fredag den 6. november 2009

Forlad venligst min skærm

Ovenpå den nylige overgang til digitalt tv-signal tænkte jeg at jeg lige ville lave en kanalsøgning. Dum idé. Det kan vores elendige gamle TV ikke håndtere. Hvorfor køber I ikke et nyt, hører jeg folket spørge. Fordi bilen lige har været til syn og i øvrigt skal have nye vinterdæk.
Måske en gang når grise kan flyve og jeg har fået et job, kan vi opgradere vores 22 tommer billedrørstv til en lækker fladskærm.
Hurra for at have kabeltv, så vi ikke behøvede at bruge penge på hverken TV eller digitalboks.

Da programsøgningen var overstået og jeg havde gentaget den et par gange, måtte jeg slukøret konstatere at bl.a. DR1 ikke var på listen. Også selvom jeg kunne finde den ret nemt ved manuel søgning. Måske TV'et havde registreret at jeg alligevel aldrig ser DR1 og derfor havde vurderet, at det ville være spild af plads at give det et nummer i programrækken. Hvem ved. Jeg ved i hvert fald, at det er sur mås, hvis jeg skal til at indstille alle kanalerne manuelt.

Jeg kan forreste godt lide at have VH1. Jeg har den tit kørende i baggrunden fordi den spiller udemærket musik, synes jeg. Nogle gange når jeg pimper med slænget har vi VH1 kørende. Men.
Det kan godt være at Dan Rachlin er en gammel, erfaren rotte inden for DJ-faget og at han sikkert er en rigtig god video jockey, men jeg synes stadig han er alt for grim til at blive zoomet sådan ind på, som de gør i hans program. Lidt irriterende.

I øvrigt er det ikke så tosset at blive pludseligt græsenke. Det har tikket ind med sms'er hele dagen fra venner, der synes det er synd for mig og derfor har inviteret til højre og venstre. Derfor kommer jeg bestemt ikke til at kede mig i weekenden.
Jeg nænner næsten ikke at fortælle dem at Journalistens rejse til Spanien egentlig kun betyder at jeg skal være alene hjemme i ti dage i stedet for syv dage. Han skal nemlig på kursus hele næste uge.

Jeg synes bare det er dejligt at der er nogen, der tænker på mig. Det har jeg aldrig oplevet før jeg flyttede herned for et år siden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar