Indlæg uden indhold

Action niveauet heromkring er på et absolut lavpunkt. Her sker ikke en skid.
Jeg har pyntet lidt op til jul. Sidste år på dette tidspunkt havde jeg et fagligt relevant arbejde, som var aldeles rædselsfuldt. Derfor brugte jeg min sparsomme fritid på at ligge i fosterstilling på sofaen og ignorere december måned. Et forsøg på at købe det obligatoriske lille juletræ resulterede i, at jeg lagde mig småhylende under tæppet resten af dagen. Jeg magtede ganske enkelt ingenting.
I år har jeg haft lidt overskud på julekontoen, plus en forfærdelig masse tid mellem hænderne og har faktisk glædet mig lidt til det skulle blive december.
Jeg er ikke typen, der køber årets modejulepynt og jeg er heller ikke Gertrud Sand, der hænger nisser allevegne. I min optik består julepynten af godt og vel fire ting. Rød, grøn, guld og duft.
For at kompencere for manglende juletræ sidste år var Journalisten og jeg ude og finde os et juletræ i voksenstørrelse. Det er større end mig, intet mindre kunne gøre det. Det står nu med pynt henne i et hjørne og dufter helt fantastisk.
Derudover har jeg fyldt hytten op med røde julestjerner og lavet blomsterdekorationer med små julestjerner, hyacinter, mos, kogler, små svampe og alt det der. Ingen jul uden masser af hyacinter. Jeg ville ønske man kunne få julestjerner hele året. Jeg synes de er så rare at se på.
Lidt nisser er det dog blevet til. Jeg var med Journalisten på et beskyttet værksted for sindslidende, som lavede julepynt til salg. Vi var ret enige om, at hvis vi endelig skulle investere i en nisse ville vi hellere aflevere pengene sådan et sted end i et stort ligegyldigt firma. Og så gjorde det jo ingenting at deres nisser faktisk var ret nuser.
Any who, det er meget godt at have lidt december at gå op i.
Mht. min arbejdssituation er jeg nu blevet degraderet fra arbejdssøgende til virksomhedspraktiksøgende. Jeg skal ganske enkelt få virksomheder til at ansætte mig helt gratis og uforpligtende i fire uger. Ikke at det er særligt nemt, hvis det skal være noget relevant arbejde.
Til gengæld må jeg erkende at mine encounters med systemet har været næsten upåklagelige. Fra verdens sødeste jobcenterdame til min nuværende kontaktperson i privat konsulentfirma, der gør en kæmpe insats for at finde et job til mig. Som hun siger "Du gider jo have et job. Du VIL jo have et job. Så gider jeg også gøre noget ekstra for at hjælpe dig."
Ikke ligesom den fyrede malkemand, der prøvede at overbevise hende om at han umuligt kunne søge et job, hvor han skulle køre traktor. "Sådan én er jo meget svær at køre. Der er vist nok alle mulige stænger man skal trække i."
Efterhånden er jeg ved at være på det punkt, hvor jeg næsten håber at blive kastet ud i aktivering, bare for at få et eller andet at give mig til. Jeg oplever så ufatteligt lidt, at det er skræmmende.

I nat da jeg ikke kunne sove kunne jeg høre en natugle sidde og tude ikke så langt fra vinduet.

En tirsdag

Jeg havde en række forestillinger om hvad jeg skulle nå i dag.
Jeg skulle op at træne, gøre rent i stuen og skrive fire ansøgninger.
Jeg kom aldrig op at træne og jeg fik heller ikke skrevet de fire ansøgninger. Til gengæld fik jeg gjort en hel del ved stuen. Faktisk tømte jeg den og fyldte den op igen.
Jeg har længe været lidt træt af vores stue. Der manglede lige den sidste grad af hygge og jeg har ikke rigtig følt mig godt tilpas. Derudover har vi ikke haft et ordentligt sofabord, fordi jeg ikke rigtig har kunnet finde et jeg godt kunne lide. Jeg havde faktisk set et sofabord jeg gerne ville have, men sådan som møblerne stod før var det alt for stort.
Alle disse faktorer er ret farlige for mit mentale helbred og på en dårlig dag gør de ondt værre, så det var ret ønskværdigt at få gjort noget ved sagen.

Helt tilbage fra barnsben har jeg været en rastløs sjæl når det kommer til indretning. Jeg flyttede meget tit rundt på mit værelse og da jeg flyttede hjemmefra flyttede jeg rundt hver eneste sommer. Min lejlighed var så lille at det kun kunne lade sig gøre, hvis jeg stillede alle møblerne udenfor. Jeg var derfor noget presset da jeg flyttede fra min egen lejlighed og ind i delelejlighed, hvor de eneste møbler jeg havde, var min dobbeltseng og min lænestol. Det efterlod ikke meget til fantasien.
Inden for det sidste stykke tid har det så været galt igen og idag skulle det være. Journalisten er jo på kursus og det er væsentligt nemmere at få noget gjort når han ikke går i vejen.
Så alt hvad der hed bøger, kæledyr, dvd'er og mindre møbler blev hevet ind i alrummet så der kun var de store møbler tilbage. Beklageligvis svigtede min fantasi og jeg kunne overhovedet ikke visualisere hvordan møblerne skulle stå. Jeg løb lidt rundt om mig selv i et par timer, mens jeg trak de stakkels møbler frem og tilbage og lavede masser af rygnedbrydende skub og hiv.
Pludselig var den der og jublende sprang jeg ned i bilen og begik en spontanitet. Jeg fræsede ud og købte førnævnte sofabord. Jeg havde selvfølgelig ikke lige spekuleret over at det lå i en ret tung og uhåndterbar kasse, der både skulle ind og ud af bilen samt slæbes op på første sal.
Men med vilje kommer man langt og efter endnu flere dårlige løft og halsbrækkende manøvrer fik jeg bordet på plads. Det passede som var det skabt dertil.
Nu sidder jeg og nyder fornemmelsen af renhed *der var godt nok støvet* og følelsen af at være godt tilpas.
Så det har alt i alt været en ganske glimrende dag, hvis man ser bort fra da jeg skulle lave sovs og valgte at ryste mælkekartonen uden at skrue proppen ordentlig på først.
Eller at jeg har gået i pendulfart ud i køkkenet for at tørre mig selv med en klud, fordi jeg hele tiden finder nye områder på min krop, der er meget klistret. Jeg har håndteret mine store lykkekastanjer og de udskiller tilsyneladende en hel del plantesaft som jeg så har fået mig selv smurt godt og grundigt ind i.

Og så føler jeg mig egentlig lidt som en gammel sæk knogler.