Valg

Jeg har fulgt godt med i aftens valg på den regionale tvkanal. Ikke rigtig fordi jeg har været specielt interesseret i valgresultatet, men mere fordi en betydelig del af min omgangskreds har været på skærmen for at rapportere.
I løbet af aftenen har jeg set en masse interviews og registreret adskillige surmulere rundt omkring *hvoraf, af en eller anden grund, en bemærkelsesværdig stor del er socialdemokrater*.

Der er nemlig en hel del borgmestre her i landsdelen, der har måtte aflevere kæden som resultat af fejlslagen politik. Gentagne gange har jeg set både borgmestre og andre kandidater stå og pive over at vælgerne har givet deres parti en lussing, når nu alle i byrådet har været enige om politikken. Særligt var der en person, der stod langt nede på sit partis liste, som på særdeles utiltalende vis nærmest skældte vælgerne ud på direkte TV. Han udtalte temmelig irritabelt, at han syntes det var døduretfærdigt at hans parti *som indtil nu har siddet solidt på magten i pågældende by i et halvt århundrede* skulle straffes for noget, som alle havde været med til at bestemme.

Jeg begiber ikke at det kan komme bag på dem.
Ligesom det er adm. dir. i en virksomhed, der har det overordnede ansvar, så er det naturligvis også borgmesteren i en kommune, der har det overordnede ansvar. Og når han er medlem af et parti, går det naturligvis også ud over partiet som helhed.
Hvis et parti får et råddent folketingsvalg er det partiformandens skyld, og hvis fodboldlandsholdet taber, er det Morten Olsens skyld.
Sådan er det jo at være chef.
Hvis de politikere, der stiller op som kandidater til borgmesterposten ikke er klar over at de naturligvis sidder med det endelige ansvar, så har de ikke læst godt nok på lektien.

Se blot på Tim Sloth Jørgensen. Han måtte smide sine stjerner efter jægersagen, hvor han måske, måske ikke, var en del af balladen. Uanset om han var, måtte han gå fordi han som chef havde det endelige ansvar.