
Vi skulle have tacos, hvilket blev til wraps i stedet. Jeg gik igang med kødet, mens hun snittede grøntsager.

Her vil jeg godt lige indskyde en bemærkning om kød. Hun havde købt kødet i Aldi og der har man fået en genial ide. Man køber 800 gr kød, delt op i fire underpakker á 200 gr hver. Det er fandme smart, synes jeg. Til gengæld var kødet rigtig ulækkert at se på. Helt mast til ukendelighed. Adr.
Nå, men jeg kiggede væk mens jeg rørte i det, og da der var kommet krydderi i lignede det næsten almindelig kød igen.

I mellemtiden bemærkede jeg, at det der med at vaske grøntsagerne blev gjort ud fra konceptet om, at er det pakket ind skal det ikke vaskes. Så agurk og tomat blev ikke vasket. Det gjorde champignonerne dog, og her var jeg nær besvimet på stedet. Hun skyllede nemlig champignonerne meget grundigt, hvorefter hun lagde dem ned i bunden af hendes meget beskidte vask, skar rødderne af og lagde dem op i skålen...
Jeg brugte så de næste ti mins på at forklare mig selv inde i hovedet, at jeg skal holde op med at være så pylret og hysterisk, og desuden er jeg jo aldrig blevet syg af at spise mine veninders mad.

Men så...

Efter maden sad vi og spillede Settlers og hyggede os. Efter noget tid begyndte jeg at få lidt ondt i maven, men slog det hen, fordi jeg havde drukket kaffe for første gang i to uger. Og så kan man godt få lidt ondt i maven, når man bæller en halv kande kaffe lige pludselig.
Det har været pænt varmt i dag og da jeg så begyndte at få det rigtig varmt og svedte lidt og de andre var enige i at der var meget varmt, slog jeg også det hen og åbnede et vindue.
Da mavekramperne begyndte at vise sig, gik det efterhånden op for mig at noget var galt.

Normalt er det en smuttur at køre derover, men i sådan en situation er der satme langt fra Middelfart til Kolding.

Hvor går grænsen for sippethed?

I søndags brugte jeg dagen med en gammel veninde. Jeg har før omtalt hende, som den veninde jeg har haft længst og hvis venskab jeg ikke ville være foruden. Vi render ikke hinanden på dørene og således er det faktisk godt tre år siden jeg sidst har besøgt hende i hendes eget hjem. På trods af, at hun det sidste år kun har boet ti mins væk.

I dag var jeg så inviteret til brunch og efterfølgende Asterix kavalkade *ja, det er sådan noget vi gør, når vi er sammen*. Jeg har altid lidt bange anelser, når jeg skal træde ind i privaten hos hende. Hendes forældre har aldrig stillet nogen krav til hende og som barn blev hun belønnet med penge, hvis hun skulle lave noget som helst ud over, hvad hun selv gad. Det var nu ikke altid at hun manglede penge og så var hun egentlig ligeglad med, om hendes mor syntes hun skulle gøre lidt rent. Det måtte hendes mor da selv ordne. Derudover er hun af natur i øvrigt også ret ligeglad med hygiejne, rod og skidt. Med andre ord: Hun er et svin.

Jeg er ikke rengøringsfreak. Tværtimod. Det er ret sjældent at der bliver gjort rent her i hytten. Journalisten gør det ikke af sig selv og jeg gider som regel ikke. Vi har en stor reol, der burde være sort, men den er for det meste grå af støv. Men jeg har det dårligt, hvis mit lokum er møgbeskidt, eller hvis mit køkken er sundhedsskadeligt. Det skal helst være nogenlunde i orden. Derudover går jeg pænt højt op i madhygiejne, så jeg var lidt spændt på, hvad jeg skulle udsættes for.

Med hensyn til mængden af skidt blev jeg bestemt ikke overrasket. Hendes støvsuger bliver ikke overanstrengt og det der med at støve af gør hun heller ikke i. Det var nu ingen sag for det gælder jo om at være forberedt, så jeg havde taget tøfler med. Hendes badeværelse var dog en katastrofe og jeg forstår ikke rigtig, hvorfor folk ikke lige bruger en toiletbørste inden de får gæster. Jeg synes tit, jeg ser eksempler rundt omkring på, hvorledes beboerne har forsøgt at skide lokummet i stykker. Og det gider jeg egentlig ikke blandes ind i. Derudover er hun en katteperson og gulvet var derfor belagt med et tæppe af kattegrus og der var tilhørende lugt af kattebakke. Det er naturligvis en del af det at have kat, men jeg synes godt man gøre det lidt med stil.

Alt sådan noget kan jeg dog snildt leve med, når jeg lige har brugt fem mins på at afklimatisere mig. Jeg har derimod voldsomt svært ved at abstrahere fra kontakt med råt kød uden efterfølgende brug af sæbe. Eller senere, hvor vi var en tur på en nærliggende gård, for at lukke hendes heste ud *katte- OG hesteperson. Vi kunne ikke være mere forskellige. Magter ikke de kræ. Men de havde verdens sødeste hund deroppe, der elskede mig efter 30 sekunder*, skulle hendes hest lige have smurt noget creme på nogle skumle sår. Det der med at vaske fingre bagefter ventede hun en times tid med. Havde det været mig selv, havde jeg panisk fundet den første og bedste håndvask.
Og så bøvser hun konstant. Jeg hader når folk bøvser, særligt når jeg spiser.

