Huebedrag og hærværk

Forrige torsdag var der fælles observans af typisk, elendigt dansk fodboldspil med kliken.
Om eftermiddagen fik jeg en sms fra en af de andre om, at jeg skulle tage min studenterhue med. Hmm, tænkte jeg, mens jeg rodede efter den i kasserne nede i kælderen.
Nogen havde så fået den lyse ide, at vi efter fodboldkampen skulle prøve at gå i byen på en anden måde. Hence studenterhuen.
På vej til kampen stod jeg nede på gaden og ventede på de andre. Og saftsusemig om ikke de unge fyre dyttede af mig! Så der stod jeg med min hue på og følte mig smigret og grinede dumt, mens midaldrende mennesker kørte forbi i deres stationcars og lignede nogle der tænkte "Hvem der bare var ung igen". Og jeg tænkte i øvrigt det samme.

Efter kampen trængte vi til noget at styrke os på og drog ned på stamcafeen, der ikke overraskende var fyldt op med studenter. En af veninderne har fem års jubilæum i år og jeg har ti års jubilæum, så vi følte i vores branderter, at vi var vel berettiget til at have huen på.
Hun fik travlt med at spørge alle de unge mennesker, om de troede vi var blevet studenter i år.
Øhmmenømme, lød det fra de fleste HTX'ere, som godt var klar over at det var et lose-lose spørgsmål. Men der var nu ingen, der rigtig troede på det. Heldigvis, egentlig.

"Øøøøøøøøøøøøøøjjjjhhhhhh, hvor vildt", sagt med ærefrygt i de opspilede øjne, lød det fra studenterne, da de fandt ud af, at det er ti år siden jeg blev student. Det var de alligevel imponerede over. For slet ikke at snakke om, da jeg fortalte dem at jeg har en ingeniøruddannelse. De fleste af dem skulle nemlig også være ingeniører. De var nu søde.
Det lykkedes os faktisk i løbet af aftenen at få skrevet i to huer uden at have den fjerneste anelse om, hvem der ejede dem.

Og den sidste uge har jeg syntes det var hyggeligt, at jeg kan høre hovslag nede på gaden fra alle studenterkørslerne og se dem myldre rundt alle steder.
Men nu er det nok.
At jeg ikke har det fjerneste bevis for at det er studenterne, skal da bestemt ikke afholde mig fra at skyde skylden på dem. For da jeg kom ned til min bil i morges blev jeg noget sammenbidt. Jeg kom sent hjem i går aftes, så der var ikke plads nede i gården og jeg måtte parkere over på den anden side af gaden. Og på samtlige biler derovre havde nogen hejst viduesviskerne. Senere, da jeg spadserede ned på gågaden, fandt jeg ud af at de havde været det meste af byen rundt.

En ganske hyggelig spøj, syntes jeg, lige indtil jeg fandt ud af at de havde brækket min antenne af. Røvhuller.