Venneindlæg

Jeg synes det med venner er en svær ting. Selvom det er ganske naturligt at man udvikler sig i forskellige retninger og at venskaber opstår og forgår.

Jeg har en veninde, jeg lærte at kende da vi var 5 år. Hun er 14 dage yngre end mig og boede lige ovre på den anden side af vejen. Da vi var små, var vi uadskillelige. Da vi blev teenagere levede hendes standard for hygiejne og lignende, ikke helt op til min teenagerhjerne og derfor havde vi ikke meget med hinanden at gøre. Da jeg så kom på gymnasiet og hun kom på efterskole klarede det op igen og vi ses stadig. Ikke særlig tit, for det har vi ikke behov for. Vi er uhyggeligt forskellige og har egentlig ikke ret meget til fælles, når man tænker over det.
Men en gang om året, eller deromkring, ses vi og så er det præcis som at træde 20 år tilbage i tiden og vi fortsætter bare i samme rille. Vi kender begge den andens telefonnummer og benytter det, hvis det bliver nødvendigt. Dette venskab er vigtigt og værdifuldt for mig og jeg er ret sikker på at vi nok skal holde i længden.

Da jeg var single og levede det fede liv i min lejlighed i Århus V (okay, det var så ikke et fedt sted at bo, men any who) havde jeg de dejligste naboer. Vi var en gruppe på otte lejligheder der havde det voldsomt sjovt sammen. Særligt mine egne naboer havde jeg et super forhold til. En dansk mand og hans hustru fra Brasilien. Mangt en aften sad jeg inde hos dem og gloede fjernsyn, mens vi pølede kaffe og røg smøger. Og hyggede os. Vi har været der for hinanden gennem depressioner og fødsler osv.
Men inden for det seneste år har tingene ændret sig. Manden er blevet frimurer og går voldsomt op i det det. Hustruen har nu fået to børn og har absolut intet andet i hovedet end disse børn og deres udvikling og mødregrupper osv osv. Og det er jo forståeligt nok!
Men det er hans frimurerkammerater, der bliver inviteret til aftensmad, ikke os. Det er hendes mødregruppeveninder, hun spiser frokost med i byen, ikke mig.
Og det er ellers ikke fordi Journalisten og jeg ikke gør noget for at holde på venskabet. Da de skulle flytte alt deres bras op på 4.sal i deres nye lejlighed var vi de eneste, med undtagelse af et andet dansk/brasiliansk par, der stillede op for at hjælpe. Ingen af deres mange venner havde tid til (læs: gad) at hjælpe. Og da hun fik bækkenbundsløsning var det mig hun ringede til, igen og igen, for at få hentet knægten i vuggestuen.
Da jeg blev ringet op, og ikke blot fik en sms, om at hun var blevet indlagt på fødeafdelingen længe før tid, troede jeg rent faktisk at det var fordi jeg stadig havde en særlig plads hos dem. Jeg var trods alt med til knægtens fødsel. Men det viste sig at det blot var fordi de skulle bruge hjælp til at hente knægten i vuggestuen - igen.
Jeg synes det er svært. Men det er et forhold jeg gerne vil beholde og derfor har jeg valgt at udholde det. Jeg ved ikke om det er den rigtige måde at gøre det på, men jeg har ikke overskud til at tage konflikten med dertilhørende mulige ubehagelige konsekvenser. Tiden må vise, hvad der skal ske med det forhold.

Man ved dog, at man er blevet udfaset, når ens bedste veninde fra gymnasiets far er død og hun er blevet gravid - og man ikke har fået noget at vide om nogen af delene.