Noget helt andet i samme boldgade. Forleden stod jeg og hang over kølediskene nede i det lokale madpusheri og prøvede at få en god ide. Så gik jeg over i deres delikatesse i håb om at blive inspireret - med held! De havde en eller anden ret med kartoffelkroketter til at ligge og så fik jeg lyst til sådan nogen. Jeg susede glad ned til fryseren for at finde en pose, fandt en og vendte den om. Ved ikke helt hvorfor, men jeg kigger automatisk altid på bagsiden af forbehandlet mad. Så står der altid et eller andet om, at maden indeholder spor af nødder og den slags. Men ikke på denne pose. Der stod "Kan indeholde spor af svovldioxid og mælk".
Svovldioxid?

Der er sikkert en logisk forklaring på det, men der blev jeg altså sippet igen.

Madsvineri og generelt idioti

Jeg er rimelig sippet, når det kommer til andre mennesker og deres omgang med mad og køkken. Det er ikke altid praktisk. Jeg får eksempelvis ofte kvalme, når jeg ser hvordan folk håndterer deres karklud.

Da jeg havde mit eneste fagrelevante job, var jeg i et firma med 12 personer, hvoraf der var én heltidspige *mig* og så en regnskabsdame, der kom to gange om ugen. Så til frokost var jeg som regel alene med 11 mandfolk, der på ingen måde havde hørt om madhygiejne. Vores frokostordning gik ud på, at der hver mandag kom en madmor og købte ind til en hel almindelig frokost. Rugbrød og pålæg og den slags. Til og med torsdag skulle vi så dagligt hive disse ting ud af køleren og leve af dem.

Det generede ingen at bruge den samme kniv til at smøre alting på brødet eller bruge den samme ske til alt flydende. Jeg overlevede ved at spise hamburgerryg og den slags der kommer i en pakning, samt leverpostej, hvor jeg kunne tage af de urørte sider. Dette lyder måske en smule psykotisk, og det er det også til en vis grad. Men jeg må erkende, at jeg står af, når folk først bruger deres kniv til at smøre en muggen ost på brødet og herefter bruger den samme kniv til at lave en leverpostejsmad. Eller bruger kniven til at spise en fiskemad og herefter bruger den samme kniv til at skille pålægsstykkerne fra hinanden. Eller bruger skeen til marmeladen til grundigt at tvære marmeladen ned i ostemaden og så stikker skeen ned i marmeladeglasset igen. Og forestil jer så at 11 personer praktiserer denne form for ulækkerhed i dagevis på den samme stakkels mad.
Jeg synes ganske enkelt det er vammelt. Især om torsdagen, efter fire dages sammenblanding af madvarer. Den eneste grund til at jeg ikke døde af sult var, at jeg begyndte at tage min egen mad med under påskud af at jeg hellere ville have salat - hvilket i øvrigt ikke var helt løgn. Hvis de spurgte efter grøntsager, mente de italiensk salat og ristede løg.

Nå, men efter jeg nu har overstået min fire uger i virksomhedspraktik har jeg fået genopfrisket et par ting.

Den ene ting er, at jeg virkelig ikke kan udstå muggen ost. Op til flere gange har jeg mistet appetitten midt i frokosten, fordi en kollega ikke kunne vente med at smøre sin skive franskbrød med grøn ost til efter rugbrødsmadderne. Den har således ligget og lugtet mig lige op i næseborene, som i mit tilfælde har været ulideligt følsomme efter jeg holdt op med at ryge for et par år siden.

En anden ting er, at ostespisere - og her tænker jeg på skiveostespisere - af en eller anden grund er enormt bange for at deres osteskiver falder af brødet, og derfor er de nødt til holde fast på osten med fingrene. I kender dem garanteret godt. Lige pegefingeren på osten, så man har styr på den. Og beklager, hvis jeg træder nogen over tæerne, men det er satme klamt!

Come on! Det mindste de kan gøre er da at vaske fingrene bagefter, men det gør de ikke engang. Næh nej, det er jo travle mennesker, så folk slæber deres ostemadder ned på kontorerne og sidder så og gramser på dem, mens de arbejder videre.
Så kan man bagefter lugte folks ostefingre og rynke på næsen, når de skriver på tastaturer, rører ved computermus og håndterer deres iPhones, som bliver behørigt fedtede efterfølgende. Adr!
Jeg kan ikke forstå det er nødvendigt. Hvis man er bange for at osten falder af kan man fx. bruge lidt smørelse, bruge sine tænder eller bruge kniv og gaffel. Det andet er ulækkert.
Folk kan ellers nok finde ud af at bruge sæbe og alkogel og den slags i frygt for at få sygdomme, men derudover er det så som så med hygiejnen. Nok er man ikke smittefarlig efter konsumering af ostemadder, men alligevel.
Hvad med hensynet til dem med sart lugtesans?

Idag fik jeg i øvrigt understøttet min teori om, at jeg overhovedet ikke bør sendes ud i virkeligheden. Tog ned for at handle og hankede i den forbindelse op i et par poser med pant. Stoppede glad flaskerne i maskinen og gik ind i butikken. Nede i brødafdelingen, efter af have svævet rundt over køddisken i ti mins totalt forladt for gode aftensmadsideer, gik det op for mig at jeg havde glemt noget, da jeg indløste panten.
Nemlig at indløse panten.
Jeg havde glad stoppet flaskerne ind i maskinen og var gået videre. Det der med at trykke på en knap og tage et stykke papir, der er penge værd, havde jeg ikke lige tænkt på.

Super, Einstein.