Advarsel! Farlige holdninger forude

I de følgende linjers tekst kommer jeg nok til at træde på en hel del mandlige følelser, så hvis du har en dårlig dag er det nok en skidt ide at læse videre.

Vi har europamestre og verdensmestre i mange ting som jeg synes vi ikke rigtigt hører så meget om. Lotte Friis er fx. lige blevet verdensmester i svømning. Dette synes jeg mest blev til en lille ubetydelig sidehistorie i sportsnyhederne og der var vist heller ikke megen helteoptog og dyrkelse på gudeniveau da hun kom hjem. Allerede nu tror jeg egentlig hun er mere kendt pga. sin deltagelse i Vild med Dans.
Michael Maze vandt EM fornylig og selv om der er nogen der mener han blev overeksponeret, så lykkedes det aldrig mig at se noget som helst om det i TV.
Og der er i hvert fald ikke nogen af dem, der har fået spalteplads i kilometervis og reklamer baseret på deres næste kamps udfald.
Og ved I hvad?
Det kan godt være jeg putter mig selv i bås med Janni fra Oddset reklamen, men helt ærligt. Jeg er ved at kaste op over fodbold.
En skide landskamp mod svenskerne bliver pisket op til ubegribelige højder. Når nogle andre sportgrene skal kvalificere sig til VM hører man da ingenting *for det er da det, det handler om, er det ikke?*. Det eneste der måske kan matche en lille smule er håndbold, men det bliver aldrig det samme opstyltede cirkus.
Måske er det bare en mandeting. Er der noget Journalisten og jeg kan blive meget uenige om, så er det fodbold. Jeg er eksempelvis ved at brække mig når jeg hører folk udtale sig efter en kamp de har tabt: "Vi havde fortjent at vinde". Måske har jeg misforstået reglerne, men sådan som jeg har forstået det vinder man kampen ved at score flest mål. Hvis man ikke har scoret nok mål har man da ikke fortjent at vinde? Det kan da være ligemeget hvor nydeligt man så ellers har spillet. Hvis ikke man kan score har man ikke fortjent at vinde.
Men den slags udtalelser er ofte tæt på at sende mig i eksil.

Jeg kan ellers godt lide at se fodbold og jeg kan især lide at spille på det. Og ved slutrunderne ser jeg som regel også så mange kampe jeg kan komme afsted med. Jeg plejer at holde med Holland *jah ja, landsforræder og alt det der*.
At vi er nødt til at hidse os sådan op over en kvalifikationskamp viser jo bare med al uønskelig tydelighed at vi har et elendigt fodboldhold og vi derfor må skabe stemning uden for slutrunderne. Hvis vi overhovedet kommer med i slutrunden bliver vi jo rimelig hurtigt ekspederet ud.

Jeg synes virkelig det er noget hysteri.

Hold nu kæft

Jeg har svært ved at tage Carl Mar Møller alvorligt. Men hvem har ikke det?

I dag var han så på krigsstien igen fordi Brorsonskolen i Varde opfordrer drengene til at sidde ned og tisse da de små fyre har svært ved at få pjalten til at ramme kummen og derfor sviner toiletterne pænt meget til. Straks var han ude med køllen og ytrede at,

"Kvinder tænder ikke på mænd, der sidder ned og tisser, fordi de bliver et form for intetkøn. I værste fald er det den slags, der gør, at flere mænd bliver bøsser."

Spændende betragtning. Jeg ved ikke, hvor Carl Mar indsamler oplysninger til sin forskning, men jeg har haft to kærester, der sidder ned når de tisser og så vidt jeg er orienteret er der ikke nogen af dem, der er bøsser og der er ikke nogen af dem, der har problemer med damer.
Den ene sidder ned med den erkendelse at hans tissemand ganske enkelt ikke kan lave en lige stråle og at han ikke gider bruge tid på at tørre op efter sig selv hver gang han er på toilet.
Den anden synes bare generelt det er noget svineri at sprøjte ud over det hele på den måde og han gider ikke træde rundt i gammelt pis når han skal på toilet.

"Det at stå op er en markering af det at være mand. Og det gør ikke noget, at vi sviner og lugter – det er derfor, der er mande- og kvindetoiletter", siger Carl Mar.

Vås. Jeg er ikke bekendt med hvordan han har indrettet sin hule, men hjemme hos os har vi altså kun ét toilet til deling mellem begge køn. Kald mig bare snerpet, men jeg synes faktisk ikke det er okay, hvis der bliver svinet og lugtet på mit badeværelse.
Da jeg jo er forkælet med et rent toilet, er jeg ikke spor i tvivl om at der har været mandfolk på toilettet, når vi har gæster. Så er der gule pletter overalt på den del at kummen, der ikke bliver skyllet igennem samt på undersiden af toiletbrættet.
Hos mine forældre er der lyse fliser på gulvet og der kan man så se, hvor meget der ikke når ned i kummen. Jeg synes altså ikke det er frækt.

Jeg kan i øvrigt godt nævne andre mere geniale måder at markere sin mandighed på - til både gavn for den store mand og lillemor.

Latrinærnyt

Jeg klamrer mig til de sidste rester af min ferie. Jeg er allerede begyndt at få lidt ondt i maven over at skulle tilbage på job i overmorgen og har temmelig svært ved at nyde den sidste ferietid. Derfor kan dette indlæg i allerbogstaveligste forstand godt virke en smule mavesurt.

Jeg har på min nyligt overståede campingferie atter fået øjnene op for noget, jeg vil vove en pels og kalde en meget overset folkesygdom:

Dårlig mave.

Når man sådan skal dele ferietoilet med mange andre mennesker (der dukkede faktisk en del campister op i weekenden) får man jo et uvurderligt indblik i deres tarmfunktion. Og der er i hvert fald ingen tvivl om at det ikke er fibre disse tarmsystemer arbejder mest med.
I slutningen af ferien gik Journalisten i protest op i familierummene for at være i fred, fordi han var "pissetræt af at høre på alle de skidemorfædre", hvorefter han i lidt for malende vendinger fortalte om hans oplevelser på herretoilettet tilsat en del uønskede lydeffekter.

Da jeg boede i Åbyhøj delte jeg lejlighed med en veninde fra gymnasiet. Hun er temmelig overvægtig og på trods af den for tiden herskende holdning om at overvægtige sandelig ikke selv kan gøre for det, er jeg ikke i tvivl om at hun selv er voldsomt skyld i at hun måtte gå sidelæns ind af døren til mit værelse fordi den var syv cm smallere end de andre døre. Når man hårdnakket påstår at man ikke kan lave mad uden madlavningsfløde kan det næppe chokere. Grundet hendes madvaner led hun naturligvis af kronisk dårlig mave og da mit værelse var ubehageligt tæt på toilettet fik jeg det bevist med al uønskelig tydelighed.
Jeg lærte at holde øje med hende når hun gik forbi min dør. Hvis hun havde en bog i hånden skulle jeg sørge for at lukke min dør inden hun kom ud igen, for ellers kom hørmen snigende ind på mit værelse.

På mit forrige job arbejdede jeg sammen med 12 mænd og vi havde et lille bitte hummer af et lokum til deling. Jeg lærte hurtigt på hvilke tidspunkter af arbejdsdagen jeg absolut ikke skulle blive trængende. For disse mænd led også af temmelig irriteret tarm og efter at have trådt direkte ind i gasudslip med bremsespor i hele kummen et par gange, påbød min næse og min kvalmetærskel mig at regne ud, hvornår jeg kunne undgå dette scenarie. Der var et lille vindue, men det kunne slet ikke trække så meget frisk luft ind som var nødvendigt. Og da vinteren nærmede sig og lufttemperaturen på toilettet mildest talt var ved at være frisk, var der ingen der lukkede vinduet. For de andre vidste også godt at det ville betyde døden for den der tændte en tændstik på det forkerte tidspunkt.

Oppe i bageriet skal jeg også dele lokum med alle de andre. Og det er det samme som alle de andre steder. Samtlige bagere har åbenbart dårlig mave. Her har de forsøgt at skjule det med en lufftfrisker, som de bruger flittigt. Jo flere tryk på sådan en må jo naturligvis skjule hørmen bedre...

Jeg magter ikke flere fællestoiletter!

Jeg synes virkelig at det burde være en pligt at notere toiletforholdene i et jobopslag, så jeg kan vurdere om det er et sted jeg har lyst til at arbejde.
Tilmeldingen af nye medlemmer til "Næsernes Befrielsesfront" er i øvrigt åben.

