Når jeg er alene hjemme ender jeg altid med at glane foran husalteret til et eller andet fjollet og får mig som regel en surrealistisk oplevelse. Fredag aften var ingen undtagelse.
TV2 viste en Michael Jackson jubilæumskoncert fra 2001, tror jeg det var, og jeg syntes virkelig det var både fedt, men også lidt ubehageligt. Jeg kan godt li' hans sange, jeg synes de er udemærkede.
Jeg må erkende at mediernes fokusering de seneste mange år har været på alt andet end hans musik og jeg havde faktisk glemt hvor god en entertainer han var.
Min hjerne var blevet fyldt op af sexanklager og billeder af en mand med maske på og hvad ved jeg. Jeg havde fået et billede af at Michael Jackson var et stakkels, psyskisk sørgeligt menneske med et skrøbeligt helbred i stedet for en mand der har lavet noget af det fedeste musik.
Og så står han lige pludselig der på en scene. Fra halsen og ned var han faktisk næsten en frækkert og han laver de vildeste moves og vælter rundt på scenen, mens der kommer hitmusik ud af munden (eller båndoptageren? kunne ikke gennemskue, hvor meget der var playback).
Men hans hoved var uhyggeligt. Han lignede et spøgelse. Hans skeletagtige ansigtskonturer med den gråhvide kulør og en mund, der lignede noget der var strukket til det yderste og dækket af udslæt. Ganske enkelt frastødende. Og jeg sad og tænkte for mig selv at det ganske enkelt ikke passede sammen. Det konstante udtryksløse ansigt, hvilket jeg næsten fik helt medlidenhed med når jeg så på det, og så kroppen i konstant bevægelse med moon walk og det hele. En helt igennem bizar oplevelse. Særligt da han optrådte med sine brødre. Alle helt almindelig mænd, der var alderssvarende og, naturligvis, sorte. Og så Michael Jackson, der på ingen måde lignede en neger med en alder på 40+.
Jeg tror Michael Jackson var en tragisk eksistens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar