Tvivlen, der nogengange kommer forbi

Jeg har altid være fascineret af tatoveringer. Ikke amagernummerplader og kedelige tribals, men noget som rent faktisk siger lidt om den person tatoveringen sidder på. Og det kan godt være at alle og enhver får tatoveringer nu til dags, men jeg kan godt fange mig selv i at stå og beundre en tatovering og synes at personen er lidt sej. Op gennem mine teenageår drømte jeg om at få mig en tatovering og havde også motivet, men da jeg blev gammel nok til at få den lavet manglede jeg ligesom det sidste skub.
Men lige pludselig en dag følte jeg at nu skulle det være og så gik jeg ned og fik den lavet. Med det samme vidste jeg at jeg skulle have flere.
For to år siden fandt jeg så motivet til min anden tatovering, men har ikke rigtig følt tiden var til det. Jeg har dog ikke på noget tidspunkt været i tvivl om at det var det rigtige motiv i den rigtige størrelse og den rigtige placering.
I mellemtiden bredte panikken sig så, fordi min tatovør pludselig fik voldsomt travlt, som andre bloggere også har konstateret. Gode dyr var rådne og jeg begyndte at kigge mig om efter en anden tatovør og det var jo nærmest umuligt.

Forleden gik jeg en tur nede i byen og ud i den blå luft kom lysten til at pryde mit rygstykke med blæk. Jeg tænkte at nu skal det fandme være og jeg kiggede ind hos den tatovør, jeg havde udset mig. Han var der ikke selv, men en af hans kammerater var meget flink og vi snakkede lige hurtigt, hvorefter vi blev enige om at jeg skulle smutte hjem og hente mit motiv.
Omkring et halvt sekund efter printeren havde spyttet papiret ud, kom den. Tvivlen. To års overbevisning om at dette var det korrekte motiv forsvandt ud i den blå luft og jeg så pludselig på tegningen med helt andre øjne.
Temmelig forvirret begav jeg mig ned i byen igen og fik mig en snak med tatovøren. Og han var enig med mig. Han gav et foreslag til, hvordan den kunne blive bedre, så det skal jeg lige tænke over. Min underbevidsthed fortæller mig nemlig stadig at tatoveringen skal se ud præcis som på papiret, men det hjælper jo ikke noget når den sjette sans siger at det er noget bras.


Måske skulle jeg alligevel bare bestille en tid hos Casper til næste år. Så må jeg da ha' fundet ud af noget genialt til den tid