Dancing Queen

Når jeg er alene hjemme ender jeg altid med at glane foran husalteret til et eller andet fjollet og får mig som regel en surrealistisk oplevelse. Fredag aften var ingen undtagelse.
TV2 viste en Michael Jackson jubilæumskoncert fra 2001, tror jeg det var, og jeg syntes virkelig det var både fedt, men også lidt ubehageligt. Jeg kan godt li' hans sange, jeg synes de er udemærkede.
Jeg må erkende at mediernes fokusering de seneste mange år har været på alt andet end hans musik og jeg havde faktisk glemt hvor god en entertainer han var.
Min hjerne var blevet fyldt op af sexanklager og billeder af en mand med maske på og hvad ved jeg. Jeg havde fået et billede af at Michael Jackson var et stakkels, psyskisk sørgeligt menneske med et skrøbeligt helbred i stedet for en mand der har lavet noget af det fedeste musik.
Og så står han lige pludselig der på en scene. Fra halsen og ned var han faktisk næsten en frækkert og han laver de vildeste moves og vælter rundt på scenen, mens der kommer hitmusik ud af munden (eller båndoptageren? kunne ikke gennemskue, hvor meget der var playback).
Men hans hoved var uhyggeligt. Han lignede et spøgelse. Hans skeletagtige ansigtskonturer med den gråhvide kulør og en mund, der lignede noget der var strukket til det yderste og dækket af udslæt. Ganske enkelt frastødende. Og jeg sad og tænkte for mig selv at det ganske enkelt ikke passede sammen. Det konstante udtryksløse ansigt, hvilket jeg næsten fik helt medlidenhed med når jeg så på det, og så kroppen i konstant bevægelse med moon walk og det hele. En helt igennem bizar oplevelse. Særligt da han optrådte med sine brødre. Alle helt almindelig mænd, der var alderssvarende og, naturligvis, sorte. Og så Michael Jackson, der på ingen måde lignede en neger med en alder på 40+.

Jeg tror Michael Jackson var en tragisk eksistens.

Det nye sort

Hvor det i gamle dage var et skældsord og hvor mænd brugte det hånligt som forklaring på at konen teede sig åndssvagt *Gør mænd egentlig stadig det?*, så er det nu blevet meget moderne blandt kvinder at forklare alting med PMS.
"Ahmen jeg havde bare SÅ meget PMS!" og "Jeg har simpelthen så meget PMS lige i øjeblikket". Og så får man en lang smøre om, hvordan de har opført sig urimeligt og haft svedeture osv osv, alt sammen sagt med lidt stolthed i stemmen.
Jeg har været forskånet for PMS lige indtil for et par år siden, hvor jeg fik konstateret en unormal blodåre i hjernen og derfor ikke længere måtte spise p-piller. Der er jo ingen grund til at udfordre blodpropskæbnen.
Nu er det langsomt begyndt at gøre sig gældende og jeg kan godt mærke at der er bestemte tidspunkter på måneden, hvor jeg har mere let til tårer end ellers, min hud er sær, jeg er mere irritabel, Journalisten får en del skæld-ud og hvor der intet skal til at vælte min verden. Jeg vil umiddelbart skyde på at det er PMS.
Jeg synes dog ikke rigtig, det er noget jeg gider at involvere ret mange andre mennesker i. Jeg synes ikke det er noget at prale med og jeg gør egentligt mit bedste for ikke at lade det overtage mig krop. Det er fint nok at man lytter til sin krop og alt det der, men man behøver vel ikke miste alle hæmninger bare fordi man kan bortforklare det med hormoner?
Men nu er jeg jo også, til Kragens store fortrydelse, den type kvinde der forvandler sig til en frådende drage, hvis nogen vover at tage min BH fra mig samt væmmes voldsomt når andre kvinder undlader at tage BH på.

Jeg ville have været en dårlig rødstrømpe.

Opsummering

Igår var dagen hvor:

-Jeg udlånte en sprittusch til duoen IdaAida, så de kunne skrive autografer

-Jeg atter engang undrede mig over, hvordan den ene halvdel af IdaAida er blevet til noget, når hun bare var en buttet tøs, der godt kunne li' at drille, dengang jeg gik på den samme folkeskole som hende.

-Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse af at se forsangeren fra Die Herrren i næsten bar røv fordi han ikke kunne finde andre steder at skifte tøj end foran mit synsfelt.

-Jeg nok engang fik konstateret at mænd er fløjtende ligeglade med, hvor de lader deres vand og hvem der kigger på det.

-Der var en meget fuld tilfældig mand, som havde forvildet sig op af trappen til vores 1.sals terasse og alligevel stædigt holdt fast på at han ikke var gået forkert.

-Brinck stadig var bitter over Melodi Grandprixet