Hold nu kæft

Jeg har svært ved at tage Carl Mar Møller alvorligt. Men hvem har ikke det?

I dag var han så på krigsstien igen fordi Brorsonskolen i Varde opfordrer drengene til at sidde ned og tisse da de små fyre har svært ved at få pjalten til at ramme kummen og derfor sviner toiletterne pænt meget til. Straks var han ude med køllen og ytrede at,

"Kvinder tænder ikke på mænd, der sidder ned og tisser, fordi de bliver et form for intetkøn. I værste fald er det den slags, der gør, at flere mænd bliver bøsser."

Spændende betragtning. Jeg ved ikke, hvor Carl Mar indsamler oplysninger til sin forskning, men jeg har haft to kærester, der sidder ned når de tisser og så vidt jeg er orienteret er der ikke nogen af dem, der er bøsser og der er ikke nogen af dem, der har problemer med damer.
Den ene sidder ned med den erkendelse at hans tissemand ganske enkelt ikke kan lave en lige stråle og at han ikke gider bruge tid på at tørre op efter sig selv hver gang han er på toilet.
Den anden synes bare generelt det er noget svineri at sprøjte ud over det hele på den måde og han gider ikke træde rundt i gammelt pis når han skal på toilet.

"Det at stå op er en markering af det at være mand. Og det gør ikke noget, at vi sviner og lugter – det er derfor, der er mande- og kvindetoiletter", siger Carl Mar.

Vås. Jeg er ikke bekendt med hvordan han har indrettet sin hule, men hjemme hos os har vi altså kun ét toilet til deling mellem begge køn. Kald mig bare snerpet, men jeg synes faktisk ikke det er okay, hvis der bliver svinet og lugtet på mit badeværelse.
Da jeg jo er forkælet med et rent toilet, er jeg ikke spor i tvivl om at der har været mandfolk på toilettet, når vi har gæster. Så er der gule pletter overalt på den del at kummen, der ikke bliver skyllet igennem samt på undersiden af toiletbrættet.
Hos mine forældre er der lyse fliser på gulvet og der kan man så se, hvor meget der ikke når ned i kummen. Jeg synes altså ikke det er frækt.

Jeg kan i øvrigt godt nævne andre mere geniale måder at markere sin mandighed på - til både gavn for den store mand og lillemor.

Latrinærnyt

Jeg klamrer mig til de sidste rester af min ferie. Jeg er allerede begyndt at få lidt ondt i maven over at skulle tilbage på job i overmorgen og har temmelig svært ved at nyde den sidste ferietid. Derfor kan dette indlæg i allerbogstaveligste forstand godt virke en smule mavesurt.

Jeg har på min nyligt overståede campingferie atter fået øjnene op for noget, jeg vil vove en pels og kalde en meget overset folkesygdom:

Dårlig mave.

Når man sådan skal dele ferietoilet med mange andre mennesker (der dukkede faktisk en del campister op i weekenden) får man jo et uvurderligt indblik i deres tarmfunktion. Og der er i hvert fald ingen tvivl om at det ikke er fibre disse tarmsystemer arbejder mest med.
I slutningen af ferien gik Journalisten i protest op i familierummene for at være i fred, fordi han var "pissetræt af at høre på alle de skidemorfædre", hvorefter han i lidt for malende vendinger fortalte om hans oplevelser på herretoilettet tilsat en del uønskede lydeffekter.

Da jeg boede i Åbyhøj delte jeg lejlighed med en veninde fra gymnasiet. Hun er temmelig overvægtig og på trods af den for tiden herskende holdning om at overvægtige sandelig ikke selv kan gøre for det, er jeg ikke i tvivl om at hun selv er voldsomt skyld i at hun måtte gå sidelæns ind af døren til mit værelse fordi den var syv cm smallere end de andre døre. Når man hårdnakket påstår at man ikke kan lave mad uden madlavningsfløde kan det næppe chokere. Grundet hendes madvaner led hun naturligvis af kronisk dårlig mave og da mit værelse var ubehageligt tæt på toilettet fik jeg det bevist med al uønskelig tydelighed.
Jeg lærte at holde øje med hende når hun gik forbi min dør. Hvis hun havde en bog i hånden skulle jeg sørge for at lukke min dør inden hun kom ud igen, for ellers kom hørmen snigende ind på mit værelse.

På mit forrige job arbejdede jeg sammen med 12 mænd og vi havde et lille bitte hummer af et lokum til deling. Jeg lærte hurtigt på hvilke tidspunkter af arbejdsdagen jeg absolut ikke skulle blive trængende. For disse mænd led også af temmelig irriteret tarm og efter at have trådt direkte ind i gasudslip med bremsespor i hele kummen et par gange, påbød min næse og min kvalmetærskel mig at regne ud, hvornår jeg kunne undgå dette scenarie. Der var et lille vindue, men det kunne slet ikke trække så meget frisk luft ind som var nødvendigt. Og da vinteren nærmede sig og lufttemperaturen på toilettet mildest talt var ved at være frisk, var der ingen der lukkede vinduet. For de andre vidste også godt at det ville betyde døden for den der tændte en tændstik på det forkerte tidspunkt.

Oppe i bageriet skal jeg også dele lokum med alle de andre. Og det er det samme som alle de andre steder. Samtlige bagere har åbenbart dårlig mave. Her har de forsøgt at skjule det med en lufftfrisker, som de bruger flittigt. Jo flere tryk på sådan en må jo naturligvis skjule hørmen bedre...

Jeg magter ikke flere fællestoiletter!

Jeg synes virkelig at det burde være en pligt at notere toiletforholdene i et jobopslag, så jeg kan vurdere om det er et sted jeg har lyst til at arbejde.
Tilmeldingen af nye medlemmer til "Næsernes Befrielsesfront" er i øvrigt åben.